Akvarelmaleriets mysterier (54) - efterdønninger fra et kursus

I det foregåend indlæg i serien om akvarelmaleriets mysterier fortalte jeg om og viste akvarellerne fra et kursus i Syditalien med Ane Grethe Aagaard. 

   Ugen efter hjemkomsten tog vi i sommerhus som vi plejer - et ophold som er planlagt til at slutte midt i september. Og jeg har traditionen tro taget hele akvareludstyret med. 

  Planen var at prøve at male billeder uden referencefotos fra virkeligheden, men med inspiration fra akvareller på nettet eller fra lærebøger i akvarel.

  Jeg kalder dem "træningsakvareller" fordi der ikke er nogen anden anledning til at jeg maler dem, end den at jeg vil øve mig på noget der ikke er bundet af et foto som referencebillede.

  Her er høsten indtil videre:

Egenproduktion: "Gyldent landskab"

Inspiration: En akvarel fra en lærebog der instruktivt viser faserne: Først maler du sådan, derefter sådan, derefter sådan.

   Det der tiltrak mig her, var at både landskab og himmel blev malet i okker der fik lov til at "flyde". Derefter en grå blandet af en cobolt og en mørk jordfarve, husker ikke hvilken. 

   Altså kun to farver, og udnyttelsen af den mørke farve til kontrast og kontur og til at mørkne den okkerfarvede jord med. 

   For mig er det usædvanligt at male en mørk mellemgrund, og måske skulle man have malet flere og mørkere græstuer i forgrunden.

Egenproduktion: "Koldt bjerglandskab".

Jeg har et par gange før prøvet at male bjerge, uden at jeg selv syntes det er blevet særligt vellykket. 

   Det her har en også akvarel med et motiv i en lærebog som inspiration. 

Jeg arbejde i den her akvarel næsten monokromt, idet jeg blot kommer mere og mere jordfarve i det blå. 

   Jeg udnytter umalede - altså 'hvide' partier til at angive sne, og prøver at styre dybdeperspektivet ved at male baggrunden med relativt tynde farver, og så gør jeg  bjergene og klipperne mørkere jo længere frem mod forgrunden vi kommer.     Til sidst tegner jeg konturlinjer med tusch i forgrunden og til lige at markere kanterne af bjergene.  

   Er nogenlunde tilfreds.

Egenproduktion: "Hav med sten, pæle og måger"

Uden inspirationsakvarel som forbillede.

   Et billede hvor jeg  lader en stor del af himmelen stå umalet, og hvor jeg maler havet uden bølger med flere farver der får lov til at flyde sammen, og med hvide umalede striber. 

   Utilfreds med mågen på pælen, som ikke ligner en måge, og med at pælene ikke er gjort tynder jo længere i baggrunden de står, hvilket forstyrre oplevelsen af dybdeperspektivet.

Egenproduktion: "Blad der tænker på vinter"

 'Visnende blade'. Med inspiration fra lærebog i akvarel.

    Fidusen er her at lære at lade flere farver flyde over i hinanden. Altså totalt vådt-i-vådt.

   Bladene skal være lyse i kanten. Det opnår jeg ved at lægge de stærkere farver et stykke inde fra bladets kant, og derefter male med rent vand ude i kanten så det fortynder farven.

   Til sidst er der lagt kontrastgivende skygger ind der hvor et blad dækker over noget af et underliggende blad.

    Ribberne har jeg lavet ved hjælp afmaskningsgummi.

    Den gråblå baggrund skulle generelt have været malet mørkere - lige  så mørkt som det felt der er malet lige neden under de nederste blade.

Egenproduktion: "Hurtigt landskab med buske"

Irriteret på mig selv prøver jeg noget helt andet - uden inspiration. Og også uden plan.

    Jeg tager den største af de flade pensler jeg har, kører den et par gange hen over himmelen øverst i billedet. Lidt a la Harald Henriksens træsnit,  og lidt japansk inspireret.

    Derefter maler jeg bakker ved at trække kanten af penslen hen over papiret med hurtige strøg i forskellige farver som jeg blander ret tyndt på paletten.

   Jeg drypper en grå farve i pletter hen over nogle af bakke-kanterne. 

   Med tusch tegner jeg så 'træer'/'buske' med mange forgreninger inden i de grå felter.

   Det skulle jeg ikke have gjort. 

   Jeg skulle have ladet landskabet stå nøgent og rent - uden 'buske'.

   Fruen er stærkt uenig.

Akvareller af en yngre akvarelmaler ved navn Uffe Boesen har jeg i længere tid haft liggende i en mappe på computerens skrivebord. 

   Jeg downloadede dem fordi jeg syntes han kunne male akvarel på en måde som jeg oplevede var inspirerende - og som slet ikke lignede det jeg i forvejen kunne.

   Jeg husker ikke hvornår jeg opdagede hans billeder, men jeg tror det er mere end et år siden.

   Så dukkede han og et af hans billeder op i en mail fra Akvarelkredsen med et tilbud om et en-dags kursus i starten af september.

   Så det har vi - fruen og jeg - meldt os til.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.

Det inspirerede mig til den her akvarel, som jo udnytter det samme. Først lyst og flydende, derefter lidt mørkere men tågede konturer, til sidst mørke skarpe træstammer med grene i forgrunden.

Egenproduktion: "Når lyset bryder frem"

Jeg er utilfreds med følgende: stammerne og skovbunden i forgrunden er slet ikke sorte nok.

    Og skovbunden har alt få få lyse pletterm så den bliver 'mudret'. Og den virker forkert fordi jeg her har malet vådt i tørt.

    Jeg bliver også klar over at den er gal med perspektivet. Træerne i forgrunden skulle ikke vær vist med toppen inden for billedrammen.

Næste akvarel er malet uden inspiration fra andre, men er med et motiv jeg har dyrket også da jeg var ung. Og i tidligere akvareller: et ubestemmeligt landskab i måneskin:

Egenproduktion: "Landskab i månelskin I"

Det er jeg ikke tilfreds med overhovedet. 

   Himlen er mislykkedes, og månen som jeg havde afmasket med gummi, ser helt forkert ud, fordi jeg har afmasket med runde strøg så der bliver runde mørke linjer inden i det hvide når den gnubbes af.

   Og bjergene i baggrunden toner lyst ud for neden, hvor det skulle være omvendt.

Men så trækker jeg på tidligere erfaringer og tricks: Det her er jo så bare 'baggrund' som behøver en forgrund til at fokusere opmærksomheden:

   Mørkt profileret træ med grene uden blade i forgrunden i den venstre side, og grene der kommer ned foran månen fra  højre side. 

   Sten i forgrunden til  højre og fugle på himlen.

   Endvidere maler jeg mørke skygger under de hvide felter i havet, så de fremtræder som  bølger.

Egenproduktion: "Landskab i måneskin II"

Og så gør jeg noget der er helt i skoven: Maler røde kirsebærblomster ind i grenene til højre:

Egenproduktion: "Landskab i måneskin III"

Når jeg skriver det er "helt i skoven", er det ikke bare en plat vittighed, så er det fordi blomsterne skulle være lige så sorte som træerne, da de jo ses i modlyset fra månen. 

   Det kunne naturligvis løses ved at male dem over med den samme sortblå farve som træerne.

Det sidste billede i denne omgang som også er uden inspirerende forbilleder, er også totalt mislykket.

   Mudret forgrund (som set tidligere).

   Og en himmel med alt for stærke røde og gule farver.

   Og en elv som ikke ligner en elv.

Egenproduktion: "Landskab med flod"

Hvad har jeg så lært?

    At jeg ikke kan male akvarel 'frit' ud af hovedet - uden en 'plan' som enten er bestemt af 'lejligheden' (som fx gravhunde-serien, eller drage-serien, eller dompap-serien), eller som er defineret gennem den akvarel som jeg er blevet inspireret af, og hvis proces jeg stort set kan aflæse ved at analysere det.

   Og så har jeg stadig store problemer med at male vådt-i-vådt. Det ender altid med at blive vådt-i-tørt; igen fordi jeg ikke har planlagt det og derfor ikke på forhånd har de farveblandinger klar som jeg skal bruge.

   Det kan kurset med Uffe Boesen forhåbentlig gøre noget ved.

Om oplevelsen ved at få farvetræsnit som gave - og dermed om mine nyeste Harald Henriksen-erhvervelser

Efter at jeg blev æstetisk forelsket i Harald Henriksens kunst - både hans farvetræsnit og hans akvareller - så vågnede mit 'samlergen' som jeg ellers troede sov den evige søvn her i min høje alder.

   Det et 'gen' som tidligere har været tændt i længere perioder i forholde til mange forskellige områder siden jeg var barn: tegneserier, science-fiction- og krimiserier, selvsamlede dekorative strandsten slebet glatte og smukke, redskaber fra stenalderen, frimærker, især danske tofarvede - men også motivmærker med tegneseriefigurer som motiv. Og sikkert flere ting jeg ikke mere husker.

 

Efter jeg havde fundet det første HH-træsnit på et julemarskendisermarked december 2014, blev jeg klar over at fruen og hendes søster fra deres forældre havde arvet i alt tre Harald Henriksen-træsnit. Og jeg var næsten sikker på at kunstneren som jeg ikke havde hørt om før, også måtte være akvarelmaler. 

   Træsnittene kunne for en umiddelbar og overfladisk betragtning nemlig godt forveksles med akvareller, som man kan se af mit aller første fund:

Jeg begyndte systematisk at søge "Harald Henriksen" på nettet, fandt gamle auktionopslag, fik kontakt med forskellige sælgere, nogle få professionelle - andre amatører som solgte enkeltværker via dba.dk.

   Det førte til at "markedet" blev opmærksom på at her var en ny interesseret køber, så jeg begyndte at få uopfordrede henvendelser.

   Og blandt dem fik jeg så også en henvendelse fra Harald Henriksens søn Hans Henriksen, som efter sin pensionering som overlæge havde gjort det til et livsprojekt at gøre faderens kunst synlig og anerkendt igen, efter at den stort set var gået i den kunsthistoriske og kunstfaglige glemmebog efter hans død i 1960.

Det endte med at jeg næsten fik fordoblet min samling af træsnit - med dubletter som jeg fik tilbudt til en urimeligt rimelig pris af sønnen. 

   Og glad var jeg.

   Så fik jeg af en sælger som jeg tidligere havde købt HH-træsnit af, tilbudt det her store og smukke farvetræsnit med udsigt mod Rundetårns spir, set gennem gitteret på toppen af tårnet og med Kongens Have i det fjerne:

Hver gang jeg fik fingre i nogle nye Harald Henriksens-fund, udbasunerede jeg det begejstret på Facebook - med mange positive thumbs-up og kommentarer til følge.

 
En af reaktionerne var et genrøst tilbud fra en gammel ven og kollega Jan Krag Jacobsen - fra de glade dage i slutningen af 70´erne da vi begge var med i den lille gruppe af pionerundervisere på RUC der fik Kommunikations-uddannelsen op at stå.

   Tilbuddet var en gave - en foræring.

   Sådan så det ud - vel nok det smukkeste og mest spændende af alle de HH-træsnit jeg var stødt på indtil nu, syntes jeg lige da jeg så det:

Her i en version uden ramme og passpartout (de smukke blå farver i baggrunden er desværre næsten udvisket i den her fotoudgave):

Hvad kendetegner så dette farvetræsnits helt særlige kvaliteter?

  Det gør først og fremmest den tydelige prægning i former og farver af hhv. forgrund, mellemgrund og baggrund, udtrykt gennem størrelsen af elementerne og styrken af farverne: de næsten helt sorte profilerede træstammer og og buske i forgrunden, de i størrelse meget mindre og i farve blødere grå profiler af træer og hækken i mellemgrunden, og så den bløde profil i douce rødbrun og blågrå af Frederiksborg slot i baggrunden. 

   Styrken i motivet gennem dybdeperspektivet fremhæves så ekstra gennem de mere intense farveflader: den smukt forårsgrønne parkgræsplæne, det lyseblå vand i søen og og de hvide skyer på den dueblå himmel. 

   Der er et utroligt liv og perspektiv i det træsnit. 

   

Harald Henriksen viser sig her fra sin allermest suveræne side som træsnitkunstner - og demonstrerer at han fortjener det tilnavne jeg har givet ham i mit hoved: 'Den danske Hokusai'.

  Og oveni kom så at sønnen kunne meddele at det var et træsnit han ikke kendte og havde set før  (en sandhed med modifikationer, skulle det vise sig).

  Stolt var jeg.

Og så er det at det begreb som om noget sammenfatter essensen i kreative begivenheder og kreative udviklingsforløb, dukker op: serendipitet: det heldige tilfælde med den omvæltende betydning.

Et frokostbesøg hos sønnen Han Henriksen for godt 14 dage siden endte med et tilbud om endnu en serie træsnit (en gave) som han havde liggende som dubletter, og som jeg ikke havde i min samling. 

   Og så kom den helt store overraskelse: om jeg ville have de to stokke ('blokke') i original som Harald Henriksen har snittet og brugt til at trykke træsnittet netop med motivet fra Frederiksborg Slots park som vist og beskrevet ovenfor:

Her kommer man midt ind i Harald Henriksens 'maskinrum': hans værksted, hans arbejdsmetode og hans fremgangsmåde.

   Stokkene udgøres i virkeligheden kun en enkelt træplade som så er snittet på hver side. Han har malet og valset hver side individuelt i flere farver - i alt vist nok seks til det her motiv - inden trykningen.

   Og så har han trykt dem et efter et på bagsiden af det meget tynde japanpapir som han brugte den gang: Det er så tyndt at når trykket er afsat, kan man ikke se forskel på hvad der er forside og bagside (jfr. senere om de spejlvendte træsnit).

   Bagefter har han så egenhændigt klæbet træsnittrykket op på karton - med melklister (!), fortæller sønnen.

   Det er altså helt korrekt og helt bogstaveligt ment når der på Harald Henriksen-træsnit altid med håndskrift står: "Eget tryk" til venstre for neden, mens signaturen står nederst i den modsatte side.

   Det betyder også at hvert enkelt træsnit i en trykserie på måske 50, 75 eller op til 100 kan variere en del i farve - både styrke og tone.
   Faktisk er hvert træsnit nærmest at betragte som en monotypi.

De fleste af Harald Henriksens træsnit og alle hans akvareller er lokaliseret, og det er ofte muligt at finde det sted hvorfra de er set.

Træsnittet med Frederiksborg slot i baggrunden er nok set nogenlunde herfra, men udsigtspunktet har ligget mere til højre - der hvor der nu ligger den nyanlagte barokhave - og de træer som er så dekorative i Henriksens træsnit, er fældet. 

Og så var der altså syv yderligere træsnit med i gaven, Her er de (med én undtagelse er de her versioner lånt fra arkivet på hjemmesiden haraldhenriksen.dk). 

Jeg giver dem løbende nogle karakteriserende ord med på vejen:

Plænen i Frederiksberg Have, forår, 1926

Plænen i Frederiksberg Have, vinter, 1927

De her to hører også til nogle af de bedste farvetræsnit Harald Henriksen har lavet med 'bylandskaber' som motiv.
   De er store, og såvel motivisk som i måden at udnytte farver og former på er de jo klart beslægtet med det vist ovenfor der har Frederiksborg slot som baggrund og en park med træer i forgrunden.

   Det de to træsnit demonstrerer, er jo også at Harald Henriksen tænker rationelt. Når først de to stokke er snittet til den første serie træsnit, så er det muligt at ændre farvelægningen så han 'nemt' også kan producere serie med en vinterudgave af motivet. 

Harald Henriksen boede med sin familie fra 1918 til sin død 1960  i en lejlighed på Frederiksberg.
   Hjemmet var på 1. sal i denne gule ejendom  på Sdr. Fasanvej henne til højre på hjørnet af Mathildevej.
   Hans arbejdsværelse hvor træsnittene også blev produceret, vendte ud mod Mathildevej, dvs. mod nord.

En række egnede motiver - både til akvarel og træsnit - lå dermed lige uden for hans gadedør, som de to vi netop har set oven for.
 
Her et andet fint vintertræsnit (som jeg altså ikke har (endnu!)) med et lokalt Frederiksberg Have-motiv:

Schweizerhuset i Frederiksberg Have, 1942.

Det motiv genbruger han så da han får mulighed for at producere unika-vaser på Den Kongelige Porcelænsfabrik i 50´erne:

   

I gaven fra sønnen til mig indgik også det her fra Frederiksberg Have som blev udstillet på Charlottenborg 1931:

Trappe i Frederiksberg Have, 1930. 

Billedet adskiller sig fra de fleste HH-træsnit ved at motivet står på højkant (vertikalt), hvor langt de fleste af hans farvetræsnit ellers "ligger ned" (horisontalt), som det her som jeg er meget betaget af:

Plov i sne, 1924.

Det er et af Harald Henriksens aller tidligste farvetræsnit. Også det blev udstillet på Charlotttenborg (1925), og udviser en række af de træk som kendetegner en lang række af hans farvetræsnit gennem årene: 

    Det er et vinterlandskabbillede; en stor del af billedefladen er hvid - enten fordi det viser sne eller himmel; et "glemt" landbrugsredskab i profil skaber visuelt grafisk fokus i forgrunden; der er en markant perspektivisk dybde i billede, skabt uden linearperspektiv - alene gennem  modellering af former og farver.

   Billedet kunne nemt forveksles med en akvarel. Det er utroligt smukt i al sin enkelhed.

 
Og jeg synes det både er meget dansk og også - meget japansk.  

   Harald Henriksen var faktisk også - erklæret - stærkt inspireret af de berømte farvetræsnit af Hokusai og Hiroshige, skabt små hundrede år før på den anden side af jordkloden, og Henriksen havde ligesom impressionisterne i Frankrig dem hængende på væggen  i sit arbejdværelse til inspiration.

Hokusai: Tama river in Musashi province, 1830-31

Men når man ellers kender hele Harald Henriksens produktion, så er "Plov i sne" bemærkelsesværdigt ved fraværet af et eller flere grafisk profilerede træer i forgrund eller mellemgrund, hvad man ellers ser i en meget stor del af hans senere populære træsnit med danske vinterlandskaber som motiv. 

   Som det her utroligt smukke med motiv fra Bognæs ved Roskilde fjord:

Bognæs vinter, ca. 1928 

Umiddelbart er det følgende træsnit jo udtryksmæssigt beslægtet med det fra Bognæs, men 12 år yngre. Det hører dog ikke til hans allerbedste, synes jeg:

Rødovre kirke, ca. 1940

Svagheden er her at tyngden i motivet  hvad angår både former og farver, ligger i baggrunden af billede, så man oplever at billedet bliver fladt, uden dybdeperspektiv - og ligesom tipper bagover.

Det følgende er til gengæld et af Harald Henriksens smukkeste store vinterlandskab-træsnit - trykt i mindst seks farver.
   Det er i samme størrelse som de to fra Frederiksberg Have som blev vist ovenfor:

Det findes i en udgave med andre skrappere farver i HH-arkivet på
hjemmesiden:

Det var gaven.

   De fleste er nu blevet genindrammet, hængt op og er en fornøjelse at gå og kigge på.

Men nogle dage inden gaven fra sønnen havde jeg af en tidligere sælger fået tilbudt endnu to billeder af Harald Henriksen: en akvarel som man kan se i det foregående indlæg, og endnu et træsnit som jeg ikke havde i samlingen:

   Et af de mange med profilerede træer, en høstak og et landbrugsredskab som motiv i et vinter- eller meget tidligt forårs-billede:

Også det søgte jeg at finde i HH-arkivet - for at få titel og årstal, men fandt det ikke i første omgang.

   Havde jeg endnu en gang fundet et træsnit som sønnen ikke kendte?

   Nej, viste det sig. Og dog:

Træer, harve Bramsnæsvig, ca.1930.

Det her er utvivlsomt trykt med samme to snittede blokke som min nyerhvervelse. Motivet er identisk, men jo spejlvendt.

   Og farverne er heller ikke helt de samme, fx de to grønne nuancer i mellemgrunden er nogle andre, og høstakken er også farvet med mere lys og skygge her end i mit træsnit. 

  

Hvad er historien?

   Igen ser vi den rationelle Harald Henriksen i funktion. 

   Japanpapiret er jo så tyndt at det er muligt at spejlvende en ny trykserie hvor trykkene nu er udført på forsiden fremfor på bagsiden; og nogle få farver er ændret en smule.

  Mit gæt er at mit nyerhvervede tryk er det originale, og det andet fra HH-arkivet er den spejlvendte anden udgave.

Og så blev jeg af Haralds søn gjort opmærksom på at den ene snittede blok, den med træerne i forgrunden, har været genbrugt i et tredje træsnit hvor der bag det forreste træ og foran høstakken er placeret en husgavl og nogle gæs og der er placeret en bondegård i baggrunden:

Gæs. Uden årstal

OK. Hvor stor er min HH-samling nu?

   Ialt på 29 farvetræsnit; dertil kommer de to som fruen har arvet, og det ene som søsteren har.

   Af Harald Henriksen-akvareller har jeg seks.

Mit samlerhjerte svulmer af begejstring. 

   Min æstetiske hjernes belønningssystem er blevet oversvømmet med flowskabende endorfiner gang på gang de senere måneder: Høj på Harald Henriksen!