Aprilsnar-dramaturgi, 'mockumentary', 'spoof', 'prank' - og erindringer om egne (u)pædagogiske 'gimmicks' med blending af fakta og fiktion

Imorgen er det den 1. april. Og jeg glæder mig. Jeg har en særlig lystfyldt svaghed - som jeg selvfølgelig deler med mange andre - ikke mindst mine journalistvenner: fornøjelsen ved at læse avis og se og høre nyheder den dag - og hele tiden spekulere over: Er det sandt eller falskt, fakta eller fup?

Fornøjelsen har jeg haft i rigtig mange år, sikkert helt tilbage fra midten af 60´erne. Men det var først i forbindelse med mit DR-kursus i "Faktion som udtryksmiddel" 1988-90 at  jeg tog aprilsnarrens dramaturgi op - fordi det var så smukt et eksempel på det jeg med kolleger i DR-Udvikling havde besluttet at karakterisere med ordet "faktion" - et ord vi kendte fra engelsek: "faction", som blev brugt om bogen "In Cold Blod" af journalist og forfatter Truman Capote. "In Cold Blod" var et stykke fortællende journalistik i en slags roman-form.

Aprilsnarren som journalistisk genre har en særlig dramaturgisk konstruktion som jeg tidligere har skrevet om  - og som jer er sikker på langt de fleste af eksemplerne i morgendagens medier vi trække på og leve op til.

   Jeg repeterer lige:

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".

   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er  aprilsnarens mål.

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være  provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".

   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle. 

Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.

Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.

Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off.  Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det umiddelbart allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.

'Opskriften' er fra dette indlæg hvor jeg uddyber og eksemplificerer:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Men aprilsnar-genren tager jeg også op i flere andre indlæg. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html

Aprilsnarren er beslægtet med det de fleste mennesker har været med til i deres liv: "pracktical jokes", og underholdende tv-indslag med "skjult kamera". Og også med nogle af de iscenesatte overraskelser nogle synes det er sjovt at udsætte vordende brudgomme for til deres polteraften, men af og til med fatale følger:

http://ekstrabladet.dk/112/article4042273.ece

Historiske rødder for aprilsnarren har vi i middelalderens karnevalsfester hvor almindelige mennesker havde ret til at klæde sig ud, maskere sig og opføre sig provokerende, socialt grænseoverskridende og ærligt - under anonymitetens maske og, men kun mens festen varede -  fri for risikoen for straf.

 

I stort format - som en slags fup-dokumentarer - har genren på engelsk fået betegnelsen 'mockumentary'.

   På Input, den internationale årlige tv-festival for kreativt og fornyende public-service-tv, har der ofte været vist spændende og charmerende eller provokerende mocku-programmer. 

   En af dem fortalte omkring 1990 - med brug af overbevisende klassisk dokumentariske udtryksmidler - historien om Hitlers hemmelige besøg hos den erklærede adelige nazist Unity Mitford og hans møde med kong Edward VIII inden denne abdicerede, en historie de tilsyneladende i følge 'dokumentaren' blev afsløret gennem fund af nogle gamle filmruller hos Unitys stadig levende gamle faktotum og Unity Mitfords ellers forsvundne 'dagbog'. Det hele var opfundet og historien løgn og latin, men den meget dygtige klipning, gode skuespillere, troværdig voice over til gamle ægte fotos og filmstumper, gjorde den eminent troværdig og overbevisende.

   Inspirationskilden til filmen var afsløringen af det sensationelle fund af 'Hitler-dagbøgerne' som værende et meget dygtigt falskneri.

Den film hvis titel var "A Question of Fact" har utvivlsomt inspireret til den dokumentar (?) jeg nu lige har fundet på YouTube med titlen "Hitlers British Girl" i fem afsnit:

https://www.youtube.com/watch?v=Z9kBH47Ohlg

Efter udgivelsen af "Faktion som udtryksmiddel" 1990 holdt jeg sammen med den meget kreative TVA-journalist Morten Hartkorn en række en-dags-kurser for gymnasielærere med dansk og-eller historie som fag. På de kurser skabte vi med nogle 'rollebytninger' indledningsvis usikkerhed hos deltagerne om vores afsenderrollers troværdighed som henholdsvis akademisk lærebogs-forfatter og  erfaren tv-journalist. 

   Til slut på kursusdagen afspillede vi for dem den ovenfor beskrevne mockumentary "A Question of Fact" - med et indledende oplæg som fortalte dem at nu her til sidst ville vi godt vise dem "en ordentlig, solid, engelsk, historisk dokumentarfilm, baseret på facts, bevidnede dokumenter og interviews med både ekspertkilder og erfaringskilder". 

    Det lykkedes hver gang at få hele forsamlingen af akademisk uddannede og velmeriterede undervisere til at tro på filmen indtil de sidste minutter.

    De synes ikke det var morsomt - lige da filmen var slut! Men jeg har siden fået tilbagemeldinger fra flere om at de ved nærmere eftertanke syntes det var lærerigt at blive taget fusen på på den måde. 

Morten Hartkorn var - ikke helt tilfældigt - også tilrettelægger af flere af TV-Avisens aprilsnarre hvoraf en lille del kan ses her, iblandt dem en af Mortens:

http://www.dr.dk/Bonanza/serie/Oejeblikke/Aprilsnar.htm

På dramaturgikurset Power TV som blev afholdt 2000-2007 DR-regi, viste vi undervisere igennem flere år et tilsyneladende autentisk engelsk tv-gameshow fra Channel 4 hvor hjemløse medvirkede som deltagere i konkurrencer om at vinde et hus, og hvor opgaverne var konstrueret til at ydmyge og gøre grin med disse medvirkende. 

   Efter sigende troede tv-publikummet til game-showet at det var ægte, og at de medvirkende skuespillere var rigtige hjemløse. 

   I hvert fald lykkedes det os kursuslærere at narre kursusdeltagerne til at tro på programmet som autentisk og få dem - stærkt engageret - til at diskutere grænserne for etik i forhold til casting og brug af  'taber-typer' som medvirkende i game- og reality-shows på tv.
   En stadig aktuel problemstilling.

Efter internettets usandsynligt hurtige udvikling og udbredelse er de 'overenskomster' og de medfølgende konventionelle visuelle og typografiske koder for sandhed og virkelighed i tekster og billeder blevet mere og mere gennemhullede, samtidig med at der er sket en eksplosive udvikling af nye faktions-genrer som  'spoofs', 'memes', 'gimmicks', ' pranks' m. flere - og det vrimler via de sociale medier med videoindslag med fantasifulde fup- og fake-historier der nemt og hyppigt "går viralt", som det hedder.

