Akvarelmaleriets mysterier (54) - efterdønninger fra et kursus

I det foregåend indlæg i serien om akvarelmaleriets mysterier fortalte jeg om og viste akvarellerne fra et kursus i Syditalien med Ane Grethe Aagaard. 

   Ugen efter hjemkomsten tog vi i sommerhus som vi plejer - et ophold som er planlagt til at slutte midt i september. Og jeg har traditionen tro taget hele akvareludstyret med. 

  Planen var at prøve at male billeder uden referencefotos fra virkeligheden, men med inspiration fra akvareller på nettet eller fra lærebøger i akvarel.

  Jeg kalder dem "træningsakvareller" fordi der ikke er nogen anden anledning til at jeg maler dem, end den at jeg vil øve mig på noget der ikke er bundet af et foto som referencebillede.

  Her er høsten indtil videre:

Egenproduktion: "Gyldent landskab"

Inspiration: En akvarel fra en lærebog der instruktivt viser faserne: Først maler du sådan, derefter sådan, derefter sådan.

   Det der tiltrak mig her, var at både landskab og himmel blev malet i okker der fik lov til at "flyde". Derefter en grå blandet af en cobolt og en mørk jordfarve, husker ikke hvilken. 

   Altså kun to farver, og udnyttelsen af den mørke farve til kontrast og kontur og til at mørkne den okkerfarvede jord med. 

   For mig er det usædvanligt at male en mørk mellemgrund, og måske skulle man have malet flere og mørkere græstuer i forgrunden.

Egenproduktion: "Koldt bjerglandskab".

Jeg har et par gange før prøvet at male bjerge, uden at jeg selv syntes det er blevet særligt vellykket. 

   Det her har en også akvarel med et motiv i en lærebog som inspiration. 

Jeg arbejde i den her akvarel næsten monokromt, idet jeg blot kommer mere og mere jordfarve i det blå. 

   Jeg udnytter umalede - altså 'hvide' partier til at angive sne, og prøver at styre dybdeperspektivet ved at male baggrunden med relativt tynde farver, og så gør jeg  bjergene og klipperne mørkere jo længere frem mod forgrunden vi kommer.     Til sidst tegner jeg konturlinjer med tusch i forgrunden og til lige at markere kanterne af bjergene.  

   Er nogenlunde tilfreds.

Egenproduktion: "Hav med sten, pæle og måger"

Uden inspirationsakvarel som forbillede.

   Et billede hvor jeg  lader en stor del af himmelen stå umalet, og hvor jeg maler havet uden bølger med flere farver der får lov til at flyde sammen, og med hvide umalede striber. 

   Utilfreds med mågen på pælen, som ikke ligner en måge, og med at pælene ikke er gjort tynder jo længere i baggrunden de står, hvilket forstyrre oplevelsen af dybdeperspektivet.

Egenproduktion: "Blad der tænker på vinter"

 'Visnende blade'. Med inspiration fra lærebog i akvarel.

    Fidusen er her at lære at lade flere farver flyde over i hinanden. Altså totalt vådt-i-vådt.

   Bladene skal være lyse i kanten. Det opnår jeg ved at lægge de stærkere farver et stykke inde fra bladets kant, og derefter male med rent vand ude i kanten så det fortynder farven.

   Til sidst er der lagt kontrastgivende skygger ind der hvor et blad dækker over noget af et underliggende blad.

    Ribberne har jeg lavet ved hjælp afmaskningsgummi.

    Den gråblå baggrund skulle generelt have været malet mørkere - lige  så mørkt som det felt der er malet lige neden under de nederste blade.

Egenproduktion: "Hurtigt landskab med buske"

Irriteret på mig selv prøver jeg noget helt andet - uden inspiration. Og også uden plan.

    Jeg tager den største af de flade pensler jeg har, kører den et par gange hen over himmelen øverst i billedet. Lidt a la Harald Henriksens træsnit,  og lidt japansk inspireret.

    Derefter maler jeg bakker ved at trække kanten af penslen hen over papiret med hurtige strøg i forskellige farver som jeg blander ret tyndt på paletten.

   Jeg drypper en grå farve i pletter hen over nogle af bakke-kanterne. 

   Med tusch tegner jeg så 'træer'/'buske' med mange forgreninger inden i de grå felter.

   Det skulle jeg ikke have gjort. 

   Jeg skulle have ladet landskabet stå nøgent og rent - uden 'buske'.

   Fruen er stærkt uenig.

Akvareller af en yngre akvarelmaler ved navn Uffe Boesen har jeg i længere tid haft liggende i en mappe på computerens skrivebord. 

   Jeg downloadede dem fordi jeg syntes han kunne male akvarel på en måde som jeg oplevede var inspirerende - og som slet ikke lignede det jeg i forvejen kunne.

   Jeg husker ikke hvornår jeg opdagede hans billeder, men jeg tror det er mere end et år siden.

   Så dukkede han og et af hans billeder op i en mail fra Akvarelkredsen med et tilbud om et en-dags kursus i starten af september.

   Så det har vi - fruen og jeg - meldt os til.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.

Det inspirerede mig til den her akvarel, som jo udnytter det samme. Først lyst og flydende, derefter lidt mørkere men tågede konturer, til sidst mørke skarpe træstammer med grene i forgrunden.

Egenproduktion: "Når lyset bryder frem"

Jeg er utilfreds med følgende: stammerne og skovbunden i forgrunden er slet ikke sorte nok.

    Og skovbunden har alt få få lyse pletterm så den bliver 'mudret'. Og den virker forkert fordi jeg her har malet vådt i tørt.

    Jeg bliver også klar over at den er gal med perspektivet. Træerne i forgrunden skulle ikke vær vist med toppen inden for billedrammen.

Næste akvarel er malet uden inspiration fra andre, men er med et motiv jeg har dyrket også da jeg var ung. Og i tidligere akvareller: et ubestemmeligt landskab i måneskin:

Egenproduktion: "Landskab i månelskin I"

Det er jeg ikke tilfreds med overhovedet. 

   Himlen er mislykkedes, og månen som jeg havde afmasket med gummi, ser helt forkert ud, fordi jeg har afmasket med runde strøg så der bliver runde mørke linjer inden i det hvide når den gnubbes af.

   Og bjergene i baggrunden toner lyst ud for neden, hvor det skulle være omvendt.

Men så trækker jeg på tidligere erfaringer og tricks: Det her er jo så bare 'baggrund' som behøver en forgrund til at fokusere opmærksomheden:

   Mørkt profileret træ med grene uden blade i forgrunden i den venstre side, og grene der kommer ned foran månen fra  højre side. 

   Sten i forgrunden til  højre og fugle på himlen.

   Endvidere maler jeg mørke skygger under de hvide felter i havet, så de fremtræder som  bølger.

Egenproduktion: "Landskab i måneskin II"

Og så gør jeg noget der er helt i skoven: Maler røde kirsebærblomster ind i grenene til højre:

Egenproduktion: "Landskab i måneskin III"

Når jeg skriver det er "helt i skoven", er det ikke bare en plat vittighed, så er det fordi blomsterne skulle være lige så sorte som træerne, da de jo ses i modlyset fra månen. 

   Det kunne naturligvis løses ved at male dem over med den samme sortblå farve som træerne.

Det sidste billede i denne omgang som også er uden inspirerende forbilleder, er også totalt mislykket.

   Mudret forgrund (som set tidligere).

   Og en himmel med alt for stærke røde og gule farver.

   Og en elv som ikke ligner en elv.

Egenproduktion: "Landskab med flod"

Hvad har jeg så lært?

    At jeg ikke kan male akvarel 'frit' ud af hovedet - uden en 'plan' som enten er bestemt af 'lejligheden' (som fx gravhunde-serien, eller drage-serien, eller dompap-serien), eller som er defineret gennem den akvarel som jeg er blevet inspireret af, og hvis proces jeg stort set kan aflæse ved at analysere det.

   Og så har jeg stadig store problemer med at male vådt-i-vådt. Det ender altid med at blive vådt-i-tørt; igen fordi jeg ikke har planlagt det og derfor ikke på forhånd har de farveblandinger klar som jeg skal bruge.

   Det kan kurset med Uffe Boesen forhåbentlig gøre noget ved.

Dyr vs mennesker - hvor meget har vi tilfælles når det gælder intelligens, følelser og opfindsomhed?

Man kan tale om 'kreativitet' i to betydninger:

   Dels som et kompleks af egenskaber som kendetegner blandt andet mennesket som dyreart i kraft af vores opfindsomhed til at løse problemer som vi ikke har mødt før - ved hjælp af  redskaber eller brug af ild eller billeder eller sprog. 

