Hurtig opsamling fra Dagens Politiken - inden for forskellige temaer omkring kreativitet

Der vil gå en måneds tid før jeg igen er på bloggen, så jeg samler op på forskelligt som Politiken i dag søndag den 3. oktober har givet anledning til at bemærke.

Tornerose-bakterie
I forlængelse af navnet "Guldlok-planeten", så er her endnu et eksempel på en kreativ metaforisk navngivning af en videnskabelig nyhed knyttet til en fortælling: I Videnstillægget er der på s. 2 en række korte "telegramnyheder". En af rubrikkerne fanger straks: "Tornerose-bakterie sover på arktisk havbund". Historien fortæller at nogle mikroorganismer som er varmeelskende, viser sig at kunne overleve stærkt nedkølet i millioner af år  i nogle aflejringer på havbunden ved Svalbard. Forskerne opdagede dem da de blev aktive fordi de bundprøver de befandt sig i, blev opvarmet til 50 grader.

Ansigtsblindhed
Nogle mennesker har det handicap at de ikke kan genkende ansigter. Og en artikel i Videnstillægget fortæller en ikke-historie, nemlig at det fænomen stadig er et mysterium for videnskaben. Nogen kan slet ikke genkende et andet menneske selv om de har set vedkommende nogle få minutter inden. Og nogen kan ikke en gang genkende sig selv i et spejl. De fleste har en rem af huden, og kan i gennemsnit ikke genkende 20 ud af 100 ansigter ved kontrollerede forsøg. Forskerne mener det kan være en defekt i hjernens såkaldt "visuelle cortex", som ellers er med til at skabe associationer ud fra det input som synsindtryk giver.
   Når det interesserer mig er det fordi det vigtige begreb i dramaturgi og journalistik - identifikation - jo i princippet går ud på: indlevelse gennem genkendelse, og jeg har luftet den teori at det forudsætter de mekansimer som er knyttet til de såkaldte "spejlneuroner", der aktivieres både når man selv udfører en handling og når man ser en anden gøre den samme handling.
   Hvis man ikke kan genkende ansigter, så kan man som filmtilskuer måske heller ikke genkende personer i en film fra scene til scene, tænker jeg. Og dermed er vi inde på noget helt afgørende i filmfortællinger, nemlig kontinuitet og analytisk montage. Mere om det en anden gang.

Med drømmeren nede i maskinrummets gearkasse
En artikel i Videnstillægget af Henrik Larsen handler om en kvindelig israelsk nobelpristager i kemi fra sidste år: Ada Yonath. Hun vandt prisen for "i detaljer" at have "kortlagt" ribosomet - som journalisten betegner som "verdens mindste kemifabrik, der findes i cellerne hos alle levende organismer" og som fremstiller "tusindvis af forskellige livsnødvendige proteiner."
   "Kemifabrik" er en anskueliggørende metafor for noget der er så lille at vi ikke kan forestille os det. Men som metafor betragtet vel nok en der ikke er særlig original. Men journalisten bruger den i udbygget form senere i artiklen som dette citat viser (kursiveringen er min):

I lange perioder var det, hvad forståelse fra den øvrige videnskabelige verden angår, et op ad bakke-projekt. For mens de fleste kolleger kunne se at ribosomet rumme klare udfordringer, troede kun de færreste på, at de ville være muligt at komme helt ned i gearkassen i kemifabrikens maskinrum. Men Ada Yonath fortsatte ufortrødent, "selv om folk indimellem har anset mig for at være mere eller mindre gal, har kaldt mig en drømmer, og hvad ved jeg."

Det citate fortæller er jo at en særdeles kreativ kvindelig forsker, hvis forældre i øvrigt var fattige jøder der kom til Palæstina i 30´erne, har fantaseret sig til hvordan denne "gearkasse" fungerede inden hun gjorde sine opdagelser. Det fremgår så ikke om hun selv ville bruge netop den metafor. Den virker nok så mandet.
   Artiklen fortæller så også, helt i overensstemmelse med min teori om den kreative personligheds barndom med tab og afsavn, at faderen blev vejarbejder i det nye land, et arbejde han blev syg og døde af da pigen var 11 år. Moderen stod derpå alene med Ada og en lillesøster, og det var et hårdt og fattigt liv hvor Ada måtte hjælpe med til at sørge for familien. Hun siger: "...intet af det jeg senere har oplevet, har været lige så hårdt."

Lone Frank
Jeg har tidligere fortalt om videnskabsjournalisten Lone Frank i forbindelse med hendes bog: Den femte revolution, der handler om de nyeste udviklinger inden for hjerneforskningen. Hun har nu udgivet en ny bog som jeg også må læse: Mit smukke genom - historier fra genetikkens overdrev. Den fik meget fine anmeldelser, og her har StephanieSurrugue lavet et storet portrætinteview med hende.
   Det i den grad originale og kreative journalistiske plot i bogen er at hun bruger sig selv og sine egen krops gener som objekt for en detektivjagt i sine egen biologiske forudsætninger med udnyttelse af den nyeste genforskning. Det spørgsmål der driver hende er om de barske oplevelser hun har oplevet i sin barndom og ungdom i forhold til forældre, skole og kammerater, og som voksen med tilbagevendende depressioner, om det er arveligt betinget eller kan tilskrives miljøet og opvækstvilkårene.
   Faderen var maniodepressiv men samtidig hendes mentor, og han begik selvmord til sidst. Moderen var imod at hun lærte alt det hun gjorde af faderen, og hun døde af brystkræft da Lone var 16. I skolen blev hun mobbet. Og også senere da hun læste til ph.d i 3 år i USA. Og hun har med mellemrum haft alvorlige depressioner som er blevet behandlet med "lykkepiller".

Så det var både forfatteren, biologen og patienten Lone Frank, der for få år siden besluttede at finde ud af, hvad den nyeste genetiske videnskab kunne fortælle hende selv og os andre om den menneskelige natur. Hun har givet sine blodprøver, spytprøver og celleprøver til alverdens førende genforskere, deltaget i undersøgelser og eksperimenter og har endelig fået kortlagt sine gener, som nu ligger tilgængelige på internettet.

Kendetegnende for den særligt kreative personlighed er at de er splittede og spaltede - har to-i-en-personligheder som - det er min teori - mer eller mindre er et resultat af en mental overlevelsesstrategi i barndom og ungdom hvor savn, tab og fremmedgørelse kompenseres gennem fantasier og dagdrømme, hvorved der i personligheden permanent installeres det jeg metaforisk har betegnet som "en kreativitetens stavblender".
   Det rammer i hvert plet i tilfældet Lone Frank. Og der er ingen tvivl for mig om at selve plottet i bogen er udtryk for blending af konceptuelle rum med tre forskellige kilder i personligheden: "forfatteren", "biologen" og "patienten".

Spinguide til DI´s politiske dagsorden
Jeg har tidligere nævnt at ironi er udtryk for konceptuel blending og en af mange former for kreativ sprogbrug: Det at man siger et, men meningen er en anden eller det modsatte. Mere generelt er det det fænomen som i dramaturgien betegnes: tekst/undertekst.
   Erhvrvsjournalisten Niels Lunde, tidligere chefredaktør for Berlingske Tidende, har udviklet en kreativ analytisk genre, som han kalder "Spinguide", og som netop bygger på at en masse offentlige udsagn fra organisationer, politikere, økonomer og erhvervsledere, er "forblommede" udtryk, forskønnende omskrivninger (eufemismer), eller verbal tomgang ved hjælp af management-klicheer og administrativt "new-speak".
   Ideen er lige så god som den er simpel, og så er det oven i købet underholdende.
   I dag går det ud over formanden for Dansk Industri, Jesper Møller, hvis offentlige udtalelser "oversættes" til deres undertekst - dvs. hvad han egentlig mener, men undlader at sige direkte. Et par eksempler:

Jesper Møller: "I den privat sektor har vi de seneste år trimmet vores virksomheder til det yderste. Det har været afgørende nødvendigt for mange af os."
Spinguide: I den private sektor sov vi i timen i de gode år, hvor vi tjente masser af penge. Det er tys-tys, men derfor halter vores produktivitet efter udlandets.
Jesper Møller: "Derfor foreslår vi, at der skal nedsættes en udgiftskommision, der skal gennemgå de offentlige budgetter og finde besparelser for mindst 1 pct. af BNP.
Spinguide: Defor foreslår vi, at der skal nedsættes en udgiftskommision, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan flytte skattekroner fra den offentlige sektor og over til os i den private sektor.