 
Disse engelske termer bruges ofte og i flæng til at beskrive og karakteriserer de tusinder og atter tusindere af tekster, billeder og videoer som på en elle anden måde fascinerer universelt ved at "de hverken er det de ligner (fakta), og heller ikke ligner det de er (fiktion)". (Det let reviderede citat er af den fotorealistiske maler Niels Strøbek.)

  I alle tilfælde er der tale om fortællende indslag der imiterer ellers troværdige genres udtryk, men hvor der er snydt eller fiflet med afsenderforholdet, eller med de medvirkendes identitet, eller med den virkelighed som tilsyneladende er ægte og autentisk dokumenteret. Eller med det hele.

   Imitationen kan være åbenlyst og erklæret som fx mange daglige ATS-parodier bag på Politiken, eller skjult og snyd/fake som i aprilsnarren i medierne i morgen. 

Jeg har selv brugt termen "gimmick" til at karakteriserer den type 'pædagogisk iscenesættelse' jeg faktisk så tidligt som i 1974 gjorde brug af som underviser på RUC, og som er beslægtet med aprilsnarren.
   Og hvor jeg altså brugte bevidst snyd som pædagogisk redskab.

   Inspirationen tror jeg kom fra min deltagelse i nogle gruppedynamik-kurser tilrettelagt af socialpsykologen Arne Sjølund, kurser jeg havde været deltager på i slutningen af 60´erne, og hvor nogle af opgaverne havde karakter af rammesatte interaktion-spil med en skjult dagsorden for deltagerne. 

   Det var meget populære kurser som også min mentor Poul Trier Pedersen havde deltaget i, og som dels inspirerede ham til sine tv-spontanspil, men også til den pædagogik han stod for blandet andet på de interviewkurser hvor jeg var medunderviser.
    De kurser inspirerede også Poul Martinsen til nogle af de tv-udsendelser i 70´erne hvor han afprøvede socialpsykologiske eksperimenter til brug for opsigtsvækkende og debatskabende tv-programmer, som fx "Broen" og "Dagbog fra Christiania".

   

Vi er i begyndelsen af 2. semester i et såkaldt "hus" med studerende på den humanistiske basisuddannelse. Der var ca. 60 studerende og 5 faste lærere med blandet faglig humanistisk baggrund. Tidspunktet er starten af februar 1975.

   Jeg skulle som en del af semesterstarten inden for temaet "psykologi og pædagogik" holde oplæg - en 'forelæsning' - om "marxistisk pædagogik".
   Det var noget jeg havde påtaget mig fordi ingen andre i lærergruppen havde lyst, og fordi jeg faktisk havde læst rigtig meget såkaldt "frigørend pædagogik" som i forskelligt omfang flirtede med Karl Marx´ tanker. 

   Men jo mere jeg læste op til forelæsningen, jo mere ulyst havde jeg til bare at stille mig op og med alvorsmine gennemgå de forskellige "frigørende" pædagogiske retninger. Det sprog de fleste kilder var skrevet på, kunne jeg dårligt få over mine læber fordi det simpelt hen var hult og floskuløst at det ville blive til aske i min mund.

   En af bøgerne handlede om pædagogiske principper i det reelt eksisterende sovjettiske skolesystem, og som bilag bagi fandt jeg nogle "ordensregler for et marxistisk gymnasium". 

  Teksten var, set med danske øjne, meget autoritær og fremtrådte nærmest som en slags opførselskodex for elever på en gammel engelsk kostskole - blot iklædt marxistisk verbal orddragt.

   

Tilsyneladende ud af det blå, fik jeg den ide at teksten med små ændringer og udskiftninger kunne formuleres så den, set med marxistisk-orienterede ruc-studerendes øjne, kunne virke helt autentisk - blot nu med overskriften "Husregler for studerende i hus 37".

   Jeg fik de ny "husregler" trykt så de kunne uddeles til alle de studerende der kom til forelæsningen i husets møde- og forelæsningslokale. 

   Så stillede jeg mig op ved forelæsningskatederet , kigge med rynket pande ud over forsamlingen og sagde med alvorsmine og -tonefald noget i retning af følgende:

 I det foregående semester har de studerendes optræden i forskellige undervisnings- og mødesammenhænge været præget af manglende disciplin og respekt for hinanden og for lærerne. Og semestret sluttede jo som alle oplevede det ret kaotisk. Så inden jeg nu holder min forelæsning om marxistisk pædagogik som annonceret, vil jeg lige uddele et forslag til husregler som jeg regner med vi kan stemme om og få vedtaget med det samme - efter en kort diskussion. 

Som jeg husker det, var reaktionens styrke  overraskende - og for mig ganske uventet og overvældende.

   De omdelte "husregler" gav anledning en timelang ophidset diskussion blandt de studerende. Nogle syntes at det egentlig var meget rimeligt (på grund af den klare og utvetydigt marxistisk vinkling i alle formuleringer), mens andre syntes de aldrig havde læst noget mere provokerende og uacceptabelt (på grund af kravene om mødedisciplin til undervisningen og blind respekt for lærernes autoritet). Og mange var i tvivl, og spurgte om jeg virkelig mente det?

   Jeg holdt masken, og endte med efter godt en time at foreslå  at da vi tilsyneladende ikke kunne nå til enighed, så måtte vi udsætte den diskussion til næste husmøde.

   Man diskuterede husorden og samværsregler på næsten alle husmøder gennem hele semestret - uden at noget blev skrevet ned og vedtaget, hvad der faktisk var meget givtigt og lærerigt for alle - både studerende og lærere. Og gruppeundervisningen kørte uden problemer i alle grupper med lærerene som vejledere - i modsætning til første semesters kaotiske og tumultariske forløb.

   Men jeg afslørede aldrig for de studerende at det bare var en pædagogisk gimmick fordi jeg var træt af bøgernes golde pædagogiske retorik.

   Jeg turde ikke. Simpelt hen.

I de følgende år, brugte jeg andre former for pædagogiske ´gimmicks', både i min undervisning på RUC og i mit samarbejde med Poul Trier - både på kurser og i forbindelse med at jeg fungerede som hjælpeinstruktør på nogle af hans tv-spontanspil, og i vores samarbejde om at udvikle kursusmaterialerne til de to kommunikationskurser "Borgerbetjening" og "Samspil på sygehuset" for den Kommunale Højskole i Grenaa.

For ikke så længe tiden har jeg her på bloggen brugt en tilsvarende substitution som den første på RUC. Hvor jeg altså udskifter/ændrer mindre enkelte dele af en tekst som jeg føler stærkt ubehag ved - for at demonstrere hvad der er galt med den - sådan rent journalistisk:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/en-faktions-nyhed-om-kyniske-og-griske.html

Den oprindelige tal- og statistik-uvederhæftige overskrift lød:

Hver femte asylansøger begår kriminalitet

Den substituerede historie byggende på et analogt talmateriale kunne så med lige så god ret få rubrikken:

Hver femte entreprenør begår kriminalitet

I det her indlæg får nogle udtalelser fra Pia Kjærsgaard om indvandrerkvinder der bærer tørklæde, samme substitutions-behandling:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html 

Den ide med at blande fakta og fiktion i sproglige iscenesættelser til pædagogisk brug, kom også med som et fast indslag i det legendariske TV-SUM-kursus som Ingolf Gabold var primusmotor bag. 

   Vi afspillede for deltagerne en meget tydeligt iscenesat og USA-kritisk-vinklet dokumentarfilm "Remington Cal. 12" af de i Danmark ukendte østtyske dokumentarfilminstruktører Heynowski & Scheumann. 

   Men vi fortalte kursisterne, illustreret af klip fra filmen, at filmen var lavet af CIA for at udstille østtysk manipulerende propaganda, og at den blev brugt i den amerikanske hære til anskueligheds-undervisning for amerikanske rekrutter. 

   I moderne terminologi sagde vi altså: Filmen I lige har set, var en pædagogisk tænkt SPOOF-film, med CIA som afsender og producent og amerikanske rekrutter som adressater.

Efter nogen tids diskussion på holdet af de visuelle manipulationer i filmens form og udtryk, dementerede vi os selv. Og fortalte nu at den var lavet af to unge vesttyske dokumentarister som var i opposition til USA´s krig i Vietnam.    Kursusdeltagerne blev usikre og nogle blev ret sure over at være blevet snydt.

   Hurtigt dementerede vi os selv en gang til. Og fortalte holdet sandheden om filmens oprindelse: at Heynowski og Scheumann var internationalt anerkendte og prisvindende østtyske, men uafhængige dokumentarfilminstruktører.

  Konklusionen som deltagerne dermed ikke kunne undgå at komme frem til, var at det var de rammesættende kontrakter (her givet af undervisernes autoritative udtalelser) som afgjorde om noget film elle tv af publikum blev oplevet som fakta eller fiktion - man kunne ikke afgøre det på "udtrykket" alene.

  Men mange kursister forblev usikre på hvilken af historierne der var sande - og ville have mere at vide i frokostpausen. Og de kunne ikke lige gå på nettet og tjekke. 

Hvis du ikke tror på den historie, og fx tvivler på at filmen "Remington Cal. 12 overhovedet findes, så her et link:

http://www.imdb.com/title/tt1155538/

Og den kan faktisk købes på tysk Amazon.de sammen med en lang række andre af de to instruktøres film på den DVD 2 i denne samling:

Jeg har tidligere skrevet om mokcummentary-genren her (ofte stavet forkert "mocumentary"):

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/sacha-baron-cohen-elefant-i-et-hyttefad.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

Her er link til en oversigt over danske aprilsnarer i medierne igennem tiderne:

http://da.wikipedia.org/wiki/Aprilsnar_i_danske_medier#Tv

Her en oversigt over især engelsksprogede 'mocumentary'-produktioner på film og til TV:

 http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_mockumentaries

'Kaffetræet med den bøjede pælerod' som metafor på kreativ skaben - Karen Blixen,Suzanne Brøgger, Astrid Lindgren, Tove Ditlevsen

Et af hovedemnerne i kulturjournalistikken i den sidste uges tid har været at man - forskere, anmeldere, læsere - har fået en slags bevis for at Karen Blixens far Wilhelm Dinesen begik selvmord fordi han havde gjort en tjenestepige gravid. Og hans svigermor var en skrap dame som ... ja, hendes mulige reaktion må vi fantasere os til ligesom Wilhelm gjorde. Og også til hustruens. Men ...

   Svigermoderen var den højborgerlige og efter sigende puritanske Mary Lucinde Westenholz.

   Wilhelm Dinesen var solddat, noget af en eventyrer og en ærekær mand. Og han var gift og havde fem børn, tre døtre og to sønner, med Ingeborg Westenholz, heriblandt Karen Blixen.

   Men sandsynligvis havde Karen ikke kun to søstre, men tre - som den collage fra Politiken illustrere:

KOLLAGE. Det originale foto forestiller de tre Dinesen-søstre på Rungstedlund, Karen (Tanne) sidder til højre, til venstre Inger (Ea) og i midten Ellen (Elle). Nederst er halvsøsteren Elida indsat. - Foto: Billedmanipulation over originalfoto fra Det Kongelige Bibliotek

Gennem Tom Buk-Swientys research til sin Wilhelm Dinesen-biografi, er der nemlig nu tilsyneladende dokumentation for at Wilhelm havde en såkaldt uægte datter Elida med tyendet Anna Rasmussen. Elida blev blev født tre måneder efter selvmordet.

   Det lyder næsten som plottet til en ægte Karen Blixen-fortælling.

Generelt er jeg er måske mindre betaget af Karen Blixens fortællinger, og mere optaget af hendes personlige historie som den bla. fortælles i "Den afrikanske farm" - og i hendes breve. Og ikke mindst gennem digteren Thorkild Bjørnvigs og litteraturmanden Aage Henriksens bøger om deres specielle symbolsk-erotiske forhold til hende og hendes til dem.

 

Alle forskere og andre der har skrevet om Karen Blixen, er enige om at hun er genial når det gælder at omsætte konfliktfyldte oplevelser og emotionelle erfaringer fra sit eget liv til fascinerende fiktive fortællinger.

   Negativt ladet har man brugt ordet 'mytoman' om hendes forfatterpersonlighed

   Så spørgsmålet er nu om også den her ellers gemte og glemte historie har spillet med i hendes kreative litterære fantasier.

I information fredag den 7. marts har Jan Maintz en artikel under denne rubrik:

Har Blixen fornemmet årsagen til farens selvmord? 

I artiklen forsøger Maintz at forfølge sporet gennem Blixens fortællinger - hendes måske-viden om den - antageligt - uægte søster, fadrens skam og hans fatale legen skjul med svigerfamilie og offentlighed. Det der mundede ud i at han hængte sig selv.

I introduktionen til artiklen fremdrager Maintz en metafor som fru Blixen selv brugte i flere af sine eventyr - for at karakterisere hvad fadertabet har betydet. Metaforens udtryk er: "kaffetræets bøjede pælerod", et billede som indgår i en meget central historie i forfatterskabet: "Drømmerne":

Ved du, at hvis du, idet du planter er kaffetræ, bøjer pæleroden, så vil træet, efter en kort stund, begynde at udsende en mængde små fine rødder nær overfladen. Det træ vil aldrig komme til at trives eller bære frugt, men det blomstrer stærkere end de andre.

Karen Blixen opfattede sit eget digtersind som en sådan 'bøjet pælerod' der af den grund producerer blomster "stærkere end de andre" .

I en lang række blogindlæg har jeg forfulgt dette spor: at mange særligt kreative personligheder som udfolder sig kunstnerisk eller gennem videnskab og forskning, har oplevet fader-/forældretab eller -svigt i en relativt tidlig alder, og på en eller anden måde mentalt har kompenseret for deres tidlige savn-erfaringer - og oplevelsen af fremmedgørelse og rodløshed og social mobning - ved at skrive eller male eller på anden måde udfolde sig kreativt.

   Jeg har også ettiketeret den slags personligheder metaforisk: Der er tale en psykosocial udvikling af et menneske der som voksen udfolder en særlig kompleks - en blended - personligheds-konstruktion, som jeg har benævnt "flere personligheder i én".

   Og Karen Blixen er jo klart en i den kategori og bon´er ud på alle parametre.

En meget stor andel af de særligt kreative personer jeg har skrevet om i tidligere indlæg, har været af hankøn.

   Den tanke at jeg har været delvist kønsblind i mine skriverier faldt mig ind på kvindernes kampdag den 8. marts hvor kulturlivets og forskningens positive bias i forhold til mænd og negative i forhold til kvinder blev tematiseret i en lang række artikler.

    Der har dog også været en del kvinder imellem dem jeg har skrevet om - dog i klart og markant i mindretal. Og jeg har faktisk skrevet en hel serie af indlæg om hvad forskningen kan fortælle om de to køns - klart forskellige - hjerneindretning når det gælder om at forklare forskelle i kreativitet:

Men da jeg ikke har foretaget førstehåndsstudier eller baserer mig på seriøs stattistik, så er det sådan set ikke særligt overaskende at jeg også er biased i mine skriverier om særligt kreative personligheder - med det samfund og de kønsroller vi har - som på alle fronter favoriserer hankønnet - også og ikke mindst i medierne som er dem jeg tit tager afsæt i.

   Derigennem sker den skævvredne grovsortering.

Men her op til denne jul og i perioden efter, er der - udover Blixen - flere markante kvindelige forfattere som har stået centralt og markant i kultursidernes journalistik.

   Oplevelser af savn, rodløshed, fremmedgørelse har alle tilfælde været dominerende temaer, og det gennemgående spørgsmål har været hvordan disse kvinders for så vidt private oplevelser i barndom og ungdom så tydeligt har sat sig igennem i deres litterære produktion og altså dermed er blevet brændstof i fiktioner der mere eller mindre ligner fakta og den virkelige virkelighed.

   Her er tre navne som alle har fået offentliggjort biografier (eller for Tove Ditlevsens vedkommende, det der ligner) i de sidste fire fem måneder:

• Astrid Lindgren, født 1907 - biografi: Jens Andersen: "Denne dag, et liv"
• Tove Ditlevsen, født 1917 - biografisk tekstsamling: Olga Ravn: "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."
• Suzanne Brøgger, født 1949 - biografi: Louise Zeuten: "Krukke".

Det er fælles for dem at de tidligt i barndommen lærte sig selv at læse - altså inden de kom i skole.

   Fælles for dem er at nutidige skribenter med hang og trang til biografisk forskning har skrevet fængende biografier hvor de afdækker og afslører vigtige sider og oplevelser af privatlivet i de unge år for hver deres hovedperson. Og i alle tilfælde er det en afgørende nøgle til deres litterære produktion at livserfaringer og digtning er tæt vævet sammen og spejler sig i hinanden hos disse forfatterkvinder af format.

På mange måder kan man jo sige om både Astrid, Tove og Suzanne at de i deres litteratur foregriber nutidens litterære 'fiktionsfrie' selvbiografiske frontløbere "Knausgaard & konsorter"  - hele det i offentligheden fremtrædende spor af opsigtskabende moderne litteratur hvor liv og digtning smelter sammen i en uhørt grad, og hvor det er rigtigt besværligt for litterater og anmeldere at skelne mellem erindret liv og fantasi, mellem fakta og fiktion.

   Og ikke mindst er pointen at denne uigennemsigtige litterære fusion af fakta og fiktion ('conceptual blending', med et fagudtryk) synes at være drevet af en umættelig hunger efter at forstå  og mentalt erobre egen livshistorie - parret med en sult efter opmærksomhed og synlig anerkendelse i offentligheden.

Om Suzannes barndom skriver "forfatterweb.dk"

Den 18. november 1944 kom en pige til verden i København som barn af direktør Ove Preis og Lilian Henius. Hun fik navnet Suzanne Preis. Da hun var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, og herefter boede hun med sin mor, søster og stedfar Svend Brøgger i Virum. Suzanne kom nu til at hedde Suzanne Preis Brøgger. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, men da hun var 14 år, skulle stedfaren udstationeres for FN’s børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand, så hun rejste med og gik på skole i Bangkok.

Her indgår et tidligt fader-tab, flytten omkring, skoleskift, sprogskift. The works!

    Suzanne Brøgger er citeret for om dette sit tumultariske barndomsliv at sige.:

Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger. Gradvis blev mit liv til skrift.

Det kunne vel lige så godt være udtalt af Karen Blixen. 

I følgende citat fra et interview til forfatterbloggen "Ord til alle sider" siger Suzanne Brøgger  noget der tilsyneladende selv-modsiger ovenstående, men ved nærmere eftersyn slet ikke:

Suzanne Brøgger, du har rejst en del i din tidlige barndom – så din skolegang ved Bernadotteskolen i 1958 måtte afbrydes da din stedfar Svend Brøgger, blev udstationeret for FNs sundhedsorganisation WHO. Har det betydet en rodløshed i din opvækst og hvad har det gjort ved dit sprog?   Jeg føler ikke, at min opvækst har været rodløs, for uanset hvilket land, jeg har boet i, har vi fortrinsvist talt dansk hjemme og jeg har altid læst bøger på dansk. Jeg har haft min rod i sproget.
   Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der?   Da jeg blev sendt på Th. Langs kostskole i Silkeborg i gymnasiet, kom jeg til at leve intenst gennem brevskrivning.
   Hvad var det der tiltalte dig ved brevkorrespondancen – var det langsommeligheden i kommunikationsformen, som gav tid til tænkning og dybde i korrespondancen og hvad gjorde brevet som medie ved langdistancehistorierne, – gjorde det noget ved sproget?   Jeg var forelsket.

