Henrik Bønnelyckes kreative vrede - historien om en loungestol - og andre møbelhistorier

Jeg går igennem mine udklip fra den sidste måned, hvor jeg ikke har haft tid til nogenlunde kontinuert at skrive  på bloggen her. Så nu skriver jeg med afsæt i ophobet frustration og mentale abstinenser.

Vi skal tilbage til søndag den 3. juni i Politikens nye søndagstillæg 'Spis og Bo'. Et interviewportræt med arkitekt og designer Henrik Bønnelycke.

   Rubrikken: "Design skal tilføre nogen noget". Manchetten fortæller:

Godt design handler først og fremmest om den sammenhæng, som designet skal fungere i, mener arkitekt Henrik Bønnelycke. På hans tegnestue designes næsten alt: møbler, huse og pladecovere. 

Jeg husker hans navn fra forskellige møbler jeg så billeder af i en periode for 3-4 år siden, hvor jeg havde et Lauritz.com-flip. Det var nu ikke hans møbler jeg gik efter, men Charles og Ray Eames.

Bønnelycke fortæller om et smukt eksempel på kreativ vrede der går i symbiose med serendipitet:

Min bedste idé nogensinde var ... en loungestol, vi lavede for nogle år siden. Ikke selve stolen som sådan, men en idé, jeg fik i arbejdsprocessen. Den var startet ud som en spisestuestol, og vi havde arbejdet længe på den, men den blev kun semigod. På et tidspunkt blev jeg så irriteret, at jeg bad ham, der arbejdede med den på computeren i 3D, om at tabe et kæmpestort lod ned i hovedet på den. Det gjorde han, og der var den - loungestolen! Det var min bedste idé: at give den stol en på hatten. 

Sådan ser den ud - Bønnelyckes loungestol der er et resultat af at den fik et virtuelt lod 'i hovedet' og 'en på hatten' (noter lige de fysisk personificerende metaforer):

Henrik Bønnelycke filosoferer også om værdien i det at dele ideer - som jo indebærer mulighederne for konceptuel blending:

En god designer er ikke bange for at ... dele ideer. Man skal ikke sidde med hånden hen over papiret eller være bange for at braldre ud med en idé. Ved at del får man altid meget mere igen. Ideer bringer os alle sammen videre. Frygten for, at nogen napper ens ide, er noget fis. En idé er bare en idé. Det er først når man gør sig umage i udviklingen af ideen, at den bliver til noget. Skulle ideen så vise sig at være unik på linie med tøjklemmen eller Post-it, må man bare flette næbbet og finde på noget, der er bedre.

Man bemærker igen det meget fysiske og kroplige sprog hos designeren: "ikke sidde med hånden hen over papiret", "braldre ud", "napper ens ide". "flette næbbet".

Et af de spor jeg har fulgt her på bloggen er ideen om det kropsliggjort sind og den legemliggjorte kognition (embodied mind, embodied cognition).

   Tit virker det stimulerende på kreative processer at man bruger kroppen undervejs i processen: går en tur, tegner en tegning, danser en dans.

   Vi ved jo at det kropsliggjorte sprog aktiverer spejlneuronerne som et led i forståelsesprocessen. Og at den årtusindgamle forestilling om at krop og sjæl/tænkning er noget som konceptuelt skal holdes adskilt, og noget som eksisterer uafhængigt af hinanden, at den forestilling er håbløst forældet.

   Derfor interesserer det mig hvordan kreative personligheder bruger sproget, og hvad for et sprog de bruger til at udtrykke deres tænkning gennem. Jeg har noteret mig at det næsten altid er erfaringsprog og 'basic level'-kategorier de bruger når de udtrykker sig.

   Derfor interesserer det mig også hvad de særligt kreative har foretaget sig da de var yngre, om de har lavet noget fysisk - noget med deres hænder?

   Og det har Henrik Bønnelycke: Han er uddannet værktøjsmager!

   Jeg kunne godt finde på at lægge en søgeagent ind hos Lauritz.com på Henrik Bønnelyckes loungestol.

