Sider

torsdag den 14. juli 2016

Hjemme hos Wilhelm Hammershøi - og udendørs med Harald Henriksen - hænger de sammen?

Igen blev jeg mindet om den sære fascination der ligger i billeder af kvinder med bortvendte ansigter - set helt eller delvist fra nakken.
   Fruen og jeg besøgte Vilhelm Hammershøi-udstillingen på Ordrupgaard der har fået titlen "Hjemme hos Hammershøi" for nogle dage siden.
  Her et af de mange malerier fra lejligheden Strandgade 30 på Christianshavn hvor vi ser hans unge kone Ida som en del af de lidt drømmeagtige interiørbilleder som er udstillingens fokus:


Det er jo klart at vi ikke skal interesser os for hvordan hun har det, hendes ansigtsudtryk, hendes følelser. Hun er en rekvisit med et helt særligt udtryk: 'Det bortvendte'!
   Jeg har tidligere skrevet om dette særlige kvindemotiv som genfindes hos mange kunstnere:

Trine Søndergaard: Guldnakke
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html
Ida er i næsten alle malerierne ikke egentlig hovedperson, men en del af et stramt komponeret og tydeligt iscene- og lys-sat interiør hvori indgår møbler, døre, vinduer, billeder på vægge - og ikke mindst lysstråler gennem vinduer - i uendelige variationer og kombinationer.


Farveskalaen er meget begrænset: mest varianter inden for et gråt spektrum -  og billederne nærmer sig det monokrone.
   Oliemaleteknikken giver alle de linjemæssigt stramt veldefinerede elementer en svagt udvisket - en tåget kontur. 
   I kompositionen fungerer Ida-figuren som blød og rund kontrast til de kantede rektangulære former der ellers definerer billedet: døre og dørfyldninger, vinduer og vinduessprosser, rammer om stik, etc.
 
Man kan måske sige at det egentlig er lyset der er hovedpersonen i billederne, og at elementerne i billederne er placeret og sammensat på en måde så de fremhæver lyset og giver det de bedste betingelser for - ja, at lyse op - i dunkelheden og give kontrast, kontur, dybde og identitet til rummet:
   

Hammershøi skriver selv ...
Det. der får mig til at vælge et motiv, er linjerne i det, jeg vil kalde arkitektonisk holdning i billederne. Og lyset naturligvis. Det har naturligvis også meget at sige, men linjerne det er næsten det jeg holder mest af. Farverne er vel ikke underordnet, det er mig ikke ligegyldigt, hvordan det ser ud i farver, jeg arbejder meget med at få det harmonisk. Men når jeg vælger et motiv, synes jeg, det først og fremmest er linjerne jeg ser på.
Det kan jeg, som ren amatør, faktisk godt genkende og identificere mig med.

Wilhelm Hammershøi blev allerede af sin samtid kaldt 'den nordiske Vermeer'. Og det forstår man godt:

Vermeer: Mælekpigen, 1658

Og man kan heller ikke være i tvivl om at Hammershøi direkte var påvirket - inspireret - af Vermeer:

Vermeer: Kvinde som læser et brev, 1662
Vilhelm Hammershøi: Interiør med læsende kvinde, 1908

Jeg kan også, som en ren association, koble ham sammen med den amerikanske, men små 20 år yngre maler Edward Hopper:

Edward Hopper: Nighthawks, 1942

Når Hammershøi ovenfor fremhæver linjerne som det i motivet der først optager ham, så er det indlysende at det klassiske linearperspektiv (Eckersberg!) er helt afgørende for billedernes komposition.
   Det gennemgående perspektiv i hans billeder er centralperspektivet med et enkelt forsvindingspunkt, som oftest lagt nogenlunde midt i billedet, hvilket indebærer at bagvægge, med tilhørende døre, panelfyldninger og vinduer bliver 'planparalelle' med lærredets kanter:


Men forsvindingspunktet kan også ofte være forskudt ud mod en af siderne af billedet, og når Ida er med i billedet, vender hun ansigtet mod den side af billedet som forsvindingspunktet er placeret i: 


