Hatsune Miku - den nye digitale virkelighed der producerer pop-sange efter fan-skarens ønsker - kreativt?

Hvad har vi her? 

   Et hologram som optræder som sanger og hoveperson på en live- koncert!!!!????

Og her et par musikvideoer med samme 'sanger':

Hvad er historien? 

Den starter med min Søndagspolitiken. Konceptredaktionen har nu lavet den gamle PS-sektion om fra broad-sheet til tabloid-format.

   Da en lang række af artiklerne er af samme længde - dvs. meget lange - som skrevet til det gamle PS, så opleves de i det nye format som uendeligt lange. Man har ikke tilpasset det skrevne format til det fysiske.

    Ikke gennemtænkt.

Men der er sket OK-fornyelser. Sådan cirka midt i sektionen er der en fast temarubrik med titlen nybrud med ca fem relativt korte internationale kulturnyheder. Fra søndag til søndag skifter man så emneområde. 

   Sidste søndag var det musik. Redaktøren var Simon Lund. Og en af artiklerne havde rubrikken

Kan en robot levere den perfekte popsang?

Tja, hvorfor ikke? - tænker jeg. 

   Popmusik består jo grundlæggende af musikalske klicheer og stereotypier. 

   Jeg har fulgt DR K´s serie om dansktoppens historie i DR. Og jo, sådan er det, og sådan har det altid været. Og der er jævnligt opretshavsjuridiske slagsmål mellem popkomponister der hugger - eller ikke - fra hinanden. 

   Og det er sjældent nogen får ret ved domstolene, fordi ...

POP ligner POP 

... og er melodiøst forudsigeligt og skematisk - ligesom de tekster der synges. 

Derfor har kommercielle musikproducenter også i årevis forsøgt at få computere til at komponere pop- og slagerhits. Og på den måde komme uden om 'den menneskelig faktor'.

   Også hjerneforskere har været inddraget i den slags projekter.

   

Det er det der er vinklen i historien og svaret på spørgsmålet i overskriften, er det umiddelbart indlysende: Nej.

Som professor John Covach fra Institute for Popular Music på Rochester Universitet påpegede, handler popmusikkens popularitet meget mere om kulturel betydning end musikalsk opfindsomhed. At Gilli og Sivas’ autotunede hiphop lige nu er et stort hit hos den danske ungdom, betyder ikke at det kunne være gået sådan for fem eller ti år siden.

   Det betyder dog ikke, at en robot ikke kan skrive et stort hit. Det kræver bare, at robotmusik stiger i kurs på cool-børsen. Og her kommer japanske Hatsune Miku ind i billedet. Hun er et hologram af en anime-figur, en fiktiv pige med turkis rottehaller, der har været 16 år siden 2008. Hun er en post-human-popstjerne og et stykke software på linje med Siri fra iPhonen.

Da kulturen ændrer sig, så ændrer også pop-smagen sig. Og derfor kan computeren kun producere hits ved at konsultere fans´ne på ethvert givet tidspunkt.
   Hvad er - med den nuværende 'kultur' - det der skal til musikalsk for at lave et hit? Og da computeren ikke har en kontekst af oplysninger om 'den nuværende kultur', så famler den musiklask set i blinde.

Men det er billedet af Hatsune Miku forneden i artiklen der fanger mig, og som får mig til at læse artiklen. 

   For jeg er selv fan af den japansk tegnekunst og tegneseriestil - kaldet 'manga' - siden jeg for mange år siden lærte mangaens ophavsmand Hokusai at kende. Det er ham med 'bølgen' - og de mange træsnit med Fujiama i baggrunden.

Hatsune Miku har blåt hår - lidt ligesom pelsen på den blå gravhund jeg for nylig har malet i akvarel:

 Hatsune Miku er et hologram, hvis musik er skabt af fans. Illustration: Fernando 12821

Egen akvarel - efter forbillede fa nettet

Hatsune Miku er sådan set allerede en gammel pige. 

   Hun blev født af en synthesizer i 2008, men hendes alder er uforandret, nemlig 16 år - her otte år efter fødslen.

   Wikipedia fortæller:

Hatsune Miku (Japanese: 初音ミク?), sometimes referred to as Miku Hatsune, is a humanoid persona voiced by a singing synthesizer application developed by Crypton Future Media. Hatsune Miku is portrayed as a 16-year-old girl with long turquoise twintails. She uses Yamaha Corporation's Vocaloid 2 and Vocaloid 3 singing synthesizing technologies. She also uses Crypton Future Media's Piapro Studio, a singing synthesizer VSTi Plugin. She was the second Vocaloid sold using the Vocaloid 2 engine, and the first Japanese Vocaloid to use the Japanese version of the Vocaloid 2 engine. Her voice is sampled from Japanese voice actress Saki Fujita. Hatsune Miku has performed at her concerts onstage as an animated projection. 

Og det var altså disse "animated projections" vi så eksempler på i de to første YouTube-indslag oven for.

Hvad er oprindelsen til navnet Hatsune Miku?

The name of the character comes from merging the Japanese words for first (初hatsu), sound (音 ne) and future (ミク miku[n 1]), thus meaning "the first sound from the future," referring to her position as the first of Crypton's "Character Vocal Series."

Det startede altså med en computerproduceret stemme og computerproducerede melodier. 

   Men hvordan blev Hatsuen Miku til som en visuel gestalt?

Det var den japanske mangakunstner KEI som fik opgaven at illustrere stemmen og sangene, Ikke nogen helt nem opgave, som det fremgår:

KEI (ケイガロウ; Kei Garou) is a Japanese illustrator and cartoonist. 

   He was born in Chitose, Hokkaido in April 1981, and started drawing fan works when he was a student. His watercolor-like moe style caught the notice of the publisher Dengeki Bunko, and he made his debut as an illustrator for the novel Kiseki no Hyougen. 

   In 2007, Crypton requested him to draw an illustration for their first Character Vocal Series product Hatsune Miku. Crypton also provided KEI with detailed concepts. 

   However, Crypton said it was not easy to explain what a "VOCALOID" was like to him, and KEI said he could not create an image of "singing computer" at first, as he did not even know what a "synthesizer" was. It took him more than a month to finish. 

   His illustration supported the sale of this software and sparked the VOCALOID trend. His fame led to the following works for the Kagamines, Luka and Lily. He also designed galaco.

   Because of his illustrations for VOCALOID, his style is often emulated in the western fandom, notably on deviantART.

Her følger lidt flere oplysninger om den konkrete arbejdsproces som KEI måtte igennem da han kreerede Hatsune Miku:

When KEI illustrated Miku, he was given a color scheme to work with (based on YAMAHA synthesizers' signature blue-green colour) and was asked to draw Miku as an android. Crypton also provided KEI with Miku's detailed concepts, however, Crypton said it was not easy to explain what a "Vocaloid" was to him. KEI said he could not create an image of a "singing computer" at first, as he did not even know what a "synthesizer" was. It took him more than a month to complete the commission.[7]

   Miku was originally intended to have a different hairstyle, but after trying out pigtails, KEI thought they were more suitable. Her pigtails have since become an iconic part of her design. 

   On June 22, 2012, Hatsune Miku's twin tails even earned her the title of the Twin Tail which best represented the 2000s, marking her the best set of Twin Tails from the dawn of the 21st century. She now shares her twin tail distinction with other characters like Sailor Moon (who won best Twin Tails for the 90s period).[8]

   The digital design on Miku's skirt and boots is based off synthesizer program colours, and the bars represent actual bars within the program, following Crypton's ideas. Part of her design is based on some of YAMAHA's keyboard models, particularly the DX-100 and the DX-7.[9][10] The thin squares around her pigtails are futuristic ribbons made of a special material that floats in place.   

   As seen in KEI's art for Miku, they are able to hold Miku's pigtails in place without having to physically touch the hair itself. The ribbons are also reported by KEI to be the hardest item on the character's design for cosplayers to recreate.

Hatsune Miku

Når en film får for meget konceptuel blending - med anledning i anmeldelserne af den nye computeranimerede filmversion af Junglebogen

Jeg er fan af fantasy og Science Fiktion. Har læst begge litterære genrer ret ekstensivt da jeg var yngre. Og gør det stadig - on and off.

   Og da mange af bøgerne blev omsat til tegneserieformatet for alvor, jamen så samlede jeg på dem i mange år.

   Filmene inden for begge genrer var - inden computeranimationen blev et effektivt kreativt redskab for instruktørerne - visuelt primitive, og jeg brød mig ikke om de fleste af dem.

 

En undtagelse var dog de gamle sort-hvide Tarzan-film med Johnny Weismüller i hovedrollen.

Jeg havde læst og har stadig alle Edgar Rice Burroughs Tarzan-romaner på engelsk, og også en stor del af de romaner Burroghs skrev med andre hovedpersoner og med setting på Mars, på Venus og i Jordens indre.

   Jeg har også i min reol genoptryk af en stor del af Tarzan-tegneserierne fra de første år - med Hal Forster og Burne Hogarth som tegnere:

Hal Forsters Tarzan

Burne Hogarth's Tarzan

Det var anmeldelserne af den nye Walt Disney-filmversion af Junglebogen der mindede mig om Tarzan. Og selvfølgelig også om den gamle helt fremragende tegnefilmversion af Junglebogen som jeg har stående i min DVD-reol sammen med resten af min samling af Walt Disney-tegnefilms-klassikere.

Faktisk står den lige ved siden netop Walt Disney-tegnefilmversionen af Tarzan, som jeg til gengæld aldrig har været så begejstret for.

 

Junglebogen er faktisk også en af de bøger jeg med fornøjelse læste i min ungdom. Jeg husker jeg nød de eventyrlige og eksotiske historier som udkom godt 60 år tidligere (1894-95), og 18 år før Edgar Rice Burroughs første Tarzan-roman "Tazan of the Apes" udkom, en roman med et koncept, en setting og et plot som utvivlsomt var stærkt inspireret af Kiplings historier om Mowgli. 

   Efter sigende var Kipling i øvrigt ikke begejstret for "Tarzan of the Apes" da den udkom; Han syntes simpelt hen at Borroughs sprogligt set var en rigtig dårlig forfatter. Og Kipling er i talrige artikler på nettet citeret for at mene at "Burroughs wrote Tarzan of the Apes just so that he could "find out how bad a book he could write and get away with it."
   Burroughs roman-serie om Tarzan blev på i alt 24 bind, og solgte i store oplag. over hele verden. Ikke på grund af de finlitterære kvaliteter, men fordi historierne han opfandt med Tarzan som bærende karakter, bare var så fantasifulde og godt fundet på.
   Borroughs var en 'storyteller' af Guds nåde. Og selvom Tarzan var et 'barn' af Mowgli, så var det ham (både forfatteren og hovedpersonen) der havde fremtiden og verden for sig.

    

Men rent faktisk fik jeg fornyet interesse i Kipling, hans historie og forfatterskab da fruen og jeg var i Burma/Myanmar for godt et par år siden. 

  Her et link mit indlæg om Kipling i en længere serier om "den kreativ Burmarejse":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-5-englnderne.html

Hvad skriver Wikipedia om Junglebogen og Kipling?

The Jungle Book (1894) is a collection of stories by English author Rudyard Kipling. The stories were first published in magazines in 1893–94. The original publications contain illustrations, some by the author's father, John Lockwood Kipling.

