"Jeg er både 'David Lagercrantz' - og 'Zlatan Ibrahimovic'" - om 'faktakontrakten' med en romanforfatter forklædt som en ghostwriter for en (selv)biografi

Et gennemgående tema på bloggen her har været 'faktion' i kunst, tv, film og journalistik. Fordi 'faktion' altid er udtryk for forsøg på 'kreativ konceptuel blending' - af sprog, af genrer, af billeder, af virkeligheder.
   'Docudrama', 'new journalism', 'autofiktion', 'narrativ journalistik', 'movie based on at true story', 'mocumentary' - der er ingen ende på nye faglige betegnelser der i de senere år har forsøgt at indfange disse hybridgenrer og de særlige problemer der er forbundet med at producere dem - og modtage og afkode dem på publikumsiden.

   Selv har jeg siden min bog 'Faktion som udtryksmiddel' der udkom for 25 år siden, argumenteret for at en masse diskussioner (og sludder og vrøvl) kunne være undgået hvis forfattere, redaktører og udgiver bare sørgede for at levere en ordentlig klar og uddybende 'kontrakt-tekst' - også kaldet en 'varedeklaration' - sammen med offentliggørelse og udgivelse.

I dag er Politikens 'læseredaktør' Bjarne Shilling inde på samme bane i sin ugentlige klumme - under overskriften "13 afslag ... " og underrubrikken "Rektionen deklarerer nu debatindlæg fra magthavere, der har afvist at lade sig interviewe."  

  Baggrunden er som beskrevet at flere og flere politikere og andre vigtige personer med magt og indflydelse, nægter at blive interviewet - af angst for opfølgende kritiske spørgsmål fra journalister. I stedet sender de skriftlige partsindlæg som redaktionerne så - trods modvilje - ofte føler sig forpligtet til at offentliggøre på grund af afsenderens betydning.

   Bjarne Schilling fortæller at avisen nu har besluttet at den slags indlæg - som jo også ofte er skrevet med ført hånd af spin-doktorer - for fremtiden skal forsynes med denne 'varedeklaration':

"NN har ikke ønsket at medvirke til interview i forbindelse med Politikens kritiske journalistik i avisen, men har i stedet valgt at præsenterer sin egen version af sagen i dette debatindlæg"

Som underviser i journalistik i mange år har jeg også været talsmand for at god og seriøs journalistik (altid) bør forsynes med skrevne "kontrakter" med læserne eller seerene (='varedeklaration'),  så læserne kan gennemskue på hvilke vilkår de journalistiske produkter er produceret - og derfor skal læses og afkodes. 

   Simpelt hen for at øge standens noget flossede image hvad angår troværdighed.

   Så ros til Politiken - og med et ønske om at andre aviser og medier følge trop.

Et par sider før i søndagspolitikens kulturtillæg er der en helsides artikel der indrammer og illustrerer samme emne. Rubrikken lyder:

Jeg er Zlatan Ibrahimovic ... eller er jeg?

Manchetten sammenfatter artiklens vinkel:

Svenske David Lagercrantz afslørede i denne uge, at han har opdigtet alle citater i den storsælgende erindringsbog 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic'. Danske ghostwriters mener, at svenskeren har snydt sig til sin succes og beskriver sagen som litterær dopingskandale.

Lagercrantz har - angiveligt - tilbragt over 100 timer med den verdensberømte svenske indvandrerfodboldspiller som en del af researchen til erindringsbogen. Men alle 'citaterne' af Zlatan er altså ikke ægte journalistiske citater, men fri gendigtning af hvad fodboldspilleren har fortalt - eller af hvad Lagercrantz i øvrigt har læst og researchet sig til at fodboldspilleren kunne have sagt og tænkt.

   Politikens Camilla Stockmann referer og citerer :

Men da Zlatan Ibrahimovic selv gennemlæste bogens manuskript. skal han have udbrudt:

   "Hvad fanden er det her? Det har jeg aldrig sagt".

Det fortalte den svenske forfatter David Lagercrantz på den britiske litteraturfestival Hay Festival tidligere på ugen.

   "Jeg citerede ham ikke", sagde forfatteren til The Telegraph. "Jeg tror ikke, at jeg har et eneste ægte citat fra ham".

   Zlatan Ibrahamovic accepterede imidlertid bogen, og nu ser han den som "som den sande historie", forklarede David Lagercrantz, ...

Det er snyd, løgn og det rene digt - bogen er baseret på litterær doping - refererer og citerer Camilla Stockmann derefter en række kritikere for at udtale efter Lagercrantz 'selvafsløring'.

   Som den reflekterede forfatter David Lagercrantz er, må han da vide at han stikker hånden i et journalistisk hvepsebo med den udtalelse, skulle man synes.

Og man kan nu spørge om (selv)biografien 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' havde solgt meget mindre - eller være blevet læst med væsentligt 'andre øjne', hvis der på titelbladet havde stået ...

