Frigør sindet - med tankens kraft - om meditation som mental medicin

Jeg har i nogle af de senere blogindlæg skrevet om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup der sammen med sin fængselskammerat Bjørn Schouw Nielsen eksprimenterede med forskellige mentale teknikker. Den mest kendte og spektakulære var naturligvis hypnose, men Hardrup var selv ifølge Martinsen bog om ham mest optaget af de meditationsteknikker som de også ekperimenterede med, blandt and yoga og forskellige åndedrætsøvelser. Hardrup insisterede på at hypnosen var noget perifert i forhold til deres fælles projekt - et middel der skulle lette adgangen til de højere eller dybere meditative erkendelsestilstande som de stræbte efter.

Jeg har været inde på betydningen og effekten af meditation i sammenhæng med kreativitet tidligere på bloggen. Her er et par centrale links - blandt mange:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/meditation-former-hjernen-og-fremmer.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/nar-hjlperen-bliver-hj-og-andre-hje.html

Fra bunken af udklip samlet in i juni måned, finder jeg to artikler der hver for sig fokuserer på den mentalt helende effekt af meditation.

Den første: Politikens kultursektion den 5. juni. Rubrikken:

Det bevidste sind kan gøre hjernen til en god ven.

Underrubrikken:

Hjernetræning gør en opmuntrende målbar forskel for tre psykisk lidende mennesker i Phie Amboes rørende videnskabsfunderede og også flotte dokumentar 'Free the mind'.

Det er en anmeldelse af Dorte Hygum Sørensen, og filmen får 5 ud af 6 mulige 'hjerter'.

   Der er tale om en videnskabsdokumenterende film med tre cases som medvirkende der alle bliver trænet i meditatonsteknikker som tilsyneladende er delvist de samme som Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen eksperimenterede med. I artiklen beskrevet som "medfølelsesmeditation".

   To af de hovedmedvirkende har diagnosen 'posttraumatisk stress syndrome' fra soldater-oplevelser under Iraq- og Afghanistan-krigene; den tredje case - en femårig dreng - har diagnosen ADHD.

   Og filmen dokumenterer så at undervisningen i disse teknikker rent faktisk virker 'helende' og 'frigørende' på deres - tvangsmæssige - mentale lidelser.

   I filmen medvirker også en ekspert som er ansvarlig for disse forsøg, professor Richard Davidson, der i mange år selv har mediteret.

Richard Davidson er så i fokus for den anden artikel fra Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 8. juni.

Rubrikken:

Tankens kraft

Det interessante her for mig er at artiklen fortæller at "Davidson og hans kolleger har kortlagt de flere hundrede forskellige typer meditation, der findes, og kogt dem ned til tre kategorier":

- fokuseret opmærksomhed

- åben overvågning

- positiv følelsesmæssig træning

Og fidusen er så at man ved at scanne hjernen hos "forsøgspersoner med mange års meditationstræning" og "bede dem om at skifte mellem de forskellige typer af meditation", så kan man iagttage at de tre typer af meditation aktiverer forskellige neurale netværk i hjernen.

Da jeg selv for mange år siden (1979) blev undervist i trancendental meditation (TM) - og har praktiseret det siden, så interesserer det her mig særligt: Hvilken af de tre typer hører TM til, og hvilken del af hjernen er det som især påvirkes af den?

   Jeg søger på Richard Davidson og hans forskningsinstitution Laboratory for Affective Neuroscience (Wisconsin univeritetet).

   I første omgang finder jeg ikke lige noget om de tre typer, men om de seks mentale dimensioner som han mener påvirkes af meditation:

Resilience: how slowly or quickly you recover from adversity
Outlook: how long you are able to sustain positive emotion.
Social Intuition: how adept you are at picking up social signals from the people around you.
Self Awareness: How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
Sensitivity to Context: how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
Attention: how sharp and clear your focus is.

Det er forholdsvis klart at TM - sammen med yoga-meditationerne - tilhører gruppen "fokuseret opmærksomhed", og den for tiden mest kendte i medier og offentlighed - 'mindfullness' - hører til gruppen "åben overvågning".

   Den tredje gruppe - "positiv følelsesmæssig træning" - er den jeg kender mindst til. Men den smager jo noget af "appriciative enquiery"-tænkningen.

Hvad sker der - oplevelsesmæssigt - når jeg selv mediterer efter TM-systemet?
   For nu at sige det frontalt. Jeg går i sort. Totalt black out i 20 minutter.