   Kipling was born in India and spent the first six years of his childhood there. After about ten years in England, he went back to India and worked there for about six-and-a-half years.

   These stories were written when Kipling lived in Naulakha, the home he built in Dummerston, Vermont (just north of Brattleboro), in the United States.[1]   There is evidence that it was written for his daughter Josephine, who died in 1899 aged six, after a rare first edition of the book with a poignant handwritten note by the author to his young daughter was discovered at the National Trust's Wimpole Hall in Cambridgeshire in 2010.[2]

Junglebogen er altså skrevet ikke i Indien eller Burma, men mens Kipling boede i USA. Og den er skrevet til hans datter, ligesom fx "Pippi Langstrømpe" i sin oprindelige version er skrevet til Astrid Lindgrens datter.

   Og figurerne i bogen er  et udtryk for 'conceptual blending', idet dyrene der omgiver Mowgli er personificerede og kan tale, og i øvrigt for fleres vedkommende er lånt fra diverse andre ældre eventyr og fabler som Kipling havde læst.

   Det er herfra begrebet "jungleloven" kommer. Den har form af et moraliserende digt som lyder sådan her:

Now this is the law of the jungle, as old and as true as the sky. And the wolf that shall keep it may prosper, but the wolf that shall break it must die a sad death.

   As the creeper that girdles the tree trunk, the law runneth forward and forward. For the strength of the pack is the wolf, and the strength of the wolf is the pack.

Wikepedia fortsætter:

The tales in the book (as well as those in The Second Jungle Book which followed in 1895, and which includes five further stories about Mowgli) are fables, using animals in an anthropomorphic manner to give moral lessons.

   The verses of The Law of the Jungle, for example, lay down rules for the safety of individuals, families, and communities. Kipling put in them nearly everything he knew or "heard or dreamed about the Indian jungle."[3]

   Other readers have interpreted the work as allegories of the politics and society of the time.[4]

   The best-known of them are the three stories revolving around the adventures of Mowgli, an abandoned "man cub" who is raised by wolves in the Indian jungle.

   The most famous of the other four stories are probably "Rikki-Tikki-Tavi", the story of a heroic mongoose, and "Toomai of the Elephants", the tale of a young elephant-handler. As with much of Kipling's work, each of the stories is followed by a piece of verse.

Det var jeg faktisk ikke klar over: At alle historierne i Junglebogen slutter med et digt. Junglebogen er altså helt fra begyndelsen en blandingsgenre af fortælling og digte.

   På den baggrund giver det jo ekstra god mening at der i den oprindelige Walt Disney tegnefilmsversion er indlagt sange, omend det ikke sange fra bogen.
    Men da jeg læste Jungelbogen i min ungdom, var digtene udeladt af teksten!

Men anmeldelserne af den nye Walt Disney-version af Junglebogen inviterer mig egentlig ikke til at gå ind og se den, selvom jeg tidligere har været glad for computeraimerede blendingfilm som "Magnificient" med Angelina Jolie i hoverlollen, "Alice i Eventyrland" med Johnny Depp som Den Gale Hattemager og Steven Spielbergs og Peter Jacksons "Tintin - Enhjørningense hemmelighed".

Den nye filmversion fremhæves af alle anmeldere for de kendte engelsktalende skuespilleres præstationer når de lægger stemmer til dyrene i filmen. 

   DR´s Per Juul Carlsen skriver fx:

Det er bestemt et af filmens svage punkter at Bill Murray får lov at fyre den af og er mere Bill Murray end den gamle hyggelige bamsebjørn, Baloo.

   Til gengæld virker det forbavsende godt at sætte Scarlett Johanssons hæse, sensuelle stemme på den hypnotiserende kvælerslange, Kaa. Vil en præpubertær knægt som Mowgli ikke netop forsvinde ind i sådan en stemme?

   Og Christopher Walken er fantastisk som den gamle abekonge Louis. Det fungerer glimrende at udstyre ham med en stemme som en new yorker-gangsterboss.

   Men den bedste stemme er Idris Elba som tigeren Shere Khan, der vil slå bette Mowgli ihjel fordi mennesker er farlige i junglen. Han er forrygende, præcis så skræmmende som en tigerstemme skal være.

Det der lyder mindre godt i mine ører, fremgår af flere forskellige anmeldercitater: konceptuelt sætter den ny version sig mellem to stole.  

   Her også igen Per Juul Sørensen:
   Han synes at instruktøren Jon Favreau har svært ved at holde balancen i genreblandingen af Kiplings oprindelige stemningsmæssigt ret så mørke bogtekst og Walt Disneys af alle kendte og elskede muntre tegnefilmversion med indlagte sange:

Favreau har virkelig svært ved at få elementerne til at balancere. Det ene øjeblik skræmmer Shere Khan livet af alt og alle, det næste øjeblik fjoller Baloo rundt i skovbunden. Og pludselig synger Christopher Walken i en kæmpeudgave af King Louis.

   Den er virkelig svær at holde styr på, den film. Den er i hvert fald ikke for bittesmå børn.

Her et længere oplysende citat fra Anders Brendstrup på filmz.dk. 

   Problemet er igen blandingen: dels et plot- og figur-remake af den gamle tegnefilmversion - og dels et forsøg på gennem realistisk computeranimation at levendegøre de mere dystre kvaliteter i den skrevne originalversion:

Jon Favreau lægger sig tæt op af forlægget (=tegnefilmversionen). Som er godt. Favreaus udgave er god. Men den er ikke bedre. Den er ikke engang i nærheden. 

   Set isoleret er det udmærkede 120 minutter med lidt af det hele: action, humor og uhygge, man har bare pokkers svært ved at glemme en kortere, coolere og langt mere swingende tegnefilm, der er næsten 50 år gammel.

   De ekstra 30-40 minutter er fulde af mørke og alvor, så universet er muligvis kommet den ubarmhjertige jungle i Kiplings fantasi nærmere. Men det er et tyngende snarere end dragende mørke, fordi de mystiske myter og fabler fungerer bedre på skrift end film. 

   Det er smukke og vise ord, men foredraget bliver langsomt og trægt, som det fremsættes af en vis panter på Ben Kingsleys teaterengelsk. Det hele er noget grandiost og et godt eksempel på, at Disney var en langt bedre fortæller end Kipling. På film altså.

Informations anmelder Christian Monggaard er generelt begejstret:

Det er en flot og forførende verden, Disney og Jon Favreau har skabt i deres nye udgave af Junglebogen. Filmen, der synes at være baseret ligeligt på Rudyard Kiplings bøger og den animerede klassiker fra 1967, er en blanding af liveaction og computerskabte omgivelser og figurer, og det er aldeles betagende lavet.

   Lige fra begyndelsen suges man (i hvert fald med 3D-briller på) ind i junglen, hvor drengen Mowgli (Neel Sethi) træner undvigelsesmanøvrer sammen med sin gode ven og ’værge’, panteren Bagheera (stemme af Ben Kingsley, undskyld, Sir Ben Kingsley), og det hele virker aldeles levende og overbevisende.

Men, men ...

I modsætning til animationsfilmen (=tegnefilmen), der mest er sjov og ballade, lurer død og lemlæstelse nemlig om hjørnet i Jon Favreaus jungle, hvor Mowgli og hans venner bogstavelig talt må kæmpe for at overleve. Dyrene har skarpe tænder, ikke mindst Shere Khan, og der er et hierarki i junglen, som selv ikke den modige ulveflok kan eller tør sætte sig ud over.

   Der er også sjov og ballade i Junglebogen, og da først Baloo dukker op, bliver tonen lidt lysere – Murray som magelig bjørn skal opleves – mens sangene, man kender fra tegnefilmen, synges, så det er en fornøjelse. »Det rent og skært nødvendige …«

   Indimellem har filmen lidt svært ved at balancere mellem de dystre og voldsomme scener og de mere morsomme, lette sekvenser, hvilket giver den et ujævnt præg.

Weekendavisens anmelder Bo Green Jensen har i tillægget "Faktisk" også problemer med blandingen.
   Allerede i overliggeren til anmeldelsen "Det rent og skært nødvendige" står der et let revideret citat fra senere i teksten:

Disneys nye 3D-film vil både huske tegnefilmen og være trofast over for Kipling. Det er bare ikke muligt at være begge dele. 

Inde i anmeldelsen skriver Green Jensen - efter at have konstateret at det i høj grad er sangene i tegnefilmen som man husker den for - at ...

Den nye film har et problem med de sange. Generelt er tonen ført tilbage i retning af alvoren og realismen hos Kipling. Gribbene er væk, og elefanterne er majestætiske skabninger, der skal behandles med respekt - altså ikke elskeligt opblæste kreationer som general Hathi i tegnefilmen.
   Alligevel synger Mowgli og Baloo The Bare Neccesities, og Kon Louis leverer I Wanna Be Like You. Pythonslangen Kaa, som Scarlett Johhansson lægger stemmee til, hypnoitiserer Mowgli med Trust In Me. Bemærk at jeg bruger de engelske titler. Der er ikke danske stemmer i spillefilmsversionen.
   Det er et stilbrud at bruge de sange, men du tilgiver Disney, fordi du holder af dem. Den nye 3-D-film vil både huske tegnefilmen og og være trofast over for Kipling. Det er svært at gøre begge dele, så filmen er hele tiden i tvivl.
   Alligevel er den super-seværdig.

Og senere er der også problemer med transponeringen af abekongen fra tegnefilmfigur til computeranimeret realistisk kæmpeabe:

Tegnefilmens Kong Louis var en orangutang.. De findes ikke i Indien, og den nye film vil gerne være videnskabeligt korrekt. Men kæmpeaben passer slet ikke  til filmen. Det er lidt som hvis King Kong gav sig til at steppe midt i New York.

Langt de fleste anmeldere er dog, trods blending-ubalancen, meget positive, så det ender nok alligevel med at jeg må i biografen og se den nye version.

Særligt positive er anmelderne til gengæld ikke når det gælder en anden delvist computeranimeret eventyr-fantasy-film som netop har haft premiere: "The Huntsman: Winter´s War", som er en 2´er til "Snow White and the Huntsman" fra 2012", som heller ikke fik de bedste anmeldelser.

Jeg så ikke den første, og er heller ikke fristet til at gå ind og se efterfølgeren. 

   Jeg holder mig til Walt Disneys oprindelige tegnefilmsversion "Snow Whhite and the Seven Dvarfs" fra 1937, som var den første tegnefilm i fuld biograffilmlængde:

Serendipitetens drømmebilleder - med afsæt i foredrag af maleren Jesper Cristiansen med titlen 'Med Dante Paradis - i den sydøstlige del af Odsherred'

"Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred."

Skulle du støde på denne kryptiske titel til et foredrag i en foredragssal eller et forsamlingshus inden for nogle miles omkreds, og oplægsholderen hedder Jesper Christiansen, så køb straks billetter. Han er dybt underholdende og stærkt interessant at høre på når han fortæller om sin seneste serie malerier der på serendipetitisk vis blander Dantes Paradis, beliggende i omegnen af Firenze, med Tuse-landskabet i det sydøstlige Odsherred, beliggende i omegnen af Jepser Christiansens sommerhus.

Sådan skrev jeg  - tydeligvis begejstret - på Facebook et par dage efter at jeg og fruen havde oplevet Jesper Christensen holde et lysbilledforedrag med den noget gådefulde titel "Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred", en titel som, om ikke andet, vakte lyst til at få svar på gåden.

   Arrangementet blev holdt samme sted (det lokale bibliotek) som vi oplevede Bigums temabeslægtede foredrag i for godt et år siden. Og dette var mindst lige så fascinerende som Bigums.

   Foredraget og de viste billeder havde også et bogværk som afsæt som det fremgår af titlen, men altså ikke et Jesper Christiansen selv havde skrevet. Det blev skrevet på italiensk i starten af det 14. århundrede - på overgangen mellem middelalder og rennæssance, og havde titlen "La Devina Comedia" - "Den guddommelige komedie"; forfatteren Dante Aligheieri.

Jeg kendte stort set ikke til Jesper Christiansens malerier inden foredraget.

   Og de få værker jeg kendte til (bl.a. udsmykningen af et rum hos kronprinseparret på Amalienborg), der  havde jeg så ikke lige fået fat i kunstnerens navn.

 

Som de fleste af tilhørerne til foredraget, kendte jeg først og fremmest til Jesper Christiansen som den deltager i DR´s kunstquiz som i en række sæsonner sad over for Bigum, og som var den på sit hold der tegnede et usynligt kunstværk som skulle gættes af de andre på hans hold.

Men her er først nogle fotos der viser Jesper Christiansen i aktion - med at male nogle af de billeder foredraget handlede om:

Så er her nogle af de fascinerende malerier Jesper Christiansen viste og fortalte om:

Man kan få et godt indtryk af hvor stærkt foredraget virker, ved at læse artiklen her - et særnummer af kunsttidskriftet Auroa (nr. 12) - som viser en lang række billeder fra og genfortæller pointer i Jesper Christiansens foredrag, skrevet af Tommy Flugt:

http://tegnerforbundet.dk/data/753/JESPER%20CHRISTIANSEN%202015%20Aurora%20Tidsskrift%20for%20Kunst%20.pdf

Her kan man blandt andet få et godt indtryk af alle de eksterne kilder, lån og referencer som indgår i hans maleriers 'konstruktion'.

Indledningen til den lange artikel lyder sådan her.

JESPER CHRISTIANSEN I ODSHERRED 

Ny stor maler er flyttet til Odsherred i nærheden af Plejerup, hvor Swane Malergården ligger. Nu har museet fået en levende beskriver af drømmen om en paradistilstand på jorden. Jesper Christiansen tager livtag med Dantes berømte værk, malerkunsten og litteraturen i en storslået sammensmeltning af landskab, litteratur og malerkunst. Et nutidigt erindringsværk af stor skønhed. Det svundne er en drøm og det nutidige en inspiration. En sammensmeltning af det hele i et stort samlet værk set ude fra. Og nu venter vi på maleren begiver sig indenfor og ser det hele en gang til indefra. Et kæmpeværk er i støbeskeen i den danske baghave. Det vil Aurora Tidsskrift #12 prøve at se nærmere på i dette særnummer.

Det centrale stikord er her "sammensmeltning" (= 'blendding').

   Foredraget og de viste billeder aktiverede nemlig to af de begreber som for mig står centralt i de nyere teorier om kreativitet: serendipitet og konceptuel blending, begreber jeg jævnligt har gjort brug af i tidligere indlæg.

'Serendipitet' betyder i kort begreb "det heldige tilfælde"; eller som det noget mere omstændeligt defineres i den danske Wikipedia-artikel om emnet:  "serendipitet er det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys."

   Her en anden definition som understreger at man faktisk søger, men altså noget andet end det man ender med at finde: "Look for something, find something else, and realize that what you've found is more suited to your needs than what you thought you were looking for."

   Den definition jeg holder mest af, lyder: "Serendipity is looking in a haystack for a needle and discovering the farmer's daughter."

Det gennemgående tema i Jesper Christiansens beskrivelse af sin arbejdsproces, var at han 'lod tilfældet råde', og brugte "tilfældige"  og overraskende associationer til at udfylde dele af motivet i sine malerier.

