Den plastiske hjerne (5) - og meditationens velsignelser

Jeg har i de tidligere indlæg om den plastiske hjerne refereret en stor del af den forskning som har ført neurovidenskabsmanden Richard J. Davidson til teorien om den enkelte hjernes "emotionelle stilart" - sammensat af 6 destinkte dimenstioner  - som i høj grad er med til at bestemme forskellige personlighedstyper.
    Hjernen er, ifølge hans egne undersøgelse og de kilder han refererer til, så plastisk at personlighedstypen kan ændre sig markant under indtryk af omskiftelige sociale livsomstændigheder og input, men også under påvirkning af mentale teknikker:

In short, the revelution of neuroplasticity has shown that the brain can change as a result of two destinct inputs. It can change as a result of experiences we can have in the world - how we move ande behav and what sensory signals arrive in our cortex. The brain can also change in response to purely mental activity, ranging from meditation to cognitive-behavior therapy, with the result that activity in specific circuits can increase or decrease.

Et særligt resultat af hans forskning var hans konstatering af at relativt stærkere aktivitet i venstre del af den præfrontale cortex hang sammen med positive følelser, mens relativt stærkere aktivitet i den højre del var forbundet med negative emotioner.

Sidste del af Davidsons bog "The Emotional Life of Your Brain" handler om hans personlige erfaringer med i en relativt ung alder - mens han stadig studerede - at lære og begynde at praktisere en form for buddhistisk meditation, en variant der kaldes "vipassana":

... meditation designed to allow the practioner "to see things as they really are".

I 20 år holdt Davidson sin meditative praksis og erfaringer - 45 minutter dagligt - og sin neurovidenskablige forskning adskilt i to forskellige mentale og konceptuelle rum. Menn i 1992 "kom han ud af skabet" og kontaktede Dalai Lama for at bede om lov til videnskabeligt at studere nogle af de munke Dalai Lama var overhoved for, munke som havde mediteret intensivt i mange år,

... to determine whether and how thousands of hours meditation might change the brain´s structure or function.

Davidson fortæller at han ikke var interesseret i at måle hjernens aktivitet mens munkene mediterede, selv om det også kunne være interessant, men...

... I hoped to see how thousands of hours of meditation alter brain cicuity in a sufficiently enduring ways as to be perceptible when the brain is not meditating.

Ændrer mange års tidsrøvende meditation hjernen så kraftigt at det laver om på hjernens måde at fungere på permanent - også når den ikke er i meditations "mode".
   Han bruger en analogi - det han ønsker, svarer til at ville måle en budybuilders muskler når hans krop ikke er i aktion:

All that exercise enlarges the muscles, and you can measure that even when the bodybuilder is doing nothing more strenuous than lifting a latte.

Det ender så med at Davidson med forskellige teknikker får hjerneskannet nogle af disse munke - både når de ikke mediterer - og med tiden også under meditation. Det vender jeg tilbage til senere.

Sideløbende begynder han så også en række eksperimenter hvor han skanner hjernen hos almindelige mennesker der har lært at meditere - men kun har praktiseret det i kort tid - en meditationsteknik som kaldes Mindfulldness-Based Stress Reduction (MBSR), og som indøves i løbet af et 8 ugers kursus.

   Davidson konkluderer at mindfullness-meditation selv på den korte tid kurset varer, påvirker hjernen og dermed forsøgspersonernes emotionelle stil markant:

Mindfullnes retrains thes habit of minds by tapping into the plasticity oft the brain´s connections, creating new ones, strengthening som old ones, and weakening others.

   That is why we found the brain changes we dit. Our MBSR students showed greater activity in the circuits in the left prefrontal cortex compared to the right, reflecting the fact that people practicing this form of mental training learn to redirect their thoughts and feelings (the physical manifestation of which is nothing but electrical impulses racing down the brain´s neurons) reducing activity  in the negative-emotion right prefrontal cortex and ramping it up in the resilience- and well-being left side.

   This new streambed carries more and more of your thoughts and feelings, creating a virtuous cirkle: The more your thoughts travel along the path of less anxiety, the greater your Reselience and the more positive your Outlook, which makes it easyer for thoughts and feeling to continue takeing this news route.

Han konkluderer at hans forskning har vist at en række forskellige meditationsteknikker i større eller mindre grad hver for sig kan ændre på en eller flere af de 6 forskellige dimensioner  som indgår i den enkeltes personlige emotionelle stil - en ændring fra en mere negativ emotionel stil til en en mere positiv emotionel stil.

THE MONK IN THE MASCHINE 

... er titlen på det kapitel hvor Davidson også specifikt fortæller om forsøgne med at måle på de hjerner - tibetmunkenes - som har mediteret dagligt og længe og i årevis. Det mest interessante synes jeg er konstateringen af at disse personers hjerne både når de mediterer og når de ikke mediterer og er i hvile-tilstand (default mode),  udseender såkaldt gamma-bølger, som er udtryk for at forskellige del af hjernens neuroner arbejder synkront. Udsendelsen af gammabølger blev forstærket under meditationen og steg i styrke jo længere meditationen varede hos disse munke.

Research from other labs had linked the neural synchrony of high frequency brain waves to mental processes such as attention, working memory, learning, and conscious perception; the suspicion is that by fireing in sync, neurons cause far-flung networks to work together, with the result that cognitive and emotional processes become more integrated and coherent.

Dette mindede mig om at jeg tidligere havde læst om undersøgelser der påviste at når en person havde en aha-oplevlse - altså en kreativ løsning på et problem som kommer frem til bevidstheden i et pludseligt "glimt" - også kaldet "moments of insight" - så var den ledsaget at et pludseligt udbrud af gamma-bølger i sekundet inden oplevelsen fyldte bevidstheden, og det udbrud kom så fra højre hjernehalvdel.

In the volunteers that experienced insight, Kounios and Beeman found a distinctive spark of high gamma activity that would spike one-third of a second before volunteers consciously arrived at an answer. Additionally, the flash of gamma waves stemmed from the brain’s right hemisphere—an area involved in handling associations and assembling parts of a problem.

   Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Skulle man koble de her resultater til dem som Davidson har gjort med sine målinger af disse supermænd inden for meditationens teknikker, så betyder det noget i retning af at disse munke går rundt i en slags permanent aha-oplevelsestilstand, som vi andre ellers kun oplever i korte oplysende øjeblik. Den tilstand kan de så forstærke og intensiverer kraftigt når de mediterer. 

      Men mere i den efterfølgende del af citatet kan også kobles sammen med betydningen af højre hjernehalvdels måde at arbejde på når nye ideer fødes og "moments of insight" opleves:

In addition, Kounios and Beeman noted a burst of slower, alpha-band activity over the right visual cortex—an area of the brain that controls our sight—occurring immediately prior to the burst of gamma waves. This unexpected finding suggests that the brain is quieting the neurons in that area to reduce the amount of distraction and visual interference taken in—similar to everyday circumstances, the way we close our eyes or look away when concentrating on a question—which then allows insight to pop into awareness.

http://brainworldmagazine.com/the-aha-moment/

I alle lærebøger om kreativitetsteknikker står der noget om hvordan man når i den kreativitetsfremmende såkaldte "åben tilstand" gennnem forskellige øvelser. Man siger vitser, man sover på det, man går en tur, man visualiserer  for sit indre blik, man spiller teater, man kommer igang med at skrive - efter at alt var gået i sort, etc. 

    Det sjove her er jo at hjernen åbenbart selv  har mekanismer til at fremme og beskytte den "åbne tilstand" - nemlig ved at lukke hjernen af for ydre synsindtryk som kan forstyrre og indkapsle tænkningen og blokere for nye ideer. 

Den plastiske hjerne (4) - melankoli, depression - og kunstudøvelse som en slags 'kognitiv adfærdsterapi'

Melankonli som en vigtig følelse for særligt kreative mennesker, har jeg i flere indlæg været inde på. Og serendipiteten gjorde at jeg i går aftes satte en DVD på med Lars von Triers "Melancholia". Og her til formiddag kommer filmtidsskriftet Ecco ind ad brevsprækken med et citat af biografaktuelle Trine Dyrholm på forsiden; hun fortæller at hun faktisk fra naturens hånd har "en voldsomt melankolsk side". Og forleden så jeg tv-dokumentaren "Bergmans Video" hvor det også blev slået fast at melankolien var grundstemningen i en lang række af hans store film - selv om han også, som kontrast, kunne lave komedier og instruere morsomme scener. 

Men hvad har melankoli at gøre med "den plastiske hjerne" - et tema jeg har forfulgt i en række indlæg for nylig med afsæt i neurovidenskabsmanden Richard J. Davidson og hans bog "The emotional life of your brain"? Undertitlen er i den sammenhæng vigtig:

How its unique patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them.

Davidsons helt overordnede ambition i sin forskning op igennem 90-erne er at finde ikke-kemiske veje og midler til at gøre folk der er mere eller mindre permanent kede af det, glade - ved at "rewire" og "change the brain". 

    Koblingen mellem melankoli og "den plastiske hjerne" går via den højre hjernehalvdel, som synes at være særlig aktiv hos mennesker når de arbejder kreativt, og som også ifølge Davidson er særligt aktiv når folk er nervøse, bange og bedrøvede. Og jeg har tidligere skrevet om dette at ganske mange kendte forfattere og kunstnere i perioder har lidt af depressive lidelser.

    

Davidson har i en række forsøg fundet at der er en klar sammenhæng mellem på den ene side godt humør og positivt livssyn og stærk aktivitet i venstre hjernehalvdel, og på den anden side mellem angst og ked af det-hed og høj aktivitet i højre hjernehalvdel.

