Jeg har som et fast tilbagevendende tema på bloggen her - næsten fra dens start for over 4 år siden, beskrevet hvordan rigtig mange stærkt kreative voksne - forfattere, malere, forskere, skuespillere, politikere - you name it - har oplevet en 'barsk barndom' - en barndom kendetegnet ved sammenbrud, tab og savn af tætte og varme forældreforhold (alkohol, skilsmisse, sindsygdom, seksuelt misbrug), med flere eller mange riven op med rode-flytninger mellem lande og landsdele, med spaltning og splittelse mellem flere sprog, dialekter og 'kulturer", og med isolation og mobning i skolen - fx også på grund af ordblindhed.
Min teori er at under særlige betingelser kan en sådan 'barsk barndom' der måske ellers ville pege mod en forventet nedadgående mental livs- og udviklingsspiral, stimulere hjernen og forme personligheden hos nogle mennesker i den modsatte retning: et mangefacetteret mentalt set up og udvikling af stærk kreativitet.
Her kommer tre eksempler mere som de er fremgået af interviews og portrætter i mine aviser:
Den ene er filosof og debattør Ole Thyssen.
Den anden er fotomodel, psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen.
Den tredje er den fremragende og internationalt kendte videnskabsjournalist Lone Frank.
Ole Thyssen er beskrevet i et fødselsdags-portræt i Politiken den 2. november.
Med afsæt i en konstatering af at han stod helt isoleret og blev kraftigt kritiseret i offentligheden da han efter 9/11-terrorangrebet offentligt fremførte at "det var patetisk og tragisk" at verdens rigeste nation ville hævne sig på verdens fattigste nation, står der i artiklen af Rune Lykkeberg:
Det var sådan set ikke nyt for Ole Thyssen. Han har selv fortalt, hvordan han som to-årig blev sat på børnehjem, fordi hans forældre skulle til Polen og arbejde for Røde Kors. De hentede ham igen efter et par måneder, men som han senere skrev i en kronik i information:
"Hvor lang tid tager det at knække et barn? Jeg husker intet fra opholdet. Men når jeg leder efter mit mønster, løber linjerne tilbage til børnehjemmet: angst for adskillelse, accept af adskillelse."
Hans forældre flyttede rundt i hans barndom, og fordi han adskillige gange skiftede skole, etablerede han ikke stærke venskaber.
Men i 2. g fandt han en livsledsager. Han solgte sin klarinet og købte en skrivemaskine. Siden har Ole Thyssen været en ualmindelig produktiv skribent, og han beskriver gerne sin relation til sproget som en intim relation:
"Ordene er mine venner, så jeg er aldrig alene, uanset om jeg er det", har han også skrevet.
"Lige efter bogen", kan man sige - og noterer jeg hermed til min dokumentation af 'særligt kreative personligheder's specielle og barske barndoms- og ungdomsoplevelser.
Renée Toft Simonsen er udkommet med en selvbiografi "Renée – At finde hjem", som hun har skrevet i samarbejde med journalisten Andreas Fugl Thøgersen.
I den anledning bliver hun interviewportrætteret i Politiken af Olav Hergel under rubrikken "Jeg kan godt lide, at mænd tør skinne".
Her fortæller hun om sine barndom og sine oplevelser af sine forældre - fokuseret på faderen som hun elskede højt, men som svigtede kone og børn for at forfølge egen lyster og behov:
Men hvor mor er klippen i livet, er det faren, der fylder. Han arbejdede som omrejsende forsikringsagent, og det kedede ham så meget, at han i stedet brugte sin charme, sin begavelse og sit gode udseende på at fornøje sig selv og andre kvinder. Intet stod i vejen for hans egen fest.
Han var så umoden, at bedsteforældrene måtte passe Renée og hendes søster Heidi, da moren i seks måneder skulle på sygeplejeskole. Hun turde ikke overlade sine børn til deres far.
(...)
Familien boede i en række kollektiver, og Renée Toft Simonsen kalder tiden »herlig« med den dobbelthed, der ligger i, at det på en gang var frit og ikke til at holde ud som barn. Hun ønskede inderligt, at hendes familie skulle være far, mor og børn. Sådan så det også ud. Sådan var det bare ikke. I kollektivet endte det med, at moren smed faren ud af soveværelset.
»Det blev han simpelthen så fornærmet over, at han flyttede op på loftet i et værelse ved siden af mig og tog andre kvinder med hjem. Jeg kunne høre dem. Så gik jeg ned og råbte til min mor: »Nu må det simpelthen stoppe««.
Forældrene blev skilt, og faren blev mere ansvarlig. Mere nærværende. En gang imellem kan hun og hendes søstre dog stadig ikke fatte, hvor ansvarsløs han var.
»»Far, du efterlod os, dine piger, alene hjemme om aftenen og natten, da vi var små, hvordan kunne du gøre det?«, har jeg flere gange spurgt ham.
Så siger han: »Ja, det er rigtigt, jeg gad ikke passe jer, og I sov, jeg troede i hvert fald, at I sov, og så tænkte jeg: I kan sgu godt være alene, hvad skal jeg sidde her og kede mig for««, står der i bogen.
Et af kendetegnende på 'den særligt kreative personlighed' er at den er 'kompleks' og 'mange-facetteret' - en 'konceptuelt blended' karakter der så at sige indholder 'flere personer i en'.
Det gør René Toft Simonsen også. Indledningsvis fortæller artiklen:
Det var også hjem til Aarhus, hun rejste, da hun 24 år gammel forlod New York, fordi hun ikke længere ville leve af at være smuk, men gerne af at være klog. Det er derfor, vi er her i denne hvidmalede, højloftede, bredplankede herskabslejlighed på femte sal i Aarhus.
Fordi det blev til mere end Face of the 80’s. Fordi hun blev psykolog. Fordi hun har skrevet en række roste børnebøger om pigen Karla. Fordi Karla-bøgerne blev til film. Fordi Renée Toft Simonsen har været med til at forvandle socialminister Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq til et filmmanuskript, som nu er blevet antaget.
Fordi det lykkedes at lægge så meget oven i ansigtet, at hun nu udgiver sin biografi. Der har været mange tilbud gennem tiden. Først nu er der nok at fortælle.
»Siden jeg flyttede hjem, har jeg forsøgt at bevise, at jeg var klog. Det var også det, det handlede om, da jeg skulle læse psykologi og være pisseklog og lave ph.d.
Olav Hergel opsummerer bogens indhold og gennemgående tema, sådan her:
Så i en bog, der ikke er nærig, og som er skrevet sammen med forfatteren Andreas Fugl Thøgersen, fortæller hun om at være et frygtsomt barn og et højt, tyndt, langlemmet teenagerstativ, som ikke havde noget, drengene kunne tage på. Om angst, der kommer igen. Og igen. Om skilsmisser. Hendes forældres og hendes egen. Men mest af alt handler bogen om mænd.
Jeg noterer mig at Renée flere gange fortæller at hun selv har noget "maskulint" i sig og over sig, blandet andet på grund af sine aldrig tilfredsstillede ambitioner, og at hun "ukvindeligt" elsker at konkurrere, spille og vinde.
Om hvordan hun blev fiktionsforfater,det fortæller interviewet også. Det blev til en roman(serie) der - næsten forudsigeligt - delvist bygger på egne barndomserinderinger.
Hun gik hjemme og skulle skrive speciale i psykologi:
At skrive blev et helle, og der kom sætninger frem, hun aldrig havde troet, hun kunne formulere. Hun var alene med sin fantasi og dronning i sit eget univers.
Bøgerne om Karla handler om en pige på datteren Ulrikkes alder. Hun har en skrap mor med rengøringsvanvid, der tager sig af det hele, og en ansvarsløs far, som ikke tager sig af noget, men er sjov, charmerende, elsker at lege og elsker sin datter overalt. De er skilt, og moren har fundet en ny mand.
Karla går sine egne veje. Hun uddriver rengøringsspøgelser og leger posedame. Bøgerne er fiktion, men har afsæt i både Renée Toft Simonsens egen barndom og hendes datters liv.
»Karla kom til mig, da jeg skulle skrive speciale på psykologi. Andre går ned på specialet. Jeg blev høj. Jeg fandt ud af, at jeg kunne sidde med 300 artikler om adhd og flytte rundt, så det passede til mig. Hold da op. Det er mig, der bestemmer, tænkte jeg.
Samtidig var det bevægende og animerende, og så gik jeg i gang med Karla. Det var noget, jeg gjorde af lyst. En anden årsag til, at jeg kom i gang med at skrive, var, at min mand syntes, jeg skulle bruge mit talent på noget bedre end at skrive hadefulde breve til ham«.
Ja, kompleks og mangefacetteret, det er personligheden bag "modelansigtet" Renée Simonsen i hvert fald.
Så er der videnskabsjournalisten Lone Frank. Hun bliver interviewet af Niels Thorsen til en stor og lang portrætartikel i Politiken den 16. august. Et forskræp og et set up til den dokumentar af og delvist også om hende selv som bliver vist på CPH: DOX 16.-26. oktober - med titlen "Genetic me"
Rubrikken basunerer to stærke metaforer:
En kampmaskine - og én stor hudafskrabning
Manchetten lyder:
Hun er kendt som landets dygtigste videnskabsjournalist. Men hvad nytter det, når man er bedre til at ærgre sig over sine nederlag end til at fejre sine sejre? Ifølge en gentest er Lone Frank »sårbar, men uvenlig«. Og selv mener hun, at arv former os stærkere end opvækst. Men hvornår blev Lone Frank sig selv? Fra fødslen eller i selskab med sine tragiske forældre?
Lone Frank fortæller i artiklen om hvor meget hun som lille blev kærligt udfordret og intellektuelt stimuleret af sin højt begavede far. Og at hun i skolen følte sig uden for blandt kammeraterne fordi hun var så meget "klogere" og havde helt andre interesser end resten af klassen.
Den modstand kunne hun imidlertid "overkomme" fordi hun hjemme fik den store anerkendelse og accept af sine "særheder":
Og i dag tænker Lone Frank, at hendes fars opbakning gjorde hende tryg nok til at klare sig, da hendes verden senere faldt sammen. En ulykke, der i øvrigt begyndte med, at samme far fik nok af sit perfekte liv.
»Og så skulle hele familien pludselig prøve det herlige liv på et husmandssted langt ude på landet«, siger hun.
»Det var bare ... forfærdeligt«.
En slags negativt 'point of no return' i artiklen.
Flytningen bidrog til at Lone trak sig ind i sig selv - via bøgerne. Men ellers gik alt galt, set fra hendes synspunkt. Niels Thorsen fortæller indfølende - i samspil med interviewcitater:
Lone søgte ly med sine bøger. Resten af underholdningen sørgede forældrene for. Med jævnlige skænderier. Og efter et par år fik hendes far så en ny kone. Og hendes mor en dyb depression.
Børnene flyttede med moderen til Malling, hvor Lone gav den som »samtalepartner og psykiater« for sin mor, der fortalte om sin barndom og om, hvad der havde fungeret og især ikke fungeret i hendes forliste ægteskab.
»Min mor hadede min far så meget, og det skulle vi hele tiden høre på. Når vi var ovre hos ham hver anden weekend, havde hun det helt forfærdeligt og var umulig et par dage både før og efter og kom med stikkende bemærkninger som: »Det er sikkert også meget rarere at være et sted, hvor der er to voksne«.
Lone havde dårlig samvittighed over, at hun stadig holdt af sin far. Og »nærmest et lille had til, at han havde det så godt, når min mor havde det så slemt«.
Nu gad hun sgu ikke mere, kunne moderen sige. Og de skulle ikke tage sig af, hvis hun en dag ikke var der længere.
»Det lyder altid sindsygt udefra, men når folk har så ekstremt stærke følelser, er det ikke en mulighed bare at tage sig sammen«, siger Lone Frank.
En eftermiddag Lone sad på gulvet i stuen og læste, 14 år gammel, kom hendes mor hjem og fortalte, at hun skulle opereres for brystkræft, og at de så måtte de vente og se, om kræften havde spredt sig.
Artiklen indledes med en længere journalistisk fin fortællende beskrivelse af den aften og nat hvor moderen efter fire års sygdom dør af sin kræft. Lone er da 17 år gammel.
Den 'tråd' vender Niels Thorsen og Lone Frank tilbage til på det her sted i artiklen, og fortsætter:
I ventetiden begyndte Lone i gymnasiet. »I Odder!«, siger hun.
»Hold da kæft! Jeg var lille og tynd, gik i mærkeligt hjemmesyet tøj og var bare i opposition til alt omkring mig«.
Men allermest var hun bange.
»På en måde vidste jeg jo godt, at min mor ville dø, men jeg holdt liv i en tro på, at der kunne gå mange år«.
Først kom metastaserne i leveren. Siden i knoglerne. Med stærke smerter og natlige skrig, fortæller hun, mens bevægelsen bliver synlig i hendes øjne.
»Forfærdelige smerter«, hvisker hun.
Som dog ikke afholdt mor og datter fra at skændes videre.
»Hvilket gav mig skrækkeligt dårlig samvittighed. Men jeg syntes, at hun var træls, og at min lillebror var en møgunge«, siger hun.
»Altså, når jeg tænker tilbage, var det bare en lang depression. At sidde der og være teenager og ikke have nogen venner i verden, og din familie er faldet fra hinanden, og din mor er ved at dø, og din lillebror synes, at du er en nar«.
Hvad håbede du?
»Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan livet skulle kunne blive godt igen. Jeg tænkte bare: Hvis nu jeg lader være med at trække vejret og så løber igennem det her, mon så ikke det holder op?«.
Også Lone Frank har en kompleks og mangesidet personlighed, fortæller Niels Thorsen. Genetisk disponeret for depression, stress og sur misundelse, fortæller hun selv.
Så er der er noget med bøger, selvfølgelig, men også noget "mandet" over hende, og noget med dagdrømme og maleri:
Lone Frank er en person uden for kategori. Et væsen, man dårligt kan forestille sig findes i mere end dette ene eksemplar. Børn kan hun ikke lide. Og hverken mad, nye sko eller veninder siger hende det store. Mere mand end de fleste. Mindre diplomatisk. Men også et menneske med to indstillinger, der elsker at give slip på sig selv i romaner, maling og dagdrømme og hader, at hun ikke er højere og dygtigere og derfor ustandseligt driver sig selv frem mod nye præstationer. Og skuffelser.
Det med at Lone Frank åbenbart også maler, er noget jeg - som relativt nyudsprunget amatør-akvarelmaler - bider særligt mærke i. Men også fordi jeg simpelt hen bliver overrasket.
Det blev Niels Thorsen også da han kom hjem til hende.
Han fortæller - og man bedes bemærke hans eminente evne til at iagttage sigende detaljer og formidle oplevelser gennem kreativ og original sprogbrug:
På væggene hænger billeder i stærke farver. Forfatterens egne. Og det er måske den største overraskelse. At det kontante tankemenneske hengiver sig til så ordløs en tilstand som penslens famlen med farver og former.
Ellers hviler der en henkastet rummelighed over lejligheden. Som om funktion og bevægelsesfrihed har delt kvadratmetrene ligeligt imellem sig.
Lone Frank har »en god stol«, siger hun. »Så hvis vi tager en mere ... Kan du tage fat her?«.
Vi bakker ud af stuen, gennem en dobbeltdør og ind over plankegulvet i forfatterens kontor, hvor vi sætter stolen over for den anden.
I et hjørne står to stakke af lærreder. På et springer et portræt af Lone Frank i øjnene i et hjørne. Med nøgen overkrop og opsat hår. Resten af lærredet er hvidt bortset fra et organ, et stort hjerte. Og under billedet hviler redskaber på et stykke afdækningspapir. Malerbøtter. En pensel. Og to tunge håndvægte.
»For mig har billedkunst altid været sådan en boble for sig selv«, siger Lone Frank, da hun stiller kaffe på gulvet og sætter sig i stolen, den gode.
»Jeg kan jo godt lide at tænke mig om. Og det her er noget helt andet. Uden tanker og analyser. Det er bare rart at lave«.
At "hengive sig til så ordløs en tilstand som penslens famlen med farver og former", og det med at male som at være i "en boble for sig selv", kan jeg i den grad genkende fra mig selv. Så artiklen leverer mange procent identifikation for mig.
Og har man for mange stressende tanker formuleret i ord der presser på med betydning, så er det svært - gnidningsløst - at skifte over til den ordløse højre hjernehalvdels visuelle og rumlige 'sprog'.
Anslaget til selve artiklens fortælling indledes sådan her af sprogkunstneren Niels Thorsen:
Interviewet begynder uden den harmløse hygges brusk, som fremmede ofte danner mellem sig. Her står knoglerne rent på hinanden, og værtinden gør intet forsøg på at møblere afstanden med høflighed, men lader bare i glimt sit sarkastiske lune føre sin egen lille samtale med en formodet sammensvoren.
Niels Thorsen er journalistisk verdensmester i friske metaforer, har jeg tidligere noteret og dokumenteret. Og det lever han i den grad op til også i denne artikel som man kan se bare af denne korte passage.
Men de to spændstige metaforer fra rubrikken, kommer ikke fra Niels Thorsens krøllede hjerne, men ... - dels fra interviewpersonen selv ...
Selv betegner Lone Frank sit ego som »én stor hudafskrabning«, som ingen ros kan hele.
... Og dels fra den rapport som hun modtog da hun havde fået kortlagt sit "genom" hvor den særlige blanding af hendes genetisk bestemte personlighedstræk ...
... fik den forsker, der præsenterede hende for resultatet, til at kalde hende »en kampmaskine«.
Her er links til to af de artikler som har været centrale kilder til det her indlæg:
Eferskrift:
Næste indlæg tager afsæt i Hans Hauges kronik i Politiken idag den 2. november der handler om fænomenet og genren "litterær selfie", en kronik hvori han blandt andet henviser til Renée Toft Simonsen og en anden selvbiografisk orienteret meget kendt dansk forfatter som jeg også kunne have taget med som eksempel i dette indlæg: Suzanne Brøgger.
![[Fallingwater main house from low angle near waterfall]](http://www.wright-house.com/frank-lloyd-wright/fallingwater-pictures/photos-medium/falling-water-fall-house-m.jpg)
