Dødsskat - en effektiv metaforisk frame

Det er ikke så tit man møder dem, men man ved når en metafor i den offentlige debat er oppe og ringe.

   En rubrik i Politiken i onsdags den 25. april. Debatsektionen, genren "analyse". Skribenten hedder Henriette Kinnunen. Rubrikken lød:

Arveafgift. Danmark bør afskaffe dødsskatten

Forfatteren er erhvervsjuridisk konsulent i den højreorienterede liberalistiske tænketank Cepos. Hun - eller den redigerende redaktør - har altså re-framet det relativt kliniske og ikke-værdiladede ord "arveafgift" med "dødsskat". 

    Først udskiftes "afgift" med "skat" som klart i Danmark og i den danske offentlighed i sig selv er et negativt farvet ord. 

   Derefter konstrueres den metaforiske frame der medfører at arv anskues gennem dødens optik. Man arver når nogen dør og betaler nogen af de arvede værdier til staten. Her sker der sker en semantisk komprimering og forskydning: I stedet for skat på de værdier der efterlades når nogen er død, så re-framer man det som skat på den død der som virkning har at nogen arver. 

Manchetten til artiklen spiller smukt på "død":

En øget arveafgift kan medføre døden for mange familieejede virksomheder. Det er til skade for hele samfundets vækst og velstand.

Og første sætning i kerneafsnittet:

Prisen for laver skat i levende live, er højere skat ved død. 

Det er ikke redaktøren der har fundet på det effektivt demagogiske udtryk "dødsskat". Det har Henriette Kununen. Hun skriver lidt inde i artiklen om "AE" - Arbejdernes Erhvervsråds argumentation for at foreslå en forhøjet arveafgift:

AE-rådet synes imidlertid at have skudt forbi, for arveafgiften - dødsskatten, som den også kaldes - rammer ikke kun døde personer og deres arvinger. Den rammer også levende virksomhederr og dermed de arbejdspladser som vi har så hårdt brug for i vores samfund.

Selv om jeg ikke sympatiserer med de fleste af Cepos´ synspunkter - og heller ikke her - så er den forførende og frame-ændrende retorik effektivt konstrueret og sat op: "dødsskat" versus "levende virksomheder".

I resten af artiklen frem det sidste afsnit bruges så "arveafgift". Men i det sidste afsnit bruges "dødsskatten" så igen - endda to gange med en smuk fasttømring af artiklens retoriske præmis:

... selv hvis regeringen ikke i denne omgang følger det svenske eksempel og afskaffer dødsskatten for alle, er de som minimum nødt til at afskaffe den for erhvervslivet. Ellers blive dødsskatten mere end et polemisk udtryk. Det bliver en potentiel død for et stort antal familieejede virksomheder.

Jeg er ikke i tvivl om at ordet "dødsskat" når debatten om den kommende skattereform med en øgning af arveafgiften, vil blive brugt af modstanderne om og om igen. Uanset hvad man måtte mene: Det lyder ikke rart!