   Han laver så en forsøgsopstilling med en gruppe forsøgspersoner der har diagnosen depression og en anden gruppe som ikke er depressive ("healthy"). Spørgsmålet han stiller sig er det simple og logiske: Har patienter med depression, en væsentligt reduceret neural aktivitet i venstre hjernehalvdel end de "normale" når deres hjerne i øvrigt er i "hvile" - i "baseline mode"? 

    Og bingo! Han finder den sammenhæng:

In each case, low levels of activity in the left frontal region of the brain were associated with depression and pathalogical crying. Second, it suggested that the left prefrontal region contributes something quitespecific to our emotional life, namely, positive emotion an the ability to hold in mind a desirede goal and  form a plan of action to reeach it.

Davidson opsummerer resultaterne af sin forskning omkring betydningen af de to frontale hjernelapper for følelseslivet:

First, when healthy adults experience positive or negative emotion, the left or right side, respectively of their prefrontal cortex become aktive. Second, the same pattern occurs in babies. Third, depressed patients hav a dearth (=underskud, mangel) of activity in the left prefrontal cortex or an increase in actvity in the right prefrontal cortex.

Ligesom Sharon Bagley (se foregående blogindlæg) sammenfatter Richard J. Davidson de overbevisende resultater af en lang række eksperimenter der viser at det rent faktisk er muligt radikalt at "omprogrammere" den voksne hjerne som er skadet, gennem langvarig fysisk træning og målrettede rehabiliteringsøvelser. 

    Og i et kapitel med titlen "Mind over Matter" konkluderer han at bestemte mentale teknikker - såkaldt "cognitive behavior therapy" -  rent faktisk kan have tilsvarende helende effekt på mentale sygdomme som fx 'obsessive-compulsive disorder' (OCD = tvangstaker og -handlinger) og på depressioner.  Disse mentale teknikker ser ud til med dokumentation i empiriske forsøg at kunne ændre patienternes hjerne permanent og gøre det muligt for dem varigt at frigøre sig fra deres sygelige "emotionelle stil" til en der er mere "sund".

Men hvad har alt det med kreativitet at gøre?
   Ja, i første omgang giver det mig den tanke at kunstnerisk og kreativ mental aktivitet kan have delvis samme funktion som den kognitive adfærdsterapi. Altså at det at male, danse, skrive, musicere, synge, spille skuespil og skrive god journalistik, kan være integrerede mentale og fysiske aktiviteter der holder melankolien i skak ved at kunstnersindet kommer og forbliver i flow mens de producerer.

Den plastiske hjerne (3) - de to hjernehalvdele, emotionelle stilarter og udvikling af den særligt kreative personlighed.

Man lærer jo nye ord og begreber hele tiden, når man forfølger "vidensspor" ved at google og surfe på nettet.

   Et friskt ord i denne omgang har været "affectiv neuroscienc" - til forskel fra det spor jeg vel mest har fulgt  hidtil: "cognitive neuroscience".

   Så noget nyt for mig under læsningen af Richad J. Davidsons bog 'The emotional Life of your Brain', var et helt kapitel tidligt i bogen om sammenhængen melllem hhv. negative følelser og forstærket aktivitet i højre del af den præfrontale cortex (de forreste pandelapper), og positive følelser og forstærket aktivitet i den venstre del.
   En opdagelse som Davidson selv opfatter som "fødslen" af forskningsdiciplinen "affectiv neuroscience".

Grundindsigten  hos Davidson var baseret på eksperimenter hvor forsøgspersoner dels blev forevist filmklip og fotos der viste mennesker med glade smilende ansigtsudtryk og dels klip og billeder der viste vrede eller gråd. Og det man konstaterede var at de positive billeder øgede aktiviteten i den venstre prefrontale pandelap, mens mens de negative billeder øgede den neurale aktivitet i den højre.

I destinctly remember the excitement I felt when I saw the brain correlates of positive and negative emotions. The fact that the acitivity occured not in the brain stem and limbic system - primitive regions tht have no role in cognition - but in the exaltede prefrontal cortex gave me an inkling that we were going to make waves in the  scientific community.

Davidson lavede så forsøg med små børn.

   Det er muligt at måle styrken af aktiviteten i hver af de to pandelapper når en baby ikke udsættes for nogen særlige emotionelle stimuli og hjernen er i en slags "hvilende tilstand". Og den målte styrke  fastlægger han så som det han kalder "the measure for baseline brain activity".

   Han og hans team fandt ud  af at der var målbare, klare individuelle forskelle i hvor stærk den neurale aktivitet var i hver af hjernelapperne. Altså at nogle babyer havde mest aktivitet i den venstre og andre i den højre pandelap i den hvilende "baseline" tilstand.

   Derefter var hans forsøgsopstilling så at mor og barn først sad fredeligt og afslappet sammen ved siden af hinanden i 10 minutter i et rum, hvorefter moderen på et for banet hemmeligt signal, roligt og udramatisk forlod rummet.

   Hvordan ville det lille barn reagerer? Og var der nogen sammenhæng mellem forskelle i målingerne af børnenes "baseline" aktivitet i de to frontallapper, og så deres ydre reaktioner på at moderen forsvandt?

Fortunately for us, the babies were not exactly creative in how they responded to their  mother´s departure. They either began wailing almost immediatly or apperared very curious and looked around the room with little sign of distress. The measures of baseline brain activity predicted these responses perfectly. The distraught, crying infants had higher baseline levels of right prefontal activation than did the infants who took their abandoment in the stride. This convinced me that baseline measures of brain acitivity werer reflecting somethin real enouhgt to translate in behavioral differences.

Altså børn som på forhånd har højst neural aktivitet i den højre frotallap, reagerer kraftigt med frygt og gråd på savnet af moderen, mens børn hvor den venstre frontallap i hvile er mest aktiv, tager savnet relativt afslappet og reagerer mest med nysgerrighed.

Normalt i den litteratur jeg har læst, forbindes højre hjernehalvdels aktiviteter med følelser helt generelt og uspecificeret, men Davidson har i en lang kæde af fortsatte eksperimenter og med referencer til anden videnskabelig litteratur fundet at der er en helt fast sammenhæng mellem klart forskellige emotionelle grundindstillinger og så hvor stærk den neurale aktivitet i hver af de to hjernehalvdeles frontallapper.

Hans pointe er at der i main-stream forestillingerne blandt kognitive psykologer om hvad de forskellige dele af hjernen varetager af funktioner, er emotionerne "forvist" til det primitive limbiske system ("krybdyrhjenen"), mens de højere kognitive funktioner som moral, fornuft, planlægnng, selvrefleksion varetages af de frontale pandelapper, den er del af hjernen der mest markant adskiller mennesket fra andre dyr.

Sammenhæng mellem kreativitet og særlig målbar aktivitet i højre hjernehalvdel har jeg tidligere været inde på i en lang række indlæg. Det ser fx ud til at når folk skal forstå vittigheder, ironi, metaforer og andre former for blended sprogbrug, så foregår "processeringen" primært i højre hjernehalvdel.

    Det er højre hjernehalvdel der udsender gammastråler umiddelbart inden en aha-oplevelse bliver bevidst. Det center som er aktivt når vi genkender ansigter - og genkender billeder af os selv - er også placeret i højre hjernehalvdel.

   Det er også højre hjernehalvdel der er dominerende når vi utrænet hører eller spiller musik, mens venstre hjernehalvdel også er aktiv hvis man har lært at spille efter noder og kan "læse" musik.  

   Tilsvarende er det højre hjernehalvdel der er aktiv i forhold til intonation og tryk når vi taler, mens det er venstre halvdel der "proceserer" ordene (deres leksikalske betydning) og syntaksen (deres rækkefølge).

   Jeg har selv foretaget en kobling mellem de to sproglige "stilarter" - videnssprog og erfaringssprog -på den ene side, og på den anden side de funktionelt forskellige former for tænkning som typisk er forankret i og domineret af hhv venstre og højre hjernehalvdel: en logisk analytisk kategoriserende skridt for skridt tænkning, og en intuitiv, visuel og helehedsorienteret tænkning på tværs af logik og kategorier.

Det nye her med Richard J. Davidsons forskning og teorier er at han konstaterer en direkte sammenhæng mellem de højere kognitive funktioner i hjernen og så de basale følelser: forstærket aktivitet i venstre hjernehalvdels frontale lap aktiverer og stimulerer positive følelser der er knyttet til forskellige udadvendte aktiviteter rettet mod at søge tilfredsstillelse og belønning gennem jagt på mad, sex og sikkerhed, mens negative følelser som angst, vrede, afsky, frustration  stimuleres af forstærket neural aktivitet i højre frontale lap.

Det er Davidsons empiriske afsæt for udviklingen af teorien om de emotionelle stilarter som jeg har beskrevet i de to foregående indlæg om den plastiske hjerne. Stilarter som i et vist omfang er medfødte og genetisk bestemt, men som også - viser en forsøgsrække - kan ændres og omformes under udviklingen fra barn til voksen gennem de oplevelser og erfaringer man gør sig.

    Han ser de seks dimensioner som polære skalaer med et markant plus i den ene ende og et markant minus i den anden. Og det enkelt barn kan altså ligge forskellige steder og tænkes at glide mellem de to poler på hver skala i løbet af opvæksten:

Ved såkaldte tvillingstudier har man påvist at en række personlighedstræk har en genetisk komponent,  heriblandt:

shyness, sociability, emotionality, tendency to experience stress, adaptability, impulsivity, and the balance of positive and negative emotions.

Og disse træk kan uden videre relateres til en af de 6 dimensioner: generthed til social intution-skalaen, emotionalitet til udholdenhed/robusthed-skalaen, hvor let man bliver stresset til udholdenhed/robusthed-skalaen, tilpasningsdygtighed til skalaen følsom over for kontekst, impulsivitet til hvor du placerer dig på opmærksomhed-skalaen, hvor let eller hvor svært du bliver følelsesmæssigt berørt både til outlook- og udholdenhed/robusthed-skalaen.