ROMAN

... som der fx stod på Knausgårds såkaldte autofiktion 'Min Kamp'.

   Eller ville debatten og kritikken allerede have været dødfødt på forhånd hvis Lagercrantz i et forord eller efterord blot havde skrevet noget i retning af følgende:

Denne erindringsbog er skrevet af mig, forfatteren David Lagercrantz. Den er baseret på 100 timers intense samtaler og samvær med Zlatan Ibrahamovic, og på en omfattende research hvori har indgået ....

   Alle 'citaterne' er med ord og formuleringer valgt af mig og er frie fortolkninger af hvad fodboldspilleren har eller kunne have sagt. Det samlede manuskript er efterfølgende accepteret af Zlatan som 'den sande historie' om hans liv.

Da jeg skrev den mixede mono- og biografi om tv-dokumentaristen og journalisten Poul Martinsen for godt 10 år siden, byggede den på en blanding af dybtgående og omfattende kilderesearch, på godt 40 timers interview med tv-manden selv - og på deltagerobservation over samlet et par uger af Martinsens arbejde med produktionen af tv-realitydokumentarserien "Krigerne" som blev udsendt på DR1 i 2006.

  I det resulterende tobindsværk på 734 sider med titlen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed', indgår der flere hundrede sider med lange ordrette citater fra mine interviews med Martinsen. Og undertitlen til bogen lyder "Fortællinger om en tv-dokumentarist og hans værk". 

  Poul Martinsen læste også hele manuskriptet inden udgivelse. Og accepterede værket - med en enkelt slettelse af en mindre del af citatet med historien om mødet med hans anden kone. 

   Genrebetegnelsen 'fortællinger' forholder sig ikke til spørgsmålet 'fakta eller fiktion?'. Alligevel har der efterfølgende ikke været bare antydningen af diskussion om en manglende 'varedeklaration'. Men jeg ville utvivlsomt have fået alvorligt røde ører hvis nogen offentligt havde anklaget mig for at have 'fiflet' med citater og facts, og dermed dokumenteret at jeg ikke havde skrevet 'den bedst opnålige version af sandheden' om Poul Martinsen.

  Til gengæld har værket mildest talt ikke været en storsælger som Lagercrantz udeklarerede faktionsbog om og med Zlatan Ibrahimovic, en bog der efter sigende har solgt omring 810.000 eksemplarer alene i Sverige.
   David Lagercrantz må været blevet millionær - alene på Sverigesalget.

Men et sidste spørgsmål hænger i luften: Hvorfor overhovedet afslører at Zlatan-citaterne er opdigtede netop nu? 

   Lagercrantz og Ibrahamovic har jo åbenbart indbyrdes haft en klar overenskomst om hvilken sandhedsværdi bogen skal fremtræde med. Og det  har tilsyneladende ikke betydet noget særligt for læserne, så hvorfor inviterer forfatteren til øretæver i medierne netop nu?

Der var i hvert fald herhjemme en anmelder som klart luftede sin mistanke om at bogen sprogligt set var meget mere Lagercrantz en Ibrahimovic. Klaus Rothstein skriver i sin anmeldelse i Weekendavisen:

"David Lagercrantz gør Zlatan mere sprogligt reflekteret, end han er, og det kulminerer i refleksioner til sidst, hvor flere begivenheder bliver opsummeret i en mestersonet. Tror man, at Zlatan er velformuleret på det niveau, er man ufattelig naiv".

Og Rothstein besvare spørgsmålet "hvorfor afsløringen nu", i følgende citat til slut i Politikens artikel:

"Lagercrantz deltager i litteraturfestivalen, fordi han har skrevet det fjerde bind i Millenium-trilogien. Han vil gerne have, at vi snakker om ham. Han vil have opmærksomhed på sin nye Lisbeth Salander-bog. David Lagercrantz er kunstværket. Han er hovedpersonen. Og lige nu medvirker vi i hans smarte selviscenesættelse", siger Klaus Rothstein og tilføjer,

   "Jeg synes, at han er for fed".

Det synes jeg også!
   Og jeg glæde mig til at læse det fjerde bind i 'Lisbeth Salander-trilogien'!

I øvrigt er det med bogstave 'Z' i navnene naturligvis ikke en tilfældighed: 

LagercrantZ, Zlatan, Zalachenko

Lisbeths rigtige efternavn er nemlig ikke Salander, men hendes biologiske forbryderfars efternavn Zalachenko!

Akvarelmaleriets mysterier (46) - min Harald Henriksen-samling er nu blevet fordoblet - og hvad kendetegner hans træsnitmotiver og hans akvarelteknik

Jeg fortalte i forrige indlæg hvordan mødet med Harald Henriksens træsnit og akvareller havde aktiveret mit ellers i meget lang tid sovende samlergen.

   En samling skal sættes op - ligesom en frimærkesamling. Her opsætningen af en Harald Henriksen-væg i stuen:

Jeg har tidligere skrevet om at "blive forelsket i ting" - og især i deres design:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html

Og der er lavet ganske mange videnskabelig undersøgelser de senere år af hvordan hjernen fungerer hos mennesker der er meget forelskede, som det bl.a. beskrives i den populærvidenskabelig avisartikel her:

http://www.dailymail.co.uk/health/article-2230969/Crazy-love-What-happens-brain-really-chemistry.html

Jeg er slet ikke i tvivl om hvad der er sket for mig siden december sidste år: Jeg er blevet stormende forelsket - ikke i en kvinde - men i nogle billeder og en billedstil af en kunstner jeg ikke anede noget om for et halvt år siden: Harald Henriksen.

   Hans akvareller som jeg nu har fået set mange af i virkeligheden - og - især og ikke mindst - hans originale farvetræsnit.
   Når jeg ser dem, bliver jeg ved med at glæde mig ud over alle grænser. Ikke alle lige meget - men mange meget.

Og når samlergenet først er blevet aktivret hos sådan en som mig, så hænger man på den - er mentalt bundet op på sin forelskelse, betagelse, fascination. 

   Fornuften suspenderes, frontallapperne som den kritiske dømmekraft udspringer fra, lukker simpelt hen ned når forelskelsen i billeder går i symbiose med samlermanien.
   Den forelskede hjerne lukker også ned for de centre der producerer frygt og andre negative følelser, kan man læse sig til.

Brain scans have also shown the area of the brain that controls fear, and another region involved in negative emotions, close down, explaining why people feel so happy with the world – and unafraid of what might go wrong – when they fall head over heels.

Der sker også en ændring i omfanget af produktionen af de forskellige hormoner og signalstoffer i hjernen under en forelskelse - belønningssystemet får et ekstra skud dopamin for eksempel:

Studies have shown brain chemical dopamine is at higher levels in those in love. Dopamine is key to our experiences of pleasure and pain, linked to desire, addiction, euphoria, and a surge may cause such acute feelings of reward that it makes love hard to give up.

   Tests show that taking opioid drugs such as cocaine have a similar effect on dopamine as love.

   A side effect of rising dopamine levels is a reduction in another chemical, serotonin, a key hormone in our moods and appetite.

Jeg har oplevet det flere gang tidligere i mit liv: 

   En regulær forelskelse i en bestemt kunstners billeder, det oplevede jeg meget tidligt i min ungdom: Han hed Hokusai, var japaner - og hans træsnit der var helt tilbage fra 1800-tallet, betog mig dybt. Og gør det stadig. Og den gang vidste jeg ikke at Hokusai og samtidige japanske træsnitkunstnere, havde revolutioneret den europæiske kunst omkring århundredeskiftet - 1800-1900.

 
Andre kunstnere jeg er blevet forelsket i  og betaget af - ved første blik, er østrigeren Friedenreich Hundertwasser, og schweizeren Poul Klee.

   Men jeg kender også følelsen fra mine tidligere samlermanier - i forhold til fx polerede sten fundet ved stranden:

Og fra de gamle danske  såkaldte 'tofarvede' frimærker fra 1870-1905, som jeg i rigtig mange år samlede på og både var betaget af og optaget af at ordne, systematisere og sætte op på en måde som netop disse frimærker inviterer til:

Bestemte former for arkitektur kan virke på samme måde på mig: Den middelalderlige rådhusplads i Sienna for eksempel - og byen Venedig. 

   Og som beskrevet i det tidligere indlæg, også bestemte designere (ægteparret Eames) og bestemte designmøbler (flaglinestolen af Wegner, compact-sofean af Eames) får mig nemt op i det høje betagelsesfelt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Nedenfor viser jeg lige den sidste forøgelse af min Harald Henriksen-samling: 11 nye farvetræsnit - og min tredje og fjerde akvarel af ham.

Alle træsnittene kom fra samme sælger der har stået Harald Henriksen personligt nær, og som havde fattet tillid til at jeg ville tage godt og kærligt vare på hans træsnit.

   Det var dubletter, og jeg fik dem til særdeles rimelig pris.
   Han fortæller om omfanget af produktionen af farvetræsnittene at han har registreret 117 forskellige træsnit af Harald Henriksen, men at et nyt lige er dukket op.

Oplagenes størrelse var fra 25 til 75, evt. op til 100 -125 for dem der var godt salg i. Nogle af de små gik som gevinst i Charlottenborgudstillingernes tombola. Han nummererede desværre ikke konsekvent, men kun engang imellem. Jeg ved ikke hvorfor, – det gør jo hvert eksemplar mere værdifuldt for ejeren. 

Mine nyerhvervede træsnit har - som de tidligere - fået ny 'indpakning': tynd aluminiumramme, frisk passpartout og refleksfrit glas. Som de tidligere.

   Man siger at det refleksfrie glas svækker farvernes intensitet en smule, noget jeg dog ikke rigtig kan få øje på. Og træsnittene er jo i forvejen både gamle og gulnede, så det der er deres egentlige styrke og kvalitet, den grafiske stilisering og forenkling af farver og former, det får man i hvert fald et fantastisk fint indtryk af i den nye "indpakning".

Her kommer de første syv nyanskaffelser - i tilfældig orden:

Brønshøj mose, 1933

Vinterlandskab, slutningen af 30´erne?

Markvej, vinter (ved Bramsnæsvig ?) slutningen af 30'erne

Vej ved Bramsnæsvig, 1939

Hesterive, Bramsnæsvig, ca. 1930

Snestorm, Brandsø, 1925

Træ, hegnsstolper i forgrunden, udateret

Ikke mindst det sidste er betagende smukt. Også det første i rækken, med motiv fra Brønshøj Mose, er rigtig, rigtig godt - kun trykt i to farver - sortgrå - og duegrå.

   Jeg synes denne samling meget godt illustrerer hvorfor den aller første af Harald Henriksen træsnitten jeg stødte på, for en overfladisk betragtning, set lidt på afstand og gennem glas, godt kunne opleves som en falmet akvarel.

   

De fem farvetræsnit her er alle snelandskaber, og de ligner akvareller på den måde at de  så at sige lever af alle de flader der ikke er farvet - det 'hvide' der repræsenterer sneen i landskabet. 

   Den hvide sne i klatter og baner står så typisk i skarp og profilerende kontrast til mørk oliven, mørkegrå eller sorte silhuetter af træer eller buske eller landbrugsredskaber i forgrunden. 

   I mellemgrunden silhuetter af træer og planter, ofte også i oliven eller mellemgrå farver.

   

Jeg oplever at der med de billeder, ligesom med dem der udgør min "væg" i fotoet indledningsvis, er tale om en form for besjæling af de fremhævede nøgne træer med grene og kviste som en slags levende lemmer - og af landskabet de står i, og som de har som baggrund: Godt nok en form for naturalisme, men med en naturbesjælet symboliserende undertekst, synes jeg

   Selv om træsnittene altså æstetisk og motivisk er udtryk for en form for visuel natur-loyalitet med rødder i guldalderkunstens virkelighesforestillinger, så fremstår træerne i mange af Haralds træsnit som personificerede karakterer på en iscenesat og på forhånd givet landskab-scene.

   

Her to af mine egne - tidligere viste - akvareller med træer - som viser hvorfor jeg føler så stærkt for Harald Henriksens træsnit:

      

Og her et af de aller seneste med motiv fra Mallorca:

De tre følgende Harald Henriksen-træsnit adskiller sig på flere måder fra de første fem i min nye bunke, og også fra dem jeg tidligere har købt og viste ophængt på væggen i starten:

Klint ved en fjord, 1948. Farvetryk på gipsplade

Dette billede af en "Klint ved en fjord" (hvor motivet er lokaliseret fremgår ikke), er trykt i markant kraftigere og mere kontrastfyldte farver end det ellers er normalt hos Harald Henriksen. Der er ikke spor af vintersne, og vi oplever en mere forårs- eller sommeragtigt stemning end typisk for de fleste af hans træsnit.

   Og  man fornemmer et vist slægtskab med og måske inspiration fra det kendte maleri af I. A. Ring med et motiv fra Roskilde Fjord og så det følgende farvemættede Harald Henriksen-træsnit med motiv fra Brønshøj Mose; også det fremtræder med væsentlige kraftigere farvekontraster - og dermed mere forårs- eller sommeragtigt  - end Haralds typiske vinterlandskaber:

Brønshøj mose (Brønshøj kirke i det fjerne), ca 1947

I. A. Ring: "Sommerdag ved Roskilde Fjord”,1900

Faktisk producerede Harald Henriksen også en del træsnit med bymotiver, både fra Københavns trafikkerede gader, pladser og parkanlæg; og også fra Roskilde - som det følgende - hvor den gamle domkirke altid spiller en rolle i motivet.

 

Domkirkepladsen, Roskilde - udateret.

Perspektivet her er usædvanligt. Domkirken fremtræder i den grad mørk og skygget, nærmest truende - i hele højre side af bilede - i kontrast til de relativt små solbelyste byhuse til venstre - og med et kig til fjorden og dens anden bred i det fjerne mellem de to kontrasterende byggerier.

   Særligt bemærkelsesværdig er den ekstremt lave placering af horisontlinjen der åbner op centralt for et sugende udsyn til et blåt himmelrum med lette hvide skyer:

   Dette billede er snittet i et stort næsten kvadratisk format (40 x 34 cm), og er udtryksmæssigt beslægtet med det et andet farvetræsnit som fruen har arvet efter sine forældre - med motiv fra Langelinie i København:

Fuldrigger og mindre sejlskibe ved  Langelinie

Man bemærker ligheden i den relativt lave horisontlinje - og især i måden det blå himmelrum med de hvide lette skyer fungerer på - der tilfører billedet det dominerende helhedsindtryk af krystalklar solrig sommer.

Her er en ny Harald Henriksen-væg - med nogle af de nyanskaffede træsnit -  nu ophængt og fordelt på væggen lige over mit skrive- og malebord: 

Og fruen har klart givet udtryk for at nu er hun ved at være "fed up'' med Harald Henriksen-billeder der efterhånden hænger næsten overalt i huset.

Endelig har jeg nu fra samme sælger som jeg fik de to første af hans akvareller fra, (vist i et tidligere indlæg) erhvervet mig denne smukke akvarel der jo tydeligt er beslægtet med de foregående træsnit i kraft af sommestemningen:

Espergærde/Snekkersten? Måske omkring Egebækshavn, udateret

Det er tydeligt i akvarellen her hvor suverænt Harald Henriksen behersker den klassiske akvarelteknik til at give den optimale oplevelsen af lys og skygge - og dermed til at markere former og dybdeperspektiv med: en teknik med maximum tre transparente akvarel-farvelag malet oven på hinanden "vådt i tørt" - først de lyseste farver som bund, derefter en mørkere tone - og til sidst de mørke linjer og de områder der ligger mest i skygge.

   På forhånd har Harald Henriksen valgt hvad der skulle være helt hvidt - og altså 'males' ved at lade papiret fremtræde ufarvet - som i kanten af cumulus-skyerne.

Endelig viser jeg den aller seneste nyanskaffede akvarel af Harald Henriksen: Et af hans københavnske bymotiver - fra Vesterbrogade som er meget velbevaret:

Han bruger her samme 'lyssætning' og belysningsform som i træsnittet fra domkirkepladsen i Roskilde ovenfor. Et kraftigt solskin fra sydvest lægger højre side af billedet i skygger og i kontrast hertil fremtræder venstre side af Vesterbrogade ekstra stærkt solbeskinnet.

Harald Henriksen malede næsten altid sine akvareller udendørs på stedet - han malede hvad han så, men forenklede så også former og farver på en måde som han var suveræn til -  hvad der jo er genkendeligt fra træsnittene. 

   Og det gik hurtigt med sådan et maleri: højst en dag har akvareller som disse sikkert taget at male. 

Hvis jeg lige til sidst skal blande mig selv og min måde at male akvarel på ind i historien her - som modstykke, så maler jeg næsten altid mine akvareller indendørs - også landskaber - med egne eller andres fotografier af motivet som referencebilleder; som de her fra mit og fruens akvarelkursus på Færøerne med Bardur Jakupsson som lærer - for næsten tre år siden:

Martin Bigum - igen, igen, igen - om synæstesi og formkonstanter - og Svend Hammershøis besjælede træer ...

Dette er det tredje indlæg her på bloggen om maler- og multikunstneren Martin Bigum. 

   Det foregående indlæg sluttede med at jeg annoncerede at jeg i et senere indlæg ville se nærmere på ...

... om ikke Bigum skulle være synæstetiker, og om ikke det han er så fokuseret på at styre og kontrollere, og som kommer 'indfra' og presser sig ud ad og igennem hans motivverden, om ikke det skulle være nogle af de hallucinationsagtige 'formkonstanter' som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med Hilda af Klint og Van Gogh.

Se først fx her om formkonstanter og synæstesi hos forskellige kunstnere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Jeg ved ikke hvad der først gav mig mistanken om at Martin Bigum er ægte, 'neurologisk'  synæstetiker, dvs en person med en hjerne der har den særlige neurologiske egenskab at dens 'wiring' automatisk og tvingende kobler forskellige sanseindtryk sammen - sådan at indtryk fra en sanse- eller oplevelsessfære automatisk og uvillet aktiverer indre oplevede følge-udtryk fra en anden sans: bestemte bogstaver aktiverer fx bestemte farver; oplevelsen af tal aktiverer fx særligt formede figurer; forskellige lyde aktiverer fx specifikke smagsoplevelser, m.m.

I den moderne forskning om synæstesi, er det vigtigt at skelne mellem 'litterær synæstesi' og 'neurologisk synæstesi'. 

   'Litterær synæstesi' er forankret i og udspringer af æstetisk tænkning og litteraturfilosofi der for så vidt kan spores tilbage til Aristoteles. Udtryk for den form for synæstesi findes i litteratur, malerkunst, teater og musik som et efterstræbelsesværdigt æstetisk ideal - især i romantiske og symbolistiske perioder i kunst- og litteraturhistoriske perioder. 

   Se fx hvad Gyldendals "Den store danske" skriver:

synæstesi, (“samsansning”), en særlig raffineret litterær udtryksform, hvor man blander flere forskellige sansemåder i ét sammensat billede, fx elementer fra høresansen med elementer fra synssansen. Denne billedform dyrkes bl.a. i romantikken, symbolismen og ekspressionismen, i symbolismen for, at sjælen kan trænge ind i tingenes og tilværelsens væsen, sansning og ting blive ét. Det ses bl.a. i Johannes Jørgensens digt “Vinterskumring”, 1892 (“som en Klang for Øjets Nervestrænge / langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa”). Hos ekspressionisten Tom Kristensen er det de voldsomme klang- og farvevirkninger, der søges indfanget, fx i digtet “Landet Atlantis”, 1920 (“skøn som Revolverens isgrønne Stjerne, / der fødes i Nuet med smældende Véer / på Ruden i Revolutionens / skingrende Glasklangs-Caféer.”). Mere banale eksempler er at sige “en varm farve”, “en hård lyd” eller “en fløjlsstemme”.

'Neurologisk synæstesi' er - i modsætning til den litterære form - forankret i og udspringer af det enkelte biologiske individs særlige indretning af hjernen - og af hvor åbne eller hvor hæmmet de neurologiske forbindelser er mellem forskellige sensoriske og konceptuelle specialmoduler.

   Den neurologisk synæstesi i dens mange varianter er først for alvor blevet udforsket de sidst 10-20 år, selv om fænomenet har været kendt og omtalt sporadisk siden midten af 1800-tallet.

   Der er tale om et 'syndrom' hvor det enkelte synæstetiske menneske uvillet og automatisk er underlagt den perceptuelle mekanisme at sensoriske og konceptuelle aktiviteter et sted i hjernen automatisk udløser en mønsterbeskyttet parallelt løbende aktivitet i en anden del af hjernen. 

   Se Wikipedias artikel om emnet her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Synesthesia

Når man læser Bigums "Min personlige kunsthistorie", får man at vide at han også er digter og har udgivet digtsamlinger, at han allerede tidligt som barn lærte at spille klaver og selv komponerer musik, og at han jo også i mange år inden han omkring 1990 officielt blev anerkendt (outsider-)kunstner, var en dygtig satiriske tegneserie-tegner til det amerikanske blad "Mad".

   Han har også udgivet videoer hvor han har sat billeder og musik til egne digte som han personligt reciterer genne videoerne:

                         

Her er tale om konceptuel blending af det talte ord, levende billeder og meditativ musik. Der er tale om et - med et gammeldags tysk udtryk fra romantikkens tid - 'gesamtkunstwerk' i miniformat. Og videoen indebærer altså en form for synæstetisk appel til modtageren: Få det her til at hænge sammen under oplevelsen og give ekstra god mening ved at sanseindtrykkene får lov at blandes og forstærke hinanden. 

   Det er naturligvis ikke sikkert at det er udtryk for en synæstetisk automatik i hjernen hos Bigum, men kan udmærket tænkes blot at være et udtryk for en villet kunstideologi: at kunstnerisk skaben spiller på flere sensorisk-æstetiske strenge som tænkes at skulle befrugte og berige hinanden ved at blive koblet sammen i en fælles performance af et kunstnerisk produkt.

Da en af de mest udbredte former for neurologisk synæstesi, er den hvor bogstaver aktiverer farver, så kunne Bigums første officielle malerier som 'rigtig kunstner' som blev antaget på Charlottenborgs efterårsudstilling 1990, imidlertid godt tyde på at det er en automatkobling Bigum har erfaringer med.

   Der var alle 7 malerier med hvori indgik knaldrøde bogstaver sat sammen til ord og sætninger med betydning (men hvilken?), og hvori det bærende delmotiv var mystiske uheldsvangre gråsorte luftskibe (eller bomber):

Maratin Bigum: Objects. 1990

Martin Bigum: Your Personal Pontoon. 1990

Det kunne godt minde om om nogle af Hilma af Klints tidlige 'abstrakte malerier' hvor der også indgår mystiske ord med svært tilgængeligt filosofisk-mytologisk indhold indlagt i visuelle kompositioner af hel- og halv-abstrakte figurer og former, som dette:

De fleste af Martin Bigums malerier giver beskueren indtryk af en slags hallucinationer der presser sig på og kræver at komme til udtryk - med udspring i en anden, mystisk, voldsom, surreel og mytologisk verden. Hallucinationer hvor de figurative personer brydes op, splintres og forvrænges  af abstrakte mønstre og formationer som: spiraler, edderkoppenet, gitre, tuneller. 

   De fleste af Bigums malerier er ikke rare at kigge på. De er fascinerende, der foregår kamp og splittelse i dem, men egentlig er jeg lidt frastødt af dem.
   Bigums kunsthistoriske inspirationskilder er tilbageskuende, rækkende tilbage til symbolismen omkring 1900-tallet, og længere tilbage endnu til store kunstnere som Pieter Brueghel  og Hieronymus Bosch.

