Sider

mandag den 5. januar 2015

To må man være (mindst) - i kreative processer - en slående og indlysende ide - formuleret af Joshua Wolf Shenk - og andre personlige historier om 'kreative par".

Der dukker jævnligt amerikanske fagbøger op i min opmærksomhedshorisont som jeg ud fra en omtale eller anmeldelsen tænker: Det her er noget jeg kender til, og som det kunne være en ide at udfolde lidt nærmere og sætte i en personlig erindringskontekst. 
   Det skete så også i går den 4. janaur. 

I Søndagspolitikens bogtillæg var der en artikel af Sophie Engberg Sonne om den amerikanske essayist og forfatter Joshua Wolf Shenk der er ophavsmand til en i USA stærkt omtalt og -diskuteret bog:
Powers of Two. Finding the Essence of Innovation i Creative Pairs.
Nu spidser jeg altid øjne når jeg ser en artikel med Sophie Engberg Sonnes byline (hvorfor fremgår senere i indlægget her).
 Ifølge artiklen er det Shenks opfattelse, som han argumenterer for med mange eksempler, at hemmeligheden bag en masse tilsyneladende enestående 'geniers' opdagelser, opfindelser og epokegørende kreative produkter, er at 'genierne' netop ikke er enere og ikke er alene - men som oftest har udviklet de geniale tanker, ideer og kunstværker i "kreative par" - vel at mærke i mange forskellige sociale og personlige relationer: forældreskab, ægteskab, venskab, fagfællesskab, kollegialitet, kærlighedsforhold, m.m.
 
Pointen i bogen er så at rigtig mange af disse kreative par(tnerskaber) har været mere eller mindre ukendte for offentligheden. Og at i hvert fald en del af 'genierne' har gået meget stille med dørene, hvad angår åbent at erkende den betydning makkerskabet har haft for at nyskabelserne ikke bare blev født, men også (videre)udviklet til det de endte med at blive: epokegørende.

Eksemplerne på sådanne "kreative par" som artiklen i Politiken refererer fra Shenks bog, er:

- Marina Abramovic og Uwe 'Ulay' Laysipien
- Geroge Balanchine og Suzanne Farell
- Vincent og Theo Van Gogh
- John Lennon og Poul Mccartney
- Thomas Wolfe og Maxwell Perkins
- Steve Jobs og Steve Wozniak
- C. S. Lewis & J. R. R. Tolkien
- Albert Einstein og Michele Besso
- George Lucas og Martha Lucas

Nogle kendte jeg til eksistensen af, flere ikke.
   Den psykodynamiske pointe hos Shenk ligner formlen for den såkaldte 'syntetiske montage', en genial ide som den russiske filmpioner Eisenstein var ophavsmand til: at A+B ikke giver AB, men C - et C som er noget andet og mere end de to udtryk (= 'personligheder') hvor for sig ville have kunnet yde.
   I artiklen bruges den lidt forslidte metafor "god kemi" til at beskrive et forhold der er svært at beskrive: nemlig at to personligheders konceptuelle tænkning frugtbargøres og udvikles gennem et socialt, mentalt og verbalt samspil - præget af en form for dyb indforståethed, men også ofte gennemsyret af konflikt- og spændingsfuld empati - eller sympati, eller kærlighed, eller konkurrence.
 
Her på bloggen har jeg jævnligt refereret min tanker - inspireret af Mihaly Csikszentmihalyis teorier - om 'den særligt kreative personlighed'. De går ud på at 'den særligt kreative personlighed' psykologisk set er kompleks og modsætnæningsfuld og består af "to (eller flere) person(lighed)er i en" - et mix, en hybrid - ofte med emotionelle rødder tilbage til en bardom  med kulturel fremmedgørelse, med splittelse mellem flere sprog, med savn af vigtige forældrerelationer og med mobning af klassekammerater i skolen.
   Og jeg har forklaret det sådan at de særligt gode ideer opstår i hjernen fordi disse to indre mentale 'personligheder' eller 'tilstande' skaber kognitive og emotionelle gnister - dissonanser - der udløser kreative energier og koblinger og - ja, netop - grænseoverskridende ideer og indsigter.
 
