Historien om to ældgamle 'dzi beads' - altså stenperler - fra Burma - og hvad der siden skete.

Oldgamle stenperler fra Burma

Da jeg og fruen og fruens søster (kaldet 'moster' i familien) for nogle år siden tog en turistrejse til 'Myanmar' (i mit hoved og i resten af indlægget stadig 'Burma') et sydøstasiatisk land der ligger mellem Bangladesh og Thailand, havde vi en glimrende, men også en lidt speciel guide til at lede os rundt og fortælle om hvad vi så og mødte på turen.

   Ud over at være guide, så viste han sig også at være underviser i meditation med sin egen hjemmeside, gymnasielektor i dansk, vandringsmand i det bjergrige Nordindien hvor der findes en række små bjergstater som Nepal, Buthan, Sikkim. Og så naturligvis Tibet.

   Men denne vores kreative guide var også samler og forhandler af gamle stensmykker/amuletter fra Indien, Tibet, Afghanistan og Burma.

   Og deltagerne i vores rejseselskabsgruppe fik hvis de blev fortrolige med ham, mulighed for at købe nogle af disse stensmykker som han havde et lille udvalg af med på rejsen.

   Det gjorde jeg.

Som det fremgår af en række tidligere blogindlæg, er jeg jo selv lidt manisk hvad angår samleri (dog aldrig i den sygelige form). 

  Og allerede som dreng havde jeg erhvervet mig en lille samling af redskaber fra stenalderen: flinteøkser, flintespyd- og pilespidser, flintesave og -skrabere.

   Og siden fik jeg så også samlet mig en del forsteninger af dyr og dyredele fra de danske og svenske kridt og kalkaflejringer (Møns og Stevns Klint, Ølands og Gotlands-kalk.)

   Som voksen - fra omkring jeg var 24 år og mange år frem - har jeg ved Vesterhavet og andre  danske kyster indsamlet mig en pæn hoben af mange forskellige danske strandsten  - som jeg så har slebet og poleret:

Porfyr

Hornblende

Flint

Hornblende

Så som inkarneret 'stenoman' jeg skulle naturligvis købe et par af guidens gamle burmesiske stensmykker - sten-perler.     

   Og da han var ekspert på området og stenperle-handler med international hjemmeside og status, så tror jeg på at han borger for kvaliteten, og altså er garant for at de to jeg købte, er ægte og ikke senere forfalskninger eller helt nyproducerede.

 

Den slags omtales på nettet som 'beads' som betyder noget i retning af 'kunst-perler'.  Og de har altså enten været brugt i en halskæde eller et armbånd af 'ancient beads', eller de kan også have været båret enkeltvis i en snor om halsen.

Som fælles betegnelse for den slags findes navnet 'dzi beads'.

    Wikipedia fortæller:

Dzi bead (Tib. གཟི།; pronounced "zee"; alternative spelling: gzi) is a type of stone bead of uncertain origin worn as part of a necklace and sometimes as a bracelet.

   In several Asian cultures, including that of Tibet, the bead is considered to provide positive spiritual benefit. These beads are generally prized as protective amulets and are sometimes ground into a powder to be used in traditional Tibetan medicine.

   Beads subject to this process have small "dig marks" where a portion of the bead has been scraped or ground away to be included in the medicine.

   Some dzi exhibit grinding and polishing of one or both ends, again the result of reduction for use in traditional Tibetan medicine or, in some cases, due to the bead's use as a burnishing tool in the application of gold leaf to thanka paintings or gilt bronze statuary.

   The most highly prized dzi beads are those of ancient age, made of natural agate. The original source of these beads is a mystery. While the traditional, ancient-style beads are greatly preferred, new modern-made dzi are gaining popularity amongst Tibetans.