   I hvilket omfang den emotionelle stil inden for hvor dimension er medfødt eller et produkt af miljø og erfaringer, varierer fra 20 til 60 procent.

Davidson laver så undersøgelser af børns emotionelle stil som den ser ud over en årrække, for at afgøre hvor stabile disse træk er hos dem over tid. Han deler på det tidspunkt en antagelse om stor emotionel stabilitet med mainstream personlighedpsykologien. Og bliver derfor overrasket:

This was not what I had expected. Measures of brain and behavior at age three did not predict what the kids wer lige at age nine. For the majority, who they were at three - and what their brains was at threee - was very different from who they were at nine. This was the first challange to my own assumptions about the stability of traits that have a genetic basis, and it spurred my thinking about the plasticity of the human brain. (...)

   That´s what the old model said: that people can slap an overlay of learning or socialization on their basic temperament, but that the inate shyness or boldness would stille be there. But we found that the brain had changed. (...). For two thirds of the kids, the whole system - brain, physiology, temperament, and behavior -  changed.

Davidson illustrer med tre eksempler - "Will", "Sam", "Shawn" - hvordan sådanne relativt voldsomme ændringer af personlighedens emotioelle stil kan forekomme (NB! "toddler" er et barn mellem 1 og 3 år):

Will, our fear-frozen toddler, had an outgoing yonger sister and also was lucky to have tearchers who nurtured his sociability. While he did not become an extremely outgoing child by age nine, he moved squarely into the middle of the distribution. Sam´s dad developed cancer,  for which he was hospitalized twice, when Sam was five and seven. This adversity understandable took a toll on the family, which may have played a role in moving Sam from being one of the most outgoing and social in our samble to the large clump of children in the middle.

   Allthoug neither Will nor Sam moved from one extreme to the other, they each moved closer to the center from their respctive extremes of behavioral inhibition and lack of inhibition. About half the children moved in the other direction, form the center to toward one extreme or the other. And some childen did move from one on end of the spectrum and to the other. At age three, Shawn was one of our least ihibited toddlers, (...). But when Shawn was eight, his father unexpectedly died of cancer. Whe we saw Shawn at nine, he was a changed child. He froze in the presence of strangers and wouldn´t play with a single thing in the risk room. He had become one of the most inhibited children i n our study.

Jeg har tidligere omtalt "orkidhypotesen" som siger  at nogle menneskers særligt følsomme personlighed er genetisk bestemt og kan føre til alvorlige depressioner. Men at hvis de får særlig megen pleje og omsorg og positiv opmærksomhed, så kan de blomstrer og udvikle sig til meget kreative mennesker inden for kunst og videnskab:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

Det er klart at Davidsons forskning og teorier om den plastiske hjerne ligger i klar forlængelse af orkidehypotesen, samtidig med at han udvider og generaliserer den til at dække et bredt spektrum af personlighedstyper og personlighedtræk.

Og for mig leverer den et empirisk fundament for min hypotese om at særlige sociale tabs-oplevelser i barndom og ungdom, kan ændrer hjernens mere grundlæggende "wireing" og fører til udvikling af nogle af de personlighedtræk som kendetegner den særligt kreative personlighed. Ikke som en nødvendig konsekvens af disse oplevelser og erfaringer, men som en mulighed. 

    Sådanne oplevelser kan fx fører til større self-awareness, mindre sensitivty to context, mindre reselience, og et mere negativt outlook. For nu bare at nævne nogle ændringer som forekommer forholdsvis oplagte når man fokuserer på den særligt kreative personlighed.

(fortsættelse følger)

Se  også de to tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-2-og-mulighederne.html

Peter Schmeichel - og de kreative restriktioner - i målet og rollen

Jeg  så 'Her er dit liv' i fredags på DR 1 - med Peter Schmeichel som hovedperson. Han omtales som "verdens bedste målmand".

   Der er visse ting ved ham som umiddelbart passer med den særligt kreative personligheds baggrund: splittet sproglig identitet, frustration! Hvem er jeg?

   Forældrene kommer fra hhv Polen (faderen, musiker) og Danmark (moderen, sygeplejerske). De er tit ikke hjemme om aftenen og natten. Han selv var polsk statsborger til han var syv år.

  Og så var Peter "vild" - fysisk ekstremt aktiv og omkringfarende - og en dreng omgivelserne godt kunne blive nervøs ved at omgås - allerede da han var lille. Og altid indstillet på konkurrence med andre på legepladsen.

    Umiddelbart kunne han godt lyde som lidt af et dampbarn - eller en ADHD´er.

Historien vi får fortal af ham selv i programmet om hvordan han blev målmand, er et smukt eksempel på fænomenet serendipitet. Og på betydningen af kreative restriktioner for at mentale og fysiske energier kanaliseres ud i kreativ handling.