Jeg har også brugt, genbrugt og måske misbrugt begrebet 'kognitiv blending' til at karakterisere en masse kreative processer og produkter - som fx 'faktion' på genreplan - og fx 'metafor' på ord- og begrebsplan.
   Særlige stilretninger og kunstformer er også i sig selv defineret ved kognitiv og konceptuel blending - som kubisme, surrealisme, montage, collage, 
  Jeg synes at Shenks ide ligger i indlysende forlængelse af de tanker:
   De fleste mennesker er som personlighed sammensat af en bevidst 'oplyst' og udadvendt side og en ubevidst mere skjult (eller fortrængt) 'skyggeside'; to sider som kompletterer hinanden - som det taoistiske ying og yang-symbol visuelt udtrykker:




Mødet med et andet menneske kan - hvis man er heldig og serendipiteten slår igennem - aktivere den ubevidste side af en selv - og hvis denne udløsning af skyggesidens potentiale er gensidigt, så kommer der gang i de kreative, grænseoverskridende og fornyende tanker og opfindelser.

Her på bloggen har jeg ikke sjældent omtalte kreative personer som indgik i mere eller mindre frugtbare makkerskaber, men som regel har mine beskrivelser kun fokuseret på den ene, og det er sikkert en fejl.
   Jeg kan her fremhæve:

- Lars von Trier og Peter Ålbæk
- Carl Larsson og Karin Larsson (født Bergöö)
- Fritz Syberg og Anna Syberg (født Hansen)
- Van Gogh og Paul Gaugin
- Edgar Degas og Mary Cassatt
- Frida Kahlo og Diego Rivera

Jeg har sikkert skrevet om flere end dem jeg lige kan komme på her.
   Men jeg kommer straks til at tænke på andre kreative makkerpar som jeg i forskellige sammenhænge har stiftet bekendtskab med - enten mødt dem, set dem på tv, læst om dem - eller fået dem beskrevet og fortalt om:

- Bahs og Balling
- Kjeld og Dirch
- Poul Martinsen og Gunnar Iversen
- Poul Martinsen og Hans Engberg
- Poul (Nesgaard) og Nulle
- Jørgen Flindt Petersen og Erik Stephensen
- Sjöwall og Wahlöö
- Pierre og Marie Curie (født Skłodowska)
- Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen
- Harly Sonne og Bent Rosenbaum
- Vivi og Henrik Skov (Babette)
- Carl Bernstein og Bob Woodward
- Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård

Selvfølgelig kan det også vær så heldigt at "kreative par" somme tider er "trekanter". Det kender vi fx fra Linje Tre - eller Swe-Danes. Og det også kan være "kvartetter" som vi kender det fra Ørkenens Sønner - eller The Beatles - eller Abba - eller Four Jacks.

Jeg kommer så også til at tænke på at fx forholdet mellem Caroline Wozniacki og hendes far Pjotr - også meget vel kan komme ind under den her begrebsmæssige hat: "kreative par".
   Og så associerer jeg straks videre til fx forholdet mellem Volfgang Amadeus Mozart og hans far Leopold. Og til Gitte Henning og hendes far Otto.
   Men her går grænsen så nok også - i forhold til Shenks pointer. 
   
Det fremgår ikke af Sophie Engberg Sonnes referatet af Joshua Wold Shenks bog om han også er inde på den slags meget lidt synmetriske forhold som det mellem fædre og deres hårdt trænede "vidunderbørn" udgør - et forhold som kan være den socialpyskologiske ramme for personlig kreativ udvikling hen mod de unikke og enestående kreative præstationer.
 
I den forbindelse tænker jeg også på fx om et andet forhold jeg jævnlig har omtalt og fremhævet betydningen af: 'mentor og mentee' - om det også kan regnes for en særlig variant af "kreative par".    
   Hvis det er tilfældet så kan man jo fx også medregne Yahya Hassan og Louise Østergaard med under kategorien.
   Og så kan jeg ikke undgå at associere videre til kunstner-muse-forholdet som jo rigtig mange kunstnerbiografier kan berette om betydningen af - især fra Romantikken og fremefter. Fx det "kreative par"  J. F. Willumsen og Michelle Bourret:


Jeg har tidligere i flere blogindlæg været inde på at en af drivkræfterne i kreative processer kan være 'vrede' = 'kreativ vrede'.
   Hvis man inddrager det fænomen i dynamikken i "kreative par", så kan også forholdet mellem Poul Martinsen og hans chef i DR´s TV-kulturafdeling gennem 20 år, Verner Svendsen, komme ind som en afart af "kreative par".

Så til den personlige vinkel på begrebet og fænomenet "kreative par".
   I mit eget liv har jeg relativt mange gange haft den positive oplevelse uvillet og uplanlagt at indgå i kreative parforhold og partnerskaber med mennesker hvor den kreative gnist ofte har sprunget ved det første møde - eller kort tid efter:

- Studiekammerat og sprogforskerkollega Niels Erik Wille (i 1967)
- Journalist og tv-studievært Poul Trier Pedersen (i 1972)
- Studerende og konsulentkollega Monica Hassel (i 1979)
- Operakomponist og dramaturg Ingolf Gabold (i 1982)
- Journalist og redaktionssekretær Jens Franck (i 1990)
- Tv-journalist og -dokumentarist Morten Hartkorn (i 1991)
- Tv-producer Pia Marquard (i 1991)
- Konsulent og kursuskollega Nikolaj Christensen (i 1999)
- Forlagsredaktør Knud Øllgaard (i 2001)

Disse personers betydning for hvad jeg i årenes løb har leveret af kreative ideer, skriverier og produkter, kan ikke undervurderes. Og her må jeg sige og skrive det lige ud: Uden mødet og samarbejdet med dem, ingen PETER HARMS!

Jeg har også oplevet mindst et klart mentorforhold i mit liv og karriere: sprogprofessor Erik Hansen.
   Mødet med ham på især 2. del i min studietid da han var ung universitetsadjunkt gav indhold, retning og mål for mit dansk-speciale "Infinitiv og ledsætning som subjekt i moderne dansk".
   Alene titlen vil få de fleste normale mennesker til at løbe skrigende bort.
   For mig blev det et kraftigt og kreativitetsstimulerende benspænd som fik mig til mentalt og fagligt at springe højere end jeg troede jeg kunne.
   Erik Hansen var en stærkt inspirerende underviser og faglig formidler af grammatik og semantik i min studietid.
   Og det jeg særligt holdt af ved ham var at hans forelæsninger også havde en undertekst af fanden-i-voldsk københavner-gadedreng-holdninger når han stod og underviste og skrev illustrerende eksempler på tavlen.

Mit speciale blev udgivet som tredje nummer i et nyt sprogtidsskrift et par år efter: "Nydanske Studier". Og det blev hovedadgangsbilletten til en fast stilling som amanuensis i dansk sprog på KU 1970; og videre til stillingen som universitetsadjunkt i sprogbrugsanalyse på RUC 1972.

Endelig - og her dukker serendipiteten op igen - kommer jeg i tanker om Harly Sonne, en sprog- og litteraturforsker som også ville have en naturlig plads på listen oven for - som et af de kreative mennesker jeg skylder tak for inspirerende og bevidsthedsudvidende med- og modspil på afgørende tidspunkter i mit liv - en tak jeg ikke fik afleveret mens han levede.
   Han begik selvmord i marts 1998 - omkring det tidspunkt hvor jeg var på vej tilbage til universitetsverdenen - fra direktørstolen på TV 2 ØST - til et kaldet professorat i journalistik på Odense Universitet - senere SDU.
 
Harly Sonne var Sophie Engberg Sonnes far, hende som har skrevet artiklen om Joshua Wolf Shenk i Søndagspolitikens bogtillæg.
   Her kommer historien:

Harly var fem år yngre end mig og studerede også dansk på KU.
   Jeg stødte på ham - og han på mig - da jeg i 1973 afholdte et kursusforløb - et såkaldt kollokvium -på danskstudiets 2. del - med titlen "Samtalens grammatik".
   Harly Sonne var en af deltagerne.
 
Som ekstern lektor på KUs danskstudie ville jeg bruge kollokviet i "samtalens grammatik" til at opdyrke og få input til det nye forskningsfelt inden for den pragmatiske sprogfilosofiske tradition som jeg var begyndt at læse mig ind på på det tidspunkt: 'Samtalesprog og samtaleanalyse'.
   Jeg var året inden stødt på nogle ret obskure, men sjove og ukonventionelle amerikanske forskere som kaldte sig "etnometodologer", og som skrev afhandlinger og bøger om "CA" - "Conversation Analysis" - inden for den teoretiske ramme "etnometodologi".
   Den danske Encyklopædi forklarer:
Etnometodologi, sociologisk studium af de måder, hvorpå folk ganske upåagtet skaber en vis orden i hverdagslivet. Studiet af disse etnometoder foregår ved analyser af de såkaldte sociale fakta på mikroniveau, nemlig samspillet mellem mennesker, daglige rutiner samt refleksiviteten, dvs. folks overvejelser over og forklaringer på, hvad de siger og gør; se også konversationsanalyse.
   Fænomenologien spillede en central rolle i den udvikling af etnometodologien, som Harold Garfinkel påbegyndte sidst i 1940'erne, og som han søgte at systematisere som analytisk metode i 1960'erne. Garfinkel kritiserede den traditionelle strukturelle sociologi for at fremstille individet som en ureflekteret størrelse, hvis handlinger er underlagt de samfundsmæssige strukturer. I stedet opfattede han individet som improviserende, praktisk orienteret og forhandlende. Etnometodologien er modsat blevet kritiseret for at beskæftige sig med banale og trivielle forhold og for at ignorere makrostrukturernes betydning for samfundet.
   Sammen med symbolsk interaktionisme og fænomenologi er etnometodologi blevet kaldt for kreativ sociologi, og etnometodologiske idéer er blevet indarbejdet i nyere teorier, bl.a. i Anthony Giddens' strukturationsteori.
Selv var jeg begyndt at bånde telefonsamtaler og foretage nøjeregnende og tidskrævende udskrifter af dem hvor jeg forsøgte at registrere alle de udtryksmæssige fænomener som den gang ikke blev beskrevet som "sprog" når man videnskabeligt fokuserede på og analyserede moderne sprogbrug.
   Sådan noget som fx den funktionelle betydning af "øh" eller "ik´".
 
Holdet var ikke overtegnet. De 10-12 deltagere var alle såkaldt "ældre studerende" - blandt dem begavede folk som Ib Poulsen og Peder Skyum-Nielsen.
   Ideen var at de studerende i løbet af første semester hver for sig eller parvis skulle komme med selvstuderede oplæg med fokus på samtalesprog og sproglig interaktion og ud fra forskellige teoretiske synsvinkler og faglige tilgange. 
   Disse oplæg skulle så give afsæt, retning og pejlemærker for det videre arbejde i andet semester - og for deres afsluttende skriftlige afløsningsopgaver.
   Formen var meget lig den jeg selv havde oplevet som frugtbar og givende for "ældre studerende" hos min tidligere faglige mentor Erik Hansen.

Der dukkede så Harly Sonne også op, og var vel nok den yngste på holdet. Og han leverede et skriftligt oplæg - det var duplikeret, husker jeg, med det karakteristiske blå duplikatorblæk - som simpelt hen rystede mig.
   Det var lige inden Jul.
   Oplægget rystede mig fordi det var så fabelagtig godt skrevet - og så begavet, så belæst og så skarpt analytisk at jeg sjældent havde oplevet noget lignende. Og så var det skrevet med fagligt afsæt i  den fransk orienterede strukturalistiske sprogvidenskab 'semiotikkken' - oven i købet blendede med Lacans psykoanalytiske modeller - som fagligt og forskningsmæssigt slet ikke var min kop te - på det tidspunkt.
   Mit faglige fundament inden for sprogvidenskaben lå den gang i den angelsaksisk orienterede pragmatik, og der var et erklæret videnskabsteoretisk konkurrenceforhold mellem 'semiotikere' og 'pragmatikere' i de humanistiske fag på universiteterne op gennem 60´erne og 70´erne.
   Og mit forhold til psykoanalysen var læsning af Freud - nix weiter. Lacan kendte jeg kun af navn.
 
Det skriftlige oplæg viste at Harly tydeligvis var klogere end mig, mere belæst og mere vidende. Så jeg havde en forholdsvis stresset Jul præget af et noget der mindede om et mentalt og konceptuelt uvejr.
   Jeg skulle jo helst nå fagligt helskindet igennem forårssemestret. Så jeg måtte hurtigt se  at få rystet granatchokket af mig. 
   Jeg brugte så hele januar til gennem intensiv læsning at opruste mig fagligt. Og endte med at få formuleret en nogenlunde kvalificeret respons på Harlys input og de udfordringer de lå i det - en længere sag som jeg gav titlen "Papirer til "Samtalens grammatik"" hvori jeg forsøgte at svare så godt jeg kunne.
   Men først og fremmest forsøgte jeg at videreudvikle på de ideer Harly havde smidt på bordet, samtidig med at jeg prøvede at integrere dem med hvad jeg selv havde tænkt og allerede skrevet: altså i egentlig forstand konceptuel blending.

