At male så det ligner er da ingen kunst! - eller er det? - Thomas Kluge, Gudmud Gentze, Johannes Larsen, Harald Henriksen m.fl.

Gudmund Hentze: Illustration til Tusind og en nat

En kronik i Politiken i dag fanger min opmærksomhed med det samme. Rubrikken er:

Bondemalerstriden

Og den fokuserer på diskussionen om den "fotorealistiske"  kunstmaler Thomas Kluges kvaliterer eller mangel på samme som aktuel og nutidig kunstner. 

   Kronikken er af Christian Kortegaard Madsen, som er inspektør ved Johannes Larsen Museet i Kerteminde som for øjeblikket har en udstilling med titlen "Thomas Kluge - Gud, konge og fædreland".

   Manchetten lyder:

Kampen mellem den fine og den folkeligt kunst er evigt aktuel. Kunne man forestille sig en kunstlinje på kunstakademiet, der fokuserer på imitationen i dens mest nøgterne form?

Læsere af denne blogs indlæg om kunst, ved at jeg jævnligt har fremhævet min fascination ved moderne - og ældre malere - som maler motiver fra virkeligheden på en måde så denne virkelighed fremtræder meget genkendeligt - realistisk (foto- eller sur-) eller helt regulært 'naturalistisk.

I en bog om en anden nutidig realistisk dansk maler, Niels Strøbæk, fandt jeg et citat jeg forelskede mig i:

For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Jeg synes godt det kunne dække mine egen akvarel-billeder når det er bedst, fordi det netop fastholder de særlige kvaliteter jeg har navngivet ved at omtale dem som "akvarel-DRØMME": 

En 'drøm' ligner ikke det den er (nemlig en drøm), og den er ikke det den ligner (nemlig virkelighed), den både ligner og er (en imaginaær form for virkelighed)

Kronikken tager afsæt i en kunsthistorisk berømt fejde der startede med en kronik i Politiken 1907:

I 1907 udspillede den såkaldte bondemalerstrid sig i denne avis’ spalter. Initiativtageren til debatten, der i stærkt reduceret udlægning drejede sig om kunstens mål og midler, var den symbolistiske maler Gudmund Hentze, og angrebet var som udgangspunkt rettet mod de impressionistiske og naturalistiske Fynbomalere og siden hen mod Statens Kunstsamlings indsamlingspolitik.

   Men siden modernismens indtog i begyndelsen af forrige århundrede har naturalistiske billedkunst haft vanskelige kår hos den etablerede kunstinstitution, og ord som billig, uoriginal, folkelig og kitsch har indlejret sig som gængse omtaleformer. Med Johannes Larsen Museets nuværende udstilling ’Thomas Kluge – Gud, konge og fædreland’ er debatten om kunstneren versus kunstinstitutionen, dens håndtering af det folkelige versus det elitære samt kunstens mål og midler på ny aktuel på museet.

Vi lader lige de negative adjektiver stå et øjeblik: "billig, uoriginal, folkelig og kitsch". 

Pointen i kronikken er her at den kulturkamp som Gudmund Hentze indledte om form, stil, motiv, og funktion i kunsten, jo endte med modernismens næsten totale sejr, en sejr der op igennem 1900-tallet frigjorde den fine kunst for den århundredgamle forpligtelse til i den maleriske fremstilling af et motiv at skulle imitere, mime eller simulere den genkendelige visuelle virkelighed.

   En sejr der også havde den konsekvens at sene(re) naturalistiske kunstnere som Harald Henriksen som jeg har "opdaget" og dyrket på min blog siden december sidste år, totalt gik i glemmebogen efter sin død 1960, selvom han faktisk havde være kendt og anerkendt nok til at udstillet på Charlottenborgs Forårs-udstilling siden 1926, og herefter næsten årligt resten af livet.

   En anden konsekvens af denne modernismens sejr, har været at indkøbspolitiken på vores større anekendt kunstmuseer i mange år har fokuseret på indkøb af symbolistiske, modernistiske og postmodernistiske kunstnere, og til gengæld i stor omfang har valgt kunstnere som Thomas Kluge og fx Otto Frello fra.

   Hvor store problemer man kan have med at blive anerkendt af det nuværende kunsthistoriske establishment når man maler realistisk, illustrerer dette citat fra anmeldelsen af Ole Hørlyng i Weekendavisen. af udstillingen på Johannes Larsen Museet: »Man skulle tro, at Dansk Folkeparti var rykket ind på Møllebakken« (museets adresse).

Jeg har godt nok læst om 'bondemalerstriden', og har fokuseret på at en række af de kunstnere der var gode akvarelmalere hørte til gruppen af "bondemalere" der var skydeskive i striden, herunder Johannes Larsen, Fritz og Anna Syberg og Peter Hansen. 

   Men hvem var denne Gudmund Hentze (1875-1948) der fyrede det første skud af, og hvad har han som kunstner bedrevet? I min bevidsthed er han nemlig mindst ligeså gemt og glemt som Harald Henriksen. 

   Wikipedia:

Hentze blev født i Næstved, hans forældre var Gregers Johan Michaelsen Hentze(1835-1877) og hustru Christiane Marie Elisabeth Sommer(1851-1940). Da han var ni år gammel flyttede familien til København. Han gik på Kunstakademiet 1893-1894 og på Zahrtmanns Skole 1897-1898. 

   Han var i 1893-1894 en del af bevægelsen omkring tidsskriftet Taarnet, der var fortaler for en symbolisme i kunsten, først og fremmest litteraturen med forfatteren Johannes Jørgensen som leder. 

   Hentze illustrerede mange bøger, deriblandt J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe og eventyr af H.C. Andersen. Hans illustratorvirksomhed lignede kollegaen Lorenz Frølichs, men hvor han var inspireret af tyske og franske kunstnere, var Hentze først og fremmest stilistisk inspireret af de engelske prærafaelitter og Aubrey Beardsley.

   Hans værker var hyppigt forekommende i udstillingslivet i starten af 20. århundrede, og han var blandt andet medlem af kunstnergruppen Den Frie Udstilling 1905-1928. Han udstillede desuden både på Charlottenborg og Kunstindustrimuseet.

   I 1907 havde kunstnerkollegaen Gerda Wegener fået afvist et portræt af Charlottenborgs censurkomite. I harme over det skrev Hentze et indlæg i Politiken 14. april1907. Det var starten på bondemalerstriden. I det udtrykte han sin foragt for de "bondemalere", som var hans udtryk for de impressionistisk inspirerede danske naturmalere som Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen. 

   I indlægget giver han udtryk for, at hans egen symbolistisk inspirerede kunst står på et højere kulturtrin end bondemalerne, som han mente forherligede "den laveste Udvikling" med deres billeder af det danske bondelandskab. I sin retorik foregriber han meget tidligt mange af nazismens tanker[1].

   Diskussionen medførte, at han i de danske kunstkredse blev persona non grata, og hans kunstsyn blev af de fleste unge kunstnere anset som bagstræberisk og reaktionært.

Med navne som Gerda Wgener og Aubrey Beadsley er vi inde på et kunsthistoriesk område som har optaget mig meget, og som jeg jævnligt har skrevet om: jugendstilen. Og en udstilling med billeder af Gerda Wegener bliver senere på året vist på Arken.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/om-gerda-wegener-kvindelig-dansk-jugend.html

Og umiddelbart bemærker jeg at Hentze også - og ikke mindst i sin samtid - er kendt som 'illustrator', en betegnelse - ment lidt negativt - som jeg mødte i en omtale af mine egne akvareller da jeg for halvandet år siden var på et to-dages malerkursus hos kunstmaleren Hans Christian Rylander. 

   Tydeligvis forbandt Rylander primært akvarel som malemedie med det at tegne-male illustrationer - og han opfattede mest akvarelmaleri som en særlig form for (kunst)håndværk end som egentlig kunst, kunne man fornemme.

Det viser sig at det ikke er så let at finde billeder af Gudmund Hentze ved at google, og det første værk man får vist af ham, er et stykke jugendkunsthåndværk solgt på en auktion for 2000 kr:

Konfektskål af tin

Der er også en henvisning til at Kulturarvstyrelsen har købt et dyrt maleri af Hentze til Museet for Thy og Vester Hanherreds samling af værker der har med I. P. Jacobsen at gøre. Titlen er fra en af I. P. Jacobsens noveller: Pesten i Bergamo - og auktionsprisen er hele 125.000 kr.:

Så jagter jeg videre derfra. 

   Det viser sig at selvom Gufmund Hentzes billeder på en eller anden måde er næsten undertrykt ved en direkte Google-søgning på malerier af ham, så finder man dem når man går efter billeder der er solgt på auktion:

   Her er det af Kulturarvstyrelsen købte maleriet set forfra:

Gudmund Hentze: Pesten i Bergamo

Via et link til billeder solgt på kunstauktioner rundt omkring kan man finde en række af hans malerier, som de her fx: 

Sunset and moonlight over a thatched house. 1940

Gudmund Hentze: Tåge i Mosen. 1948

Channel scenery in the moonlight (Christainshavn?)

Beautiful day by the coast. 1928

http://www.artnet.com/artists/gudmund-herman-peter-hentze/past-auction-results

Men Gudmund Hentze var mest kendt - både berømt og berygtet - for sine billeder af - som oftest bare - damer - i mere eller mindre historisk setting - og ofte malet med pastel, crayonkritdt - og/eller akvarel-/guache-teknik:

Erindring

Naked woman holding a centerpiece with jewelry

Flora. 1932

Portræt af en kvinde ved havet

Den unge model

Kvinde med spaniel. 1916

Maler og model. 1920

Nudo di ragazza,1910

Her er hvad Wikipedia så yderligere kan afsløre om Gudmund Hentzes kunst:

Hentzes kunst var symbolistisk og historicistisk inspireret. Hans billeder forestillede ofte nøgne kvinder i historiske scenarier. Således var nogle af hans kendteste værker Renæssance parafrase (uden år) og Nøgen kvinde med falk (1930), som forestiller ideale nøgne kvindeskikkelser i et historisk eller mytologisk landskab. 

   Hans kunst blev af den kulturradikale kritiker Poul Henningsen karakteriseret som "Pornografi for Dagligstuen", fordi PH mente, at Hentze malede idealer kvinder "uden et stødende Haar paa Kroppen. [...] Gamle Baroner kan mimre deres erotiske Ungdomserindringer over Synet uden at støde an mod Selskabets Love."[2].

Og så nærmer vi os forklaringen på fortrængningen af Hentzes billeder fra mere officielle kunsthistoriske sammenhænge når man søger ham på nettet:

Hentzes ideologiske overbevisning lå tidligt tæt op ad den nazistiske. Hans nationalromantiske illustrationer blev anvendt i de danske nazistiske tidsskrifter i 1930'ernetil at illustrere deres forståelse af god kunst. Men det var først efter tyskernes besættelse af Danmark 9. april 1940, at han meldte sig ind i DNSAP. Det skete 23. oktober samme år. 

  Han blev hurtig en aktiv medarbejder ved de nazistiske udgivelser i avisen Fædrelandet og DNSAP's Maanedsbreve og blev husillustrator for de danske nazister. Bl.a. fik naziføreren Frits Clausen udført sit ex libris af Hentze.

   Hentze deltog aktivt i polemikken og skrev lange indlæg, der forherligede den nazistiske politik. Især tyskernes angreb på Sovjetunionen blev lovsunget af Hentze. Desuden delte han også de nazistiske raceteorier og skrev gerne antisemitiske indlæg.

   Henzes værker blev hyppigt udstillet under besættelsen. Kunstnerforeningen af 18. november som Hentze havde været medlem af siden 1924 udstillede hans værker 1940, 1943 og 1944.

Gudmund Hentze slap for at blive retsforfulgt og straffet efter befrielsen, men hans udstillingskarriere var det slut med. Da han døde 1948, var der ingen aviser der bragte en nekrolog. 

Tilbage til kronikken i Politiken af Christian Kortegaard Madsen som argumenterer for at nyere kunst der i en eller anden forstand er naturalistisk og realistisk, skal ind i kunstinstitutionens varme igen, efter i rigtig mange år at have været ude i kulden. 

   Han foreslår blandt andet at man opretter en særlig linje på kunstakademiet hvor rammen er at man fokuserer på hvad han beskriver som "imitationen i den mest nøgne form":

Et helt andet hypotetisk senarie kan være, at samtidskunsten i højere grad især i forhold til malerimediet nøgternt og akademisk differentieres ud fra udtryk og indhold. At man for eksempel forestiller sig en kunstinstitution og herunder et kunstakademi, der også uddanner og udstiller kunstmalere med en klassisk og realistisk tilgang til motivet? Man kunne måske ligefrem forsigtigt forestille sig en kunstnerisk linje på kunstakademiet, der fokuserer netop på imitationen i dens mest nøgterne form? Hvilke nye blikke på virkeligheden vil det mon præsenterer os for?

Læg mærke til hvor kontroversiel Kortegaard Madsen her oplever sit eget forslag når kan skriver "Man kunne ligefrem forsigtigt forestille sig...." Hvorfor dog så "forsigtigt", tænker jeg.

   

Han plæderer dermed også for at legitimere en kunst der lever op til Niels Strøbeks kriterium: "Kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er."

   Og dermed advokerer han også for at god og værdifuld kunst ikke behøver at være elitær og for de få med kunstforstand og viden, men godt kan være populær og altså noget almindelige menesker gerne vil have på deres vægge, blandt andet netop fordi det ligner og mimer det motiv det fremstiller.

Akvarelmaleriets mysterier (22) - Fritz Syberg, Johannes Larsen - og egne fugle- og Kreta-drømmerier

For nogle måneder siden var fruen og jeg på museumsbesøg: Johannes Larsen Museet i Kerteminde.      Gode venner havde anbefalet det som i sig selv charmerende og interessant at besøge - uanset udstillet indhold. 

    Og min interesse var især at der var udstillet mange akvareller, både af Fritz Syberg og Johannes Larsen.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om Anna Sybergs akvarelmalerier som blev udstillet på Ordrupgaard sidste efterår. Med blomster som hovedmotiv. Hun var som de fleste kvindelige malere omkring århundredskiftet (og der var ikke mange af dem) ikke værdsat af samtiden. Først efter sin død fik offentligheden og kunstetablissementet for alvor øjnene op for hendes særlige kvaliteter som kunstner - netop som akvarelmaler.

På Anna Syberg-udstillingen var der uddrag af en bog som jeg syntes lød interessant: Erland Porsmose: "Fritz Syberg - kunsten, naturen, kærligheden". 

   En kombineret biografi og værkgennemgang om Anna Sybergs mand, den en gang - og vel stadig - meget ansete kunstmaler. Jeg synes han "holder".

   Det viste sig at man kun  kunne købe den bog hvis man rent faktisk besøgte Johannes Larsen Museets butik. 

   Et ekstra argument for at køre til Fyn.

For mig er der ingen tvivl om at både Johannes Larsen og Fritz Syberg var fremragende akvarelmalere. Begge var jo en slags danske impressionister, og akvarelmaleriets lethed klæder de impressionistiske ambitioner.

Det der slog mig, var at de begge i meget høj grad "tegner" deres akvareller. Altså at selve de tegnede streger er en del af formsproget. 

   Når jeg ser det, kan jeg ikke lade være med at sammenligne med mine egne hvor ambitionen i højere grad har været at akvarelfarverne skal kunne stå (næsten) alene. 

   Dog har jeg på det sidste "frigjort" mig fra det der jo egentlig er en kreativ restriktion - og er begyndt at gøre nogle af mine akvareller mere "tegnede".

Her et par Fritz Syberg akvareller

Her Johannes Larsen akvareller:

Specielt Johannes Larsens mange fugle-i-landskab-motiver var fascinerende, også fordi man kunne se hvordan han systematisk trænede i visuelt at "gribe" fuglenes udseende, farvetegninger og flugt i luften - i den kreative flod af tegnede skitser og forstudier som det vrimlede med på væggene i hans hjem og atelier. 

I mine unge dage lavede jeg en del tusch-tegninger af en slags mytiske fantacy-fugle. Men har altid afstået fra at male rigtige genkendelige fugle - af regulær angst for at mislykkes. 

   Selvom lysten har været der, følte jeg at det var alt for svært.

I perioden mellem en ferie på Kreta - hvor jeg malede nogle ikke særligt vellykkede akvareller (herom senere) - og ferien i Malagas omegen som jeg netop er kommet hjem fra - en ferie hvor det gik lidt bedre, der malede jeg faktisk to fugle-akvareller, begge med inspiration fra oplevelserne i forbindelse med malerkurset på Færøerne for et år siden. 

   Blandt andet var vi på et kunstmuseum i Thorshavn hvor flere malere som fascinerende motiver dyrkede nogle af de søfuglearter som i tusindtal lever på de færøske fuglefjelde.

   Jeg husker klart at jeg følte et sug i maven: Den slags kunne jeg godt have lyst til at male i akvarel ...

Her er de: akvareller med suler og søpapegøjer som motiv. Jeg ser dem nærmest som en slags "ægtepar":

Fugle-drømmerier: Søpapegøje-ægtepar

Fugle-drømmerier: Sule-ægtepar

I begge tilfælde er det tydeligt at det der har fascineret og udfordret mig, er det "at male med hvidt" - dvs. at en stor del af motivets udtryk udgøres af det hvide umalede papir. 

   Som man kan se, har jeg også frigjort mig fra fra det uudtalte krav om den "rene akvarel" - uden synligt tegnede linjer. Der er tydelige omridsstreger - og også noget af fjerdragten og tegningerne på næbbet er regulært tegnet med en sort ball-roler-pen.

   

For at sige det som det er: Jeg er faktisk tilfreds - og lidt stolt af mig selv. Jeg synes godt jeg kan konkurrer lidt med de store og rutinerede. 

   

Referencefotografiet er for sulernes vedkommende et postkort jeg købet deroppe - netop med henblik på at male dem. Referencefotoet for søpapegøjerne er fundet på nettet. Men inspirationen til motivet kommer oprindelig fra Johannes Larsen-studiet  af søpapegøjens hoved og næb ovenfor.

Tilfreds var jeg til gengæld ikke med de  tre følgende akvareller med motiver fra Kreta, malet på hotelværelset.

Kreta-drømmerier (1)

Kreta-drømmerier (2)

Kreta-drømmerier (3)

Igen er det lyset - det hvide - der fascinerer mig: 

   I bølgerne der "brækker" med hvidt skum på vej mod land i billede nr. 1.

   I sollysreflekserne i vandet i de to følgende billeder - samt de hvide skyer mod en blå himmel.

   Og ikke mindst i det sidste billede nr. 3: den hvide stjerneformede sol der dominerer himlen, og træer og planter der fremhæves som silhuetter i modlyset.

   Jeg er også nogenlunde tilfreds med klipperne i vandet i maleri nr. 2. Fordi jeg så tydeligt har givet dem karakter ved at de afsætter mørke skygger i vandet. Og jeg har turdet tegne deres omrids!

    Jeg går bevidst efter landskabsmotiver med meget høj eller meget lav horisont. Over eller under de øverste eller nederste horisontale linjer i det gyldne snit. Det fungerer også godt her.

Hvorfor var og er jeg ikke tilfreds?

  Fordi de to første i deres motivers udformning - rent teknisk - egentlig blot er en reproduktion af hvad jeg havde lært og brugt i tidligere akvareller.

  Og solreflekserne i vandet i billede nr. 2 er blevet "mudret". Sjusk.

  Og "stjernesolen" i billede nr. 3 er "hullet" fordi maskeringsgummiet da det blev gnedet af, viste sig ikke helt at have dækket som det skulle.

Tilbage som det helt nye for mig stod den hvide "stjernesol" som form og motiv. Sådan ser dan faktisk ud hvis man fotograferer den, eller for et kort øjeblik ser direkte på den. Og det har jeg ikke opdaget og set før nu.

   Den sære stjernesol ville jeg prøve at dyrke motivisk senere, besluttede jeg.

Samtidig blev jeg klar over at Søren Martinsens landskabsmalerier med "stjernesole" som jeg var fascineret af da han udstillede på Rønnebæksholm for et år siden, ikke var fantasi - som jeg havde tolket det - men snarere inspireret af at han også har haft fotografier som referencebilleder hvor solen har vist sig på den måde:

Her er referencefotos til to af Kreta-kvarellerne:

 

Fortsættelse følger - med refleksioner over mine Malaga-drømmerier - som kommer her ukommenteret:

Malaga-drømmerier (1)

Malaga-drømmerier (2)

Malaga-drømmerier (3)