Autofiktion - og andre historier - med afsæt i en aktuel kronik

En aktuel kronik af Poul Behrendt og Mads Bunch sætter gang i minderne:

Jeg læste dansk på Købenshavns Universitet 1963-70. Jeg blev der mødt med et litteratursyn som den gang blev benævnt 'nykritikken'. 

   Ideen var at når man læste og fortolkede litteratur, så skulle man med flid og systematisk undgå at inddrage hvad man i øvrigt vidste om forfatterens personlige og sociale liv. Og kun koncentrere sig om at forstå og udlægge teksten isoleret betragtet - på egne præmisser, så at sige - som et i det mentale og konceptuelle rum frigjort kunstnerisk udtryk formet i sprog.

   Nykritikken gik den gang hånd i hånd med den litterære modernisme sådan som den kom til udtryk i tidsskriftet Vindrosen med Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som redaktører de første år efter 1959.
     Jeg var fan af begge forfattere og var begejstret for "Amagerdigte" og "Sære historier".

   

Jeg havde det aldrig helt godt med nykritikken som litteraturlæsningens dominerende tankesæt i min studietid. Og den eneste litteraturlærer hvis undervisning - og siden bøger - jeg for alvor syntes jeg fik noget interessant ud af, hed Aage Henriksen. Og han var i den grad ikke-nykritisk indstillet.

   Han fortolkede litteraturen af forfattere som Goethe, Baggesen, Grundtvig, Kirkegaard, H. C. Andersen, Sophus Claussen, Henrik Ibsen, Karen Blixen, m.fl. i lyset af en teori om at det fælles inspirationsgrundlag for disse forfattere var en form for sublimering af tilbageholdte og uforløste seksuelle energier, energier der blev transformeret til litteratur gennem mentale erfaringsprocesser som indirekte var beskrevet i frimurernes esoteriske skrifter og ritualer, og senere også i bl. a. Rudolf Steiners Teosofi.

Nu blev jeg aldrig "litterat" som det hed den gang, men "sprogmand", og mit speciale blev skrevet inden for et den gang nyt forskningsfelt - moderne dansk syntaks. Titlen var: Infinitiv og ledsætning som subjekt i morderne dansk.
   Og min faglige interesse blev under studenteroprøret fokuseret mod sprogbrug i sociale situationer og i social interaktion.

   Vi var en lille gruppe af yngre lærere og ældre studerende der den gang  - i slutningen af 60´erne - introducerede og udviklede fagområdet 'pragmatik' og underviste på danskstudiet i 'pragmatisk tekstanalyse'. 

   Men også det havde en klar oprørsk brod vendt mod nykritikkens kunst- og sprogsyn: Sprogbrug skulle i pragmatikkens optik altid analyseres og tolkes i den sociale og psykologiske kontekst som sprogbrogen udsprang af, fungerede i - og virkede tilbage på. 

   Og nye discipliner som sociolingvistik, psykolingvistik, konversationsanalyse voksede frem under pragmatikkens faglige vinger op gennem 70´erne og 80´erne.
    Mit eget faglige ståsted inden for sprogvidenskaben i op gennem 70´erne år blev samtaleteori og samtale-analyse - inspireret af den amerikanske socialpsykolgisk orienterede interaktionsteori kaldet 'etnometodologi' og dens dertil hørende analysepraksis 'CA' (=Conversation Analysis) - med Erving Goffman som en af 'fædrene' via sin berømte og epokeskabende bog "The Presenttation of Self in Every Day Life".
   I den kontekst blev jeg introduceret til 'symbolsk interaktionisme' og til centrale begreber som "face", "facework" og "framing".

Så springer vi ti år frem:
  Da jeg i sin tid skrev - og tænkte - bogen "Faktion som udtryksmiddel" i slutningen af 80´erne, var den på mange måder stadig præget af det opgør mod at se en tekst - en avisartikel, en bog, en film, et tv-indslag - isoleret - eller kun at se det gennem modtagerens briller.

   Jeg inddrog i mine model til forståelse af de forskellige blandningsgenre som jeg sammenfattede under begrebet 'faktion', afsenderens intentioner, hans eller hendes arbejdsproces, virkelighedsforpligtelser, genreforestillinger mv. 

   Og jeg fastslog at afgørende for forholdet mellem afsender og modtager når det drejede sig om de mange forskellige blandinger af fakta og fiktion i medierne, var den udtalte eller uudtalte 'kontrakt'/'overenskomst' mellem afsender og publikum om i hvilket omfang og på hvilken måde det producerede værk var sandheds- og virkelighedsforpligtet fra afsenderens side. 

   

Det der optog mig var først og fremmest det tvetydige eller mangetydige forhold man kunne finde i alle mulige former for tv, film, radio, litteratur - mellem sandt og falskt, mellem virkelighed og fiktion, mellem fakta og fantasi.

   Min inspiration til den tankegang var  - ud over førnævnte 'mikroscoiolog' Irving Goffman -  sprogfilosofferne J.L. Austin og J.R. Searle med værker som "How to Do Things with Words" og "Speach Acts"

I 2006 udsendte litteraturkritikeren og -forskeren Poul Behrendt bogen "Dobbeltkontrakten" hvor han på samtidslitteraturens område påviste at der i højere og højre grad blev trukket veksler på læsernes forestillinger om hvorvidt det var litteratur (=fiktion/fri fantasi) eller en form for (erindret) dokumentarisme (=fakta/forpligtet på sandhed og virkelighed) når de købte og læste bøger af fx Suzanne Brøgger, Peter Høeg, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen.

   Man kan roligt sige at Poul Behrendt hermed havde "fat i den lange ende". 

   

I den mellemliggende tid er begreber som "autofiktion" eller "fiktionsfri fiktion" blevet i den grad rammesættende for forståelsen af de senere års litteraturudvikling og -debat. Og Poul Behrendt har i kronikker, artikler og interviews udviklet videre på den tolkningsramme som han introducerede med bogen fra 2006.

   Med Karl Ove Knausgårds mammutserie i 6 bind "Min Kamp" har den autofiktive litteratur for alvor sat sig igennem og sat sig i front i hele det skandinaviske litterære miljø. 