   Jeg sætter mig i en behagelig stol - med nakkestøtte - lukker øjnene - og gentager så mit mantra om og om igen - som indre tale: AOM, AOM, AOM, AOM (NB! "AOM" er er ikke mit personlige mantra, men det er tit brugt, og det staves OM)

   I løbet af et minut er jeg "væk". Mit åndedræt bliver ekstremt langsomt. Og efter ca. 20 minutter 'vågner' jeg igen.

   Og jeg har ikke sovet! Jeg har ikke tænkt! Jeg har ikke drømt! Jeg har ikke set billeder for mig! De 20 minutter uden for tid og rum har nærmest været som en total drømmeløs søvn. 

   Når jeg vågner efter en nats søvn, kan der gå en halv time - til flere timer - inden jeg er rigtig vågen. Men når jeg har mediteret efter det her TM-system, så er jeg 'vågen' - 'alert' - efter et minut eller to efter jeg har slået øjnene op.

Effekten?

   Man har jo kun sig selv som forsøgsperson og kan ikke være sin egen kontrolgruppe.

   Men set i bakspejlet: Ro. Tryghed ved egne intuition, ved egne ubevidste fornemmelse om hvad der er det rigtige at gøre i ukendte situationer. 

   Jeg har taget professionelle risici. Skrevet bøger, jeg ikke vidste jeg havde i mig. 

   Jeg har ikke været bange for at skifte job med jævn mellemrum, eller oprette eget firma.
  Jeg har med fornøjelse - og kriller i maven - kastet mig ud i opgaver hvis løsning jeg ikke havde nogen anelse om jeg kunne levere.

     Jeg har været i kriser - og konflikter med chefer, konflikter jeg var dømt til at tabe.

    Jeg vil ikke sige de ikke har berørt mig. Men... på en eller anden måde har jeg mentalt set ikke druknet mig i disse konflikter, men fokuseret fremad.

    Jeg har fx heller ikke fået sukkersyge - eller markant forhøjet blodtryk - selvom  min vægt i den grad siger at jeg er i farezonen.

At bedrive journalistik - især nyhedsjournalistik - er en af de mest stressende og altopslugende mentale arbejdsprocesser. Så ud fra alt hvad man efterhånden ved om meditationens gavnlige mentale effekter, så burde man indføre obligatorisk meditationsundervisning på alle journalistuddannelser - og for den sags skyld også på alle nyhedsredaktioner.
   Man kan lære det i hold. På 3-4 sessioner, hver af et par timers varighed.

Jeg har en klar fornemmelse at temaet meditation og kreativitet, er et jeg vil vende tilbage til.

Jo, mere man træner, jo heldigere er man - jo flere film man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes - serendipitet

Flere bon mot´er har serendipitet som tema. Et af dem har jeg brugt flere gange på bloggen her - med Jon Lennon som ophavsmand:

Life is what happens to you, while you´re busy making other plans.

Et andet 'godt ord igen'-ord der som tema har serendipitet, tillægges Peter Schmeichel:

Jo mere man træner, jo heldiger er man.  

Og når jeg kommer til at tænke på dem, så er det foranlediget af forsidehistorien på Politikens Kultursektion i dag. Det er Michael Bo som har lavet et interviewportræt med filminstruktøren Robert Weide i anledning af premieren på hans dokumentarfilm om og med Woody Allen.
   Artiklen indledes sådan her:

Selvfølgelig har Woody Allen et princip at gå efter. Om det er et kunstnerisk et, må være op til hver af os at bedømme, men han går efter kvantitetsfaktoren: Jo flere film, man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes. Og efter 43 film på 43 år kan selv den notorisk selvkritiske Woody Allen ikke nægte, at jo, der findes perler i blandt.

Vi lader lige denne sætning stå et øjeblik:

Jo flere film, man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes.

Jeg er ikke den helt store fan af Woody Allen. Og det er han tydeligvis heller ikke selv, ifølge artiklen og filmen. Han hører til dem der - grænsende til det selvudslettende - gennemgående sætter sit lys under en skæppe når det gælder vurderingen af egne film.
   Men jeg får en aha-oplevelse ved at læse artiklen og ved dette citat.

