Sider

tirsdag den 31. marts 2015

Aprilsnar-dramaturgi, 'mockumentary', 'spoof', 'prank' - og erindringer om egne (u)pædagogiske 'gimmicks' med blending af fakta og fiktion

2001: BT: Metro-tog kørt op på Rådhuspladsen i København. Følg linket i artiklen og se nogle af de bedste aprilsnare gennem tiden. Foto: Fotomanipulation

Imorgen er det den 1. april. Og jeg glæder mig. Jeg har en særlig lystfyldt svaghed - som jeg selvfølgelig deler med mange andre - ikke mindst mine journalistvenner: fornøjelsen ved at læse avis og se og høre nyheder den dag - og hele tiden spekulere over: Er det sandt eller falskt, fakta eller fup?

Fornøjelsen har jeg haft i rigtig mange år, sikkert helt tilbage fra midten af 60´erne. Men det var først i forbindelse med mit DR-kursus i "Faktion som udtryksmiddel" 1988-90 at  jeg tog aprilsnarrens dramaturgi op - fordi det var så smukt et eksempel på det jeg med kolleger i DR-Udvikling havde besluttet at karakterisere med ordet "faktion" - et ord vi kendte fra engelsek: "faction", som blev brugt om bogen "In Cold Blod" af journalist og forfatter Truman Capote. "In Cold Blod" var et stykke fortællende journalistik i en slags roman-form.

Aprilsnarren som journalistisk genre har en særlig dramaturgisk konstruktion som jeg tidligere har skrevet om  - og som jer er sikker på langt de fleste af eksemplerne i morgendagens medier vi trække på og leve op til.
   Jeg repeterer lige:
En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".
   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.
   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er  aprilsnarens mål.
Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være  provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".
   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle. 
Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.
Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.
Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off.  Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det umiddelbart allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.
   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.
'Opskriften' er fra dette indlæg hvor jeg uddyber og eksemplificerer:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html
Men aprilsnar-genren tager jeg også op i flere andre indlæg. Se mere her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html
Aprilsnarren er beslægtet med det de fleste mennesker har været med til i deres liv: "pracktical jokes", og underholdende tv-indslag med "skjult kamera". Og også med nogle af de iscenesatte overraskelser nogle synes det er sjovt at udsætte vordende brudgomme for til deres polteraften, men af og til med fatale følger:
http://ekstrabladet.dk/112/article4042273.ece
Historiske rødder for aprilsnarren har vi i middelalderens karnevalsfester hvor almindelige mennesker havde ret til at klæde sig ud, maskere sig og opføre sig provokerende, socialt grænseoverskridende og ærligt - under anonymitetens maske og, men kun mens festen varede -  fri for risikoen for straf.
 
I stort format - som en slags fup-dokumentarer - har genren på engelsk fået betegnelsen 'mockumentary'.
   På Input, den internationale årlige tv-festival for kreativt og fornyende public-service-tv, har der ofte været vist spændende og charmerende eller provokerende mocku-programmer. 
   En af dem fortalte omkring 1990 - med brug af overbevisende klassisk dokumentariske udtryksmidler - historien om Hitlers hemmelige besøg hos den erklærede adelige nazist Unity Mitford og hans møde med kong Edward VIII inden denne abdicerede, en historie de tilsyneladende i følge 'dokumentaren' blev afsløret gennem fund af nogle gamle filmruller hos Unitys stadig levende gamle faktotum og Unity Mitfords ellers forsvundne 'dagbog'. Det hele var opfundet og historien løgn og latin, men den meget dygtige klipning, gode skuespillere, troværdig voice over til gamle ægte fotos og filmstumper, gjorde den eminent troværdig og overbevisende.
   Inspirationskilden til filmen var afsløringen af det sensationelle fund af 'Hitler-dagbøgerne' som værende et meget dygtigt falskneri.