   Og "Min Kamp" har Poul Behrendt tit og ofte henvist til som en slags proto- og idealtype for den nye tendens der synes at sprede sig i alle litterære miljøer - i høj grad med direkte inspiration fra Knausgård.

Sidst har Poul Behrendt sammen med en yngre kollega Mads Bunch forfattet en kronik i Politiken  hvor han endnu en gang slår et analytisk slag for berettigelsen i at skrive litteratur der i den grad er konkret og privat - og til en (u)vis grad - (u)sand og (u)virkelig. Med fremhævelse af at det har alvorlige konsekvenser for hele den 'litterære institution'. Men også ofte ubehagelige konsekvenser for både forfatter og hans/hendes nærmere og fjernere omgivelser.

   Kronikken har overskriften:

Autofiktion har knust modernismens facade

Og manchetten lyder:

Den litterære genre vender op og ned på forholdet mellem læser, forfatter og litteratur.

Sådan udlægger Behrendt og Bunch begrebet "autofiktion":

Autofiktion er betegnelsen for en bog, hvor navnet på forfatteren, fortælleren og hovedpersonen er et og det samme, hvilket traditionelt har annonceret selvbiografi. Men samtidig er bogen forsynet med fiktionsbetegnelsen roman, hvilket tidligere garanterede en forfatter imod at blive identificeret med sin fremstillings fortæller og hovedperson.

   For tiden breder denne paradoksale form for kunst sig overalt i skandinavisk litteratur, mest intensivt måske i den danske. Hvermandseje blev selve begrebet dog først, da Politiken sidste sommer indbød forfatterspirer til at indsende autofiktioner i kronikform.

   Ledsaget af følgende kommentar fra kronikredaktøren: »Når den nye strømning appellerer så voldsomt til vores tid, hænger det sammen med, at vi er godt trætte af fiktion. Knausgårds ’Min kamp’ fungerede som en brosten, der blev kastet gennem modernismens glasfacade, og pludselig strømmer der frisk luft ind i butikken«.

Poul Behrendt er et år yngre end mig. Så vi må også have gået på KU nogenlunde samtidig - i sidste halvdel af 60´erne. Og læst dansk. Og abonneret på  Vindrosen. Og blevet indoktrineret i nyykritikkens litteratursyn. 

   Og Poul Behrendt blev som yngre litterat - har jeg læst mig til - karakteriseret som 'Åge Henriksen-elev'.

   Set fra mit synspunkt er det interessant af kronikforfatterne også griber helt tilbage til den gang for at beskrive hvor revolutionerende udviklingen af autofiktionen er:

Den friske luft beror på, at autofiktion er en udfordring til samtlige de måder at skrive og læse på, som blev indstiftet ved dansk modernismes begyndelse omkring 1960. Når forfattere pludselig vælger at gøre sig selv til deres romaners hovedperson, undermineres modernismens idé om det autonome værk og den empiriske forfatter som noget værket helt og aldeles uvedkommende.

   Det nødvendiggør en anden måde at læse på end den, de fleste har lært i folkeskoler, gymnasier og på universiteter. Nemlig nykritikkens, som aflyste enhver forbindelse mellem en bogs forfatter og dens fortæller, ja, faktisk gjorde fortælleren til den eneste gyldige genstand for læsning af fiktion. Denne nykritiske ramme omkring ’modernismens glasfacade’ bliver således revet med i faldet, når empiriske forfattere med autofiktionen selv træder ind i romanerne.

 Da jeg i sin tid skulle lave en definition på 'faktion", indgik i definitionen at der var ballade og konflikt enten på afsendersiden eller på modtagersiden eller - ofte på begge sider - på grund af genreblandingen og tvetydighederne omkring sandhed og virkelighed.

   Og det indgår tydeligvis også som et kendegn ved autofiktionen der jo som selvfremstilling overskrider grænsen mellem offentligt og privat. 

   En række af forfatterne inden for genren får ballade i deres private relationer i forhold til familie og barndomsmiljø, bliver retsforforfulgt, udsat for chikane og trusler, mv.

Man kan som Yahya Hassan risikere enten overfald eller politiovervågning og som ’Nielsen’ og ’Rasmussen’ en årelang pågående retssag til udmåling og domfældelse af virkelighedsgraden i en autofiktion.

   Eller som Knausgård og hans norske forlag gennes rundt i manegen ved udsigten til et juridisk søgsmål, indtil den fædrene slægt i ’Min kamp’, ikke bare hvad navnet angår, men også i henseende til bopæl, uddannelse, arbejde etc. er forandret til nærmest ukendelighed.     Autofiktioner har ikke bare til formål at overskride og derved flytte grænserne for social skam, de risikerer i lige så høj grad at blive ramt af dem.

Af andre begreber for "autofiktion" og det der ligner, introducerer kronikken "litterær selfie", "performativ biografisme" og "vidnesbyrd-litteratur" som mere eller mindre synonyme. Fælles er at der er tale om 'selvfremstillinger' iklædt litterære æstetiske former og udtryk.

De to forfattere til kronikken, oplyses man om, har sammen skrevet en grundbog "Selvfortalt. Autofiktion på tværs" som udkommer i denne uge. Så kronikken er en slags reklame for bogen.

   Jeg tror den vil være interessant læsning.

Kronikken i sin helhed kan læses her - og den indeholder links til en vifte af interessante artikler om "autofiktion":

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2645667/autofiktion-har-knust-modernismens-facade/  

Akvarelmaleriets mysterier (45) - om klovner og heste - i anledning af ....

Fortællingen om at min morgensvømmer-ven var igang med at modellere en klovnedukke, tændte en gnist.  

   Jeg har flere gange tidligere i indlæg skrevet om klovnen som konceptuel figur i fantasien og som et hyppigt brugt motiv i malerier. 

   Men jeg har aldrig tidligere selv tegnet eller malet en klovn, selvom jeg på væggen i mit kontor i mange år har haft en udstillingsplakat af Emil Nolde hængende som viser en smuk akvarel med hovedet og overkroppen af en klovn:

Fidusen ved at male (eller modellere) en klovn, er jo at den i virkeligheden kan se ud på uendeligt mange måder. Der er frit slag. 

  Så nu var det nu.
Det er ligesom at male drager hvor der ud fra et motiv- og stil-synspunkt også er et regulært freestyle-friløb: "Anything goes", kan man sige:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier42-om-at-male.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/02/akvarelmaleriets-mysterier-hvad-er-det.html 

Så jeg fik for en måneds tid siden, inspireret af min morgensvømmervens fortælling om sin klovnemodel-produktion, et 'klovne-flip'.
    Jeg gik i klovne-mode!

     Først lavede jeg for- og profil-tegningen med blyant til en meget fin - og planlagt i streg - meget naturalistisk akvarel-klovn - med en stor perspektiv-tegnet præstekrave om halsen.
   Men blokerede - og turde så ikke gå videre.
       Risikoen for at det ville blive dårlig som maleri, følte jeg blev for stor.
   En maleblokering, tydeligvis. Ikke en af de alvorlige, men alligevel.
   Jeg havde brugt en halv dag på at tegne og outline den. Tænk hvis tre utjekkede penselstrøg derefter totalt ville spolere det hele.
   Ned i skuffen med den.

Så gav jeg bare los. Og malede på få timer disse klovne-akvareller:

Det er ikke Emil Nolde.

   Men de er heller ikke værst.

Enhver kan se det er klovnebilleder. 

   Men hvad skal der egentlig til af udtrykselementer for at man ikke kan være i tvivl om at en malet figur er en klovn?

• - en rød rund næse
• - rødt strittende hår
• - en overdrevet, tydeligvis påmalet smilende rød mund - overdrevet glad
• - overdrevent løftede - igen tydeligt påmalede - øjenbryn
• - øjne med tårestriber på tværs
• - evt. overdrevet store frontknapper på jakken.

Jeg har så i alle tilfælde valgt at markere at der kommer lys fra venstre, så højre side af ansigtstrækkene skal ligge mere eller mindre i skygge.

   Og fidusen er i alle tilfælde at jeg udnytter akvarel-farvernes mulighed for at man kan arbejde spontant med farverne og udnytte den sammenflydende vådt-i-vådt-teknik.

Så kom der en til - en efternøler i serien:

Nu kom lyset fra højre, og håret blev bevidst ikke rødt, men (blå)violet. 

   Men stadig umiskendeligt en klovn. Ikke helt så sjov og venlig som de tre foregående.

   Et forsøg med ikke en, men tre overdrevent store butterflys under hinanden der hvor knapperne ellers er, fungerer også fint. 

I alle fire tilfælde har jeg valgt at gøre klovnens hoved hvidt, dvs umalet der hvor ingen skygge er. Sådan nyder jeg det, jo.

   

Andre versioner af klovne-maskeringer man kan finde afbilledet på nettet, viser malede ansigtstræk hvor man også ser noget af ansigtets hudfarve, og hvor det hvide er begrænset til et ekstra smilende kontrastfelt omkring de røde læber, og i et større eller mindre felt omkring øjne, som i dette foto: 

Stadig ligger der en umalet tegning af et klovneansigt med en 'præstekrave' i skuffen og venter  - på bedre tider og mere maleoptimisme hos mig.

Den næste anledning til at kaste mig ud i et akvarelmaleri af en type motiv jeg ikke havde prøvet før, og som jeg på forhånd følte at det kunne jeg ikke finde ud af, var mit barnebarns konfirmation.

   Den unge dame ønskede sig naturligvis pengegaver, men skulle også have en akvarel i glas og ramme - ligesom det barnebarn der for nogle måneder siden fik en akvarelmalet drage i glas og ramme - i fødselsdagsgave.

   Konfirmanden var hestetosset, som flere andre kvindelige familiemedlemmer er eller har været det, også.
    Så en hest skulle motivet være. Og den skulle være med brunt skind og sort hale og manke, for det var farverne på barnebarnets yndlingsridehest Topsy.

Jeg fandt et referencefoto af en smuk hest i trav - antagelig fuldblods - med smukke lysreflekser i huden. Og kastede mig ud i det.
   Den skulle være naturalistisk i udtrykket, syntes jeg:

Jeg syntes - til min egen overraskelse - at det lykkedes tilfredsstillende i første hug - uden træning og opvarmning via andre mindre forpligtende akvarelteknikker og former. 

   Jeg gjorde tydeligvis her brug af den tekniske kunnen i at male hud med lys-reflekser og glidende overgange fra hvidt til mørkt - med violet toning, en kunnen som jeg havde afprøvet med succes i to af mine akvareller af bare damer. Se her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Her er referencefotografiet fra nettet:

Jeg holdt momentum oppe - og malede flere heste. Første forsøg var med et referencebillede malet i kinesisk free-style. Det blev til den her hest, sprintende gennem tid og rum:

Et til med samme type referencebillede, men nu malet i en mere omhyggelig og ikke-spontan stil - klart forskellig fra forbilledets - hvilket medførte en ikke helt vellykket malet hov på højre forben:

Endelig ønskede jeg at male et nærbillede - en slags heste-portræt. 

   Fandt et meget smukt akvarelmalet referencebillede, og fik malet noget der næsten lignede en regulær kopi, dog med en lidt anden - mere violet tonet farvelægning af de mørke partier i hovedet:

Jeg er meget godt tilfreds. Synes jeg har en god teknisk kunnen, og har lært noget om hvordan man kan male en manke hvor okkergult udgør grunden, og der så er malet  løse violette mankehår over, først lysviolette og siden et lag yderligere af mørkviolette hår. Det ville jeg aldrig selv have fundet på. 

  Den lyse tynde ring omkring næsebor, den tynde lyse bue over øjet, og selve den hvide refleksprik i øjet er afmasket med en afmaskningspen inden jeg begyndte at male.

Her referencebilledet:

Også i forbindelse denne serie af hesteakvareller ligger der nu i skuffen en tegnet hest i fuldt firspring - som skal have sortglinsende skind og sort manke når jeg får taget mig sammen til at forsøge at male den.

Da jeg skulle holde tale for konfirmanden, skulle jeg referere til at hun i kinesisk astrologi var født i slangens år, og at hun i europæisk astrologi var underlagt stjernetegnet skorpionen. Jeg havde brug for illustrationer at vise frem.

   En kinesisk one-stroke-slange i to farver, havde jeg tidligere malet - i virkeligheden en kinesisk drage uden  ben:

Ret vellykket, syntes jeg den gang - også ved gensynet.

Men en skorpion havde jeg ikke malet før, så sådan en måtte jeg se at få malet. Så med kort varsel, kastede jeg mig ud i at akvarelmale en skorpion - ud fra en ren sort-hvid linje-tegning jeg fandt på nettet:

Teknikken havde jeg tidligere brugt til akvarellen af to havskildpadder fra Kap Verde.  

   Først tegne linjerne i motivet op med en afmaskningspen; derefter male figurens forskellige led og dele med løs, let og fri hånd - med blandinger af forskellige mørkere farver vådt i vådt; og så til sidst gnide gummiet af så linjerne i motivet fremstå hvide hele vejen igennem.

   Den aggressivt røde baggrundsfarve blev malet med så meget vand at der afsatte sig skygger og blomkålsrande rundt omkring i fladen.

   Her mit eget tekniske og stilmæssige forbillede for min hurtige skorpion-akvarel:

Det der ikke er det som det ligner - om livagtige dukker og dukkeagtige klassiske skulpturer i farver

En af glæderne ved at være fast morgensvømmer i den lokale svømmehal er jo at man møder kunstnere og kunsthåndværkere som man aldrig ellers ville hav mødt. Og hvis værker man aldrig havde set  hvis ikke det lige var fordi man hver morgen mødtes - uden tøj  på i baderum  og sauna - og i badbukser ude i bassinet.

En af dem er en indvandrer fra Iraq hvis farvestrålende malerier og kalabas-skulpturer jeg har skrevet om sidst i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/esben-hanefelt-kristensen-farver.html

En anden af morgensvømmer-vennerne er inkarneret modelbygger.
   Vi har en fælles interesse i akvarelmaleri - en form for maleri han dog ikke dyrker i praksis selv om lysten vist er der.

   Da jeg var hjemme hos ham for et års tid siden, toge jeg fotos af en del af hans flot farvede, nøje opmålte og eksakt proportionerede modeller: Af motorcykler, hestevogne, dukkehuse (med møbler og beboere), landbrugsmaskiner, dampmaskiner - og mange andre ting.

 
Ud fra én synsvinkel er det at bygge modeller en velkendt og regulær pensionisthobby - ligesom mit eget akvarelmaleri. 

   Ud fra en anden synsvinkel er modellerne et udtryk for og et resultat af regulær skaberglæde - ved i form og farve at producere "noget der ligner, men ikke er". Og som netop derfor fascinerer - både at lave og at se på.
   I virkeligheden er disse modeller udtryksmæssigt nært beslægtet med de danske fotorealistiske kunstmalere, er min påstand.
   Selv om det ikke officielt regnes for kunst - eller kunsthåndværk

Det at skabe vellignende nedskallerede modeller med de rigtige former, farver og udtryk i indbyrdes korrekte forhold - og for de mekaniske modellers vedkommende: tilsvarende tekniske funktionaliteter og milmeternøjagtige proportioner - det er jo kunsthistorisk set en form for skulpturel supernaturalisme. Målestokken er nedgraderet, men "looket" skal ligne og mine til forveksling. Deri  altså fascinationen.

Det besøg skrev jeg om her - og viste fotos af nogle af min svømmervens modeller:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

I det linkede  indlæg fortæller jeg også om den fotorealistiske maler Niels Strøbæk som jeg havde fundet et citat af som jeg syntes var - ja, sådan set - lige i øjet.

For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Jeg synes på mange måder det var ret dækkende for de naturalistiske akvareller jeg malede, som var mest vellykkede, men i lige så høj grad også dækkende for min vens naturalistiske modeller:

Siden har vi udvekslet billeder pr, mail nogle gange, han har vist billeder af nye skulpturelle modeller i form af dukker, jeg til gengæld vist associerende akvareller. 

Her er min morgensvømmervens sidste to dukker - dels en Pinocchio og dels en klovn. 

Af fotografierne at dømme er de to figurer flotte og underholdende. Festlige, ligefrem

   Levende, udtryksfulde og farvestrålende er de jo tydeligvis - og hovedsagelig malet i de tre grundfarver blå, rød og gul. 

    Jeg har forstået at de er tænkt som  gaver til børnebørn, og det er jo unikke gaver at få som - er mit gæt - børnebørnene også vil have på kaminhylden når de bliver voksne - og måske ender med at give videre til deres børn.

   Det er helt parallelt med at jeg er begyndt at forære mine akvareller bort, og at male nogle særskilt adresseret til børnebørn med motiver af noget som jeg ved de for tiden er optaget af.

  Først var det en 'drage' til Lucas, og nu er det en 'hest' til Bianca. Og som regel udnytter jeg så den mentale og konceptuelle fremdrift til at male flere af samme slags - men i forskellige stilarter.

  Se det kommende indlæg om akvarelmaleriets mysterier - om klovne og heste som motiv.

Min vens to flot farvede dukke-skulpturer minder mig om noget jeg tidligere har skrevet: nemlig at den dominerende europæiske skulptur-kunst siden renæssancen har været forblændet af en total fejltolkning af udtrykket i den klassiske græsk-romerske skulpturtradition som var forbilledet og idealet. 

   Man har troet at de klassiske menneske- og gude-skulpturer var hugget i sten uden anden farve end den som det nøgne, slebne og polerede marmor havde. 

   Men det passer ikke. Forbillederne for den europæiske kunst de sidste 500 ¨år har oprindelig været næsten lige så farvestrålende malet som min vens dukker, som denne bueskytte-model illustrerer:

Det falske blege forbillede i mange hundrede år ser sådan ud:

Denne fordomsnedbrydende viden blev jeg mindet om igen for nylig da et lille udvalg af den kinesiske kejser Ouins terrakottahær kom til Danmark for at blive udstillet på det nye Moesgaard museum. Quin var kinesisk hersker i perioden 221-206 f. Kr.

   Da fruen og jeg var i Kina for nogle år siden, så vi udgravningen af terrakottahæren og besøgte den kæmpemæssige udstilling som figurerene indgik i. Et kick uden lige.

   Af udstillingen fremgik det så at hærens figurer slet ikke oprindelig fremtrådte i den ensfarvede rødbrune lertøjskulør som de nu så ud, og som man ser på de fleste fotografiske afbildninger. 

 

Nej, de var også flot malede - og altså kulørte så det battede:

Sådan har man rekonstrueret graven visuelt som man mener den oprindelig har set ud:

Sådan ser udgravningen ud da vi oplevede den i 2010:

Hvad er pointen?

   Når disse klassiske skulpturer er malede og fremstår som de så ud da de blev skabt og begravet, så ligner de min vens dukker mere end den fine og fornemme skulpturkunst som de jo naturligvisogså er og som man kan se på museer og udstillinger.

   Og at lighederne mellem klassisk skulpturkunst - hvad enten den er græsk eller kinesisk - og så min vens sprælsk farvede dukker måske er større end man umiddelbart tænker.

Akvarelmaleriets mysterier (44) - samlergenet - Harald Henriksen-akvareller - og endnu en lejlighedskvarel

Jeg har et "samlergen", det kan jeg ikke løbe fra. 

   Man taler også om 'samlermani' - og lidt mere positivt om 'samlerlidenskab'. Og uden at jeg har tænkt over det eller har besluttet det bevidst, er jeg begyndt at samle på billeder af akvarelmaleren og farve-træsnit-kunstneren Harald Henriksen som levede fra 1883 til 1960.

     Her er de sidst fund - to akvareller malet af ham - og endnu et træsnit:

Ved Kongekilden, Dyrehaven, København

Tibirke Bakker med udsigt til Arresø. 1935

Siden jeg var barn har jeg været optaget af og engageret i at samle på noget i længere perioder: stenalderredskaber, frimærker - med speciale i 'de to-farvede', bøger med jugendstil indbinding fra starten af 1900-tallet, tegneseriehæfter af bestemte tegnere, smukke slebne havsten, souvenirs fra Langbortistan-rejser, etc.

   Og selvom det var metaforisk og lidt i spøg at jeg ovenfor skrev at jeg havde et "samlergen", så viser et opslag på nettet at lysten til, begæret efter, og tilfredsstillelsen ved at skaffe nye unikke eksemplarer til samlingen faktisk - for en stor del - er genetisk bestemt.

   

Videnskab.dk havde i 2009 en artikel med overskrift og manchet som følger:

Din samlemani er nedarvet

Det er ikke kun din egen skyld, hvis kasserne med kuglepenne og mapperne med frimærker hober sig op. Britiske forskere beviser, at trangen til at samle i høj grad ligger i generne.

Såkaldte tvillingstudier har vist at sådan forholder det sig: Hvis man er enægget tvilling og har en form for samlermani, så er der 50% sandsynlighed for at ens tvilling også er samler, mens hvis man er tveægget tvilling, så er udsigten til at man deler samlermanien med sin tvilling, kun 25%,

 

Jeg har aldrig opfattet min samlerglæde som noget sygeligt, men dagligsprogordet 'samlermani' peger jo på at det også kan være en slags psykisk lidelse. Og i så fald er forskerne enige om at det er en variant af det der kaldes "Obsessive Compulsive Disorder" - forkortet OCD.

   På dansk taler man om 'tvangstanker' og 'tvangshandlinger', og forskerne mener at OCD hænger sammen med en forstyrrelse i produktionen af signalstoffet serotonin i hjernen, et stof som også menes at spille en rolle i nogle former for depression. Det at udøve tvangshandlingerne menes at have en angst-dæmpende, og borligende effekt.

   Serotonin er et af de signalstoffer og hormoner - misvisende kaldet "lykkestoffer" - som hjernen producerer og har brug for, for at fungere godt. Og sådan er det: når man samler på noget og har et "hul" i samlingen, så er der en dyb glæde  - en omend kortvarig lykkefølelse - ved at gøre et fund og få det hjem til at fylde hullet ud i samlingen.

Under alle omstændigheder har jeg i lange perioder været stærkt optaget af at samle, ordne og systematisere genstande inden for en bestemt kategori som helst skulle være så svær at fylde helt ud at det var spændende at jagte, opspore, finde og anskaffe dem.

   Der skulle og skal helst være en sjældenhedsfaktor involveret der gør at nogle fund inden for kategorien er omgærdet af en særlig aura - og måske også derfor besidder en relativt stor økonomisk værdi. 

   Jeg er ikke i tvivl om at det at samle på noget nogenlunde målrettet og systematisk både kan være beroligende og ophidsende, beroligende når man har fået nyt og godt til samlingen, ophidsende og spændende hvis man er på jagt efter et fund, og ved at andre også er det.

   Den milde form for samlermani - samlerlidenskab og -glæde - tror jeg er en del af den menneskelige natur og en af drivkræfterne bag menneskets udvikling af forskning, videnskab og kulturliv.

   De første museer startede også som kongelige og adellige "rarietets-samlinger" - for så gradvist at udvikle sig til videnskabelige institutioner inden for det felt samlingen dækker.

Og nu konstaterer jeg så altså at jeg igen er faldet i og hænger på den - med mine indkøb af i alt 10 Harald Henriksen-billeder siden december.

   Og hvorfor lige ham?

   

Jeg har praktisk taget aldrig før købt rigtig kunst af "navne", og den eneste form for grafik jeg har været "bidt" af, er japanske træsnit fra 1800-tallet - og den lidenskab har jeg haft siden min tidligste ungdom. 

   Jeg har haft nogle af de mest kendte Hokusai-træsnit i glas og ramme på væggen i mange år, købt som store postkort, plakater, eller som kalenderbilleder. 

   Fx de fire her:

De er så gradvist blevet erstattet af egne akvareller da jeg fik behov for vægplads til de særligt udvalgte jeg syntes jeg var lykkedes med. 