Koblingen mellem skrift på den ene side og tab og savn på den anden er klokkeklar her.

Nu er der så kommet en biografi baseret på et stort privat materiale af breve og andre tekster, men med den problematiske pålagte begrænsning at den kun gælder til Suzanne er 40 år.

Men hvor sandt og virkeligt er det Suzanne Brøgger selv skriver i sine halv-fiktioner, og det som hendes biografi-forfatter Louise Zeuten skriver om hende i "Krukke".

   Det har en mandlig forskerkollega Erik Svendsen et udtalt synspunkt på, ifølge en artikel i Politiken:

"Det påfaldende ved Suzanne Brøggers bøger er, at hun aldrig vil stå ved, at det er sandheden, hun fortæller. Hun holder distance til sig selv. Det samme overfører hun nu til Louise Zeuthen, der bliver hendes marionetfortæller. Selv om ’Krukke’ er baseret på Suzanne Brøggers breve og dagbøger, er der alligevel samme distance som altid. For det er Zeuthens udgave af Suzanne Brøgger. Hun laver på den måde en ny tilsløring af sig selv. Zeuthen skriver med ført hånd. Det er en klog ført hånd, for hun har hele sin faglighed med sig, men det er Suzanne Brøgger, der sætter dagsordenen, bestemmer, hvad hun må skrive om, og hvad hun får af materiale«, siger Erik Svendsen.

Så til Astrid Lindgren.

   Astrid Lindgren har en høj stjerne i vores familie. Og fruen er i fuld gang med at læse Jens Andersens biografi (som jeg har foræret hende til Jul) - som efter sigende - også anmeldernes - står fuldt mål med den han for en række år tilbage skrev om H. C. Andersen.

   At Astrid Lindgrens børnebøger gennem årene  har fået global gennemslagskraft, står ikke til diskussion.

   Og når hendes bøger har en oplevelsesmæssig 'impact' som er mindst lige så kraftig hos voksne som hos børn, så hænger det uden tvivl sammen med at hun trækker på og skriver meget tæt op af hvad hun selv har oplevet både som barn, som ung og som voksen - et ekstremt produktivt forfatterliv transformeret ind i fiktioner  i skikkelser som Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter.

 

Der er mange fællestræk mellem vores egen H. C. Andersens brug af sit liv i sine historier og Astrid Lindgrens brug af sit liv i sine fortællinger.

   Og der er den klare lighed med Karen Blixen at de begge først begyndte at skrive litteratur i en relativt sen alder, og at oplevelser af savn og tab i ungdomsårene, var en vigtig drivkraft.

   For Astrid Lindgrens vedkommende førte en uønsket graviditet uden for ægteskabet 1926 med den 30 år ældre chefredaktør Reinhold Blomberg til at hun efter fødslen satte drengen Lars i pleje hos en familie uden for København, og først fik ham hjem hos sig selv fire år senere.

   Litteraturen om Astrid Lindgren omtaler den periode af hendes liv som...

De svære ungdomsår

Som ganske ung begyndte Astrid Lindgren at arbejde som korrekturlæser på Vimmerby Tidning, og som 18-årig blev hun gravid med avisens chefredaktør. Han ville giftes - det ville hun ikke, og hun rejste til København og fødte sønnen Lars i 1926. På det tidspunkt var Rigshospitalet i København det eneste sygehus i Skandinavien, hvor kvinder kunne føde uden at skulle orientere myndighederne om, hvem der var far til barnet. Da hun hverken havde bolig eller fast arbejde, måtte hun overlade sønnen til en plejefamilie i København.

Først mange år senere, omkring 1941, begyndte Astrid Lindgren at skrive fiktion - og det begyndte med "Pippi Langstrømpe" som hun havde "digtet" som oplæsnings-fortælling til sin datter Karin.

   Historien om hvordan den bog blev til, lyder som følger:

Det var Astrid Lindgrens 7-årige datter Karin, der fandt på navnet Pippi Langstrømpe. En aften bad hun Astrid Lindgren om en historie.   ”Hvad skal jeg fortælle om”, spurgte Astrid Lindgren. Og datteren svarede, at hun skulle fortælle om Pippi Langstrømpe.

   Astrid Lindgren spurgte ikke om, hvem Pippi Langstrømpe var, men syntes at det var et særpræget navn, så hun fortalte om en usædvanlig pige. Astrid Lindgren måtte fortælle historierne om Pippi Langstrømpe igen og igen i flere år.

   Det var først senere, at historierne om Pippi blev skrevet ned. Astrid Lindgren var faldet på en isglat vej og måtte tilbringe noget tid i sengen. Det gav hende tid til at skrive sine historier om Pippi ned, så hun kunne give dem i fødselsdagsgave til datteren. En kopi af manuskriptet blev sendt til Bonniers förlag, men som Astrid Lindgren havde forventet, blev det ikke antaget.

En omarbejdet og mildere version af Pippi vandt en børnebogspris udskrevet af et andet forlag, og bogen endte med at udkomme på Rabén & Sjögrens förlag i 1945. Da var forfatteren 38 år gammel.

   Og så gik det ellers derudaf.

Mens både Blixens og Lindgrens barndom angives som relativt sorgløse og ubekymrede, så gælder det bestemt ikke for Tove Ditlevsens. hvis liv i barndoms- og ungdomsårne beskrives sådan her på netportalen danmarkshistorien.dk:

Tove Irma Margit Ditlevsen voksede op på Vesterbro i København. Faderen var fyrbøder, og moderen passede hjemmet i Hedebygade. Det var et fattigt arbejderhjem med et traditionsbundet syn på kønnenes muligheder. Tove skulle giftes, skønt hun klarede sig godt i skolen. Efter mellemskoleeksamen gik Tove Ditlevsen ud af skolen og havde de følgende år forskelige pladser. Fra hun var 12 år, skrev hun digte, men skjulte sine kunstneriske forsøg for omverdenen. Forældrene fik stor betydning for hendes kunst, ikke som positive forbilleder, men som repræsentanter for svigt og manglende omsorg. Barndommens smerte kom til at præge Tove Ditlevsen resten af livet i form af angst, usikkerhed og selvdestruktiv adfærd.

