Akvarelmaleriets mysterier (44) - samlergenet - Harald Henriksen-akvareller - og endnu en lejlighedskvarel

Jeg har et "samlergen", det kan jeg ikke løbe fra. 

   Man taler også om 'samlermani' - og lidt mere positivt om 'samlerlidenskab'. Og uden at jeg har tænkt over det eller har besluttet det bevidst, er jeg begyndt at samle på billeder af akvarelmaleren og farve-træsnit-kunstneren Harald Henriksen som levede fra 1883 til 1960.

     Her er de sidst fund - to akvareller malet af ham - og endnu et træsnit:

Ved Kongekilden, Dyrehaven, København

Tibirke Bakker med udsigt til Arresø. 1935

Siden jeg var barn har jeg været optaget af og engageret i at samle på noget i længere perioder: stenalderredskaber, frimærker - med speciale i 'de to-farvede', bøger med jugendstil indbinding fra starten af 1900-tallet, tegneseriehæfter af bestemte tegnere, smukke slebne havsten, souvenirs fra Langbortistan-rejser, etc.

   Og selvom det var metaforisk og lidt i spøg at jeg ovenfor skrev at jeg havde et "samlergen", så viser et opslag på nettet at lysten til, begæret efter, og tilfredsstillelsen ved at skaffe nye unikke eksemplarer til samlingen faktisk - for en stor del - er genetisk bestemt.

   

Videnskab.dk havde i 2009 en artikel med overskrift og manchet som følger:

Din samlemani er nedarvet

Det er ikke kun din egen skyld, hvis kasserne med kuglepenne og mapperne med frimærker hober sig op. Britiske forskere beviser, at trangen til at samle i høj grad ligger i generne.

Såkaldte tvillingstudier har vist at sådan forholder det sig: Hvis man er enægget tvilling og har en form for samlermani, så er der 50% sandsynlighed for at ens tvilling også er samler, mens hvis man er tveægget tvilling, så er udsigten til at man deler samlermanien med sin tvilling, kun 25%,

 

Jeg har aldrig opfattet min samlerglæde som noget sygeligt, men dagligsprogordet 'samlermani' peger jo på at det også kan være en slags psykisk lidelse. Og i så fald er forskerne enige om at det er en variant af det der kaldes "Obsessive Compulsive Disorder" - forkortet OCD.

   På dansk taler man om 'tvangstanker' og 'tvangshandlinger', og forskerne mener at OCD hænger sammen med en forstyrrelse i produktionen af signalstoffet serotonin i hjernen, et stof som også menes at spille en rolle i nogle former for depression. Det at udøve tvangshandlingerne menes at have en angst-dæmpende, og borligende effekt.

   Serotonin er et af de signalstoffer og hormoner - misvisende kaldet "lykkestoffer" - som hjernen producerer og har brug for, for at fungere godt. Og sådan er det: når man samler på noget og har et "hul" i samlingen, så er der en dyb glæde  - en omend kortvarig lykkefølelse - ved at gøre et fund og få det hjem til at fylde hullet ud i samlingen.

Under alle omstændigheder har jeg i lange perioder været stærkt optaget af at samle, ordne og systematisere genstande inden for en bestemt kategori som helst skulle være så svær at fylde helt ud at det var spændende at jagte, opspore, finde og anskaffe dem.

   Der skulle og skal helst være en sjældenhedsfaktor involveret der gør at nogle fund inden for kategorien er omgærdet af en særlig aura - og måske også derfor besidder en relativt stor økonomisk værdi. 

   Jeg er ikke i tvivl om at det at samle på noget nogenlunde målrettet og systematisk både kan være beroligende og ophidsende, beroligende når man har fået nyt og godt til samlingen, ophidsende og spændende hvis man er på jagt efter et fund, og ved at andre også er det.

   Den milde form for samlermani - samlerlidenskab og -glæde - tror jeg er en del af den menneskelige natur og en af drivkræfterne bag menneskets udvikling af forskning, videnskab og kulturliv.

   De første museer startede også som kongelige og adellige "rarietets-samlinger" - for så gradvist at udvikle sig til videnskabelige institutioner inden for det felt samlingen dækker.

Og nu konstaterer jeg så altså at jeg igen er faldet i og hænger på den - med mine indkøb af i alt 10 Harald Henriksen-billeder siden december.

   Og hvorfor lige ham?

   

Jeg har praktisk taget aldrig før købt rigtig kunst af "navne", og den eneste form for grafik jeg har været "bidt" af, er japanske træsnit fra 1800-tallet - og den lidenskab har jeg haft siden min tidligste ungdom. 

   Jeg har haft nogle af de mest kendte Hokusai-træsnit i glas og ramme på væggen i mange år, købt som store postkort, plakater, eller som kalenderbilleder. 

   Fx de fire her:

De er så gradvist blevet erstattet af egne akvareller da jeg fik behov for vægplads til de særligt udvalgte jeg syntes jeg var lykkedes med. 

   Og nu kniber det når der også skal være plads til en Harald Henriksen-samling.

  

I min glæde ved  Harald Henriksens billeder flyder tre interesser sammen og nærer min samlerlidenskab: interessen for akvarelmaleri, interessen for japanske farvetræsnit, og interessen for naturalistisk kunst.

   Harald Henriksen beskrives som den sidste danske naturalist med rødder i 1800-tallets klassiske malerkunst  (og han var efter sin død udsat for kunsthistorisk glemsel indtil for omkring 5-6 år siden da Ole Lindboe skrev en bog om ham, og Haralds søn Hans fik lavet en udstilling af så mange af hans værker at det var tydeligt hvor god han var og havde været). 

   Harald Henriksens primære malemedie var akvarel, hvad der er et usædvanligt og ikke så prestigefuldt malemedie som oliefarver. Akvarelmaleri var noget de rigtige og velanskrevne oliemalere primært brugte til skitser og forstudier, Det var bogillustratorens og arkitektens typiske farvemedie - ofte kombineret med profil-streger med tusch. Og så var det et amatør- og hatte-dame-medie. 

   Harald Henriksen var stærkt inspireret af japansk træsnit-æstetik og havde flere originale Japan-træsnit hængende på sin væg - ligesom mange af de store (post)impressionister i Frankrig også havde det. Og han var så samtidig pioner inden for farvtræsnit-teknikken i Danmark - og brugte ofte akvarelskitser som udgangspunkt for sine træsnit. Og han nød efter eget udsagn at komme ud til den brede danske befolkning via salget af disse træsnit til overkommelige priser.

   Han beskrives lidt som en outsider i kraft af at han fastholdt sit naturalistiske udgangspunkt gennem hele livet - på trods af skiftende og traditionskritiske kunstsyn blandt de kunstkyndige på bjerget - i øvrigt ligesom netop afdøde Otto Frello, 

   Og outsidere i kunsthistorien bliver jeg ofte tiltrukket af, specielt hvis de så får come-back og ny anderkendelse, så er det en god historie.

Sjældenheds-faktoren er god og høj. Mange af både Harald Henriksens akvareller og hans træsnit er gået til da de er meget skrøbelige. Samtidig er priserne ikke særligt høje - især ikke på træsnittene, fordi han trods alt stadig er ret så glemt. Så det gør hans billeder til oplagte samlerobjekter for mig hvis jeg skal samle på kunst.

Her er en god introduktion til Harald Henriksens liv og virke:

https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf

Hovedværket om Harald Henriksen som kunstner er bogen "Naturens Spejl" som er forfattet af Ole Lindboe og med forord af Klaus Rifbjerg:

http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf

I de foregående 2-3 udgaver af "akvarelmaleriets mysterier" har jeg beskrevet mit eget forhold til akvarelmaleriet ved at kalde mig 'lejlighedsmaler', dvs. en der maler til og/eller for nogen når en god og aktuel lejlighed gives, 

   Jeg har nu haft endnu en officiel familiebegivenhed der kunne fungere som drivkraft for en akvarel - med et motiv som jeg på forhånd ville afskrive at jeg kunne male: en hest.

   Mit barnebarn er en pige på tretten som snart skal konfirmeres. Og hun er - hestetosset, ville man nok sige. I flere år er næsten al hendes fritid foregået på en rideskole. Og den lidenskab fortsætter nok et stykket tid endnu. 

    Så nu er der en god lejlighed. Jeg må prøve at male en akvarel til hende med en hest som motiv, et billede som hun kan få i konfirmationsgave - oven i den konventionelle pengegave.

   Her er resultatet:

Denne hest blev malet i første hug og på én arbejdsdag fra 9-16. - efter et referencefotografi jeg fandt på nettet. Det er usædvanligt med en så hurtig eksekvering, for som regel skal jeg have malet et par mere uforpligtende 'træningsakvareller' at varme op på.

   Kravet til hestens udseende på akvarellen var at den skulle have mit barnebarns egen hests farver: brunt skind, sort manke, ingen hvid blis foran på snuden.

   Jeg er faktisk meget tilfreds med resultatet. Og kan se at jeg har udnyttet den teknik jeg lærte at bruge da jeg skulle prøve at male bare damer som hende her:

I akvarellen af den let-løbende fuldblods-hest, er teknikken brugt til at male hestens skind, kropsform og muskler - med udnyttelse af klare hvide lysreflekser i skindet og af glidende overgange fra mørkt til lyst til at markere former og muskler på krop og i hovedet.

   Jeg har planer om prøve at male flere akvarelheste, men nu kom samlermanien og dermed Harald Henriksen i vejen. Og jeg skal jo også have lavet en konfirmationstale til barnebarnet.

Link til mit indlæg om at male akvarel med bare damer som motiv:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Links til tidligere indlæg om min "opdagelse" og jagt på Harald Henriksen træsnit:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html

Jan Krag Jacobsen - særligt kreativ personlighed - nu med dogmefotos af moderne parisiske plakat-palimpsester

Den særligt kreative personlighed som jeg tit har skrevet om her på blokken, er blandt andet kendetegnet ved at sindet fungerer som en konceptuel stavblender - med en mangesidet personlighed  - jeg har kaldt det "flere personer i en".

   Opfinderen af det særlige personlighedsbegreb er kreativitetspyskologen Mihaly Csikszentmihalyi, og en invitation på facebook til fernisering på en kunstudstilling i Farum under titlen...

Der stikker noget under

... viser sig at komme fra netop en af den slags personligheder: Jan Krag Jacobsen, en gammel kollega hvis kreative meritter jeg har skrevet om i tidligere indlæg.   

   Overskriften "Der stikker noget under" er typisk for mandens særlige kreative psyke.

    

Billedet ovenfor er et af de udstillede værker og visuelt blikfang for invitationen. Og det fænger og fanger mig umiddelbart.

   Invitationen i ord følger her:

Der stikker noget under - fotos af fragmenter af parisiske palimpsester 2014.

Invitation til ferniseringlørdag den 18. april klokken 12.00, Farum Kulturhus, Stavnsholtvej 3 i Farum

Palimpsester er gamle dokumenter af skind eller pergament, hvor fortidens udraderede tekster og billeder anes som skygger i flere lag.

På en parisisk metrostation fjernede en mand et tykt lag af plakater og fragmenter af billeder dukkede frem som erindringer i en drøm. Under en plakat for en udstilling om Napoleons søstre gemte sig en reklame for en læbestift.

Går man tæt på de revne, kaotiske plakater og laver udsnit af destruktionens spontane collager, danner nutid og fortid nye betydninger af en besynderlig skønhed.

Dogmereglerne bag de udstillede billeder er fotografering uden at røre plakaterne, udvælgelse af fragmenter og ingen manipulation med Photoshop.

Udstillingen slutter 7. juni

Jeg kan godt lide denne formulering: "Går man tæt på de revne, kaotiske plakater og laver udsnit af destruktionens spontane collager, danner nutid og fortid nye betydninger af en besynderlig skønhed". 

   En skønhed Jan Krag så har fanget ind med sit kamera.

   

Det er klart der er tale om en form for konceptuel blending på flere medier og planer, som består i at fotografier (= 1. medie) af udsnit af en plakatvæg (= 2.medie) hvor plakaterne fra forskellige perioder og med forskellige emne er delvist destrueret (afrevet) på en måde så de etablerer en naturlig collage  (=3., 4., 5. etc. medie),

Her er endnu en af de udstillede plakat-palimpsester:

Flere af Jan Krags palimpsester kan ses hvis man følger dette link og klikker på "se billedgalleri":

http://www.farumkulturhus.dk/udstillinger.html

Her en engelsk tekst der uddyber palimpsest-begrebet og dets historie:

A Palimpsest is essentially an artwork whose history can be seen, usually by under-layers visible under the topmost, recent image. In practice though, it most often refers to an antique document where a support, and particularly paper or parchment - has been reused, and this is how you'll find the word used in museums. However, it is also accurately used to describe more modern works: artists throughout history have re-used valuable art materials. You'll also find postmodern and contemporary works that are deliberate palimpsests, sometimes with the word in the title to bring associated ideas - of age, re-use and layering, hidden qualities, changed meaning and layers of meaning - to the viewer's mind. Sometimes this use of erasing, scraping and layering can have a deeply metaphorical context, and at other times is used in a more superficial way to create the impression of age and history.

http://drawsketch.about.com/od/drawingglossary/g/what-is-palimpsest.htm

Der er et klart slægtskabe mellem disse palimpsest-collager og andre blandingsgenrer hvor flere lag med forskelligt stil og udtryk er sat sammen så brudfladerne er synlige og en del af udtrykket der skaber ny betydning.

   Inden for filmvidenskaben taler man om syntetisk montage. Eisenstein er den store teoretiker på området.

I alle tilfælde peger udtrykket tilbage mod processen: dette at nogen - en 'kunstner - tilfældigt eller villet bringer udtryks- og indholdselementer sammen som ellers er fysisk adskilt i tid og rum. 

Asger Jorn producerede hvad han kaldte "modifikationer" af klassisk malerkunst ved at male noget af sit eget oven på:

 

Dronning Margrethes udstillede klippe-klistre-billeder, såkaldte "decoupager", på Aros for et års tid siden:

Den netop afdøde tyske forfatter og billedekunstner Gunter Grass producerede akvareller og tegninger og håndskrev digte oven i billederne:

Enhver godt brugt grafittivæg leverer ofte en fascinerende form for palimpsest:

Googler man "palimpsest as art", får man vist  en masse fine eksempler, som ofte er til salg som plakater. 

    Og det følgende link fører til en masse smukke eksempler på "Ghost Buildings and the Inadvertent Beauty of Destruction", som der står skrevet:

https://www.pinterest.com/typhoonista/palimpsest/

Endelig er her link til nogle sider hvor moderne kunstnere er stærkt inspireret af uvillede palimpsester i deres umiddelbare omverden:

http://artpropelled.blogspot.dk/2009/10/contemporary-palimpsest.html

Jeg har tidligere skrevet om Jan Krag Jacobsens kreative og mangesidede meritter inden for madkunst og madudvikling og radio og tv i disse to indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/kreativitet-og-madlavning-om-verdens.html

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

H. C. Andersens korteste eventyr - og andre historier i anledning af en fødselsdagstale som ikke blev holdt

Vi var en gruppe venner til en 70-års-fødselar hvis navn er identisk med en internationalt berømt dansk forfatter fra 1800-tallet. Og han - altså fødselaren - havde udstedt forbud - sin helt egen fatwa - mod at der blev holdt  de traditionelle 'fødselartaler' under middagen ved den fest han havde inviteret til.

   Gaver frabad han sig også.

   Til gengæld bad han om at få kulturelle indslag til oplivelse og oplevelse, passende til den højskole hvor festen skulle holdes.

Det var jo sådan set ret egoistisk for det er jo sjældent man får en naturlig lejlighed til at sige venlige og fornøjelige ord - krydret med erindringer - direkte adresseret til en god gammel ven.

   Fatwaen fungerede imidlertid som en kreativ restriktion for vores lille gruppe af venner: Hvordan kan vi omgå den? Det var det eneste spørgsmål der optog os da vi holdt krisemøde.

   Navneligheden blev nøglen. Når vi ikke måtte TALE TIL ham eller TALE OM ham, så var der jo imidlertid ikke udstedt fatwa-forbud mod at CITERE ham: altså H. C. Andersen. Vi kunne endda spille lidt på at vores ven også havde skrevet flere bøger, så i princippet kunne det godt være citater fra hans egen skriverier.

Så vi gik på jagt via nettet. Og fandt nogle H, C. Andersen-citater som kunne give anledning til spisfindige annoteringer med adresse til fødselaren. 

   Og vi fandt nogle kendte og populære sange som vi alle kunne melodien til, forfattet af den gamle højt elskede forfatter; "Pandeben, godt det gror", "Hvor skoven dog er frisk og stor", "Hist, hvor vejen slår en bugt", "I Danmark er jeg født".

   Og endelig fandt vi H. C. Andersens - vist nok - korteste eventyr, en historie som ingen af os kendte i forvejen, men som - netop fordi den var så kort - var særlig egnet til oplæsning til festen.

Her er H. C. Andersens korteste eventyr - med titlen:

HURTIGLØBERNE

Der var udsat en Priis, ja der var udsat to, den lille og den store, for den største Hurtighed, ikke i eet Løb, men saadanne, i at løbe hele Aaret.

   "Jeg fik da første Priis!" sagde Haren; "Retfærdighed maa der dog være, naar Ens egen Familie og gode Venner er i Raadet; men at Sneglen fik anden Priis, finder jeg næsten fornærmeligt mod mig!"

   "Nei," forsikkrede Ledpælen, der havde været Vidne ved Priis-Uddelingen, "der maa ogsaa tages Hensyn til Flid og god Villie, det blev sagt af flere agtbare Personer, og det har jeg ogsaa forstaaet.   Sneglen har rigtignok brugt et halvt Aar om at komme over Dørtrinet, men han har brækket Laarbenet i den Hastværk det dog var for ham. Han har levet ene og alene for sit Løb, og han løb med Huus! - Alt det er agtværdigt! - og saa fik han anden Priis!"

   "Jeg kunde dog ogsaa have været taget i Betragtning!" sagde Svalen; "hurtigere end jeg, i Flugt og Omsving, troer jeg, Ingen har viist sig, og hvor har jeg ikke været om: vidt, vidt, vidt! -"

   "Ja, det er Deres Ulykke!" sagde Ledpælen; "De føiter for meget! De skal altid afsted, ud af Landet, naar det her begynder at fryse; De har ingen Fædrelands-Kjærlighed! De kan ikke komme i Betragtning!"

   "Men om jeg nu laae over i Mosen hele Vinteren?" sagde Svalen, "sov hele Tiden bort, kom jeg saa i Betragtning!"

Eventyret "Hurtigløberne" er fra 1858, og er sådan set et typisk eksempel på den type historier som H. C. Andersen blev elsket og verdensberømt for: moralske fabler hvori karaktererne er personificerede objekter (her "ledpælen") og dyr ("haren", "sneglen", "svalen") der optræder som talende væsener.
   Eventyret er selvfølgelig også illustreret flere gange, som her af en af de meste berømte HCA-illustratorer Lorenz Frølich:

Jeg har tidligere skrevet om forskellige former for synæstesi hos særligt kreative mennesker. Og i den forbindelse har jeg udkastet den hypotese at H. C. Andersen havde den særlige form for synæstesi som kaldes object-personifications synaesthesia på engelsk, og som indebærer at man ved synet af eller omtale af bestemte tal, bogstaver, ugedage, m.m. - men altså også af genstande (og dyr) man kender godt, automatisk udstyrer dem med bestemte personegenskaber og karaktertræk inden for forskellige dimensioner - som illustreret i dette skema:

 

Ideen fik jeg for et par år siden da man opdagede et nyt og ukendt H. C. Andersen-eventyr, skrevet da digteren endnu var teenager: "Tællelyset". 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/den-tndte-hc-andersen-noget-om-digteens.html

Det interessante her er at den 70-årige nulevende fødselar der deler både for-, mellem- og efternavn (og dermed initaler) med eventyrdigteren, også er synæstetiker. Og at han med sin frue hver vinter rejser flere måneder til Sydspanien. 

   Endvidere er det bemærkelsesværdigt at fødselaren som barn talte en dialekt som ligger meget tæt på H. C. Andersens odenseanske (nemlig langelandsk), og at han som voksen blev journalist med et stort fortælletalent og med stor empati for samfundets småfolk.
   Serendipiteten slog altså endnu en gang igennem.

For en ordens skyld oplister jeg også de udvalgte H. C. Andersen-citater som jeg annoterede under vores ikke-tale; forkortelsen YKW står for "You Know Who":

Ideer kommer som kyllinger, den ene oven på den anden.

- Den kreative H. C. Andersen. har tydeligvis som voksen haft et større pippende, gokkende og galende hønseri under hårmanken (ligesom YKW) 

Stor digter, stor tandpine. Lille digter, lille tandpine.

- Jeg er ikke helt sikker på at YKW´s tandlæge er klar over hvad han er oppe imod når YKW ligger i stolen og åbner munden på vid gab. 

At rejse er at leve.

- Det er et meget berømt og kendt citat, og vores YKW elsker jo at rejse og opleve. Men det kæder jeg så let og elegant over til næste citat: 

At leve er ikke nok! Solskin, frihed og en lille blomst må man have!

- Altså H. C. Andersen siger her at have må man have – og YKW har så tilføjet et lille drivhus til dyrkning af peberfrugter, tomater og agurker. 

Vor Herre giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os.

- Det har vi så heldigvis konsulentbranchen til at hjælpe os med i dag: At knække nødder. Og YKW er jo konsulent og specialist i corporate storytelling. 

Det er med kærlighed som med skildpadde, de fleste kender kun den forlorne.

- En klar fremsynet kritisk H. C. Andersen-kommentar til vores digitaliserede dating-samfund. Og jeg er sikker på at YKW er helt enig.

Forgyldning forgår, svinelæder består.

- Det er noget H. C. Andersen ikke bare har skrevet, men som YKW også har skrevet sig bag øret når han stort set fra måned til måned totaludskifter møblementet i hjemmet, til stor forvirring for venner og familie. 

Hvad Fatter gør, er altid det rigtige.

- H. C.Andersen blev aldrig gift - i modsætning til YKW, hvis ægtefælle jævnligt udtaler det - citatet - højt og tydeligt i hjemmet, mens hun tænker sit. Som en senere tid har sagt: Bag enhver kreativ mand, står en klog og kreativ kvinde – og undrer sig. 

Mit hjerte er en opslagen bog for mine venner, men der kan dog let hænge et par blade sammen som ingen får at se.

- Det sidste citat vil jeg ikke annotere, men personligt synes jeg det rammer lige i plet i forhold til vores YKW.

Kreative Kristian Madsen - har skrevet en kontrafaktisk nyhed om en hvid politimands mord på en sort mand i USA

Denne blog som jo handler om kreativitet ud fra forskellige vinkler, har også jævnligt beskæftiget sig med aprilsnarre, spoof-artikler, mockumentary, og kontrafaktisk historiskrivning.

  De genrer har været på min dagsordenen i flere indlæg her omkring den 1. april, hvor kreativiteten har blomstret rundt omkring på redaktionerne og i firmaernes kommunikationsafdelinger.

  Selv blev jeg inspireret til en spoof-nyhedsartikel fra den opdigtede avis "Shanghai News" under overskriften "Postbud spiser hund". Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/spoof-nyheder-og-nyhedsoverskrifter-og.htm

Og sådan er det med emner  når man beskæftiger sig med noget inden for temaet kreativitet, serendipiteten slår igennem: det tilfældige heldige sammentræf.

Jeg husker ikke nogensinde før på dansk at have læst en seriøs spoof-nyhedsartikel, men i torsdags havde Politiken-korrespondent i USA, Kristian Madsen under "Dagens Tema - Politidrab i USA" en sådan i avisen - med rubrikken 

Sådan kunne historien se ud, hvis drabet ikke var blevet filmet 

Manchetten lød:

Denne artikel er skrevet, som om drabet på 50 årige Walter Scott ikke var blevet fanget på video, og som om politiets oprindelige forklaring stod til troende.

Det giver bedst mening at vise artiklen i sin helhed. Hvis du som læser ikke husker den reelle historie, er det ekstra lærerigt at læse den her. Bagefter fortæller jeg hvad der virkelig skete, altså den sande historie om nedskydning af Walter Scott.

En betjent fra North Charleston i delstaten South Carolina skød og dræbte i lørdags en mistænkt, der prøvede at overmande ham og stjæle hans strømpistol, oplyser de lokale myndigheder. Det er 11. gang i år, at en betjent i South Carolina har måttet affyre sin tjenestepistol.

   Lørdagens skyderi har genåbnet debatten om politiets optræden over for sorte i USA, der for alvor tog fart, efter den 18-årige Michael   Brown sidste år blev dræbt af politiet i Ferguson, Missouri. En betjent fra North Charleston i delstaten South Carolina skød og dræbte i lørdags en mistænkt, der prøvede at overmande ham og stjæle hans strømpistol, oplyser de lokale myndigheder. Det er 11. gang i år, at en betjent i South Carolina har måttet affyre sin tjenestepistol.

    Skyderiet fandt sted bag en pantelåner, hvor en betjent vinkede 50-årige Walter Scott ind til siden på grund af en defekt baglygte på hans Mercedes.

   Scott standsede, men flygtede ud af bilen. Da den 33-årige betjent kort efter indhentede ham, forsøgte Scott at overmande ham.

   Ifølge politiet lykkedes det manden at fravriste betjenten den strømpistol, som han prøvede at pacificere den mistænkte med. Det var under dette klammeri, at betjenten brugte sin tjenestepistol til at skyde og dræbe Scott.

   På lokalavisen Charleston Post and Couriers hjemmeside er sindene i kog, og flere udtrykker mistillid til myndighedernes optræden og anklager politiet for racisme.

   »Jeg hader politiet«, skriver Angela Smith Graham: »Jeg tror, Scott var et anstændigt menneske, der mødte en skydegal betjent, der gik efter en sort mand«.

   Christina Grooms fortæller, at hun jævnligt ser det lokale politi overreagere:

   »Hvis sorte fyre går ned ad gaden, kommer politiet og springer ud af bilen og tvinger dem ned på jorden«.

   Andre hæfter sig ved, at Scott skulle have ladet være at slås med politimanden.

   »Jeg behøver ikke at bekymre mig om at blive skudt af en betjent. Ikke fordi jeg er hvid, men fordi jeg er klog nok til ikke at flygte eller begynde at slås med ordensmagten«, skriver Bryan Allston.

   Når betjenten skød, var det, fordi han »følte sig truet«, oplyste hans advokat i en pressemeddelelse søndag.

   »Jeg tror, at når de lokale hører alle kendsgerninger fra skyderiet, vil de bedre kunne forstå omstændighederne«.

   Ifølge advokaten har betjenten overholdt alle procedurer, og han mødte søndag opbakning fra politimester Eddie Driggers.

   »Det er en del af jobbet, som ingen bryder sig om og ønsker aldrig ville ske. Den slags situationer er beklagelige og svære for alle involverede. Vi har tillid til, at den særlige efterforskningsenhed nu foretager en fuldstændig og gennemgribende undersøgelse af sagen«.

   Scott havde i forvejen flere pletter på sin straffeattest. I 1987 blev han anholdt og sigtet for overfald, og fire år senere blev han dømt for at have været i besiddelse af et slagvåben.

   Han har også en række anholdelser bag sig for ikke at have betalt børnebidrag rettidigt. I 2008 blev han dømt for at have kørt med et ugyldigt kørekort og for at have en åben beholder med en alkoholisk drik i bilen.

   55-årige Samuel Scott, der er den afdødes fætter, er i chok over nyheden.

   »Han var ikke kriminel. Han var ikke en eller anden hjemløs. Han var en mand, der puklede for at kunne forsørge sin familie«, siger han om sit fætter til den lokale avis Charleston Post and Courier.

   »Han er ikke en voldelig mand, og jeg har aldrig set ham skændes med nogen. Jeg kan slet ikke forstå det«, siger det frustrerede familiemedlem.

   Den 33-årige betjent er blevet sendt på orlov, indtil efterforskningen er afsluttet.

   Imens ruller debatten videre på internettet, hvor blandt andet David Belk ikke mener, at man kan have tillid til politiet:

   »Jeg håber bare, at der er nogen, der har optaget det på video«.

Hvis du lige abstraherer fra at nyheden i artiklen altså baseres på en løgn fra den skydende politimands side, så det et forbilledligt stykke nyhedjournalistik. Seriøs, upartisk, nuanceret, mange kilder - og afbalanceret i forhold til forsvar og kritik af politimanden. 

   

Men man skal først og fremmest notere sig det første afsnit i artiklen, det man professionelt kalder "kerneafsnittet", og som altså er nyhedens indholdsmæssige fundament - og formuleret sådan her:

En betjent fra North Charleston i delstaten South Carolina skød og dræbte i lørdags en mistænkt, der prøvede at overmande ham og stjæle hans strømpistol, oplyser de lokale myndigheder. Det er 11. gang i år, at en betjent i South Carolina har måttet affyre sin tjenestepistol.

Man starter med oplysningen fra en autoritativ kilde, "de lokal myndigheder". I det oplyste får vi den skudte sorte mand gjort skyldig med det samme gennem formuleringen "en mistænkt, der prøvede at overmande ham og stjæle hans strømpistol" - altså betjenten og han strømpistol. 

   Det er så journalisten selv der står for autoriteten i den sidste sætning i kerneafsnittet der sætter historien i et antalmæssigt perspektiv: "11. gang". 

   Og her er nissen så flyttet ind gennem valget af udtrykket "har måttet affyre sin tjenestepistol" (min kursivering). 

   Med brugen af modalverbet "har måttet" har journalisten i princippet taget myndighedernes og politimandens beskrivelse for gode varer, altså valgt side. 

Den sande historie fik vi her at vide fordi en sort kilde havde optaget hele forløbet på video, som vi ser i dette nyhedsindslag, hvoraf det fremgår at politimanden altså undtagelsesvis bliver sigtet for mord:

.

Her følger så også den originale uredigerede og ukommenterede video-sekvens som altså førte til at historien blev en helt anden end den kontrafaktiske men helt sandsynlige nyhed som kreative Kristian Madsen altså fik lov til at offentliggøre i Politiken som illustrerende og belærende eksempel:

Politiken og Kristian Madsen har jo gjort alt hvad de overhovedet kunne for at læserne ikke skulle tro at den var sand - i kraft af overskrift og manchet-tekst.

   Og for en sikkerheds skyld står der med kursiv - efter artiklen følgende oplysninger:

Denne artikel er skrevet med inspiration fra Huffington Post og baseret på de første oplysninger fra lokale nyhedsrapporter, politiets oplysninger og betjentens advokat. Mange af disse påstande viste sig at være forkerte. Betjenten er nu blevet tiltalt for mord.

Huffington Post er en succesfuld webnyhedsavis som er kendt for en indimellem kreativ brug af spoof-nyheder.

Træthed fremmer kreativiteten, viser ny forskning

Det sker sjældent, men dog af og til at jeg springer en nats søvn over, eller kun sover en time eller to.

   Jeg har ikke lagt mærke til det før, men har nogle erindringer om at jeg har tendens til at få gode ideer, eller generelt at blive mere aktivt kreativ, dagen(e) efter.

    Sidst var langfredag hvor jeg og fruen havde været til fest. Jeg havde undtagelsesvis ikke drukket andet end nogle få øller, og da vi så kom hjem ved omkring 01-tiden, så kunne jeg ikke falde i søvn, og endte med at stå op og morgensvømme som normalt om lørdagen kl. 07 uden at have lukket et øje.

    Og ganske rigtigt: hele lørdagen vrimlede det med tanker og ideer til nye blogindlæg og planer om nye forsøg ud i akvarelmaleriets mysterier.

Forklaringen fik jeg i Søndagsavisen for et par dage siden. En artikel som handlede om ny forskning, havde rubrikken:

Du er mest kreativ, når du er træt

Underrubrikken uddyber:

Hjernen sænker paraderne, og det vælter frem med kreative idéer.

En amerikansk forsker i arbejdsmarked og psykologi Ron Friedman har fundet ud af at der er en klar sammenhæng mellem træthed og kreativitet, en sammenhæng som går imod det man umiddelbart skulle forvente, nemlig at jo trættere man er, jo sløvere er man også til at få ideer. 

   Men faktisk ser det ud til at træthed stimulerer kreativiteten. Friedman fortæller:

»Vi er faktisk bedre til at være kreative, når vi er trætte, hvilket er en lidt ulogisk indsigt. Og det er delvist fordi, at for at være kreativ har du sommetider brug for at overveje idéer, som ikke nødvendigvis føles, som om de er i linje med det, du prøver at opnå. Og at få alle disse idéer, når du er træt, fordi du der ikke er i stand skubbe dem væk, gør dig faktisk mere kreativ.«

Forklaringen skulle ifølge Friedman være at når man er træt og søvnig-vågen, så er man mere distræt og mindre koncentreret i forhold til omverdenen, og det betyder at man filtrerer idestrømmen mindre og er mere åben for hvad der måtte komme af uplanlagte tanker. 

I en terminologi jeg tidligere har brugt, så er der altså tale om at træthed og mangel på søvn svækker den latente hæmning som er hjernens forsvarsberedskab mod for meget og for stærkt uønsket tankemylder.  

   Man kan også sige at træthed og mangel på søvn fremmer at hjernen kommer i såkaldt 'åben tilstand'.

"I stille perioder er vi sommetider mindre fokuserede og kan overskue en bredere vifte af information. Dette brede spektrum giver os adgang til flere alternativer og  forskellige fortolkninger, hvilket fostrer innovation og indsigt," siger Ron Friedman.