"Papirer til "Samtalens grammatik" blev faktisk rigtig godt. Til min store overraskelse.
   Jeg oplevede selv for første gang for alvor fænomenet 'flow' under skrivningen. Og jeg skrev som man siger på engelsk: "over mig head".
   "Papirerne" endte så med at blive et fagligt velfungerende afsæt for de opgaver de studerende skrev i forårssemestret.
   Og jeg opdagde at jeg var "klogere" end jeg selv troede.

Den oplevelse - det mentale og kognitive chok - som mødet med Harlys alternative faglighed gav mig, fik afgørende betydning for min videre karriere og egen faglige udvikling.
   "Papirerne" endte et år efter med at blive offentliggjort som et såkaldt "ROLIG-papir nr, 4", en udgivelse som RUC-kolleger jeg ellers ikke kendte fagligt, kom og roste mig for.
 
Jeg havde i de følgende år on and off møder med Harly under private former - og vi blev en slags venner. Og så emigrerede han til Holland med titel som professor.
   Han skrev nogle år senere en stærkt rost artikel om 'udsigelsesteori' sammen med en kollega Christian Gramby (1980), en artikel hvis tanker og modeller jeg var stærkt inspireret af i mit arbejde med faktionens dramaturgi i midten og slutningen af 80´erne.
 
Og sammen med en anden kollega, psykiateren Bent Rosenbaum, udgav Harly Sonne året inden pionerværket "Det er bånd der taler" - om skizofrenes tekster og deres udsigelse.
   Jeg syntes det var utroligt spændende læsning, ikke mindst fordi jeg på det tidspunkt havde et samarbejde med Poul Trier Pedersen om et stort og ambitiøst tværfagligt videostøttet kursusprojekt under titlen "Samspil på sygehuset - om "sygehuskommunikationen" mellem de forskellige faglige professioner med og om deres erklærede fælles centrum: patienterne.
   Da min bog "Faktion som udtryksmiddel" udkom 1990, blev jeg i den anledning interviewet af hvem andre end - Harly Sonne - i en - sådan husker jeg det - timelang radioudsendelse - en slags kulturmagasin som han var medarbejder på.
   Det var et meget venligt - og meget indforstået interview. Jeg var glad og lidt stolt bagefter fordi Harly så tydeligt gav udtryk for at han syntes det var et værdifuldt stykke fagligt arbejde jeg der var kommet afsted med at få skrevet.
   Og ingen tvivl om at han havde noteret at jeg var stærkt inspireret af hans og Grambys modeller for niveaudelt udsigelse.
 
Harly begik selvmord i 1998. Og i Information skrev Erik Skyum-Nielsen en nekrolog som jeg netop har genlæst, under rubrikken:
En gavmild intellektuel
Manchetten er formuleret sådan her:
Man véd aldrig, hvor meget andre lider. Men man vidste på en måde alligevel altid, hvor man havde Harly Sonne, nemlig lige foran én, fuld af charme og ubrugt overskud.
Og nekrologen indledes med disse afsnit:
Kort før han ville have rundet de halvtreds, valgte forleden litteratur- og sprogforskeren Harly Sonne (f. 1948) det, som i nogle nekrologer kaldes en pludselig død. Dermed blev der sat punktum for en unik personligheds liv - og for en akademisk karriere, der begyndte ovenud lovende, men endte med at flade ud som en rus frembragt ved andre, farligere midler end ånd.
   Harly, en mørkkrøllet, ranglet arbejdersøn fra Rødovre, med glimt i øjet, superbegavet, modtagelig som en radar, oplevede i sin 60'er-gymnasietid et kæmpemæssigt løft, takket være fremragende lærere, der kom hans sjældne evner i møde.
   Han læste siden dansk ved universitetet, med glubende appetit på alt nyt, skrev et omfangsrigt speciale om triviallitteratur, kom ind i semiotiske kredse, hvor der læstes Freud og Lacan, underviste, skrev og elskede, alt imens han dyrkede sin dybe lidenskab for skak.
Læs resten af nekrologen over Harly her.
Specielt er det sjovt at læse Erik Skyum-Nielsens beskrivelsen af Harlys rolle og optræden et år inden jeg mødte ham, hvor han også rystede en anden underviser, min yndlingslitteraturlærer Aage Henriksen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar