Akvarelmaleriets mysterier (54) - efterdønninger fra et kursus

I det foregåend indlæg i serien om akvarelmaleriets mysterier fortalte jeg om og viste akvarellerne fra et kursus i Syditalien med Ane Grethe Aagaard. 

   Ugen efter hjemkomsten tog vi i sommerhus som vi plejer - et ophold som er planlagt til at slutte midt i september. Og jeg har traditionen tro taget hele akvareludstyret med. 

  Planen var at prøve at male billeder uden referencefotos fra virkeligheden, men med inspiration fra akvareller på nettet eller fra lærebøger i akvarel.

  Jeg kalder dem "træningsakvareller" fordi der ikke er nogen anden anledning til at jeg maler dem, end den at jeg vil øve mig på noget der ikke er bundet af et foto som referencebillede.

  Her er høsten indtil videre:

Egenproduktion: "Gyldent landskab"

Inspiration: En akvarel fra en lærebog der instruktivt viser faserne: Først maler du sådan, derefter sådan, derefter sådan.

   Det der tiltrak mig her, var at både landskab og himmel blev malet i okker der fik lov til at "flyde". Derefter en grå blandet af en cobolt og en mørk jordfarve, husker ikke hvilken. 

   Altså kun to farver, og udnyttelsen af den mørke farve til kontrast og kontur og til at mørkne den okkerfarvede jord med. 

   For mig er det usædvanligt at male en mørk mellemgrund, og måske skulle man have malet flere og mørkere græstuer i forgrunden.

Egenproduktion: "Koldt bjerglandskab".

Jeg har et par gange før prøvet at male bjerge, uden at jeg selv syntes det er blevet særligt vellykket. 

   Det her har en også akvarel med et motiv i en lærebog som inspiration. 

Jeg arbejde i den her akvarel næsten monokromt, idet jeg blot kommer mere og mere jordfarve i det blå. 

   Jeg udnytter umalede - altså 'hvide' partier til at angive sne, og prøver at styre dybdeperspektivet ved at male baggrunden med relativt tynde farver, og så gør jeg  bjergene og klipperne mørkere jo længere frem mod forgrunden vi kommer.     Til sidst tegner jeg konturlinjer med tusch i forgrunden og til lige at markere kanterne af bjergene.  

   Er nogenlunde tilfreds.

Egenproduktion: "Hav med sten, pæle og måger"

Uden inspirationsakvarel som forbillede.

   Et billede hvor jeg  lader en stor del af himmelen stå umalet, og hvor jeg maler havet uden bølger med flere farver der får lov til at flyde sammen, og med hvide umalede striber. 

   Utilfreds med mågen på pælen, som ikke ligner en måge, og med at pælene ikke er gjort tynder jo længere i baggrunden de står, hvilket forstyrre oplevelsen af dybdeperspektivet.

Egenproduktion: "Blad der tænker på vinter"

 'Visnende blade'. Med inspiration fra lærebog i akvarel.

    Fidusen er her at lære at lade flere farver flyde over i hinanden. Altså totalt vådt-i-vådt.

   Bladene skal være lyse i kanten. Det opnår jeg ved at lægge de stærkere farver et stykke inde fra bladets kant, og derefter male med rent vand ude i kanten så det fortynder farven.

   Til sidst er der lagt kontrastgivende skygger ind der hvor et blad dækker over noget af et underliggende blad.

    Ribberne har jeg lavet ved hjælp afmaskningsgummi.

    Den gråblå baggrund skulle generelt have været malet mørkere - lige  så mørkt som det felt der er malet lige neden under de nederste blade.

Egenproduktion: "Hurtigt landskab med buske"

Irriteret på mig selv prøver jeg noget helt andet - uden inspiration. Og også uden plan.

    Jeg tager den største af de flade pensler jeg har, kører den et par gange hen over himmelen øverst i billedet. Lidt a la Harald Henriksens træsnit,  og lidt japansk inspireret.

    Derefter maler jeg bakker ved at trække kanten af penslen hen over papiret med hurtige strøg i forskellige farver som jeg blander ret tyndt på paletten.

   Jeg drypper en grå farve i pletter hen over nogle af bakke-kanterne. 

   Med tusch tegner jeg så 'træer'/'buske' med mange forgreninger inden i de grå felter.

   Det skulle jeg ikke have gjort. 

   Jeg skulle have ladet landskabet stå nøgent og rent - uden 'buske'.

   Fruen er stærkt uenig.

Akvareller af en yngre akvarelmaler ved navn Uffe Boesen har jeg i længere tid haft liggende i en mappe på computerens skrivebord. 

   Jeg downloadede dem fordi jeg syntes han kunne male akvarel på en måde som jeg oplevede var inspirerende - og som slet ikke lignede det jeg i forvejen kunne.

   Jeg husker ikke hvornår jeg opdagede hans billeder, men jeg tror det er mere end et år siden.

   Så dukkede han og et af hans billeder op i en mail fra Akvarelkredsen med et tilbud om et en-dags kursus i starten af september.

   Så det har vi - fruen og jeg - meldt os til.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.

Det inspirerede mig til den her akvarel, som jo udnytter det samme. Først lyst og flydende, derefter lidt mørkere men tågede konturer, til sidst mørke skarpe træstammer med grene i forgrunden.

Egenproduktion: "Når lyset bryder frem"

Jeg er utilfreds med følgende: stammerne og skovbunden i forgrunden er slet ikke sorte nok.

    Og skovbunden har alt få få lyse pletterm så den bliver 'mudret'. Og den virker forkert fordi jeg her har malet vådt i tørt.

    Jeg bliver også klar over at den er gal med perspektivet. Træerne i forgrunden skulle ikke vær vist med toppen inden for billedrammen.

Næste akvarel er malet uden inspiration fra andre, men er med et motiv jeg har dyrket også da jeg var ung. Og i tidligere akvareller: et ubestemmeligt landskab i måneskin:

Egenproduktion: "Landskab i månelskin I"

Det er jeg ikke tilfreds med overhovedet. 

   Himlen er mislykkedes, og månen som jeg havde afmasket med gummi, ser helt forkert ud, fordi jeg har afmasket med runde strøg så der bliver runde mørke linjer inden i det hvide når den gnubbes af.

   Og bjergene i baggrunden toner lyst ud for neden, hvor det skulle være omvendt.

Men så trækker jeg på tidligere erfaringer og tricks: Det her er jo så bare 'baggrund' som behøver en forgrund til at fokusere opmærksomheden:

   Mørkt profileret træ med grene uden blade i forgrunden i den venstre side, og grene der kommer ned foran månen fra  højre side. 

   Sten i forgrunden til  højre og fugle på himlen.

   Endvidere maler jeg mørke skygger under de hvide felter i havet, så de fremtræder som  bølger.

Egenproduktion: "Landskab i måneskin II"

Og så gør jeg noget der er helt i skoven: Maler røde kirsebærblomster ind i grenene til højre:

Egenproduktion: "Landskab i måneskin III"

Når jeg skriver det er "helt i skoven", er det ikke bare en plat vittighed, så er det fordi blomsterne skulle være lige så sorte som træerne, da de jo ses i modlyset fra månen. 

   Det kunne naturligvis løses ved at male dem over med den samme sortblå farve som træerne.

Det sidste billede i denne omgang som også er uden inspirerende forbilleder, er også totalt mislykket.

   Mudret forgrund (som set tidligere).

   Og en himmel med alt for stærke røde og gule farver.

   Og en elv som ikke ligner en elv.

Egenproduktion: "Landskab med flod"

Hvad har jeg så lært?

    At jeg ikke kan male akvarel 'frit' ud af hovedet - uden en 'plan' som enten er bestemt af 'lejligheden' (som fx gravhunde-serien, eller drage-serien, eller dompap-serien), eller som er defineret gennem den akvarel som jeg er blevet inspireret af, og hvis proces jeg stort set kan aflæse ved at analysere det.

   Og så har jeg stadig store problemer med at male vådt-i-vådt. Det ender altid med at blive vådt-i-tørt; igen fordi jeg ikke har planlagt det og derfor ikke på forhånd har de farveblandinger klar som jeg skal bruge.

   Det kan kurset med Uffe Boesen forhåbentlig gøre noget ved.

Akvarelmaleriets mysterier (33) - klassiske akvarelteknikker - blomster, frugter, glas - og andre historier

Efter at være begyndt på at udforske akvarelmaleriets mysterier i praksis, har jeg jo taget den beslutning at jeg kun vil male motiver jeg tvivler på jeg kan klare, men som jeg samtidig har tillid til måske godt kan lykkes - hvis jeg er heldig, og hvis 'foranalysen' og planlægningen af maleprocessen holder stik.

Sådan skrev jeg i det sidste indlæg i serien 'Akvarelmalerietes mysterier' som handlede om egen praksis: nr. (29). 

   Det fortalte om og reflekterede over mit arbejde med akvareller med motiver fra en ferie på Kap Verde i første halvdel af februar, og indlægget blev publiceret den 21. februar i år.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/02/akvarelmaleriets-mysterier-29-kap-verde.html

Siden da har jeg faktisk ikke kunnet overtale mig selv til at gå videre med maleriet.

   Ud over at jeg havde flere akvarel-velegnede fotos fra Kap Verde som jeg havde tænkt at fortsætte med, så har jeg også herhjemme - i løbet af foråret og sommeren tage fotos af landskaber og naturscenerier som jeg kunne tænke mig at prøve at transformere ind i "akvarel-drømmebilleder".

   Men nej! Jeg er har ikke kunnet komme igang.

   Det har lignet en klassisk 'skriveblokering'. Som altså her må kaldes en 'maleblokering'. Og neden under har mentalt ligget en let 'male-depression' hvis kilde jeg ikke har kunnet spore.

De følgende indlæg i serien 'Akvarelmaleriets mysterier' - (30), (31), (32) - har handlet om andre - professionelle akvarelmalere og deres måde at male på. Så det er ikke sådan at min interesse for akvarel-malemediet er svækket eller holdt op.

Det var efter disse fire Kap Verde-akvareller, jeg gik i i stå - indtil den forgangne weekenden (25.-26. oktober):

 

 

Hvad skete der så sidste week-end? Fruen og jeg var på et nyt akvarel-kursus - det tredje i rækken - med akvarelmaleren Ane Grete Aagaard.

   Jeg var stødt på hende en gang i foråret da jeg søgte på akvarelmaler i Danmark, og her fremgik det at hun afholdt akvarelkurser.

Vi havde jo haft gode og igangsættende erfaringer med de første akvarelkurser med den færøske maler Bardur Jakupsson, se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/akvarelmaleriets-mysterier-10.html

Det lå forholdsvis lige for at tænke på et nyt kursus som en måde for mig 'at komme videre' - ud over den deprimerende maleblokering. Og af Ane Gretes hjemmeside fremgik det klart at det var noget helt andet end Bardur hun kunne og underviste i.

   Hun afholdt flere kurser med forskelligt teknisk og motivisk fokus, men umiddelbart var det hendes kursus i "klassisk akvarelteknik - blomster, frugter, glas", der umiddelbart interesserede mest fordi det lå så relativt langt væk fra hvad jeg normalt ville være optaget af - og tydeligvis også indholdt teknikker som jeg slet ikke beherskede.

  Kurset varede to dage kl. 9-16, det foregik indendørs og formen var ellers nogenlunde som Bardurs: nogle motiver blev stillet som opgaver, og Ane Grete demonstrerede hvordan hun selv greb det an - og supplerede med korte oplæg om fx. farvelære og perspektiv. Og begge dage var der så fælles udstilling, ledsaget af  evaluering og feed back fra læreren.

Jeg nåede fem akvareller på de to dage, og fik faktisk ros for tre af dem af Ane Grete. Dejligt og opmuntrende - ikke mindst fordi jeg i den grad følte mig som teknisk nybegynder i "klassisk akvarelteknik".

   Her er de - i den rækkefølge de blev malet - det første og det sidste billede er klart de dårligste og set fra mit synspunkt simpelt hen ret mislykkede:

Roser - efter fotografi

Artiskokker - efter fysisk model

Hvidløg - efter fysisk model

Rose i  glas - rosen efter foto, glas efter fysisk model

Hvidløg - efter fysisk model - på 'rough' papir

De er alle malet med den samme pensel hele vejen igennem - en højkvalitets mårhårspensel nr. 9 - med 'en god spids'.

    Fælles for teknikken i alle billederne er en meget simpel svag blyants-outline af motivet. Derefter maling "med fri og løs hånd" med en meget tynd farve - vådt i vådt og uden forsøg på at være nøjagtig og gå i detaljer. 

   Og så specielt for rosen i glas-billedet - vådt på tørt i yderligere mørkere lag. 

   De illustrerer alle den afgørende pointe: mørk farve til at marker linjer og skabe lys gennem kontrast - både omkring og i motivet. Jeg mener det er det hun kaldte 'simultankontrast'.

   Men under alle omstændigheder udnyttelse af at akvarelfarverne grundlæggende er mere eller mindre transparente. 

   Det er især tydeligt i det sidste billede hvor hvidløgenes individuelle grundfarve delvis er malet over med et tyndt lag af en komplementærfarve. 

   Det var i sig selv et eksperiment at male på et "ru" papir med en tydeligt struktur. Og ikke anbefalet af Ane Grete der syntes det gjorde øvelsen unødvendig svær. Jeg synes nu det var interessant at prøve - også fordi det tit anbefales i de akvarelbøger jeg har.

   I forhold til dette andet hvidløgsbillede gjorde jeg så også den fejl at jeg begyndt alt for mørkt.

Jeg tror at det jeg bidrog til akvarellernes specifikke udtryk af "mit eget"  - altså udnyttelse af "tricks" jeg har lært af mine tidligere akvareller som jeg var nogenlunde tilfreds med - det var brugen af relativt meget "hvidt" - ved at lade noget papir stå umalet. En effekt som giver et skarpt 'lys' som effekt.

Min konklusion af det jeg har lært og erfaret på Ane Gretes Aagaards-kursus er klar: 

   Jeg skal meget mere forsøge at male frit og uhæmmet i starten. Og med meget tynde gennemsigtige farver. Og gerne så forskellige farver der matcher får lov til at løbe ud i hinanden.

   Så lade det tørre, og så gøre det samme, men mere kontrolleret - altså lidt vådt i vådt - men på tørt.

   Og så lade det tørre igen. Og så videre.

   Men det kendetegner også Ane Gretes stil, som jeg især udnyttede i det andet Rose-billede, at man skal lade farven tynde ud hver gang - ved at opsuge maling med pensel eller med køkkenrullen som en slags trækpapir i de dele af motiver hvor der ikke skal være profil og kant. 

Og det betyder at jeg ikke skal vælge landskaber og uden dørs-motiver hvor jeg på forhånd er fascineret af de klare former eller  af detaljer i motivet som skal ligne relativt nøjagtigt - som i de Kap Verde-akvareller som jeg viste i starten af dette indlæg. Altså fortsætte med still-leben-akvareller efter fotos eller fysiske artefakter og modeller.

Endvidere er det klart at jeg skal øve og træn meget mere - helst daglig - og ikke var bange for at det mislykkes. 

   Jeg skal nok også gå mere systematisk til værks - med at kende farvernes specifikke karakter og teknisk finde ud af hvordan de blandes på den smukkeste måde. 

Jeg viser lige et par af Ane Grete Aagaards egne akvareller af blomster i glas og af frugter og grøntsager. Hun er simpelt hen - ja, forførende - dygtig til det:

Wau! siger jeg bare.

   Der er tale om en form for lyrisk illusionskunst - Ane Gretes still-leben-akvareller fremstiller motiverne på en måde som på en gang er meget virkelighedstro og 'ikke af denne verden' - eventyrlige.

   Selvfølgelig har Ane Grete Aagaard års træning lige netop i den her genre.

   Og af hendes CV fremgår at hun har en professionel uddannelse som porcelænsmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik:

1961-1965 Uddannet overglasurmaler, Flora Danica, Den Kgl. Porcelænsfabrik1963-

1965 Elev hos kunstmaler og billedhugger Grethe Bagge1963-1965 Intern tegneskole Den Kgl. Porcelænsfab., ledet af Niels Sylvest Pedersen, Nils Thorsson og Thorkild Olsen

Hun behersker jo i den grad det hun selv betegner som "klassiske akvarelteknikker". 

   Jeg synes at de her klassiske blomster-og frugter-i-glas-still-leben-akvareller er suveræne inden for sin genre. De er på en gang frie, lette og poetiske - og så samtidig stærkt kontrollerede og både form- og favemæssigt helt afklarede. 

   Drømmebilleder!

   

Vi fik på kurset udleveret et lille kompendium. Både for mig selv og andre interesserede citerer jeg det opsummerende afsnit som hun har givet overskriften "5 gode regler":

1. En akvarel skal planlægges

2. Mal fra lyst til mørkt - dvs. begynd med de lyseste valører og byg gradvist mørkere op.

3. Begynd flydende og ubestemt og afslut med detaljer - dvs. lås ikke maleriet op i begyndelsen, en mere ubestemt form og tone kan  altid ændres senere.

4. Begynd vådt og slut tørt - dvs. det våde maleri er svært at styre, lad det tørre og gå gradvist videre.

5. Begynd modigt, og bliv mere fej jo tættere du kommer på resultatet.

Ikke  fordi der for mig egentlig er noget nyt i dem. De står med variationer i alle de grundbøger om akvarlemaleri som jeg har stående. 

   Men ligesom jeg oplevede det med Bardur Jakupsson på hans kurser, så betyder det meget for ens 'indre forståelse' at have oplevet Ane Grete fortælle og male i et live-forløb. Så giver reglerne mening på en helt anden måde. 

   Det er nok en effekt af spejlneuronerne i hjernen.

Her er et link til Ane Gretes hjemmeside hvor man kan se flere af hendes akvareller også inden for andre genrer:

http://www.anegrete.dk/index.html

Oliemaleri var det jeg praktiserede som ung håbefuld kunstmaler i nogle år: en form for 'abstrakt ekspressionisme' som var en kunstretning jeg blev konfronteret med det år jeg var i New York 1961-62. 

   Jeg forbandt stort set aldrig oliemaleriet med at jeg skulle prøve at male noget der lignede, endsige havde karakter af (fotografilignende) realisme. 

   For at kunne det, skulle man jo også i den grad være teknisk skolet i klassisk oliemaleri a la P. C. Skovgaard, C. W. Eckersberg, Chr. Købke, Vilhelm Hammershøj m. fl. Og jeg havde fået meget lidt og kun sporadisk undervisning i oliemaleriteknikker.

   Men først og fremmest var det virkelighedsilluderende maleri jo den gang helt dømt "ude" som kunst - og nærmest at betragte som kitch hvis nogen vovede at male på den måde. 

At man som moderne kunstmaler legitimt kunne male så billedets udtryk illuderede virkelighed næsten som et fotografi, den ide blev først for alvor lanceret som - kontroversielt - program og bragt til udførelse herhjemme i 70´erne, 80´erne og 90´erne af malere som  Niels Strøbek, Poul Anker Bech, Søren Hagen og Thomas Kluge. Og ikke at forglemme min personlige favorit Otto Frello.

   Nå, og hvor vil jeg så hen med det?

   På Ane Gretes Aagaards hjemmeside kan man klikke på linket til "Oliemaleri". Og se så bare hvad man finder - klassiske oliemalede still-leben-billeder af højeste realisme-karat:

Lad os bare tage et Otto Frello-maleri som målestok og til sammenligning:

Otto Frello: "Spejlinger".

Se videre i dette indlæg om begrebet 'mimesis':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Akvarelmaleriets mysterier (10) - akvareller fra Færøerne - sporene af endnu et Bardur Jakupsson-malerkursus

I halvåret efter jeg og fruen havde været på akvarelkursus ved Gardasøen i oktober 2011 med den færøske maler Bardur Jakupsson som underviser, arbejdede jeg videre med maleriet og udviklede en arbejdsform (og en stil) hvor jeg udnyttede fotografier af motivet som mellemstation. 

    Dette med lidt dårlig samvittighed fordi Bardurs undervisning jo indebar at man malede motivet "live" - på stedet. Og fordi han fremhævede akvarelmaleriets muligheder for at lade farverne løbe sammen. Og det kunne jeg ikke finde ud af.

   I mine akvareller fra Kap Verde var der ikke noget der løb sammen, de var meget "grafiske", som fx dette:

Jeg var spændt på at møde Bardur igen - på endnu et kursus - men et hvor han var på hjemmebane. Det var i den lille bygd Gjogv i den nordlige ende af Østerø hvor han havde sit atelier, så vi oplevede nu kunstneren i sit naturlig habitat.

Her er et af hans nyere akvareller - med motiv fra den bygd der også leverede alle motiverne for kursusdeltagerne i løbet af ugen:

Når man har været på stedet, så er det klart at motivet er den dramatiske kløft som afgrænser den ene side af bygden, og at i baggrunden ser vi øen med den karakteristisk flade fjeldtop. Badur har forladt enhver form for realisme, har abstraheret motivet til enkle klare farver og markante livlige brede penselstrøg. Flere områder i billedet udnyttes dette at farverne får lov til at flyde sammen: vådt i vådt!

   Her er et foto af motivet:

At male den kløft var en af opgaverne vi fik på kurset. Den prøvede jeg så at male i min nye "grafiske" stil, og især i gengivelsen af vandet udnyttede jeg det jeg havde lært mig på Kap Verde - at finde et malerisk udtryk for det hvide modlys i vandet:

En af de andre ting jeg havde lært mig på Kap Verde var at male en himmel i modlys:

Og var der noget der er betagende flot på Færøerne, så er det himlen og skyerne i sollys. Så her er et af de motiver som jeg først fotograferede og derefter malede.

   Her først maleriet:

Og så forbilledet - professionelt benævnt et 'referencebillede':

Her endnu et færøsk himmelmotiv - jeg udnytter en "formel for skyer" og en "formel for færøsk fjeld" - der er altså også tale om en abstraktion gennem en "grafisk" forenkling af former og farver, men naturligvis slet ikke så frit og radikalt som i Bardurs maleri oven for:

Det jeg fandt ud af på Færøerne, var at jeg ikke bare kunne sidde ude - midt i motivet og male "live" - det man i gamle dage kaldte "friluftsmaleri" i modsætning til "ateliermaleri".

    Dels var det ubekvemt og distraherende for mit gamle fede kadaver at sidde på en hård klippe og balancere med akvarelæske, vand, blok og pensler. Men selv når jeg fandt et godt sted at sidde og med god "bordplads" til akvarelrekvisitterne, så gik det ikke - jeg kunne ikke koncentrere mig.  Hvorfor?

    På en måde var motivet og alle dets detaljer i farver og former for mentalt overvældende for mig, så jeg ikke kunne aktivere det distancerede analytiske blik som Betty Edwards beskriver er nødvendigt rent mentalt - for virkelig at kunne SE motivet og dets proportioner "rent" gennem højre hjernehalvdels optik - og frigøre bevidstheden for interfererende forhåndsforestillinger om motivet fra venstre hjernehalvdel.

    Det at få motivet "spærret inde" i et foto var det perceptuelle mellemhop der gjorde det muligt for mig at analysere det i dets rene abstrakte enkeltdele, og så male dem bid for bid - uden at tænke på og blive distraheret af hvordan jeg forestillede mig det så ud.

    Men den analytiske distance gjorde det også nemmere at abstrahere med hensyn til farver. I det sidste i "landskabserien" har jeg malet alle skygger i de grønne vulkanske fjelde med nuancer af violet - i modsætning til de foregående hvor jeg har malet skygge(r) med varianter af mørkegrønne farver:

Løsningen for mig blev at tegne motivet "live" på stedet fra en bestemt position. Derefter gennemfotografere motivet fra forskellige vinkler og med forskellige beskæringer. Og så gå hjem og male. Altså en form for perceptuel blending af to visuellle input-rum.

   Som her:

Det er malet på et meget "groft" akvarelpapir hvis struktur får hele motivet til at "flimre".

   Her et af flere fotografiske forbilleder:

Det maleri jeg var mest tilfreds med af min færøske akvareller, var det her - hvor jeg udnytter at det fotografiske forbillede er taget med vidvinkel - hvilket forvrænger perspektivet på en fascinerende måde:

Man fornemmer måske inspirationen fra "Både på stranden" fra Kap Verde der indledte dette indlæg.

Hvad lærte jeg så af nyt på kurset? 

    Det at se og opleve Bardur sidde ude - med os kursister omkring sig - ordknapt demonstrerende sine tekniker som introduktion til de forskellige motiver, det var jo langt hen ad vejen en repetition fra Gardasø-kurset. 

   Men på en eller anden måde gav det en ekstra dimension at se ham i det landskab han tydeligvis elsker og føler sig hjemme i - og som er inspirationen også for hans abstrakte oliebilleder. 

    Og man forstod hvorfor han havde en hel ekstra akvarelæske - udelukkende med forskellige grønne farver.

Men denne gang hørte jeg måske mere efter hvad Bardur sagde under gennemgangen om aftenen af kursisternes billeder. 

   Først og fremmest sagde han - til sidst på kurset - at "nogen havde deres egen stil" - henvendt til mine billeder. 

    Det opfattede jeg ikke bare som en ros, hvad jeg tror det var ment som. Det gav mig også en aha-oplevelse. Sådan havde jeg ikke tænkt om mine billeder - at de havde "en stil". Men det var afsættet for de tanker jeg siden har gjort  om "motiviske formler" (se senere).

   

Bardur sagde også ting som umiddelbart gav mening i lyset af de teorier om kreativitet som jeg har forfulgt på bloggen her. Formuleringer som jeg husker nu snart en måned efter.

   Først og fremmest leverede han en smuk sproglig metafor på den teknik han demonstrer: "Man skal lade penslen danse over lærredet". 

   "Den dansende pensel"! Det udtrykker jo det kropslige, det frie og det intuitive i den måde han bruger penslen og farverne på. 

    Og det gør det jo også klart at jeg indtil videre ikke er kommet meget videre end til små hop på stedet, og måske et enkelt lille trin fremad.   

   I mine Færømalerier ovenfor er det først og fremmest de to billeder - "kløften med den røde båd" og "elven gennem byen" hvor jeg kan genkende lidt af det "dansende" - nemlig da jeg malede vandet i bunden af kløften og det strømmende vand i elven. I begge tilfælde er der tale om dele af akvareller hvor jeg udnyttede det jeg havde lært mig gennem to af Cap Verde-billederne: om at lade det hvide papir stå tilbage på baggrund af vandets skygger.

   

Og så refererede Bardur til begrebet "serendipiditet" - selv om han ikke brugte termen. Han udtalte faktisk noget i retning af: "Man finder, uden at søge." Underforstået: når man maler på den måde jeg anbefaler.

   Han fremhævede flere gange at der i den slags (akvarel)maleri hvor man bevidst udnytter det at vandfarverne løber sammen og blandes - "vådt i vådt" - at i det er der meget held og tilfældighed. Og  at hvis man skulle udnytte og beherske de muligheder, så skulle man indstille sig på at gøre mange forsøg - male det samme motiv mange gange. 

   Jeg kom i tanker om Peter Schmeichels bon mot: "Jo mere man træner, jo heldigere er man." Og oversatte det i hovedet til: 

Jo flere akvareller man maler - jo større er chancen for at nogle farver flyder ind i hinanden på den æstetisk helt rigtige måde.

Måske kunne man også oversætte John Lennons visdomsord: "Life happens while you are busy making other plans" til et akvarelslogan: 

Watercolour painting happens while you are busy wetting yuour brushes with other colours.

Jeg må så også konstatere at indtil nu har jeg ikke malet det samme motiv flere gange - bortset fra en enkelt gang hvor jeg malede en afghansk opiumsbonde efter et avisfotografi i to versioner. 

Jo, det var lærerigt nok. Og jeg har godt nok flere gange haft lyst til at gen-male et motiv - fx også flere af dem fra Færøerne. Men jeg synes det er svært. 

   At male akvarel så det ligner motivet som er det jeg lige nu nu er blevet "fortryllet af" - er for mig nærmest en mentalt selvforglemmende nydelse. 
   Hjernens belønningskemi aktiveres, og jeg kommer tydeligvis i flow. Det opleves ligesom at spise en velsmagende ret. Motivet bliver i en eller anden forstand "konsumeret" ved at man maler det. Man taler jo også om at "spise" eller "sluge noget med øjnene". Og så rekonstruerer man motivets  "sjæl" med hånd og pensel når man maler det.

    Og det er svært at opnå samme nydelse ved at indtage genopvarmede rester fra dagen før, selv om der er undtagelser. Fx smager lasagne som regel bedre dagen efter.   

    På den anden side fremgår det jo af mine billederne ovenfor at der er en masse "gentagelse" i dele af motivet. Også i forhold til Kap Verde-billederne.

Disse "gentagelser" er jeg faktisk blevet klogere på. Det var nok det Bardur mente med at mine billeder havde en "stil". 

   Det handler om det jeg ovenfor har kaldt motiviske "formler": Jeg har - ubevidst - udviklet "formler for lys i vand", "formler for skyer", "formler for det færøske landskab", kan jeg nu se. Forenklinger og abstraktioner der kan genbruges med god æstetisk effekt.

    

Jeg får associationer fra mine billeders "stil" til de japanske træsnit af Hokusai og de andre japanske mestre fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet en del indlæg om her på bloggen. De har nemlig også faste motiviske formler - fx for "skyer på en himmel":

... eller "vandfald der løber ned ad klipper":

 eller "bølger der brækker i skumsprøjt":

Ligesom på Gardasøen-kurset var det også på dette kursus en opløftende oplevelse at se hvor meget  alle deltagere udviklede sig - og blev bedre - i løbet af de kun 6 dage kurset varede. 

    Der var flere andre deltagere end fruen og mig som var på deres Bardur-kursus nummer to. Og flere af deltagerne havde også gået på andre kurser før dette. 

   

For første gang i mit liv købte jeg et maleri - ikke af Bardur, men af en af kursisterne:

Essensen af et færøsk fjeld! Essensen af akvarelmaleriets særlige poesi. 

   Hanne Broch er navnet på kunstneren!