Sider

fredag den 17. oktober 2014

Kreative kagebagere og deres kagekunst - formatdramaturgi, krav til karaktererne - og et spørgsmål om kreativitet vs plagiat

Et berømt Picasso-citat findes på nettet i to versioner, og jeg kan ikke lige afgøre hvad der er det originale:
Good artists borrow, great artists steal
Eller 
Good artists copy, great artists steal
Men det første er nok det originale fordi - "låne" og "stjæle" som semantiske modsætninger matcher bedre end "kopiere" og "stjæle".
    Citatet bliver tit påkaldt af journalister der skriver historier om kunstnere som "snyder": forfatter der plagierer andres tekster i deres bøger uden citationstegn, designere der plagierer møbler eller mønstre uden at betale royalties, eller tv-stationer der kopierer tv-formater uden at betale det firma eller den person som oprindelig har fundet på formatet.
    For eksempel blev citatet jævnlig brugt af Apples stifter og ledende kreative drivkraft gennem mange år Steve Jobs - om sig selv. Han tyvstjal (og indrømmer det) Macintosh-ideen om den grafiske brugergrænseflade til computere fra fra forskerne i Xerox Parc som han som ung havde været så heldig at få lov til at besøge.

Fruen og jeg hører til fan-klubben af tv-programserien "Den store bagedyst". Her i efteråret kørte så tredje sæson der som de foregående år blev produceret og udsendt af DR - med tårnhøje seertal. Finalen blev sendt i onsdags, og vi så med. 
   I pressen igår og idag har der så været historier fremme om at en af deltagernes kage-mesterværker i finalen var et plagiat af en lignende kage fundet på nettet.
   
'Den store bagedyst' er jo en form for livsstilsprogram - tilsat game-show-plot og reality-elementer. Det ligger inden for familien af såkaldte fakta-light-formater og -genrer.
   Og formatet er, har jeg gættet på, ikke stjålet, men købt i England hvor man jo har en århundredgammel tradition for at konkurrere om alt mulig slags hjemmelavet mad og drikke på sommermarkeder i provinsen.
 
Mit gæt er rigtigt. Se her hvad Wikipedia kan fortælle:
The Great British Bake Off, often referred to as simply Bake Off orGBBO, is a BAFTA award-winning British television baking competition first shown by BBC Two on 17 August 2010. The judges are cookery writer Mary Berry and professional baker Paul Hollywood. Mel Giedroycand Sue Perkins have presented all five series of the programme to date. The competition selects from amongst its contestants the best amateur baker.
  The programme was moved to BBC One in its fifth series after it became the most popular show on BBC Two. Its increasing popularity is credited with reinvigorating interest in baking throughout the UK, Many of its participants, including winners, have gone on to start a career based on bakery. The winners are Edd Kimber, Joanne Wheatley, John Whaite, Frances Quinn and most recently Nancy Birtwhistle.
   The programme has spawned a number of specials and spin-off shows - a celebrity charity series in aid of Sport Relief or Comic Relief, Junior Bake Off for young children (broadcast on the CBBC channel), and An Extra Slice aired on BBC Two after the Bake Off series was moved to BBC One.Its format was also used on the BBC Two series The Great British Sewing Bee. The format has been sold to many countries around the world where local versions of the show are produced.
Og heriblandt altså DR.

Hvad kendetegner så dette format, der, selv om det er underholdning, også skal tages alvorligt?

Fra starten er der 10 deltagere der er 'castet' - dvs udvalgt så de både har bagekompetence og er interessante karakterer, med kant og/eller med charme.
   
I hvert program er der tre opgaver med forskellige særlige udfordringer.
   Den midterste opgave er hver gang en hvor de tre deltagere skal lave den helt samme opgave efter en opskrift med nogle oplysninger udeladt, og dommerne må ikke vide hvilken kage hvem har bagt før de bedømmer.
   Og i tredje akt med klimaks er opgaven et såkaldt 'mesterværk' efter hver enkelt deltagers egen opskrift inden for en generel temaramme, et mesterværk som skal demonstrere både håndværksmæssig ekspertise og stor kreativitet.
 
Programserien har karakter af et udskilningsløb hvor hvert program reducerer deltagerantallet med en taber der udgår. Så dramaturgisk set har vi et klassisk kompleks af spændingsbuer, både i det enkelte program og i serien som helhed.
   Hver deltager leverer sin plotlinie og dermed følgende fremdrift, og der bliver færre og færre plotlinier at pendle mellem og holde styr på for seeren for hvert program - indtil det sidste og ottende hvor der kun er de tre finalister tilbage.

'Hjælper-aktanten' for alle deltagerne er deres egenkompetence mht. til at kunne håndværket, deres kreativitet og koncentrationsevne, og også deres træningsindsats mellem hvert program.
  Noget der holdes "hemmeligt" for seerne, er hvor meget deltagerne får at vide på forhånd om indholdet i hver opgave og derfor har mulighed for at træne og øve sig.
  'Modstander-aktanten' indeholder altid en skarp tidsfrist. Modstand leveres også af de andre konkurrenter; opgavernes tekniske sværhedsgrad giver modstand og fremdrift, ligesom deltagernes egen nervøsitet under pres gør det. Også afbrydelser fra vært og dommere kan give forstyrrende modstand.
   I år var der også koncentrationsforstyrrende tilråb og heppende kommentarer fra familie og venner udenfor der kunne kigge ind - og kunne ses indefra - gennem netvinduer.
  
Undervejs i hvert program får seerne små "backstories" i form af indskudte flashbacks fra deltagernes privat- og arbejdsliv - til at sikre eller øge mulighederne for identifikation.
   Der er hele tiden undervejs indklippet det velkendte reality-element: at deltagerne betror sig til kameraet om hvad det tænker og føler lig nu eller lige før, hvilket giver seerne vidensforspring i forhold til de andre deltagere som de skal konkurrere med.
   Lige før afgivelsen af "dommen" overværer seerne også udpluk af voteringen mellem de to dommere, men hvad voteringen ender med holdes tilbage til det øjeblik hvor taber og vinder officielt udpeges i studiet.
 
I år var to af de tre der var med i finalen, begge ret unge mennesker: 26 årige Tobias Hamann-Pedersen, journalist, og 22-årige Mette Hassing Mikkelsen, lærerstuderende.
  Tobias viste sig fra starten dramaturgisk set at være en glimrende karakter: ung, charmerende og fuld af skæve og halvgeniale ideer, ideer som jo også kunne blive næsten for mærkelige for dommerne. 
   Tobias var klar favorit fra efter allerede det første program hvor han vandt - og var tydeligvis også populær hos alle de kvindelige konkurrenter.  Og det var så kun et ekstra dramaturgisk plus der gav fremdrift, at hans vilde kreativitet kunne blive hans egen største modstander i nogle af opgaverne.
  Mettes karakter var dramaturgisk set at være den helt unge og uerfarne, men friske pige - vist den yngste blandt deltagerne - men med et gå-på-mod som gjorde at hun tydeligt udviklede sig fra program til program - og dermed hele tiden overraskede dommerne og seerne positivt.


Tobias fra Den store Bagedyst
Tobias. Foto: Facebook.
Mette. Foto: DR

De tidligere år har finalisterne typisk været amatørbagere som var noget ældre og mere erfarne.   Sidste år  var vinderen den 29-årig arkitektstuderende Annemette Voss som havde to børn og en mand.

Annemette Voss.  Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR
Dramaturgisk set var Annemette også en glimrende hovedkarakter: perfektionist ud over alle grænser, og en indædt fightertype med temperament som det sikkert kunne være ganske svært for en del seere at identificere sig med.
   For hende havde deltagelsen personlige omkostninger: en dumpet arkitekteksamen og en skilsmisse. 'Gode' konteksthistorier set fra journalisternes synspunkt.
   Hendes hovedmodstander gennem hele serien og også i finalen, var den lyse dialektalende sønderjyske økonomimedarbejder og terapeut Katja Stock, med blond hår (i modsætning til Anjas mørkebrune), med nordiske fletninger sat i gammeldags krans omkring hovedet:

Katja Stock. Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR

Dramaturgisk set kunne man ikke tænke sig et bedre match - med store kontraster både temperamentmæssigt og udseendemæssigt. I flere avisartikler blev de to ettiketteret som "bagedronninger", og associationerne til Walt Disney-eventyrenes kontrasterende hhv onde og gode kvindekarakterer ligger lige for.
   Og selv om det ikke kom tydeligt frem i udsendelserne, havde journalisterne lugtet at deres indbyrdes forhold undervejs var mildest talt køligt - også en 'god' reality-historie:
Men lige så snart, optagelserne sluttede, og kameraerne slukkede i juli, er det ikke meget, vinderen af Bagedysten, Annemette Voss har set til sin nærmeste konkurrent, sønderjyden Katja Stock fra Aabenraa. Og ingen af dem har savnet det.  
   Det erkender Den store Bagedyst-vinder, 29-årige Annemette Voss, som ellers har fået et nært forhold til flere af de andre bagedeltagere, inklusiv Louise og Helle, der røg ud før finalen. Men den, hun har spenderet mest tid med, har hun intet behov for at se - og vice versa, siger bagedronningen til bt.dk
- Jeg kan utrolig godt lide Katja, men jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at vi ikke er slyngveninder. Vi bor i hver sin ende af landet og er sindssygt forskellige, siger den 29-årige vinder, Annemette Voss, som understreger, at hun respekterer Katja som person og hendes åbenlyse bagetalenter.
- Hun er sød, imødekommende, en dejlig kvinde. Men vi bliver aldrig slyngveninder, for der er vi helt forskellige. Vi har kagebagning tilfælles og er meget ens på det punkt og har faktisk også børn i samme alder. Men ellers er vi helt forskellige, understreger hun.
Men tilbage til den journalistisk efterbyrd af dette års store bagedyst. MetroXpress bragte i dag en 'god historie' om den ene finalist Mette Hassings af dommerne meget roste lagkage, som havde tegneseriesuperhelte og deres kostumer og masker som fælles tema for de tre lag.
   Rubrikken med underoverskrift lød:
Snyd i 'Den store bagedyst'? Mette fandt sin kage på nettet
'Den store bagedyst'-finalisten Mette indrømmer, at hun fandt inspirationen til sin finalekage på internettet.
Og som visuel dokumentation bringes dette billed der gør det muligt selv at sammenligne:

storybild
Vurder selv de to kager. Det er Mettes til venstre og den australske kage til højre.
(Billede: Screenshot DR.dk/http://thedaintybaker.blogspot.dk)
Opgaven var at lave 'et mesterværk' som var kreativt, håndværksmæssigt perfekt, smagte godt, og som havde karakter af et personligt udtryk, dvs. en kage der igennem indhold form og udtryk sagde noget karakteristisk om bagerens særlige personlighed - en slags 'selvportræt'.
   Mette afviser at have snydt. Hun indrømmer over for MetroXpress at hun har fundet inspiration fra nettet og siger til avisen:
Jeg forstår ikke helt kritikken. (...) Jeg synes selv, at jeg har tænkt ideen videre, så det blev min kage. Og hvis jeg selv havde lavet en brunsviger, skulle jeg så også beskyldes for at kopiere alle bagere i Danmark?"
Historien om Mettes 'snyderi' i MetroXpres, blev udbygget igår  under denne rubrik og underrubrik - og med samme illustration som vises på mx.dk:
Mette afviser bagesnyd
Den unge bager havde googlet sig frem til sin superhelte-kage, men det er ikke snyd, slår hun fast.
Dommerne havde i finalen rost Mette i høje toner for det helt anderledes udtryk end man ellers havde set fra nogen deltagere igennem hele serien, og opfattede tydeligvis kagen som noget Mette havde fundet på "ud af hovedet".
   Men hvis man googler "super hero cake",  så kommer der rigtig mange billeder med kager frem der mere eller mindre ligner Mettes, og den der er vist på illustrationen er fundet på denne blog
Af blokteksten fremgår at der er tale om en hel særlig - og forudsat bekendt - kage-genre, og når jeg så googler videre, finder jeg et stort og varieret udvalg her:
Superhero cakes from the Sweet Art Shop (left) and via Pinterest (right)Batman cakes by Ann Marie's Cakes left and by Alessandra Frisoni Cake Studio right
batman cake by Gateaux Inc left and free super hero logo patterns from vanillajoy. comsuperman_cake_from Gay Cakes Australia (left) and superheroes cake by Cake's Amore (right)
superhero wedding cake via Pinterest (left) and cake by Mommy Sue on CakesDecor (right)

Af samme blog fremgår det når man søger lidt i dens arkiv, at der findes uendeligt mange forskellige andre temakage-genrer end lige "super hero cakes", fx "balloon cakes", "vintage suitcase cakes", "golf cakes" eller endog  "puppy dog cakes for dog lovers":

balloon cakes from Sugar & Spice Gourmandise Gifts left and Peace of Cake righthot air balloon cake carnival cake by Amanda MacLeod
suitcase cakes vintage luggage cakes by Firefly India left and by Bake A Boo Cakes New Zealand rightsuitcase cakes vintage luggage cakes from Sweet Face Cakes (left) and from oksugar.com (right)
gold cakes by Cakes by Dusty right and via Pinterest leftgolf cakes by Red Carousel left and by Vanilla Pink right
Dog Cakes by Made by Gayle Cakes and from httpcheioderecheio.blogspot.com.brDog cake designs by Wendy's Taarten (left) and Sleeping Puppy Cake by Essentially Cakes on Cakesdecor.com

Jeg synes det er dybt fascinerende at opdage at der i en række år har været en sådan kreativitetstimulerende tema-kage-bevægelse i det store udland, som jeg ikke har hørt eller læst om før nu. 
  Og kendskab til den bevægelse er faktisk en forudsætning for at forstå og forholde sig til Mettes argumentation for at hun ikke har plagieret, en argumentation som hun udbygger i artiklen i realityposten.dk:
At der skulle være tale om snyd, er Mette slet ikke enig i. Den unge bager gør det klart, at hun hentede inspiration på nettet, men ellers er det hendes egen version, som hun har lavet.
– Det er jo mig, der har lavet kagen. Jeg har lavet den, sådan som jeg synes, den skulle se ud. Det er min version af en superhelte-kage på ydersiden og en prinsessekage på indersiden, siger hun til Realityportalen.dk og tilføjer:
– Hvis nogen laver min kage nu, så vil jeg heller ikke blive sur. Tværtimod. Hvis jeg selv skal sige det, så blev det en kage, jeg kun kan være tilfreds med, fastslår hun.
Ifølge Mette er det slet ikke unormalt, at deltagerne googler for at finde inspiration til kagerne, men selve idéen til en superheltekage, fik hun selv.
- Jeg vidste jeg ville lave en badass superheltekage, så jeg googlede for at se, hvad der kunne laves og så lave en kage sådan, som jeg gerne ville have den skulle være, fortæller Mette. Og især håndværket var vigtigt for den unge amatørbager.
- Jeg ville super gerne sætte sværhedsgraden op ved selv at lave airbrush på kagen, arbejde mere med hjemmelavet fondant og sprøjte spidermans nettet med royal icing i fri hånd. Jeg synes selv, at det blev en super fed kage jeg fik lavet, fastslår hun.
Selvom beskyldningerne om snyd kommer bag på hende, så er hun glad for at have medvirket i ‘Den store bagedyst’, hvor hun har lært en masse og fået nogle nye venskaber.
Jeg kan ikke se andet end at Mette har ret. 
   Det er ikke snyd at lave sin personlige version af temaet 'superhelte-kage'. Og når dommerne så tydeligt 'falder på røven' over kagen som helt specielt kreativ, så er det faktisk fordi de er uvidende og ikke følger med i udviklingen af moderne opfindsomme og kreative kage-formater. 
 
Et-nul til Mette Hassing - både i forhold til journalisterne som ikke har gennemtænkt den kritiske vinkel, men bare 'kører derudaf fordi alt med snyd er en 'god historie'.
   Også et-nul til Mette i forhold til dommerne som ikke er up to date på deres fag, og som åbenbart hænger fast i gamle, lidt støvede og kedelig kageformater.

For en ordens skyld skal vi selvfølgelig også se vinderen Tobias Hamanns 'mesterværk' fra finalen:  


Mere særpræget end egentlig flot.
   Men ingen tvivl om at han var den rigtig vinder i år. 
   
Man kunne for øvrigt også læse en anden journalistisk anklage i Ekstrabladet i dag, her rettet mod Tobias for et plagiat tidligere i konkurrencen da han lavede 'kage-cigarer' som han vandt mesterbager-titlen med i det program:

Tobias' kage-cigarer. (Foto: DR)

Læseren skulle forsøge at google "cigar cakes", og se løjer!

Den tredje finalist i år, Kathja Krestina Holm, vandt også mesterskabs-titlen i et af de tidligere programmer - den gang på en "hunde-kage".
   Kathja er ikke blev anklaget for snyd og plagiat i aviserne - endnu. Her er Kathjas 'hunde-kage' der bidrog til at hun kom i finalen:


Googler man så lige "(puppy) dog cakes", så finder man fx dem her - blandt mange mange andre:


Enjoy! Og: Velbekomme!

New York, New York (1) - en rejse, et gensyn, erindringer - kilder til kreativitet

Klip fra filmen 'New York, Newy York fra 1977 instrueret af Martin Scorsese. Sangen af samme navn bliver normalt forbundet med Frank Zinatra, men i filmen blev den sunget af Liza Minelli.  
Jeg har i ti dage fra den 15. til den 25 september besøgt og været turist i byen New York - nærmere bestemt den begrænsede bydel som bærer navnet Manhatten.
   Jeg har været i New York før. Første gang i et helt år 1961-62 som såkaldt udvekslingsstudent, anden gang i 14 dage omkring 8 år senere på en 14 dages tur sammen med min første kone.
   Og sangen har både før, under og efter rejsen denne gang "kørt" i mit hoved, selv om det må være længe siden jeg rent faktisk har hørt den i radioen eller oplevet den fremført i tv. Og selv om den faktisk først blev skrevet og kendt flere år efter mit andet besøg i 1971.
   Og jeg har nok set Scorceses film en gang for mange år siden, men kan overhovedet ikke genkalde mig handlingen.

Men hvorfor har den sang så i den grad inficeret min hjerne i forbindelse med det her - for så vidt banale turistbesøg?
   Melodien og sangen "New York, New York"  er utvivlsomt en regulær 'ørehænger' - 'earworm' eller 'brainworm' kalder neurologen Oliver Sachs den slags i sin spændende bog "Musichophelia".
   Melodien/sangen har  nogle formelle musikalske kvaliteter som jeg ikke kan beskrive, men som får dette mix af melodi og sungne ord til at klistre sig fast i hjernen på en måde så når selve ordet og byen New York nævnes, så aktiveres melodien og sangen automatisk og går igang som en indre syngen, i hvert fald i min hjerne.
 
I kapitlet "Music on the Brain: Imagery and Imagination", fremsættes flere teorier af forskellige faglige kilder: at det modvirker kedsomhed og hjælper til at gøre fx gang "lettere at klare" hvis man går i takt til melodien. Og det kan i øvrigt mere generelt være med til at reducere træthed og stress - og dermed fungere som en form for selvberoligelse.
   Ud fra et psykoanalytisk synspunkt så kan sådan en tibagevendende indre ørehænger-melodi/sang pege på ubevidste og fortrængte oplevelser og følelser som sangen/melodien associerer til.

Jeg er ikke i tvivl om at "New York, New York" peger på mine  mere eller mindre glemte oplevelser i New York for mere end 50 år siden. Og samtidig har nummeret som jeg altså  ikke har kunnet få ud af hovedet i nogle måneder, fungeret som afstressende og selvberoligende underlægning til forberedelserne og gennemførelsen af den nu veloverståede tur.

Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere er jeg blevet klar over at mit et år lange ophold som "AFS-udvekslingstudent" og dermed som "søn" hos en ikke-religiøs 'middle class' jødisk familie i (en forstad til byen) New York, har været et afgørende vendepunkt i mit liv. Jeg var lige fyldt 17 år da jeg drog af sted, og fyldte 18 lige efter jeg kom hjem.
   Det var et ophold som skolemæssigt gav mig en amerikansk High School-studentereksamen, og som altså foregik som et intermezzo  imellem 2. og 3 g. i mit danske gymnsieskoleliv.
   Og det var et ophold som i et år familiemæssigt gav mig en amerikansk "far", "mor" og tre "brødre" som jeg forbavsende hurtigt fik et nært og varmt forhold til. Stemningen og livet i familien var meget anderledes end det jeg kendte fra min familie i Danmark, og jeg sugede til mig som en svamp.
   Vi holdt nogenlunde kontakt de første 10 år, men så ebbede det ud - uden at der var tale om en regulær beslutning. Så det var ikke udtryk for et "brud".
 
Jeg fik i det 'kulturmøde' - livet i familien og livet på skolen - oplevelser og erfaringer som gjorde så stærkt et indtryk at det gav varige impulser for mit videre liv. Det er jeg nu slet ikke det mindste i tvivl om.
   En af de aller vigtigste erfaringer var at jeg fik et andet og nyt personligt sprog - engelsk. 
   Jeg var ikke god til at lære fremmedsprog på den hårde måde - i skolen, heller ikke engelsk. 
   Men til min egen overraskelse blev engelsk efter nogle få måneder så "naturligt" at jeg begyndte at skrive digte på dette 'fremmesprog'. Og jeg kom til at beherske engelsk så godt og nemt at jeg aldrig siden kan huske om en bog jeg har læst har været på engelsk eller dansk. 
   Jeg lærte også efter 3-4 måneder at tale engelsk-amerikansk så godt at amerikanere som ikke kendte min baggrund, i første omgang tog mig for "indfødt". 
   Men hvor stor betydning hele det års oplevelser og erfaringer har haft for mit videre liv, det er altså først noget jeg for alvor har erkendt her i de senere år hvor jeg stadig oftere har brugt tid på mentalt at kigge/tænke tilbage på mit barndoms- og ungdomsliv.
 
Den mellemste bror Dickie (nu Fred) var 14. Han spillede cello, øvede dagligt når han kom hjem fra skole, og gik på Julliard Music School. Faren kørte ham ind til undervisning på skolen hver lørdag. Den lå på Manhattan, der hvor den også ligger i dag.
   Jeg var tit med, og i ventetiden blev jeg taget med rundt og besøgte små gallerier i Greenwich Village og Lower East Side, steder hvor den nyeste amerikanske kunst blev udstillet. Det var værker som repræsenterede 'retninger' som knap nok havde fået navne endnu: "pop art" og "abstract expressionisem".
 
Moren i familien var hjemmegående, ligesom min danske mor.
   Faren arbejdede som regionschef for en supermarkedkæde. Men i sin fritid var ham kunstsamler og -handler.
   Han købte og solgte "navne" som jeg først en del år senere da jeg læste kunsthistorie på KU, fandt ud af var blevet meget, meget kendte og internationalt berømte.
   Nogle af dem genså jeg på MOMA - Museum of Mordern Art - ved vores besøg denne gang: Jackson Pollock, de Kooning, Andy Warhol, Claes Oldenburg m.fl.
   Det jeg husker allerbedst fra den gang, var et popkunstværk som gjorde et nærmest uudsletteligt indtryk. Vi besøgte "The Store" af Claes Oldenburg:
In the winter of 1961, Claes Oldenburg opened a store on the Lower East Side of Manhattan (107E. 2nd St) selling his work, circumventing the usual practice of selling art through a gallery.
   He had created an eclectic array of objects- from lady’s lingerie to rib eye steak- from roughly painted plaster in the back of the store, selling them in the front. Most of the items are strangely proportioned or of a large scale, playing around with the idea of commodity and art. They were ‘objects after the spirit and in the form of popular objects of merchandise’.
   The idea was to create a store, or at least the functional equivalent of one. In the photograph one can see that the works were piled high, hanging off the walls and ceiling, layed out on counters, as though they were part of an ‘Everything must go’ sale.
  ‘You could buy a relief of a rumpled girdle for $249.95, a Big Sandwich (1961) for $149.98; the 9.99 (1961) hanging in the front window went for $399.95. The slapdash painted sculptures mostly replicated coffee-shop food and bargain basement clothing, but mannequins, bits of signs, a wilting red-ribboned Success Plant (1961) and even the cash till were up for grabs.’
   Now the objects are in major art collections across the world, taking them from their original context, perhaps ‘gentrifying’ them into isolated art works that sit on a plinth.

I hjemmet stod der et sortlakeret blankt flygel der fyldte det meste af en af stuerne. Jeg kunne ikke spille klaver, men nød at "improvisere" på det næsten dagligt. Familien var overbærende.
   Jeg mener at kunne huske at den ældste bror Jimmy (James) der var 16 år, faktisk var god til at spille klaver, men gjorde det meget sjældent.
   Mit værelse var et meget stort loftsværelse med skrå vægge. Der var plads til et bordtennisbord og jeg spillede meget bordtennis med den ældste Jimmy. Han var ekstremt velbegavet og velformuleret og vandt mesterskaber i "debating" - for elver i de ældste klasser i staten New York.
   Der var store hvide skrå vægflader i mit værelse som jeg i  løbet af året udsmykkede med mine mange pastelkridttegninger af eksotiske ansigter, tegninger som jeg lavede henne i skolen
   Den yngste bror Danny (Daniel) som den gang må have været omkring 12 år gammel, var meget blid og vel nok noget af en mors dreng. Ham havde jeg mindst kontakt med.
   Her et foto hvor mine tre amerikanske brødre og jeg er stillet op - iklædt islandske sweatre som min mor - den danske - havde strikket og sendt over. Fra venstre: Peter, Jimmy, Dickie, Danny:


I min lokal skole - Hendrick Hudson High School - kunne man vælge faget "art" som indebar flere timers regulær tegne- og maleundervisning om ugen. Sådan et fag havde vi ikke i mit danske gymnasium. Og læreren var glimrende - men havde vist nok alkoholproblem, husker jeg.
   Jeg gik også til sang, både klassisk korsang og så var jeg også med i en flerstemmig "babershop-gruppe". Jeg husker det som rigtig sjovt at synge disse tætte firstemmmige rytmiske sange sammen med syv jævnaldrende drenge (mere om det i et senere indlæg).  
   Min engelsklærer var tidligere officer i den amerikanske hær, og modtog mig med den bemærkning, at jeg selvfølgelig var velkommen, men at han i øvrigt ikke brød sig om at få udlændinge - "foreigners" - ind i klassen fordi han havde mere end nok besvær med at lære de amerikanske elever at tale og skrive et nogenlunde ordentligt engelsk.
   Jeg synes gennemgående at han var ubehagelig som lærer, men jeg bed tænderne sammen, og endte med at få "A" i den afsluttende store skriftlige hjemmeopgave hvor man skulle skrive et essay om en væsentlig amerikansk bog og dens forfatter. Jeg skrev om Herman Melville og hans roman "Moby Dick".
   Det var moren Shirly som skrev opgaven rent på maskine, hvad der jo bidrog til den gode karakter fordi stavningen var korrekt. Den positive skriftlige ledsagekommentar til opgaven fra engelsklæreren, sluttede med sætningen: "The typing is also sherry good!" Sherry var familiens efternavn.

Utvivlsomt har oplevelserne og det emotionelle resonansspor fra den gang været en vigtig forudsætning for at den her 10 dages turisttur til New York har være så umanerligt og overraskende tilfredsstillende.
    Det indslag på turen med størst "impact", viste det sig, var mødet og gensynet med mine tre amerikansk brødre under opholdet. Oplevelsen i situationen var for mig, men vist nok også for dem, ret bevægende - efter at jo vi ikke havde haft kontakt i godt 40-45 år.
   De var ligesom mig blevet nogle ældre herrer. Men ansigtstrækkene og mimikken var genkendelige, og ikke mindst måden de snakkede på. Hurtigt, kvikt, venligt ironisk.
   
Det var naturligvis dybt fascinerende at høre dem fortælle om hvordan deres respektive liv var forløbet i mellemtiden. Alle tre har de haft job og karriere i kreative professioner, viste det sig:
   - James - som forfatter og forlægger for forholdsvis eksklusiv snæver postmodernistisk litteratur - kombineret med en karriere med godt betalte jobs  inden for it-branchen, med arbejdsopgaver for IBM og for Wall Street-firmaer.
   - Fred - som højt respekteret og internationalt anerkendt klassisk (kammermusik)cellist og underviser i cellospil på Julliard - der hvor han selv var blevet uddannet som ung. Han har turneret over hele USA og over hele verden, og han har fået og udgivet en masse plader og CD´er. Vi havde fælles interesser i madlavning, rødvin, whisky og stensamling, viste det sig.
   Den musik han turnerede med var typisk ny kompositionsmusik fra det tyvende århundrede, særligt rettet mod kammermusik-ensembler: duoer, trioer, kvartetter og kvintetter. Absolut ikke min musik, tør jeg roligt sige. 
   Hvis jeg kom tilbage til New York lovede han mig en rundvisning på den fantastiske geologiske udstilling på American Museum of Natural History (læs mere om mit besøg på dette utrolige museum i et senere New York, New York-indlæg).
   - Daniel endte med at blive en vist ikke særlig succesfuld kunstmaler, og det meste af sit liv ernærede han sig som restaurerings-snedker på museer i Californien. 
   Han var nu en slags eneboer, havde ingen computer, malede stadig, og boede i et selvbygget hus i Vermont. Han var kommet tilbage til østkysten for at tage sig af moren da hun blev dement. 
   James havde sagt: "Don´t do it. Get at nurse!"
   Men Daniel holdt fast og boede hos og plejede Shirly i seks år til hun døde i en høj alder - vist omkring midtfirserne. Faren var død omkring 10 år før.

Ideen til New York-turen var ikke min, og da mine to kvindelige medrejsende, fruen og hendes søster, første gang foreslog det for tre kvart år siden, var jeg egentlig ikke særlig tændt på den.
   Men da beslutningen var taget og flybilletterne købt, kontaktede jeg Fred hvis mail-adresse jeg havde fundet for tre år siden, og skrev at nu kom jeg/vi - og kunne vi ses?
   Han inviterede til middag i sit hjem - en fin og stor lejlighed i Upper Eastside-kvarteret, ikke så langt fra Lincoln Centeret som Julliard-skolen nu er en del af. I forbindelse med invitationen skrev han beroligende: "I am a good cook."
   Overraskelsen var så at da vi mødte op, var ikke kun Fred og hans kone der, men også de to andre brødre James og Daniel, og James´ kone.

James (Jimmy)

Fred (Dickie)

Daniel (Danny)

Det var en overordentlig hyggelig og emotionelt varm og munter aften. Der blev talt meget og udvekslet erindringer og livsfortællinger. 
   Jeg opdagede at mit mundtlige engelsk som jeg ellers i mange år har syntes var blevet mere og mere ubehjælpsomt og stammende, pludselig blev relativt levende og produktivt igen.
   Fruens søster fortale bagefter at hun oplevede aftenen "som at være med i en Woody Allen-film". Jeg kunne godt se hvad hun mente.
 
Nogle dage efter spiste jeg frokost med den ældste bror James som boede på et såkaldt "loft" kun 10 minutters gang fra den lejlighed vi havde lejet i East Village. Der havde han boet siden 1976, fortalte han, Det var hans ven (og mentor?), beatdigteren William Burroughs som havde foreslået ham at flytte ind der efter et år langt udlandsophold i Marokko.
    Ved besøget hos ham i de omgivelser fik jeg også en fornemmelse af næsten at være med i en amerikansk film eller tv-serie med location New York. 
   Nu genser jeg serien "Venner" med en ekstra dimension.
    
James forærede mig sin nyeste bog fra 2013 der havde titlen "Oops! Enviromental Poetics" - en blanding af essays og prosadigte.  Omdrejningspunktet og det der binder teksterne sammen, er  en ambitiøst og mentalt krævende  kobling mellem "poetik" og "miljøbevidsthed". Mine engelsk-kundskaber er kommet på en alvorlig prøve under læsningen.
    Her uddrag fra en anmeldelse af  bogen af den amerikanske internationalt kendte digter Ron Silliman:
Oops! Environmental Poetics proposes that the cause of global warming is desire. We already have the technology to arrest climate change. We have the political systems to implement social transformation. But we lack the will to adopt a more sustainable future.    In a linked series of essays and poems, Oops! shows how changing our perspective on the biosphere links human thought to the actions we need to survive. Oops! engages an activist poetics that is both in our interest and within our grasp.
   For all of the talk of globalism by the chattering classes, it is worth keeping in mind that there are just two global systems: capital and the biosphere. Every response to either is inescapably particularized by its location. The stresses of such imbalance are what move the world, that locomotive sans engineer heading straight for the chasm.
   Ten years before September 11, James Sherry’s Our Nuclear Heritage foresaw – with stunning clarity – the interactions between world politics & human culture in the 21st Century. Now Oops! extends that vision perhaps even to the end of the human experiment. Far more than a Cassandra for the new millennium, Sherry’s vision has deepened over the decades, offering analysis & strategies we would be wise to heed. Poetry is risk – or else! How ironic that the closest thing we have now to a Benjamin or Adorno should be someone who has worked at the intersection of computing & finance just across the street from the late, lamented CBGBs.
James forærede mig en anden bog som han havde været redaktør og udgiver af: Evelyn Reilly: "Styrofoam", en digtsamling hvis karakter og stil man kan få indtryk af her:
James´ anden kone hed Debora. Hun var redaktør af et lille journalistik- og mediekritisk månedsmagasin "Extra! - The magazine of FAIR - The Media Watch Group". Få et indtryk af magasinet på hjemmesiden her.
Målet for magasinets artikler er beskrivelse, analyse og kritik af uetisk og unfair adfærd i medierne og blandt journalister og mediefolk. Og målgruppen er, fik jeg at vide, journalister og andre professionelle i mediebranchen som er optaget af højnelse og forbedring  af etik og moral i journalistik og medier.
   Noget lignende har vi ikke herhjemme. Det kunne ellers godt være ønskeligt sådan som udviklingen har været de senere år.

James  "readings" af egne tekster over en lang årrække siden slutningen af 70´erne, kan findes som lydfiler på denne hjemmeside:
Han kamuflerer sin person som digter og forlægger bag en "foundation" - Segue Foundation - som der er link til her:
James har en slags hjemmeside her hvor der også er links til nogle avisinterviews med ham i anledning af forskellige udgivelser:
Fred, hans musikkarriere og musikudgivelser, kan du læse mere om på hans hjemmeside her:
http://fredsherry.com/
Det er som man kan høre og læse sig til, hovedsagelig ny atonal kompositionsmusik han har på repertoiret, og absolut ikke min kop te, rent musikalsk. I den klassiske musiks historie står han på hvor jeg står af: omkring begyndelsen af 1900-tallet.
   Enkelte videoer med ham kan findes på YouTube, blandt andet denne med violinisten Ariana Kim. Hvad nummeret hedder og hvem komponisten er, fremgår ikke:


Det var et godt og kreativitetstimulerende gensyn med min amerikansk brødre.

(fortsættelse følger)

torsdag den 9. oktober 2014

Om umulige visioner - i en alternativ åbningstale - og andre kreative Zetland-historier

'Vision' heviser til noget man forestiller sig og, men som ikke findes. Et resultat af menneskets fantasi - og formidlet gennem den særlige evne mennesket har til at iscenesætte tanker og billeder på 'den indre skærm' om noget som ikke har faktuel eksistens - endnu - eller nogen sinde.
 
Lidt forsinket vil jeg fremhæve og bringe uddrag fra Lea Korsgaards visionære tekst til en 'alternativ åbningstale' i Informations tillæg Moderne Tider den 4. oktober - alternativ til den som Helle Thorning faktisk holdt ved Folketingets åbning den 7. oktober. 

Teksten i Moderne Tider indledes med rubrikken
Vi har brug for på ny at tænke det umulige
Manchetten giver følgende baggrund for 'taleteksten', som altså er en slags bunden opgave stillet af Informations kreative redaktion til journalist og forfatter - og medlem af firkløveret der står bag det journalistiske kreative og grænseoverskridende kollektiv Zetland - Lea Korsgaard:
Forud for Helle Thorning-Schmidts formentligt sidste åbning af Folketinget på tirsdag er Moderne Tiders forventninger til statsministerens åbningstale til at overskue. Vi har derfor bedt forfatter til bogen ’Orgasmeland’ om psykiateren og drømmeren Wilhelm Reich, Lea Korsgaard, skrive den tale, hun selv ville have holdt, hvis hun havde været statsminister.
Det at lave kontrafaktiske tekster til alternative "taler" eller institutionelt rammesatte genrer, det er ikke nogen ny ide, Jeg husker den brugt flere gange tidligere - i Politikens kronik, for eksempel. Men det kan gøres med større eller mindre talent, og somme tider bliver det en fuser.
    Politikens ATS på bagsiden bruger ofte denne blandingsgenre til satirisk at udstille hulheden i faktiske taler, offentlige politiker-udtalelser og læserbreve. Det er sjældent en fuser, og ofte griner man højt ved aha-oplevelsen.
   
Den her alternative 'taletekst' af Lea Korsgaard rammer plet, synes i hvert fald jeg. Som gammel 68´er med en tidlig og ungdommelig, men nu næsten begravet - lyst og hang til vilde idealer og umulige utopier,  føler jeg mig ramt - på den gode måde. Og jeg bemærker rubrikkens kvalificerende udtryk ...
... PÅ NY ...
... der minder om "Der var en gang...".

Og sådan indledes det kontrafaktiske talemanuskript af "statsminister" Lea Korsgaard:
Vi lever i en tid, hvor utopiske forestillinger bliver anset som upraktiske og umoderne. Det er naivt, hedder det sig, at fantasere om en verden, der er grundlæggende anderledes end den, vi lever i. Vi taler om det samfund, vi kender, som det eneste mulige. Vi taler om, hvad der er. Vi taler om, hvordan det, der er, kan trimmes og justeres.
   Vi taler ikke om, hvad der kunne være.
   Lad mig ved indgangen til det nye folketingsår minde om, at sådan har det ikke altid været. Den danske historie er rig på mennesker, der gjorde sig vilde forestillinger om, at verden kunne se komplet anderledes ud: Mennesker, der tegnede drømmeagtige scenarier op på fremtidens vegne og formulerede radikale bud på en helt ny tid; mennesker, som var drevet af en visionær impuls, der satte bølger af enorme forandringer i gang.
Det er den følelse jeg selv har haft længe. At alle der skriver og udtaler sig i medierne - politikere, eksperter, organisationsfolk, virksomhedsledere - lever og tænker fra hånden og i munden, mentalt nærsynede med med ekskludrende skyklapper og frames.
   Og alt måles med den husholdningsøkonomiske skala: gavner det konkurrencen, giver det profit, hvor ligger "vi" i feltet???
   Altså en eneste målestok: Kan det betale sig? Hvis ikke, ud med det!
   
På universiteterne fik vi i starten af dette århundred meldingen at nu gjaldt det om at trække en lige, stram og snæver linje "fra forskning til faktura". Og navnet på den videnskabminister som stod bag forskningens købmandsdiski næsten 10 år, var Helge Sander, hvis kvalifikationer kunne diskuteres. Visioner havde han i hvert fald ikke. Til gengæld lod han sig trække rundt i manegen af den forførende Milena Penkowa.
   Det ørehængende slogan blev også underteksten for alle andre admnistrative politiske målsætninger og tiltag i samfundet i den periode: fra ledelse til faktura, fra skole til faktura, fra ældrepleje til faktura, fra hvad som helst til faktura. 
   På alle niveauer blev der lavet 'kontrakter' om kontante resultater som skulle måles og vejes for at kontrollere om de blev opfyldt.
 
Det sidste tiltag som kommer fra den ny radikale undervisningsminister Sofie Carsten Nielsen lægger sig i smuk forlængelse af denne tradition - med planer om at skære i alle de små uprofitable humanistiske fag, angiveligt fordi relativt mange af kandidaterne ikke får arbejde med det samme efter eksamen,
   OK! Lad os for sjov skyld antage at 10 procent af humanisterne ikke kommer i arbejde umiddelbart efter uddannelsen, mens det fx for ingeniørerne måske gælder at 5 procent ikke gør det.
   For det første er det æbler og pærer man sammenligner. Og for det andet betyder det altså at 90% af humanisterne faktisk kommer i arbejde efter eksamen!
   Og det er vel i grunden ikke så galt, fru minister!

Det var et associerende sidespring. Tilbage til Lea Korsgaard, som også er en slags humanist, og  til hendes kreative og velskrevne tale.
    Lea Korsgaard blev bachelor i journalistik fra SDU i 2005 - stort set samtidig med at jeg forlod mit job der som professor i journalistik.
   Så skulle jeg sole mig lidt, så er hun altså blandt meget andet godt et produkt af den den gang nye og syntes vi da - ret så visionære journalistuddannelse jeg var med til at starte og tilrettelægge fra 1998 og årene efter.
   Lea beskriver i talen her sin oplevelse af at være ung omkring århundredskiftet inden hun startede på uddannelsen:
De store landvindinger i den danske historie er ikke drevet frem af en rationel, pragmatisk masterplan, de er drevet frem af idéer og drømme, af fantasier og visioner, som alle blev anset for at være tossede, urealistiske, naive eller farlige, da de første gang blev luftet offentligt. Meget af det, vi i dag tager for givet, var engang nogens utopi.
   Men det er efterhånden længe siden, utopier var a la mode. Vi, der voksede op i 1990’erne lærte, at historien var slut. Vi så billederne på farvefjersynet af en mur, der blev revet ned og to verdener, der blev smeltet sammen til én, og vi fik at vide, at ideologiernes tid var forbi, at vi var nået i mål. Tilbage var bare at konservere status quo og finpudse detaljerne.
   Af samme årsag blev vi børn af en tid, hvor ingen alternativer var til rådighed – hverken i virkeligheden eller i vores drømme – og hvor de politiske fløje fjernede blikket fra deres eget historiske ståsted og transformerede sig selv på underligste vis: Venstrefløjen blev en klub for dem, der forsvarede liberale værdier som pluralisme og retten til forskellighed. De liberale begyndte at synes, at alle skulle ligne dem selv, og vendte sig mod det, der forekom fremmed.
Hvis jeg ser tilbage til slutningen af 60´erne og det efterfølgende 70'er-årti, så var der ideologikritik på alle niveauer og inden for alle fagområder - kritik i alle mulige teoretisk og praktisk aftapninger. Det gennemgående var en masse analyser der påviste hvordan kapitalismens logik infiltrerede alle dele af samfundslivets tænkning og praksis.
   I starten var ideologikritikken noget der stimulerede kreativitet og gav luft for oprør mod og kritik af skjulte styrende og manipulerende autoritære systemer, normer og praksisser.
   Men, desværre: Efterhånden stivnede og størknede ideologikritiken. Denblev gradvist snigende selv til kreativitetshæmmende og ekskluderende autoritær ortodoksi.
   Og det er vel nogle mentale og kulturelle efterdønninger af det som 'statsminister Korsgaard' har oplevet i sin ungdom:
Imens forvitrede politik i den store skala. Visionerne holdt sig inden for det allerede optegnede og annullerede dermed sig selv som visioner. Af den grund ankom vi totalt uforberedte til det nye årtusinde, hvor det snart stod klart, at vi havde taget fejl.   Ideologiernes tid var så langtfra forbi, og totalitære tankesæt viste deres mest grusomme ansigt.
  Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York. Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.
Er der noget ingen gamle 68´ere havde fantasi til at forestille sig - især efter murens fald, så var det den eksplosive fremmarch af den autoritære, radikale islamistiske ideologi i den arabiske verden.
  Og da den begyndte at dukke op over den politiske horisont og fik stadig større plads i den globale samfundsmæssige virkelighed, så var det som om ideologikritikken af vores eget kapitalistiske system helt tonede bort.
   Sådan ser det ud fra Lea Korsgaards synsvinkel - her altså i rollen som "statsminister":
I dag dominerer de to tankesæt stadig verdensordenen – eller verdens uorden – og har gjort vores tid langt alvorligere, end vi unge fra 1990’erne nogensinde var i stand til at forestille os. (...)
   Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York.
   Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.
Det er faktisk længe siden jeg har set en så afklaret og klart formuleret kaitalismebeskrivelse og -kapitalismekritik som det følgende afsnit:
Den rå kapitalismes tankesæt gennemsyrer også stadig hele vores samfund – selv efter at den i 2008 på mest foruroligende vis mindede os om sine egne indbyggede paradokser: at konstant vækst er en umulighed. At markedet ikke er en rationel størrelse, men drevet af alt det ukontrollable og dyriske, vi bilder os ind, at civilisationen har tæmmet: angst og grådighed.
   Jeg tøver ikke med at sige, at kapitalismen, som vi har ladet den udvikle sig, er blevet en totalitær magt, for den er uomgængelig og allestedsnærværende. Den giver sig ikke ud for at være nogens ideologi eller nogens politiske program, den vægrer sig ved at blive gjort til genstand for politik og valg i det hele taget. Den springer ikke på os forfra, ligesom den militante islamisme gør; tværtimod er den sivet ind i vores knogler og hjerner, hvorfra den er blevet i stand til at fortære al den kritik, den er blevet udsat for gennem tiden.
Hvis Lea Korsgaard lægger billet ind til jobbet som statsminister i en nær fremtid, så får hun min stemme - med garanti.
   Sådan slutter hun 'talen':
Min generation tror hverken på, at vi kan genskabe verden eller forhindre den i at smadre sig selv. Vi voksede op på et bjerg af endeløs information uden at ane, hvad vi skulle mene om noget som helst. Den visionære drift udviklede sig ikke, da vi var i vores 20’ere. Men det er aldrig for sent at blive unge i hovederne, eftersom ungdom – som en klog mand engang sagde – er et moralsk valg, ikke et spørgsmål om alder. Revolutioner skabes af summen af enkeltindividers mod til at handle, og det er en revolution, der skal til, hvis ikke vi vil overlade en klode til vores børn, der er ranet for sine naturressourcer, præget af voldsomme krige og fyldt med udmattede mennesker reduceret til at være kolonner og tal i det regneark, der aldrig bliver i stand til at gøre rede for det, der egentlig gør livet værd at leve: Skønheden. Fællesskabet. Kærligheden.
   På Christianborg plejer det nye folketingsår at blive indledt af et ’leve’ for Danmark. Jeg vil også gerne udbringe et leve for vores land. For det er det, vi skal drømme om og kæmpe for. Et samfund, der ikke bare er i live eller overlever, men et samfund, der er levende, fordi de mennesker, der bor i det, er levende: De er frie i kroppen og ånden, de er trygge nok til at være nysgerrige, de mødes af andre med respekt for det, de skaber, og de er forbundne med sig selv, med deres nære og med det land, vi kalder vores.
Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg blev følelsesmæssigt (be)rørt da jeg læste denne 'tale'.
   Som genre udnyttes den kreative effekt af det jeg ofte her på bloggen har beskrevet som "konceptuel blending" - en kontrafaktisk tekst som i min gamle terminologi er en form for 'faktion'. Nu kan man vel godt kalde det et 'BLEND'.
 
Det lykkes faktisk Lea Korsgaard med teksten at aktivere et billede - i skikkelse af en ønskeforestilling - af den jo også meget velformulerede Helle Thorning Schmidt:
   Tænk hvis den faktiske statsminister havde sagt noget i den retning fra Folketingets talerstol den 7. oktober i år!
   Det ville godt nok have givet genlyd og rystet op i den mentale lommeuld både her og der. Såvel mediernes journalister, de andre partiers folketingsmedlemmer og hendes eget såkaldte 'bagland' var gået i chok, mere eller mindre.
   Genlyd og chok, det leverede Helle Thorning imidlertid ikke. Langtfra. Hendes åbningstaletale var meget længere, startede med at legitimere Danmark som krigsførende nation, og var derefter et nærsynet oplæg til en kommende valgkamp, som hun jo nok taber. Læs selv:
Øv! Det var sidste chance, Helle.

Lea Korsgaard er den ene af det kreative og nyskabende journalistkollektiv Zetlands fire medlemmer. De andre er: Hakon Mosbech, Silke Bock og  Jakob Moll, som jeg alle har haft som studerende en tid på uddannelsen (i TV-journalistik)
 
At Leas 'åbningstale' er regulært visionær og perspektivgivende i usædvanlig grad, håber jeg at have dokumenteret. Og arbejdet med bogen 'Orgasmeland' - om Wilhelm Reich, hans tid og virke,  har tydeligvis leveret mental kødkraft og befrugtende vitaminer til en del af de befriende og æggende formuleringer i talen. 
   OgWilhelm Reich hører faktisk til en af de forfattere jeg læste i begyndelsen af 70´erne, sammen med andre af de store navne inden for psykoanalyse: Freud, Jung, Adler, Lacan, Frankel.
  Den  af Reichs bøger jeg selv fik mest ud af, var 'Fascismens massepsykologi', mens hele orgasmedyrkelsen og sexpoltraditionen ikke lige var min kop te.

Zetland kører godt nok i øvrigt med klatten i disse år - og det visonære og de tekstuelle blendingoperationer ser ud til at binde meget af det sammen, som firkløveret udfolder sig med og i: 
   Interessante og indimellem opsigtsvækkende journalistiske 'singler' (i e-bog-udsendelser) i lange fortællende formater, med hang til at blande fakta og fortælling(fiktion)er.
   Såkaldt 'Live-forstillinger' der frækt blander teater, journalistik, og kunst - i revy- og caberetagtige engangsopførelser flere gange om året - og også på Lolland, som var den sidste af deres forestillinger jeg har set. Her blev forestillingen annonceret sådan på kunstmuseet Fuglsangs hjemmeside for halvandet år siden:
Zetlandvenner på Lolland-Falster! Kom på Fuglsang Kunstmuseum 7. marts, for det gør vi:
   Med inspiration i museets aktuelle udstilling og fotobog 'Uden for myldretid' arrangerer vi en slags lokaludgave af Zetland Live i samarbejde med museet og Realdania. På scenen kommer et væld af de sjoveste, vigtigste og mest rørende historier fra og om Lolland-Falster. Det bliver så fint!
   Mød - blandt andre - musikerne fra STORSTRØMS KAMMERENSEMBLE, naturvejleder MARIE ROLAND, forretningsmand- og kommende sukkerproducent ULRIK THEOPHIL JØRGENSEN, gymnasterne fra SYDLOLLANDS GYMNASTIKFORENING, fortæller GRY DRUD LØVGREN, fotograf CARSTEN INGEMANN, ambassadechef SARA MARIANE METELMAN og ikke mindst sangerne fra MANDSKORET BRAGE.
   Det koster kun en halvtredser og bagefter er der snacks, vin og musik på anlægget.
Til en af de tidligere Zetland Live-forestillinger blev vi af Lea Kaarsgaard introduceret til den Wilhelm Reichske 'orgonakkumulator', og en af mine tidligere medarbejdere på TV2 ØST og kollega i Verdensbilledlegatets jury, Annette K. Nielsen, blev interviewet om sine erfaringer med at være inde i sådan en i starten af 70´erne. Her en beskrivelse gengivet fra hendes blog "aknielsen":
Engang i 1973 sad jeg cirka 20 minutter i en orgonakkumulator, en opfindelse udtænkt af den østrigske psykoanalytiker og seksualreformator Wilhelm Reich. Han døde i USA i 1957, kun 60 år gammel. Orgonakkumulatoren var en lidet charmerende anordning på størrelse med en mindre telefonboks, konstrueret af et lag krydsfiner, et lag ståluld og et lag zink, med et trekantet åndehul. Angiveligt ville jeg strutte af livsenergi efter en tur i kassen, og – hvis jeg var særligt heldig – få en såkaldt spontan orgasme. Det var trods alt 1970erne, og Reich var far til den seksuelle revolution. Ifølge Reich var orgasmen den ultimative energiudladning oven på den ultimative energiopladning – deraf energiens navn orgon.
http://aknielsen.wordpress.com/tag/wilhelm-reich/
Og for at det ikke skal være løgn, så har Zetland nu også bidraget med ny kreativ redaktør og vært - Hakon Mosbech - til at overtage DR´s radiomagasin 'Mennesker og Medier' - efter at programmets skaber og kreative konceptudvikler Lasse Jensen har sagt stop efter 13 år.

Leas tale i sin helhed kan nydes her:
http://www.information.dk/511573
En liste med samtlige Zetlands udgivelse af 'singler' kan findes her:
http://www.zetland.dk/category/singler/
I toppen af listen ligger Nagieb Khajas single "Seks dage med Taliban". Et uddrag kan læses her:
http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2416176/se-nu-kommer-selvmordsbombemaendene/
Nagieb Khaja har også produceret en dokumentarreportage "Bomb Run Aleppo" - link her:
http://www.aljazeera.com/programmes/peopleandpower/2014/10/bomb-run-aleppo-201410672020778205.html
For at det ikke skal være løgn, så er Nagieb også en af mine gamle studerende på mit tv-hold. Det glæder og varmer at se hvordan han har udviklet sig.

fredag den 29. august 2014

Adam Smith - filosofisk en Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - som foregriber nogle af den moderne hjernforsknings indsigter

Særlige kreative personligheder har det med at være en slags Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - to eller flere personer i en.
   Sådan en slags flersidig personlighed har filosoffen og den økonomiske teoretiker Adam Smith tydeligvis været. Han er offentligt - og i min bevidsthed - mest kendt for værket "Nationernes Velstand" fra 1776, som er blevet en slags "kapitalismens bibel".
   Faktisk læste jeg den i uddrag i min studietid hvor politisk økonomi i marxistisk aftapning var det vi alle følte os forpligtet til at sætte os ind i - for at kunne diskutere med om det aktuelle samfunds virkelighed, udvikling og problemer i slutningen af 60´erne og det meste af 70´erne. 
   Og Marx´tænkning om kapitalismens udvikling og dynamik og hans kritik af den, kunne man kun for alvor forstå hvis man vidste noget om Adam Smiths tanker om hvad det gode var ved den (gryende) kapitalisme.
   Men Adam Smith skrev ikke bare et indforstået og oplysende forsvar for Kapitalismen med sin teori om det frie markeds velsignelser der hang sammen med at det var reguleret af  'den usynlige hånd', en markedslogisk social mekanisme som gav sikkerhed for at når alle arbejdede for egen økonomiske vindings skyld, så var det automatisk også til gavn for fællesskabet - hele samfundet.

Rune Lykkeberg, Politikens kulturredaktør, anmelder i dag et andet pionerværk af Adam Smith som jeg ikke kendte - eller ikke kunne huske at have hørt om den gang jeg læste sådan noget: "Teorien om de moralske følelser" fra 1759. Og det er til min - og Rune Lykkebergs overraskelse - "a different cup of tea". Alene titlen overrasker og provokerer ens fordomme.
   Lykkebergs anmeldelse leverer lange parafraser på Adam Smiths tænkning i "Teorien om de moralske følelser" - med et indhold  som man godt nok ikke umiddelbart ville tilskrive faderen til den klassiske økonomiske videnskab. Som i det her citat fra anmeldelsen:
De bedste samfund er ifølge Smith dem, hvor vores omsorg for hinanden er præget af generøsitet, kærlighed og taknemlighed. Det ville stadig fungere, men det ville være et mindre lykkeligt samfund, hvis vores omgang med hinanden kun er styret af handel og hensyn til, hvad der er godt for os selv. Og samfundet ville falde fra hinanden, hvis vi virkelig gjorde, som det passede os, og fulgte vores lyster.
På mange måder ser det ud til at Adam Smith i den her bog som udkommer 17 år før "Nationernes velstand", at den foregriber nogle af den moderne adfærdsøkonomis forskningsresultater som viser at mennesket (og firmaer) i en lang række situationer ikke opfører sig rationelt og egoistisk på en måde som de moderne økonomiske modeller og teorier forudsætter, men opfører sig socialt og altruistisk - og altså irrationelt: 
Behavioural economics is a branch of economics that seeks to understand the motivations and reasons behind individual decisions. In traditional economics there is a very basic assumption that individuals are rational utility maximisers. i.e. firms seek to maximise profits, workers seek to maximise income and levels of consumption.
   Therefore many economics models are based on the idea that people will choose the action / good which maximisers their utility (welfare)
   However, this branch of economics leaves no room for irrational decision-making. This can include decisions based on fear or decisions based on altruism.
   Assuming rational self-interest, it is hard to understand why somebody would make a large anonymous donation to a charity. It could be explained by the utility (satisfaction) someone may feel from consuming the good feeling that giving to charity gives. Nevertheless, it makes it harder to base economics solely on a monetary self-interest basis.
  Similarly we can see many examples of altruism within firms. For example, some firms will employ workers, even if they are not necessary. This is because they don’t want to create unemployment. Also, firms may not seek to maximise profits. Firms may have many other objectives such as environmental objectives, charitable objectives and social responsibility. At one level environmental concerns can be a clever marketing ploy, but, at another level they can be made independently of financial considerations.
http://www.economicshelp.org/blog/148/economics/altruism-and-behavioural-economics/
Lidt senere fortæller Rune Lykkeberg om Adam Smiths filosofi om menneskets natur på en måde så jeg tænker at den gamle mesterfilosof foregriber den moderne hjerneforsknings opdagelse af spejlneuronernes og deres funktion som katalysator for spontan og ubevidst indlevelse og medleven i andre menneskers følelser. 
   Spejlneuronerne fungerer jo nemlig på den måde i hjernen at når man oplever en anden handle og give udtryk for følelser, så aktiveres automatisk de dele af hjernen hos iagttageren som også ville være aktiv hvis vi selv udførte de tilsvarende handlinger og mimisk og gestuelt gav udtryk for de tilsvarende følelser.
   Mennesker er bestemt ikke fundamentalt egoistisk, hævder Adam Smith ...
Tværtimod. Når vi er tilskuere til andre menneskers lidelser og lykke, føler vi med dem. Det er ikke noget, vi beslutter os for, men noget, som indtræffer af sig selv.
   Smith bruger tilskuerne til en linedanser som eksempel:
   Hvis du med øjnene følger en linedanser på den spinkle line højt over jorden, følger din krop med. Når linedanseren stopper op og læner sig mod højre for at holde balancen, læner du også din krop mod højre. Og når linedanseren har genfundet balancen og igen retter sin krop op, gør du det samme nede på tilskuerpladserne. Selv om du sidder langt derfra, er du i linedanserens sted.
   Denne evne til at fornemme andres lidelser og lykke betegner Smith som ’sympati’.
Jeg synes det er - ja, hvad skal man sige - utroligt godt set. Og Runebergs stærkt medlevende parafrase af Adam Smith fortsætter i noget der også foregriber den anden kilde til hjernen til indlevelse i andres bevidsthed, the default mode network, som er det netværk af samvirkende moduler i hjernen som gør det muligt for mennesker at forestille sig hvordan omverden opleves gennem andre menneskers bevidsthed:
Du kan ikke se ind i andre menneskers følelser og tanker, så du kan ikke med sikkerhed vide, hvordan de har det. Men du kan aflæse deres ansigter og deres kroppe og forestille dig, hvordan de har det. Hvis du ser en mand, som falder i det kolde vand og skærer ansigt, forestiller du dig, at han fryser. Og du skutter dig, fordi du selv fornemmer den kulde, han bliver udsat for. Det er vores fantasi, som kobler synet af det kolde vand og hans reaktion på det med vores egne følelser.
Det er præcis det - the default mode network - som hjerneforskerne mener er hjernens udgangspunkt for fantasien, og at det er et samspil mellem det netværk og spejlneuronerne som gør det muligt at man føler og oplever empati for sine medmennesker; Adam Smith bruger åbenbart ordet 'sympathy' her:
Der er to veje til denne sympati: Enten ser du på det, der får manden til at fryse, eller også ser du kulden i hans ansigt. Enten aflæser du det kolde vand, eller også aflæser du ansigtet. Indimellem kan det være så anstrengende at opleve andres kulde eller smerte, at vi lukker øjnene eller vender os væk fra det. Og det kræver som regel en aktiv indsats at være ligeglad med, hvordan andre har det.
Bare ud fra disse parafraser må jeg tilslutte mig anmelder Runebergs konklusion: 
Det fantastiske ved bogen er, at Smith forener filosofiske læsninger med iagttagelser af af hverdagslivet. Derfor kan hanogså vise, at man ikke kan styre menneskenes adfærd oppefra. Samfundet er ikke et spil skak, hvor man kan rykke rundt på brikkerne som man vil.
Vil du vide mere om spejlneuroner, the default mode network, og adfærdsøkonomi, så er her tre link til Wikipedia at starte med:
http://en.wikipedia.org/wiki/Mirror_neuron
http://en.wikipedia.org/wiki/Default_mode_network
http://en.wikipedia.org/wiki/Behavioral_economics

onsdag den 27. august 2014

Dysleksi eller ordblindhed - frustration og kreativitet - og nogle neurologiske forklaringer

Da et af mine børnebørn er begyndt i skole og efter alt at dømme er ordblind - fagsprogligt betegnet dysleksi - så har jeg genbesøgt og researchet på sagen. Blandt andet fordi lærerene og ledelsen tilsyneladende er uprofessionelt blanke på området.
   
Jeg har skrevet om ordblindhed tidligere her på bloggen. Jeg er selv ordblind - i mildere grad - en af mine døtre er det også, hendes mand er det - og derfor sandsynligvis begge hendes sønner.
   Her beskriver jeg nogle af de forhold som jeg selv har oplevet og min datter - og også om at mange kendte og kreative mennesker har været ordblinde:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html
For eksempel har jeg tidligere skrevet om følgende kreative personligheder som er/var ordblinde: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.
   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.
   
I det her indlæg beskriver jeg blandt andet konceptkunstneren Gudrun Hasle som har udnyttet sin ordblindhed som motor for kreative udtryk - altså som en kreativ restriktion:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/ordblindhed-og-kreativitet-2-case.html 
Når mange kreative mennesker har dysleksi, kan man altså forestille sig at deres kamp for at finde på strategier for at overkomme dette handikap, fremmer de dele af hjernen som i øvrigt forbindes med særlige kreative evner: især den højre højre hjernehalvdel.

"Ordblindhed" er ikke verdens bedste ord for problemet. For man er ikke blind i forhold til ord, og det man har problemer med er i høj grad opfattelsen og afkodningen af lyd inden for forskellige dimensioner af sproget, det der på engelsk omtales som "phonetic awareness". Det vil derfor ofte være en fordel at bruge det faglige fremmedord "dysleksi" frem for "ordblindhed".
   De typiske symptomer på dysleksi inkluderer staveproblemer, problemer med at genkende lyde i ord, problemer med at opfatte og bearbejde hurtig visuel information, og problemer med at sige ord hurtigt og straks når man ser et billede af det det refererer til.

I det følgende vil jeg beskrive hvad årsagerne er - eller kan være - til ordblindhed/dysleksi, hvordan det ytrer sig, og hvad man kan gøre ved det for at det ikke skal blive alt for ødelæggende for barnets selvværd - som ellers præcis er det der kendetegner de fleste nu voksne ordblindes erfaringer med skolelivet og klasseundervisningen.

Men først lige en opregning af de typiske kendetegn for dysleksi. De fleste ordblinde/dyslektikere har 10 eller flere af nedenstående kendetegn. Disse kendetegn kan ændre sig fra dag til dag eller fra minut til minut. Det mest påfaldende kendetegn ved dysleksi er netop det skiftende funktionsniveau.

Kendetegn ved læsning og læring

   Når personen:
  • klager over hovedpine, ondt i maven, svimmelhed eller kvalme, når der læses.
  • har vanskeligt ved at lære alfabetet og oversætte bogstaver til lyd, og bogstavsekvenser til ord. Har generelt nedsat læseforståelse.
  • spejlvender bogstaverne p/b, b/d, J/L.
  • bliver forvirret over bogstaver, tal og andre symboler.
  • klager over at se ting, der ikke er der, eller ting, der bevæger sig, under læsning.
  • virker til at have synsproblemer, selvom en synstest ikke påviser nogen.
  • har svært ved at omsætte idéer til ord.
Kendetegn ved taleevne og hørelse
   Når personen:
  • er sen til at lære at tale, har talevanskeligheder eller svært ved at benævne ting ved navn, selvom man godt kan se, at barnet ved, hvad der tales om.
  • har svært ved at udtale ord med flere konsonanter (f.eks. strømpe, springe, længst).
  • har svært ved at formulere sig. Det er, som om talen ikke kan følge med de tanker og billeder, der farer rundt i hovedet. Der springes fra billede til billede imens personen fortæller, og tilhørerne kan have svært ved at følge med.
  • hører ting, der ikke er blevet sagt, så der nemt opstår forvirring omkring kommunikationen.
  • lader sig nemt distrahere af lyde.
  • har svært ved at følge en mundtlig instruktion.
Motoriske kendetegn på dysleksi
   Når personen:
  • har svært ved at holde på en blyant og svært ved at skrive.
  • har svært ved at holde på kniv og gaffel.
  • har koordinationsproblemer, især finmotorisk - er eksempelvis dårlig til at gribe en bold.
  • er meget praktisk orienteret.
  • har svært ved at skelne mellem højre/venstre, op/ned.
  • hurtigt bliver køresyg.
Kendetegn ved regning og tidsfornemmelse
  Når personen:
  • har svært ved at tælle korrekt (spejlvender tal) og ikke behersker de matematiske symboler.
  • har god matematisk forståelse, men ikke forstår spørgsmålene i matematikbogen.
  • har svært ved at læse, kende klokken og mangler tidsfornemmelse.
  • har svært ved at huske ugedagene og månedernes rækkefølge.
Kendetegn ved hukommelse
   Når personen:
  • har en ekstremt god hukommelse, hvis det drejer sig om erfaringer, ansigter m.m. 
  • har svært ved at huske rækkefølger og mundtlige instruktioner. 
  • hovedsaglig tænker i billeder og følelser, og ikke med lyde eller ord (ingen indre-monolog/dialog).
Kendetegn ved fysik, adfærd og personlighed
   Når personen:
  • har svært ved at holde orden i sine ting - eller er et overdrevent ordensmenneske.
  • hurtigt bliver frustreret og emotionelt påvirket.
  • er meget tidligere eller senere i sin udvikling end de fleste andre børn, hvad angår bestemte færdigheder. Eksempelvis tidligere til at gå eller senere til at tale.
  • er overfølsom og allergisk over for madvarer.
  • er følsom over for øreinfektioner.
  • har stor opmærksomhed på omverdenen og er med i alt, hvad der foregår i omgivelserne.
  • er mere nysgerrig end gennemsnittet.
  • har en stærk følelse af retfærdighed og er emotionel og følsom.
  • har gode sociale og menneskelige egenskaber. Er socialt intelligent og dygtig til at aflæse mennesker.
  • oplever, at symptomer og fejl bliver forværret under pres, ved stress, emotionel spænding, sygdom m.v.
  • har et negativt selvværd, og bliver hurtigt frustreret og emotionel.
  • har svært ved at koncentrere sig, er hyperaktiv eller en dagdrømmer.
Det er naturligvis en overvældende lang liste, og en dyslektiker har naturligvis ikke alle disse kendetegn samlet. Men jeg kan genkende mange af kendetegnene - også  fra andre ordblinde jeg kender.
   Det er imidlertid slående for mig hvordan en del af personegenskaberne også passer med egenskaber som kendtegner HSP´ere - højsensitive personligheder - og ADHD´ere (tidligere omtalt som "damp-børn").
   Nogle af de egenskaber kan også genfindes fra den liste jeg andetsteds har opregnet på egenskaber som kendetegner 'den særligt kreative personlighed'. 

Mange af kilderne forklarer dysleksi - primært - med problemer i afkodningen af lyd, som denne her undersøgelse:
Personer, der lider af ordblindhed, har svært ved at skelne mellem tale og baggrundsstøj. Det viser en ny amerikansk undersøgelse.
   Børn og voksne med ordblindhed har svært ved at skelne tale i støj; for eksempel en lærer, der underviser i et støjende klasselokale.
   Det viser resultaterne fra en ny undersøgelse, der antyder at ordblindhed både er et høre- og et læseproblem.
   Undersøgelsen anbefaler også, at personer med ordblindhed med fordel kan placeres forrest i et klasseværelse eller udstyres med høretekniske hjælpemidler såsom støjreducerende høretelefoner for bedre at kunne fokusere.
   De fleste mennesker har en fortsat delvist uforklaret evne til at kunne genkende en stemmes særlige kendetegn og fokusere på den, selv om baggrundsstøjen er varierende og dækker et bredt frekvensområde.
   Børn, der har læsevanskeligheder, har ikke den samme skelneevne. Deres opmærksomhed bliver hele tiden bombarderet med en uønsket kakofoni aflyd, som gør det meget vanskeligt at koncentrere sig.
Fra www.høreinfo.dk 
En relativt ny diagnose, (C)APD, (Central) Auditory Processing Disorder, kan være en del af forklaringen.
   Funktionshæmningen rammer ikke selve hørelsen, men den evne som de fleste har til at fokusere lyde som er vigtige og sortere andre fra som ikke er relevante. Det er den evne der gør at vi kan tale med og høre andre selvom der er meget omgivende støj i lokalet.
   APD synes at ramme følgende områder i afkodningen:
  • Auditiv diskrimination
  • Auditiv mønstergenkendelse
  • Temporale aspekter af hørelsen
  • Talegenkendelse i baggrundsstøj
  • Auditive færdigheder ved konkurrerende akustiske signaler (f.eks. dikotisk lytning)
  • Auditive færdigheder ved forringede akustiske signaler
En netside forklarer det sådan her:
A CAPD is a physical hearing impairment, but one which does not show up as a hearing loss on routine screenings or an audiogram. Instead, it affects the hearing system beyond the ear, whose job it is to separate a meaningful message from non-essential background sound and deliver that information with good clarity to the intellectual centers of the brain (the central nervous system). When we receive distorted or incomplete auditory messages we lose one of our most vital links with the world and other people.
Ørerne hører altså fint, men hjernen får ikke mulighed for at forstå hvad der bliver sagt fordi den ikke kan udskille lyden fra den man taler med eller høre på, fra den omgivende støj i lokalet. Talesprogets forskellige lyde og omgivelsernes lyde bliver altså "mudret sammen".
   Derfor vil man som regel anbefale at specialundervisning af ordblinde børn foregår i enrum.

En anden delforklaring kan være en svækkelse af den del af hørelsen som ellers skelner mellem lyde som ligner hinanden som m og p (begge læbelyde) i henholdsvis "mil" og "pil" eller mellem d og t som i "dam" og "tam".
   Det kan hænge sammen med en mere overordnet teori kaldet "The temporal processing deficit theory" - en teori som går ud på at dysleksi har at gøre med at hjernen er dårlig til at bearbejde - "processerer" - forskellig lydlige input der følger hurtigt efter hinanden, og derfor ikke kan analysere et ord i dets små lydlige eller grafiske bestanddele som man skal kunne for at forstå nye ord:
Difficulties for processing time in its different dimensions is an amazingly universal characteristic of the dyslexic individual. Thus, it is plausible that a general difficulty for the brain (most probably in the left hemisphere) is to integrate rapidly changing stimuli. Such a difficulty could account for (i) an impaired perception of transient auditory stimuli, such as consonants; (ii) a deficit in generation or judgement of temporal order; and (iii) deficits in multiple stages of reading that utilize rapid processing, e.g. visuospatial letter arrangement, global word-form perception, integration of successive relative word positions during oculomotor scanning. In this context, the central feature of phonological awareness could appear as a typically sequential activity requiring at the same time intact phoneme representation, efficient temporal processing of the phonemic constituents and adequate maintaining of information in short-term memory.
Endelig kan den slags problemer - og altså specifikt ordblindhed/dysleksi - have at gøre med at hjernen hos ordblinde "processerer" sprog anderledes end flertallet - nemlig delvist med højre hjernehalvdel og delvist med venstre,  hvor det normale er at de centrer som bearbejder sprog, alle sidder i venstre hjernehalvdel. 
   Det vil sige at hos ordblinde skal de to hjernehalvdele arbejde sammen og synkronisere på tværs af de to hjernehalvdele når sprog skal forstås eller udøves. Det sker via neurologiske signaler formidlet gennem hjernebjælken - også kaldet 'corpus callosum'.
   Og det kan give både en langsommere bearbejdning af indkomne signaler, og at det der bearbejdes huskes dårligere.
  
Her forklares og illustreres det nærmere:
Dyslexia is a medical condition that results in individuals having difficulty in the areas of language processing. Dyslexia is the most common learning disability. It affects approximately 1 out of every 5 individuals in our country. It is a neurological condition that requires an educational treatment. 
   Individuals with dyslexia process information in a different part of the brain than do non-dyslexics. Individuals with dyslexia tend to be creative and exhibit a high level of intelligence – it has nothing to do with IQ!
   Definition of dyslexia from the International Dyslexia Association:
   Dyslexia is a specific learning disability that is neurological in origin. It is characterized by difficulties with accurate and/or fluent word recognition and by poor spelling and decoding abilities.  These difficulties typically result from a deficit in the phonological component of language that is often unexpected in relation to other cognitive abilities and the provision of effective classroom instruction. 
   Secondary consequences may include problems in reading comprehension and reduced reading experience that can impede growth of vocabulary and background knowledge.
   Non-dyslexics use three areas on the left side of the brain to process language.
The center area is for automatic word retrieval.
   Dyslexics tend to use the right side of the brain to process language, which is an inefficient method. They have great difficulty remembering words they have recently encountered, and their processing speed tends to be slower.


De neurologiske forskelle i hjernen mellem ikke-dyslektikere og dyslektikere som afsløres ved skanninger, tyder på at hjernen kompenserer for mangler i de to bagerste sprogcentrer i venstre hjernehalvdel med øget aktivitet i andre områder, dels det forreste område i venstre hjernehalvdel og dels i den bagerste del af højre hjernehalvdel (som vist ovenfor):

Her følger en forklaring som er oplæg til en af de former for behandling som forsøger at "omprogrammere" hjernen, så venstre hjernehalvdel genovertager hele sprogbearbejdningen, og højre hjernehalvdel holder op med at blive overbelastet:
In a nutshell:
The dyslectic person is using his right hemisphere instead of his left to read and spell.
In great detail:

The two most important contributers to dyslexia are an underutilized left-hemisphere, and an out-of-whack central bridge of tissue in the brain, called the corpus callosum. 
   But why does it matter which side of the brain you use? 
   Because the left-hemisphere is programmed to do the things you need for reading and the right is not.
 The left can:
    - match a letter with its sound,
   - handle information that comes into your brain in strings, like the sounds in a word -   one letter after the other, rather than seeing a word as a single picture,
   - separate a word into its individual sounds, and understand grammar and syntax.
The right hemisphere is different. It deals in areas and space and patterns. It doesn't understand parts of speech, or keep track of letter-order in spelling. It "reads" a word as a line drawing that it has been taught has a meaning, -- a sketch, not a line up of sounds. So if it sees this:
or this:
it knows that these "drawings" represent a place where somebody lives. But it is just as apt to say home or residence (or igloo or tepee) as house.
   You can see that if the left side leaves the reading to the right side, the result can come out as scrambled eggs.
   As to the corpus callosum, it is a bridge of nerve cells over which information from one side of the brain gets to the other. Everything you see or hear goes to both sides, but each side has it own specialty. The corpus callosum not only transfers information, it helps decide which is the appropriate side, and sends it there.
   Obviously a wimpy CC may not deliver language tasks to the left where they belong. On top of that, it transmits slowly, so part of the information arrives out of sync with the rest.
   As if all that weren't enough, the language areas in the dyslectic brain tend to be smaller than they are in a standard brain. Now you take a wimpy corpus callosum, an over eager right-hemisphere, and an undersized left language area, and you have the recipe for trouble.
http://www.dyslexia.org/what_causes.shtml
En variant af denne teori er at der ikke er sket en koordineret fordeling af "dominans" af de forskellige afdelinger i hjernen som skal arbejde sammen når man lærer at læse. 
   Man kan fx have en højredominant hørelse og et venstredominant syn, og det kan give ukoordineret signalforvirring i hjernen når syn og lyd/hørelse skal integreres i forsøget på at læse ud fra det man har hørt - eller omvendt.

Når et sprogcenter er flyttet over i højre hjernehalvdel (og aktiviteten i sprogcentrene i venstre hjernehalvdel er relativt svækket), så kan man forestille sig at det skaber problemer for de centres arbejde som i forvejen er placeret i højre hjernehalvdel, fx arbejde med musik, ansigtgenkendelse og rumlig orientering.
   Normalt "processeres" musik i højre hjernehalvdel. Og dyslektikere har ofte problemer både med at synge rent og ramme toner, følge melodier og læse noder. 
   Normalt "processers" ansigtgenkendelse, stedgenkendelse, retningsorientering, og objekt-genkendelse i højre hjernehalvdel - og noget af det foregår i de dele af hjernen som modsvares af - er et spejlbillede af - sprogcentrene i venstre hjernehalvdel. 
Crucially, the area of the brain used for recognising faces is the mirror image of the region of the brain that shows reduced activity in dyslexics. Recent studies have indicated a possible link, showing that some dyslexics also have difficulties with face recognition.
Her er referat af en forsker der kobler problemer med dysleksi sammen med problemer med ansigtgenkendelse - også kaldet 'prosopagnosia' - og andre former for "genkendelsesfunktioner". Og han mener at kunne føre en sådan kombination af "svækkede" funktioner, sammen med fejl i nogle gener som styre den såkaldt "neurale migration" i udviklingen af fosterets hjerne:
To account for the phonological problems in dyslexia and its comorbid conditions, French neuroscientist Franck Ramus and his colleagues have proposed that dyslexia results from neural migration errors. According to their model, these errors occur while the brain is developing prenatally, and the errors lead to cortical anomalies concentrated in the brain regions critical for phonological processing (left perisylvian cortex). For example, small clusters of neurons (approximately 50-100) may end their migration in the wrong layer of cortex, which leads to disorganization in that bit of cortex. Not surprisingly, when neural migration errors are present in an individual, they are not usually limited to one brain area, but rather occur in a number of regions. When multiple brain areas are affected in someone with dyslexia, then that person will have other impairments. The type of impairment will depend on which other brain regions are disrupted. Support for this neural migration account comes from genetic studies of dyslexia: Four genes have been linked to dyslexia, and all four genes contribute to neural migration.
http://www.faceblind.org/links/Face%20to%20Face%20Newsletter%20-%20Winter%202013.pdf
Ud fra disse teorier kan man så også ved at søge på nettet finde forskellige former for tilbud om "terapier" hvis mål er at påvirke den plastiske hjerne og dermed gør frustrationen over besværet med at lære at læse og skrive mindre for de ordblinde, terapier som fx den nævnt ovenfor.
   Nogle arbejder på at få opbygget og aktiveret de svækkede eller dårligt fungerende sprogcentre i venstre hjernehalvdel. 
   Andre går ud på at ændre på høredominansen. Og man kan finde former for lydterapi som skulle kunne normalisere "hørebalancen" som her eksemplificeret:
Ved du, om du er orddøv eller ordblind, og ved du at, at 80% af de der kaldes ordblinde, i virkeligheden er orddøve? (Undervisningsministeriets undersøgelse), og at besvær med at lære at læse ofte handler om manglende hørebalance?
   For at kunne opfatte sproglydene rigtigt, er det vigtigt at have en god hørebalance, samt en højre høredominans.
   Om det er tilfældet, afdækkes ikke af høretesten, der foretages i skolerne. Derfor kan man godt få at vide, at hørelsen er fin, og alligevel har barnet svært ved at læse og stave. Man kan vel sige sige, at sproglydene bliver forvrænget (hvis hjernen har venstre høredominans).
   En test på lydklinikken viser ofte, at disse forhold ikke er på plads.
   I disse tilfælde hjælper træning og øvelse meget lidt.
   Til gengæld er hurtige fremskridt ikke ualmindelige, når høre-
balance og dominans kommer på plads.
   Med ca. 10 min. daglig lytten til specialkomponeret musik, der månedligt justeres i forhold til nye høretest, er det ikke usædvanligt, at vi ser, at 2 års væren bagud på det sproglige område indhentes på et halvt år.
http://www.lydterapi-fredericia.dk/14118567