   Og nu kniber det når der også skal være plads til en Harald Henriksen-samling.

  

I min glæde ved  Harald Henriksens billeder flyder tre interesser sammen og nærer min samlerlidenskab: interessen for akvarelmaleri, interessen for japanske farvetræsnit, og interessen for naturalistisk kunst.

   Harald Henriksen beskrives som den sidste danske naturalist med rødder i 1800-tallets klassiske malerkunst  (og han var efter sin død udsat for kunsthistorisk glemsel indtil for omkring 5-6 år siden da Ole Lindboe skrev en bog om ham, og Haralds søn Hans fik lavet en udstilling af så mange af hans værker at det var tydeligt hvor god han var og havde været). 

   Harald Henriksens primære malemedie var akvarel, hvad der er et usædvanligt og ikke så prestigefuldt malemedie som oliefarver. Akvarelmaleri var noget de rigtige og velanskrevne oliemalere primært brugte til skitser og forstudier, Det var bogillustratorens og arkitektens typiske farvemedie - ofte kombineret med profil-streger med tusch. Og så var det et amatør- og hatte-dame-medie. 

   Harald Henriksen var stærkt inspireret af japansk træsnit-æstetik og havde flere originale Japan-træsnit hængende på sin væg - ligesom mange af de store (post)impressionister i Frankrig også havde det. Og han var så samtidig pioner inden for farvtræsnit-teknikken i Danmark - og brugte ofte akvarelskitser som udgangspunkt for sine træsnit. Og han nød efter eget udsagn at komme ud til den brede danske befolkning via salget af disse træsnit til overkommelige priser.

   Han beskrives lidt som en outsider i kraft af at han fastholdt sit naturalistiske udgangspunkt gennem hele livet - på trods af skiftende og traditionskritiske kunstsyn blandt de kunstkyndige på bjerget - i øvrigt ligesom netop afdøde Otto Frello, 

   Og outsidere i kunsthistorien bliver jeg ofte tiltrukket af, specielt hvis de så får come-back og ny anderkendelse, så er det en god historie.

Sjældenheds-faktoren er god og høj. Mange af både Harald Henriksens akvareller og hans træsnit er gået til da de er meget skrøbelige. Samtidig er priserne ikke særligt høje - især ikke på træsnittene, fordi han trods alt stadig er ret så glemt. Så det gør hans billeder til oplagte samlerobjekter for mig hvis jeg skal samle på kunst.

Her er en god introduktion til Harald Henriksens liv og virke:

https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf

Hovedværket om Harald Henriksen som kunstner er bogen "Naturens Spejl" som er forfattet af Ole Lindboe og med forord af Klaus Rifbjerg:

http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf

I de foregående 2-3 udgaver af "akvarelmaleriets mysterier" har jeg beskrevet mit eget forhold til akvarelmaleriet ved at kalde mig 'lejlighedsmaler', dvs. en der maler til og/eller for nogen når en god og aktuel lejlighed gives, 

   Jeg har nu haft endnu en officiel familiebegivenhed der kunne fungere som drivkraft for en akvarel - med et motiv som jeg på forhånd ville afskrive at jeg kunne male: en hest.

   Mit barnebarn er en pige på tretten som snart skal konfirmeres. Og hun er - hestetosset, ville man nok sige. I flere år er næsten al hendes fritid foregået på en rideskole. Og den lidenskab fortsætter nok et stykket tid endnu. 

    Så nu er der en god lejlighed. Jeg må prøve at male en akvarel til hende med en hest som motiv, et billede som hun kan få i konfirmationsgave - oven i den konventionelle pengegave.

   Her er resultatet:

Denne hest blev malet i første hug og på én arbejdsdag fra 9-16. - efter et referencefotografi jeg fandt på nettet. Det er usædvanligt med en så hurtig eksekvering, for som regel skal jeg have malet et par mere uforpligtende 'træningsakvareller' at varme op på.

   Kravet til hestens udseende på akvarellen var at den skulle have mit barnebarns egen hests farver: brunt skind, sort manke, ingen hvid blis foran på snuden.

   Jeg er faktisk meget tilfreds med resultatet. Og kan se at jeg har udnyttet den teknik jeg lærte at bruge da jeg skulle prøve at male bare damer som hende her:

I akvarellen af den let-løbende fuldblods-hest, er teknikken brugt til at male hestens skind, kropsform og muskler - med udnyttelse af klare hvide lysreflekser i skindet og af glidende overgange fra mørkt til lyst til at markere former og muskler på krop og i hovedet.

   Jeg har planer om prøve at male flere akvarelheste, men nu kom samlermanien og dermed Harald Henriksen i vejen. Og jeg skal jo også have lavet en konfirmationstale til barnebarnet.

Link til mit indlæg om at male akvarel med bare damer som motiv:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Links til tidligere indlæg om min "opdagelse" og jagt på Harald Henriksen træsnit:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html

Jan Krag Jacobsen - særligt kreativ personlighed - nu med dogmefotos af moderne parisiske plakat-palimpsester

Den særligt kreative personlighed som jeg tit har skrevet om her på blokken, er blandt andet kendetegnet ved at sindet fungerer som en konceptuel stavblender - med en mangesidet personlighed  - jeg har kaldt det "flere personer i en".

   Opfinderen af det særlige personlighedsbegreb er kreativitetspyskologen Mihaly Csikszentmihalyi, og en invitation på facebook til fernisering på en kunstudstilling i Farum under titlen...

Der stikker noget under

... viser sig at komme fra netop en af den slags personligheder: Jan Krag Jacobsen, en gammel kollega hvis kreative meritter jeg har skrevet om i tidligere indlæg.   

   Overskriften "Der stikker noget under" er typisk for mandens særlige kreative psyke.

    

Billedet ovenfor er et af de udstillede værker og visuelt blikfang for invitationen. Og det fænger og fanger mig umiddelbart.

   Invitationen i ord følger her:

Der stikker noget under - fotos af fragmenter af parisiske palimpsester 2014.

Invitation til ferniseringlørdag den 18. april klokken 12.00, Farum Kulturhus, Stavnsholtvej 3 i Farum

Palimpsester er gamle dokumenter af skind eller pergament, hvor fortidens udraderede tekster og billeder anes som skygger i flere lag.

På en parisisk metrostation fjernede en mand et tykt lag af plakater og fragmenter af billeder dukkede frem som erindringer i en drøm. Under en plakat for en udstilling om Napoleons søstre gemte sig en reklame for en læbestift.

Går man tæt på de revne, kaotiske plakater og laver udsnit af destruktionens spontane collager, danner nutid og fortid nye betydninger af en besynderlig skønhed.

Dogmereglerne bag de udstillede billeder er fotografering uden at røre plakaterne, udvælgelse af fragmenter og ingen manipulation med Photoshop.

Udstillingen slutter 7. juni

Jeg kan godt lide denne formulering: "Går man tæt på de revne, kaotiske plakater og laver udsnit af destruktionens spontane collager, danner nutid og fortid nye betydninger af en besynderlig skønhed". 

   En skønhed Jan Krag så har fanget ind med sit kamera.

   

Det er klart der er tale om en form for konceptuel blending på flere medier og planer, som består i at fotografier (= 1. medie) af udsnit af en plakatvæg (= 2.medie) hvor plakaterne fra forskellige perioder og med forskellige emne er delvist destrueret (afrevet) på en måde så de etablerer en naturlig collage  (=3., 4., 5. etc. medie),

Her er endnu en af de udstillede plakat-palimpsester:

Flere af Jan Krags palimpsester kan ses hvis man følger dette link og klikker på "se billedgalleri":

http://www.farumkulturhus.dk/udstillinger.html

Her en engelsk tekst der uddyber palimpsest-begrebet og dets historie:

A Palimpsest is essentially an artwork whose history can be seen, usually by under-layers visible under the topmost, recent image. In practice though, it most often refers to an antique document where a support, and particularly paper or parchment - has been reused, and this is how you'll find the word used in museums. However, it is also accurately used to describe more modern works: artists throughout history have re-used valuable art materials. You'll also find postmodern and contemporary works that are deliberate palimpsests, sometimes with the word in the title to bring associated ideas - of age, re-use and layering, hidden qualities, changed meaning and layers of meaning - to the viewer's mind. Sometimes this use of erasing, scraping and layering can have a deeply metaphorical context, and at other times is used in a more superficial way to create the impression of age and history.

http://drawsketch.about.com/od/drawingglossary/g/what-is-palimpsest.htm

Der er et klart slægtskabe mellem disse palimpsest-collager og andre blandingsgenrer hvor flere lag med forskelligt stil og udtryk er sat sammen så brudfladerne er synlige og en del af udtrykket der skaber ny betydning.

   Inden for filmvidenskaben taler man om syntetisk montage. Eisenstein er den store teoretiker på området.

I alle tilfælde peger udtrykket tilbage mod processen: dette at nogen - en 'kunstner - tilfældigt eller villet bringer udtryks- og indholdselementer sammen som ellers er fysisk adskilt i tid og rum. 

Asger Jorn producerede hvad han kaldte "modifikationer" af klassisk malerkunst ved at male noget af sit eget oven på:

 

Dronning Margrethes udstillede klippe-klistre-billeder, såkaldte "decoupager", på Aros for et års tid siden:

Den netop afdøde tyske forfatter og billedekunstner Gunter Grass producerede akvareller og tegninger og håndskrev digte oven i billederne:

Enhver godt brugt grafittivæg leverer ofte en fascinerende form for palimpsest:

Googler man "palimpsest as art", får man vist  en masse fine eksempler, som ofte er til salg som plakater. 

    Og det følgende link fører til en masse smukke eksempler på "Ghost Buildings and the Inadvertent Beauty of Destruction", som der står skrevet:

https://www.pinterest.com/typhoonista/palimpsest/

Endelig er her link til nogle sider hvor moderne kunstnere er stærkt inspireret af uvillede palimpsester i deres umiddelbare omverden:

http://artpropelled.blogspot.dk/2009/10/contemporary-palimpsest.html

Jeg har tidligere skrevet om Jan Krag Jacobsens kreative og mangesidede meritter inden for madkunst og madudvikling og radio og tv i disse to indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/kreativitet-og-madlavning-om-verdens.html

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

H. C. Andersens korteste eventyr - og andre historier i anledning af en fødselsdagstale som ikke blev holdt

Vi var en gruppe venner til en 70-års-fødselar hvis navn er identisk med en internationalt berømt dansk forfatter fra 1800-tallet. Og han - altså fødselaren - havde udstedt forbud - sin helt egen fatwa - mod at der blev holdt  de traditionelle 'fødselartaler' under middagen ved den fest han havde inviteret til.

   Gaver frabad han sig også.

   Til gengæld bad han om at få kulturelle indslag til oplivelse og oplevelse, passende til den højskole hvor festen skulle holdes.

Det var jo sådan set ret egoistisk for det er jo sjældent man får en naturlig lejlighed til at sige venlige og fornøjelige ord - krydret med erindringer - direkte adresseret til en god gammel ven.

   Fatwaen fungerede imidlertid som en kreativ restriktion for vores lille gruppe af venner: Hvordan kan vi omgå den? Det var det eneste spørgsmål der optog os da vi holdt krisemøde.

   Navneligheden blev nøglen. Når vi ikke måtte TALE TIL ham eller TALE OM ham, så var der jo imidlertid ikke udstedt fatwa-forbud mod at CITERE ham: altså H. C. Andersen. Vi kunne endda spille lidt på at vores ven også havde skrevet flere bøger, så i princippet kunne det godt være citater fra hans egen skriverier.

Så vi gik på jagt via nettet. Og fandt nogle H, C. Andersen-citater som kunne give anledning til spisfindige annoteringer med adresse til fødselaren. 

   Og vi fandt nogle kendte og populære sange som vi alle kunne melodien til, forfattet af den gamle højt elskede forfatter; "Pandeben, godt det gror", "Hvor skoven dog er frisk og stor", "Hist, hvor vejen slår en bugt", "I Danmark er jeg født".