I Burma henføres disse gamle stenperler til den såkaldte Pyu/Tirkul-kultur som bl.a. kendetegnede en håndfuld bystater i øvre og centrale Burma fra 200 BC til 900 AC:

The Pyu city states (Burmese: ပျူ မြို့ပြ နိုင်ငံများ) were a group of city-states that existed from c. 2nd century BCE to c. mid-11th century in present-day Upper Burma (Myanmar). The city-states were founded as part of the southward migration by the Tibeto-Burman-speaking Pyu people, the earliest inhabitants of Burma of whom records are extant.[2] The thousand-year period, often referred to as the Pyu millennium, linked the Bronze Age to the beginning of the classical states period when the Pagan Kingdom emerged in the late 9th century.

Kort over Burma omkring år 1000

Så det blev de her to jeg erhvervede mig  på en af de sidste dage på rejsen: en  bjørnefigur, sikkert af kvarts, med hul igennem til en snor - og et cylindrisk lagdelt trefarvet agatperle - tilsvarende med hul igennem til en snor.

Hvad guiden tog for disse gamle 'kunstperler', husker jeg ikke. Men hvis ikke jeg havde syntes at prisen var rimelig, havde jeg nok ikke købt.

Den cylinderformede stribede smykkesten kaldes på internettet "military bead'' - "because the stripes somehow remind some people of the stripes used on uniforms".

   Den slags udgøres som regel af mineralet agat, og striberne er sikkert fremkommet ved en eller anden kemisk proces under bearbejdningen af stenen.

   Da den er trefarvet, så stammer den muligvis ikke fra selve Burma (derfra har jeg på nettet kun set tofarvede stribede cylinderformede beads), men mere sandsynligt fra Nordindien-Himalaya-Tibet-området, altså i områderne nordvest for Burma  - måske Buthan eller Nepal.

   De har sandsynligvis været brugt som lykkebringende eller beskyttende-mod-onde-ånder-amuletter, og som sagt har de ofte indgået i hele perlekæder:

Den anden smykkesten som tydeligvis forestiller en bjørn, er en såkaldt 'zoomorphic bead', og henviser til den ældgamle animisme-religion i Sydøstasien, og i Kina, Korea og Japan hvor man tillagde sten, træer, bjerge, dyr og fugle magiske evner som en slags lokale ånder eller guder.

   Krystalbjørnen er altså også en amulet der skulle give bæreren bjørnens styrke og mod:

In the kingdom of spirit animals, the bear is emblematic of grounding forces and strength. This animal has been worshiped throughout time as a powerful totem, inspiring those who need it the courage to stand up against adversity. As a spirit animal in touch with the earth and the cycles of nature, it is a powerful guide to support physical and emotional healing.

Når jeg nu havde erhvervet de her to 'kunstperler', hvad var tanken så? - At jeg skulle begynde at samle på dem? - Nej!

  -  Planen var at jeg ville købe en sølvkæde til dem når jeg kom hjem så man kunne have dem om halsen, og så forære en til hver af mine to smukke døtre som begge er adopteret, ikke fra Burma/Myanmar, men fra Korea - i første halvdel af 70-erne.

 

Nogle uger efter hjemkomsen fra Burma, gik jeg derfor til en lokal sølvsmed (og urmager), og - fik en spand kold vand i hovedet: Sølvsmeden havde simpelt hen ikke sølvkæder der var så tynde at de kunne gå igennem hullet i stenene.  Og ekspedienten kunne ikke tilbyde andre løsninger på ophængsproblemet.

   Så jeg gik bort med uforrettet sag. Frustreret.

Jeg legede så med tanken om en silkesnor eller et lignende tekstil, men så blev jeg optaget af andre ting, og de to ældgamle hullede 'kunstperler' fik lov at ligge og samle støv i min skrivebordskuffe i flere år.

   Indtil mine døtres halvsøster, som også er fra Korea, sidste år bestilte to akvareller med et dompap-par som motiv.

   Dem lavede jeg med glæde, og dem fik hun,

   Og da jeg afleverede dem, fik jeg ideen at hun kunne løse problemet med ophænget på en kreativ måde.

   Hun var nemlig uddannet guldsmed, og det var vel sådan noget en guldsmed kunne: lave en slags indfatning der kunne munde ud i et 'øje' til en sølvkæde?

 

Halvsøsteren blev glad for bestillingen, det var tydeligt.

   En 'fri opgave' - med et produkt der var beregnet til hendes to storesøstre, som hun faktisk tidligere også har lavet smykker til, var en positivt oplivende udfordring, noget der stimulerede kreativiteten, fornemmede jeg.

   Og for ikke så længe siden fik jeg så resultatet. 

   Sådan ser de ud - med hver sin individuelt formede og tilpassede sølvindfatning og en sølvtråd igennem hullet til kæden om halsen:

Stenen i den cylinderformede trefarvede 'military bead' har fået endestykker af sølv. 

   I det øverste endestykke med øjet sidder en lille blomst med et blad af sølv:

På det nederste endestykke er indgraveret modtagerens initialer og nogle klassiske svungne dekorative skilletegn (som et liggende S):

Den zoomorfiske 'bjørn' i krystal har øverst under 'øjet' til kæden fået en 'hat' af et fingerfilodendron-blad  som tydeligt ses her:

For neden står bjørnen nu på en gren med en lille kløft i den lange ende:

Mission accomplished. Kreativt og originalt. 

   Jeg tror mine døtre bliver glade for gaverne når jeg finder en god lejlighed til at komme af med dem.

Men det er også tankevækkende at en af de store oplevelser på vores Burma-rundrejse var et besøg over flere dage på Bagan-sletten hvor stupaer, templer og pagoder i tusindvis er spredt ud over landskabet - som kirkerne hos os fra vores middelalder. 

Stupaer på Bagan-sletten i Burma

Disse fascinerende 800 til 1000 år gamle bygningsværker er altså det varige udtryk for den budhistiske kultur og religion som bredte sig fra Indien og Cylon til Burma, og som omkring år 1000 overtog kulturen og magten efter den ældgamle animistiske Pyu/Tirkul-kultur og religion der havde rødder tilbage til stenalderen.

   Pyu/Tirkul var en kultur  hvis umiddelbare og synlige spor tusind år efter den blev assimileret med den budhistiske, stadig kan købes synligt og konkret på markeder i form af mange af de amulet-perler af agat eller krystal der er til salg, og som jeg altså købte to af. 

   Men en kultur som også og ikke mindst kommer til udtryk i den stadig udbredte tro på og dyrkelse af ånder: 'nats'.

Myanmar's folk religion refers to the animistic and polytheistic religious worship of nats (deities of local and Hindu origin) in Burma (Myanmar). Although the beliefs of nats differ across different regions and villages in Burma, there are a handful of beliefs that are universal in Burmese folk religion.

   A nat is a spirit or god who resembles a human in shape that often maintains or guards objects. When people die, they can become nats. Those who become nats often have a gruesome violent death which explains their vengeful nature.

   Nats also are believed to have the ability to possess animals, such as tigers or alligators. These spirits can also be found in nature in things such as trees and rocks.

   The majority of these nats are viewed as troublesome and irritable. They require calming, food and offerings.

Her link til vores Burma guides meget omfattende hjemmeside om 'ancient beads', beskrevet fra forskellige faglige vinkler og i alle mulige sammenhænge:

http://www.ancientbead.com/index.html

Den kreative stenfinder og stensliber - om samlerlyst og den bløde hårdheds æstetik

Det forrige indlæg tog udgangspunktet i spørgsmålet om man kan være eller blive forelsket i ting. Casen var i det tilfælde nogle specielle bordlamper af designeren Christian Dell, den tyske pendant til og samtidige med vores egen Poul Henningsen.

   Men nu zoomer jeg ind på min 'optagethed' af en anden slags ting eller objekter - nemlig sten. Og min kreative lyst til at jagte, søge, finde og samle.

Helt fra min barndom har jeg været stærkt interesseret i sten. Men det er nok mere præcist igen at tale om fascination, betagelse, forelskelse.

   Jeg havde arvet en mindre samling stenøkser, stendolke og stenskrabere af min farfar eller morfar, jeg husker ikke med sikkerhed fra hvem af dem.

   Mest sandsynligt er det min farfar, som var forvalter ved Sukkerfabrikkerne (Assens), og før da forvalter på herregårde på Lolland og Sjælland.

   I den forvalterfunktion har han i årevis været på inspektion af (tilsåning af) afgrøder på marker. Og sikkert der fundet efterladte brugsgenstande fra stenalderen.

   Jeg havde disse stenalder-redskaber udstillet på en hylder i min reol, og havde i bøger om arkæologi fundet lignende, så jeg vidst fra hvilken periode og hvilken kultur de var efterladenskaber.

   Jeg nød især at tage dem der var lavet af finslebet/-poleret flint i hænderne og stryge hen over deres glatte overflade og skarpe ægge. Jeg var fascineret af spændingsforholdet mellem det hårde materiale og den næsten silkebløde overflade. 

   En æstetisk 'blending'-oplevelse.

   Jeg kan ikke finde videnskabeligt belæg for det, men mon ikke disse nydelsesfulde berøringer har udløst små udladninger af lykkehormonet oxytocin.

 

Da vi i mellemskolen og i gymnasiet havde geologi, blev min interesse drejet fra forarbejdede stenredskaber fra de ældste tider, til naturlige sten - mineraler - som man kunne finde ved stranden - eller på udvalgte steder fx på Bornholm eller ved Møns Klint.

   Min interesse blev så stærk at jeg så sent som i slutningen af 2. G. var med en kammerat på selvorganiseret geologisk cykelferie på Bornholm. Jeg var på det tidspunkt stærkt overbevist om at det var geologi jeg ville studere senere hen.

   Det blev det så ikke. Mit et år lange ophold som udvekslingsstudent i USA ændrede mine interesser så meget at valget da jeg blev student stod mellem at blive noget kunstnerisk a la kunstmaler eller arkitekt - eller at studere til cand. klog inden for området litteratur, sprog og historie.

   Det sidste vandt.

Men min fascination ved sten forsvandt ikke helt.
   Jeg har et samler-gen som der aldrig helt kan slukkes for. Og jeg tror der findes en mental tilstand der kan kaldes 'collectors high' som man godt kan blive en smule afhængig af fordi det at finde ting til samlingen, udløser dopamin i hjernens belønningssystem (se tidligere blogindlæg).
   Der findes også en sygelig form: samlermani - 'compulsive hoarding'.
   Det er ikke det jeg skriver om her, det er den kreative form der har med lyst, spænding og belønning at gøre. En mild form for æstetisk afhængighed.

 
Familien var begyndt at holde sommerferie ved Vesterhavet, og når man gik på stranden i vandkanten, kunne man finde meget smukt farvede og mønstrede rundslebne sten.

   Når de var våde, var de særligt flotte, men når det var tørre mistede de det meste af de smukke farver. Deres farvespil kunne de få tilbage hvis man gned dem ind i margarine, eller hvis man gik med en portion af dem i lommen i længere tid. Fandt jeg ud af.

  Jeg fik efterhånden en større og større samling af disse stenskønheder, men måtte konstatere at glansen aldrig holdt ved i længere tid. De skulle gnides ind i fedtstof igen og igen. Og det blev man træt af.

Det var især 3 typer sten jeg efterhånden fandt ud af var de mest fascinerende at finde og samle:

   1) Mørkegrønne, sortgrønne sten med lyse grå og grågule striber, pletter og marmoreringer. Stenarten kaldes hornblende og kan findes i store knolde i mulden i Vestjylland, men findes også som et af grundmineralerne i granit. De var meget glatte og hårde fra starten - og rare at røre ved og have i lommen.

   2) Meget kulørte sten - med farveblandinger af sort, grøn, rød, okker - som kommer fra granit og gnejs, de stenarter som det skandinaviske grundfjeld i Norge og Sverige består af, og som er sammensat af mineralerne feldspat, kvarts og glimmer plus mørke mineraler som hornblende og biotit.

   3) Sten med en rødlig, brunlig eller mørkegrålig tæt grundfarve og med markante indlagte rombeformede eller runde lyse 'strøkorn'. Det er de såkaldt 'ledeblokke' som indlandsisen har bragt med sig til Danmark fra forskellige afgrænsede lokaliteter i Skandinavien. De har alle forskellige navne med "porfyr" som slutstavelser: 'rombeporfyr', 'østersøkvartsporfyr', "påskallavikporfyr", m.fl.

Langt senere kom en fjerde type sten som jeg syntes var spændende: flintesten fra Stevns klint og Møns klint. Især i den form som kaldes kugleflint, og som kan findes bl.a. ved Ulfshale på Møn, hvor de har ligget og slebet sig kuglerunde i brændingen gennem hundredtusinder af år.

Jeg havde mine smukke sten liggende spredt rundt omkring i forskellige poser og skuffer, uden særlig systematik. Og da de blev grålige og kedelige og mistede både glans og farver, gik der nogle år hvor interessen stort set var gået i dvale. 

   Et besøg i en ravbutik i Lønstrup en sommer genoplivede min interesse. Butikken havde ikke bare smukt slebne ravsmykker til salg, men også slebne smykker lavet af hornblende - smykker som lignede de meget glatte mørkegrønne lysmarmorerede sten jeg i årevis havde samlet.

   Jeg anskaffede mig en stenslibemaskine, slibepulver og hvad der ellers skulle til af tilbehør. Og sleb alle de sten jeg i årenes løb havde gemt, både dem af hornblende, af granit, porfyrrene og flintestenene.

   Det tog vel sammenlagt tre-fire måneder at få dem alle slebet og lagt i forskellige kurve, alt efter type og størrelse. Sådan:

Det meste af min samling af smukke slebne sten

Granit/gnejs

Hornblende-sten

Porfyr-ledeblokke

Slebet kugleflint, en uslebet kugle og et slebet forstenet søpindsvin

Betragtet enkeltvis er de slebne sten for mig som smukke abstrakte miniaturemalerier. Og dem jeg er mest glad for, er hornblende-stenene:

Men også mange af granit/gnejs-stenene er fascinerende med deres brogede farvespil:

Min særlige fascination ved porfyr-ledeblokkene stammer tilbage fra min gymnasiedrøm om at blive geolog, og jeg husker stadig den aha-oplevelse jeg fik den gang ved at kunne bestemme fra hvilke lokaliteter i Skandinavien istidens bevægelige iskappe havde ført dem til Danmark:

Og senest i min stensamlende periode opdagede jeg hvor smukke abstrakte stenmalerier der kan komme ud af at slibe kedelige flinteknolde:

Stadigvæk når jeg tager samlingen frem og holder enkelte sten i hånden og lægger dem ud på boret (som  jeg gjorde i forbindelse med fotograferingen til dette indlæg) genoplever jeg den kreative glæde fra den gang jeg søgte og fandt smukke sten på stranden. 

   

Jeg har aldrig forbundet nogen form for symbolsk overtro med de forskellige slags sten, overtro som ellers er vidt udbredt inden for new-age-kulturen.

   Men se så alligevel hvad en søgning på nettet fortæller om netop de stens symbolske betydning som jeg altid har holdt mest af: de marmorerede hornblende-sten

Hornblende-marmor: Øger de kreative evner der har forbindelse med hjertet,
forstærker de kunstneriske evner og muligheder for at kunne udtrykke sig.
Lærer os at se og høre med hjertet og skabe værdifulde venskaber og forbindelser.

SERENDIPITET!