Da jeg i sin tid begyndte at researche på min dokumentarbog om tv-dokumentaristen Poul Martinsen og hans produktion, var en af de største overraskelser netop kvantiteten og kontinuiteten i hans produktion. Omkring 120 tv-reportage- og -dokumentarfilm over en periode på omkring 40 år.
   Jeg tænkte: Han har jo produceret som en gal - som en besat.
   Jeg forstod det sådan at han har levet sit sociale liv primært gennem at lave film, og at han som den filmauteur han viste sig at være, har han også - i metaforisk indirekte form - filmet sig selv og sit eget liv ved at filme andres.

Siden har jeg tænkt at det at være kvantitativt produktiv på den måde som Martinsen har været, også har haft noget at gøre med flow - den tilstand af euforisk og selvforglemmende opstemthed som kreative og produktive mennesker kan komme i - og som nogen kan blive afhængige af som af et narkotikum.
   Men her har jeg altså opdaget en tredje forklaring på Martinsens hyperproduktivitet.
   Hvis man har noget af den samme selvudslettende side i sin personlighed som Woody Allen, og det har Martinsen, så er det en måde at komme ud over det på. Ved at producere i store mængder og kontinuert, så ved man at man indimellem scorer kunstnerisk jack-pot, og kan så fint leve med at resten ikke er helt i top i andre produktioner.
   Og det passer fint med Martinsen. Hans produktion kan deles i perioder på små 10 år, hvorefter han så at sige "vender bøtten" og gentager og videreudvikler temaer, miljøer, problemstillinger og mennesker fra de tidligere perioder. Og hver ny periode kaster så typisk 2-3 'mesterværker' af sig.

Der er flere serendipitetiske ligheder mellem Woody Allen og Poul Martinsen. Fx er de begge meget selvkritiske og udtrykker utilfredshed med film som andre værdsætter højt.
   Weide bad på et tidspunk Woody Allen om at sætte karakterer på sine film efter det amerikanske system med A som det ypperste og så nedefter i alfabetet, fortæller artiklen i Politiken.
   Jeg bad Poul Martinsen, inden jeg gik igang med at interviewe ham, om at sætte plusser eller minusser på en liste med titlerne på samtlige hans dokumentarer, plus hvis det var nogen han vurderede særligt højt, minus hvis det var nogen han vurderede kritisk.
   Det der så den gang overraskede mig var at flere af Martinsens absolut bedste dokumentarfilm, var nogen han havde minusser ved, bl.a. "I skyggen af en far".

Der er mange andre lighedspunkter mellem de to: De har samme alder; de er begge ganske generte og indadvendte som personlighedstyper; de er begge systematiske samlere af ideer: Woody Allen har en skuffe hvor han samler dem sammen, Poul Martinsen et klip-arkiv og en idebog han altid havde med sig; de er som filmkunstnere begge mentalt meget bundet til erindringer om "barndommens land", noget der præger valget af filmtemaer, persongalleri og locations for begge; de har begge som børn optrådt som tryllekunstnere for deres kammerater; de har beggespillet på et instrument siden barndommen og gør det stadig: Allen - klarinet, Martinsen - violin. Allen var stand-upper i 10 år inden han begyndte at lave film, Martinsen var skrivende journalist i 10 år inden han begyndte at lave film.

Ellers kan jeg også opleve at der mange paralleller mellem Weides arbejdsproces med sin dokumentarfilm om Woody Allen, og min arbejdsproces med dokumentarbogen om Poul Martinsen (som jeg oprindelig også havde en forestilling om skulle blive til en dokumentarfilm).
   Men en markant forskel har der været. Weide "belejrede" Woody Allen i flere år for at få ham til at medvirke i en film om ham selv, før han endelig fik acces.
    Ideen at lave bog/film om Poul Martinsen og hans tv-dokumentarfilm tror jeg har ligget og boblet i min underbevidsthed i mange år - inden jeg tog mig sammen til at spørge ham i 2001. Og hvor hans bemærkelsesværdig svar - uden tøven - var: "Ja, når det er dig."
   Han uddybede ikke svaret, og jeg spurgte ikke til hvad han mente med det. Jeg var bare glad og lettet, og havde vel egentlig også forventet et nej.

Hvad jeg ikke vidste var at der var en helt konkret undertekst til det jo umiddelbart smigrende positive svar.
   Hvad den undertekst sage, blev jeg først klar over da jeg tre år senere interviewede Martinsen om hans arbejde med at producere portrætdokumentaren "Den røde sagfører" - om og med Carl Madsen.
   Jeg citerer fra interviewet i min bog:

- Kan du huske hvad Carl Madsen sagde til at du ville lave et portræt af ham?
- Som jeg husker det havde han ikke noget imod det fordi han havde set hvad jeg havde lavet tidligere. Han var tryg, ikke mindst fordi han havde set programmet om de spaniensfrivillige.
   Jo, nu kan jeg faktisk huske det! Nej, hvor er det mærkelig! Det kommer ignen i dag! Han sagde: "Jo, hvis der er nogen der skal lave det før jeg dør, så er det dig. Og det kan jeg huske jeg blev meget chokeret over. Han var faktisk meget syg, og ikke så lang tid efter døde han. Så han var helt på det rene med at hvis det skulle laves, så skulle det gå hurtigt, altså.

Underteksten i Pouls bekræftende svar til mig der jo var et komprimeret ekko af Carl Madsens til ham på et lignende spørgsmål, var at han også frygtede at dø. Og derfor var det nok om at slå til i tide når nogen spurgte.
    Og han havde faktisk en god grund til at være bange for at dø. Det fik jeg at vide et par måneder senere i interviewforløbet hvor han fortalte historien om at han midt i 90´erne var døden nær på grund af en hjertefejl, som han så - i sidste øjeblik blev opereret for på Rigshospitalet og fik en kunstig hjerteklap.

Tilbage til indledningens serendipitet-citater. Her er en ny variant:

Jo flere blogindlæg man skriver, jo større er sandsynligheden for at nogle af dem er værd at læse.

Henrik Bønnelyckes kreative vrede - historien om en loungestol - og andre møbelhistorier

Jeg går igennem mine udklip fra den sidste måned, hvor jeg ikke har haft tid til nogenlunde kontinuert at skrive  på bloggen her. Så nu skriver jeg med afsæt i ophobet frustration og mentale abstinenser.

Vi skal tilbage til søndag den 3. juni i Politikens nye søndagstillæg 'Spis og Bo'. Et interviewportræt med arkitekt og designer Henrik Bønnelycke.

   Rubrikken: "Design skal tilføre nogen noget". Manchetten fortæller:

Godt design handler først og fremmest om den sammenhæng, som designet skal fungere i, mener arkitekt Henrik Bønnelycke. På hans tegnestue designes næsten alt: møbler, huse og pladecovere. 

Jeg husker hans navn fra forskellige møbler jeg så billeder af i en periode for 3-4 år siden, hvor jeg havde et Lauritz.com-flip. Det var nu ikke hans møbler jeg gik efter, men Charles og Ray Eames.

Bønnelycke fortæller om et smukt eksempel på kreativ vrede der går i symbiose med serendipitet:

Min bedste idé nogensinde var ... en loungestol, vi lavede for nogle år siden. Ikke selve stolen som sådan, men en idé, jeg fik i arbejdsprocessen. Den var startet ud som en spisestuestol, og vi havde arbejdet længe på den, men den blev kun semigod. På et tidspunkt blev jeg så irriteret, at jeg bad ham, der arbejdede med den på computeren i 3D, om at tabe et kæmpestort lod ned i hovedet på den. Det gjorde han, og der var den - loungestolen! Det var min bedste idé: at give den stol en på hatten. 

Sådan ser den ud - Bønnelyckes loungestol der er et resultat af at den fik et virtuelt lod 'i hovedet' og 'en på hatten' (noter lige de fysisk personificerende metaforer):

Henrik Bønnelycke filosoferer også om værdien i det at dele ideer - som jo indebærer mulighederne for konceptuel blending:

En god designer er ikke bange for at ... dele ideer. Man skal ikke sidde med hånden hen over papiret eller være bange for at braldre ud med en idé. Ved at del får man altid meget mere igen. Ideer bringer os alle sammen videre. Frygten for, at nogen napper ens ide, er noget fis. En idé er bare en idé. Det er først når man gør sig umage i udviklingen af ideen, at den bliver til noget. Skulle ideen så vise sig at være unik på linie med tøjklemmen eller Post-it, må man bare flette næbbet og finde på noget, der er bedre.

Man bemærker igen det meget fysiske og kroplige sprog hos designeren: "ikke sidde med hånden hen over papiret", "braldre ud", "napper ens ide". "flette næbbet".

Et af de spor jeg har fulgt her på bloggen er ideen om det kropsliggjort sind og den legemliggjorte kognition (embodied mind, embodied cognition).

   Tit virker det stimulerende på kreative processer at man bruger kroppen undervejs i processen: går en tur, tegner en tegning, danser en dans.

