Innovation - kreativitet for pengenes eller nyttens skyld - eller for fornøjelsens

Jeg har lige været censor for et speciale der handlede om innovation. Titlen var: Kan regeringen styre innovation. Afhandlingens forfatter: Karsten Baun.
   Empirien var en analyse af statens forsøg gennem forskellige økonomiske og administrative tiltag at øge innovationen, sådan som de kom til udtryk og blev 'italesat' i en række rapporter og betænkninger fra de senere år. Og specialets pointe var at der var forskellige innovationsparadigmer som historisk afløste hinanden. Og at staten primært havde taget afsæt i et, og var blind for de muligheder der lå i innovation med humanistisk udgangspunkt og baggrund.
   Specialet talte om en særlig diskurs som var bundet til teknologi og forskning.
   Jeg vil nok snarere bruge begrebet frame, til at beskrive de bindinger og begrænsninger der har ligget i de rapporter, betænkninger og anbefalinger som er kommet fra regeringen. Og beskrive hans konklusion som et argument for at der lå uudnyttede muligheder i en re-framing af det felt der handler om værdiskabende fornyelse og udvikling i samfundet.
   Men det var selve ordet 'innovation' jeg ville se lidt kritisk på.

Jeg har det sådan med begrebet innovation, som jo er blevet et buzz-word i de senere år og på mange områder har udkonkurreret ældre udtryk som: kreativitet, kreative produkter, at jeg synes det begrænser og i virkeligheden er lige ved at indeholde et selvdementerende paradoks.
   I hvert fald udelukker begrebet 'innovation' alt hvad der har med "unyttig" kunstneriske aktiviteter at gøre. Kreativitet som vrede, kreativitet som vildskab og grænsebrud, er ikke de mest nærliggende associationer 'innovation' inspirerer til.
   Det ligger i kreativitetens natur og den kreative tænknings funktionsmåde, at den går på tværs af eller stik imod logisk, lineær tænkning og sætter sig ud over rationel vurdering og grænsesættende målestokke. "Innovation" derimod lægger et nytte- og penge-perspektiv ned over kreativiteten som den hele tiden vil tøjle og målrette.
   Uden at have tjekket op på det, gætter jeg på at begrebet 'innovation' kommer ind med mannagementlitteraturen omkring årtusindskiftet.
  
Ved at lægge innovations-rammen ned over aktiviteter, tiltag og planer, så afgrænser man sig fra de muligheder der ligger i alle de udtryk og former for kreativitet der har leg, fornøjelse, frihed og fællesskab som drivkraft og motor.      
   Den side af 68-generationens nybrud og re-orientering af tænkningen, som ikke var funderet i marxistisk studenteroprør, havde kreative værdier og positive konsekvenser som man ikke kunne have forudset eller tænkt hvis man primært havde fokuseret nytteværdien i det: Fristaden Christiania, Roskilde Festival, gruppe- og projektarbejde, Flower-Power, Den rejsende højskole, Djursland kollektiverne, lilleskole-bevægelsen, Det fri gymnasium, Poul og Nulle og ungdomsredaktionen i DR, Solvognen, Burning Red Ivanhoe, Pornoens legalisering.

TV 2/News - en dårlig ide der blev en succes - via påtvunget konceptuel blending

Olav Hergel skriver en stor baggrundsartikel i Søndagspolitiken den 15. august, med rubrikken "Breaking News & talking heads." Pointen i artiklen er at kanalen TV 2/News, efter først at være udråbt til en fuser, nu er endt med at blive en succes.

   Hvad er sket, hvad er forklaringen? - Konceptuel blending!

  

Da kanalen TV 2/News blev lanceret var tanken at den skulle levere hurtige og spektakulære nyheder døgnet rund. I princippet som CNN eller BBBC-world. Dertil blev indkøbt en helikopter.

    Problemet var at der jo ikke var nyheder i lille Danmark der kunne leve op til og indfri det oprindelige koncept. Der skete simpelt hen ikke nok, og det der skete var ikke opsigtsvækkende og sensationelt nok - til at konceptet holdt - med hurtige, hårdt klippede nyhedsindslag, kombineret med live-rapportering fra begivenhedernes brændpunkt. Den gik bare ikke.

Konsekvensen blev at man jo så skulle finde ud af at fylde fladen ud med noget andet end der lå i konceptet, hvis man ikke skulle ud i at sende i  nyhedsbåndsløjfter, som man kender det fra DR/DAB-radioens nyhedskanal. Og fra DR Update. Og som der godt nok ikke ville være mange seere til og mange reklameindtægter i.

   Hvad gør man så for at overleve? Går den modsatte vej af den vej tv-nyhederne ellers har bevæget sig i mange år, som f.eks. beskrevet og dokumenteret af medieforskeren Stig Hjarvard for nogle år tilbage.

Her indtræffer nemlig den kreative mekanisme som jeg i anden sammenhæng har kaldt "det tomme bord": dette at man redaktionelt er underkastet kravet om at fylde når man ikke har noget eller nok at fylde med, det fungerer som en stærkt kreativitetsprovokerende stimulans. Opfind eller dø!

   "Det tomme bord" er forklaringen på at det stort set er meget sjovere og mere interessant at hører radio og læse avis om sommeren end om vinteren. Agurketiden er ud fra et kreativitetssynspunkt den årlige periode for nyudvikling af journalistikken. Fordi der ikke er pligtstof nok og ikke tilstrækkeligt nyhedsmæssigt "rugbrød" til at fylde sendeflader og avissider i sommerperioden.

Og sådan blev det også på News. Det som enhver traditionel tv-nyhedudsendelse i mange år har skyet som pesten, nemlig mange "talking heads"og "talende jakkesæt", det viser sig, ret så paradoksalt, at blive løsningen: Har man ikke hårde nyheder og tunge begivenheder nok til at fylde en døgnflade med nyt på de fleste dage, så er der flere end nok eksperter og politikere der hellere end gerne vil i studiet og på skæremen og sige noget om og kommentere det lidt der sker.

   Og det som såvel politikere som eksperter ellers har hadet nyheds-tv for - at deres udtalelser blev redigeret ned til korte slagkraftige og forenklende "sound bites" med påtvungne skarpe vinkler, det blev nu pludselig vendt til både kildernes og stationens fordel og fornøjelse. For nu var der tid og nu var der plads til lange seriøse interviews, diskussioner og kommentarer.

    Og det var der faktisk seere til da det kom til stykket. Det som alle kulturradikale mediforskere og kulturpinger i årevis har bebrejdet public-service-stationerne at de forsømte, at gå i dyben med historierne, det blev gradvist, efterhånden som konceptet fandt sin nye identitet, til virkelighed. Så konceptet ændrede sig indholds- og formmæssigt til en slags DR/Deadline - døgnet rundt.

   Eller man kan sig at man udviklede et koncept med inspiration og erfaringer fra de daglange reportage-udsendelser ved kongelige fest-begivenheder, hvor der stort set ikke sker noget særligt det meste af tiden, og hvor det der sker, er nøje planlagt og tidsfæstet. Og det er også her kommentatorerne må levere en stor del af fremdriften i udsendelsen.

Samtidig tog man så konceptuelt konsekvensen af at det var så få dage om året hvor der i egentlig traditionel amerikansk forstand var tale om "breaking news", og neddroslede simpelt hen kraftigt de redaktionelle krav til hvornår man kunne annoncerer "breaking news". Man sænkede journalistisk set overliggeren kraftigt, så man alligevel relativt ofte kunne have en nyhedsdramaturgisk "motor" til at trække udsendelsen og give den fremdrift hen over dagen. Igen en kreativ omdefinering af konceptet.

   Det som måske ikke i sig selv er særligt spændende eller sensationelt set med de skarpeste nyhedskriterieøjne, det kan News-redaktionen - ved at frame det som "breaking news" - forfølge journalistisk hen over dagen og aftenen med løbende kommentarer og konfronterende diskussioner fra stadig nye vinkler.

Her er klart tale om konceptuel blending - presset af et krav om fornyelse for at overleve. Et for så vidt velkendt og veletableret internationalt nyhedsformat, tænkes sammen med den udvikling som ellers præger aviserne mere og mere: fra newspaper til viewspaper. Det som egentlig skulle være en bredt favnende og sigtende nyhedsdøgnkanal, bliver en elitekanal hvor selve det at levere regulære nyheder bliver den mindste del af fladen. News ender med at levere et programflow hvor fremdriften i meget høj grad bliver rent retorisk, dette i stærk kontrst til den satsning på nyhedsdramaturgisk fremdrift som man ellers i mange år har prioriteret højt på de traditionelle tv-nyhedsredaktioner, med kurser i visual storytelling og deltagelse i den årlige Oklahoma-workshop, satsning på case-historier og soundbites, m.v.

Præcis det samme foregik i DR da man til DR 2-kanalen opfandt formatet "Tema-lørdag". Man havde ikke råd til på DR 2, og der var heller ikke høje seertal nok til, jævnligt og fast at sende lange klassiske højt profilerede dokumentarer med lang produktionstid og høje produktionsomkostninger. Men det segment som DR 2 appellerede til - "de grønne", var faktisk interesseret i udsendelser om de temaer som man ellers traditionelt formidlede gennem disse dokumentargenrer.

   Så opfandt man et format hvor man kunne kombinere relativt billige indkøbte dokumentarer med relativt simple og hurtige egenproducerede reportager, ofte med brug af gratis arkivstof, og suppleret eller bundet sammen med kommenterende studieindslag. Og bundet sammen af et fælles "tema".

   Det kostede det halve eller mindre og fyldte det dobbelte. Og "de grønne" kerneseere til DR 2, der ville have mere indhold og substans lørdag aften end de brede og let underholdningskrævende "bundsegmenter" som DR 1 var fokuseret på, ja, de var glade.

Journalistik på forsiden af to af Politikens søndagstillæg - det handler om Jeppe Nybroe og TV 2/News

Da jeg var meget yngre var avisen Information noget særligt ved at den indimellem havde artikler der forholdt sig kritisk til andre avisers dækning af virkeligheden. Temaoverskriften var: "Fra vores egen verden". Den gang var det grænseoverskridende. Journalister havde det som læger: Det er usolidarisk og nedværdigende for standens troværdighed hvis man offentligt kritiserer andre inden for professionen.
   Sådan er det heldigvis ikke mere. Men det er ikke mere Information som går i spidsen for kritisk diskuterende at dække medieverdenens svagheder og bagsider. Politiken er nok frontløberen her.
   Det er ikke så mærkeligt.  Dens kernelæsere tilhører "den kreative klasse", og journalister er så at sige født ind i den. Så journalister og journalistik er simpelt hen godt stof i Politiken.
   På de to journalistuddannelser jeg har undervist på og i al beskedenhed sat et aftryk på, var og er Politikens praktikpladser i høj kurs, om ikke den højeste.

I dag søndag den 15. august har Politiken et alenlangt interviewportræt af en af dem der en gang var top of the pops inden for faget, Jeppe Nybroe. Det er en gammel SDU-er, Lea Korsgaard, en af pionerene inden for genren fortællende journalistik, som står for historien. Manden blev fyret eller gået for at have manipuleret flere tv-nyhedshistorier for at give dem ekstra oplevelsesmæssig impact, øget dramatisk værdi.
   Altså: Han har snydt på vægten rent professionelt. Og han får i interviewet relativt frit løb til at retfærdiggøre sig ved at fortælle den private historie: Jeg begik fejl, men værre var det heller ikke. Jeg var i krise. Min kæreste havde forladt mig til fordel med en anden mediemachomand. Og: Andre gør det samme. Sådan gør man inden for faget. Det er ikke snyd, det er bare tv.
   Vi får et glimt fra barndommen. Forældre der flytter rundt: "boede i en periode som 10-årig i Saudi-Arabien, hvor hans forældre igen var udstationeret." Et tegn på den særligt kreative persons typiske barndomsvilkår.

Jeppe er - det er helt klart - en af dem jeg har kaldt særligt kreative personligheder. Og som journalist er han ambitiøs, og hans karriere har bare ført ham til tops i DR/TV-avisen. Supernyhedsvært, kritisk journalist til fingerspidserne. I sprog, i holdning, i udtryk.
   Jeg husker hvad jeg tænkte når han lavede live-interviews den gang som nyhedsvært: Det er vigtigere for ham at vise hvor dygtig, skarp og intelligent han er - over for andre journalister, vigtigere end at få oplysende svar ud til seerne. Han er en journalistisk macho-mand. På vej frem. En ny Ulrik Haagerup. En comming Hans Jørgen Jensen. Den afgående Falbert fra Ekstrabladet rinder mig også i hu som association med hensyn til personlighedstype. Også hans jævnaldrende Simon Andersen, nu nyhedschef på B.T., som bidrog til hans "fald", og som senere tilbød ham job på sin avis.
   Den type journalistiske personligheder er en slags mediekrigere, kreative gladiatorer, som overlever og avancerer inden for branche og stiger i status i professionen ved at dygtigt og aggressivt at skabe journalistiske scoops, ved hårdt målrettet arbejde at levere kritiske afsløringer uden stands anseelse
   Men den slags journalistik og den type journalister har det også ofte med at gå balancegang på etikkens grænsebomme. Jeg mindes her Poul Martinsen, som også er en særligt kreativ personlighed,og er en mester ud i journalistisk dokumentarkunst. Men som også i sin lange karriere indimellem  balancerede på kanten i forhold til nogle af sine medvirkende.
   Høje professionelle ambitioner kombineret med brændende behov for at komme ud over rampen, kan friste eller forføre til at gå over grænsen.

Jeg tænker efter at have læst portrættet: Lea er blevet (lidt?) forført af Jeppe. Hun mister den kritisk distance, synes jeg. Hun er selv en af de særligt kreative inden for faget. Og det er en virkelig god ide at forfølge den gamle historie. Hvad blev der af dem der en gang var hovedpersoner i nyhederne? Det er et klassisk journalistisk plot, som tit giver pote. Så hvorfor ikke vende tilbage til kollega Jeppe og få hans refleksioner og tilbageblik.
   Men er hun den rette. Kan man ikke rette den samme kritik mod hende i dette portræt som man (med god grund?) rettede mod Reimer Bo i forbindelse med hans interviews af  Stein Bagger og Zobel-damen?

Jeg har tidligere været inde på at kreativitet uden moralske bremseklodser - eller stor kreativitet kombineret med store ambitioner, er en risikabel cocktail. Når jeg læser portrættet i Politiken, synes jeg at den dimension er underbelyst: at særligt kreative folk kan fristes til at blive moralsk afsporede af deres ambitioner, og forført af sig selv til at finde på lidt for smarte løsninger i  pressede situationer hvor deres journalistiske værdi på markedet er på spil, og de skal leve op til det billede, det image, de allerede har opnået i medierne.
   Er den type journalistisk personlighed som Jeppe repræsenterer, i virkeligheden en slags Klaus Riskær inden for journalistikken? At være kreativ betyder jo at man har en særlig evne til at kunne overskride grænser. Også moralske. Og også ofte slippe afsted med det.
   Når det optager mig specielt, er det fordi Jeppe Nybroe i det sidste halve eller hele år, optræder som nyhedsvært på min regionale tv-station: TV 2 Øst. Og jeg har ikke haft det godt med det. Når han optræder som skærmfigur i deres nyheder, så får jeg hver eneste gang associationer til de gamle historier fra TV-Avisen. Og jeg mister tillid til TV 2 Øst  som troværdig nyhedsstation. Gør ham dog til chef eller redaktionssekretær. Men at bruge ham på skærmen?

Artiklen om TV 2/News og kreativitet vender jeg tilbage til i et senere blok-indlæg. Det her blev længere end jeg havde tænkt. Det må være lidt vigtigt for mig, åbenbart.

Christo og Jeannne-Claude - det er indpakningen der gør det - visuel blending!

Politiken i dag den 15. august. Et to-siders opslag der straks fanger blikket og stimulerer fantasien. Jeg kan jo godt huske en del af disse billeder, som er fotografier af indpakkede og indhyllede stykker virkelighed. Broer, bygninger, træer, naturområder.
   Kunstnerne er Christo og Jeanne-Claude. Og når man først har set billederne, så er de ikke til at få ud af hovedet igen. Og ved gensyn aktiveres disse fornemmelser af ubehag, spøgelser, sug i maven, en anden verden. Der er klart noget surrealisme over deres kunstværker som jo er karakteriseret ved - for de flestes vedkommende - at være i kæmpeskala, og at de, som megen moderne konceptkunst, kun eksisterer midlertidigt, så er de væk. Findes kun som spor i publikums erindringer og i fotos af det færdige resultat, og i arbejdsskitser som kunstnerne bl.a. har brugt til at overtale myndigheder og sponsorer til at lade dem realisere deres visioner.

For mig er deres kunstværker og deres koncepttænkning et lysende klart eksempel på blending som en kunstnerisk operation, der er fantastisk effektiv:
   I det ene input-rum har vi landskaber, bygninger, natur som vi kender det; i det andet input rum har vi indpakningsmaterialer: stof, papir, plastik. Ved at pakke det ene ind i det andet, får vi en stærk effekt af uvirkelighed, drømmeverden, science fiction, fantacy.
   Fantasien nyder det vi ikke kan se, men aner konturerne af - under dække; samtidig med at kæmpeproportioner også i den grad er stimulerende for fantasien: Det man normalt pakker ind, er i en størrelse der er overkommelig. Er det Gud der der taget på en længere ferie, og som vil beskytte møblementet mod sol og støv ved at dække det over? Eller sover de forskellige bygninger? Eller er det ligklæder? Eller er har der været kæmper på spil, som har spredt deres sengetøj hen over deres legetøj og så er gået deres vej? Eller har bygninger og landskaber gemt sig og leger borte-tit?
   Fantasien kan producerer historier på stribe ved det synsschock som det på en eller anden måde jo er  at opleve et blended visuelt rum, fremmed og uden nogen klar mening eller funktion.

Nogle af de sprogudtryk som blending-teorien så godt gør rede for, er de såkaldt kontrafaktiske sætninger:

• "Hvis du var kommet med til festen, ville det have været en katstrofe."
• "Hvis Hitler havde vundet krigen, ville Danmark ikke have eksisteret i dag som en selvstændig nation."

Analyse: En faktisk fest uden din deltagelse i det ene mentale rum; en tænkt fest med din deltagelse i det andet; i det blendede rum: en katastrofal fest. En verden med nationer som vi kender den, i det ene konceptuelle rum; en en forestillet verden med konsekvenserne af at Hitler havde vundet, i det andet; i det blendede rum: en verden uden Danmark som nation .
   De her indpakkede stykker virkelighed af Christo og Jeanne-Claude, viser en verden der ikke findes, men kunne have eksisteret hvis der havde været: xxxx? Og så må fantasien producerer historien: xxxx, der kan fylde hullet ud.

Hvad betyder "fløde" om søndagen i svømmehallen i Asnæs?

Hvis man er fast morgensvømme i den lokale svømmehal, hvad jeg er og har været i mange år, så oplever man jo mange mennesker med en hel anden baggrund og et helt andet liv end sit eget. Og det er det fede ved at være fast morgensvømmer, at det ender med at det er noget man ikke kan undvære. Man bliver simpelt hen afhængig disse stadige kulturmøder som jo typisk foregår uden tøj på under bruseren og i saunaen , eller man er kun iført nødtørftigt dækkende badetøj ude i hallen. Der er tale om konceptuel blending så det batter. Og jeg er efterhånden sikker på at kombinationen af svømmemotionen, som nærmest er meditativ, og samværet på tværs af skel, at den coctail udløser humørstimulerende endorfiner, ligesom andre aktiviteter som man kan blive afhængig af.

I Asnæs hvor der ligger den svømmehal som vi frekventerer om sommeren, der har man om søndagen den særlige tradition at bademesteren har lavet kaffe som er gratis, og som man, efter at den er skænket op, kan sætte på kanten af bassinet ud for den bane man svømmer på. Efter hver bane frem og tilbage, kan man så tage en slurk. Det passer lige med 10 slurke til 10 baner, så er koppen tom.
   Der er så den lille særlige specialitet at der under det bord hvor kaffen er rettet an, delvis skjult, står en flaske snaps. Og hvis man siger at man gerne vil have "FLØDE" til kaffen, ja, så får man hældt op, så morgenkaffen bliver til det man i Jylland i ældre tid kaldte "små sorte". Og alle har et muntert glimt i øjet og et lille smil om læben, både når de ber om det, og når der hældes op

Hvordan beskriver man så at "fløde" ikke betyder fløde, men snaps? Og hvorfor er det sjovt.
  Det er jo selvfølgelig udtryk for en form for sproglig kreativitet. Ordet "fløde" i den kontekst er et resultat af blending. Det er ikke egentlig en metafor, selv om det ligner. Det er vel snarere en eufemisme - en forskønnende omskrivning - der gør det muligt at tale indforstået om noget som egentlig er lidt forbudt og forbundet med dårlig samvittighed at indtage: spiritus tidligt om morgenen.
   Dette som vi ikke så gerne må benævne (endsige indtage), befinder sig i det ene input-rum. I det andet findes noget som også er flydende, og som man også øger kaffens smagskvalitet med, og som er helt normalt. Og i det blendede rum får vi så: "fløde" i betydning snaps. Og i den sociale kontekst en fælles bevidsthed om at denne blending en del af det lokale sproglige fællesskab som andre er udelukket fra. Derfor lidt sjovt.