Fra Japan i mit hjerte til stenugler i min gård - om besjælet natur og skulptur

Fra Miyazakis tegnefilm: "Min ven Totoro"

Hvor det kommer fra ved jeg ikke, men japansk kultur, æstetik og religion har på en eller anden måde været med i min bevidsthed og aktiv i min underbevidsthed siden min ungdom. Og det har slået igennem også da jeg for 7 år siden begyndte at skrive indlæg her på bloggen.

   Rigtig mange indlæg har helt eller delvist handlet om japanske træsnit fra 1800-tallet med kunstnerne Hokusai og Hiroshige som de dominerende navne, og om japanske tegnfilm (som har rødder tilbage til Hokusais lærebog i manga-tegning) med Hayao Miyazaki som det altdominerende instruktørnavn - hvis utroligt smukke og fascinerende tegnefilm viser hvilken kreativ kraft der ligger i forestillinger om en besjælet natur.

   Både mine tusch-tegninger i mine unge dage (60´erne) og min akvareller i de seneste år, er tydeligvis inspireret af japansk kunst og grafiske æstetik

   Men i alle årene har det virkelige Japan for mig stået som et land i en fjern og uvirkelig drøm

Men i foråret 2009 kom forløsningen. Fruen og jeg og fruens søster var på en grupperejse med et lille rejseselskab til Japan: Med en lille uges ophold i Tokyo og en lille uges ophold i Kyoto.

   Det var rejselederens første rejse som turguide til Japan, og turen skulle være en slags test på den research han havde lavet inden, og som skulle fortælle ham og det arrangerende selskab om det var sådan den rejse skulle sættes sammen i de kommende år.

    Set fra deltagernes synspunkt - vi var 9 plus den danske guide og to japanske kvindelige guider (en i hver by) - var det en succes, med oplevelser som jeg desværre aldrig fik skrevet og fortalt om fordi det først var året efter at jeg begyndte at skrive på min blog.

Jeg vil heller ikke forsøge at skrive om vores Japan-rejse i detaljer og i serier af indlæg så mange år efter. Selvom jeg tog en masse fotos, så er erindringen tåget og upræcis - også på grund af sygdom og medicin.

   Men en ting husker jeg lysende klart: At vi besøgte landet og hver dag tog på udflugter ud fra de to byer vi boede, netop i den periode hvor kirsebærtræerne blomstrede, og japanerne i familie- eller arbejdsgrupper satte sig ud under de blomsterne kroner på store blå plastikunderlag og spiste frokost sammen:

Det andet som gjorde et uudsletteligt indtryk var at alt på overfladen godt kunne ligne et vestligt højteknologisk land som vores, men at der under den overflade var en strøm af forestillinger især knyttet til natur og naturfænomener som i den grad var fremmede for os (undtagen til Jul).

   Det var den ældgamle religiøse forestilling om at alt i naturen var - eller kunne være - besjælet: dyr, planter, sten, floder, bjerge - en forestilling som hele tiden var undertekst til alt der blev vist og gjort.

   Fx er de her figurklippede træers kroner set i en park i Tokye ... 'skyer' på en 'himmel' i et imaginært landskab:

I religions-sociologien taler man om "animisme" og betragter den slags trosforestillinger som en form for ur-religiøsitet der har været udbredt blandt alle oprindelige folk, og som har eksisteret i mange lokale varianter over hele jorden gennem tusinder af år.

   I Japan er navnet på den gamle religion som er den ene af de to dominerende: 'shinto'.

   Kristian Ditlev Jensen skriver i en kort "Introduktion til japansk religion":

I Japan har man to hovedreligioner, som de fleste japanere dyrker med større eller mindre intensitet. Den ene kaldes shinto, den anden er den særlige japanske buddhisme, som går under navnet zen eller zenbuddhisme.

   Meget groft sagt bruger japanere shinto til alt, hvad der har med livet og hverdagen at gøre – for eksempel bliver man traditionelt gift i et shinto-tempel – mens buddhisme bruges til håndtering af døden og af lidelse. Begravelser er derfor buddhistiske.

   Shinto er en noget uudgrundelig størrelse, som de færreste udlændinge forstår til bunds. Men grundlæggende er shinto en animisme. Det vil sige, at man i shinto tilbeder kami, som betyder guder eller ånder. Ofte er det ånder, der er forbundet med et sted eller en naturlig ting. Solen har sin egen kami, men en stor klippe ude i havet kan også være hellig, så folk fra nær og fjern kommer og tilbeder dens kami.

https://www.japanspecialisten.dk/praktiske-informationer-om-at-rejse-til-japan/artikler-om-at-rejse-i-japan/japansk-religion/

Som et verdensberømt udtryk for denne i kulturen altgennemtrængende religion er det hellige bjerg Fujiyama (3.776 m) som kan ses over store afstande fra mange lokaliteter, og som vi også så et glimt af ud ad vinduet da vi kørte med lyntoget Shinkansen fra Tokyo til Kyoto:

Fujiyama er en urgammel død vulkan som i moderne tid er blevet et internationalt kendt symbol for Japan via et af Hokusais mest beundrede træsnit der viser bjerget som en central del af motivet, nemlig det her:

I rigtig mange år havde jeg selv en kopi af det træsnit hængende på væggen i vores stue.

Et gennemgående udtryk for hvor central animismen stadig står i japanernes dagliglivs kultur, var alle de mange forskellige dyrefigurer der var til salg i store mængder over alt. 

   Her nogle eksempler som jeg tog billeder af undervejs på turen:

Hvor vil jeg nu hen med hele denne lange indledning? 

   En af de danske deltagere på turen udmærkede sig som særligt kreativ - og var på flere måder et stort plus for vores lille turistgruppe. Hans fornavn var det lidt mærkelige "Jørg". Og Jørg var lidt af en tusindkunstner med hovedet fuld af ideer.

   Hans frue var skolelærer og holdt lidt øje med at han ikke kom galt afsted på grund af alt for flyvske ideer. 

   Selv var han murermester. Og parret kom fra en lille by Høgild i det mørkere midt-vestlige Jylland lidt syd for Herning og 50 km øst for Ringkøbing. 

   Men de var vidt berejst - en slags opdagelsesrejsende - og havde besøgt mange flere eksotiske steder end resten af den lille deltagergruppe til sammen

   

Jørg var underholdende og havde humor på den særlige vestjyske lune måde. Han kunne fortælle mange sjove historier og vittige anekdoter. 

   Og så kunne han lave tryllekunster, en kvalifikation som gjorde at selv om vi ikke forstod japansk og japanerne ikke forstod engelsk - endsige dansk - så kom vi via Jørgs tryllerier hurtig i fin non-verbal kontakt med de lokale  japanske bar-gæster de aftener hvor vi var ude på egen hånd uden vores japanske guider og tolke.

Jørg og han frue besøgte vi et års tid efter hjemkomsten til Danmark. Og han levede helt op til det billede vi havde fået af ham på rejsen.  Ud over at være en dygtig og værdsat lokal murermester var han også selvlært havearkitekt, kreativ opfinder, tømrer og billedhugger. 

   Tilsyneladende var han hele tiden igang med at finde på, find ud af - og opfinde. Og at indrette og konstruere nyt ud af gammelt.

   Det var et hyggeligt gensyn.

   

Vi har holdt kontakten ved lige via Facebook. Og for nogle få år siden begyndte der at dukke figurer op på hans FB-hjemmeside: ugler!

   Det var ikke helt til at gennemskue hvad de var lavet af, og hvor store/små de var. Men de så sjove ud, var originale  i udtrykket og havde individuelle personligheder. Og de var tilsyneladende til salg.

   Og her i år før Jul tog jeg mig sammen og bestilte en hel ugle-familie hos ham. De ankom til Vordingborg med fragtmand, fint og solidt emballeret. De vejede et halvt ton, og fragtmanden bandede da han afleverede pakken, over hvad det kunne være i den der vejede så meget.

   Sådan så de ud - sten-uglefamilien - da de var pakket ud og opstillet i vores gård:

Hvad er uglerne lavet af af? 

   - Forskellige rå natursten som dem man kan finde på enhver bondemands marker, indført af den kappe af indlandsis der kom til Danmark fra Norge og Sverige under sidste istid for mere end 10.000 år siden.

   Og udhugget og bearbejdet med de værktøjer som enhver velforsynet murermester har og ved hvordan man skal betjene.

   

Hvornår og hvordan fik Jørg ideen?

- Har lavet ugler i ca 4 år, og det er stenen der bestemmer hvordan en ugle skal se ud.

   Ideen var i protest mod at 'Haveoasen' tog 3.500 kr. for 3 ugler - lille, mellem og stor.

   Stenene kommer fra marken. Når der er taget kartofler op så ligger de lige til at samle op.

Det anede mig at der lå et oprør bag Jørgs sten-ugler. Det er 'kreativ vrede' der har fremprovokeret ideen, og som driver værket. Og den 'kreative restriktion' der udfordrer, er at hugge ugler ud af netop den unikke form en sten tilfældigvis har fra naturens hånd.

   Her er et billede af de sølle, små og urimeligt dyre sten-ugler som blev solgt fra 'Haveoasen', der omtaler sig selv som "midtjyllands største havecenter";

Her får vores indvandrede sten-ugler besøg i vores gård af genboens Ali-cat:

Går man ind på Jørgs FB-hjemmeside, finder man billeder af andre skulpturer af forskellig slags, både med ugle-kombinationer, men fx også 'skovmænd' af træ:

Jeg er ikke i tvivl om at noget af impulsen til at udhugge disse sten-ugle-skulpturer med personlighed, stammer tilbage fra vores Japan-tur og dette lands årtusindgamle tro på at naturen er besjælet og beåndet.

Akvarelmaleriets mysterier (66) - fra rødhals til biæder - og fra det sorte pakhus til den hvide domkirke

Det er sådan med et motiv som man har dyrket med glæde og udbytte - at det hele tiden presser sig på som en mulighed - fordi der allerede er banet veje i det visuelle modtage- og udtryks-system i hjernen.

    Så selvom jeg troede at nu var de slut med rødhalsen som motiv - som beskrevet i det her indlæg ...

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/10/akvarelmaleriets-mysterier-65-rdhals-i.html

... så skete der det at jeg fra Dansk Naturfredningsforening som jeg er livsvarigt medlem af, fik den årlige sending julekort med fotos af naturmotiver. 

   Og der var - selvfølgelig - netop et rødhalse-motiv på et af postkortene. Og oven i købet var rødhalsen placeret i en setting som jeg ikke havde malet før: et slåen-buskads med modne mørkeblå slåenbær:

Reference-foto: Rødhals blandt blåbær

Det måtte jeg prøve at akvarelmale - det var nyt.

   Og jeg havde også i skuffen liggende nogle 'akvarelmarkers' af mærket Winsor & Newton som jeg ikke havde forsøgt at bruge tidligere:

 Så nu var det nu:

Egen akvarel: Rødhals blandt blåbær, 2017

Faktisk er jeg ret tilfreds med resultatet, og brugen af watercolor-markers giver klart et andet, mere råt og kraftfuldt udtryk end hvis jeg alene havde brugt pensler.

Og så havde jeg også liggende en bestilling på en rødhals-akvarel fra min svigerdatter, men var ikke sikker på at det med rødhals blandt slåen-bær lige var det hun havde tænkt. Så jeg fandt en andet forbillede på nettet som for mig også stillede den udfordring at vise en fugle med åbent næb - næsten frontalt. 

   Det gav dette resultat:

Egen akvarel: Rødkælk med åbent næb, 2017

Ind ad brevsprækken kom så også et nummer af mit blad fra Dansk Ornitologisk forening med en fotos af fugle på forsiden som jeg ikke husker at have set før:

Forsidefoto fra tidskrift: Tre biædere

Som motiv ligger biæderne langt fra rødhals og de fleste andre fugle jeg har malet. 

   At gengive dem i akvarel ville være noget af en udfordring, så den tog jeg op. Dog ville jeg ikke bruge det her som referencebilllede (for svært, følte jeg), så jeg fandt et andet på nettet, nemlig det her:

Referencefoto: To biædere

Her følger min udgave, som jeg er ret tilfreds med. Men det var en af de sværeste motiver for en akvarel jeg har prøvet indtil nu.

Egen akvarel: To biædere og to bier.

Jeg havde været for ivrig og uopmærksom under det krævende malerarbejde, så der var kommet forstyrrende små klatter af akvarelfarve i den lyse baggrund, både forneden til venstre og forneden til højre.

   Jeg fik ideen af en ven, at de fejl kunne gøres usynlige ved at male en bi oven i til at kamuflere og skjule pletterne. 

   Det bliver ikke sidste gang jeg prøver at male de her eksotisk udseende fugle i akvarel, er jeg sikker på.

Til de bestillingsarbejder jeg har fået ind på det sidste hører et som umiddelbart inviterer til at køre videre af et udtryksmæssigt spor.

   Som referencebilleder fik jeg tre fotos af en solopgang fra Sydstranden i Dragør - med mørke silhuetter af siv i modlys i forgrunden.

   Og det udtryksmæssige spor jeg kørte videre ad, ses i de her to akvareller:

Egen akvarel: Næbbet fra Ordrupnæs

Egen akvarel: Aleen fra Københavnsvej mod Ornebjerg

Fælles er farvholdningen, de flerfarvede vådt i vådt-flader og silhuetterne i modlys. Ad det udtryksmæssige spor kom så denne akvarel:

Egen akvarel: Solopgang, Sydstranden, Dragør, 201

Videre til næste spor:

   Et af forårets glædelig oplevelser med akvarelmaleriet som var kommet igang igen, var et bestillingsarbejde som jeg fik for mere end et år siden, altså før det som en bivirkning af CML-medicinen gik helt galt med min blodproduktion. 

   Bestillingen var fra en af mine morgensvømmer-venner som ønskede nogle akvareller til det gamle sorte pakhus af træ som han og en forening brugte som ramme for deres praktiske aktiviteter som jolle-ejere.

   Og motivet skulle være sådan at det sorte pakhus altid var med i billedet.
   Jeg tog en masse fotos, og da der gik hul på bylden og jeg kom igang igen i foråret, resulterede det i de her fire akvareller med tuschtegnede konturer:

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (1)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (2)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (3)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (4)

Arbejdet med denne serie satte sig det mentale spor for fremtiden at jeg blev væsentlig mindre usikker mht. at male bygninger og byggerier som motiv.
   Jeg blev også for alvor klar over at det giver en ekstra kvalitet at male serier a det samme motiv set fra forskellige vinkler.
  Samtidig blev jeg endnu mere bevidst om betydningen af 'belysningen' der skabte kontraster mellem lys og skygge og dermed dybde i motivet, og om hvor meget liv i billede det giver når man "highligter' lysreflekserne i forskellige blanke flader.
   Og det er akvarelmaleriet særligt godt til, fordi hvidt males og udtrykkes ved at papiret i refleks-områderne står umalet frem.   

   

Igennem mange år har vi besøgt venner i Dalby i Skåne lidt sydøst for Lund. Og på vej ind i byen har vi hver gang været imponeret over synsintrykket af den middelaldergamle imposante tidligere dansk domkirke i Dalby med den næsten lige så gamle 'Kungsgård' liggende foran, som lå på højdedraget foran os.

  For godt en måned siden besluttede jeg mig for at nu ville jeg prøve at tage springet: fra Det Sorte Pakhus i Vordingborg (ca. 100 år gammelt) til den Hvide Domkirke i Dalby (ca. 1000 år gammel): 

Egen akvarel: Domkirken i Dalby, Skåne, 2017

Egen akvarel: Kungsgården i Dalby, Skåne, 2017

Egen akvarel: Kungsgården i Dalby (2), Skåne, 2017

Jeg er selv meget glad for de her tre billeder.
   Også her er 'belysningen' afgørende for kontrasten mellem lys og skygge, ikke mindst i den hvid kirkes murer hvor de belyste sider er umalet papir, mens skyggesiderne er malet med en lys blåviolet.
  Som noget nyt der også giver liv og spændstighed til motivet: murerne i gården af kampesten i forskellige farver og nuancer. 

 
Så skulle det motiv egentlig være opbrugt. Men et mentalt puf fra en af mine morgensvømmervenner som har set og rost serien, har fået mig til at opsøge flere fotos på nettet hvor man ser kirken og kongsgården ude- og nedefra som en del af landskabet, fotos som kunne være referencebilleder for en fortsat serie af motivet:

Vi får se hvad det bliver til.

Det som ligner, men ikke er (3) - om modeller og tegninger til brug for at visualisere arkitekters fantasier om arkitektur de gerne vil lave, men som møder modstand hos rekvirenterne

Illustrerende computerhjulpet billede af
 'Tivoli Kanten' som ikke blev til noget, men næsten ....

I de to foregående indlæg om "det som ligner, men ikke er" har jeg fokuseret på modeller som noget modelbyggerne og modelkunstnerne lavede "for sjov" - for at opnå en - i bred forstand - 'underholdnings- eller fascinations-effekt': en umiddelbar oplevet fascination ved at modellen havde skiftet materiale i forhold til originalen, og/eller størrelsesforhold og/eller placering i virkeligheden - i forhold til det den var en model af. 

   Nogle modeller, fx skibsmodellerne på museet i Helsingør, bliver også lavet for at publikum kan nyde muligheden for at overskue en ellers uoverskuelig artefakt ved at modellen mht. udseende på den ene side er en nøjeregnende kopi i mindste detalje, men på den anden side nedskaleret så den er til at overskue i noget der minder om et fugleperspektiv.

   I alle tilfældene var der noget  magisk i den måde modellerne fungerede i forhold til et publikum.

Det følgende handler om tegnede modeller på papir af bygninger som ved hjælp af 500 år-gamle principper for perspektivtegning fungerer effektivt redskab for arkitekter til at visualiserer det de ved hjælp af sin forestillingsevne ellers kun kan se for sit indre øje.

Da jeg for mange år siden arbejdede i DR's interne udviklings- og kursus-afdeling, havde man ovre hos scenograferne fået anskaffet sig det nyeste nye inden for computer-hjulpet tegning af scenografier til tv: et sikkert smadder dyrt grafisk computerprogram som gjorde det muligt at se en tegnet scenografi fra alle mulige vinkler og beskæringer - ved at klikke igennem en række instrukser.

   Og det var vigtigt for produceren i kontrolrummet når han skulle planlæge kameragangen: Hvad hans/hendes forskellige studiekameraer kunne vise af billeder fra forskellige vinkler og med forskellig afstand til motivet. 

   Jeg overværede en enkelt demonstration og var dybt imponeret og - ikke mindst - fascineret. Computermodellerne på skærmen gjorde det muligt for producer og scenograf at arbejde meget bedre og kreativt sammen - inden selve produktionen skulle afvikles.

Men, og det husker jeg også, det tog lang tid for computeren at indløse bestillingen, den stod og 'tænkte' længe inden svaret kom. Og det krævede megen computerkraft der fyldte rigtig meget som fysiske kasser i rummet. 

   Jeg er ikke sikker, men jeg tror man kaldte denne grafiske computer for "monster".

   Her er vi inde på en form for 'modeller' som noget der ligner noget, de ikke er, men som helst skal blive virkeliggjort. Modellen som en forudsigelse af en mulig virkelighed - en scenografi - der skal konstrueres efter modellen.

   Og i vore dage går det hurtig. Fra den gang at være et monster, så er det for vore dages arkitekter, computerhjælp til tegninger en hurtig og smart genvej i forhold til at modellere og visualiserer de tænkte, foreslåed og planlagte byggeprojekter

  

Modeller i den forstand skal anskues som et fysisk udtryk for en fantasi hos en arkitekt til brug for beslutninger om at realisere eller forkaste et planlagt byggeri eller ændre på det. Men også som udgangspunkt og afsæt for de konstruktionstegninger som man i næste fase skal styre byggeriet efter.

   På engelsk har man begrebet 'the mind's eye', dette at man som menneske kan forestille sig noget - en fantasi fx - for sit 'indre blik'/på den 'indre skærm'. 

  Her drejer det sig om at oversætter billeder fra 'the mind's eye' hos en arkitekt til en ydre fysisk visuel ting - en tegnet eller bygget model så han kan dele forestillingen med andre.  

Idag har Politiken en anmeldelse af et af de nyeste arkitekttegnede - og -tænkte bygningsværker i det centrale København: 'Tivoli Hjørnet', hedder det nu, på hjørnet af Bernstorffsgade og Vesterbrogade, på den grund hvor restaurant Nimb tidligere havde til huse. Og før igen: restaurant Wivex.

Restaurant Nimb-hjørnet, med Tivoli i baggrunden.

Det færdige  byggeri der åbnede fredag den 17/11/17, bliver bedømt meget positivt af Boris Brorman Jensen, som medgiver at han fra starten var skeptisk. 

   

Man kan ellers sige at det arkitektfirma der har tegnet projektet, borger for både kvalitet og originalitet: Pei Cobb Freed & Partners, som ifølge artiklen er arvtagere efter "selveste M. J. Pei, som mange sikkert forbinder med glaspyramiden foran hovedindgangen til Louvre Museet i Paris."

   Det gjorde jeg nu ikke lige, men til gengæld forbandt jeg navnet med et fantastisk og fascinerende kunstmuseum som jeg og fruen besøgte i Japan i 2009: The Miho Museum.

   Vejen ind til museet går igennem en tunnel boret gennem et bjergmassiv. Og selve museet er for størstedelens vedkommende gravet ind i bjergsiden, hvis natur og udseende derefter er reetableret. Så museumsbygningen er meget lidt synlig udefra.

Indgangen til The Miho Museum.

Læs mere her om arkitekten M. J. Pei, og hans karriere som en af de helt store modernistiske arkitekter - ja, og som har udfoldet sin kreative virksomhed i rigtig mange lande:

https://en.wikipedia.org/wiki/I._M._Pei

Tilbage til København og hjørnet mellem Vesterbrogade og Bernstorffsgade ...

   Jeg er næsten sikker på at der er lavet fysiske 3 D-modeller af bygningen som nu udgør det nybyggede 'Tivoli Hjørnet', og at der - efter projekt blev godkendt - også er lavet en række nøjagtige konstruktions-tegninger som arkitekterne har fodret ind i en computer som så har svaret med på skærmen at levere tegnede og delvist farvelagte billeder i det rigtige perspektiv: fugle- eller i øjenhøjde, eller hvad der nu er brug for.

   Men jeg har ikke lige kunnet finde dem på nettet.

Går man tilbage i tiden, så kan man godt på nettet finde konstruktionstegninger til byggerier af kendte arkitekter til ambitiøse projekter som de har liggende i arkivet - og som kan ses i digitaliserede udgaver.   

   Og for nylig har Politiken så bragte en historie om at Københavns Kommune der efter digitalisering af en tredjedel af tegningerne i deres arkiv, har brændt originalerne, fx orginaltegningerne af P.V. Jensen Klint til Grundtvigskirken som har skullet afleveres til datidens 'Teknisk forvaltning' for at få godkendt projektet:

Men det er en anden historie som jeg vender tilbage til en anden gang: Hvorfor er den digitaliserede udgave ikke lige så god som originalerne? kunne man spørge.

 

Tilbage til Tivoli-fornyelsen ...

   Da en store del af 'Tivoli-Kanten/-Hjørnet'-projektet er med gennemsigtige glasfacader, er det måske grunden til at man ikke har villet vise pap-og plastik-moddeller af det tænkte byggeri.

   Den slags fysiske 3 D-modeller i den slags materialer kunne faktisk komme til at se så relativt primitive og ucharmerende ud at politikerne alene af det synsindtryk kunne finde på ikke at ville godkende den.

   Dog: Her er en såkaldt isometrisk tegning af projektets første version  set fra luften, vist i flere avisartikler foråret 2014:

Skitsetegnet ideoplæg til 'Tivoli-Kanten/-Hjørnet',
som blev nedstemt af politikerne forår 2014

Den her er i fugleperspektiv og giver nogenlunde samme muligheder for at fantasere sig til det endelige resultat for politikere og borgere, som en nedskaleret hvid pap-/plastik-model ville kunne levere.

   Men man kan ikke gå rundt om den. Og jeg kan ikke udelukke at der findes tilsvarende tegninger fra andre vinkler.

 

I først omgang blev projektet som vist ovenfor, stemt ned af et flertal af politikerne i Københavns rådhus: 7-3, som man kan læse om her:

http://www.aok.dk/byliv/politikere-stemmer-nej-til-kaempe-tivoli-byggeri

Ud over tegningen her har politikerne også fået vist flere delvist computertegnede og selvfølgelig stærkt idealiserede fotolignende fremstillinger  - som har mindet mere de gamle fantasi-stimulerenede akvareltegninger som alle arkitekter tidligere havde lært at at lave på Arkitektskolen - for at kunne 'sælge' dere ideer og visioner til byggeherren.

   Her en af den slags computerhjulpne farvede og fotorealistiske visualiseringer af det første skitseprojekt som blev afvist af politikerne.

Computertegnet og farvelagt visualisering af det nedstemte projekt.
Illustrationen gør brug af 2-punktsperspektiv,
men ligger tæt op af 1-punktsperspektiv

Billedet illustrerer en moderne form for visualisering til brug for offentligheden og bygherren som skal godkende/købe det. Der er tale om en 'model' hvor man monterer fotografier af omgivelserne sammen med en fotorealistisk fremstilling af selve projektet. 

   Altså en slag faktion - konceptuel blending - som er blevet muligt efter at man ved computerprogrammers hjælp usynligt for øjet kan mixe fotos med tegnede og farvede modeller af projektet.

Og som et lille sidspring: Det er værd at bemærke at Arne Jacobsens akvareller til mange af sine projekter er højt anerkendte for deres artistiske kvaliteter - og derfor udgivet i en fin bog for nogle år siden (som jeg har).

  Det samme gælder i øvrigt akvarelfarvede tegninger af mange af Finn Juhls møbler (der har jeg også bogen).

Et halvt år efter blev et projekt der lignede ganske meget, fra de samme arkitekter så alligevel godkendt som grundlag for at Tivoli kunne fortsætte med byggeplanerne:

Isometrisk skitse af det godkendte ideoplæg, som man
efterår 2014 fik grønt lys for at gå videre med af politikerne.
Illustrationen gør brug af 2-punktsperspektiv. 

Også den her modeltegning opfylder nogenlunde den samme funktion som en hvid pap-/plastik-model ville have kunnet levere. Men man kan også her kun se byggeriet fra én fugleperspektiv-position (men til gengæld er version 1 og 2 nemme af sammenligne).

Her nærbillede-tegninger af 'Tivoli Hjørnet' der først hed 'Tivoli Kanten' monteret  sammen med et fotografi af omgivelserne - hovedbanegården.

   Først vises en visualisering af den forkastede version, så af den godkendte - begge set i et øjenhøjde-perspektiv:

Nærbillede af Tivoli Kanten/Hjørnet i det afviste skitseprojekt.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv

Nærbillede af Tivoli Hjørnet i de senere godkendte projekt.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv

Her endnu en nærbillede-visualisering fra en anden vinkel af det nedstemte projekt hvor 'sammenstødet' mellem den gamle ny-klassicistiske indgangsportal og den nye organisk 'bølgende' glasarkitektur tydeligt illustreres. 

   Og det var åbenbart 'bare for meget' for flertallet af politikerene:

Hjørnet i det forkastede projekt der støder op mod den gamle
Tivoli-indgangsom bliver bevaret.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv

Den slags næsten fotorealistiske model-visualiseringer kunne arkitekterne vanskeligt lave for 50 år siden og tidligere.

   Her til sammenligning et par af Arne Jacobsens arkitekturtegninger - håndtegnede og håndmalede akvareller fra 30'erne:

Skitsetegnet akvarel til projekt 'tankstation'
der blev realiseret 1936

Bemærk at tankstationen er set i fugleperspektiv, som også ville være det perspektiv vi ville se den i hvis det havde været et foto af en fysisk bygget 3 D- pap-/plastik-model. På en måde kombinerer sådan en akvarel-skitse de to slags visualiseringer som vi har set brugt ved 'Tivoli Hjørnet'.

   Netop i dette perspektiv kan man se at Arne Jacobsen har taget afsæt i sin egen spisestuestol 'Myren' da han designede taget til tankstationen.

   Her et foto af den virkeliggjorte arkitektoniske fantasi, fotograferet og dermed set i øjenhøjde:

Arne Jacobsen: Tankestation - foto af realiseret projekt

En tilsvarende udgave af motivet og næsten lige så fotorealistisk som dette ville man idag kunnet lave ved computerens hjælp.

Men som Pei Cobb Freed & Partners, så mødte Arne Jacobsen også flere gange modstand fra rådhuspolitikere som rekvirenter på projekter som arkitekt-sagkundskaben eller bedømte som fremragende forsalg.

    Her to visualisering fra Arne Jacobsens deltagelse i en konkurrence om at tegne Industriens hus, 1965.

   Han vandt godt nok førstepræmien, men projektet blev ikke det bygherren ville have:

Akvarel af Arne Jacobsen til konkurrencen for Industriens Hus i 1965
Tydelig 2-punktsperspektiv

Akvarel af Arne Jacobsen til konkurrencen for Industriens Hus i 1965

Om igen: Selv om projektet vandt, blev det aldrig realiseret. Der var stor offentlig modstand mod det - mange syntes dets arkitektur-udtryk blev for dominerende og fremmedartet i forhold til Tivolis traditionelle udtryk. 

   Arne Jacobsen arbejdede videre på projektet. 

   Her et foto af en fysisk 3 D-model i pap som altså heller ikke fandt nåde for politikernes øjne:

Fysisk 3 D-model af Arne Jacobsen forslag
til Industriens Hus på Rådhuspladsen

Der blev arbejdet på forskellige kompromisser.
   Erik Møller der var elev af Arne Jacobsen, kom med ind over og skulle forsøge at hjælpe med at forlige de arkitekturæstetiske modsætninger. Dog uden held.

   Arne Jacobsen døde i 1971.

   Det hele endte med at Erik Møller fik godkendt det projekt som man siden 1978 og til for et fire år siden har kunnet se på Rådhuspladsen: En brunrød, ret anonym bygning med en beklædning af tegl og plastret til med reklamer:

Erik Møller: Industriens hus, Rådhuspladsen, 1978

Næsten fra starten efter færdiggørelsen, var der kritik af byggeriet: For at det ikke skulle genere Tivolis udtryk, var det selv blevet et karakterløst og billigt udseende byggeri - på en af Danmarks mest attraktive byggegrunde.

   Kritikken endte med en stor ombygning og renovering (dog ikke en nedrivning). Grundkonstruktionen blev 'pakket ind', må man vel nærmest sige - i - ja, selvfølgelig - glas.

   Sådan her har det set ud siden 2013: 

Ombygget Industriens hus på Rådhuspladsen, 2013

En forbedring er det vel nok i forhold til den rødbrune forgænger, men stadig ret så anonymt og karakterløst - om dagen.
  Men i solskin får det jo liv af spejlinger af de andre bygninger på Rådhuspladsen, som man ser.

   Og om natten, så fascinerer bygningen (og harmonerer i udtryk med Tivoli) fordi det er muligt at variere farverne og budskaber i de neonrør flettet på skrå som indgår i alle glaselementerne:

Industriens hus, by night

Industriens hus, by night

En anden historie der endte mere lykkeligt for arkitekterne:
   Arne Jacobsen og Peter Møller arbejdede sammen om et forslag til et nyt og moderne rådhus i Aarhus. Og de vandt konkurrencen 14. august 1937 med et projekt der var enstemmighed om hos fagdommerne var det bedste.

   Her er en akvarel til illustration af forslaget.

Akvarel af forslag til nyt Rådhus i Aarhus af Arne Jacobsen 1937
og Peter Møller. 2-punktsperspektiv

En flot, ren og konsekvent funkis-bygning.
   Men igen var der ballade i offentligheden, og rekvirenterne, de århusianske byrådspolitikere, var over en bred front uenige med de arkitekturkyndige fagdommere om projektets æstetiske kvaliteter. 

   Ydermurerne i forslaget var uden anden beklædning end det hvidmalede beton, og fornemmelsen hos rekvirenterne og deres bagland var at der manglede 'et eller andet', noget som kunne sikre den 'monumentalitet' i udtrykket som folk ifølge politikerne forbandt med 'et rådhus' (der jo skulle være det nye moderne lokale politiske magtcentrum for 'den lille jyske storby').

   De to arkitekter fik den 28. oktober 1937 i opdrag af byrådet at komme tilbage med et nyt forslag, et forslag som bl.a. blev visualiseret i den her akvarel:

Akvarel af revideret projekt for nyt rådhus i Aarhus

Den her type næsten perspektivløse perspektiv i en arkitekturtegning, som gør motivet meget fladt og ligesom ses meget langt fra, kaldes på engelske 'an elevation'.  Dog er pladsen foran og omgivelserne stadig styret af et 1-punkts linearperpsktiv.
   'An elevation' som i dansk oversættelse kaldes 'en opstalt'. defineres sådan her:
  

An elevation is a view of a building seen from one side, a flat representation of one façade. This is the most common view used to describe the external appearance of a building. Each elevation is labelled in relation to the compass direction it faces, e.g. looking toward the north you would be seeing the southern elevation of the building. Buildings are rarely a simple rectangular shape in plan, so a typical elevation may show all the parts of the building that are seen from a particular direction.

   Geometrically, an elevation is a horizontal orthographic projection of a building on to a vertical plane, the vertical plane normally being parallel to one side of the building.

   Architects also use the word elevation as a synonym for façade, so the north elevation is literally the north-facing wall of the building.

Elevation of the principal façade of the Panthéon, Paris

Det er klart at det er konfrontationen med den oprindelige visualisering som har fået offentligheden og politikerne til at føle at 'der mangler noget'. Et hvidt firkantet funkishus er bare ikke godt nok til vores - ganske vist diffuse og i ord vanskeligt formulerede fornemmelser af mangler ved projektets udtryk.

   For at få den fornemmelse hos 'folket' til at forsvinde, satte Arne Jacobsen og Erik Møller et tårn på rådhuset og beklædte facaden med plader af norsk marmor.

   Her Wikipedias beskrivelse af forløbet:

Den 15. november kunne arkitekterne sende en ny og revideret udgave af rådhusprojektet til godkendelse i byrådet. I den reviderede udgave af planen for rådhusbygningen var der to ændringer, der umiddelbart faldt i øjnene.

   For det første havde man i det nye projektudkast valgt at beklæde hele bygningen med 6000 m² marmorplader fra Porsgrunn i Norge der ellers var helstøbt jernbeton.[1]

   For det andet, og nok mere væsentligt, var der nu tilføjet et 60 meter højt tårn til bygningen. Et tårn, hvis tidligere mangel sandsynligvis havde været en af hovedårsagerne til den store modstand mod opførelsen af det nye rådhus.

   De to ændringer af rådhusbyggeriet kunne foretages, uden at man ellers ville være nødt til at forandre noget af betydning ved det oprindelige projekt.

   De forandringer de to arkitekter havde foreslået var med andre ord, alene af kosmetisk betydning og ændrede dermed ikke ved bygningens oprindelige funktionalitet.

   På denne måde var det dermed lykkedes arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller at tilføre deres bygning den monumentale karakter, den ifølge nogle kritikere havde savnet.

   Det betød, at byrådet allerede 18. november 1937, kun tre dage efter afleveringen af det reviderede projekt vedtog, at man ville påbegynde opførelsen af det ny rådhus.

Man bemærker at mens akvarellen af det første forslag tydeligt er tegnet i et 2-punkts linearperspektiv (se neden for), så er visualiseringen af det nye forslag mere traditionel og næsten uden mærkbart perspektiv - altså tegnet efter det der  på engelsk omtales som  'elevation' eller 'facade'.
   Og det synes jeg er tydeligt at se: Det er klart med til at gøre synsindtrykket mere visuelt imponerende.

   Keine Hexerei nur Behändigkeit,

Tilbage til nybyggeriet af Tivoli Hjørnet  ...  som jo også var løbet ind i modstand hos de politiske rekvirenter på rådhuset da de så visualiseringerne af forslaget.

   Her et længere citat fra en net-artikel  i magasinet Kbh.dk der forklarer hvad politikerne i første omgang tog afstand fra, og hvad det så var i de ændringer af det visuelle udtryk som førte til godkendelse:

Planen om at ombygge Tivolis hjørne af Vesterbrogade til en bugtende glasarkade med shopping og spisning lever igen. Københavns politikere har vendt en indledende tommelfinger op for en revideret udgave af forlystelseshavens stjernearkitekttegnede prestigeprojekt, som de ellers afviste sidste år.

    Arkaden har nu ændret navn fra Tivoli Kanten til Tivoli Hjørnet – og har da også fået mindre kant siden sidst. Byggeriet blev nemlig nedstemt, fordi arkitekturen skilte sig for meget ud fra sine omgivelser, og Tivoli er derfor vendt tilbage med et nyt facadedesign. Det er stadig gennemsigtigt, men de bugtende linjer er rundet mere af og får nu den samme rødbrune lerfarve som Tivolis hovedindgang.

   Det har tilfredsstillet Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, og dermed kan den egentlige lokalplansproces gå i gang. Tivoli Hjørnet forventes at komme i offentlig høring i løbet af 2015, og forløber det uden yderlige forsinkelser frem til den endelige godkendelse, vil byggeriet formentlig kunne gå i gang i 2016.

Projektets forhistorie kort:

Den gamle haves drømme om at udnytte muren ud til byen blev oprindeligt præsenteret i 2008, hvor man forestillede sig Tivoli Kanten gå hele vejen halvvejs rundt om Tivoli fra Industriens Hus på Vesterbrogade, langs hele Bernstorffsgade og til koncertsalen på Tietgensgade.

   Siden er projektet altså skrumpet ind til to bygninger på hver sin side af hovedindgangen, hvoraf den største stopper ved Tivolis sideudgang overfor Hovedbanen på den første del af Bernstorffsgade.

Det er karakteristisk for alle de (computer)tegnede  modeller og visualiseringer som jeg har vist i dette indlæg - med eller uden farvelægning - at de er styret af den form for illusionstegne-teknik som gør brug af principperne for perspektivtegning.

   Disse principper sammenfatter man under begrebet 'linearperspektiv' der indebærer at arkitekt og/eller 'computerassistenten' som noget grundlæggende gør brug af hjælpelinjer der mødes i såkaldte 'forsvindingspunkter' der kan være et, to eller tre af i et billede.

    Her illustreres et- og to-punkts linearperspektivet:

Principperne for linearperspektivet blev udviklet allerede i Renæssancen. De bygger på en visuel-geometrisk matematik som gør det muligt på et fladt stykke papir i to dimensioner (2 D) at narre synet til at tro at man ser motivet - et landskab eller en by med bygninger  som blev de set i virkelighedens 3 dimensioner.

   Og det er det der gør at man, altså fx arkitekter, nu kan fodre en computer med programmer og formler som nemt og hurtigt kan omforme de forskelige udgaver af traditionelle arkitekttegninger til hinanden, som så kan viderebearbejdes til det særlige formål, den målgruppe, og det sted i arbejdsprocessen som arkitekten har brug for at visualisere - vise en model for.

Jeg ville have sluttet dette indlæg med at se nærmere på modeller og modeltegninger af det nye byggeri der ligger næsten lige over for Tivolis hovedindgang, og som blev indviet godt 5 måneder tidligere:Axel Towers:

Axel Towers, indviet juni 2017

Men som sædvanlig er mit indlæg blevet for langt, så det udsætter jeg til et senere indlæg.

    Jeg har også under min research til denne serie af indlæg om 'Det som ligner, men ikke er`(= 'modeller') - søgt efter om der mon skulle være en faglig disciplin - svarende til den jeg mener jeg har opfundet: 'neurojournalistik' - men som handler om forholdet mellem arkitektur og arkitekters produkter, og så det man efterhånden ved foregår i hjernen: Det heddet selvfølgelig: 

Neuroarchitecture

(fortsættes)