   Vi ved jo at det kropsliggjorte sprog aktiverer spejlneuronerne som et led i forståelsesprocessen. Og at den årtusindgamle forestilling om at krop og sjæl/tænkning er noget som konceptuelt skal holdes adskilt, og noget som eksisterer uafhængigt af hinanden, at den forestilling er håbløst forældet.

   Derfor interesserer det mig hvordan kreative personligheder bruger sproget, og hvad for et sprog de bruger til at udtrykke deres tænkning gennem. Jeg har noteret mig at det næsten altid er erfaringsprog og 'basic level'-kategorier de bruger når de udtrykker sig.

   Derfor interesserer det mig også hvad de særligt kreative har foretaget sig da de var yngre, om de har lavet noget fysisk - noget med deres hænder?

   Og det har Henrik Bønnelycke: Han er uddannet værktøjsmager!

   Jeg kunne godt finde på at lægge en søgeagent ind hos Lauritz.com på Henrik Bønnelyckes loungestol.

Dette som overgang til nogle personlige erindringer om mit forhold til designer-møbler.

   Faktisk da jeg var helt ung - og tegnede og malede en masse, tegnede jeg også nogle møbler. Blandt andet et sofabord med sort laminat som bordplade, et bord som blev produceret i et eksemplar og som i alle årene siden stod i mine forældres hjem. På det tidspunkt var laminat et helt nyt materiale, som man kun tænkte sig til køkkenborde. Men Piet Hein brød grænsen med sit superelipsebord som vi også har som spisebord. Hvid laminat.

   Jeg tegnede også nogle stole af flettet metal, husker jeg. Og det var vel en del af de drømme jeg havde om at blive arkitekt, at jeg kunne komme til at tegne møbler.

Den første "fine" arkitekttegnede stol jeg anskaffede mig, var denne - købt hos en marskendiser i en sidegade til Nørrebrogade hvor jeg boede som ung nygift studerende på 5. sal i en 20 kvm´s taglejlighed. For 500, - kr. 

Wegener: Flaglinestol

Jeg havde ingen anelse om hvem der havde tegnet den. Og det havde marskendiseren helller ikke. Wegner havde vel heller ikke der i midten af 60-erne samme ikoniske status som han siden har fået.

    Men jeg husker stadig min betagelse og fascination da jeg så 'flaglinestolen' i vinduet, hvor den jo fyldte godt. Hvordan vi fik den op på 5 sal og ind i lejligheden, husker jeg ikke. Det er en tung stol, så vi har nok været 3 mand om det. Og den kan godt komme gennem en relativt smal døråbning på grund af sin form.

Men siden blev det Charles og Ray Eames og deres stole jeg blev betaget af. Og det var fruen som i kraft af sin uddannelse som kunsthåndværker var meget mere vidende om den slags sager og de gode navne, end jeg var, der gjorde mig opmærksom på de to amerikanske arkitekters stole - som vi kunne se inde hos Paustian på Vesterbrogade.

   Jeg blev dybt forelsket! Både ved synet - og ved at sidde i dem!

   Da jeg i 1987 blev momsregistreret erhvervsdrivende og oprettede en-mands-konsulentfirmaet PHL-Kommunikation, skulle jeg jo 'investere', som min revisor sagde. Og min første investering til firmakontoret som gav fradrag på firmaregnskabet, var denne kontorstol:

Da jeg nogle år senere blev direktør for TV 2 ØST, fik jeg en af samme slags til mit nye direktørkontor.

    Siden er det gået slag i slag. Her den næste Eames-anskaffelse:

Neden for - den smukkest sofa jeg kender til, og én man sidder uovertruffent godt i - ligesom man gør  i vipp-dreje-lænestolen oven for.

   Navnet på sofaen er 'Compact', og ægteparret Eames tegnede den oprindelig til deres eget hjem. Sofaen kommer sjældent - højst en gang om året - på auktion hos Lauritz.com. Og til alt held for mig, så vurderes den ekstremt lavt i forhold til hvad den koster fra ny af hos Paustian.

   Den er så relativt ukendt uden for en snæver kreds af Eames-aficionados at da jeg bød på den, var der kun få der fulgte med - uden den store entusiasme og ikke med mange bud. Og den var som ny da vi fik den hjem.

Eames: Compact-sofa

Arne Jacobsen var meget inspireret af Charles og Ray Eames, fortælles det. 

Test for 'den Introverte Personlighed' - IP

For godt en måned siden havde Politikens tillæg 'Lørdagsliv' en stor artikel med rubrikken:

Indadvendte børn bliver overset

Manchetten lød:

Vi lever i en x-faktor-tid, hvor der meget lidt plads til stille og indadvendte børn. De risikerer at blive de store tabere, advarer børneforsker.

Som i megen moderne journalistik består opslaget ikke af en enkelt artikel, men er sammensat af et sæt journalistiske byggeklodser som samlet udgør et 2-siders opslag i 'Lørdagsliv' fra den 2. juni. Der er "flere indgange", som det hedder når man underviser i det: 

1) En overordnet perspektivartikel baseret på et ekspertinterview - det er tagget med underrubrikken "skjulet talenter". Eksperten er familieterapeut Pia Beck Rydal der leverer evidens og argumentationen for vinklen: At man (dvs. forældre) skal være opmærksomme på om deres børn hører til den introverte (på dansk 'indadvendte') personlighedstype (som udgør 35%), for i så fald kan de behøve ekstra støtte og opbakning fra forældrene. 

   Dette på baggrund af en samfundsudvikling hvor der er et stigende forventningspres til at at børn og unge er udadvendte og socialt aktive, så dem der er indadvendte af natur, risikerer at blive en slags tabere hvis kreative potentiale nemt bliver overset.

2) En case-historie om nu 19-årige Sarah Staalhøj - under rubrikken

Udfordret: "Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle tage mig sammen"

Og manchetten lyder:

Sarah Staalhøj er den stille og indadvendte type, som ikke gør meget væsen af sig. Hun bliver ofte opfattet som arogant og ligeglad, fordi hun ikke mestrer tidens ånd om at råbe højt og være på.

3) En faktaboks med fem anbefalinger til forældre med indadvendte børn - under rubrikken:

Sådan støtter du dit indadvendte barn.

4) En anden faktaboks der giver læseren en punktoversigt over de typiske personlighedstræk for det indadvendte barn - under rubrikken

Karaktertræk: Et indadvendt barn ...

Samlet kommer opslaget godt rundt i problemstillingen at være forældre til et indadvendt barn. Journalisten er Mona Samir Frost.

Ligesom der er lavet psykologiske spørgskema-test for HSP´ere, så er der også lavet for den Introverte Personlighed - IP´en. 

   Her er følger de spørgsmål som, hvis man hovedsagelig kan svare bekræftende på dem, så er man en IP´er. Hvis man hovedsagelig svarer benægtende, så er men en ekstrovert.

   Testen introduceres sådan her:

TEST: ER DU INTROVERT ELLER EKSTROVERT?

Kan du lide at være i centrum og snakke for mange mennesker, eller foretrækker du en dybere samtale med én person ad gangen?

   Begge dele siger noget om, hvorvidt du er introvert eller ekstrovert som menneske.

   De fleste af os indeholder både elementer fra den introverte og ekstroverte personlighed, men du vil typpisk være overvejende det ene eller det andet. Hvad er du?

   Tag testen her. Svar på 29 spørgsmål og bliv klogere på din personlighed.

Kilde: “Fordelen ved at være introvert i en udadvendt verden” af Marti Laney

Her er batteriet af test-spørgsmål. For hvert spørgsmål skal man svare enten 'sandt' eller 'falsk'. Der er ikke mulighed for at svare 'ved ikke'.

- NÅR JEG ARBEJDER PÅ PROJEKTER, FORETRÆKKER JEG AT KUNNE ARBEJDE UAFBRUDT OG KONCENTRERET, SÅ LÆNGE SOM MULIGT, FREM FOR AT ARBEJDE I MINDRE INTERVALLER.

- JEG ØVER MIG OFTE FØR JEG SKAL TALE FORAN ANDRE. NOGLE GANGE VED AT SKRIVE SMÅ NOTER TIL MIG SELV.

- JEG KAN GENERELT BEDRE LIDE AT LYTTE END SELV AT TALE.

- FOLK KAN OPFATTE MIG SOM STILLE, MYSTISK ELLER FRAVÆRENDE.

- JEG KAN BEDST LIDE AT FEJRE FX FØDSELSDAG MED ÉN ELLER ET PAR NÆRE VENNER, FREM FOR AT HOLDE STORE FESTER.

- JEG HAR OFTE BRUG FOR AT TÆNKE, FØR JEG TALER.

- JEG OPFANGER OFTE DETALJER, ANDRE IKKE SER.

- HVIS TO MENNESKER LIGE HAR HAFT ET SKÆNDERI, ER DET SOM OM, AT - JEG KAN MÆRKE SPÆNDINGEN I LUFTEN.

- HVIS JEG SIGER, JEG VIL GØRE NOGET, GØR JEG DET OGSÅ.

- JEG BLIVER OFTE RET NERVØS, HVIS JEG HAR EN DEADLINE PÅ ARBEJDET.

- JEG KAN GODT FØLE, AT JEG NÆMEST MISTER JORDFORBINDELSEN, HVIS DER FOREGÅR FOR MEGET OMKRING MIG.

- JEG KAN BEDST LIDE AT LIGE AT SE, HVORDAN ANDRE GØR EN AKTIVITET, FØR JEG SELV BESLUTTER MIG FOR AT DELTAGE.

- DE VENSKABER JEG KNYTTER MED FOLK ER OFTEST VARIGE VENSKABER.

JEG KAN IKKE LIDE AT AFBRYDE ANDRE, NÅR DE TALER, OG BRYDER MIG - HELLER IKKE OM SELV AT BLIVE AFBRUDT.

- NÅR JEG SKAL TILEGNE MIG EN STOR MÆNGDE INFORMATION, TAGER DET MIG NOGET TID AT FORSTÅ.

- JEG BRYDER MIG IKKE OM OVERSTIMULERENDE OMGIVELSER ELLER OPLEVELSER. JEG FORSTÅR FX IKKE, AT FOLK KAN LIDE HORRORFILM OG RUTCHEBANER.

- JEG REAGERER RET STÆRKT PÅ LUGT, SMAG, MAD, VEJR ELLER LYDE.

- JEG ER KREATIV OG/ELLER HAR EN GOD FANTASI.

- JEG FØLER MIG OFTE HELT UDMATTET, NÅR JEG HAR DELTAGET I SOCIALE BEGIVENHEDER – OGSÅ SELV OM JEG HAR MORET MIG.

- JEG KAN BEDST LIDE AT BLIVE INTRODUCERET TIL ANDRE, FREM FOR SELV AT SKULLE INTRODUCERE NOGEN TIL ANDRE.

- JEG KAN GODT BLIVE VRISSEN, HVIS JEG ER SAMMEN MED MENNESKER, ELLER DYRKER EN AKTIVITET, I LÆNGERE TID.

- JEG FØLER MIG USIKKER I NYE OMGIVELSER.

- JEG KAN GODT LIDE, AT FOLK BESØGER MIG, MEN JEG FORETRÆKKER, AT DE GÅR IGEN EFTER KORT TID.

- JEG TØVER OFTE VED AT SKULLE RINGE TILBAGE TIL FOLK.

- JEG FØLER MIG NOGLE GANGE HELT BLANK, NÅR JEG MØDER FOLK ELLER BLIVER BEDT OM AT TALE SPONTANT.

- JEG TALER LANGSOMT, ELLER HAR SVÆRT VED AT FINDE DE RIGTIGE ORD, SPECIELT HVIS JEG ER TRÆT, ELLER HVIS JEG FORSØGER AT TALE OG TÆNKE SAMTIDIGT.

- JEG OPFATTER IKKE BEKENDTE SOM VENNER.

- JEG FØLER IKKE, JEG KAN VISE ANDRE MIT ARBEJDE ELLER MINE IDÉER, FØR DE ER FULDSTÆNDIGT FÆRDIGTFORMULEREDE.

- ANDRE KAN OVERRASKE MIG VED AT MENE, AT JEG ER KLOGERE, END JEG SELV TROR, JEG ER.

Hvis du svarer 'sandt' på en stor procentdel af spørgsmålene, så fortæller testen dig følgende:

DU ER INTROVERT!

Du er overvejende et introvert menneske og har tendens til at være indadvedt. Du henter din energi fra dit indre liv af tanker, reflektioner og beslutninger. For mange mennesker virker forstyrrende og overvældende på dig, og du foretrækker samtaler, der går i dybden, med én person ad gangen. Du tænker, før du svarer og bryder dig ikke om hurtige afbrydelser. Du er ansvarsfuld, kreativ og har stærke analytiske evner.

Din introverte hjerne

Din hjerne har en lav tolerance for signalstoffet dopamin. Du bliver derfor nervøs og udmattet, hvis der frigives for meget dopamin, fx ved sociale begivenheder. Introverte reagerer positivt på det beroligende stof acetylcholin, som frigives, når du fx læser eller tegner.

Her er et link til en bog som er tænkt som en hjælp både til voksne der selv oplever deres introvert personlighed som et problem, og til forældre som har introverte børn og som har brug for hjælp til at forstå dem og hjælpe dem - i et samfund hvor de ekstroverte personligheder belønnes.

http://hiddengiftsoftheintrovertedchild.com/about-the-author/the-introvert-advantage/

Test for 'Den Højsensitive Persolighed' - HSP

Jeg har skrevet flere indlæg om HSP´erne på denne blog. 'HSP' står for 'Highly Sensitive Person'
   Min interesse for hvad de var for en fisk,  startede med mine interview-sessioner med tv-dokumentaristen Poul Martinsen. De strakte sig over ca. et halvt år, med en samlet varighed på godt 40 timer. Vi gik kronologisk frem og mine spørgsmål dækkede hans liv  fra barndom til nutiden - med fokus på hans arbejde som tv-dokumentarist.
    Under disse interviews brugte han flere gange udtrykket om sig selv - at han var 'en meget følsom dreng'. På det tidspunkt kendte jeg ikke til begrebet om 'HSP', men noterede at han brugte 'følsomhed' til at karakterisere sig selv i forhold til omverdenen, især hans relationer til andre mennesker og hvad de tænkte og følte.
   Denne egenskab koblede han selv sammen med at han beviseligt var en meget dygtig interviewer når det gjaldt om at komme 'ind bag facaden' hos sine medvirkende.

Det som siden har slået mig er at den personlighedstype som jeg - med udgangspunkt i Mihaly Csikszentmihalyi´skrifter -  har kaldt 'den særligt kreative personlighed', at den har overlappende fællestræk med HSP´erne.
   Elaine Aron er navnet på den forsker der i rigtig mange år har fokuseret på at udforske denne personlighedstypes særlige kendtegn og vilkår i samfundet. Hun har skrevet en række populære bøger om emnet. Se mere her:

http://www.hsperson.com/

Fra den hjemmeside kan man også hente en test til at afgøre om man selv eller mennesker i ens omverden hører til HSP-kategorien. Svarer man bekræftende på hovedparten af spørgsmålene så er man en HSP´er:

	I am easily overwhelmed by strong sensory input.
	I seem to be aware of subtleties in my environment.
	Other people's moods affect me.
	I tend to be very sensitive to pain.
	I find myself needing to withdraw during busy days,into bed or into a darkened room or any place where I can have some privacy and relief from stimulation.
	I am particularly sensitive to the effects of caffeine.
	I am easily overwhelmed by things like bright lights, strong smells,coarse fabrics,or sirens close by.
	I have a rich,complex inner life.
	I am made uncomfortable by loud noises.
	I am deeply moved by the arts or music.
	My nervous system sometimes feels so frazzled that I just have to go off by myself.
	I am conscientious.
	I startle easily.
	I get rattled when I have a lot to do in a short amount of time.
	When people are uncomfortable in a physical environment I tend to know what needs to be done to make it more comfortable (like changing the lighting or the seating).
	I am annoyed when people try to get me to do too many things at once.
	I try hard to avoid making mistakes or forgetting things.
	I make a point to avoid violent movies and TV shows.
	I become unpleasantly aroused when a lot is going on around me.
	Being very hungry creates a strong reaction in me, disrupting my concentration or mood.
	Changes in my life shake me up.
	I notice and enjoy delicate or fine scents, tastes, sounds, works of art.
	I find it unpleasant to have a lot going on at once.
	I make it a high priority to arrange my life to avoid upsetting or overwhelming situations.
	I am bothered by intense stimuli, like loud noises or chaotic scenes.
	When I must compete or be observed while performing a task, I become so nervous or shaky that I do much worse than I would otherwise.
	When I was a child, my parents or teachers seemed to see me as sensitive or shy.

Der findes imidlertid også en anden - delvist overlappende kategorisering - den introverte personlighed, som jeg her vil forkorte 'IP'.
    Fælles for HSP´er og IP´er at de ofte er særligt kreative, og at de i vores samfund kan føle sig udenfor og fremmedgjorte. Og at forældre som har fået børn der har dominerende HSP-træk eller IP-træk, kan have brug for råd og vejledning.
   IP´erne skriver jeg om i det følgende blogindlæg, herunder om den test man kan tage for at finde ud af om man er en IP´er.