I enkelte billeder udnytter Hammershøi en variant af linearperspektivet med to forsvindingspunkter, hvilket betyder at alle rektangler får rombeform (= alle vinkler er plus eller minus 90 grader), og billedet får 'dybedeperspektiv':


Hammershøi er jo ikke modernist - hans forankring er i Guldaldermaleriets tradition som går tilbage til Eckersberg. 
   Ligesom Harald Henriksen er det, ham som jeg samler på og har skrevet mange indlæg om.
    Men ikke desto mindre lykkedes det Vilhelm Hammershøi  med sin særlige lidt slørende maleteknik, det næsten monokrone farvevalg og de minimalistisk udstyrede og lys-satte indendørs scenarier, at give alle sine billeder et skær af fremmedgørende og mentalt distancerende mystik, så man måske, hvis han skal sættes i kunsthistorisk bås, kan kategorisere ham som en slags 'symbolist' (som Munch, Willumsen og Gaugin).

Jeg er sikker på at Otto Frello, som jeg tidligere har skrevet begejstret om, har været meget inspireret af Hammershøi:

Otto Frello
Næste skridt:
   Wilhelms 10 år yngre lillebror Svend Hammershøi er ellers mest kendt for sin keramik. 
   Men han var også kunstmaler - med hang til arkitektur som motiv. Med  'gamle' imposante bygningsværker set udefra og på afstand - og næsten altid set gennem et gitter eller netværk - nogle mystiske træer og trækroner profileret mørkt i forgrunden:


Det dystre og dunke udtryk har han til fælles med storebroderen, men altså i form af eksteriør-motiver. 

Næste skridt:
   Profilerende mørke træer i forgrunden og tågede ældre bygninger i baggrunden, netop den visuelle motiviske tænkning genkender jeg imidlertid også i mange af Harald Henriksens malerier: 

O47. Nedenfor Frederiksberg Slot, 1935. Olie på lærred 69 x 80 cm
O48 Frederiksberg Have 1935. Olie på lærred 67 x 95 cm


Næste skridt:
   Og når vi nu er kommet udendørs - og befinder os i København, så giver det mig et fint afsæt til at udstille og fortælle om min seneste Harald Henriksen-anskaffelse - et regulært fund som altså endnu ikke er nået at komme med og blive vist på hans hjemmeside. 
   Den her akvarel er fra 1953:

Harald Henriksen: Nytorv og Gammeltorv. 1953

Det er et af Harald Henriksens 'city-scapes' - bybilleder som jeg efterhånden beundrer lige så meget som hans landskabs-akvareller og -træsnit. 
   Og som der jo ikke er så mange af som dem fra landet, selv om han boede på Frederiksberg hele sit voksne kunstnerliv.
   
I den her store akvarel oplever vi Nytorv og Gammeltorv - set fra udkanten af Nytorv og med udsigt til Nørregade og bagved: Vor Frue Kirke.
   Faktisk må synsvinklen være bestemt af en position lige i nærheden af en restaurant jeg mange gange i mine yngre dage har besøgt: Cafe Nytorv!
   
Billedet demonstrerer at Harald Henriksen er suveræn til i sine akvareller at 'modellere' med lys og skygge i udendørs bymiljøer - som man også kan se i et af de andre city-scapes jeg har fundet: et view fra Vesterbrogade ind mod Rådhuspladsen, fra 1947:

A163a Vesterbrogade, ca. 1947. Akvarel 38 x 52 cm

Begge billeder er jo malet med 'vandfarver' på noget ret tyndt og nærmest kardusagtigt papir, en papirkvalitet som ville udelukke én fra et hvilken som helst akvarelkursus for amatører i vore dage hvor kravet er syrefrit papir lavet af bomuld og en vægt på mindst 300 g pr. kvadratmeter.
   Derfor er de områder i billedet som oprindelig var hvidt (= umalet papir), de er nu gulnede. Og der skal ikke meget til før billederne også har fået bølger af fugt i kanterne.
   Men det fantastiske er stadig at man simpelt hen ved at studere billedet og fokusere på akvarelfarvernes styrke og kvaliteter i motivet,  kan aflæse Harald Henriksens arbejds- og male-proces skridt for skridt. 

Men der er et mysterium i det motiv 'Nytorv-Gammeltorve' som fremstilles i mit nye fund.
   For lige så snart jeg ser billedet, tænker jeg at det har han da malet før; er det her mon en kopi?
   Ja, sådan ser det ud, på en måde.   
   Går man ind i akvareldelen af den hjemmeside som sønnen Hans har skabt, finder man denne fine vinter-akvarel:

A 082. Nytorv og Gammeltorv, ca. 1938. Akvarel 35 x 49 cm

Og sammenlign så lige med mit nye 'fund':

Nytorv og Gammeltorv, 1953. Akvarel

Med forbehold for den fototekniske kvaltiet, så er det jo simpelthen sommerudgaven af det samme billede som han malede omkring 1938.
    Altså, vi har det samme motiv i hhv. vinter- og sommerudgave, men det sidste malet 15 år senere.
    Og ifølge sønnen er det mest sandsynlige at maleren godt har kunnet lide motivet, og derfor simpelt hen har sat sig samme sted de mange år senere og malet det igen. 
    
At male to versioner af det samme motiv - en sommer- og en vinterudgave, er noget Harald Henriksen har praktiseret tidligere, som her med Trinitatis kirke som centralt motiv i bylandskabet:

Akvarel, ca. 1940
Akvarel, ca. 1940

Harald Henriksen har ikke fine fornemmelser hvad angår genbrug af  egne motiver. Faktisk har jeg på fornemmelsen at han egentlig - ligesom Vilhelm Hammershøi - nyder at 'udforske' de maleriske muligheder i variationer over det samme motiviske tema.
    Fx er der her to træsnit hvor han har genbrugt - og spejlvendt - en af de udskårne plader til forgrunden i begge billeder, men så har han snittet en ny plade til fornyelse af baggrunden:

Træsnit, 1930
Træsnit, 1930

Eller han kan finde på at transponere motivet i et maleri til en træsnitversion, som her en trappe med en allé af træer som baggrund - fra Frederiksberg have:

Oliemaleri, 1930
Træsnit, 1930
Og her samme motiv fra Roskilde Domkirkeplads i hhv. oliemaleri- og træsnitudgaven:

Oliemaleri
Træsnit

Her et charmerende vinter-eksteriør i hhv. akvarel- og træsnit-udgaven:

Akvarel
Træsnit

Motivet er så også genbrugt endnu en gang på denne unikavase som han udsmykkede på Den kongelige porcelænsfabrik:

Unikavase

Det nærmest sammenlignelige billede i akvarel jeg kan finde på hjemmesiden der i stil ligger tæt op af mit nye 'fund', er dette fra Harald Henriksens besøg i Firenze året efter:

Akvarel, 1954

Igen arbejder han her meget bevidst med kontrasten mellem lys og skygge, men lyset er henholdsvis 'nordisk' og 'sydlandsk' i de to billeder.

Men der er også nogle billeder, især træsnit, hvor jeg oplever en overensstemmelse i visuel tænkning (og symbolistisk undertekst) med Svend Hammershøis tidlige malerier: 
   Profilerede mørke (og besjælede?) stammer i forgrunden, og gammel lidt tåget arkitektur i baggrunden:


Med Wilhelm Hammershøi deler Harald Henriksen forankringen i Guldalder traditionens fokus på det naturalistiske udtryk med dansk arkitektur og landskaber som motiver; endvidere deler han interessen for udforskningen af lys og skygge i sine billeder (og for udnyttelsen det "hvide" som udtryk); og de er også fælles om at dyrke og genbruge det samme motiv med variationer.

Jeg er ikke i tvivl om at Harald Henriksen har kendt Vilhelm Hammershøis billeder med motiverne fra Strandgade 30. 
   Men det nærmeste jeg kommer til at kunne dokumentere det, et disse to malerier:

A063. Udsigt fra et pakhusvindue i Strandgade, 1935. Akvarel 43,5 x 54 cm 
O09: Kunstnerens hustru læsende, 1919. Olie på lærred
For mig giver det mening at tænke de to gammel superartistiske herrer sammen, og belyse dem gennem hinanden. 
   Men om det 'holder', ved jeg ikke.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar