Leif Madsen - naturmalerier i vidvinkel-perspektiv og i nærsynethedens optik

Den lokale kunstforening er meget aktiv. Og i fredags stod den som initiativtager til en udstilling på Kulturarkaden med malerier af billedkunstneren Leif Madsen. Han var med ved ferniseringen:

Det er en af de meget værdsatte danske moderne malere. Billederne er kendte. Han er god, faktisk fremragende. Naturalist med et tvist. Og han bidrager jævnligt til udstillinger. 

   Der var rigtig mange lokale borgere med til ferniseringen.

To malerier af hans står særlig klart i  erindringen, malerier som jeg husker at have set - vist nok på Rønnebæksholm for et par år siden.  Dels et der ligner dette. En mark - et landskab - af blomstrende mælkebøtter der fortaber sig i det fjerne.

Det andet Leif Madsen-maleri der har lagret sig i erindringen, kan jeg først ikke finde på nettet. En isoleret stående hyld - eller måske snarere en hvidtjørn?

   Jo, her var det - eller et der ligner meget:

Leif Madsen giver også associationer i min erindring til Søren Martinsens landskabsbilleder, dokumentaristen Poul Martinsens søn, som jeg tidligere har skrevet indlæg om:

Søren Martinsen

Leif Madsen

Leif Madsen er jo naturalist. Vi kan i den grad genkende de blomster, marker, træer som han bruger som motiv. Hvor banalt kan det være? Og der er kun natur i hans billeder. Ikke mennesker eller dyr eller bygninger eller sol eller måne.

   Der er heller ikke sat noget markant lys. Diffust sollys uden retning og kilde, virker det nærmest som (i modsætning til Søren Martinsen).

Selv er jeg ikke i tvivl. Selvom jeg ikke er kunstner, men bare maler akvareller for sjov skyld, så er det klart at jeg føler mig hjemme i hans malerier: Det stærkt - næsten fotografisk - genkendelige i motiverne - og så en undertekst af fremmedhed. En anelse om en anden bagvedliggende verden. Et stænk af surrealisme.

  Her er nogle flere af hans malerier fundet på nettet:

Mine egne erfaringer med at optage fotografiske referencebilleder som afsæt for malerier, fortæller mig at det gør Leif Madsen også.

   Selv om vi finder flere fotografier på nettet - som det ovenfor - hvor Leif Madsen ser ud til at male udendørs  med et maleri der afbilleder den natur/have han sidder i,  så er jeg ikke i tvivl om at det meste af de fleste malerier han laver, bliver produceret indendørs i han atelier - med afsæt i fotografisk optagne referencebiller af motivet.

Det er der - er jeg blevet klar over - ingen problemer i. Kunsten er det som maleren tilfører af ekstra lag - i forhold til den objektivt registrerede, naturalistisk genkendelige virkelighed som et kamera fikserer.

Mest interessant er imidlertid at jeg ikke har bemærket det eller tænkt over det før - selvom Leif Madsens malerier jo sådan set er et gammelt bekendtskab.

   Jeg har jo set malerier af ham på forskellige udstillinger i efterhånden mange år.

  Vi har også en udstillingsplakat hængende med et af hans mælkebøttemarkeder som motiv i vores sommerhus. Og de optiske "tricks" som bidrager stærkt til fascinationsstyrken ved hans malerier, er altså nogen som han genbruger i rigtig mange af sine billeder  over årene:

Men afsløringen - og aha-oplevelsen - får jeg på den udstilling jeg så i fredags:

   Leif Madsen tager fotografiske referencebilleder af motivet med et kamera ligesom mit - og ligesom jeg gør. Kameraet tager vidvinkelbilleder med et dybt og fjernt perspektiv i den ene ende af optikken, og så indzoomede relativt flade og sammenpressede nærbilleder i den anden ende.

   Det giver en særlig forvrængning af perspektivet så forgrundsmotivet forstørres - mens baggrundsmotivet minimeres. Et optisk dybde-sug er den oplevelse man får.

Vidvinkelfotografier leverer præcis den perspektivforvrængning som kendetegner en lang række a Leif Madsens landskabsmalerier: typisk blomstermarker hvor samme blomst optræder i en ekstremt detaljeret fotografisk forstørrelse i forgrunden, mens de så fortaber sig - en masse - i et fjernt perspektiv ud imod horisonten - hvor et landskab dukker op i en dybt indsugende optik med en meget høj horisont.

Faktisk kan man iagttage det samme optiske  "trick" her i min akvarel af både på stranden på Kap Verde:

Leif Madsen havde også mange mindre malerier med på udstillingen hvor han iscenesætter en enkelt eller få blomster helt tæt på - i næroptagelser uden anden dybde end det som en evt. miniversioner af motivet i baggrunden bidrager med - og ellers kun med input af dybdeoplevelse gennem lys og skygge i motivet.

   Det så vi fx i et et flot billede af skræpper som var med  på udstillingen.

   På samme måde som her - med motiv af nyudsprungne bøgeblade:

På udstillingen viste Leif Madsen også nogle mindre bronzeskulpturer - der fremstillede mystiske figurer som hører hjemme i et fantasy-univers, og som ikke umiddelbart havde naturalistiske referencer:

Men det her er mit favoritbillede: det dybe perspektiv får "modstand" af stammerne der spejler sig i vandet de står i - så man mentalt set bliver 'hængende' inde i det.

Akvarelmaleriets mysterier (22) - Fritz Syberg, Johannes Larsen - og egne fugle- og Kreta-drømmerier

For nogle måneder siden var fruen og jeg på museumsbesøg: Johannes Larsen Museet i Kerteminde.      Gode venner havde anbefalet det som i sig selv charmerende og interessant at besøge - uanset udstillet indhold. 

    Og min interesse var især at der var udstillet mange akvareller, både af Fritz Syberg og Johannes Larsen.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om Anna Sybergs akvarelmalerier som blev udstillet på Ordrupgaard sidste efterår. Med blomster som hovedmotiv. Hun var som de fleste kvindelige malere omkring århundredskiftet (og der var ikke mange af dem) ikke værdsat af samtiden. Først efter sin død fik offentligheden og kunstetablissementet for alvor øjnene op for hendes særlige kvaliteter som kunstner - netop som akvarelmaler.

På Anna Syberg-udstillingen var der uddrag af en bog som jeg syntes lød interessant: Erland Porsmose: "Fritz Syberg - kunsten, naturen, kærligheden". 

   En kombineret biografi og værkgennemgang om Anna Sybergs mand, den en gang - og vel stadig - meget ansete kunstmaler. Jeg synes han "holder".

   Det viste sig at man kun  kunne købe den bog hvis man rent faktisk besøgte Johannes Larsen Museets butik. 

   Et ekstra argument for at køre til Fyn.

For mig er der ingen tvivl om at både Johannes Larsen og Fritz Syberg var fremragende akvarelmalere. Begge var jo en slags danske impressionister, og akvarelmaleriets lethed klæder de impressionistiske ambitioner.

Det der slog mig, var at de begge i meget høj grad "tegner" deres akvareller. Altså at selve de tegnede streger er en del af formsproget. 

   Når jeg ser det, kan jeg ikke lade være med at sammenligne med mine egne hvor ambitionen i højere grad har været at akvarelfarverne skal kunne stå (næsten) alene. 

   Dog har jeg på det sidste "frigjort" mig fra det der jo egentlig er en kreativ restriktion - og er begyndt at gøre nogle af mine akvareller mere "tegnede".

Her et par Fritz Syberg akvareller

Her Johannes Larsen akvareller:

Specielt Johannes Larsens mange fugle-i-landskab-motiver var fascinerende, også fordi man kunne se hvordan han systematisk trænede i visuelt at "gribe" fuglenes udseende, farvetegninger og flugt i luften - i den kreative flod af tegnede skitser og forstudier som det vrimlede med på væggene i hans hjem og atelier. 

I mine unge dage lavede jeg en del tusch-tegninger af en slags mytiske fantacy-fugle. Men har altid afstået fra at male rigtige genkendelige fugle - af regulær angst for at mislykkes. 

   Selvom lysten har været der, følte jeg at det var alt for svært.

I perioden mellem en ferie på Kreta - hvor jeg malede nogle ikke særligt vellykkede akvareller (herom senere) - og ferien i Malagas omegen som jeg netop er kommet hjem fra - en ferie hvor det gik lidt bedre, der malede jeg faktisk to fugle-akvareller, begge med inspiration fra oplevelserne i forbindelse med malerkurset på Færøerne for et år siden. 

   Blandt andet var vi på et kunstmuseum i Thorshavn hvor flere malere som fascinerende motiver dyrkede nogle af de søfuglearter som i tusindtal lever på de færøske fuglefjelde.

   Jeg husker klart at jeg følte et sug i maven: Den slags kunne jeg godt have lyst til at male i akvarel ...

Her er de: akvareller med suler og søpapegøjer som motiv. Jeg ser dem nærmest som en slags "ægtepar":

Fugle-drømmerier: Søpapegøje-ægtepar

Fugle-drømmerier: Sule-ægtepar

I begge tilfælde er det tydeligt at det der har fascineret og udfordret mig, er det "at male med hvidt" - dvs. at en stor del af motivets udtryk udgøres af det hvide umalede papir. 

   Som man kan se, har jeg også frigjort mig fra fra det uudtalte krav om den "rene akvarel" - uden synligt tegnede linjer. Der er tydelige omridsstreger - og også noget af fjerdragten og tegningerne på næbbet er regulært tegnet med en sort ball-roler-pen.

   

For at sige det som det er: Jeg er faktisk tilfreds - og lidt stolt af mig selv. Jeg synes godt jeg kan konkurrer lidt med de store og rutinerede. 

   

Referencefotografiet er for sulernes vedkommende et postkort jeg købet deroppe - netop med henblik på at male dem. Referencefotoet for søpapegøjerne er fundet på nettet. Men inspirationen til motivet kommer oprindelig fra Johannes Larsen-studiet  af søpapegøjens hoved og næb ovenfor.

Tilfreds var jeg til gengæld ikke med de  tre følgende akvareller med motiver fra Kreta, malet på hotelværelset.

Kreta-drømmerier (1)

Kreta-drømmerier (2)

Kreta-drømmerier (3)

Igen er det lyset - det hvide - der fascinerer mig: 

   I bølgerne der "brækker" med hvidt skum på vej mod land i billede nr. 1.

   I sollysreflekserne i vandet i de to følgende billeder - samt de hvide skyer mod en blå himmel.

   Og ikke mindst i det sidste billede nr. 3: den hvide stjerneformede sol der dominerer himlen, og træer og planter der fremhæves som silhuetter i modlyset.

   Jeg er også nogenlunde tilfreds med klipperne i vandet i maleri nr. 2. Fordi jeg så tydeligt har givet dem karakter ved at de afsætter mørke skygger i vandet. Og jeg har turdet tegne deres omrids!

    Jeg går bevidst efter landskabsmotiver med meget høj eller meget lav horisont. Over eller under de øverste eller nederste horisontale linjer i det gyldne snit. Det fungerer også godt her.

Hvorfor var og er jeg ikke tilfreds?

  Fordi de to første i deres motivers udformning - rent teknisk - egentlig blot er en reproduktion af hvad jeg havde lært og brugt i tidligere akvareller.

  Og solreflekserne i vandet i billede nr. 2 er blevet "mudret". Sjusk.

  Og "stjernesolen" i billede nr. 3 er "hullet" fordi maskeringsgummiet da det blev gnedet af, viste sig ikke helt at have dækket som det skulle.

Tilbage som det helt nye for mig stod den hvide "stjernesol" som form og motiv. Sådan ser dan faktisk ud hvis man fotograferer den, eller for et kort øjeblik ser direkte på den. Og det har jeg ikke opdaget og set før nu.

   Den sære stjernesol ville jeg prøve at dyrke motivisk senere, besluttede jeg.

Samtidig blev jeg klar over at Søren Martinsens landskabsmalerier med "stjernesole" som jeg var fascineret af da han udstillede på Rønnebæksholm for et år siden, ikke var fantasi - som jeg havde tolket det - men snarere inspireret af at han også har haft fotografier som referencebilleder hvor solen har vist sig på den måde:

Her er referencefotos til to af Kreta-kvarellerne:

 

Fortsættelse følger - med refleksioner over mine Malaga-drømmerier - som kommer her ukommenteret:

Malaga-drømmerier (1)

Malaga-drømmerier (2)

Malaga-drømmerier (3)

Akvarelmaleriets mysterier (16) - Björn Bernström og Eva Kylbeg Johanson

Jeg blev af en af deltagerne på det sidste akvarelkursus med Bardur Jakupsson, gjort opmærksom på at der fandtes en forening for akvarelmalere - og -elskere: Nordiska Akvarellsällskapet, med eget tidsskrift: 'Akvarellen', og egen hjemmeside: 

http://www.akvarellen.org/

I sidste nummer af 'Akvarellen' var der to kunstnere hvis billeder jeg bliver ganske fascineret af: Björn Bernström og Eva Kylberg JOhanson.

Først eksempler på Björn Bernströms kunst. Han er teknisk utroligt dygtig, og hans motiver er meget varierede - og har ofte dramatiske kvaliteter:

Man kan specielt bemærke de helt hvide felters stærke effekt, når papiret selv får lov at stå umalet, og som meget vel kan være et resultat af maskering med gummi indtil resten er malet.

Jeg får her associationer til Vang Goghs  berømte billeder af sine sko/støvler, men malet i olie:

Flere Björn Bernström artisterier med vandfarver:

Det fænomen som kaldes konceptuel blending, illustreres smukt gennem mange af Björn Bernströms  akvareller: Et relativt velkendt grundmotiv -  som så i kraft af akvarellens særlige flydende vådt-i-vådt-udtryk får en ekstra dimension, en særlig urealistisk optik der giver mange af billederne et eventyragtigt præg - som var de synlige mentale indbrud fra en anden verden.

Selv om det er en anden teknik og et andet malemedie, så får jeg associationer til Søren Martinsens landskabsmalerier som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

   Her et af Søren Martinsens malerier - som er i oliemaling - ikke akvarel:

Her følger så nogle af Eva Kylberg Johansens akvareller. Hun behersker i den grad forenklingens kunst - både i motiv og i farver. Billeder jeg selv kunne drømme om at lave ligeså:

Betagende og fremragende, synes jeg. 

   Hun udnytter akvarelpapirets mere eller mindre grove struktur - og så maler hun med laveringer, flydende overgang og vådt i vådt, så det er fryd.

   Det ser jo legende let ud, det er det naturligvis ikke. Men jeg synes det er kunst. Stor kunst.

En original landskabsmaler med dobbeltbundede billeder - navnet er Søren Martinsen

En gang imellem kan man være heldig at se en film som virker på den måde at når man kommer ud af biografens mørke, så fortsætter filmen idet den har skruet en særlig optik på ens øjne så man ser virkeligheden som var den en fortsættelse af filmen.

   Det er mange år siden, men jeg husker det som var det igår. Fruen og jeg havde været inde og se Jacque Tatis film 'Playtime' i en biograf på Vesterbrogade lidt før Rådhuspladsen.  Og da vi kom ud på gaden i aftenmylderet og aftenbelysningen, så var det som at gå videre inde i filmens kærligt absurde univers. Og jeg husker at vi bege ikke kunne lade være med at grine ad denne overføring af "synet" fra filmens Paris til "synet" på Vesterbrogade i København.

   Og nu ville jeg sige at det var et smukt eksempel på det som kunstfilosoffer hævder, nemlig at kunsten åbner ens mentale blik for nye sider af virkeligheden. Og altså også et smukt eksempel på det jeg har beskrevet i mange sammenhænge som "konceptuel blending".

Det skete igen i forgårs. Ikke i forbindelse med en film, men en maleriudstilling.
   Fruen og jeg tog til kunst- og udstillingscentret Rønnebækholm lidt uden for Næstved og så en maleriudstilling af kunstneren Søren Martinsen. Da  vi kørte derfra, så så vi pludselig det Sydsjællandske landskab der passerede forbi bilruderne, med den konceptuelle optik som oplevelsen af Martinsens udstillede landskabsmalerier åbenbart havde præget os med mentalt. De ellers så uskyldigt smukke efterårs-scenarier fremstod  pludselig lidt fremmedartede, dobbeltbundede, mystiske - lidt uhyggelige og uheldsvangre.

   Når vi besøgte udstillingen, så var det blandt andet motiveret af at Søren Martinsen er søn af en af denne blogs hovedpersoner, tv-dokumentaristen Poul Martinsen, prototypen på den særligt kreative personlighed som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver i detaljer i  sin bog 'Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention'.

   Som fader så søn? 

 
Her er nogle af Søren Martinsens landskabsmalerier, de fleste var med på udstillingen:

Dit hvilested

Landskab med orange kranie

City of the dead

Raps

Ildoffer

Sommer

Her er klart tale om det jeg ofte har beskrevet på denne blog: 'konceptuel blending'. Dette at flere konceptuelle eller mentale rum integreres og komprimeres i èt nyt udtryk - med spor af begge input-rum.

   Typisk fremstår Søren Martinsens landskaber altid med en eller anden konceptuel undertekst som somme tider fremgår af titlen - og somme tider ikke. Det er en form for super-realisme men med et mytisk eller mytologisk lag der gennemsyrer eller gennemlyser landskabet og transformere det ind i en anden verden, som det afspejler. 

   Somme tider helt bogstaveligt ved at en hvidgul "solstjerne" springer frem foran og ud af landskabsmotiver - som i 'Soloffer' ovenfor. 

Ånds-slægtskabet med den tyske højromantiks dystre landskabsmalerier er også tydelig. På den ene side.

   På den anden side - som et typisk (post)modernistisk træk - er der mange visuelle referencer til andre store malere: Hopper, Willumsen, Van Gogh, Hockney, Leif Madsen - og til de store klassiske landskabsmalere fra 1800-tallet: Lundby, Skovgaard, Ring. 

   Skulle man klistre en gennemgående etiket på den dobbelthed som er mere eller mindre tydelig i alle billederne, så må det være 'ironi'. Hvor man i det klassiske landskabsmaleri skal gå nydende ind i og opsluges af motivets skønhed, så bliver man her hos Martinsen hele tiden forstyrret af en forestilling om at intet i landskabet er som det umiddelbart fremtræder. Der er visuelt set "fare på færde".

   Nogle af de mest fascinerende malerier på udstillingen kan jeg ikke vise da de ikke findes i kopi på nettet: 'Spejllandskab' og 'Åen'.

Noget af det der ellers slår mig, er at mange af  Søren Martinsens malerier flimrer i perspektivet - og virke lidt som rystede fotografier - fordi forgrunden er malet "groft" - uden detaljer, mens baggrunden er malet med en høj grad af detaljering. 

   Der kan også være motivelementer som er rene (brud)flader der invaderer billedet fra en af siderne, og som så står i kontrast til de dele der er ekstremt detaljerede. Som i maleriet med titlen 'Rasp' ovenfor. Disse elementer fortæller at man ikke skal tage den næsten fotografiske realisme i resten af maleriet for pålydende. 

   Den samme effekt har det at farverne i dele af motivet ofte er unaturlige - kunstige. Som i maleriet 'City of the Dead' ovenfor.

Det store collagemaleri som man møder i den første sal med titlen 'Brækket landskab', er det der leder tanken hen på Hockney, fx dennes kæmpemaleri af Grand Canyon.

   Martinsens vægstore landskabmaleri er stykket sammen som en montage af enkeltbilleder - der nok viser udsnit af det samme landskab, men puslespillets brikker passer ikke sammen, sådan at oplevelsen af det samlede motiv bliver forstyrret og opbrudt.

Udstillingen kan anbefales på det varmeste. 

Fra Rønebækholms udstillingsannonce - viser et udsnit af maleriet 'Sweet tasting Sky'