I modsætning til Astrid Lindgren giftede Tove sig tidligt - også her var der tale om et erotiske forhold til en mange år ældre mand og redaktør.

Tove Ditlevsen debuterede i det danske litterære tidsskrift Vild Hvede 1937, og i 1940 giftede hun sig med bladets redaktør Viggo F. Møller.   Møller hjalp Ditlevsen med udgivelsen af hendes debutsamling Pigesind, som udkom i 1939. Bogen vakte opsigt med sine smukke digte om kvindelivets foranderlighed, ensomhed og angst, og Tove Ditlevsen havde succes fra begyndelsen. Men privatlivet knagede, og hendes ægteskab holdt kun to år. I 1941 blev den lyriske debut fulgt op af prosasuccesen Man gjorde et barn fortræd, som skildrede en ung kvindes krise som følge af seksuelle overgreb i barndommen. I 1942 giftede Tove Ditlevsen sig igen, og året efter udgav hun endnu en kritikerrost roman, Barndommens gade (1943), hvor hun gennem en ung piges tanker og følelser gendigtede sin opvækst i arbejdermiljøet på Vesterbro.

Da jeg læste dansk på KU i midten og slutningen af 60´erne, stod Tove Ditlevsens digtning ikke i høj kurs, hverken hos vores lærere eller blandt de fleste af mine medstuderende.

   Hun var for 'nem' at gå til, hun skrev på rimede vers, hendes romaner og noveller var gennemsigtige i forhold til den virkelighed og de personlige erfaringer hun skrev om. Hun skrev både lyrik og prosa i et ligefremt og billedrigt, men ukompliceret erfaringssprog. 

   Og set med de dannede litteraters øjne - på et tidspunkt hvor modernismen var i den grad dominerende - der var hun: et hysterisk, popularitetsanglende kvindemenneske.

   Og så var hun oven i købet læserbrevkasse-redaktør på et ugeblad: Familiejournalen.

   Til gengæld var almindelige, jævne og ikke så dannede mennesker udelt glade for hendes digtning. De læste hellere Tove end Klaus (Rifbjerg).

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976 - efter flere tidligere mislykkede forsøg. 

Danmarkshistorien.dk fortæller at hun i de sidste år af sit live fik en riveval via den fremvoksende kvindebevægelse:

Inspirationskilden i Tove Ditlevsens forfatterskab var hendes eget liv som kvinde. Hun skrev på angsten og kriserne, og hun tog udgangspunkt i de smertefulde erindringer fra barndommen, som hun aldrig slap. Den dybe psykologiske indsigt i moderne kvinders splittede liv udfoldede hun ligeledes som brevkasseredaktør i Familie Journalen, hvor hun bidrog til tidens kvindedebat og blev beundret af mange for sine kloge svar. Hendes indsigt i kvindelivet fik fornyet opmærksomhed i 1970´erne med den ny kvindebevægelse. I forbindelse med filmatiseringen af Barndommens gade i 1986 satte Anne Linnet melodi til en række af Tove Ditlevsens digte.

Hendes litterære afløser hed Vita Andersen som fik en kæmpesucces i 1977 med bogen "Tryghedsnarkomanerne", Hende vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

 

Videre med Tove.

   "Tove, Tove, Tove" - er titlen på en teaterforestilling jeg for et par uger siden oplevede sammen med fruen her i Vordingborg, hvor lokalområdets gymnasium har en fin stor teatersal som den lokale teaterforening med mellemrum får fyldt op fordi man har kapret en af de forestillinger fra Det Kongelige Teater som har fået gode anmeldelser.

"Tove, Tove, Tove" var simpelt hen fremragende. Den udsprang af og trak på Olga Ravns biografisk tekstsamling "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."

   Forestillingen var en collage af både digte og helt personlige og private tekster, der var kædet delvist kronologisk sammen så man fulgte Tove Ditlevsens tumultariske liv fra traumatisk fattige barndom, over de stormende og konfliktfyldte kærlighedsforhold og ægteskabe, og til hendes selvmord i midten af 70´erne.

   Forestillingen blev kreativt fremført af fem unge skuespillere fra teaterkollektivet "Sort Samvittighed" der optrådte udklædt og forklædt - enten som Tove Ditlevsens alter egoer - 'mange personer i en' - eller med babymaske - symboliserende hendes 'indre barn':

 

Scenografien var nærmest genial.

   

Berlingskes anmelder Jakob Sten Olsen skriver begejstret i sin indledning til anmeldelsen af forestilingen om Tove-personlighedens mange ansigter i forestillingens fortolkning:

Ikke bare én Tove – mange Tover! Når lyset går op for teaterkollektivet Sort Samvittigheds Tove Ditlevsen-collage »Tove! Tove! Tove!«, er det ikke blot en enkelt udgave af den stadigt højtelskede forfatter, der kigger tilskuerne lige i øjnene. Alle fem på scenen har fået Tove-hår, Tove-bluser og Tove-slacks. Ditlevsen selv var jo rigtigt meget, rigtigt mange. Og i det udvalg af tekster, som afløser hinanden i det stramt disciplinerede kaos, der er forestillingens, er det kontrasternes, paradoksernes Tove Ditlevsen, som træder frem. Det er de indre stridende kræfter, som får lov at tale til hinanden i udvalget af citater, lige nådesløst sandhedssøgende, hvad enten de nu er hentet fra den skære pigepoesi eller de stumper og bidder af dagbøger, breve og interviews, der også er plukket fra.

Litteratursiden.dk skriver indledningsvis om hendes barndom:

Tove Ditlevsen bevæger sig i sit forfatterskab mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angsten og smerten, det "brændte" barn og de voksnes psykiske problemer.

Og brødteksten fortsætter om "barndommen":

Tove Ditlevsen blev født i 1917 (hun opgav dog ofte selv 1918 som sit fødselsår) i en arbejderfamilie på Vesterbro i København. Faren var intellektuelt nysgerrig og inspirerede den unge Tove til at læse, men hans følelsesmæssigt lukkede væsen og hans syn på piger forhindrede et nært forhold mellem dem. Moren var munter og udadvendt, men flygtig af natur og utilstrækkelig i sin kærlighed til datteren, hvilket satte dybe spor hos barnet Tove, der livet igennem forblev usikker på sit eget værd.

   Barndommens litterære indslag bestod mestendels af salmevers fra skolen, folkeviser og farens socialdemokratiske slagsange, og det blev for den unge Tove grundlaget, fra hvilket hendes egne digte udsprang; digte, hun skrev i skjul.