Dette som overgang til nogle personlige erindringer om mit forhold til designer-møbler.

   Faktisk da jeg var helt ung - og tegnede og malede en masse, tegnede jeg også nogle møbler. Blandt andet et sofabord med sort laminat som bordplade, et bord som blev produceret i et eksemplar og som i alle årene siden stod i mine forældres hjem. På det tidspunkt var laminat et helt nyt materiale, som man kun tænkte sig til køkkenborde. Men Piet Hein brød grænsen med sit superelipsebord som vi også har som spisebord. Hvid laminat.

   Jeg tegnede også nogle stole af flettet metal, husker jeg. Og det var vel en del af de drømme jeg havde om at blive arkitekt, at jeg kunne komme til at tegne møbler.

Den første "fine" arkitekttegnede stol jeg anskaffede mig, var denne - købt hos en marskendiser i en sidegade til Nørrebrogade hvor jeg boede som ung nygift studerende på 5. sal i en 20 kvm´s taglejlighed. For 500, - kr. 

Wegener: Flaglinestol

Jeg havde ingen anelse om hvem der havde tegnet den. Og det havde marskendiseren helller ikke. Wegner havde vel heller ikke der i midten af 60-erne samme ikoniske status som han siden har fået.

    Men jeg husker stadig min betagelse og fascination da jeg så 'flaglinestolen' i vinduet, hvor den jo fyldte godt. Hvordan vi fik den op på 5 sal og ind i lejligheden, husker jeg ikke. Det er en tung stol, så vi har nok været 3 mand om det. Og den kan godt komme gennem en relativt smal døråbning på grund af sin form.

Men siden blev det Charles og Ray Eames og deres stole jeg blev betaget af. Og det var fruen som i kraft af sin uddannelse som kunsthåndværker var meget mere vidende om den slags sager og de gode navne, end jeg var, der gjorde mig opmærksom på de to amerikanske arkitekters stole - som vi kunne se inde hos Paustian på Vesterbrogade.

   Jeg blev dybt forelsket! Både ved synet - og ved at sidde i dem!

   Da jeg i 1987 blev momsregistreret erhvervsdrivende og oprettede en-mands-konsulentfirmaet PHL-Kommunikation, skulle jeg jo 'investere', som min revisor sagde. Og min første investering til firmakontoret som gav fradrag på firmaregnskabet, var denne kontorstol:

Da jeg nogle år senere blev direktør for TV 2 ØST, fik jeg en af samme slags til mit nye direktørkontor.

    Siden er det gået slag i slag. Her den næste Eames-anskaffelse:

Neden for - den smukkest sofa jeg kender til, og én man sidder uovertruffent godt i - ligesom man gør  i vipp-dreje-lænestolen oven for.

   Navnet på sofaen er 'Compact', og ægteparret Eames tegnede den oprindelig til deres eget hjem. Sofaen kommer sjældent - højst en gang om året - på auktion hos Lauritz.com. Og til alt held for mig, så vurderes den ekstremt lavt i forhold til hvad den koster fra ny af hos Paustian.

   Den er så relativt ukendt uden for en snæver kreds af Eames-aficionados at da jeg bød på den, var der kun få der fulgte med - uden den store entusiasme og ikke med mange bud. Og den var som ny da vi fik den hjem.

Eames: Compact-sofa

Arne Jacobsen var meget inspireret af Charles og Ray Eames, fortælles det. 

Test for 'den Introverte Personlighed' - IP

For godt en måned siden havde Politikens tillæg 'Lørdagsliv' en stor artikel med rubrikken:

Indadvendte børn bliver overset

Manchetten lød:

Vi lever i en x-faktor-tid, hvor der meget lidt plads til stille og indadvendte børn. De risikerer at blive de store tabere, advarer børneforsker.

Som i megen moderne journalistik består opslaget ikke af en enkelt artikel, men er sammensat af et sæt journalistiske byggeklodser som samlet udgør et 2-siders opslag i 'Lørdagsliv' fra den 2. juni. Der er "flere indgange", som det hedder når man underviser i det: 

1) En overordnet perspektivartikel baseret på et ekspertinterview - det er tagget med underrubrikken "skjulet talenter". Eksperten er familieterapeut Pia Beck Rydal der leverer evidens og argumentationen for vinklen: At man (dvs. forældre) skal være opmærksomme på om deres børn hører til den introverte (på dansk 'indadvendte') personlighedstype (som udgør 35%), for i så fald kan de behøve ekstra støtte og opbakning fra forældrene. 

   Dette på baggrund af en samfundsudvikling hvor der er et stigende forventningspres til at at børn og unge er udadvendte og socialt aktive, så dem der er indadvendte af natur, risikerer at blive en slags tabere hvis kreative potentiale nemt bliver overset.

2) En case-historie om nu 19-årige Sarah Staalhøj - under rubrikken

Udfordret: "Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle tage mig sammen"

Og manchetten lyder:

Sarah Staalhøj er den stille og indadvendte type, som ikke gør meget væsen af sig. Hun bliver ofte opfattet som arogant og ligeglad, fordi hun ikke mestrer tidens ånd om at råbe højt og være på.

3) En faktaboks med fem anbefalinger til forældre med indadvendte børn - under rubrikken:

Sådan støtter du dit indadvendte barn.

4) En anden faktaboks der giver læseren en punktoversigt over de typiske personlighedstræk for det indadvendte barn - under rubrikken

Karaktertræk: Et indadvendt barn ...

Samlet kommer opslaget godt rundt i problemstillingen at være forældre til et indadvendt barn. Journalisten er Mona Samir Frost.

Ligesom der er lavet psykologiske spørgskema-test for HSP´ere, så er der også lavet for den Introverte Personlighed - IP´en. 

   Her er følger de spørgsmål som, hvis man hovedsagelig kan svare bekræftende på dem, så er man en IP´er. Hvis man hovedsagelig svarer benægtende, så er men en ekstrovert.

   Testen introduceres sådan her:

TEST: ER DU INTROVERT ELLER EKSTROVERT?

Kan du lide at være i centrum og snakke for mange mennesker, eller foretrækker du en dybere samtale med én person ad gangen?

   Begge dele siger noget om, hvorvidt du er introvert eller ekstrovert som menneske.

   De fleste af os indeholder både elementer fra den introverte og ekstroverte personlighed, men du vil typpisk være overvejende det ene eller det andet. Hvad er du?

   Tag testen her. Svar på 29 spørgsmål og bliv klogere på din personlighed.

Kilde: “Fordelen ved at være introvert i en udadvendt verden” af Marti Laney

Her er batteriet af test-spørgsmål. For hvert spørgsmål skal man svare enten 'sandt' eller 'falsk'. Der er ikke mulighed for at svare 'ved ikke'.

- NÅR JEG ARBEJDER PÅ PROJEKTER, FORETRÆKKER JEG AT KUNNE ARBEJDE UAFBRUDT OG KONCENTRERET, SÅ LÆNGE SOM MULIGT, FREM FOR AT ARBEJDE I MINDRE INTERVALLER.

- JEG ØVER MIG OFTE FØR JEG SKAL TALE FORAN ANDRE. NOGLE GANGE VED AT SKRIVE SMÅ NOTER TIL MIG SELV.

- JEG KAN GENERELT BEDRE LIDE AT LYTTE END SELV AT TALE.

- FOLK KAN OPFATTE MIG SOM STILLE, MYSTISK ELLER FRAVÆRENDE.

- JEG KAN BEDST LIDE AT FEJRE FX FØDSELSDAG MED ÉN ELLER ET PAR NÆRE VENNER, FREM FOR AT HOLDE STORE FESTER.

- JEG HAR OFTE BRUG FOR AT TÆNKE, FØR JEG TALER.

- JEG OPFANGER OFTE DETALJER, ANDRE IKKE SER.

- HVIS TO MENNESKER LIGE HAR HAFT ET SKÆNDERI, ER DET SOM OM, AT - JEG KAN MÆRKE SPÆNDINGEN I LUFTEN.

- HVIS JEG SIGER, JEG VIL GØRE NOGET, GØR JEG DET OGSÅ.

- JEG BLIVER OFTE RET NERVØS, HVIS JEG HAR EN DEADLINE PÅ ARBEJDET.

- JEG KAN GODT FØLE, AT JEG NÆMEST MISTER JORDFORBINDELSEN, HVIS DER FOREGÅR FOR MEGET OMKRING MIG.

- JEG KAN BEDST LIDE AT LIGE AT SE, HVORDAN ANDRE GØR EN AKTIVITET, FØR JEG SELV BESLUTTER MIG FOR AT DELTAGE.

- DE VENSKABER JEG KNYTTER MED FOLK ER OFTEST VARIGE VENSKABER.

JEG KAN IKKE LIDE AT AFBRYDE ANDRE, NÅR DE TALER, OG BRYDER MIG - HELLER IKKE OM SELV AT BLIVE AFBRUDT.

- NÅR JEG SKAL TILEGNE MIG EN STOR MÆNGDE INFORMATION, TAGER DET MIG NOGET TID AT FORSTÅ.

- JEG BRYDER MIG IKKE OM OVERSTIMULERENDE OMGIVELSER ELLER OPLEVELSER. JEG FORSTÅR FX IKKE, AT FOLK KAN LIDE HORRORFILM OG RUTCHEBANER.

- JEG REAGERER RET STÆRKT PÅ LUGT, SMAG, MAD, VEJR ELLER LYDE.

- JEG ER KREATIV OG/ELLER HAR EN GOD FANTASI.

- JEG FØLER MIG OFTE HELT UDMATTET, NÅR JEG HAR DELTAGET I SOCIALE BEGIVENHEDER – OGSÅ SELV OM JEG HAR MORET MIG.

- JEG KAN BEDST LIDE AT BLIVE INTRODUCERET TIL ANDRE, FREM FOR SELV AT SKULLE INTRODUCERE NOGEN TIL ANDRE.

- JEG KAN GODT BLIVE VRISSEN, HVIS JEG ER SAMMEN MED MENNESKER, ELLER DYRKER EN AKTIVITET, I LÆNGERE TID.

- JEG FØLER MIG USIKKER I NYE OMGIVELSER.

- JEG KAN GODT LIDE, AT FOLK BESØGER MIG, MEN JEG FORETRÆKKER, AT DE GÅR IGEN EFTER KORT TID.

- JEG TØVER OFTE VED AT SKULLE RINGE TILBAGE TIL FOLK.

- JEG FØLER MIG NOGLE GANGE HELT BLANK, NÅR JEG MØDER FOLK ELLER BLIVER BEDT OM AT TALE SPONTANT.

- JEG TALER LANGSOMT, ELLER HAR SVÆRT VED AT FINDE DE RIGTIGE ORD, SPECIELT HVIS JEG ER TRÆT, ELLER HVIS JEG FORSØGER AT TALE OG TÆNKE SAMTIDIGT.

- JEG OPFATTER IKKE BEKENDTE SOM VENNER.

- JEG FØLER IKKE, JEG KAN VISE ANDRE MIT ARBEJDE ELLER MINE IDÉER, FØR DE ER FULDSTÆNDIGT FÆRDIGTFORMULEREDE.

- ANDRE KAN OVERRASKE MIG VED AT MENE, AT JEG ER KLOGERE, END JEG SELV TROR, JEG ER.

Hvis du svarer 'sandt' på en stor procentdel af spørgsmålene, så fortæller testen dig følgende:

DU ER INTROVERT!

Du er overvejende et introvert menneske og har tendens til at være indadvedt. Du henter din energi fra dit indre liv af tanker, reflektioner og beslutninger. For mange mennesker virker forstyrrende og overvældende på dig, og du foretrækker samtaler, der går i dybden, med én person ad gangen. Du tænker, før du svarer og bryder dig ikke om hurtige afbrydelser. Du er ansvarsfuld, kreativ og har stærke analytiske evner.

Din introverte hjerne

Din hjerne har en lav tolerance for signalstoffet dopamin. Du bliver derfor nervøs og udmattet, hvis der frigives for meget dopamin, fx ved sociale begivenheder. Introverte reagerer positivt på det beroligende stof acetylcholin, som frigives, når du fx læser eller tegner.

Her er et link til en bog som er tænkt som en hjælp både til voksne der selv oplever deres introvert personlighed som et problem, og til forældre som har introverte børn og som har brug for hjælp til at forstå dem og hjælpe dem - i et samfund hvor de ekstroverte personligheder belønnes.

http://hiddengiftsoftheintrovertedchild.com/about-the-author/the-introvert-advantage/

Test for 'Den Højsensitive Persolighed' - HSP

Jeg har skrevet flere indlæg om HSP´erne på denne blog. 'HSP' står for 'Highly Sensitive Person'
   Min interesse for hvad de var for en fisk,  startede med mine interview-sessioner med tv-dokumentaristen Poul Martinsen. De strakte sig over ca. et halvt år, med en samlet varighed på godt 40 timer. Vi gik kronologisk frem og mine spørgsmål dækkede hans liv  fra barndom til nutiden - med fokus på hans arbejde som tv-dokumentarist.
    Under disse interviews brugte han flere gange udtrykket om sig selv - at han var 'en meget følsom dreng'. På det tidspunkt kendte jeg ikke til begrebet om 'HSP', men noterede at han brugte 'følsomhed' til at karakterisere sig selv i forhold til omverdenen, især hans relationer til andre mennesker og hvad de tænkte og følte.
   Denne egenskab koblede han selv sammen med at han beviseligt var en meget dygtig interviewer når det gjaldt om at komme 'ind bag facaden' hos sine medvirkende.

Det som siden har slået mig er at den personlighedstype som jeg - med udgangspunkt i Mihaly Csikszentmihalyi´skrifter -  har kaldt 'den særligt kreative personlighed', at den har overlappende fællestræk med HSP´erne.
   Elaine Aron er navnet på den forsker der i rigtig mange år har fokuseret på at udforske denne personlighedstypes særlige kendtegn og vilkår i samfundet. Hun har skrevet en række populære bøger om emnet. Se mere her:

http://www.hsperson.com/

Fra den hjemmeside kan man også hente en test til at afgøre om man selv eller mennesker i ens omverden hører til HSP-kategorien. Svarer man bekræftende på hovedparten af spørgsmålene så er man en HSP´er:

	I am easily overwhelmed by strong sensory input.
	I seem to be aware of subtleties in my environment.
	Other people's moods affect me.
	I tend to be very sensitive to pain.
	I find myself needing to withdraw during busy days,into bed or into a darkened room or any place where I can have some privacy and relief from stimulation.
	I am particularly sensitive to the effects of caffeine.
	I am easily overwhelmed by things like bright lights, strong smells,coarse fabrics,or sirens close by.
	I have a rich,complex inner life.
	I am made uncomfortable by loud noises.
	I am deeply moved by the arts or music.
	My nervous system sometimes feels so frazzled that I just have to go off by myself.
	I am conscientious.
	I startle easily.
	I get rattled when I have a lot to do in a short amount of time.
	When people are uncomfortable in a physical environment I tend to know what needs to be done to make it more comfortable (like changing the lighting or the seating).
	I am annoyed when people try to get me to do too many things at once.
	I try hard to avoid making mistakes or forgetting things.
	I make a point to avoid violent movies and TV shows.
	I become unpleasantly aroused when a lot is going on around me.
	Being very hungry creates a strong reaction in me, disrupting my concentration or mood.
	Changes in my life shake me up.
	I notice and enjoy delicate or fine scents, tastes, sounds, works of art.
	I find it unpleasant to have a lot going on at once.
	I make it a high priority to arrange my life to avoid upsetting or overwhelming situations.
	I am bothered by intense stimuli, like loud noises or chaotic scenes.
	When I must compete or be observed while performing a task, I become so nervous or shaky that I do much worse than I would otherwise.
	When I was a child, my parents or teachers seemed to see me as sensitive or shy.

Der findes imidlertid også en anden - delvist overlappende kategorisering - den introverte personlighed, som jeg her vil forkorte 'IP'.
    Fælles for HSP´er og IP´er at de ofte er særligt kreative, og at de i vores samfund kan føle sig udenfor og fremmedgjorte. Og at forældre som har fået børn der har dominerende HSP-træk eller IP-træk, kan have brug for råd og vejledning.
   IP´erne skriver jeg om i det følgende blogindlæg, herunder om den test man kan tage for at finde ud af om man er en IP´er.

Per Morten Abrahamsen - og 'Vi de druknede'

'Vi de druknede'. Associationen kom med det samme ved synet af de fantastiske og skræmmende fotografier på forsiden af Politikens kulturtillæg fra den 6. juni - til titlen på Carsten Jensens store roman.
   Her er et af slagsen:



Motivet er Trine Dyrholm. Fotografen hedder Per Morten Abrahamsen.
   Fascinerende, uhyggeligt, surrealistisk, mærkeligt.

Jeg må indrømme: Jeg mindes ikke at have set navnet på fotografen før. Men en googling på 'Per Morten Abrahamsen' og 'billeder' fortæller at han er en af dem der konceptuelt blender: fantasi og virkelighed, fotografi og iscenesættelse.
   Stærkt manipulerede fotografier der vrænger ad deres motiver. Associerer til malerkunst. Er groteske. Fra en anden verden. Fra underbevidstheden.
 
Rubrikken til artiklen i Politiken er lidt misvisende:

Fotograferet til ukendelighed

Fotografierne viser kendte mennesker der tilsyneladende er ved at drukne i gennemsigtige plastikposer fyldt op med vand. Og som bliver fotograferet mens de - passivt - hengiver sig til deres egen indre verden. Sådan virker det.

Jeg får associationer til den verdensberømte engelske maler Francis Bacon:

Niels Thorsen er journalisten der skriver og interviewer. Han udnævner Per Morten Abrahamsen til at være 'dansk mester i iscenesatte portrætter'. 

   Vi ser en række kendte og genkendelige personer - nøgne - med deres hoveder indelukket i en plastikpose med vand i. Vandet går op over mund, næse, øjne.
   Sover de med åbne øjne? Er de døde?
   Fantasierne galoperer derudad.

 
Men hvordan får man sådan en idé? Hvad får folk til at stille op, spørger Thorsen fotografen.

Det begyndte da Per Morten Abrahamsen havde lavet en plakat under vand for et dansekompagni, forklarer han. Kort efter skulle han lave en for for et teater med temaet 'swimmingpool og klaustrofobi. Og havde ikke lyst til at gentage sig selv og ringe til den samme svømmehal.
   Men en gang havde han fotograferet hænder igennem poser med vand. En anden gang forvrænget et billede ved at tage det igennem plastikpose vand. Nu mødtes disse tilløb i ideen om at fotografere kendte ansigter med vand om hovedet. Så manglede han bare at ringe til en håndfuld kendte, han også kender personligt, og hvis arbejder han respekterer. De var ikke svære at overtale. Men det var vist mest fordi de først rigtig forstod, hvad de havde sagt ja til, da de sad med poserne overhovedet.

Ideen og konceptet er - som det fremgår - en resultat af konceptuel blending: en blandingproces af tidligere ideer - plus en igangsættende frustration: "...havde ikke lyst til at gentage sig selv...".
   Og pling!

Rent teknisk praktisk foregår optagelsen ved at motivpersonerne udstyres med en snorkel, får besked på at holde fast om plastposen for neden ved halsen så der er lukket af. Og så hældes der vand i for oven.
   Så fjernes snorklen. Fotografen tager billeder af det neddykkede hoved lige indtil den medvirkende giver slip på halslukningen og vandet fosser ud for neden.
    Keine Hexerei, nur Behändigkeit.
    Og fantasi!

Se flere af Peter Morten Andreasens billeder på

http://politiken.dk/fotografier/ECE1646555/vandsigter---og-kroppe-badet-i-lys

Barsk barndom (1) - og 'kreativ vrede' - Erik Valeur, Mario Balotelli, Christina Hagen

For godt en måned siden fik journalist og forfatter Erik Valeur årets DR-romapris for sin debutroman 'Det syvende barn´. Det er en kriminalroman der delvis er inspireret af at forfatteren selv tilbragte sine først to leveår på børnehjem.
    Han blev for lidt under et år siden interviewet af Anders Derlich i anledning af bogens udgivelse:

Erik Valeurs blå øjne kigger insisterende, mens han snakker om sig selv. Han har arbejdet som journalist siden 1980, og gennem 30 år har han sat sit aftryk på dansk journalistik. Men tilbage i 1950’erne boede han de to første år af sit liv på et spædbørnshjem, da hans mor ikke kunne tage sig af ham efter fødslen.
   Først mange år senere, da han fik sit første barn, vendte tiden på spædbørnshjemmet tilbage til ham. »Jeg havde faktisk aldrig tænkt over, at der kunne være noget specielt ved at ligge to år på en spædbørnsstue uden en mor. Men det har jeg så opdaget senere, at der kunne være. Værre kan det gå, hvis man skal bortadopteres, hvilket jeg dog ikke blev,« forklarer Erik Valeur

Erik Valeur er en kreativ og kritisk ener inden for dansk journalistik. Og under næsten alt hvad han har skrevet, kører der en energisk strøm af indignation: kreativ vrede - vendt mod autoriteter og samfundsinstitutioner. Men også mod hans egen profession.

Han blev ikke bortadopteret, men at han - som mange særligt kreative personligheder - har han "ondt i farforholdet", fremgår af et andet interview med ham - skrevet af Sonja Sabinsky:

Erik Valeur var dog ikke noget typisk børnehjemsbarn, for han havde en mor, som kom og besøgte ham hver weekend: - Min mor blev gravid med en norsk mand, som hun var meget glad for, men han ville ikke have hende, og det blev hun så psykisk syg af, at hun ikke var i stand til at have mig boende de første to år af mit liv.
  Erik Valeur har aldrig opsøgt sin norske far, selvom han har haft muligheden, idet han kender hans fulde navn og ved, han er fra Bergen: - Nej, jeg har aldrig haft det behov.

Bortadopteret som hel lille blev til gengæld en anden særligt kreativ - og særdeles besværlig personlighed: Mario Balotelli.
   Han har klart været Italiens bedste fodboldspiller ved EM. Og var eneansvarlig for at Italien slog Tyskland i semifinalen.
   Om hans barndom får vi at vide at han blev bortadopteret som 2 årig. Og at han er socialt utilpasset.  Politikens Michael Seidelin leverer et portræt af ham den 1. juli under rubrikken:

Portræt: Balotelli kæmper en svær kamp med sig selv

Underrubrikken lyder:

Mario Balotellis biologiske forældre svigtede ham, og han kalder sig selv »et såret dyr«.

Og artiklen fortæller om de livsvilkår der prægede den psyke som gør ham til en af de helt store fodboldspillere:

Med sin kaotiske adfærd på og uden for banen har Mario Balotelli gjort trænere, ledere og medspillere nærmest desperate. (...)
   Han kommer sig aldrig over, at hans fattige ghanesiske forældre afleverede deres kun to-årige søn til myndighederne, fordi de ikke ville eller kunne tage sig af ham, og under EM har han oplevet racismen fra polske tilskuere under Italiens træning.
   Racismen har han mødt hele sit liv. Der var ingen sorte i Brescia, da han sammen med sine italienske adoptivforældre ankom til byen i 1992, og det var svært for ham i den lokale fodboldklu
»De andre børns forældre bad os om at tage ham af holdet. De bad os om at kontrollere hans spillertilladelse. Den slags ting«, siger klubben USO Mompianos tidligere formand Mauro Tonolino til magasinet So Foot.
   I skolen tegnede Mario altid sig selv som hvid. Aldrig som sort, og han var ulykkelig, når han mod sin vilje skulle besøge sine biologiske forældre, som han i dag kun har foragt tilovers for.
   »Tager de mig med til Afrika?«, spurgte han lærerinden.
   For tidligt blev han bevidst om sin usikre status. Hans italienske ’forældre’ var ifølge loven for gamle til at adoptere ham. Han var kun i pleje, og han havde de biologiske forældres nationalitet og navn, Barwuah, indtil han var 18 år.

'Kreativ vrede' var også den første tanke der faldt mig ind da jeg læste Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Christina Hagens bog: 'White Girl' - Digte. 

   Eller rettere: Det er de tekscitater som illustrerer anmeldelsen, som straks fanger og fascinerer.
   Jeg mindes ikke at have læst noget lignende.

Her de tre citater fra anmeldelsen.

»Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: ’Goddag, goddag’ og ’hvordan du har det?’ som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!

»Jeg sige dig: din luksusluder. Jeg ikke fordrage din foragt for din egen luksusland. Du komme til beskidt land med renskuret negl, du af den stat betalt læge din mala-riapille ordineret, du den hvid smil har reguleret hos den skoletandlæge, du i den gratis skole har lært den engelsk og den spansk. Jeg sige dig: Bøj dig i den støv for den rigdom, du utaknemlig satan!«

At Christina Hagen også har ondt i far-forholdet fremgår - som undertekst - af hendes egen beskrivelse af sin tidlige barndom:

Den 2. august 1980 bliver jeg født i Herning. Min mor har på det tidspunkt ligget på hospitalet i fire måneder, for at jeg ikke skal falde ud. Det er lægerne, der har rådet hende. I 1982 bliver min mor og far skilt. Min far får min bror. Min mor får mig. Vi flytter ind i et lille rækkehus i Hammerum. Der har vi en nabo, der syr om natten, så væggene ryster, og et tog der kører igennem baghaven. Men vi har det godt. I 1983 går jeg på et fortov. Solen er ved at gå ned, og jeg kan se rønnebær inde imellem nogle buske. Jeg er alene, men ikke bange. Jeg fik engang foretaget en hukommelsestest. I den forbindelse fortalte man mig, at den følelse, jeg havde indeni ved den allerførste erindring, var grundlæggende for det stemningsleje, jeg ville opleve som voksen. Alene, men ikke bange. I 1986 flytter min mor og jeg til Karup. Vi har gæs, får, kaniner, en hund på prøve og ål. I 1987 flytter min mor og jeg tilbage til Herning. Der har vi et stort badekar og en altan med store, jordfyldte kummer. I en af dem begraver jeg i 1994 en kanin og i 1995 en skildpadde.

Teksterne i 'White Girl' - disse digteriske raseriudbrud af Christina Hagen - er ifølge Lars Bukdals anmeldelse i Weekendavisen produceret som en interaktiv research- og rewriting-proces:

I første omgang har forfatteren bedt folk om at fortælle om ”ubehagelige rejseoplevelser” og primært – ”Tak til postkortskrivere på Silkeborg Højskole” – fået feedback fra en gruppe højskoleelever, der klager over mangt og meget, men primært over at blive snydt, med opskruede priser og falsk ægthed, og over at blive sexchikaneret, når det ikke bare, som i den citerede tekst, er selve de indfødtes servile attitude, der enerverer.
   I anden omgang har Hagen så gennemskrevet, op-fræset og gebrokificeret klagesangene. Selve gebrokificeringen er særdeles bevidst og sardonisk en ”oversættelse” til den kliché-udgave af udlændinges måde at tale dansk på, sin vi finder i selv for sin autnticitet kritikerroste skønlitteratur som f.eks. Jakob Ejersbos og Afrika-trilogi.

Der er tale om konceptuel blending - konceptkunst kalder Tue Andersen Nexø det. Det er i hvert fald en slag dybt fascinerende faktion.
  Og sikke en mental effekt Christina Hagens rasende poetisk vrede digte har - i hvert fald på mig.