   Dels som som et kompleks af særlige egenskaber som enkeltpersoner kan have i varierende omfang og styrke: som evnen til at tænke nyt og grænseoverskridende, gøre opfindelser og videnskabelig opdagelser, skabe unik musik, billedkunst, litteratur, etc. 

Mange dyrearter er kreative i den første betydning, enkelte dyr kan også være det i den sidste. 

En artikel i Information i lørdags aktiverede spørgsmålet for mig. Den havde oveerskriften:

Dyrs indre liv er dybere, end vi tror

Og var skrevet af journalist Christian Bennike.

På forsiden af avisen er der et forskræp med et stort billede af en flot ravn. Her er overskriften:

Undervurderer vi hende her? 

Jeg bliver en smule provokeret, for jeg har længe troet at dyr ligner mennesker "meget mere end vi tror". Faktisk for alvor lige siden jeg begyndte at sætte mig ind i den moderne hjerneforskning for godt fem år siden.

      Så jeg føler mig ikke truffet, og er ikke overrasket over artiklens indhold.

      Men spørgsmålet er vigtigt, på linje med spørgsmålet på Galilæis tid om det var solen der cirkulerede om jorden som centrum, eller omvendt: om jorden cirkulerede om solen som centrum. 

Men jeg har også altid holdt af dyr - lige siden jeg var barn hvor min far introducerede mange forskellige dyr i hjemmet og dets omgivelser. 

   Vi holdt høns, duer, kalkuner udendørs. Og havde en græsk landskildpadde gående frit i mange, mange år indendørs. Vi havde også papegøjer og undulater og nymfeparakitter, hamstere og marsvin.

   Som voksen har jeg også haft nymfeparakitter, akvariefisk og ikke mindst - katte. 

   Jeg har nydt og elsket at se på dyrene, at iagttage hvordan de bevæger sig, svømmer eller flyver, at høre de lyde de naturligt udstiller, at se deres samspil med artsfæller og andre dyr. Og ikke mindst at opleve deres mangeartede samspil med de mennesker som har holdt dem - forhold som altid er gensidige så man kan diskutere om det er os der gør dem tamme, eller det er dem der gør os tamme.

  At dyr har følelser som langt hen ad vejen ligner vores, har jeg altid ment. Og bliver bekræftet dagligt af omgangen med vores store røde skovkat Fister. Fx følelsen af nydelse og velvære:

Jeg læste som ung nogle bøger som min dyre- og naturinteresserede far havde købt, skrevet af den østrigske dyrepsykolog og filosof Konrad Lorenz. Heri beskrev han en masse forsøg, eksperiment og oplevelser med dyr (fx grågæs og alliker) der førte til spændende teorier om dyrs adfærd med afsæt i Darwins biologisk evolutionsteori. 

   Dels gav hans skrifter mig en dybere forståelse af de dyrs adfærd vi var omgivet af, og dels lærte de mig at mennesker ligner dyr meget mere end vi tror.

   Især husker jeg at jeg der blev introduceret til begrebet prægning (eng. 'imprinting'). 

   Wikipedia:

Lorenz studied instinctive behavior in animals, especially in greylag geese and jackdaws. Working with geese, he investigated the principle of imprinting, the process by which some nidifugous birds (i.e. birds that leave their nest early) bond instinctively with the first moving object that they see within the first hours of hatching.

'Prægnings-mekanismen er instinktiv - og altså netop ikke udtryk for dyrenes kreativitet, men nok for naturens uendelig opfindsomhed når det gælder om at udvikle instinktiv adfærd der kan bidrage til at sikre en dyrearts overlevelse i konkurrence med andre.

   Vi oplever selv hvordan prægningen fungerer i naturen når vi i vore sø hver sommer oplever blishøns svømme og gå rundt med deres blishønsekyllinger i hælene.  

Men det var de senere års enorme udvikling inden for hjerneforskningen der for alvor overbeviste mig om at dyr i almindelighed og nogle særlige dyr i særdeleshed, ligner os mennesker så meget at det er svært at begrunde den behandling af fx de dyr vi spiser, udsættes for i landbrugsproduktionen. 

'Spejlneuroner' er et eksempel. Det er særlige nerveceller i hjernen som gør det muligt for os at forstå intentionen i andre menneskers og dyrs handlinger uden at tænke over det, idet de aktiveres både når vi selv udføre en målrettet handling og når vi ser andre (dyr eller mennesker) udføre den handling. 

   Man antager at spejlneuroner er afgørende for at mennesker kan opleve empati i forhold til andre mennesker. Og at de også er en forudsætning for at vi kan lære sprog gennem imitation.