I mange af Bigums malerier gennem årene finder man som bagvedliggende matricer de fire abstrakte figurmønstre som man kan identificere og genkende som Heinrich Klüvers såkaldte 'formkonstanter',
   'Formkonstanter' er den faglige betegnelse for gentagende geometrisk mønstre som hjernen producere som en slags automatiske syner som mennesker  blandt andet kan opleve under påvirkning af LSD, eller når de fx har migræneanfald:

http://countyourculture.com/2011/03/13/form-constants-visual-cortex/

Oplevelsen af formkonstanter er siden forskningsmæssigt blevet forbundet med andre former for ekstreme eller afvigende mentale tilstande (herunder synæstesi), og man mener de kan forklares ved den måde det visuelle nervesystem i hjernen er organiseret på:

Klüver's form constants have appeared in other drug-induced and naturally-occurring hallucinations, suggesting a similar physiological process underlying hallucinations with different triggers. Klüver's form constants also appear in near-death experiences and sensory experiences of those with synesthesia. Other triggers includepsychological stress, threshold consciousness (hypnagogia), insulin hypoglycemia, the delirium of fever, epilepsy, psychotic episodes, advanced syphilis, sensory deprivation, photostimulation, electrical stimulation, crystal gazing, migraine headaches, dizziness and a variety of drug-induced intoxications. These shapes may appear on their own or with eyes shut in the form of phosphenes, especially when exerting pressure against the closed eyelid.

   It is believed that the reason why these form constants appear has to do with the way the visual system is organized, and in particular in the mapping between patterns on the retina and the columnar organization of primary visual cortex. Concentric circles in the retina are mapped into parallel lines in visual cortex. Spirals, tunnels, lattices and cobwebs map into lines in different directions. This means that if activation spreads in straight lines within the visual cortex, the experience is equivalent to looking at actual form constants.

   Author Michael Moorcock once observed in print that the shapes he had seen during his migraine headaches resembled exactly the form of fractals. The diversity of conditions that provoke such patterns suggests that form constants reflect some fundamental property of visual perception.

Se mere i Wikipedias artikel om emnet her, hvori man også kan læse om formkonstanters betydning i koblingen mellem abstrakt kunst og musik:

http://en.wikipedia.org/wiki/Form_constant

I "Min personlige kunsthistorie" skriver Martin Bigum på side 116:

Da jeg var fem år styrtede jeg på min tre-hjulede cykel, og smækkede hovedet ned i den sommervarme asfalt. Den dumpe følelse af slaget i hovedet som næsten også kunne smages. Der lå jeg og kiggede i frøperspektivet ned ad den vej jeg lige var kommet ad. Og så dette: smukke, uransagelige og farverige systemer, der hvirvlede og sugede sig ind i hinanden, en slags uendeligt langsomt fyrværkeri, der forskød og erstattede sig i eet langt ubrudt flow. Jeg så den kendte verden på en ny måde.

   Det var kærlighed ved første blik og jeghar søgt de syn lige siden. Det kan hænde jeg ser dem et nanosekund når jeger er færdig med et af mine malerier. Som et kæmpe puslespil der falder på plads. Heldigvis har jeg ikke skullet falde på min cykel for at genopleve dem. Men jeg skal arbejde for det i mine malerier.

Udtrykt i mit prosaiske fagsprog, så fortæller Martin Bigum her at de formkonstanter som har været ubevidst styrende for et maleris form og komposition, kommer til udtryk som som en kortvarig hallucination når billedet er færdigt - som en slags mentalt opslugende efterskælv på den indre skærm fra en hjernerystelse i barndommen.

Formkonstanter genkender vi alle når vi ser dem i rendyrket form, som her i et billede af en Mandelbrot-fraktal:

Mandelbrot-fraktaler

Jeg husker selv da tv og aviser en gang i 80´erne nærmest svømmede over med videofilm og fotos af disse dybt fascinerende figurerer der repeterer sig selv hvad enten man zoomer ind eller ud. 

   Bigum fik også den gang et kick ved mødet med de visuelle udtryk for Mandelbrot-ligningerne, især når de blev animeret på tv:

Mange år senere syntes jeg jeg genkendte de farverige systemer igen, nemlig i fysikeren Mandelbrots computerskabte fraktaler, disse computergenererede evighedssystemer, som  (...) begyndte at dukke op i medierne (...).

   Der er de jo, tænkte jeg så snart jeg så dem på tv. Jeg tænkte at det var da godt, at der endelig blev sat billeder på dem. Fraktalernes smukke verden, som man syntes, at man allerede havde set for det indre blik, i en drøm engang, hvor intet punkt var et andet overlegent. De langsomme, men konstant skiftende systemer tryllebandt alle seere, fordi al var det samme og alt havde betydning, det gik op for én at vi alle er på samme rejse når vi ser dem.

Martin Bigum: First Sight II, 19991Tilføj billedtekst

Martin Bigum: Ophelia. 1994

Martin Bigum: The adventures of Art. 1992

Interessant er det når vi taler om formkonstanter, at se hvad det er for lidt sære fotomotiver som Bigum i sin bog viser og fortæller har inspireret ham til nogle af de store senere  malerier. 

   Her er tre af den slag inspirations-fotos. De benævnes alle: 'Uden titel', årstallet 2009 - og vises på siderne 260-261 i "Min personlige kunsthistorie".

