Når sproget sætter 'rammer' for virkeligheden: "DR vil være noget for alle danskere", "sexkunder som kriminelle", "konkurrencestaten som galopløb"

"To frame" og "framing" er almindelige engelske ord for det 'at ramme ind'. Det har også en metaforisk betydnng - nemlig 'at lokke nogen i en fælde'.
    Men ordene har også en international faglig-teoretisk betydning som også er metaforisk, som jeg jævnligt har udfoldet i analytiske indlæg på denne blog.
   Senest var det i forbindelse med det jeg kaldte 'kunstframes' - som altså var en særlig måde at anskue skift i stilretninger og maleprincipper på inden for kunsthistorien, og tilsvarende en måde at karakterisere en kunstners skiftende udviklingsfaser:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/udstillet-kunst-i-forskellige.html

Min forståelse af begrebet har jeg oprindelig fra George Lakoff som anskuer konceptuelle og mentale 'frames' som grundlæggende metaforer der styre tænkning og sproglig handling - herunder  styrer argumentation for og beskrivelse af samfund, mennesker og værdier.
   En frame kan analytisk koncentreres i en formel: 'X = Y', hvor Y er en metafor der henviser til og mentalt rammesætter vores forståelse af X.
   Begrebet anvendes ofte i medieforskning for at sammenfatte fælles begrænsende kendetegn ved journalistisk dækning af udsnit af virkeligheden - udtrykt gennem en metafor som fx "det arabiske forår", eller politik anskuet som en sportskamp: "Helle Thorning i infight med Lars Løkke".
   Her links til flere af mine blogindlæg om "framing":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/det-oprrske-forar-framing-i-medier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/framing-af-eu-og-framing-af-grnlndere.html

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/journalistiske-frames-i-valgkampen-og.html

I gårsdagens Information er der flere eksempler på hvordan bestemte frames kan påvirke og ideologisk begrænse tænkningen.

   Den ofte analytisk skarptseende journalist Lasse Jensen har en klumme i Information med rubrikken: 

Så dansk, at det gør ondt

Og med manchetten:

DR er så forhippet på at gøre det godt for ’danskerne’, at retorikken hos ledelsen antager en chauvinistisk tone

Jeg synes det er godt set at Danmarks Radio konsekvent skamrider ordet "danskere" når institutionen promovere sig selv og og fortæller hvilken gavne den gør, i diverse programerklæringer, policydokumenter og PR-materiale, med formuleringer som:

"Vi skal være noget for alle danskere."
"Vi har en ambition om at nå ud til alle danskere."
"Vi skal levere væsentlige programmer, der sætter danskernes værdier til debat."

Med kulturminister Marianne Jelved som lige så skarptseende back up, spørger Lasse Jensen om ikke det ville være en god ide at udskifte ordet "dansker" med "borger" i de fleste af disse formuleringer hvor DR omtaler sine lyttere og seere. Fordi ...

Når vi bruger udtryk som ’danskerne’ og ’alle danskere’, er det småstatstankegangen, der ubevidst overtager sproget. Det er stammesamfundet, der taler. Der er en hårdhed og en afvisning af de fremmede i det. Måske er det en forsvarsmekanisme for nogle, men det gør det ikke smukkere. Vi får tårer i øjnene, når vi synger vort hjemlands vemodige sange og hylder danskheden og de bøgelyse øer, som jo i virkeligheden blot er en geologisk tilfældighed.

At vælge "borger" frem for "dansker" i disse sammenhænge, indebærer at man skifter konceptuel frame - fra en der ekskluderer borgere med fremmed baggrund eller fortid, til en der inkluderer disse borgere.

   Og ønsker man et yderligere argument netop over for Danmarks Radio, så kan man bare henvise til at DR officielt jo skal yde "public service" med sine udsendelser - ikke "danes service".

Et andet eksempel finder jeg i anmeldelse af en bog der på videnskabeligt grundlag har forsket i de nordiske landes forskellige "prostitutionspolitik", en anmeldelse med rubrikken 

New Nordic prostitutionspolitik

Det er jo en vækkende og æggende rubrik som ironisk udstiller dette at "man" internationalt har promoveret en særlig 'nordisk model' for statens politik, lovgivning og administrative tiltage over for de prostituerede.
   Bogen der anmeldes, har titlen "Prostitution Policy in the Nordic Region", skrevet af May-Len Skilbrei, professor i kriminologi ved Oslo Universitet, og Charlotte Holmström, lektor i socialt arbejde ved Malmö Universitet.

   Ifølge anmeldelsen er rapportens pointe at en sådan fælles 'nordisk model' ikke eksisterer i virkeligheden. Det er en ideolgisk frame som skjuler hvor store forskelle der er mellem de nordiske lande når det drejer sig om holdningen til prostitution og prostituerede. 

 
I lovgivningen i Sverige frames købere af sex med prostituerede, som kriminelle - principielt på lige fod med købere af narko, som også er ulovligt. 

   Bagved denne juridiske framing ligger en generaliserende frame der anskuer i princippet alle prostituerede som "voldsofre".

   Herhjemme er framen 'SEXKØBER = KRIMINEL' endnu ikke ophøjet til lov selv om man diskuterer om indførelse af noget lignende, eventuelt begrænset til køb af såkaldt "handlede kvinder". 

 
I Danmark har vi ligefrem en faglig forening der bevidst bruger en modframe når den kalder sig "Sexarbejdernes interesseorganisation". Framen siger  'BETALT SEX = ARBEJDE': at det at yde sex mod betaling er et almindeligt arbejde, så derfor bør der gælde en række sociale og økonomiske rettigheder for prostituerede som sidsteller prostitution med andre former for legitimt, lønnet og betalt arbejde. 

   Man kan sige at anmelderen Marie Brovik - måske ubevidst - selv tager side når hun i flere passager netop slutter et afsnit med bruge af ordet "sexarbejder" og "sexarbejde" (mine fremhævelser):

Forfatterne bemærker det påfaldende i, at Danmark, Norge og Sverige, der sædvanligvis lægger vægt på viden og evidens i debatter, ofte ikke følger den frie forsknings resultater på prostitutionsområdet. (...) Det bliver særligt tydeligt, når flere undersøgelser, blot baseres på observationer af gadeprostitution og ikke forholder sig til den prostitution, der foregår indendørs, hvis vilkår er anderledes kontrollerede af sexarbejderne selv. (...)

   Og de argumenterer overbevisende og nøgternt for, at selve den måde prostitutionsmarkedet begrebsliggøres på, er afgørende for at forstå forbindelsen mellem ideologi, politiske mål og lovindgreb. For det er ikke kun lovgivningen, der regulerer prostitution. Der er en række regulerende mekanismer, herunder ideologien omkring kvindelig seksualitet, som indgår som et afgørende element i reguleringen af kvindeligt sexarbejde.

Jeg kan ikke gennemskue om disse formuleringer er smittet direkte af fra den videnskabelige rapport.

En tredje positivt legitimerende frame finder vi i udtrykket "sexkunde" eller "sexklient" der indebære at det at sælge sin krop er en form for legitim handelsvirksomhed eller servicevirksomhed, en frame som også er indlejret i brugen af begrebet "prostitutionsmarkedet" i citatet ovenfor.

Jeg synes en vigtigt pointe her er at man kan ikke formulere sig fri af framing når vi har med moralsk og politiske spørgsmål at gøre, man kan kun erstatte en frame med en anden. 

   Jeg finder i øvrigt lige på en god metafor for det at frame: Det er som at tegne de hvide streger på banen i en sportshal: Hvis stregerne tegnes på en måde, så kan man kun spille håndbold på banene, tegnes de på en anden måde, så kan man kun spille basket, en tredje måde at tegne dem på, gør det kun muligt at spille badminiton. De forskellige streger afgør både hvilket spil der kan spilles, og hvordan det må og skal spilles

Det tredje eksempel på - her en særlig kreativ - udnyttelse og analyse af en politiske aktuel frame, finder vi i kronikken skrevet af Verner Møller, professor ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Kronikken har den hårdtslående rubrik

Ræs til døden

Underubrikken lyder:

Konkurrencestatens logik er en evig stræben mod det excellente. Den virker elitært. Desværre består samfundet mestendels af jævne borgere, der i sagens natur er uden for eliten, og aldrig vil kunne drives levende op i den

Verner Møller de-konstruerer begrebet og framen "konkurrencestaten" ved at tage ordet 'konkurrence'  under den analytiske lup. Han mener der er tale om "en vrangforestilling", refererer til et illustrerende eksempel fra gallopsportens historie - og konkluderer:

Havde de (i. e. socialdemokraterne) taget ved lære af sporten, ville de have vidst bedre. Konkurrence handler om at vinde. Og hvor der er vindere, vil der i sagens natur også være tabere. Sådan har det altid været.

"Konkurrencestat" som fagligt begreb og frame blev herhjemme introduceret af professor Ove Kaj Pedersen i sin bog fra 2011 der som titel bare hed: "Konkurrencestaten". Wikipedia:

En konkurrencestat kan defineres som en stat, der agerer i international konkurrence med andre stater om at skabe økonomisk vækst. Tim Knudsen har med dette udgangspunkt i en analyse fra 2007 betegnet den nuværende danske stat som en social konkurrencestat. Denne statstype adskiller sig fra velfærdsstaten ved at prioritere aktivering før ydelser ud fra princippet "noget for noget".Hermed ændres velfærdsstatens opgaver fra primært at sikre beskæftigelsen til primært at sikre virksomhedernes konkurrenceevne. (...)

  I er interview i Politiken 23. august 2013 erklærede den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon sig som tilhænger af konkurrencestaten og fastslog, at socialdemokratiets økonomiske politik er indstillet på konkurrencestatens betingelser, som bl.a. indebærer, at :"hvis man skal sikre opbakning til velfærdsstaten, må man fokusere på kvaliteten af de offentlige serviceydelser frem for på overførselsindkomster."

Verner Møller refererer Corydon for at mene at "vi skal være glade for at vi nu lever i en konkurrencestat", og citerer ham for at udtale at regeringen er ...

... "i fuld gang med en voldsomt positiv dagsorden, der handler om at styrke og modernisere velfærdsstaten, og at resultatet af den forandring vil være et langt bedre samfund end det vi har i dag."

Verner Møller spørger: "Bedre for hvem?". Og så går 'hestevæddeløbet' som metafor for konkonkurrencestaten ellers derudaf i vild verbal galop:

Hvem gavner det at piske de syge, de halte, krøblingerne, de langsomme, de småtbegavede? Måske opper de sig; humper lidt hurtigere, bruger stavepladen en smule mere gesvindt. Men vil de nogensinde lære at sætte pris på piskens snert og synes, at samfundet er blevet bedre for dem? Forhåbentlig ikke, for så vil de jo holde op med at anstrenge sig, og nyde blodets svalende løb over ryggen.

   Hvem gavner det at piske dem, der er ansat til at hjælpe de syge, de halte, krøblingerne, de langsomme og dem med indlæringsvanskeligheder? Måske rubber de neglene og yder en smule mere, fordi de med deres specialiserede uddannelser ikke har noget sted at flygte hen og frygter fyresedlen. Men ingen tror vel oprigtigt på, at de ved fyraften dejser om i sofaen med følelsen af, at samfundet er blevet bedre for dem?

Det er befriende at opleve en professor i sundhedsvidenskab i den grad smide den videnskabelige jargons objektive maske, og skrive i levende, konkret og engageret erfaringssprog.

   Min pointe her er at en effektiv måde at afsløre en frame på, er som Verner Møller gør det, at tage den på ordet og folde dens konkrete indhold ud i klartekst.

    Verner Møller slutter også sin kronik i metaforens tegn:

Den vigtigste lære at drage af det historiske hestevæddeløb er, at det afgørende for ens lykke og velfærd er, hvilken position man indtager i konkurrencen. Hellere sidde på ryggen og anspore end have benene på jorden og være genstand for sporerne.

Mange kan vel tænkes at indvende at når vi alligevel ikke kan komme uden om at frame, så kan det vel egentlig være lige meget om man formulere sig på den ene eller den anden måde.

   Men her vil jeg tillade mig at referere til min læsning af Daniel Kahnemans stærkt oplysende bog "Thinking, Fast and Slow" - hvor han beskriver at effekten af forskellige slags framing sætter sig igennem som forskellige former for "cognitive bias", her forklaret i Wikipedia:

The framing effect is an example of cognitive bias, in which people react to a particular choice in different ways depending on whether it is presented as a loss or as a gain. People tend to avoid risk when a positive frame is presented but seek risks when a negative frame is presented. Gain and loss are defined in the scenario as descriptions of outcomes (e.g. lives lost or saved, disease patients treated and not treated, lives saved and lost during accidents, etc.).

Et eksempel fra Kahneman og hans kollegas forskning illustrerer hvordan sproglig framing påvirker holdninger og vurderinger fører til tankemæssig ensporethed:

Amos Tversky and Daniel Kahneman explored how different phrasing affected participants' responses to a choice in a hypothetical life and death situation in 1981.

   Participants were asked to choose between two treatments for 600 people affected by a deadly disease. Treatment A was predicted to result in 400 deaths, whereas treatment B had a 33% chance that no one would die but a 66% chance that everyone would die. This choice was then presented to participants either with positive framing, i.e. how many people would live, or with negative framing, i.e. how many people would die.

Framing	Treatment A	Treatment B
Positive	"Saves 200 lives"	"A 33% chance of saving all 600 people, 66% possibility of saving no one."
Negative	"400 people will die"	"A 33% chance that no people will die, 66% probability that all 600 will die."

Treatment A was chosen by 72% of participants when it was presented with positive framing ("saves 200 lives") dropping to only 22% when the same choice was presented with negative framing ("400 people will die").

Meget illustrativt og ganske skræmmende, synes jeg.
    Se iøvrigt dette blogindlæg om Kahneman hvis du ønsker en bredere kontekst for hans udforskning af kognitiv bias som udspringer og styres af frames - det første i en serie:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html