   Og de findes ikke bare i hjernen hos mannesker, men også hos aber og fugle. Hos fuglene aktiveres de både når en fugl selv synger, og når den hører en anden fugl af samme art synge. 

   Man antager at det er spejlneuronerne i hjernen som gør det muligt for fugle at lære sang fra forældrene gennem imitation. 

   Det er sikkert også dem der gør det muligt for visse fugle - fx papegøjer - at efterligne menneskestemmer.

  

Man mener også at hundes og delfiners hjerne har spejlneuroner.

Fugles intelligens er et andet eksempel: 

   I mange år troede man at det var umuligt at fugle kunne være særligt intelligente og kreative, fordi deres hjerner var så små. Men ny helt ny forskning har viste at fugles hjerner har flere neuroner pr kubikenhed end pattedyr - og altså  end os mennesker.

Og bløddyr - uden skellet - som blæksprutter troede man i mange år var meget primitive da de jo i dyrenes udviklingshistorie ligger meget tidligt. 

   Men nej, de store blæksprutter er muligvis lige så intelligente som menneskeaber.

   Her et citat fra en artikel i videnskab.dk om et projekt der skal undersøge hvor intelligente blæksprutter er:

»Vi havde engang en blæksprutte, der kunne åbne ølflasker,« fortæller Anders Kofoed.

   Han er biolog på Danmarks Akvarium, og sammen med sine kollegaer er han ved at udvikle et forsøgsprojekt med akvariets blæksprutter eller cephalopoda, som blæksprutterne også hedder.

   Projektet sætter fokus på blæksprutterne, fordi de tilhører havets absolutte elite, når det gælder intelligens. Deres hjerne og centralnervesystem er så udviklet, at flere forskere sammenligner dem med rotter, hunde og endda aber. Man regner faktisk med, at blæksprutterne er verdens mest intelligente hvirvelløse dyr, for selv om de sjældent bliver mere end tre år gamle, kan de nå at lære imponerende meget.

   Den sprutte, som Anders Kofoed taler om, kunne både åbne syltetøjsglas, colaflasker og endda ølflasker. Efter nogle mislykkede forsøg med at skrue kapslen af ølflaskerne, som den ellers gjorde med colaerne, fandt denne superintelligente cephalopoda altså ud af at tage fat og hive ølkapslen af med sugekopperne.

Se mere i Wikipedias artikel om 'cephalopod inteligence' hvor det blandt andet fremgår at blæksprutter kan bruge redskaber:

https://en.wikipedia.org/wiki/Cephalopod_intelligence

Her er et link til en artikel der opregner alle de overraskende kreative egenskaber som blæksprutter har:

http://scienceblogs.com/developingintelligence/2007/04/05/platformindependent-intelligen/

Artiklen i Information understreger hvordan udforskningen af både dyrs og menneskers hjerner og adfærd, gør at vi opdager flere og flere lighedspunkter, og at den afgrundsdybe forskel man i gamle dage opfattede der var mellem mennesker og andre dyre, hurtigt bliver mindre og mindre jo mere viden man får:

»Lige nu ser vi to kurver, der nærmer sig hinanden – mennesker og dyr mødes,« siger Mathias Osvath, som er kognitiv zoolog på Universitetet i Lund, hvor han studerer ravne og chimpanser.

   »Jo mere vi studerer menneskelig tænkning, jo mere opdager vi, at det bygger på simple underliggende mekanisme.

   Og jo mere vi studerer dyr, jo mere bliver vi klar over, at de er mere komplekse, end vi troede.«

Artiklen i Information fremhæver blandt andet ravnene (og dermed ravnefuglene) for deres evn til at planlægge og udøve selvkontrol over for umiddelbare fristelser:

Ravne er blevet det nye sort inden for forskning i dyreadfærd. Ikke nok med at de mytiske fugle har social kultur, bruger redskaber og genkender menneskeansigter i årevis, de udviser også en bemærkelsesværdig grad af selvkontrol og kan takke nej til mad her og nu, hvis de får en større belønning senere – de er faktisk langt bedre til det end 4-årige menneskebørn. De lægger også planer for fremtiden, noget man længe troede var en unik menneskelig evne.

   »Deres hjerner minder på mange måder om vores. Der er naturligvis forskelle, for de har ikke et sprog, og derfor er det svært at planlægge pension og ting, som kræver koncepter, men evne til at planlægge som sådan har de,« siger Mathias Osvath.

Det samme finder man hos chimpanser der "både kan lære af fortiden og planlægge for fremtiden." 

Chimpanser planlægger også. Osvath har beskrevet, hvordan chimpansen Santino fra Furuvik Zoo i Sverige, samler små bunker af sten og gemmer dem rundt omkring i buret for at kunne kaste dem på irriterende besøgende. Det viser, at Santino både kan lære af fortiden og lægge planer for fremtiden.

En af de helt grundlæggende egenskaber ved menneskehjernen er at den normalt udvikler det man kalder 'Theory of Mind' (forkortet ToM) - altså en forestilling om at et andet menneske vi møder har en bevidsthed om omverdenen som ligner vores egen, men som samtidig ser på verden (og en selv) ud fra et andet perspektiv. 

   Wikipedia:

Theory of Mind is the ability to attribute mental states — beliefs, intents, desires, pretending,knowledge, etc. — to oneself and others and to understand that others have beliefs, desires, intentions, and perspectives that are different from one's own.

Man har konstateret at en række dyr besidder ToM, blandt andre papegøjer, ravne, aber, elefanter og delfiner – og muligvis også svin, hunde og geder.

Theory of Mind er en side af det mere generelle som kendetegner mennesket: 'at have selvbevidsthed'. 

   Det tester man typisk ved at male en rød plet i panden mens dyret er bedøvt, og så iagttager man om dyret når de ser sit spejlbillede, reagerer på den røde plet ved fx at gnubbe den væk.

Mange dyr er også selvbevidste. I 1970’erne malede psykologen Gordon Gallup en duftfri plet i panden på en række dyrearter for at undersøge, om de reagerede, når de så sig selv i et spejl – hvis de rørte ved pletten, måtte det betyde, at de kunne genkende sig selv, en evne menneskebørn udvikler i 2-års-alderen.   

Man har foreløbig fundet ud af at ud over mennesket, så har følgende dyrearter bestået denne spejltest for selvbevidsthed: indiske elefanter, menneskeaberne, delfiner, spækhuggere og husskaden.

En særlig form for bevis for at et dyr besidder 'Theory of mind', er hvis det er i stand til at snyde eller narre en artsfælle, som dette eksempel viser at chimpanser er:

Så er det følelseslivet. 

   Hvis man jævnligt eller dagligt omgås dyr, så kan man naturligvis ikke være i tvivl om at dyr har følelser præcis ligesom mennesker: De kan føle glæde, smerte, vrede, angst, empati og sorg ligesom os.

   Men det er altså også noget forskerne har forsøgt at føre eksperimentelt bevis for:

Rotter ser ud til at spise mindre, hvis de skal trykke på en knap for at få mad, som samtidig giver andre rotter stød, og der er eksempler på delfiner, som redder mennesker og andre hvaler, som er kommet i havsnød.
   Elefanter ser ud til at sørge over deres døde, og forskellige aber giver afkald på føde for at hjælpe ikkefamiliemedlemmer med at spise, hvis de er i problemer. Det kan måske betegnes som empati. 

Den her video viser husskader som i flok forholder sig stærkt ophidset til en død artsfælle:

Havde det være en fugl af en anden art der lå død på vejen, ville de straks være begyndt at spise den.

I mange år har vi vidst i i hvert fald menneskeaberne bruger redskaber, men det er der mange andre dyr der også gør:

Krager tilhakker kviste og bruger dem til at fiske larver ud af små huller. Oddere bruger sten som hamre til at åbne muslinger, og chimpanser slås med køller og indsamler vand med svampede blade (nogle forskere mener ligefrem, at chimpansernes værktøjskasser overgår de tidligste menneskers redskaber, som er fundet i Østafrika).

Listen er dog meget længere. Se Wikipedia her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Tool_use_by_animals

Mennesket er et dyr med den særlige egenskab at lade en stor del af sin sociale adfærd regulere af kulturelle normer som opfindes og udvikles i mindre grupper, som kan brede sig til større gennem imitation, og som kan videregives fra generation til generation gennem en form for læring.

   Men også den egenskab viser det sig at vi må dele med andre dyr. 

   Wikipedia skriver:

Animal culture describes the current theory of cultural learning in non-human animals through socially transmitted behaviors. The question as to the existence of culture in non-human societies has been a contentious subject for decades, much due to the inexistence of a concise definition for culture. However, many leading scientists agree on culture being defined as a process, rather than an end product. This process, most agree, involves the social transmittance of a novel behavior, both among peers and between generations. This behavior is shared by a group of animals, but not necessarily between separate groups of the same species.

Kultur i den definition kan findes hos menneskeaber og hvaler, men muligvis også hos nogle fugle.

Hvorfor er det så vigtigt at konstaterer at vi og dyrene ligner hinanden meget mere end vi en gang gik og troede?

Det er klart at det influere på vores krav til dyrevelfærd, og til de forhold som vi tillader fx svine-, mink-, kyllinge- og ægproducenter at holde deres dyr under.

   Nogle kan bruge den viden som argument for at blive vegetarer: De kan ligefrem opleve det som en slags kannibalisme at spise kød af slagtede dyr.

   Selv synes jeg det er vigtig viden til at forstå menneskets natur generelt og til at få dybere indsigt i egne 'naturlige' reaktioner.

Hjemme hos Wilhelm Hammershøi - og udendørs med Harald Henriksen - hænger de sammen?

Igen blev jeg mindet om den sære fascination der ligger i billeder af kvinder med bortvendte ansigter - set helt eller delvist fra nakken.

   Fruen og jeg besøgte Vilhelm Hammershøi-udstillingen på Ordrupgaard der har fået titlen "Hjemme hos Hammershøi" for nogle dage siden.

  Her et af de mange malerier fra lejligheden Strandgade 30 på Christianshavn hvor vi ser hans unge kone Ida som en del af de lidt drømmeagtige interiørbilleder som er udstillingens fokus:

Det er jo klart at vi ikke skal interesser os for hvordan hun har det, hendes ansigtsudtryk, hendes følelser. Hun er en rekvisit med et helt særligt udtryk: 'Det bortvendte'!

   Jeg har tidligere skrevet om dette særlige kvindemotiv som genfindes hos mange kunstnere:

Trine Søndergaard: Guldnakke

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html

Ida er i næsten alle malerierne ikke egentlig hovedperson, men en del af et stramt komponeret og tydeligt iscene- og lys-sat interiør hvori indgår møbler, døre, vinduer, billeder på vægge - og ikke mindst lysstråler gennem vinduer - i uendelige variationer og kombinationer.

Farveskalaen er meget begrænset: mest varianter inden for et gråt spektrum -  og billederne nærmer sig det monokrone.
   Oliemaleteknikken giver alle de linjemæssigt stramt veldefinerede elementer en svagt udvisket - en tåget kontur. 

   I kompositionen fungerer Ida-figuren som blød og rund kontrast til de kantede rektangulære former der ellers definerer billedet: døre og dørfyldninger, vinduer og vinduessprosser, rammer om stik, etc.

 

Man kan måske sige at det egentlig er lyset der er hovedpersonen i billederne, og at elementerne i billederne er placeret og sammensat på en måde så de fremhæver lyset og giver det de bedste betingelser for - ja, at lyse op - i dunkelheden og give kontrast, kontur, dybde og identitet til rummet:

   

Hammershøi skriver selv ...

Det. der får mig til at vælge et motiv, er linjerne i det, jeg vil kalde arkitektonisk holdning i billederne. Og lyset naturligvis. Det har naturligvis også meget at sige, men linjerne det er næsten det jeg holder mest af. Farverne er vel ikke underordnet, det er mig ikke ligegyldigt, hvordan det ser ud i farver, jeg arbejder meget med at få det harmonisk. Men når jeg vælger et motiv, synes jeg, det først og fremmest er linjerne jeg ser på.

Det kan jeg, som ren amatør, faktisk godt genkende og identificere mig med.

Wilhelm Hammershøi blev allerede af sin samtid kaldt 'den nordiske Vermeer'. Og det forstår man godt:

Vermeer: Mælekpigen, 1658

Og man kan heller ikke være i tvivl om at Hammershøi direkte var påvirket - inspireret - af Vermeer:

Vermeer: Kvinde som læser et brev, 1662

Vilhelm Hammershøi: Interiør med læsende kvinde, 1908

Jeg kan også, som en ren association, koble ham sammen med den amerikanske, men små 20 år yngre maler Edward Hopper:

Edward Hopper: Nighthawks, 1942

Når Hammershøi ovenfor fremhæver linjerne som det i motivet der først optager ham, så er det indlysende at det klassiske linearperspektiv (Eckersberg!) er helt afgørende for billedernes komposition.

   Det gennemgående perspektiv i hans billeder er centralperspektivet med et enkelt forsvindingspunkt, som oftest lagt nogenlunde midt i billedet, hvilket indebærer at bagvægge, med tilhørende døre, panelfyldninger og vinduer bliver 'planparalelle' med lærredets kanter:

Men forsvindingspunktet kan også ofte være forskudt ud mod en af siderne af billedet, og når Ida er med i billedet, vender hun ansigtet mod den side af billedet som forsvindingspunktet er placeret i: 

I enkelte billeder udnytter Hammershøi en variant af linearperspektivet med to forsvindingspunkter, hvilket betyder at alle rektangler får rombeform (= alle vinkler er plus eller minus 90 grader), og billedet får 'dybedeperspektiv':

Hammershøi er jo ikke modernist - hans forankring er i Guldaldermaleriets tradition som går tilbage til Eckersberg. 

   Ligesom Harald Henriksen er det, ham som jeg samler på og har skrevet mange indlæg om.

    Men ikke desto mindre lykkedes det Vilhelm Hammershøi  med sin særlige lidt slørende maleteknik, det næsten monokrone farvevalg og de minimalistisk udstyrede og lys-satte indendørs scenarier, at give alle sine billeder et skær af fremmedgørende og mentalt distancerende mystik, så man måske, hvis han skal sættes i kunsthistorisk bås, kan kategorisere ham som en slags 'symbolist' (som Munch, Willumsen og Gaugin).

Jeg er sikker på at Otto Frello, som jeg tidligere har skrevet begejstret om, har været meget inspireret af Hammershøi:

Otto Frello

Næste skridt:

   Wilhelms 10 år yngre lillebror Svend Hammershøi er ellers mest kendt for sin keramik. 

   Men han var også kunstmaler - med hang til arkitektur som motiv. Med  'gamle' imposante bygningsværker set udefra og på afstand - og næsten altid set gennem et gitter eller netværk - nogle mystiske træer og trækroner profileret mørkt i forgrunden:

Det dystre og dunke udtryk har han til fælles med storebroderen, men altså i form af eksteriør-motiver. 

Næste skridt:

   Profilerende mørke træer i forgrunden og tågede ældre bygninger i baggrunden, netop den visuelle motiviske tænkning genkender jeg imidlertid også i mange af Harald Henriksens malerier: 

O47. Nedenfor Frederiksberg Slot, 1935. Olie på lærred 69 x 80 cm

O48 Frederiksberg Have 1935. Olie på lærred 67 x 95 cm

Næste skridt:

   Og når vi nu er kommet udendørs - og befinder os i København, så giver det mig et fint afsæt til at udstille og fortælle om min seneste Harald Henriksen-anskaffelse - et regulært fund som altså endnu ikke er nået at komme med og blive vist på hans hjemmeside. 

   Den her akvarel er fra 1953:

Harald Henriksen: Nytorv og Gammeltorv. 1953

Det er et af Harald Henriksens 'city-scapes' - bybilleder som jeg efterhånden beundrer lige så meget som hans landskabs-akvareller og -træsnit. 

   Og som der jo ikke er så mange af som dem fra landet, selv om han boede på Frederiksberg hele sit voksne kunstnerliv.

   

I den her store akvarel oplever vi Nytorv og Gammeltorv - set fra udkanten af Nytorv og med udsigt til Nørregade og bagved: Vor Frue Kirke.

   Faktisk må synsvinklen være bestemt af en position lige i nærheden af en restaurant jeg mange gange i mine yngre dage har besøgt: Cafe Nytorv!

   

Billedet demonstrerer at Harald Henriksen er suveræn til i sine akvareller at 'modellere' med lys og skygge i udendørs bymiljøer - som man også kan se i et af de andre city-scapes jeg har fundet: et view fra Vesterbrogade ind mod Rådhuspladsen, fra 1947:

A163a Vesterbrogade, ca. 1947. Akvarel 38 x 52 cm

Begge billeder er jo malet med 'vandfarver' på noget ret tyndt og nærmest kardusagtigt papir, en papirkvalitet som ville udelukke én fra et hvilken som helst akvarelkursus for amatører i vore dage hvor kravet er syrefrit papir lavet af bomuld og en vægt på mindst 300 g pr. kvadratmeter.

   Derfor er de områder i billedet som oprindelig var hvidt (= umalet papir), de er nu gulnede. Og der skal ikke meget til før billederne også har fået bølger af fugt i kanterne.

   Men det fantastiske er stadig at man simpelt hen ved at studere billedet og fokusere på akvarelfarvernes styrke og kvaliteter i motivet,  kan aflæse Harald Henriksens arbejds- og male-proces skridt for skridt. 

Men der er et mysterium i det motiv 'Nytorv-Gammeltorve' som fremstilles i mit nye fund.

   For lige så snart jeg ser billedet, tænker jeg at det har han da malet før; er det her mon en kopi?

   Ja, sådan ser det ud, på en måde.   

   Går man ind i akvareldelen af den hjemmeside som sønnen Hans har skabt, finder man denne fine vinter-akvarel:

A 082. Nytorv og Gammeltorv, ca. 1938. Akvarel 35 x 49 cm

Og sammenlign så lige med mit nye 'fund':

Nytorv og Gammeltorv, 1953. Akvarel

Med forbehold for den fototekniske kvaltiet, så er det jo simpelthen sommerudgaven af det samme billede som han malede omkring 1938.

    Altså, vi har det samme motiv i hhv. vinter- og sommerudgave, men det sidste malet 15 år senere.

    Og ifølge sønnen er det mest sandsynlige at maleren godt har kunnet lide motivet, og derfor simpelt hen har sat sig samme sted de mange år senere og malet det igen. 

    

At male to versioner af det samme motiv - en sommer- og en vinterudgave, er noget Harald Henriksen har praktiseret tidligere, som her med Trinitatis kirke som centralt motiv i bylandskabet:

Akvarel, ca. 1940

Akvarel, ca. 1940

Harald Henriksen har ikke fine fornemmelser hvad angår genbrug af  egne motiver. Faktisk har jeg på fornemmelsen at han egentlig - ligesom Vilhelm Hammershøi - nyder at 'udforske' de maleriske muligheder i variationer over det samme motiviske tema.

    Fx er der her to træsnit hvor han har genbrugt - og spejlvendt - en af de udskårne plader til forgrunden i begge billeder, men så har han snittet en ny plade til fornyelse af baggrunden:

Træsnit, 1930

Træsnit, 1930

Eller han kan finde på at transponere motivet i et maleri til en træsnitversion, som her en trappe med en allé af træer som baggrund - fra Frederiksberg have:

Oliemaleri, 1930

Træsnit, 1930

Og her samme motiv fra Roskilde Domkirkeplads i hhv. oliemaleri- og træsnitudgaven:

Oliemaleri

Træsnit

Her et charmerende vinter-eksteriør i hhv. akvarel- og træsnit-udgaven:

Akvarel

Træsnit

Motivet er så også genbrugt endnu en gang på denne unikavase som han udsmykkede på Den kongelige porcelænsfabrik:

Unikavase

Det nærmest sammenlignelige billede i akvarel jeg kan finde på hjemmesiden der i stil ligger tæt op af mit nye 'fund', er dette fra Harald Henriksens besøg i Firenze året efter:

Akvarel, 1954

Igen arbejder han her meget bevidst med kontrasten mellem lys og skygge, men lyset er henholdsvis 'nordisk' og 'sydlandsk' i de to billeder.

Men der er også nogle billeder, især træsnit, hvor jeg oplever en overensstemmelse i visuel tænkning (og symbolistisk undertekst) med Svend Hammershøis tidlige malerier: 

   Profilerede mørke (og besjælede?) stammer i forgrunden, og gammel lidt tåget arkitektur i baggrunden:

Med Wilhelm Hammershøi deler Harald Henriksen forankringen i Guldalder traditionens fokus på det naturalistiske udtryk med dansk arkitektur og landskaber som motiver; endvidere deler han interessen for udforskningen af lys og skygge i sine billeder (og for udnyttelsen det "hvide" som udtryk); og de er også fælles om at dyrke og genbruge det samme motiv med variationer.

Jeg er ikke i tvivl om at Harald Henriksen har kendt Vilhelm Hammershøis billeder med motiverne fra Strandgade 30. 

   Men det nærmeste jeg kommer til at kunne dokumentere det, et disse to malerier:

A063. Udsigt fra et pakhusvindue i Strandgade, 1935. Akvarel 43,5 x 54 cm 

O09: Kunstnerens hustru læsende, 1919. Olie på lærred

For mig giver det mening at tænke de to gammel superartistiske herrer sammen, og belyse dem gennem hinanden. 

   Men om det 'holder', ved jeg ikke.