   Og endelig fandt vi H. C. Andersens - vist nok - korteste eventyr, en historie som ingen af os kendte i forvejen, men som - netop fordi den var så kort - var særlig egnet til oplæsning til festen.

Her er H. C. Andersens korteste eventyr - med titlen:

HURTIGLØBERNE

Der var udsat en Priis, ja der var udsat to, den lille og den store, for den største Hurtighed, ikke i eet Løb, men saadanne, i at løbe hele Aaret.

   "Jeg fik da første Priis!" sagde Haren; "Retfærdighed maa der dog være, naar Ens egen Familie og gode Venner er i Raadet; men at Sneglen fik anden Priis, finder jeg næsten fornærmeligt mod mig!"

   "Nei," forsikkrede Ledpælen, der havde været Vidne ved Priis-Uddelingen, "der maa ogsaa tages Hensyn til Flid og god Villie, det blev sagt af flere agtbare Personer, og det har jeg ogsaa forstaaet.   Sneglen har rigtignok brugt et halvt Aar om at komme over Dørtrinet, men han har brækket Laarbenet i den Hastværk det dog var for ham. Han har levet ene og alene for sit Løb, og han løb med Huus! - Alt det er agtværdigt! - og saa fik han anden Priis!"

   "Jeg kunde dog ogsaa have været taget i Betragtning!" sagde Svalen; "hurtigere end jeg, i Flugt og Omsving, troer jeg, Ingen har viist sig, og hvor har jeg ikke været om: vidt, vidt, vidt! -"

   "Ja, det er Deres Ulykke!" sagde Ledpælen; "De føiter for meget! De skal altid afsted, ud af Landet, naar det her begynder at fryse; De har ingen Fædrelands-Kjærlighed! De kan ikke komme i Betragtning!"

   "Men om jeg nu laae over i Mosen hele Vinteren?" sagde Svalen, "sov hele Tiden bort, kom jeg saa i Betragtning!"

Eventyret "Hurtigløberne" er fra 1858, og er sådan set et typisk eksempel på den type historier som H. C. Andersen blev elsket og verdensberømt for: moralske fabler hvori karaktererne er personificerede objekter (her "ledpælen") og dyr ("haren", "sneglen", "svalen") der optræder som talende væsener.
   Eventyret er selvfølgelig også illustreret flere gange, som her af en af de meste berømte HCA-illustratorer Lorenz Frølich:

Jeg har tidligere skrevet om forskellige former for synæstesi hos særligt kreative mennesker. Og i den forbindelse har jeg udkastet den hypotese at H. C. Andersen havde den særlige form for synæstesi som kaldes object-personifications synaesthesia på engelsk, og som indebærer at man ved synet af eller omtale af bestemte tal, bogstaver, ugedage, m.m. - men altså også af genstande (og dyr) man kender godt, automatisk udstyrer dem med bestemte personegenskaber og karaktertræk inden for forskellige dimensioner - som illustreret i dette skema:

 

Ideen fik jeg for et par år siden da man opdagede et nyt og ukendt H. C. Andersen-eventyr, skrevet da digteren endnu var teenager: "Tællelyset". 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/den-tndte-hc-andersen-noget-om-digteens.html

Det interessante her er at den 70-årige nulevende fødselar der deler både for-, mellem- og efternavn (og dermed initaler) med eventyrdigteren, også er synæstetiker. Og at han med sin frue hver vinter rejser flere måneder til Sydspanien. 

   Endvidere er det bemærkelsesværdigt at fødselaren som barn talte en dialekt som ligger meget tæt på H. C. Andersens odenseanske (nemlig langelandsk), og at han som voksen blev journalist med et stort fortælletalent og med stor empati for samfundets småfolk.
   Serendipiteten slog altså endnu en gang igennem.

For en ordens skyld oplister jeg også de udvalgte H. C. Andersen-citater som jeg annoterede under vores ikke-tale; forkortelsen YKW står for "You Know Who":

Ideer kommer som kyllinger, den ene oven på den anden.

- Den kreative H. C. Andersen. har tydeligvis som voksen haft et større pippende, gokkende og galende hønseri under hårmanken (ligesom YKW) 

Stor digter, stor tandpine. Lille digter, lille tandpine.

- Jeg er ikke helt sikker på at YKW´s tandlæge er klar over hvad han er oppe imod når YKW ligger i stolen og åbner munden på vid gab. 

At rejse er at leve.

- Det er et meget berømt og kendt citat, og vores YKW elsker jo at rejse og opleve. Men det kæder jeg så let og elegant over til næste citat: 

At leve er ikke nok! Solskin, frihed og en lille blomst må man have!

- Altså H. C. Andersen siger her at have må man have – og YKW har så tilføjet et lille drivhus til dyrkning af peberfrugter, tomater og agurker. 

Vor Herre giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os.

- Det har vi så heldigvis konsulentbranchen til at hjælpe os med i dag: At knække nødder. Og YKW er jo konsulent og specialist i corporate storytelling. 

Det er med kærlighed som med skildpadde, de fleste kender kun den forlorne.

- En klar fremsynet kritisk H. C. Andersen-kommentar til vores digitaliserede dating-samfund. Og jeg er sikker på at YKW er helt enig.

Forgyldning forgår, svinelæder består.

- Det er noget H. C. Andersen ikke bare har skrevet, men som YKW også har skrevet sig bag øret når han stort set fra måned til måned totaludskifter møblementet i hjemmet, til stor forvirring for venner og familie. 

Hvad Fatter gør, er altid det rigtige.

- H. C.Andersen blev aldrig gift - i modsætning til YKW, hvis ægtefælle jævnligt udtaler det - citatet - højt og tydeligt i hjemmet, mens hun tænker sit. Som en senere tid har sagt: Bag enhver kreativ mand, står en klog og kreativ kvinde – og undrer sig. 

Mit hjerte er en opslagen bog for mine venner, men der kan dog let hænge et par blade sammen som ingen får at se.

- Det sidste citat vil jeg ikke annotere, men personligt synes jeg det rammer lige i plet i forhold til vores YKW.