Sider

torsdag den 22. april 2010

Når modtageren også skal foretage kreative blending-operationer: impressionismen

En metafor og en metaforisk tanke kunne beskrive som det at man afbillede noget gennem noget andet, der altså fungerede som et slags filter der overførte kvaliteter fra det ene til det andet. Og at det var en af de former for blending som blev beskrevet og analyseret i The Way We Think.
   Det slog mig at man kunne overføre den analyse til nogle kunstretninger. Lad se på den første moderne kunstretning inden for malerkunsten: impressionismen. Har det noget med metaforisk tænkning og med fænomenet blending at gøre? Og ja, det har det, men hvordan?
 
Impressionismen fra slutningen af  1800-tallet var mht. til brug af farver et radikalt oprør mod datidens salon- og akademikunst. Impressionismen gik ud fra en farveteori og ideologi der sagde at maleren i princippet skulle begrænse sig til at skildre naturen og mennesker gennem brug af grundfarverne: blå, gul og rød - og deres komplementærfarver:orange, violet og grøn (jfr. tidligere om kreative restriktioner).
   Farverne skulle ikke, som i de forgående århundreders malerkunst, blandes på paletten inden de blev påført lærredet. De skulle først blandes i modtagerens hjerne gennem øjets perception. Altså skulle farverne lægges adskilt og ved siden af hinanden i penselstrøgene på lærredet. Virkeligheden skulle skildrers gennem den optik og dermed de indtryk ("impressions") som blev skabt gennem dette begrænsede udvalg af farver og måden at lægge dem ind i motiverne på som den nye ide rammesatte.

Impressionismen foreskrev altså en blending mellem ét konceptuelt input-rum hvor naturen iagttages som den ser ud, og et andet konceptuelt input-rum hvori farverne er rene og skal holdes separeret i maleriets udtryk. Og vupti: Renoire, Monet, Degas, Sisley, Pissaro, m.fl. Revolutionerende verdenskunst.

Denne ide at maleriet i kraft af den særlige optik motiverne blev set og skildret igennem, i høj grad overlod færdiggørelsen af den kreative-blending operation til modtagerens perception, den ide blev bærende for alle de følgende moderne -ismer:
  • ekspressionisme (iagttagelig virklighed set og udlagt gennem et stærkt subjektivt følelsesregister), 
  • kubisme (iagttagelig virkelighed, men set og fremstillet fra forskellige synsvinkler i lærredets to dimensioner),
  • surrealisme (realistisk virkelighed set og skildret gennem drømmens optik)
  • helt frem til vore dages konceptkunst.
Dette blog-indlæg er inspireret af at jeg netop har været på Louisiana og se den fantastiske, tankevækkende og fantasistimulerende udstilling: "Farver i Kunsten". Farve-kreativitet for fulde gardiner og i overvældende mængde og kvalitet. Baseret på den enestående Merzbacher privatsamling.
   Emnet er langt fra udtømt, så jeg vender tilbage til det i senere blog-indlæg.

"Kunsten at bappe en film op fra slap"

Rubrikken er jo provokerende meningsløs, som et stykke absurd poesi. Som teaser til videre læsning er den effektiv. En reportage af Thomas Brunstrøm i Politikens film-sektion den 22. april. Den handler om en udbrydergruppe fra Afilm (der producerede animationsfilmene "Terkel i knibe" og "Rejsen til Saturn"). Artiklen indledes sådan:
Hvordan ser en barbarkvines bryster sådan helt  præcist ud? Hvor mange dødningehoveder bør der være på en katapult? Kan en elver have crepehår?
   Det lyder som en flok nørdede teenage-drenge med en håndful Bjørnebryg under vesten, der slynger spørgsmål ud. Men det er de ikke. Folkene på Einstein Film er måske nok lidt nørdede, men hverken teenagere eller alkoholpåvirkede. De er på arbejde og i fuld gang med en film med et budget på 18 millioner kr.
Udbryderne har nu deres egen animationsfilm på trapperne, med titlen "Ronal Barbaren".
   Når de brød med deres hidtidige arbejdsgivere var det for at undgå at blive "sådan nogen trætte desillusionerede typer der ikke greb chancen mens de havde den", siger en af udbryderne, Thorbjørn Christoffersen, der fortæller: "Den grundlæggende idé er et fantacy-univers, hvor der bor helt almindelige mennesker, der skal shoppe og følge børn i børnehaven - som så samtidig er barbarer og lige har en økse med i barnevognen."
   En ide til en animationsfilm hvor der blendes en grum og grusom, voldelig fantacy-verden med en dagligdags tilværelse i en socialrealistisk verden a la den som vi alle kender.
   To stærkt konceptuelt ekstremt adskilte input-rum der ifølge ideen skal blendes og integreres i en ny animationsfilm og dermed æstetisk og fortællemæssigt bryde nyt land i forhold til de to tidligere fra Afilm. I det oprindelige oplæg indgik også at filmen også skulle have af en musical - altså et tredje input-rum i blandingen, som dog blev forladt.

Den blendede Dolly Parton

I Information i dag den 22. april. Sektionen "Billeder". Journalisten er Klaus Lynggaard. Rubrikken: "En vaskeægte imiteret diamant." Min søgemaskine mht. kreativitet og personlighed blinker alarm!  Helsides fotografiet af en hvidklædt kvinde med botox-læber malet blodrøde, en højt opsat afbleget blondine-frisure, og en kavalergang der vil noget, leverer pay off: Dolly Parton, selvfølgelig

Det er en portrætartikel om en sangerinde, som jeg har et helt særligt forhold til. Jeg har en meget stor del af hendes plader og CD´er, helt tilbage fra omkring 1970. Og når jeg skal glæde mig selv med musik mens jeg kører bil, så ligger en CD med nogle af hendes sange stadig øverst i bunken.
   Overskriftens blendede udtryk "vaskeægte imiteret diament" udbygges i manchetten: "Dualisme. Af natur er Dolly Parton et paradoks, men først og sidst er hun dog bare Dolly. Det er så alt nok."
   Klaus Lynggaard refererer til en debatskabende artkel i Information af Christian Braad Thomsen i 70-erne, hvor han introducerede hende til det danske intellektuelle læserpublikum. Jeg husker artiklen og det indtryk den gjorde på mig den gang. Den fik mig til sporenstregs at gå i den lokale Fona-butik og købe hvad de havde af LP´er med hende. 5 stk. tror jeg. Nogle af de allerførste.
   Den gang i begyndelsen af 70-erne var det sådan med DR og P3, at man simpelt hen slet ikke spillede country og western i radioen. Så selv om jeg hørte P3, så kendte jeg ikke til hendes eksistens før Braad Thomsens artikel i Information:

Og hvad skriver Klaus Lynggard så om hendes paradoksale personlighed - så at sige spaltet i to:
Det ville give være lettere for alle parter om der fandtes to Dolly Partoner.  En glitrende showbizz-Dolly, der uden blusel går i seng med overdrevne (...) topti-poparrangementer, gør sig i store platinblonde parykker, knaldrøde negle og læber, overdådige juveler og kostumer samt ublu brug af makeup. Som spiller sig selv i tvivlsomme B-film og tiltrækker et publikum, som folk, der bryster sig af  god smag, nødig vil ses i selskab med. Og så en troværdig hipster-Dolly, som mestendels klæder sig i denim, udelukkende skriver sange som "Down from Dover", "Jolene" og "Coat of Many Coloors" og på alle måder udstråler jordnær integritet med bjergluft i blodet og de der smukt dirrende tårer i stemmen. (...)
   Men ligesom man ikke kan adskille den slanke fyrrige SunSession-Elvis fra den sene, voldsomt overvægtige  Las Vegas-Presley-parodi, er de to Dollyer to alen af samme stykke. Man kan vælge og vrage mellem hendes sange, men man kan ikke adskille den autentiske hjemmeføding fra den syntetiske pop-prinsesse, ude at gøre skade på dem begge. Sådan går det ofte med de kunstnere, vi holder af - de er omvandrende paradokser Og Dolly er en vaskeægte imiteret diamant. Sådan er det bare.
Man kan sige at det Klaus Lynggaard her i de stærkt lyriske passager gør sig til talsmand for, er en teori om at når Dolly Parton er en stor og enestående kunstner, så er det fordi hun frit blender de to sider af sin personlighede, både i sine sange og i sin fremtræden, sider som kulturen ellers holder skarpt adskilt. Dolly er selv gærnseoverskridende kreativ, og hun integrerer og blender publikumssegmenter som ellersikke kan udstå hinandens kulturelle præferencer.

Til historien om Dolly hører så - lige efter bogen om den kreative personlighed - at hun er vokset op i en fattig familie på 14 medlemmer, der levede i en etværelses træhytte uden rindende vand, elektricitet eller træk og slip - en barndom og et barskt miljø - især for kvinder - som hun om og om igen besynger i en lang række stærke og gribende sange.
   Den mest kendte af dem alle er "Coat of Many Colors"  handler om mobning på grund fattigdom (tøj med påsyede lapper - Poul Martinsen fortæller om tilsvarende), men set i erindringens positive lys. Andre om som kvinde at være tvunget ud i prostitution af nød, om incest, om svigt af mænd, etc.

onsdag den 21. april 2010

Fusion af to kreative institutioner - og har det noget med blending at gøre

Jeg har sådan on and off fulgt med i en debat om planerne om at fusionere Kunstakademiets arkitektskole og Danmarks Designskole. Når jeg bliver fanget af diskussionen er det selvfølgelig fordi det drejer sig to gamle velmeriterede institutioner der danner rammen om uddannelse af særligt kreative mennesker inden for visuel kunst og kunsthåndværk.
   Så ser jeg lige idag i Politiken at min sidekammerat fra 4. mellem på Christianshavns Gymnasium, Mogens Rukow, nu har et indlæg i debatten. Han er selv ansat som underviser på en tredje kunstskole: Den danske filmskole. Han mener nej.
   Jeg kender ikke alverden til nogen af de to institutioner som der er nogen der har planer om skal fusioneres. Og jeg tænker også: Alle mulige andre uddannelsesinstitutioner er i de senere år blevet fusioneret. Også uden den helt store debat. F.eks. var jeg ansat på Odense Universitet et par år, og så blev  det fusioneret med forskellige sønderjyske højere læreanstalter i Sønderjylland, og pludselig hed vi Syddansk Universitet. Om det har været godt eller skidt, ved jeg faktisk ikke. Og i forhold til hvilken målestok? Bedre økonomi (=besparelser), større kreativitet inden for forskning og undervisning, bedre mulighed for statslig styring og prioritering???
   Men altså: Hvorfor er der så skarpe og engagerede indlæg - især imod fusioneringen? Og hvem er for? Og hvad er argumenterne?

Jeg tænker også at fusionering jo på en eller anden måde har noget med begrebet og fænomenet blending at gøre. Blending handler om at skabe og samtænke et nyt konceptuelt rum ud fra to eksisterende og forskellige konceptuelle rum, ved at trækker udvalgte egenskaber og kvaliteter fra disse input-rum med ind i et nyt mixet rum, som man så kan forholde sig til når det manifesterer sig i ord, sætninger, fortællinger. Og et sådant blended konceptuelt rum er grundlaget forg grænseoverskridende tanker og nyskabende handlinger.
   Og det er vel også det fusionering drejer sig om: Institutioner korresponderer jo med komplicerede mentale rum hos medarbejderne hvori indgår forstillinger om roller, relationer, værdier, kvaliteter og sociale praksisser som definerer  institutionen som en sociologisk enhed. Og når man ud af to forskellige af den slags vil skabe en tredje, så skal der skabes nyt, noget skal bringes med over, og noget forlades.
   For at en fusionering skal kunne foregå på en måde som er kreativitetsfremmende, så kræver det en mængde blending-operationer hos de mennesker som skal medvirke til og indgå i fusionen, og som skal tænke sig selv ind i et blended konceptuelt rum hvor kvaliteter og elementer fra de to input-instituioner skal indgå. Men kravet er også at der i det blendede rum skal opstå noget nyt og positivt som ikke findes i de to input-rum.

Når man ser på nogle af de indlæg der har været fremme i pressen, så synes det at være en diskussion der har at gøre med at Designskolen er funderet i en kunstpædagogik som er praktisk-håndværksmæssigt funderet, mens Arkitekskolen er funderet i en akademisk undervisnings- og forskningtradition.

Det er en gammel diskussion om to måder at lære og forstå på: en hvor man lærer gennem praksis, som man efterfølgende kan reflekterer over, og en hvor man lærer ved at teoretisere over en kommende praksis.

På de nye akademiske journalistuddannelser på SDU og på RUC findes det samme modsætningforhold indbygget i uddannelsen og i lærerkorpset. Det er de journalistisk uddannede lærere som underviser de journaliststuderende i at udøve faget som håndværk: skrive avisartikler eller til nettet, producere radio- og tv. De akademiske lærere forsker og underviser i mediesociologi, målgrupper, redaktions- og professionskultur, pressehistorie, etik, mediehistorie.
   Men en tilbagevendende kritik fra de studerdes side har begge steder været at der ikke sker nogen konceptuel blending mellem de to konceptuelle rum, underlagt hver sin frame, og forankret i hver sit forhold til virkeligheden, et der forbinder faget til direkte handling, og et der forbinder faget til distanceret og distancerende refleksion og teoretiseren.
   Man burde måske inden fusionen af Disignskolen og Arkitektskolen, lige tage bestik af og prøve at finde ud af hvorfor det ikke er lykkedes af blende de to faglige frames i journalistik på universiteterne

Casper David og Helligånden - Kasper Colling Nielsen og den splittede personlighed

Weekendavisen 16. april 2010, kultursektionen. Interview med Casper Wenzel Thornøe alias Casper David. Rubrik: "Vandreren over tågehavet". Interviewer: Poul Pilgaard Johnsen:

Det der gør Casper interessant i min sammenhæng er at han er både præst/filosof og musiker og at han som musiker bruger et alias der peger mod den hyperromantiske tyske landskabsmaler: Casper David Friederich; rubrikken refererer til  titlen på et af denne malers kendte billeder. Det er Casper der selv har opfordret Poul Pilgaard til interviewet. Casper fortæller i mailen til journalisten at han som diplomatbarn har flyttet meget rundt mellem storbyer: Bonn, Barcelona, Paris, Berlin, København. Referer til  at han har boet i Hellerup. Artiklen fortæller
På et tidspunkt fandt han kærligheden i spanske Laia og flyttede til Barcelona, mens han færdiggjorde studierne. Senere flyttede de til Danmark, hvor Laia fik arbejde som farmaceut på et apotekt i Herning, og planen var at han skulle færdiggøre en engelsk udgave af sin ph.d.-afhandling om uforanderlighed i europæisk filosofi. Ikke på noget tidspunkt siden sin gymnasietid havde han så meget som rørt sin guitar eller sunget en strofe, men en tilfældig dag sad han i en bil på en parkeringsplads og ventede på sin kone, og som ramt af lynet strømmede melodierne pludselig igennem ham. Det er sådan han fortæller det:
    ”Jeg følte det som var jeg et medium. Alt lå klart – toner, melodier, arrangement. Teologisk sagt var det Helligånden der ramte mig den dag på parkeringspladsen i Herning. Det var ikke noget jeg ville, det var noget der skete.”
For det første kan vi lige notere det som vi kender kreative personligheder på, nemlig at det er som om de er to personligheder i et. Og at der i hvert fald er noget med "hjemløshed"i barndom og ungdom - han har flyttet meget rundt, og er, som han selv siger "kosmopolit", gennem sin opvækst; men det er så noget han nu som voksen reagerer imod politisk og holdningsmæssigt, bl.a. ved at være blevet præst i Vestjylland, forstår man af interviewet. Og så kan man bemærke noget jeg ikke har skrevet om før: at behovet for og driften mod kreativ udfoldelse der bryder med den personlighed man ellers praktiserer, kan komme som et mentalt vulkanudbrud, helt uventet, og med en eksplosiv kraft, her udtrykt i spirituelle og religiøse termer: "medium", "Helligånden der ramte mig". Det er det romantikerne kaldte at blive inspireret.

I samme avis: Rubrikken: "Mount København". Journalist: Synne Rifbjerg. Interviewbaseret portræt af forfatterdebutant: Kasper Colling Nielsen. Her et par tekstafsnit fra artiklen:
Kasper Colling Nilsen har skrevet, siden han var seksten år. Han har sågar uden at ryste på hånden kaldt sig forfatter, det havde ikke noget med at publicere at gøre. Alligevel var han meget i tvivl om, hvad han skulle. da gymnasiet var forbi.
   ”Jeg havde en masse problemer, da jeg var yngre, så i en periode flyttede jeg til Namibia i Afrika og arbejdede på en fotoskole der i et slumkvarter.” (...)
   "Vi kan aldrig bare stille os uden for verden og betragte den objektivt. Verden er uløseligt forbundet med os, og vi med verden. Verden er ét med os. Den menneskelige krop er ikke umiddelbart genkendelig. Tingene vi omgiver os med, hænger fast på os og bliver en del af os."
   - Er det defor mange af dine personer kan forvandle sig til mange andre skikkelser og have et eget liv uden for den såkaldt ”almindelige verden”?
   ”Vi muterer hel tiden med vores omgivelser, og det der sker i vores liv. Jeg prøver som mit store forbillede Kafka at skabe nogle figurer, som er både virkelige og virtuelle. Jeg mener, at det psykologiserende greb, skal bekæmpes med hård hånd, det er så undertrykkende. At man bare er et produkt af noget, der er sket i ens barndom, og resten af livet kan så gå med at overkomme de traumer. Det er skabelonen for langt størstedelen af al litteratur der skrives, og den slags litteratur interesserer mig ikke.”
Romanen han har skrevet, har som det overordnede og drivende plot at der bygges et 3 km højt bjerg på området omkring Avedøre: "Mount København". Og hvad det kan afstedkomme af interessante historier for en masse mennesker og for udviklingen i Danmark. 
   Om hans personlighed: "Jeg havde en masse problemer da jeg var yngre", siger han. Og så understreger han kraftig og uopfordret at hans roman-figurer absolut intet har med hans oplevelser i barndommen at gøre.
   Det peger jo, som en slags ironi, på at det har de i hvert fald, men at de er så godt og grundigt blended i hans roman at det nu ligger skjult i et symbolsk, fremmedgjort og fantastisk univers (jfr. hans henvisning til Kafka). Hans personer i romanen beskriver han jo så også i blending-termer: de er både "virkelige" og "virtuelle".
   Det er ikke nogen urimelig hypotese at sige at sådan føler han sig nok selv: en splittet personlighed med en mental stavblender der prøver at hele ved at skabe.