   

De to første fotos i serien - med mariehøne og firben i centrum for formkonstant-konteksten - har angiveligt inspireret til disse to dramatiske malerier:

Martin Bigum: The Destruction of Youth. 2009-10

Martin Bigum: She. 2010

Bigum kan ikke bare male, men også bruge ord. Både - som tidligere nævnt - ord og sætninger i et godt konkret og billedrigt erfaringssprog, men også ordene i et mere abstrakt og filosofisk videnssprog, som i denne tekst man kan finde på hans hjemmeside under link-overskriften "Poetik-etik":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Rubrikken er jo slående og peger mod en automatisk reagerende synæstetisk hjerne. Og rubrikken peger også i sin metaforik mod synæstetik som et vilkår:

Krydsbestøvningens hvide rum

Teksten handler om de forskellige genrer som Martin Bigum har udfoldet sig i, og hvordan han opfatter hver af de syv genrer som han beskriver, som "hvide rum" der er adskilte udtryksformer som hver kan noget forskelligt, illustreret med det indledende bon mot: 

Det jeg kan skrive kan jeg ikke male, og det jeg kan male kan jeg ikke skrive

Genrerene er ifølge Bigum: 'poesien' (som er overordnet og gennemsyrer de andre), 'maleriet', 'digtningen', 'installationen', 'kunstvideoen', 'fotografiet', 'musikken'.

   

I Bigums optik er det interessante at genrerne kan smitte af på hinanden og klones på hinanden, og at de kan anskues samlet under poesiens ophøjede - mystiske - synsvinkel, som modellen her illustrerer - en model som kan genfindes i romantikkens kunstfilosofi.

 

Bigum skriver også essays, og på hans hjemmeside er der link til flere af dem. Det for mig mest interessante er en artikel i Weekendavisens Kultursektion fra 1. februar 2008 hvor Bigum skriver om Vilhelm Hammershøis ti år yngre  og kunsthistorisk glemte bror: Svend Hammershøi. 

   Artiklen har som blikfang overskriften "Maler Svend", og overliggeren der introducerer til navnet, lyder: 

"Visuelle forsvindinsgspunkter. Et maleri er et udsyn til noget indre. En vision,  glem ikke det, når De ser ... Maler Svend". 

Artiklen indledes sådan her:

Lige siden jeg så Svend Hammershøis malerier for første gang, vidste jeg, at her var et hul i kunsthistorien, som når først spottet, aldrig lukkede sig igen. Det var i et glittet auktionskatalog og engang sidste i firserne og hans værk overgik alt andet repræsenteret, selvom det var en lille gengivelse og maleriet stod til en uforståelig lav pris. Motivet brændte igennem på en helt unik måde. I både form og indhold.

   Min næste tanke var - desværre - den forbandede, som alle andre også gør sig ved første  bekendtskab med Svend: - Jamen, havde Vilhelm Hammershøi en bror? Det jeg så afbilledet var oven i købet lige så godt som noget af storebror Vilhelm. Det mindede lidt om Vilhelm. Men kun overfladisk set. I stemningen. Anslaget. Men de nøgne sorte våde trækroner, jeg så drive op i en honningfarvet himmel (svagt punkteret, som når mælk langsomt hældes i te), ville Vilhelm aldrig have malet. 

Artiklen har karakter af et behjertet forsøg på kunsthistorisk revival: 

   Dette at en kunsthistorisk kyndig som Bigum - selvlærd - opdager at en dansk maler som ellers har været glemt, har originale kunstneriske kvaliteter som burde placerer ham eller hende meget højre på den kunsthistoriske himmel end den etablerede kunsthistorie hidtil har gjort.

   Og når man googler Svend Hammershøis billeder, så kommer der nogle - ret få  - frem som gør at man godt kan forstå hvad det er Bigum føler, oplever og mener - i mødet med Svend Hammershøis malerier der har træer og trækroner som besjælede hovedpersoner i forgrunden.
   Se bare her:

Bigum fortolker Svend Hammershøis billeder med frontalt og forgrunds-placerede nøgne slyngede og fraktalt forgrende trækroner som symbolske. Træer med sjæl og personlighede som kun maleren kan se, men indirekte også viser beskueren - med et typisk gitteragtigt netværk i kronen (= 'formkonstant') som meget ofte træder ind foran smukke gamle bygningsværker som dekorativ baggrund for de besjælede træer.

De her iagttagelser er et set-up til et kommende indlæg om Svend Hammershøis godt 10 år yngre malerkollega Harald Henriksen - som også har været kunsthistorisk glemt, og som også har haft besjælede træer som en slags motivisk hovedpersoner i det danske landskab.

   Og som - tilsvarende Svend Hammershøi - fortjener en kunsthistorisk revival og opgradering:

Mine to tidligere indlæg om Martin Bigum, hans kunst og personlighed, kan læses her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-nu-med-personlig.html