   Arbejderbarnets indre følelsesliv var dengang ikke noget, man talte om - endsige anerkendte, men Tove Ditlevsen tog på kontroversiel vis denne intimsfære med sig i sin lyrik og i sine romaner ved at tematisere vilkår som omsorgssvigt og fattigdom. Emner hun skildrede på realistisk vis i solidaritet med det følelsesforsømte arbejderbarn. Dette ses især i hendes romaner fra 1940’erne og frem til 1960’erne, hvor barnet er det litterære hovedmotiv, og hvor barndommens traumatiske oplevelser bliver gjort til genstand for den voksnes psykiske problemstillinger. Et litterært træk, der har rødder tilbage til 1920’erne og 1930’ernes fokus på den socialrealistiske, naturalistiske og psykoanalytiske fremstilling.

Man kan  roligt sige at Tove Ditlevsen nu har fået den anerkendelse som forfatter og kompleks - 'blended' - kreativ personlighed som hun savnede i en stor del af sit voksenliv.

   Det Kongelige Teater skriver i sit forskræp til forestillingen:

Tove Ditlevsen formåede ikke mindst – længe før kvindebevægelsen opstod – at give kvinderne og deres liv en stemme med sine rørende og vedkommende skildringer af livet, som hun så det.

   Tove Ditlevsens liv og værk smeltede mere og mere sammen, når hun med sikker sans for selviscenesættelse ganske usminket gav danskerne indblik i sine ulykkelige ægteskaber, sin narkomani, depressioner, indlæggelser og alkoholmisbrug. At hun samtidig samvittighedsfuldt passede en populær brevkasse i Familie Journalen, hvor hun rådgav andre om familieliv og parforhold, mens hendes privatliv lå i ruiner, vidner om hendes store spændvidde og folkelige appel.

   Tove Ditlevsen levede for at skrive og skrev for at leve. Midt i elendigheden og tragedierne, som hun på sin egen fanden-i-voldske måde dyrkede, var hun en festoriginal og en livsnyder med en kæmpe appetit på livet og på mænd. Hun var på én gang borgerlig og anti-borgerlig, forud for sin tid og gammeldags.

Det kan man vel sige er fælles for alle fire kvindelige forfattere:

De levede for at skrive, og skrev for at leve.  

Forestillingen "Tove, Tove, Tove" sluttede med at de fem skuespillere i kor fremsagde Tove Ditlevsens måske mest elskede korte digt om kærlighedens vilkår og omkostninger: 

Så tag mit hjerte i dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte - nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket og det har lidt,

nu er det stille - nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,

og det kan glemme og glemme tit,

men glemmer aldrig - at det er dit.

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses - men kun af dig.

En "rigtig" biografi om Tove Ditlevsen udkom i 2008: Karen Syberg: Tove Ditlevsen. Myte og Liv. Kan anbefales.

Akvarelmaleriets mysterier (43) - Harald Henriksen, igen, igen - om nye indkøb af hans træsnit og lidt om 'lejlighedsakvareller'

Harald Henriksen er en ikke særlig kendt - men i øvrigt fremragende dansk akvarelmaler (1883-1960). Og han omtales af kunsthistorikere som den sidste naturalist - i den klassiske tradition af danske landskabmalere fra 1800-tallet.

   Han er så også en glimrende og original grafiker - og har solgt mange farvetræsnit med danske landskaber som motiv til almindelige danskere som godt ville have smukke nationale landskabsbilleder på væggene, men som kun havde råd til grafik.

   

Jeg opdagede ham ved et heldigt tilfælde - serendipitet hedder den slags - idet jeg på en julemarked så et lille gulnet billede i glas og ramme som jeg troede var en ældre akvarel. Det var det så ikke, men når det lignede, var det ikke så mærkeligt, fordi kunstneren Harald Henriksen meget ofte lavede akvarelskitser som forarbejder til sine træsnit.

   Jeg købte træsnittet og researchede på kunstneren da jeg kom hjem. Den historie kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

Nu har jeg så en søgeagent aktiveret på Lauritz.com med hans navn. Og det har givet bingo for et par dage siden. 

   Her ses skønheden - vist både med og uden ramme:

Træsnittet er i samme stil - japansk inspireret - som næsten alle de andre af ham der smykker vores vægge. Der mangler bare en profil af Fujiyama-bjerget i baggrunden, så er vi Japan.

   

Mange af vores naturalistiske landskabsmalere har brugt Danmarks få klinter - først og fremmest dem på Møn og Stevns - som motiv. Også Harald Henriksen - her med en såkaldt gouache - vandfarver med dækkende pigment:

Først tænkte jeg motivet kunne være Møns Klint, men farven er for leret, så det er sikkert et motiv fra Røsnæs, ikke så langt fra vor vi har sommerhus, og et sted han har brugt som motiv i flere billeder

Selv er jeg for nylig også vendt tilbage til landskabsmaleriet - i akvarel - en type motiv som jeg ellers ikke har dyrket seriøst i et par år. 

   Her to akvareller med motiv fra Stevns Klint - med fotos som jeg fandt på nettet som referencebilleder:

I begge tilfælde har jeg valgt at profilere nogle af motivets linjer med en tegnet tynd tusch-streg. Jeg er nogenlunde tilfreds - men ikke helt.

Bagrund for valget af motiv:

   Efter nytår er jeg begyndt for alvor at forære mine akvareller væk - som gaver til nære venner og familie.  Og jeg er samtidig blevet klar over at jeg passende kan karakterisere mig selv som 'lejlighedsmaler' -  og en del af mine akvareller som 'lejlighedsbilleder' - parallelt til termerne 'lejlighedsdigter'  og 'lejlighedsdigte'. 

   

De første bevidst malede lejlighedsakvareller var adresseret til mit barnebarn , en dreng på otte der havde fødselsdag, og som var helt vild med drager efter at have set animationsfilmene "Sådan træner du din drage". 

   Han fik en akvarel-drage i fødselsdagsgave, og jeg fik i alt malet en 7-8 forskellige akvareller med dragemotiv ved den lejlighed.

   De to landskabsakvareller fra Stevns er malet som lejlighedsmalerier til en god ven som fyldte 70 og bor tæt ved stranden med udsigt til Stevns Klint til den ene side. Jeg ville have malet flere, men nåede kun de to.

   

Harald Henriksen har også andre motiver i sine farvetræsnit end landskaber, og fruen havde på væggen i sit domæne hængende et stort Harald Henriksen-træsnit af et fuldriggersejlskib og nogle mindre sejlskibe ved kaj i en havn, blev jeg klar over under min første research:

Beklager reflekserne i glasset. Kan ikke undgås. Som eksempel på farvetræsnit er det fantastisk flot.

Af litteraturen fremgår at Harald Henriksen også producerede træsnit med bymotiver. Og jeg erhvervede faktisk et træsnit mere af ham for en måneds tid siden som viser Roskilde Domkirke set gennem et halvåbent vindue: 

At se ud på et landskabs- eller bymotiv gennem et hel- eller halvåbent vindue, er jo en klassiker, og vel nærmest fortærsket som motiv for billedkunstnere. 

   I hvert fald er motivet varieret i det uendelige af malere gennem tiderne, hvad en google-billed-søgning straks kan dokumentere. 

   Her nogle få akvareller der viser variationsbredden i motivet:

Fordelene - eller skal vi sige 'de æstetiske styrker' - ved det motiv er flere oplagte: stor identifikation i forhold til publikum, fascination gennem det indbygge dybdeperspektiv og spændingen mellem forgrund-baggrund/inde-ude/kultur-natur.

    Selv har jeg en enkelt gang brugt et beslægtet motiv, en udsigt fra en restaurant på Kap Verde - med fruens bortvendte hoved i forgrunden:

Esben Hanefelt Kristensen - farver, detaljer, fabuleringer - og andre historier om excess-kunst

For ikke så længe siden stødte jeg på Facebook på et maleri af en kunstner hvis navn jeg ikke husker at have set før: Esben Hanefelt Kristensen

   Jeg googlede hans billeder og oplysninger om ham, og syntes at hans billeder var værd at vise her på bloggen der har som tema: kreativitet, kreative mennesker, kreative produkter.

   

Her følger nogle eksempler.

Det der gav anledning til min billedjagt og -opsporing, var det her maleri med papegøjer som motiv som en af mine facebook-venner havde set under et besøg på en dansk virksomhed i Thailand hvor de havde det hængende:

Esben Hanefelt Kristensens billeder er farvestrålende, fantasimættede og fortællende - med en charmerende spænding mellem farveharmonier og farvekomplementer.   

   Motiverne har indbygget en overflod af detaljer som typisk også indgår i dekorative mønstre på billedfladen - næsten som musik - med variationer over det tema som det enkelte billede i sin helhed fremstiller.

   Mens nogle kunstnere i deres kunst tilslutter sig slogannet "les is more" i minimalistisk motiverede valg af former og farver, så går Esben Hanefelt i modsat regning: "more is more is more" - kunne man kalde det - en stil og et motivvalg præget af overskud og overflod. En slags lyrisk-narrativ 'excess-stil' som er beslægtet med Bjørn Wiinblad som, efter i nogle årtider at have været helt 'yt', nu ser ud til at have fået en - synes jeg - fortjent rennæssance:

Der er også et stil- og farvemæssigt slægtskab med den lokale kunstner Lise Meijer som jeg tidligere har skrevet om:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/big-wheel-studio-helende-arkitektur.html

Umiddelbart gætter jeg på at Esben Hanefelt også må arbejde som illustrator, og det bekræftes ved en hurtig web-søgning. Han har illustreret både eventyr, religiøse myter og gamle fortællinger:

Auktionselskabet Lauritz.com har i flere omgange haft billeder af Esben Hanefelt på auktion. En auktion gjaldt de akrylmalede illustrationer til Vagn Lundbyes "Det nordiske testamente" i 2007, og i den anledning fortalte man om Hanefeldt:

Aalborgkunstneren Esben Hanefelt Kristensens navn slog sig for alvor fast i danskernes bevidsthed med illustrationerne til "Billedbibelen", udgivet først i 90´erne. Den blev en succes hos både børn og voksne og er også udgivet på mange andre sprog.

   Esben Hanefelt Kristensen’s billeder er fortællende og farvestærke. Han har valgt at udtrykke sig i et detaljeret formsprog. Mennesker og dyr, blomster og træer danner fint tegnede mønstervirkninger over lærredet, og samtidig er der - næsten skjult i billedets virvar - indvævet en eventyrlig handling - som han selv siger: "Jeg arbejder med eventyret, fordi livet er eventyrligt".

   Esben Hanefelt Kristensens fik igen succes med udgivelsen af Saxo’s illustrerede Danmarkskrønike. Her bestod illustrationen af 148 Esben Hanefelt Kristensen malerier, som sideløbende med teksten beskriver historiens gang.

   Bogudgivelsen blev siden promoveret gennem udstillinger af billederne såvel på Nationalmuseet i København som på Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg.

   Esben Hanefelt Kristensen færdigegjorde 2007 illustrationerne til Vagn Lundbys trebindsværk om den nordiske mytologi. Værkerne har samlet været udstillet på Københavns Rådhus april 2009. Nærværende maleri er originalillustrationen til bogværket.

   Væsentligste udstillinger: Hjørring Kunstmuseum, Brandts klædefabrik i Odense, Frederikshavn Kunstmuseum, National Musset i Nuuk, Galleri NB i Viborg, Galleri Knud Grothe og Galerie Moderne i Silkeborg.

Slægtskabet er tydeligt mellem disse nyere danske kunstnere og den stilart - jugendstilen - som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen - fordi oplevelsen og gensynet altid giver mig en spontan og umiddelbar nydelse,  se fx dette berømte værk af den østrigske maler Gustav Klimt:

Adele Bloch-Bauer, 1907

Der er også klare rødder tilbage til den traditionelle - og efter europæiske normer "overlæssede"  - dekorative orientalske kunst fra Iran:

Og så tilbage til nutiden og mit eget lokalområde. 

   Vi har en Vordingborg-kunstner A. Ali Daher som er indvandret fra Iraq, og som hører til morgenbadernes morgenfriske garde.

   Hans stil ligger klart i forlængelse af den farve- og detaljerig orientalske tradition som jeg eksemplificerede ovenfor, men med et moderne og mere geometrisk touch i stilen:

Ud over malerier har hans specialiseret sig i dekorative, organsisk formede og rigt malede kalabas-skulpturer som disse:

 ... som også egner sig til standerlamper:

Se mere af Ali Dahers kunst på hans facebook-side "Kalabas art" hvorfra han også næsten dagligt promoverer åndsbeslægtede internationale kunstnere fra eksotiske områder af verden:

https://www.facebook.com/kalabasart

https://www.facebook.com/aali.daher?fref=ts