Den film hvis titel var "A Question of Fact" har utvivlsomt inspireret til den dokumentar (?) jeg nu lige har fundet på YouTube med titlen "Hitlers British Girl" i fem afsnit:

https://www.youtube.com/watch?v=Z9kBH47Ohlg
Efter udgivelsen af "Faktion som udtryksmiddel" 1990 holdt jeg sammen med den meget kreative TVA-journalist Morten Hartkorn en række en-dags-kurser for gymnasielærere med dansk og-eller historie som fag. På de kurser skabte vi med nogle 'rollebytninger' indledningsvis usikkerhed hos deltagerne om vores afsenderrollers troværdighed som henholdsvis akademisk lærebogs-forfatter og  erfaren tv-journalist. 
   Til slut på kursusdagen afspillede vi for dem den ovenfor beskrevne mockumentary "A Question of Fact" - med et indledende oplæg som fortalte dem at nu her til sidst ville vi godt vise dem "en ordentlig, solid, engelsk, historisk dokumentarfilm, baseret på facts, bevidnede dokumenter og interviews med både ekspertkilder og erfaringskilder". 
    Det lykkedes hver gang at få hele forsamlingen af akademisk uddannede og velmeriterede undervisere til at tro på filmen indtil de sidste minutter.
    De synes ikke det var morsomt - lige da filmen var slut! Men jeg har siden fået tilbagemeldinger fra flere om at de ved nærmere eftertanke syntes det var lærerigt at blive taget fusen på på den måde. 

Morten Hartkorn var - ikke helt tilfældigt - også tilrettelægger af flere af TV-Avisens aprilsnarre hvoraf en lille del kan ses her, iblandt dem en af Mortens:
På dramaturgikurset Power TV som blev afholdt 2000-2007 DR-regi, viste vi undervisere igennem flere år et tilsyneladende autentisk engelsk tv-gameshow fra Channel 4 hvor hjemløse medvirkede som deltagere i konkurrencer om at vinde et hus, og hvor opgaverne var konstrueret til at ydmyge og gøre grin med disse medvirkende. 
   Efter sigende troede tv-publikummet til game-showet at det var ægte, og at de medvirkende skuespillere var rigtige hjemløse. 
   I hvert fald lykkedes det os kursuslærere at narre kursusdeltagerne til at tro på programmet som autentisk og få dem - stærkt engageret - til at diskutere grænserne for etik i forhold til casting og brug af  'taber-typer' som medvirkende i game- og reality-shows på tv.
   En stadig aktuel problemstilling.

Efter internettets usandsynligt hurtige udvikling og udbredelse er de 'overenskomster' og de medfølgende konventionelle visuelle og typografiske koder for sandhed og virkelighed i tekster og billeder blevet mere og mere gennemhullede, samtidig med at der er sket en eksplosive udvikling af nye faktions-genrer som  'spoofs', 'memes', 'gimmicks', ' pranks' m. flere - og det vrimler via de sociale medier med videoindslag med fantasifulde fup- og fake-historier der nemt og hyppigt "går viralt", som det hedder.
 
Disse engelske termer bruges ofte og i flæng til at beskrive og karakteriserer de tusinder og atter tusindere af tekster, billeder og videoer som på en elle anden måde fascinerer universelt ved at "de hverken er det de ligner (fakta), og heller ikke ligner det de er (fiktion)". (Det let reviderede citat er af den fotorealistiske maler Niels Strøbek.)
  I alle tilfælde er der tale om fortællende indslag der imiterer ellers troværdige genres udtryk, men hvor der er snydt eller fiflet med afsenderforholdet, eller med de medvirkendes identitet, eller med den virkelighed som tilsyneladende er ægte og autentisk dokumenteret. Eller med det hele.
   Imitationen kan være åbenlyst og erklæret som fx mange daglige ATS-parodier bag på Politiken, eller skjult og snyd/fake som i aprilsnarren i medierne i morgen. 

Jeg har selv brugt termen "gimmick" til at karakteriserer den type 'pædagogisk iscenesættelse' jeg faktisk så tidligt som i 1974 gjorde brug af som underviser på RUC, og som er beslægtet med aprilsnarren.
   Og hvor jeg altså brugte bevidst snyd som pædagogisk redskab.
   Inspirationen tror jeg kom fra min deltagelse i nogle gruppedynamik-kurser tilrettelagt af socialpsykologen Arne Sjølund, kurser jeg havde været deltager på i slutningen af 60´erne, og hvor nogle af opgaverne havde karakter af rammesatte interaktion-spil med en skjult dagsorden for deltagerne. 
   Det var meget populære kurser som også min mentor Poul Trier Pedersen havde deltaget i, og som dels inspirerede ham til sine tv-spontanspil, men også til den pædagogik han stod for blandet andet på de interviewkurser hvor jeg var medunderviser.
    De kurser inspirerede også Poul Martinsen til nogle af de tv-udsendelser i 70´erne hvor han afprøvede socialpsykologiske eksperimenter til brug for opsigtsvækkende og debatskabende tv-programmer, som fx "Broen" og "Dagbog fra Christiania".
   
Vi er i begyndelsen af 2. semester i et såkaldt "hus" med studerende på den humanistiske basisuddannelse. Der var ca. 60 studerende og 5 faste lærere med blandet faglig humanistisk baggrund. Tidspunktet er starten af februar 1975.
   Jeg skulle som en del af semesterstarten inden for temaet "psykologi og pædagogik" holde oplæg - en 'forelæsning' - om "marxistisk pædagogik".
   Det var noget jeg havde påtaget mig fordi ingen andre i lærergruppen havde lyst, og fordi jeg faktisk havde læst rigtig meget såkaldt "frigørend pædagogik" som i forskelligt omfang flirtede med Karl Marx´ tanker. 
   Men jo mere jeg læste op til forelæsningen, jo mere ulyst havde jeg til bare at stille mig op og med alvorsmine gennemgå de forskellige "frigørende" pædagogiske retninger. Det sprog de fleste kilder var skrevet på, kunne jeg dårligt få over mine læber fordi det simpelt hen var hult og floskuløst at det ville blive til aske i min mund.
   En af bøgerne handlede om pædagogiske principper i det reelt eksisterende sovjettiske skolesystem, og som bilag bagi fandt jeg nogle "ordensregler for et marxistisk gymnasium". 
  Teksten var, set med danske øjne, meget autoritær og fremtrådte nærmest som en slags opførselskodex for elever på en gammel engelsk kostskole - blot iklædt marxistisk verbal orddragt.
   
Tilsyneladende ud af det blå, fik jeg den ide at teksten med små ændringer og udskiftninger kunne formuleres så den, set med marxistisk-orienterede ruc-studerendes øjne, kunne virke helt autentisk - blot nu med overskriften "Husregler for studerende i hus 37".
   Jeg fik de ny "husregler" trykt så de kunne uddeles til alle de studerende der kom til forelæsningen i husets møde- og forelæsningslokale. 
   Så stillede jeg mig op ved forelæsningskatederet , kigge med rynket pande ud over forsamlingen og sagde med alvorsmine og -tonefald noget i retning af følgende:
 I det foregående semester har de studerendes optræden i forskellige undervisnings- og mødesammenhænge været præget af manglende disciplin og respekt for hinanden og for lærerne. Og semestret sluttede jo som alle oplevede det ret kaotisk. Så inden jeg nu holder min forelæsning om marxistisk pædagogik som annonceret, vil jeg lige uddele et forslag til husregler som jeg regner med vi kan stemme om og få vedtaget med det samme - efter en kort diskussion. 
Som jeg husker det, var reaktionens styrke  overraskende - og for mig ganske uventet og overvældende.
   De omdelte "husregler" gav anledning en timelang ophidset diskussion blandt de studerende. Nogle syntes at det egentlig var meget rimeligt (på grund af den klare og utvetydigt marxistisk vinkling i alle formuleringer), mens andre syntes de aldrig havde læst noget mere provokerende og uacceptabelt (på grund af kravene om mødedisciplin til undervisningen og blind respekt for lærernes autoritet). Og mange var i tvivl, og spurgte om jeg virkelig mente det?
   Jeg holdt masken, og endte med efter godt en time at foreslå  at da vi tilsyneladende ikke kunne nå til enighed, så måtte vi udsætte den diskussion til næste husmøde.
   Man diskuterede husorden og samværsregler på næsten alle husmøder gennem hele semestret - uden at noget blev skrevet ned og vedtaget, hvad der faktisk var meget givtigt og lærerigt for alle - både studerende og lærere. Og gruppeundervisningen kørte uden problemer i alle grupper med lærerene som vejledere - i modsætning til første semesters kaotiske og tumultariske forløb.
   Men jeg afslørede aldrig for de studerende at det bare var en pædagogisk gimmick fordi jeg var træt af bøgernes golde pædagogiske retorik.
   Jeg turde ikke. Simpelt hen.

I de følgende år, brugte jeg andre former for pædagogiske ´gimmicks', både i min undervisning på RUC og i mit samarbejde med Poul Trier - både på kurser og i forbindelse med at jeg fungerede som hjælpeinstruktør på nogle af hans tv-spontanspil, og i vores samarbejde om at udvikle kursusmaterialerne til de to kommunikationskurser "Borgerbetjening" og "Samspil på sygehuset" for den Kommunale Højskole i Grenaa.

For ikke så længe tiden har jeg her på bloggen brugt en tilsvarende substitution som den første på RUC. Hvor jeg altså udskifter/ændrer mindre enkelte dele af en tekst som jeg føler stærkt ubehag ved - for at demonstrere hvad der er galt med den - sådan rent journalistisk:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/en-faktions-nyhed-om-kyniske-og-griske.html
Den oprindelige tal- og statistik-uvederhæftige overskrift lød:
Hver femte asylansøger begår kriminalitet
Den substituerede historie byggende på et analogt talmateriale kunne så med lige så god ret få rubrikken:
Hver femte entreprenør begår kriminalitet
I det her indlæg får nogle udtalelser fra Pia Kjærsgaard om indvandrerkvinder der bærer tørklæde, samme substitutions-behandling:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html 
Den ide med at blande fakta og fiktion i sproglige iscenesættelser til pædagogisk brug, kom også med som et fast indslag i det legendariske TV-SUM-kursus som Ingolf Gabold var primusmotor bag. 
   Vi afspillede for deltagerne en meget tydeligt iscenesat og USA-kritisk-vinklet dokumentarfilm "Remington Cal. 12" af de i Danmark ukendte østtyske dokumentarfilminstruktører Heynowski & Scheumann. 
   Men vi fortalte kursisterne, illustreret af klip fra filmen, at filmen var lavet af CIA for at udstille østtysk manipulerende propaganda, og at den blev brugt i den amerikanske hære til anskueligheds-undervisning for amerikanske rekrutter. 
   I moderne terminologi sagde vi altså: Filmen I lige har set, var en pædagogisk tænkt SPOOF-film, med CIA som afsender og producent og amerikanske rekrutter som adressater.

Efter nogen tids diskussion på holdet af de visuelle manipulationer i filmens form og udtryk, dementerede vi os selv. Og fortalte nu at den var lavet af to unge vesttyske dokumentarister som var i opposition til USA´s krig i Vietnam.    Kursusdeltagerne blev usikre og nogle blev ret sure over at være blevet snydt.
   Hurtigt dementerede vi os selv en gang til. Og fortalte holdet sandheden om filmens oprindelse: at Heynowski og Scheumann var internationalt anerkendte og prisvindende østtyske, men uafhængige dokumentarfilminstruktører.
  Konklusionen som deltagerne dermed ikke kunne undgå at komme frem til, var at det var de rammesættende kontrakter (her givet af undervisernes autoritative udtalelser) som afgjorde om noget film elle tv af publikum blev oplevet som fakta eller fiktion - man kunne ikke afgøre det på "udtrykket" alene.
  Men mange kursister forblev usikre på hvilken af historierne der var sande - og ville have mere at vide i frokostpausen. Og de kunne ikke lige gå på nettet og tjekke. 

Hvis du ikke tror på den historie, og fx tvivler på at filmen "Remington Cal. 12 overhovedet findes, så her et link:
http://www.imdb.com/title/tt1155538/
Og den kan faktisk købes på tysk Amazon.de sammen med en lang række andre af de to instruktøres film på den DVD 2 i denne samling:

Studio H&S - Walter Heynowksi und Gerhard Scheumann [5 DVDs]

Jeg har tidligere skrevet om mokcummentary-genren her (ofte stavet forkert "mocumentary"):
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/sacha-baron-cohen-elefant-i-et-hyttefad.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html
Her er link til en oversigt over danske aprilsnarer i medierne igennem tiderne:
http://da.wikipedia.org/wiki/Aprilsnar_i_danske_medier#Tv
Her en oversigt over især engelsksprogede 'mocumentary'-produktioner på film og til TV:
 http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_mockumentaries

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar