En faktions-nyhed om kyniske og griske entreprenørers kartelaftaler - konceputelt blended med kriminelle asylansøgere - til 'Nyhedsposten'

Pas på! Læs kun dette af interesse for mocumentary-nyheder og lignende blandingsgenrer:

I det foregående blogindlæg og i et indlæg på Facebook forholdt jeg mig kritisk til en nyhed i TV 2/Nyhederne i mandags, et indlæg der i min optik på næsten parodisk vis illustrerede tal-baseret fordomsformidlende og -forstærkende journalistik når den er under det professionelle lavmål.

   Og som en der har undervist i hundredevis af både uddannede skandinaviske tv- og radio-journalister og og flere hundrede danske journaliststuderende i mange år - faktisk siden 1972 - så græmmedes jeg, og "vidste ikke om jeg skulle grine eller græde" da jeg sad og så den ved middagsbordet. 

   Jeg havde lavet stegt lever a la Venedig og ovnbagte rodfrugter. Og fik en dårlig smag i munden.

Jeg fik mange "likes" på Facebook for min kritisk-analytiske kommentar, men også mndre positive kommentarer fra respekterede facebook-venner: om jeg mente at det slet ikke skulle frem at en stor del af asylansøgerne begik (små)kriminalitet, som de havde fået "fældende afgørelser for".

Jeg havde skåret kraftigt ned i det oprindelige indlæg.

   I den del jeg redigerede ud, var et afsnit hvor jeg skrev at både asylansøgere, danske og etniske drenge-bander, bankdirektører, rockere, kommunaldirektører, kontanthjælpsmodtagere, sorte håndværksmestre, alfonser og bordelmuttere, mordere og røver, misbrugere af au-pair-ordningen, m.fl. skulle straffes efter loven. Og at intet af denne brogede palet af kriminalitet i Danmark naturligvis skulle  holdes skjult for offentligheden, hvis det stod til mig.

Jeg strøg dette i den udsendte Facebook-version, fordi jeg syntes at citatet af nyhedens egne formuleringer i sig selv dokumenterede den absurde og fordomsforstærkende ramme for vinklens tal-baserede "sandhed" - og den deri formulerede sammenligning af ...

"813 kriminelle asylansøgere" med "danskerne som helhed"

og at ...

"asylansøgerne som gruppe var 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011"

Idag til aften var der så i TV-Avisen 21.30-udsendelse en nyhed om (kriminelle?) stor- og mellemstore københavnske entreprenører der gennem et ulovligt kartelsamarbejde i en række år havde "snydt" bygherrerne- og dermed lejere og beboere - for mange, mange millioner kroner, som de havde betalt i overpris.

Jeg fik så den tossede ide at tage fortælle-skemaet fra nyheden om de kriminelle asylansøgere (som vist nok for det meste bor i lejrbarakker i Nordsjælland) og konceptuelt blande det med dagens nyhed om de kriminelle storentreprenører - hvis villaer nok også alle ligger i de nordlige forstæder til København. En slags naboer er de vel egentlig.

   Det følgende er altså et fiktivt "citat" - nærmest at betragte som en kontrafaktisk nyhedshistorie fra det frit opfundne organ "Nyhedsposten".

   Og tallene er naturligvis ikke baseret på nogen selvstændig research - "frit opfundet" - men med faktuel inspiration fra både den ene nyhed og den anden.

   Her følger faktionshistorien, og den må ikke citeres uden angivelse af at det er en konstruktion til pædagogisk brug - i ånd beslægtet med de herlige ATS-historier i min daglige avis. ATS er i øvrigt naturligvis velkommen til at citere uddrag af den:

Hver femte entreprenør begår kriminalitet.                                                     

Danske entreprenører som gruppe er langt mere kriminelle end danskerne som helhed. Det viser helt nye tal fra konkurrence- og forbrugerstyrelsen og tal fra Danmarks Statistik.

   Mindst 20 større storkøbenhavnske bygge- og anlægsfirmaer er sigtet for at have koordineret pris på bud på mindst 50 opgaver siden 2005. Samlet er der tale om opgaver for en halv milliard kroner i det der betegnes som danmarkshistoriens største kartelsag siden el-kartellet, siger chefen for bagmandspolitiet. Det svarer til omkring hver femte af de større og mellemstore entreprenører i Storkøbenhavn.

   Ser man udelukkende på overtrædelser af konkurrenceloven, er de sigtede entreprenører som gruppe 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011.

   - Vi ser et klart stigende antal sager der er så grove at i første omgang bygherrerne og i sidste ende forbrugerne – lejere og beboere - har betalt kraftige overpriser, siger viceinspektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

   På grund af den omfattende kriminalitet, er sagerne nu af konkurrence- og forbrugerstyrelsen overgivet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk kriminalitet (SØK) – også kaldet bagmandspolitiet. Det sker i et forsøg på at forhindre entreprenører i gang på gang at begå ny kriminalitet.

   - Vi har kunnet se et behov for at gøre noget ved disse entreprenører, som misbruger systemet, siger viceinspektør Carsten Schmidt.

   På Christiansborg overrasker det, at store og mellemstore københavnske entreprenører overtræder konkurrenceloven 23 gange så ofte som danskere som helhed.

   - Det er meget voldsomme tal. Det understreger, at der er behov for at stramme op på en række områder, siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.

   -Det er desværre ikke et nyt problem, at vi har en række storentreprenører, der laver ulovlige kartelaftaler alene for at øge profitten ved at sætte konkurrencen ud af kraft. Men jeg synes, at tallet er svimlende højt, siger SF's integrationsordfører Karina Lorentzen.

   Erhvers- og vækstminister Annette Wilhelmsen ønskede ikke at udtale sig.

Jeg har ingen forstilling om at nogen seriøs avis - eller seriøs radio- eller TV-nyhedsredaktion ville finde på at fortælle den historie på den måde hvis ellers tallene var tjekket på kryds og tværs. 

   Men hvorfor egentlig ikke?

Se selv de to "inspirationskilder" til blandingshistorien fra "Nyhedsposten":

   Her først er et link til den oprindelige historie som fik mig til at græde og grine - i netversionen fra TV 2/Nyhederne:

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-65024784:hver-femte-asylans%C3%B8ger-beg%C3%A5r-kriminalitet.html

Og her et link til TV-Avisens historie - fra 'Pengemagasinet' - om de luskede storentreprenører som har rottet sig sammen om at snyde og bedrage deres bygherrer for millioner - og dermed i tusindvis af lejere og beboere i de moderne kassebyggerier rundt omkring i København og nærmeste omegn:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2013/02/27/203601.htm

Snigende ord, brutal vold mod Novo-aktien, sikkerhedssko til hjernen - og de kriminelle asylansøgere imod 'danskerne som helehed'

Denne blog er helliget kreativitet og analyser af forskellige fænomenter i lyset af dette tema. Derfor har jeg jævnligt taget det som med et engelsk ord kaldes "framing" under kærlig behandling. 

   Det kan oversættes til 'mentalt og kognitivt at indramme og begrænse tænkning, argumentation og vurderinger gennem metaforiske eller metonymiske sproglige manøvrer.
   Fidusen ved framing  er at det forenkler tænkningen om et emne eller et problem.

   Et af de mest kendte eksempler fra politik i nyere tid er George Bush´s "War against terror". Et andet herhjemmefra er Anders Fog Rasmussen der fik framet samtlige fagligt funderede eksperter som havde andre synspunkter end regeringen, som "smagsdommere".

En "frame" er altså ofte kreativitetshæmmende og fordomsbekræftende.  De fleste kulturelle og videnskabelige nyskabelser, sker ved at konventionelle og uantastede forestillinger om virkeligheden, sprænges, og nye, bredere eller anderledes "frames" vinder fodfæste i den kollektive bevidsthed.

Det har vores udmærkede professor i retorik, Christian Kock, skrevet en hel bog om. Godt timet og meget aktuel: "De svarer ikke". Og den har givet afsæt for en stor forsidesartikel af en af denne bloks favoritter, Nils Thorsen, med rubrikken

Vor tids plitiske våben: Snigordet 

"Snigord" rimer på "snigmord", og det er selvfølgelig meningen. Og det skal give associationer til dette at "priming" og "framing" som er markedsføringsjournalisternes to bedste våben i forhold til både en kritisk presse og en let bevægelig offentlighed, netop er kognitive fænomener som "kommer snigende som en tyv om natten" - dvs bag om ryggen på bevidsteheden og vores mentale kritiske forsvarsværker.

Jeg høster lige en serie framende metaforer, metonymer, eufemismer og pejorativer fra artiklen:

byrdestop, lømmelpakke, sultcirkulære, rødvinsreform, cafépenge, golfpenge, ældrebyrde, det grå guld, fjumreår, rundkredspædagogik, taxametersystem, dødsskat (=arveafgift), firkløveregering, grønne afgifter, røde skatter, skattestop, arbejdsmarkedsbidrag, betalingsring.

Disse udtryk lever højt på det som Daniel Kahneman kalder "cognitive ease" - altså en slags glidecreme for tænkningen. 
   De er konkrete og visuelle - og dermed "nemme" at forstå og tænke i retning af. De appellerer til vores "associative hukommelse" som er de neurologisk skinner som i forvejen er lagt ud imellem ellers adskilte begreber og forestillinger.

   Når disse udtryk fungerer så effektivt som de gør  - også i forhold til journalister, så hænger det sammen med grundprincippet for vores spontane vurderinger og intuitive tolkninger: What You See Is All There Is-princippet. 

   Og det princip styres på sin side af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af System 1-tænkningen: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

   'Associationsmaskinen' fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen eller efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.

    Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".

   Derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med præmisser og konklusioner og dertil hørende følelser - ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er mentalt mest gennempløjede og derfor yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Både Nils Thorsen og Christian Kock kan også selv udnytte metaforer til at frame - men i artiklen først og fremmest som et forståelsesfremmende sprogværktøj. 

   Nils Thorsen:

Den slags ord er for en politisk sag, nogenlunde hvad de herreløse droner er i kampen mod al-Qaeda; en effektiv metode til pletvis at sætte modparten ud af spillet uden selv at risikerer for meget.

   Men selv værdiladede ord, der skal liste en holdning ind under vores radar, må jo have et navn. Så for nemheds skyld (og måske også for at give lidt igen) kalder vi dem her: snigord

"Snigord" er altså ikke Christian Kocks opfindelse, men Nils Thorsens. Men Christian Kock kan også det game, fremgår det af artiklen:

Selv betegner han fænomenet som "omvendt lommetyveri", fordi man. som han siger, "bruger et ord, som  anbringer en holdning i lommen på folk uden at de opdager det."

   "Lidt ligesom en tryllekunstner, der fanger ens opmærksomhed med den ene hånd, mens hans anden hånd gør noget man ikke lægger mærke til", siger han.

Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet hvordan en masse af de metaforer som journalister bruger om eget arbejde og egen profession, er gennemsyret af udtryk der framer dem selv inden for koginitive domæner som "krig", "forbrydels", "vold". "sport".

   Min gamle studiekammerat på danskstudie, professor Jørn Lund, har i Politiken fra i går i sin faste mandagklumme på side 2 i kultursektionen en gennemgang af metaforikken i erhvervsjournalistikken under den bogstavrimede rubrik - rim der jo som vi ved fremmer "cognitiv ease" hos læseren:

Vold, varm luft og vindfrikadeller

Jørn Lund forklarer fænomenet som en form for personifikation:

Da Novo-aktion for et par uger siden faldt, kunne man se den triste udvikling beskrevet med dramatiske udtryk og en personifikation af virksom heden, hvorved jeg mener, at man til virksomheden knytter ord der ellers forbindes med levende væsner:

   Novo-aktien styrtbløder, og går sukkerkold, "Novo står klar ved skafottet", "Novo gav C20 cementsko på", og voldsmetaforerne skifter i intensitet: "Novo Nordisk får smæk på børsen", "Novo får analytikertæsk", "massive kurstæsk til Novo-aktien, "Novo-aktien får gevaldige bank", "Novonordisk får kæberasler på børsen". Et andet sted tales der om en tung kæberasler, det lyder ikke rart, og et tredje sted måtte man konstatere, at Novo var sendt i gulvet,

Jørn Lund konstaterer at sådan er det - med en vis ironisk distance som tit kendetegner hans sprogklummer. 

  Men hvorfor - og hvordan virker det?

Det er klart at  der her ikke  er tale om pædagogisk at forklare og oplyse når journalister bruger disse former for volds-personifikationer af aktiebevægelser. Man bliver ikke klogere af den slags journalistik, men, som det også er meningen, ophidset og anspændt.

Metaforikken her i erhvervsjournalistikken "tænder" dele af spejneuron-systemet der, som der er videnskabeligt belæg for, aktiveres ved verbal beskrivelse af konkrete handlinger. Og samtidig sendes der signaler til de ledsagende følelsesaktiverende dele af hjernen, det limbiske system. 

   I lyset af i mine foregående indlæg om synæstesi, er det også slående at mange af de fænomener som Christian Kock taler om og Jørn Lund fremhæver, kan beskrive som litterær synæstesi - altså en villet sammenkobling af forskellige sanseområder fra afsendersiden - med henblik på kognitive effekter.

   Eller det skal måske netop snarere beskrives med det nye synæstesi-fagbegreb og kaldes "litterær ideæstesi" 

Og for lige at følge metafor-sporet videre. Dagens kronik af psykolog Tina Espander har en flot og fængende brug af en metafor i sin rubrik:

Vi har behov for sikkerhedssko til hjernen

Manchetten forklarer og giver payoff:

Alle de små pauser i hverdagen er forsvundet i de seneste års maniske rationalisering. Nedslidningen på arbejdsmarkedet i dag er psykisk og hvis stressproblemet skal afhjælpes, skal det ske ved lov

Og i det indledende afsnit udfoldes koblingen mellem den fysiske kropslige verden samme med den mentale:

Ligesom kroppen har brug for pauser, når man har et fysisk krævende arbejde, har hjernen, som jo blot er en avanceret muskel, også brug for pauser. 

   Pauser er ved at forsvinde ud af vores arbejdsliv, og det kan vores hjerner ikke holde til.

Det handler om stress, og metaforen følges op med ord som "hjerneslitage".
   Når først den 'frame' er blevet præsenteret og - antageligt - accepteret af læserne, så bliver følgende begrundelse og konklusion mentalt  indlysende - og dermed nem at sluge og fordøje:

Hvis vi vil sikre os, at Danmarks største og vigtigste ressource  - vores hjerner - ikke nedslides til skade for den enkelte og for samfundsøkonomien, må fagforeningerne, arbejdsgiverforeningerne, arbejdsmiljøenheder og vores lovgivende politikere mødes og begynde at udvikle lovgivning om 'sikkerhedssko til hjernen'. Vi bliver nød til at udvikle former for beskyttelse af hjernen, som vi gennem de sidste 30 år har gjort os erfaringer med at udvikle og beskyttelse og sikkerheds foranstaltninger til kroppen.

Somme tider oplever jeg et journalistisk deja vue som er deprimerende. Af den slags som netop handler om "cognitive ease" på baggrund af udbredte, overgeneraliserende og taget for givet-frames.

   I november skrev jeg om Politikens talmanipulerende og fordomscementerende vinkling på baggrund af framen INDVANDRERE = KRIMINELLE. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-indvandredrenges-lsefrdighed-og.htm

Fidusen ved sådan en frame er at den forfører til fx at tro på absurde tal og sammenligninger i lyset af princippet: What You See, Is All There Is. Og på TV 2/Nyhederne kører man frejdigt ud af det samme spor indrammet af samme frame som Politiken for tre måneder siden.

   Jeg citerer lige fra TV2/Nyhedernes kl. 19-udsendelse igår. Og jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde:

Asylansøgere som gruppe er langt mere kriminelle end danskerne som helhed. Det viser tal fra Kriminalregistret og Danmarks Statistik.

   De seneste tal viser, at 813 asylansøgere gjorde sig skyldig i en eller flere lovovertrædelser i 2011 og modtog en fældende afgørelse for det. Det svarer til omkring hver femte asylansøger.

   Ser man udelukkende på overtrædelser af straffeloven, var asylansøgerne som gruppe 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011.

"Danskerne som helhed"; "813 asylansøgere er 23 gange så kriminelle som...." ja, lad os lige omsætte det til tal: ...som 5 million danskere!!!!

   "Fældende afgørelse"? - Hvad hvis de 750 er rene småtyverier? Eller drukafledt hærværk og vold på asylcentrene? Er det så overhovedet en nyhed?

Man får lyst til at konfronterer redaktionen:

   "Danskerne som helhed" indbefatter samtlige direktører fra Rungsted og nærmeste omegn, Mærsks og Danske Banks direktører, vicedirektører, underdirektører, hele den kreative klasse på Københavns cafeer som tjener en million om året, alle gymnasielærere, alle djøffer, alle medlemmer af Magisterforeningen, alle professorer og lektorer på universiteterne, alle mellemledere og chefer i kommunerne, alle ingeniører i Danmark, alle Folketingets medlemmer, samtlige håndværksmestre og medlemmer af Dansk Metal, alle velaflagte forstadsfunktionærer i byernes parcelhuskvarterer.... Og alle børn - piger og drenge - i de danske skoler!!!!

   Kan I virkelig mene det alvorligt: seriøse journalister, red-chefer, nyhedsdirektører, etc. etc. etc. - på TV2/Nyhederne?

   Er det journalistisk rimeligt, fornuftigt, indsigtsgivende, væsentligt og samfundmæssigt perspektiverende  at sammenligne "danskerne som helhed" med 837 forvirrede, norm-, hjem- og rodløse asylansøgere som lever på eller under kontanthjælpens minimumsbeløb, som er isoleret i lejre og frataget enhver mulighed for et bare nogenlunde normalt liv - uge efter uge, måned efter måned?

   Come on! "Rundetårn vs tordenskrald". "Det viser tal...."

Når først det er "bevist" med "objektive" og tilsyneladende indiskutable tal at det er et stort problem, så kan man fortsætte ud af den sædvanlige nedtrådte og  bevidstløse nyheds-skabelons narrative spor - og alle kilder udtaler sig som programmeret af framen:

På grund af den omfattende kriminalitet, opfordrer Rigspolitiet nu landets politikredse til at frihedsberøve asylansøgere for selv mindre kriminalitet som butikstyveri.

   Det sker i et forsøg på at forhindre asylansøgere i gang på gang at begå ny kriminalitet.

   - Vi har kunnet se et behov for at gøre noget ved disse asylansøgere, som misbruger systemet, siger politiinspektør Richard Østerlund La Cour fra Nationalt Udlændingecenter.

   En stor del af asylansøgernes overtrædelser af straffeloven drejer sig om butikstyverier, andre former for tyveri, indbrud og vold.

   På Christiansborg overrasker det, at asylansøgere overtræder straffeloven 23 gange så ofte som danskere.

   - Det er meget voldsomme tal. Det understreger, at der er behov for at stramme op på en række områder, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen.

   - Det er desværre ikke et nyt problem, at vi har asylansøgere, der kommer til Danmark alene for at begå kriminalitet. Men jeg synes, at tallet er svimlende højt, siger SF's integrationsordfører Karina Lorentzen.

Jeg har faktisk tit fremhævet TV 2/Nyhederne for at være bedre til at lave tv-nyheder end TV-Avisen. Men her hopper de over hvor der slet ikke er nogen overligger, og falder i vandgraven med et plask.

Svømning i farver-synæstesi, tonarter i farver-synæstesi - og empati så det gør ondt-synæstesi - hvad er forklaringen?

I et tidligere indlæg fra den 19. februar introducerede jeg et nyt fagudtryk, 'ideæstesi' (eng: 'ideaesthesia') for en (stor?) del af de mentale fænomener hos ganske mange mennesker, som ellers betegnes 'synæstesi ('synaesthsia').

    Synæstesi er en tilstand i hjernen hos nogle mennesker som indebærer at deres sanser i større eller mindre omfang er "krydsaktiverede", sanser der hos de fleste mennesker ellers aktiveres uafhængigt af hinanden gennem forskellige input fra omgivelserne eller fra kroppens indre.

   Fx. vil hos nogle synæstetikere ved læsning/udtale/hørelse (samlet: 'perciperingen') af bestemte bogstaver, ord og/eller tal udløser en ledsagende stærk oplevelse af farver, former, smage, lyde - mentale oplevelser som for bevidstheden optræder automatisk og uvillet. Og, det er det specielle og særlige: Disse 'sanseintryk' er 'imaginære' - og produceres af hjernen 'indefra' - uden at man har set, smagt, hørt noget konkret fra den ydre omverden. 

   Det er jo godt nok ikke lige til at forstå eller forklare - med sin 'common sense'. Så jeg er gået på jagt i cyperspace.

Det neurologer og kognitive psykologer så har fundet ud af ved forskellige eksperimenter, er at en del af disse synæstetiske 'samsansninger', måske ikke bare er en kobling og krydsaktivering af forskellige sanser, men der er snarere tale om en slags krydsaktivering af - på den ene side relativt abstrakte ideer/begreber/forstillinger - og på den anden side aktivering af (hjerne-interne) konkrete sanseindtryk  - som en slags automatisk ledsagende imaginær virkelighedsoplevelse.
   Det er en "tilskudsoplevelse" - en slags sanseoverskud - som mange synæstetikere finder helt naturlige - og ofte endda sætter pris på som en slag ekstra mental bonus.

I den nye ideæstsi-teori kalder man den primær mentale aktiveringsdel for 'induceren' (den der sætter gang i det hele) - og den ledsagende mentale aktiveringsdel for 'concurrenten' (den sanselige 'fest' der automatisk følger med).

   Et af argumenterne for 'ideæstesi-teorien' er at de fleste synæstesi-fænomenter er 'envejs' - altså fx. fra bogstav til farve, eller fra lyd til figur. Ikke den anden vej: En blå farve aktiverer ikke automatisk og uvillet forestillingen om det bogstav, ord, tal eller lyd som 'inducerer' den.

Et endnu klarere bevis på at mange synæstesi-fænomener måske i virkeligheden er eksempler på 'ideæstesi', refereres i en anden ret så overraskende artikel: "swimming style-color synaesthesia".
   Artiklen fortæller at to rutinerede, semiprofessionelle svømmere automatisk og ufrivilligt aktiverer forskellige farver som er induceret af forskellige 'svømme-stile' - eller '-stilarter'. I forvejen har man konstateret at de begge er 'normale' grafem-farve-synæsteter.

   Og en interessant pointe her er at disse svømme-cases ikke behøver  at udføre svømning i den givne stilart for at inducere den 'cocurrente' farve; det er nok at tænke på den/forestille sig den bestemte svømmeform for at 'induktionen' sker, dvs for at den tilsvarende farve aktiveres på den indre skærm:

A novel form of synesthesia, swimming style-color synesthesia, has been discovered in two known grapheme-color synesthetes, who are semi-professional swimmers. The visual experience or imagination of four different swimming styles (breaststroke, butterfly, crawl, and backstroke) is synesthetically associated by them with four different colors (Nikolić et al., 2011). The induction of this kind of synesthesia took place exclusively under laboratory conditions and did not require any measurements in a swimming pool. All what subjects had to do was to take a look at photographs of other people swimming (e.g., Figure ​Figure1)1) or to think about/mentally visualize a given swimming style. This was sufficient to elicit their color experience. 

Figure 1
An example photograph shown subjects in the study of Nikolić et al. (2011).

For svømme-farve-synæsteten vil dette fotografi af en der svømmer "butterfly", ikke være sort-hvidt, men fx automatisk blive set som "blåt", mens et sort-hvidt foto af en der svømmer "brystsvømning", vil opleves i en anden farve, fx "rødt"

Man har en række test til at afgøre om der et tale om "ægte" synæstesi, eller det bare er "noget de siger". En af disse har navnet 'Stroop testen': 

   Hvis synæsteten automatisk forbinder og aktiverer oplevelsen af farven "blå" ved svømme-stilen "butterfly", så vil vedkommende svarer markant hurtigere på spørgsmålet: Hvilken farve har billedet her? - når svømmefotoet er blåt end når det har en af de andre farver - der altså er i modstrid med og kommer til at 'interferere' med den automatiske synæstesi-farve:

Stimuli used in the Stroop test: Example pictures of a person swimming butterfly stroke, painted either in a subject’s synesthetic color (congruent) or in one of his non-synesthetic colors (incongruent). Reprint from Nikolić et al. (2011).

Hvorfor synes jeg nu dette er så interessant? - Er det ikke bare en kuriositet for neuro-nørdiske efeinsmecker?
   Der er flere grunde:

Først den helt personlige: Jeg svømmer ca. tre kvarter hver morgen året rundt i den lokale svømmehal. Men er ikke synæstet, og svømmer kun i én stil(art): brystsvømning.
   Men jeg spekulerer nu på om der blandt mine morgensvømmervenner som kombinerer flere stilarter når de svømmer, mon er synæsteter som forbinder svømmestilarterne med bestemte farver. 

   Jeg vil jo nok spørge dem lidt forsigtigt. De skulle jo nødig tro jeg er tosset.

For det andet minder 'ideæstesi'-fænomenerne jo nu meget mere om det som inden for den kognitive lingvistik kaldes 'konceptuel blending', som er noget som videnskabeligt umiddelbart forbindes med kreativ tænkning og kreative brug af sproget, metaforer, hybridgenrer, surrealisme, faktion, etc. (brugt meget i analyser i indlæg på denne blog). 

   Specielt er 'ideæstesien' som fænomen analog med den form for 'konceptuel blending' som kommer til udtryk gennem metaforer og den kreative brug af dem; metaforer der jo netop aktiverer et konkret og sanseligt fænomen - til bedre at forstå og forklare noget mere abstrakt og begrebsmæssigt.

   Fx alle de farvemetaforer som bruges til at karakteriserer følelser, stemninger og personligheder med: "rødglødende af raseri", "grøn af misundelse", "sort humør", "she has the blues", "hun har et lyst sind", "miss sunshine".

    Eller fx de smagsmetaforer som tilsvarende bruges til at karakteriserer personligheder og oplevelser med: "en sød pige", "en sur gammel mand", "afskedigelsen var en bitter pille at sluge", "han er livets salt".

Det der i blending-metaforteorien omtales som "target", er i ideæstesi-teorien "inducer", mens det der i metaforteorien kaldes "source" svarer til ideæstesi-teoriens "concurrent" - "ledsageren". 

    Analogien går ud på: Når man bruger en metafor, så er det jo også "target" der som udgangspunkt er besværligt at forstå, og som sætter den mentale og kognitive metafor-proces igang - altså 'inducerer' til kreativ brug af sproglige eller visuelle billeder.

For det tredje associerer jeg straks 'svømmestil-synæstesi' med alt det jeg tidligere har læst om hvad 'spejlneuroner' er for nogen, og hvordan de fungerer:

   

Spejlneuroner findes i flere forskellige dele - 'moduler' - af hjernen, men blev først  opdaget i den del af  hjernen - præmotorcortex - hvor de 'handlemønster-programmer' som styrer vores målrettede  bevægelser, er lagret og bliver aktiveret neuralt. 

   Spejlneuronerne bliver jo nemlig aktiveret både når vi selv udfører en bestemt handling (fx at tag en kop og løfter den til munden), når vi ser en anden foretag denne handling (deraf navnet "spejl"), eller når vi bare tænker på at udføre handlingen.
   Som der står i de engelske artikler: I alle tre situationer: "They are firing together". I princippet som om det er samme slags neurale input.

   Forskerne mener der er tale om en form for neurologisk simulering/simulation når de aktiveres ved at vi ser andre udføre en handling, eller selv tænker på handlingen uden at effektuere tanken.

   Man mener at denne spejlneuronernes simulering/simulation er forudsætningen for at kunne føle/opleve empati for andre, men også fx for at mennesket som art har udviklet sprog, og for at vi som enkeltindivider kan lære sprog. 

    Og disse neuroners særlige spejlfunktion kan så bl.a. forklare hvorfor og hvordan vi fx kan føle med, leve os ind i og identificere os med andre mennesker - og altså også med (fiktive) karakterer vi ser på film, ser på tv eller læser om i romaner.

Da en stor del af ansigtmusklerne aktiveres i et for den enkelte følelse specifikt mimisk samspilmønster når vi udtrykker følelser - som glæde, afsky, vrede, nydelse - så sørger spejlneuronerne for at vi også automatiske kan genkende og medopleve de menneskers følelser som vi ser og interagerer med (og også hvis vi ser dem agere på film, i tv - eller læser om dem i romaner).

   Enhver forældre med flere nogenlunde jævnaldrende børn har oplevet hvordan gråd kan "smitte" selv om den "smittede" unge i virkeligheden ikke har noget at være ked af; eller hvordan latter kan smitte selv man egentlig ikke synes der er noget at grine ad. 

    Disse mellemmenneskelige automatisk fungerende interaktioner skyldes spejlneuronsystemet. Ligsom det også kan forklare at to mennesker der sidder og snakker sammen over for hinanden, meget tit sætter sig i stillinger der spejler hinanden: Hvis eé krydser armene over brystet, gør den anden det også - som regel helt ubevidst.

Da svømmestil-farve-synæstesien både opererede når svømmerne selv svømde en bestemt stil(art), når de så billeder af andre svømmere gøre det, eller de bare forestillede sig selv at svømme i den stil(art), så kunne det klart tyde på at det er spejlneuroner der medvirker.

   I præmotorcortex ligger der for de semiprofessionelle rutinerede svømmere et 'spejlneuron-program'  for hver svømmestilart, klar til at blive aktiveret ved de forskellige former for mentalt input. Og den dermed følgende mentale simulering af svømmestilen fungerer så som inducer til de forskellige ledsagende farveoplevelser.

Principielt er det ikke forskelligt fra det som Oliver Sacks kunne fortælle om i sin bog 'Musicopheilia' når det gjaldt musik-synæstesi: 

   At der hos nogle musiksynæstetikere var en automatkobling mellem forskellige tonarter der fungere som 'inducer' på den ene side og forskellige 'concurrerende' farver på den anden. 

   Tonarten (fx C-mol eller G-dur) er jo ikke noget der karakteriserer de konkrete toner, men derimod en slags musikalsk begrebskategorisering for typer af melodier. Altså en ide - et begreb - en systemisk abstraktion.

Af en eller anden grund kommer jeg i skrivend stund automatisk til at tænke på min absolutte favorit blandt de klassiske komponister: Mozart. Og googler hans navn sammen med "synaesthesia". - Bingo på Wikipedia:

Some musicians and composers have a form of synesthesia that allows them to "see" music as colors or shapes. This is called chromethesia.[2] Mozart is said to have had this form of synesthesia. He said that the key of D major had a warm "orangey" sound to it, while B-flat minor was blackish. A major was a rainbow of colors to him. This may explain why he wrote some of his music using different colors for different music notes, and why much of his music is in major keys.

En af forudsætningerne for mentalt at have den slags 'chromethesia' indbygget i hjernens arkitektur, konstaterer Sacks, er at man har - absolut gehør!

   Sacks fortæller om den nulevende kendte komponist Michael Torpe, at han har være musiksynæstet siden sin barndom.

   Torpe har svært ved at forestille sig hvordan det ville være ikke at have det sådan. Det må svare til "a sort of blindness", fortæller han til Sacks.

   Torpe har absolut gehør, og al musik som spilles i en destinkt tonart, aktiverer i hans bevidsthed automatisk den påtrængende oplevelse af en bestemt farve:

The colors has been constant and fixed since his earliest years, and they appear spontaneously. No effort or will or imagination can change them. They seem completely natural to him, and preordained. The colors ar highly specific. G minor, for example, i not just "yellow", but "ochre" or "gamboge". D minor is "like flint, graphite"; F minor is "earthly, ashy." He struggles to find the right word, as he would struggle to find the right paint or crayon. The colors of major and minor keys are always realted (for instance, G minor is a subdued yellow ochre, G majo bright yellow).

Men der findes også en anden form for synæstesi som direkte involverer spejlneuronsystemet som den svømmerne havde, en form som på engelsk har fået betegnelsen 'mirror-touch-synæsthesia' - altså på dansk: 'spejl-berøring-synæstesi'.
   Det kommer bag på mig. Men: Aha!

Her skal vi have fat i det modul i hjernen som kaldes 'somasensorisk cortex', den del af hjernen som modtager og bearbejder sanseindtryk fra følesansen, smagssansen og lugtesansen m.fl. 

   I den del af hjernen er der også godt med spejlneuroner. Det betyder at de ikke bare aktiveres når vi selv får en (varm, kold, smertefuld, kildende) berøring et eller andet sted på huden, men også når vi ser at der sker en berøring på et tilsvarende sted på et andet menneskes hud; eller hvis vi bare FORESTILLER OS en berøring af vores egen hud på det pågældende sted.

   For de fleste mennesker er denne aktivering af de somasensoriske spejlneuroner ikke noget man bemærker og er bevidst om (ligesom man heller ikke er det når de gælder aktivering af spejlneuronerne i præmotorcortex). Det er noget der for de fleste foregår under bevidsthedsgrænsen og helt automatisk.

Her er citat fra et 'Abstract' til en artikel hvor man har udforsket sammenhængen mellem spejl-berøring-synæstesi og empati:

Watching another person being touched activates a similar neural circuit to actual touch and, for some people with ‘mirrortouch’ synesthesia, can produce a felt tactile sensation on their own body. In this study, we provide evidence for the existence of this type of synesthesia and show that it correlates with heightened empathic ability. This is consistent with the notion that we empathize with others through a process of simulation.

Men nogle mennesker har det altså sådan at de rent faktisk og helt reelt føler det som om nogen berører deres hud et bestemt sted, hvis de ser en anden blive berørt det tilsvarende sted.

   Dermed bliver det en form for synæstesi der har samme objektive kendetegn og kriterier som fx grafem-farve-synæstesi. I spejl-berøring-synæstesien er 'induceren' = synsindtrykket af et andet menneske hvis hud bliver berørt et bestemt sted, mens 'concurrenten' = den fysiske følelse af at det er én selv der bliver berørt på det tilsvarende sted (selv om der ikke er antydningen af fysisk kontakt)

   

Her er en anden blogs forsøg på at illustrere og forklare spejl-berøring-synæstesi:

Imagine cold fingers creeping up someone’s calf. Now imagine that whenever you saw someone else being touched, you would feel the sensation on your own body. That is mirror-touch synesthesia.

Psychologists at UCL verified mirror-touch synesthesia and further showed its linked with heightened empathy in their report in Nature Neuroscience.

Synesthesia–literally “joined sensation”– is a phenomena that involves one sense being detected through a different sense, or ideas concepts triggering automatic sensory experiences. Mirror touch synesthetes observing someone touched the left side of their cheek, perceive it as a touch on their own left cheek (anatomical), or on their right cheek (mirrored). 

Den form for synæstesi er sandsynligvis mindst lige så udbredt som grafem-farve-synæstesi, ser det ud til. Og mennesker som "har" den form, viser sig altså ved forskellige slags test at være "overempatiske" eller "overfølsomme" i forhold til deres medmennesker. Og man kan hos dem konstatere hyperaktivitet i de aktiverede spejlneuroner.

   Tilsvarende ser det ud til at fx det visuelle center som aktiveres ved grafem-farve-synæstesi, også er hyperaktivt i sammenligning med ikke synæstetikeres.

Når det gælder spejl-berørings-synæstesien, så har mange mennesker oplevet den i relativt mild form, nemlig dem som har svært ved at se et andet menneske 'blive stukket' hos lægen. Fordi de altså  identificerer sig så meget (har overdrevet empati) med den der bliver stukket, at det næsten også "gør ondt" på dem selv at overvære det: Uvillet kommer de til at simulere "stikningen" på egen krop.

   Jeg hader selv 'at blive stukket' hos lægen eller på et hospital, og kan huske at jeg som barn var ved at besvime når jeg så skolekammerater blive det: Hen og sidde på en stol, og hovedet ned mellem benene, kommanderede sundhedsplejersken.

   De fleste kender det også hvis de ser gyser- eller splatterfilm. Spejl-berøring-synæstesien får en del af os til at se bort, lukke øjnene, gemme hovedet - eller gå ud af stuen/biografsalen. 

   Jeg går ikke frivilligt ind og ser gyser- eller splatterfilm.

Hvad er forklaringen på de mange forskellige synæstesi-former man i de senere år er blevet klar over eksisterer?

Its thought that this cross-talk between grapheme-processing and color processing areas exists because either:

  - Excessive connections made early in development are insufficiently pruned

  - There is an impairment to inhibitory systems that normally prevent cross-talk between the areas.

   Grapheme-color synesthesia is one of the most common of the 150 reported forms of synaesthesia and runs in families. It can be verified through batteries that test the consistency of color associations over time, or through a kind of reverse-colorblindness test where patterns jump out at synesthetes much faster than for the rest of us.

Der er altså to forskellige hypoteser der forklarer de forskellige former for synæstesi:

   1)  at der er tale om ekstra mange nerveforbindelser (hyperkonektivitet) mellem det hjernemodul hvor 'induceren' er aktiv og så det sensoriske modul som aktiveres medfølgende - 'concurrenten'.

   2) at de latente hæmninger som holder de forskellige hjernecentrer adskilt, hos synæstetikeren er permanent svækket - fx på grund af indflydelsen fra et lidt afvigende dopamin-system.

Den første forklaring svare meget godt til at en høj grad af kreativitet er delvist arveligt. Når først de(t) kreative gen er gået ind på kontoen, så kan det genbruges i generationer.

   Den anden forklaring giver mening i spørgsmålet hvorfor både alkohol og LSD i perioder kan være kreativt befriende for ildsjæle med hang til at udfolde sig kreativt. Det er begge stoffer som påvirker dopamin-systemets hæmmende virkning i forskellige dele af hjernen.

   Begge forklaringer kan kaste forklarende lys over diagnoser som: skitzofreni, ADHD, og autisme/asbergers syndrom, og depressioner, har jeg læst mig til.

Og begge forklaringer kan være rigtige - og kan endda tænkes at indgå i kombination med hinanden. Tænker jeg.

Hvis du vil finde ud af om du har grafem-farvesynæstesi, så kan du finde en test på den hjemmeside, som de to sidste citater er hentet fra:

http://neuroamer.wordpress.com/2012/05/06/mirror-touch-synesthesia-and-the-genetics-of-synesthesia-37/

I forhold til det blogindlæg er der også kommentarer fra synæsteter der har fået aha-oplevelser. Og dermed bevidsthed om at de har en hjerne med særlige kvaliteter når de gælder blanding af sanseoplevelser og begreber fra forskellige domæner.

Skulle du - kære læser - have lyst til at kommentere og fortælle om erfaringer som synæstet, så give mig en melding via Facebook.
   Hvis du ikke vil fortælle det til alle andre, så brug "besked"-funktionen. som jo fungerer som en mail kun mellem os.

   Eller mail det til mig på: peterharms@besked.com. Du kan selvfølgelig også logge dig ind og kommentere på her på min blog - i al offentlighed.

Iscenesættelse er iscenesættelse er iscenesættelse

Torsdag den 3. januar bragte TV-Avisen et indslag om starten på retssagen mod ledelsen af EBH Banken og Sparekassen Himmerland ved Retten i Hjørring.

   Det viste sig at de dækbilleder der blev brugt i indslaget, var af en demonstration af utilfredse aktionærer som var iværksat af et produktionsselskab i forbindelse med optagelser til en serie som selskabet havde skrevet kontrakt om at lave til DR.

   Det forhold at demonstrationen var arrangeret med henblik på at blive brugt i en tv-serie, gjorde TV-Avisen ikke opmærksom på i udsendelsen. Angiveligt fordi TVA-journalisten på stedet ikke var klar over det.

   Det var naturligvis en fejl, der da den blev opdaget og påpeget, blev beklaget og undskyldt.

Fejlen affødte i de følgende dage en af de typiske pressestorme hvor journalister skriver noget de ikke skulle have skrevet, eksperter udtaler sig uden at kende til sagens præcise omstændigheder, chefer kommer med forhastede udtalelser og domme. Og offentligheden bliver smækforvirret.

   Blandt andet citeres nyhedsdirektør i DR Ulrik Haagerup for at have udtalt:

En dokumentar i almindeligt journalistsprog betyder, at man følger og registrerer virkeligheden. Man forsøger at afdække virkeligheden. Man forsøger ikke at konstruere den. Alene derfor kan der ikke være tale om en dokumentar.

Den eneste der i første omgang så ud til at holde hoved koldt og formulere sig klart, var kanalchef Lotte Lindegaard der skulle forsvare den serie tv-udsendelser som ’demonstrationen’ skulle være en del af:

Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget, meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde. 

Den slags medieuvejr kommer der tilsyneladende flere og flere af og med kortere og kortere mellemrum.

   Selv oplevede jeg pressehurlumhejet fra sidelinien. Jeg blev ringet op af flere journalister i løbet af weekenden. De ville høre om jeg havde nogle synspunkter på ”iscenesættelse” med anledning i balladen og de modstridende udtalelser fra forskellige af sagens parter. De havde alle opsporet at jeg en gang (1990) havde skrevet en bog ”Faktion som udtryksmiddel” som handlede om blandingen af fakta og fiktion i medierne, specielt tv og film. Jeg var vel dermed en ekspert på hvor langt man måtte gå mht. ”iscenesættelse” i fakta-tv og tv-journalistik, antog de.

   Den weekend var jeg faktisk i gang med at skrive et blogindlæg med afsæt i sagen, så jeg henviste til det. Og holdt så i øvrigt et længere foredrag i telefonen om iscenesættelsens historie i dansk tv-dokumentarisme fra 1968-og de næste 40 år frem.

Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv – uanset genre og altså heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen når man vil fortælle historier i levende billeder.

   Men i hvilket omfang, på hvilke områder, og på hvilke måder man arrangerer, aftaler, tilrettelægger, instruerer og iscenesætter det vi ser og hører i tv, det er der langt hen ad vejen blandt professionelle tv-journalister enighed om IKKE at fortælle seerne.

   Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte men illusionsbefordrende kontrakt med tv-seerne om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der med et hold. Svarende til den opfattelse nyhedsdirektøren gav udtryk for i kampens hede de første dage.

Det der undrede mig den weekend, var imidlertid at de journalister der ringede, tilsyneladende heller ikke vidste hvordan det reelt forholdt sig. 

   De spurgte ”for dumt” i betragtning af at de også som skrivende journalister dagligt og uden nogen form for etiske kvababbelser arrangerer, tilrettelægger, konstruerer, iscenesætter og vinkler deres historier på avissiden. Ikke i levende billeder, men i sprog: ord, sætninger, slaglinier, metaforer, metonymer, bevingede ord, rubrikker, citater, manchetter, illustrationer, fotos, grafik.

   Underteksten i deres spørgsmål var i alle tilfælde at ”iscenesættelse” i journalistisk sammenhæng måtte være dybt problematisk – etisk og professionelt. Det var som om selve ordet gav dem nogle mentalt forvrængende skyklapper på.

Ifølge ’Den danske ordbog’ bruges ”iscenesætte” i to betydninger: 

- 1. kunstnerisk tilrettelæggelse og instruktion af en forestilling på et teater el.lign. 

- 2. organisere og iværksætte noget, ofte med henblik på at præsentere det på en bestemt måde; SYNONYM: arrangere.

Det var klart at journalisterne bevidst eller ubevidst både i spørgsmålene til mig og i rubrikkerne og manchetterne til avisartiklerne, dramatiserede virkeligheden og øgede forvirringen ved at udnytte at en af betydningerne associerer til ”fiktion”, mens ordet i den anden såkaldt ’overførte’ betydning refererer til en proces der ikke har med fiktion at gøre.

Så tog jeg ud at rejse, en rejse i et land uden netadgang, så jeg kunne ikke løbende følge hvordan ”skandalen” videre udviklede sig. Da jeg kom hjem den 20. januar havde mediestormen lagt sig. DR havde nedsat et udvalg der skulle se på og stramme op på retningslinjerne for hvor meget og hvordan man måtte iscenesætte i tv. Og Ulrik Haagerup hvis oprindelige udtalelser om grænserne for iscenesættelse i dokumentarisme havde startet uvejret, udtalte til Mediawatch.dk den 31. januar at han beklagede sin lange selvpålagte ”mundkurv.” Det var ”en dårlig ide” fordi…

”Tavsheden førte til en masse påstande og historier om DR Nyheder. En af de ting, der kom til at køre længe var, at min grundholdning skulle være, at iscenesættelser burde være forbudt til alle tider i enhver form for tv-produktion. Det ville være en tåbelig holdning, som jeg ikke har, for der er konstruktioner og iscenesættelser i enhver form for journalistik," siger Ulrik Haagerup.

   Han uddyber, at hans udtalelser om iscenesættelser var møntet på at forklare, hvorfor DR’s reporter den dag i Hjørring var langt fra at gennemskue den konstruerede virkelighed, han viderebragte.

   ”Det var et forsøg på at sige, at når man som nyhedsreporter hører ordet dokumentar, så tænker man ikke, at det, der foregår, er iscenesat,” siger Ulrik Haagerup.

   To uger efter og fri af tavshedsløftet ønsker nyhedsdirektøren dog ikke at sige noget nærmere om, hvor han så synes, at iscenesættelsens grænser går.

   ”Der er grænser, og inden for nyhedsområdet er de snævrere, end hvis man laver X Factor, men hvor de nøjagtigt ligger i de forskellige genrer, diskuterer vi nu i DR's programetikudvalg, der er ved at udarbejde nye retningslinjer," siger han.

   Ulrik Haagerup sidder selv i programetikudvalget, der skal definere den nye etiske bestemmelse om DR’s brug af iscenesættelser, som DR’s direktion bebudede i sin redegørelse om sagen – og som bestyrelsen kraftigt bakkede op.

   - Men helt groft hører iscenesættelser hjemme eller ej i dokumentargenren? 

   "For mig er det afgørende, at præmissen er klar – både for seerne og omgivelserne. Men præcis hvordan DR bruger og ikke bruger iscenesættelser i fremtiden, er vi nu i gang med at formulere i revidering af DRs Programetik," siger Ulrik Haagerup.

Det er naturligvis fint at TV-nyhedsdirektøren officielt er kommet til fornuft. Og på tide.

   Men allerede tre uger tidligere, 11. januar, afleverede Danmarks Radios generaldirektør Maria Rørbye Rønn faktisk en særdeles nuanceret ”Redegørelse til DRs bestyrelse”.

   Den blev kun kort og summarisk omtalt i pressen, og vinklen var typisk at nu var nyhedsdirektør Haagerup blevet underkendt af sin generaldirektør. 

   Hvad redegørelsen faktisk indeholdt substantielt om forholdet mellem iscenesættelse og TV i DR-regi, blev stort set ikke beskrevet i dagspressen.

   For mig endnu et beklageligt eksempel på at medierne hellere dyrker processer med vinkling og vægt lagt på indbygget person-dramatik, frem for at oplyse om substansen i en historie. 

Jeg synes virkelig Generadirektør Rørby Rønns redegørelse for hvorfor og hvordan DR anvender iscenesættelser, fortjener at blive citeret og læst af en større offentlighed - ikke mindst af skrivende journalister:

Hvorfor bruger DR iscenesættelse? 

   I bestræbelserne på at gøre public serviceindhold relevant for alle danskere afsøger DR hele tiden nye måder at fortælle historierne på, så de engagerer og inspirerer flere og får gennemslagskraft. I forbindelse med lanceringen af det nye DR1 har DR f.eks. arbejdet målrettet med at give seerne et mere vitalt og relevant tilbud – ved at arbejde meget med formidlingen.

   Som en del af det, anvender DR en lang række greb og virkemidler. Et af dem er iscenesættelse, der bruges til at visualisere, tydeliggøre og/eller skabe en klar ramme for fortællingen.

   Iscenesættelsen skal fremstå tydelig – både for seerne og for de involverede.

   På tv-mediet anvendes en lang række forskellige former for iscenesættelser. En af de muligheder, der benyttes er at bringe mennesker sammen der ellers ikke ville have mødt hinanden.

   Ligesom vi i DR taler om at inddrage og inkludere danskerne i vores produktioner, er der i øjeblikket en tendens både i Danmark og udlandet til at hjælpe borgerne med at fremføre deres synspunkter og komme i dialog med ansvarlige. Erfaringen er, at den type konfrontationer giver stemme (empowerment) til mennesker, der ellers har svært ved at komme til orde overfor ansvarlige, at de medvirker til at skabe konstruktiv dialog mellem konfliktende parter, samt at det styrker identifikationen hos seerne, at det er de forurettede, der bærer fortællingen og ikke en journalist. 

Hvornår bruger DR iscenesatte optagelser?

   Ligesom hos alle andre broadcastere (nationale og internationale) bruger DR forskellige grader af og forskellige former for iscenesatte optagelser i en bred vifte af DRs tv-programmer. Det gælder en lang række af de faktaserier, som sendes i DR1s primetime, hvor iscenesættelse bruges som fortællegreb til at vise almenmenneskelige følelser, samfundstendenser eller vigtige problemstillinger. Det gælder f.eks. nye programsatsninger som ”Mit Livs Publikum”, ”Myginds Mission”, ”Gør Danmark Dansk”, ”Blod, Sved og T-shirts” – og gamle kendinge som f.eks. ”Sporløs”. 

   I disse programmer sætter DR handlinger i gang, bringer mennesker sammen (der ellers ikke ville have fundet sammen) og filmer resultatet.

   DRs ugentlige aktualitetsprogram ”Kontant” gør også som en integreret del af konceptet brug af iscenesættelser og har i flere omgange samlet utilfredse kunder og konfronteret dem med den anklagede.

   I samarbejde med DFI har DR stået bag en række anerkendte og prisbelønnede dokumentarfilm, som alle har iscenesættelsen som et væsentligt element. Det gælder f.eks. Mads Brüggers ”Det Røde Kapel” (vandt World Cinema Documentary Competition ved Sundance Film Festivals 2010 og bedste nordiske dokumentar ved Nordisk Panorama 2009) og ”Ambassadøren” (vandt en Robert for årets bedste lange dokumentar 2012) , Anders Østergårds ”Burma VJ” (der har vundet over 50 priser internatonalt og ”The Act of Killing” af Joshua Oppenheimer, der er én lang iscenesættelse, og som vandt hovedprisen på Copenhagen Dox i 2012.

   DR har også selv produceret dokumentarprogrammer med brug af iscenesættelser. Det er for eksempel 44 år siden Poul Martinsen tilrettelagde det sociale eksperiment ”Broen”, hvor rockere og flippere skulle samarbejde om at konstruere en bro - iscenesat og faciliteret af DR. Poul Martinsen stod også bag ”Lydighedens dilemma”, hvor de medvirkende – uden at være informeret på forhånd – deltog i et iscenesat eksperiment. 

  Et nyere eksempel er DR Dokumentars ”100 dage uden stoffer”, hvor fire stofmisbrugere sættes på en DR-initieret afvænning. 

På mange måder er der tale om en forbilledlig gennemgang der viser at iscenesættelse i begge betydninger af ordet og i mange varianter er en del af enhver moderne tv-tilrettelæggers ’værktøjskasse’.

   Denne ’værktøjskasse’ for journalister og andre tilrettelæggere af fakta- og underholdnings-tv, har jeg beskrevet i detaljer i lærebogen ’De levende billeder dramaturgi, bind 2. TV fra 2003. Der har ”værktøjskassen” fået det samlende navn ”fortællerplot”. Det definerer jeg således:

Fortællerplot vil vi tale om når det er tilrettelæggeren af et fakta- eller et underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller er medvirkende til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed – med det overordnede formål at levere autentisk virkende scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinations-mulighederne i programmet.

I lærebogen undgår jeg bevidst at bruge betegnelsen ’dokumentar (-programmer)’ da betegnelsen ikke bare er tvetydig som ordet ’iscenesættelse’, men er mangetydig og med et betydningsindhold der har skiftet og udviklet sig igennem årene. I DR var det først i løbet af 80-erne at ordet ’dokumentar’ så småt vandt indpas på tv-siden, på radiosiden først 10 år senere – sideløbende med at ’radiomontagen’ som genre blev udraderet.

   Det er klart at det produktionsselskab der havde iværksat demonstrationen i Hjørring. har arbejdet med et koncept hvori indgik plotning af virkeligheden i den definition som er citeret ovenfor. Og af generaldirektørens redegørelse kan man se at konceptet ikke grundlæggende har adskilt sig fra så meget andet fakta- og virkelighedsbaseret tv.

Det fremgår endvidere af ’De levende billeders dramaturgi, bind 2. TV’ at fortællerplot forekommer og bruges i alle fakta- og underholdningsgenrer, også nyheder og magasinindslag. Den enkelte tv-genre sætter rammer for hvilke plot der kan og bliver udnyttet. Men der sker hele tiden fornyelse og cross-over-hybridisering mellem genrer i tv. Bare tænkt på at en stand up som jo i den grad er en iscenesættelse af journalisten, var utænkelig i et dansk tv-nyhedsindslag (bortset fra udlandsreporterne) helt frem til begyndelsen af 90-erne.

   Derfor er jeg skeptisk over for det projekt DRs ledelse nu har sat sig for, nemlig at give skrevne og officielle retningslinjer for hvor og hvordan man som journalist/tilrettelægger må ’iscenesætte’.

Jeg mener at problemet er defineret forkert. Det er ikke ’iscenesættelserne’ – ’plotningen’ – der er problemet. Problemet er 'kontrakterne' med seerne der som regel er uudtalte og derfor udnytter at seeren når de sidder og oplever et tv-nyhedsindslag eller et andet journalistisk faktaprogram, så går ud fra følgende intuitive grundsætning: "What You See Is All There Is". 

   En eksplicit og offentligt formuleret 'kontrakt' med seerne  ville kunne sikre at de i det mindste er oplyst  og bevidst om: "There is more to it than what you see."

   I faktionsbogen fra 1990 skriver jeg om ’faktaprogrammers virkelighedsillusion’ (og heri er også inkluderet tv-nyheder):

Den del af et faktaprograms sandhedsautoritet der hænger sammen med forestillingen om at virkeligheden og fremstillingen af den i mediet er uafhængige af hinanden, det er altså for en stor del en illustion. Og denne illusion om ”faktavirkeligheden” produceres i princippet på samme måde som fiktionens illuderede virkelighed, nemlig ved at udelukke eller undertrykke de udtryk som kan tænkes at henvise til alle de ligheder der er med fiktionens arbejds- og produktionsprocesser. Den slags udtryk vil over for seerne nedbryde forestillingen om at den fremstillede virkeligheds handlinger og udtalelser foregår spontant og upåvirket af mediet, og derved risikerer man alvorligt at undergrave den uudtalte faktaoverenskomst som programmets sandhedseffekt står og falder med. At der virkelig er tale om den samme måde at skabe illusion på, kan man bl.a. se i de underholdningsprogrammer hvor man viser de fraklippede såkaldte ”bøffer” (”bloobers”); her er det præcis lige så morsomt og befriende at se fraklip fra fakta som fiktion.

For næsten præcis 3 år siden var der en lignende mediestorm – ikke om tv-nyheder og 'iscenesættelse ' – men om den endnu mere populære programserie ”Sporløs”. Den endte med at en implicit og uudtalt, men illusionskabende faktakontrakt som hidtil havde omgivet udsendelsen, blev afløst af en anden eksplicit og udtalt overenskomst med seerne:

Redaktionen på Sporløs har før optagelserne lavet forberedende research og været i kontakt med familien der søges efter. Programmets hovedperson er ikke bekendt med resultatet, men oplever under optagelserne et realistisk forløb. Alle møder i programmet er autentiske og finder sted for første gang.

Sådan: "There is more to it than what you see."

Efter min mening burde der være en lignende formuleret og udtalt eller skrevet varedeklaration og produktionsbeskrivelse (=’kontrakt’/’overenskomst’) i forbindelse med mange flere, ja i princippet alle udsendelser og genrer.

   Og jeg vil anbefale at man i forhold til TV-Avisens seere skrev eller udtalte en tilsvarende eksplicit faktaoverenskomst. 

   Noget af teksten kunne måske se sådan ud:

Redaktionen for TV-Avisen har før optagelserne researchet de oplysninger vi giver i speaken så godt som det er muligt på den meget kort tid vores journalister har haft. De repræsenterer derfor kun den bedst opnåelige udgave af sandheden på produktionstidspunktet. 

   Interviewcitater er som regel klippet ud af interviews af meget længere varighed, og de spørgsmål som de er svar på, har vi som regel klippet ud.

   De medvirkende der udtaler sig, er ofte blevet instrueret om at bevæge sig eller sidde og se ud som om de arbejder så vi har dækbilleder til at speak under.

   Nogle optagelser er taget om flere gange for at udtalelserne kan virke så autentiske og forståelige som muligt.

   Undertiden har vi også bedt medvirkende om at svare på det samme spørgsmål flere gange - for at få en så kort og klar udtalelse som muligt.

  Den location vi har optaget på, er valgt af os, ligesom baggrunden for de medvirkende der interviewes er valgt så den visuelt matcher personens karakter, arbejde eller leveforhold.

 Nogle gange sætte vi lys på den medvirkende så den medvirkende fremtræder bedst muligt, og vi kan også somme tider bede vedkommende skifte tøj.

  Kilder som ikke understøtter den vinkel vi har valgt, har vi valgt fra som medvirkende. Og den vinkel vi har valgt, er den vi mener har størst nyhedsværdi.

Dette blogindlæg er med små rettelser identisk med det som kan findes på:

http://ahaheder.dk/?p=2757

Jeg henviser i øvrigt til følgende links: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/thinking-fast-and-slow-7-bidrag-til.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/om-implicitte-kontrakter-og.html 

http://tvtid.tv2.dk/nytomtv/article.php/id-28769443:sporl%C3%B8s-er-ikke-et-dokumentarprogram.html

Et nyt ord og en ny teori for synæstesi - 'ideæstesi' ('ideaesthesia')

Jeg har i en række indlæg forfulgt det neurologiske og litterært æstetiske fænomen 'synæstesi'.  Og det grundlæggende spørgsmål når vi taler om kreativitet, er om og om muligt hvilken sammenhæng der er mellem synæstesi som et særligt træk ved nogle hjerners måde at fungere på, og synæstesi som et vigtigt æstetiske-stilistisk begreb i kunstnernes værktøjskasse inden for film, design, mode, litteratur, maleri, musik.

Neurologisk manifesterer synæstesien sig ved at 'fænomener'  der er aktive i hjernen gennem én sans automatisk og uvillet aktiverer input fra et andet sansecenter, vel at mærke uden at denne sans formidle signaler og input fra den ydre omverden.

  Altså: ord, bogstaver, tal, noder, musikstykker, objekter, personer som hjernen "arbejder med", aktiverer - som et sideløbende mentalt bånd eller spor - lyde, former, farver, toner, smage, lugte, hudfornemmelser.

  Umiddelbart har neurologernes beskrivelse været at der er et uhæmmet "neuralt hul" igennem via særlige nervebaner fra et hjernemodul - fx sprogcentret der læser ord og bogstaver - til et andet - fx det visuelle center der producerer oplevelsen af farver.

   Deraf navnet for fænomenet: synæstesi. Som på græsk står for: "syn" = "sammen" og "aesthesia" = "sensation"/"sansning".

Problemet rent forskningsmæssigt er at grundelementerne er dårligt defineret. Mange eksempler på synæstesi-fænomenet handler egentlig ikke om relationen: en sans > en anden sans. Men snarere om: en ide/begrebsmæssig forestilling > en sans.

   Betegnelsen man så sammenfatter disse automatkoblinger under, er: 'ideaesthesia' - som kan oversættes til 'sansning af begreber'.

   At det nok snarere forholder sig sådan, har man fundet ud af ved snedige eksperimenter: Det ser ud til at en neurologisk synæstesi-relation i hjernen ved kort tids træning kan overføres fra ét grafisk udtryk til et andet som erstatter det.  Altså er det det fælles semantiske betydningindhold - ideen/begrebet - som udløser den 'synæstetiske' aktivering af fx faver, ikke noget der nødvendigvis har et sanseligt udtryk.

Ifølge Wikipedia er "ideasthesia" ...

a phenomenon in which activations of concepts (inducers) evoke perception-like experiences (concurrents). The name comes from Greek, “idea”+”aisthesis”, meaning sensing concepts or sensing ideas.[1] The main reason for introducing the notion of ideaesthesia was the empirical evidence indicating that the related term synesthesia (i.e. union of senses) suggests incorrect explanation of a set of phenomena traditionally covered by this heading. “Syn”+”aesthesis” denoting “co-perceiving”, implies the association of two sensory elements with little connection to the cognitive level. However, most phenomena that have inadvertently been linked to synesthesia, in fact are induced by the semantic representations i.e., the meaning, of the stimulus [2][3][4][5] rather than by its sensory properties, as would be implied by the term synesthesia. 

'Inducer' betyder "det der sætter noget igang", og 'concurrent' betyder "det der følger med" eller "det der ledsager".

   Mekanismen bag 'ideasthesia' er altså at det er en begrebsmæssig forestilling - en 'ide' - som kan have forskelligt konkret udtryk, som aktiverer fx oplevelsen af en bestemt farve.

 

Se her: Sådan havde en synæstetiker som forsøgsperson det med hensyn til automatkoblingen mellem nogle bogstaver/tal og nogle farver:

   

Vedkommende har altså det der i fagsproget kaldes "grafem-farve-synæstesi".

    Man lærer så vedkommende at et A i det latinske alfabet, svarer til et

   

i det gammelslaviske alfabet (det 'glagolitiske alfabet'), og giver vedkommende 10 minutters træning i at skrive kendte ord med brug af det glagolitiske alfabet hvori indgår et 

 

Hvis synæsteten derefter skal læse en tekst hvor det latinske grafem for "a" er udskiftet med det gammelslaviske grafem for "a", så induceres under læsningen med det sammen den concurrente farve - her rød - som det oprindelige latinske "a" hidtil har gjort.

   Som illustreret her:

Altstå 'induceren' skifter grafisk udseende, mens 'concurrenten' bevarer den aktiverede farve, dvs. synæstesien er lært og overført via et fælles abstrakt begreb: "det første bogstav i alfabetet".

Dette peger på at de forskellige forme for synæstesi er "lært" (meget tidligt), og altså ikke noget medfødt. Men når først nerve-bane-forbindelsen mellem en "inducer" og en "concurrent" er etableret, så er den stabil resten af livet, hvis hjerne i øvrigt fungerer normalt og er ubeskadiget.

Et andet eksperimentelt bevis på ideæstesi-hypotesen, er forsøg hvor en farvesynæstetiker hos hvem   bogstavet "O" fx aktiverer farven rød, mens tallet nul = "O" fx aktiverer farven grøn, så skifter concurrenten farve afhængigt af om induceren "O" indgår i en ordkontekst, som fx "OLE", eller i en talsammenhæng som fx O123.

Jeg har i flere tidligere indlæg skrevet om det berømte perceptionspyskolgiske eksperiment hvor forsøgspersoner bedes om at sammenkoble to indholdstomme ord - TAKETE og LUMUMMA med hver sin figur - hhv. en med et takket omrids og en med et omrids med bløde former, her illustreret i Wikipedias artikel:

This picture is used as a test to demonstrate that people may not attach sounds to shapes arbitrarily: American college undergraduates and Tamil speakers in India called the shape on the left "kiki" and the one on the right "bouba".

Omkring 98% af forsøgspersonerne hentet fra forskellige sprog- og kultursamfund over hele Jorden, kobler den takkede figur med lyden af "takete" (="kiki"), og den bløde figur med lyden "lumumma" (="bouba").

   Principielt indebærer disse resultater at selv om langt de fleste mennesker ikke er bevidste synæstikere, så aktiverer de i deres hjerne en form for ubevidst lyd-form-synæstesi som de trækker på for at beslutte hvilken lyd der forbindes med hvilken form.

    En søgning på "kiki-bouba" og "ideasthesia" hitter straks med en videnskabelig artikel med følgende titel:

The Kiki-Bouba Effect: A Case of Personification and Ideaesthesia

Artiklens "abstract" tolker synæstesi-koblingen mellem 'kiki' og 'buba' anderledes, ide forfatterne ikke mener det er en synæstesi der kobler sanserne syn og hørelse direkte sammen, men at der bagved ligger en mere abstrakt form for synæstesi hvor bogstaver eller tal automatisk kobles med personligheds-karakteriserende egenskaber: 

There are previous cases of synaesthesia where personality is attributed to numbers or letters. In our results, the word Kiki is overall happy, clever, small, thin, young, unpleasant, and nervous. The starshaped figure is overall clever, tall, small, slim, nervous, unpleasant, and upper-class. That is, the correspondence above all concerns the qualifying adjectives clever, unpleasant, and nervous, as well as the physical appearance small and thin. This brings us to the fat-thin effect. Cinema, literature, comics, and children's programmes are full of contrasting figures: Don Quixote and Sancho Panza, Laurel and Hardy (called the fat man and the skinny man in Spain), Asterix and Obelix, Tintin and Captain Haddock, Bert and Ernie (Epi and Blas in Spanish), or the Spanish comic about very naughty twin boys called Zipi (with fair hair) and Zape (with dark hair). Our main conclusion is that first names and last names are not entirely arbitrary. There is a correspondence between (rounded vs. angular) names and physical characteristics (fat vs. thin objects or persons) and concepts (foolish vs. intelligent, nice vs. unpleasant). The Kiki-Bouba effect is a semantic one. 

Det stemmer overnes med det vi som undervisere fortalte på det legendariske TV-SUM-kursus i tv- og film-dramaturgi i DR-regi  i 80-erne. 

   Vi brugte filmen 'Gøgereden' som skoleeksempel, og argumenterede med at alle audiovisuelle udtryk var konceptuelt bestemt i forhold til modsætningen 'lumumma-takete', og bl.a henviste vi til at navnene på hovedkaraktererne tydligevis var styret af synæstisk motiverede valg: 

- På protagonistsiden var der tale om 'lumumma'-navne: ("Chief") Bromden, Billy Bibbit, McMurphy.

- På anatgonistsiden var der tale om 'takete'-navne: (Nurse) Rathced, Cheswick, (dr.) Spivey.

(fortsættelse følger)

Den surreale naturalist, chimpansen Congo og andre historier - om Desmond Morris og en udstilling på Rønnebæksholm

For godt 3 uger siden fortalte Politiken på navnesiden at den kendte engelske zoolog og tv-formidler Desmond Morris fyldte 85 år. Han er mest kendt for bogen "Den nøgne abe" som udkom 1967.

   I forgårs var jeg med fruen på en maleriudstilling på Rønnebæksholm ved Næstved.

   Det er ligesom en kreativitetstest: Hvad har de to ting overhovedet med hinanden at gøre?

   Svaret er: Surrealisme.

Udstillingen på Rønnebæksholm har titlen og vinklen: "Efter Surrealismen - Surreelle tendenser i dansk kunst efter 1960".

   En glimrende udstilling som varmt kan anbefales. Den blev anmeldt i Politiken i sidste ug i tillægget 'iByen'. Lidt sent kunne man synes. Men Næstved ligger jo også næsten 100 km syd for Rådhuspladsen.

  

Surrealismen er en af de kunstretninger jeg har været begejstret optaget af siden jeg var ganske ung.  

   Jeg har tidligere skrevet om surrealistisk maleri på denne blog fordi det er prototypen på en af de mange kunstretninger der lever af 'konceptuel blending' - altså af dette at mixe flere konceptuelle lag - og visuelt og kognitivt at spille flere realiteter ud mod hinanden - med høj fascinationsværdi til følge.

 

Internationalt er navnet Dali, verdenskendt for det ikoniske maleri af udflydende og hængende ure i et ørkenagtigt drømmeagtigt landskab, malet i gammeldag foto-realistisk stil:

Salvador Dali: Persistance of Memory

Herhjemme er det Wilhelm Freddie der umiddelbart forbindes med surrealismen i klassisk forstand, mest kendt for den skulptur som i mange år var i politiets varetægt:

’Sex-paralyseappeal’ i 1936, som politiet senere beslaglagte, 

og som Freddie måtte afsone en hæftestraf for pornografi for.

Det som de færreste ved, er at Desmond Morris også er kunstmaler. Og at han som maler er surrealist, både kendt og anerkendt i kunstforstandige kredse.

   Her et par af hans malerier:

The Day after Yesterday

The Sentinel

Jeg husker at jeg faktisk læste hans bøger 'Den nøgne abe' og 'Den menneskelige Zoo' i slutningen af 60-erne. 

   Jeg var allerede i gymnasiet interesseret i dyrepsykologi - inspireret af dyrepsykolgoen Konrad Lorenz´ bøger, som min far havde stående i reolen. Og med Desmond Morris tekster fik jeg den ene aha-oplevelse efter den anden.

  Det der først og fremmest var fascinerede ved Desmond Morris bøger, var den videnskabelige konceptuelle blending der bestod i at  anskue  og forstå menneskearten homo sapiens som et biologisk og psykologisk dyr.

  Wikipedia karakteriserer bøgerne sådan:

The Naked Ape (1967) — an unabashed look at the human species. The book is notable for its focus on humanity's animalistic qualities and our similarity with other apes. Reprinted many times and in many languages, it continues to be a best-seller.

The Human Zoo (1969) — a continuation of the previous book, analysing human behaviour in big modern societies and their resemblance to animal behaviour in captivity.

Desmond Morris dukkede op i min mentale horisont igen da jeg var igang med at researche og skrive bogen om tv-dokumentaristen Poul Martinsen. Det viste sig nemlig at Martinsen havde lavet to DR-udsendelser i 1986 med Desmond Morris som hhv. ekspertvært og bærende interviewperson: 'Fodboldfoket' og 'Hvad siger din krop?'.

   Især 'Fodboldfolket var interessant, syntes jeg, fordi den forsøgte at dokumentere grundideen i Desmond Morris´ bog 'The Socccer Tribe': at begivenhedsforløbet i og omkring store fodboldkampe og deres publikum kan tolkes og forstås som symbolske stammekrige.

   Og Desmond Morris var en i en række af karismatiske, oprørske, provokerende og ironiske personligheder som Poul Martinsen portrætterede og brugte som fanden-i-voldske kommentatorer til at sætte en række af hans tematisk illustrerende dokumentarudsendelser i perspektiv: Carl Madsen, Tage Voss, Broby Johansen, mfl.

Desmond Morris har ikke bare skrevet videnskabelige og populærvidenskablige bøger som er blevet bestsellere, og samtidig været anerkendt surrealist som kunstmaler; han har også selv produceret og været karismatisk vært på et utal af fascinerende videnskabsillustrerende BBC-tv-serier.

   Han er som person i den grad  en af dem jeg på bloggen her beskrevet som "den særligt kreative personlighed" - med det sammenfattende kendetegn at være en outsider med en "flere personer i en"-karakter.

   Hvordan mon hans barndom har været: enspænder, ondt i farforholdet?

   Jeg søger på nettet. Og jo, den er god nok. Her nogle citater fra ham selv:

I was a child during World War Two and grew up viewing adult humans as rather disgusting - people whose main goal in life was to kill one another. Worse still, I spent the first part of World War Two watching my father suffering from wounds he had received in the First World War. I was fourteen when he finally died and at that age I decided, in my passionate, juvenile way, that all authorities, all governments, all religious leaders and all political leaders were the scum that floated to the top of society. I had to rebel, but I was a good little boy, well brought up by loving parents, and my rebellion could not be a destructive one - after all I was rebelling against mass violence and hatred, so my rebellion had to be of some other, more positive kind. I had two great interests, art and animals. My artistic rebellion took the form of turning my back on accepted, traditional art and associating myself instead with the Surrealists. The Surrealist Movement had itself started in the 1920s as a rebellion against the horrors of World War One, so it suited my mood perfectly. As a teenager I began painting with an obsessive fervour and, when I eventually exhibited my works, was thrilled to find that the authorities hated them. http://www.cosmoetica.com/DSI8.htm

Her udtalelser om hans barndom fra et interview i avisen The Guardian fra 2008:

From my father I learned correctness and stoicism. They were the two key words because he was a very correct and fair man. My scientific work is in a sense owed to him. He came back from the first world war physically ruined and never recovered. I never heard a word of complaint from his lips. The damage to his lungs was almost like having Aids and made him susceptible to every infection. He couldn't breathe properly to fuel his body, which gradually declined. By the end he was like a skeleton. But he didn't say "those so and sos, look what they've done to me", nothing like that.

   I missed my father's funeral because my mother wouldn't let me go. I was 14 and she sent me off to friends in the countryside, and so I imagined that he hadn't really died. The grieving probably came later when I started to think about those bastards in Whitehall who had sent him off to die. It was the beginning of a lifelong hatred of the establishment. The church, the government and the military were all on my hate list and have remained there ever since.

   My parents gave me the special advantage of being an only child. My wife is an only child and so is our son. It teaches you the pleasure of solitude. Loneliness isn't a word in one's vocabulary and that has helped a lot with my writing. I love to sit by myself and don't feel the need to be chatting all the time.

Interessant er hans krakteristik af sig selv som en der søger ensomheden, samtidig med at han altså i den grad er udadvendt og aktiv og med fryd optræder på tv-skærmen. Rigtig nok: en blandet, grænseoverskridende og paradoksal personlighed.

   I øvrigt har han også helt konkret 'blendet' og integreret sit engagement som surrealistisk kunstner med sin forestilling om at mennesket og menneskeaberne adfærdsmæssigt er mindre forskellige end man skulle, i en tidlig interesse for chimpansemaleri - som dette indslag dokumenterer. Samtidig med at det viser en række af Desmond Morris egne malerier med hans egne kommentarer:

Om chimpansen Congo skriver Wikipedia:

Congo (1954–1964) was a chimpanzee who learned how to draw and paint. Zoologist and surrealist painter Desmond Morris first observed his abilities when the chimp was offered a pencil and paper at two years of age. By the age of four, Congo had made 400 drawings and paintings. His style has been described as "lyrical abstract impressionism".[1]

Der er lidt lang vej tilbage til eftersurrealist-udstillingen på Rønnebæksholm.

   Men den var altså rigtig god og interessant, selvom man som anmelderen kunne mene at selve surrealist-betegnelsen er lige ved at blive for udvandet gennem det udvalg af kunstnere og kunstværker den præsenterer.
   Men Jan Esman er lige i øjet som surrealist:

Four Clones Worshipping af Volcano

Hans Henrik Lerfeldt kommer man heller ikke uden om i denne sammenhæng - som central surealist (dette maleri var ikke vist på udstillingen):

Naturen vågner efter regnen

Her et citat af Lerfeldt i udstillingsbogen, en proklamation der ligner programerklæringen for første-generations-surrealisterne:

Jeg tror på drømmen. På mareridtet. På underbevidstheden. Og jeg maler og tegner, hvad jeg drømmer, tænker ser og føler. Og det er selvfølgelig et mareridt det hele, selvfølgelig er det det, men det er et brugbart mareridt og for mig grundlaget for tilværelsen, for hele livet.

Derimod kan man diskutere om en af de malere jeg i øvrigt er meget begejstret for, Poul Anker Beck, er det - altså  surrealist. 

   Han er repræsenteret med disse tre for mig utroligt fascinerende billeder:

Motorcykel ved bunker

En underlig dag

Hovedvej A 14

Det er svært at sætte fingeren præcis på hvorfor disse billeder har en aura af surrealisme - nedendunder den naturalistiske motivoverflade. Men de emmer af "andethed".
   I udstillingsbogen citeres Poul Anker Bech for følgende, som i hvert fald peger på hans ambition om at udnytte "blending" som en stærk effekt i forhold til publikum - en superrealistisk overflade med en udefinerlig imaginær undertekst:

Det er et ringe maleri, om det ikke er i stand til at suge sin beskuer indp den imaginære scene, så han/hun glemmer tid og sted. Menneskets fantastiske indbildningskraft er så stor at men med få midler  på en billedflade kan send os ud på en svimlende rejse langt hinsides virkeligheden.

Jeg synes jeg har nået lidt hen ad den retning som Poul Anker Bech taler om her - i et par af mine realistiske akvareller:

 

Hvis du oplever der er en udefineret virkelighed bag mine to akvarellers overflade, så bliver jeg glad!