Han fortæller at da han kom på fodboldbanen som 8 årig for første gang, fandt træneren lynhurtigt ud af at Peter faktisk var helt uegnet til fodbold. Han var for vild, utjekket, ustyrlig.

   Han forstod ikke og respekterede simpelt hen ikke reglerne - og var mentalt helt uegnet til at indgå i noget der lignede et holdspil med sine jævnaldrende. Så træneren spurgte i sin nød om han ikke kunne tænke sig at stå på mål. Og jo, hvorfor ikke prøve det?

   Selv mente Peter Schmeichel at hvis ikke lige lederen havde løst det akutte problem med hans totalt manglende egnethed til at spille på hold i marken på det tidspunkt, så var han nok aldrig blevet fodboldspiller.    

   Altså rent held. Serendipitet.

   Han blev målmand. 

   I målet er man den eneste der betyder noget. Man er en mod mange. Og man konkurrerer kun med sig selv. Så Peter Schmeichel passede som personlighed - som fod i hose til målmandrollen.

Der i målet har han så stået siden - i alle årene. Og en af de gennemgående jokes i udsendelsen var den som hans kammerater drillede ham med: Du er ikke fodboldspiller, du er målmand. (Rent faktisk har han dog scoret 9 mål i sin karriere).

   Kammeraterne har i øvrigt beskrevet hans opførsel i målet som højkæftet og ramsaltet i sine kommentarer til deres præstationer.

   Han var kendt for at uddele skideballer til dem når de tumlede rundt i forsvaret foran målet og foran ham.

Selve målmandsrollen og -placeringen inviterer til frustration. Til kreativ vrede. Til konceptuel projektion. Man står der og identificerer sig - spiller mentalt med dem oppe foran. Men er jo magtesløs når de fejler og dummer sig.

Det jeg ser som et koncentreret billede af Peter Schmeichel på banen i rollen som målmand, er den mentalt og fysiske vildbasse der bliver låst inde og låst fast på den mest afgrænsede plads af alle på et fodboldhold.

   Han er begrænset til at opholde sig inden for målstængerne og inden for straffesparkfeltet  i 90 minutter - mens alle kammeraterne spæner rundt og "spiller". Han har intentioner og ambitioner på hele holdets vegne mens han står der - lænket af reglerne for rollen. Og når han er "på arbejde" så er det jo når de andre har fejlet i forsvaret.

   Mentalt må han stå som bærer af indestængt frustration og aggressiv vrede over ikke at kunne gøre noget proaktivt for alvor før det øjeblik hvor en af modstanderne skyder mod mål.

   Og al den indespærrede kreative energi kommer så eksplosivt til udtryk i geniale redninger på stribe. Se bare her.

Peter Schmeichel er en mental og fysisk kunstner på sit felt. En god målmand har den kropsligt spejlende intuition der ud fra ubevidste kropsignaler fra spilleren der skyder, i et split sekund  forudser hvor bolden kommer.

Han har det man kunne kalde projektiv intuition. Ud fra de visuelle input til den visuelle cortex, laver hans hjerne en split-sekund-analyse af hvor præcist hans  krop, hans arme og hænder skal være for at at lave en mesterredning.

   Og der er de så - meget ofte.

Han citeres på nettet for et af mine yndlings bon-mot´er:

Jo mere du træner, jo heldigere er du!

Den plastiske hjerne (2) - og mulighederne for genoptræning af handicappede efter hjerneskade

Politiken har haft i den senere tid haft en hel serie kritiske artikler om kommunernes faglige svigt og uformåen, når det gælder genoptræning af hjerneskadede efter ulykker, hjerneblødninger og blodpropper. Og vi har set stærke opfølgende indslag på fx DR´s Aftenshowet der understreger manglen på kommunal faglig kompetence og omhu på området.

   På grund af ren og skær faglig uvidenhed om mulighederne i den plastiske hjerne for at ommøblerer hjernens funktioner i forhold til krop, sprog og tænkning  gennem hurtig, systematisk og målrettet træning, så mister en masse hjerneskadede , deres funktionsevner permanent, mennesker som kunne blive mere eller mindre helet ved en videnskabeligt funderet genoptræningsindsats. Genoptræningen kommer for sent i gang, foregår usystematisk, og er ikke så intensiv, omfattende og målrettet som det er nødvendigt. 

Jeg vil her fortælle om Sharaon Begleys bog 'The plastic mind'. Sharon Begley  er en kendt og agtet videnskabsjournalist, og bogen gennemgår en række af de indsigter som den moderne hjerneforskning har leveret med hensyn til hjernens muligheder for at ændrer sig gennem livet, og mulighederne for at ændre hjernens mere grundliggende funktionsmåde gennem fysiske øvelser og mentale teknikker.

  I det første indlæg om "Den plastisk hjerne" fortalte jeg om David J. Richardsens teori om emotionele stilarter. Den vigtige pointe var at man empirisk kunne anlysere det enkelte menneskesinds følelsesmæssige habitus, dvs. grundindstilling, i 6 selstændige dimensioner: resilience-style, outlook style, social intuition style, self-awareness style, sensitivity style, attention style. Og så længe man var barn og ung, så det ud til at stilarten inden for hvor af disse dimensioner kunne ændrer sig uafhængigt af hinanden i løbet af relativt kort tid. 

Begleys og Davidsons bøger er et opgør med forestillingen om "the hardwired brain", altså dette at den moduopdelte hjerne stort set er færdigudviklet når man er voksne, og derfor ikke ændres væsentlig - borset fra at den kan forfalde eller blive skadet og dermed være dårligere til at varetage nogle af sine kognitive og handlinsstyrende funktioner.

  Begge bøger har i sidste instans et særligt fokus, nemlig spørgsmålet om det er muligt gennem mentale teknikker at ændre negative og destruktive følelser og tanker. Og hvis ja, i hvilket omfang og med hvilken varig effekt. 

Sharon Beglys bog har som rammesættende plot et møde - en konference - mellem Dalai Lama og en gruppe hjerneforskere i 2004 med "neuroplasticity" som det centrale emne. Hjerneforskerne kommer med en række forskellige oplæg, og Dalai Lama og hans backinggruppe af buddhistiske munke stiller uddybende spørgsmål. Buddhismens dogmer og antagelser om menneskesindets funktionsmåde og muligheder, konfronteres med de sidste ny indsigter som den moderne neurovidenskab kan levere. Og Sharon Begly referer fra oplæg og spørgsmål fra mødet og supplerer med oplysninger fra læsning og interviews med forskerne. 

Udgiveren af bogen er "The Mind & Life Institute" der er en forskningsinstitution og tænketank der har følgende grænseoverskridende og tværdisciplinære mission:

The Mission of the Mind & Life Institute is to promote and support rigorous, multi-disciplinary scientific investigation of the mind which will lead to the development and dissemination of practices that cultivate the mental qualities of attention, emotional balance, kindness, compassion, confidence and happiness.

   Our investigation is rooted in an integrated way of knowing that combines the first and second person direct experience of contemplative practice with a modern scientific third person inquiry.

   Our commitment to multi-disciplinary investigation includes research in the traditional mind sciences, social sciences, contemplative scholarship and practice, philosophy and humanities. We believe that only through this integrated investigation can we achieve an accurate understanding of how the mind works, the benefits of mental fitness, and the best practices for achieving mental and emotional fitness.

Sharon Bagelys gennemgående (og diskutable) metafor for hjernen indlejret i kroppen er at den er som et område med el-installationer i forskellige områder der forbundet med ledninger ("wiring"). 

    Hun sammenfatter en række videnskabelige resultater fra de senere år:

The brain can indeed be rewired. It can expand the area that is wirede to move the fingers, forging new connections that underpin the dexterity of an accopliced violinist. I can activate long-dormant wires and run new cables like an electrician bringing an old house up to code, so that regions that once saw can instead feel and hear. It can quiet circuits that once crackled with the aberrant activity that charactarizes depression and cut pathaological connections that keep the brin in the o-god-something is wron state that marks obsessive-compulsive disorde. The adult brain, in short, retains much of the plasticity of the developing brain, including the power to reapair damaged regions, to grow new neurons, to rezone regions that performed one task and have them assume a new task, to change the circuitry that weaves neurons into the networks that allow us to remember, feed, suffer, think, imagine, and dream.

En grundliggende indsigt er at de dele af hjernen som bliver brugt meget, vokser og ekspanderer det areal der varetager den specifikke mentale og adfærdsmæssige funktion. Den del af professionelle pianisters motor- og præmotorcortex der styrer fingrenes handlingsmotorik, og den del af deres somasensoriske cortex der giver feed back gennem følesansen, er vokset kraftigt og besætter et større areal af neuroner i de hjernedele end hos ikke-pianister. Den del af hjernen som arbejder når vi skal orienterer os og finde omkring i nye og ukendte omgivelser, er væsentlig større i neuron-areal end hos ikke-taxachauffører.

   Vi ved efterhånen alle at træning og kraftig motion fører til at de muskler som bruges bliver større. I den forstand fungerer hjernen og dens forskellig moduler og funktionsområder også nærmest som en masse forskelige muskler der vokser eller formindskes alt efter hvor meget de er i aktion og bliver brugt. 

   Men dertil kommer at bare det at tænke på nogle handlinger eller tænke på nogle mentale aktiviteter kan virke forandrende ind på de dele af hjernen som administrere disse handlinger og aktiviteter:

Merely thinking about playing the piano leads to a mesurable, physcal change in the brain´s motorcortex, and thinking about thoughts  in certain ways can restore mental health.

Med formuleringen "thinking about thoughts" refererer Begley til den såkaldte kognitive terapi og til bestemte former for meditation. 

Sharon Begley beskriver en masse videnskabelige eksperimenter med dyr, der viser at hjernens simpelt hen vokser i vægt og volumen - flere og ny neuroner fødes - jo mere "komplekst", dvs. mentalt nyt og interessant og fysisk krævend og udfordrende et miljø de lever i, er. 

   Og det gælder både unge og voksne individer. Og det gælder ikke bare dyr som forsøgsrotter, men også mennesker. Fx ser det ud til at daglig kraftig fysisk motion stærkt kan reducerer depressive mekanismer i hjernen.

   Et af spørgsmålene som diskussionen om hjernens plasticitet aktiverer, er hvad der sker når dele af hjernen mister kontakt og funktion fordi en del af sanseapparatet er gået i udu. Ligger den del af hjernen som bruges til at bearbejde lydindtryk, brak hos døve? Ligger den del af hjernen som bruges til at bearbejde synsindtryk, øde og inaktiv hen, hos blinde? Og "dør" disse hjernemoduler når de ikke modtager de signaler som de biologisk set er programmeret ("wired") til at bearbejde?

   

Forskningen viser at svaret er nej, også i den grad. Der sker en omprogrammering ("rewiring"), så den visuelle cortex rektutteres til at modtage og bearbejde lydindtryk eller føleindtryk hos blinde, og den del der kaldes the temporal lobe og som bearbejder lydindtryk, omprogrammeres til at bearbejde lydindtryk.

   De forskellige perceptionelle dele af cortex viser sig både at være aktive når de modtager ydre sanseindtryk, men viser sig også at blive aktiveret af mentale - indre "sansninger". Hvis man beder et menneske om at genkalde sig billedet af et velkendt landskab med henblik på at skulle tegne det "efter hukommelsen", så aktiveres den visuelle cortex som om den have modtaget input fra faktisk ydre synsindtryk. Tilsvarende hvis man beder folk om inde i hovedet - men altså tavst - at nynne-tænke en melodi de kender, så aktiveres den del af hjernens som ville være aktivt bearbejdende hvis den havde modtage tilsvarende faktiske lydindtryk gennem øret. 

Det er måske ikke så overraskende at den barnlige hjerne er plastisk. Men hvad med den voksne? Er forbindelserne og funktionerne så ikke fastlagt og stivnet en gang for alle?

   Her viser en lang række forsøg og undersøgelser at systematiske genoptræningsteknikker kan aktiverer neurologiske "naboegne" af hjernen til de områder der er ødelagt, sådan at de overtager den ødelagte funktion. 

   En teknik synes jeg er særlig interessant. Har man fået lammet en arm gennem en hjerneskade, så kan det at blokere den anden raske arms funktion i lang tid kombineret med gradvis træning af den lammede, gøre at hjernen så "tvinges" til at finde en ny vej til at aktivere den lammede. 

   Det kaldes 'constraint induced motor therapi'. Og de nyrekruterede områder af hjernen som tvinges til at tage over, kan både være de tilsvarende i den modsatte side af hjernen, eller det kan være nogle der ligger i den umiddelbare neurologisk omegn i fx motor eller præmotorcortex. 

Tilsvarende terapier kan bruges til at behandle ordblindhed, hvor man gennem læsetræning og lyd-lytteøvelser tvinger hjernen til at "rewire" de centre som er fejlforbundet mellem hørelse og syn hos de ordblinde.

Når jeg synes det er særlig interessant, er det fordi man jo også kan tænke en sådan kompensatorisk 'rewiring' når det gælder udviklingen af den kreative hjerne. Altså en slags 'constraint induced mental and emotional therapy'.
    Mange særligt kreative personligheder har oplevet en barndom med dårlige relationer til en af forældrene, eller tab af en forældre, eller skilsmisse. Endvidere har de oplevet tvunget at skifte hjemegn, skole, sprog/dialekt, kammerater, og at blive mobbet eller socialt isoleret. Erfaringer der  har medført en gennemgående følelse af fremmedgjorthed og tab af vigtige sociale og sociapsykologiske relationer.
    Hvis man tænker i en analogi til det fysisk-motoriske som er beskrevet oven for, så kan man anskue disse negative og belastende erfaringer som nogen der påfører et barn eller et ungt menneske "sociale lammelser" eller "sociale handicap".
    Disse sociale begrænsninger og invalideringer, kan føre til rekruttering og ekspansion af andre dele af hjernen, nemlig dem der varetager mentale funktioner som: genkaldelse af erindringer, fantaseren, dagdrømme, projektive forestillinger, theory of mind-tænkning, etc. Altså det jeg tidligere har beskrevet som default mode-netværket, som netop udvikles op gennem barndom og ungdom.
   Og - forstiller jeg mig også - denne kompensatoriske rekruttering og ekspansion af disse del af hjernen, kan blive stimuleret af fx læsning, eller af en mentorfigur blandt de nære sociale omgivelser.

(fortsættelse følger)