 
Han læste noget, tegnede noget, og skrev noget på det sorte lærred; og begyndte så at male, viske ud, male over, flytte motiver, købe ting som skulle med i billedet, etc.  Og det skulle ikke gå for hurtigt.

   Alle malerierne i serien viste spor af disse tilfældigheds-genererede og associerende motivvalg og maleprocesser.

   Han vidste absolut ikke hvordan billedet skulle ende med at se ud når han begyndte - og heller ikke et langt stykke hen i processen, fortalte han.

   Og mange af de ting - 'objekter' - man så i billederne, var nævnt i Dantes tekst om "Paradiset", men de blev så som 'props' - rekvisitter - indkøbt på må og få på lokale loppemarkeder og i lokale supermarkeder.

   Man kan sige at han på en gang arbejdede meget intuitivt - og samtidig meget sprogligt og tekstligt bevidst og reflekteret.

   Altså en maleproces og teknik som fulgte serendipitetiske mønstre og og overaskende intuitive inspirationer.
   Der var også noget 'fraktalt' over hans malerier.
   Fraktaler er jo netop gentagelser som opstår uanset om man forstørrer eller formindsker formatet. Wikepedia forklarer at 'fractals' is ...

... repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-semilar pattern. An example of this is the Megner Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandebrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.

'Conceptual blending' kan defineres som: Forestillinger (ideer, begreber = 'concepts') fra to mentalt adskilte områder kombineres og integreres i en ny forestilling (ide, begreb) i et nyt mentalt rum som er forskelligt fra nogen af de to oprindelige klart forskellige forestillinger.

   H.C. Andersens eventyr om ting, planter og dyr der kan føle tænke og tale som mennesker, er gode eksempel på 'konceptuel blending'.

   Det er også superhelte som 'Edderkoppen' (menneske + edderkop) og 'Batman' (menneske + flagermus).

   Eller Kurt Westergaards berømte og berygtede Muhammadtegning forestillende profeten med en bombe i turbanen.

   Eller de årlige aprilsnarre i medierne (som jeg netop har skrevet om igen).
   Når man bruger metaforer i sprog og billeder eller ironi, så er der også tale om former for konceptuel blending'.

Her citerer jeg nu pressemeddelelsen for udstillingen sidste sommer i 'Gallerie Mikael Andersen':

Gallerie Mikael Andersen åbner udstillingen Med Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred med nye malerier af Jesper Christiansen. Udstillingen tager publikum med på en visuel rejse i paradiset fra Dante Alighieris berømte hovedværk "Den Guddommelige Komedie".

   "Dantes tekst udspiller sig i bjergegnene uden for Firenze, men jeg har tilladt mig at lade teksten udspille sig i et landskab, som giver mig en følelse af frihed, gør mig eftertænksom og til tider rent ud sagt lykkelig: Den sydøstlige del af Odsherred". (Jesper Christiansen, 2015)

   Det tematiske udgangspunkt for malerierne er således paradiset, men Jesper Christiansen sætter scenen i en anden, velkendt dansk, kontekst. Landskabet i Odsherred er i billedkunstsammenhænge kendt fra kunstnerkolonien af malere, der omkring 1930´erne skildrede livet og naturen i Odsherred.

   I malerierne dykker Christiansen atter ned i et større litterært mesterværk, "Dantes Guddommelige Komedie" (tidligere har Marcel Proust og Virginia Wolf været inspirationskilder), og han griber fat i bogens sidste del; paradis.

   Dog er det ikke trosskildringer men derimod visuelle fremstillinger af strukturer og hierarkier, som Christiansen fortolker fra bogen. Malerierne bliver derfor antydninger af mønstre og strukturer fra teksten, og det lys Dante beskriver præcist i teksten underspilles og bliver oversæt til mangesidige farve- og nuanceforskelle.

   Christiansens malerier er uden mennesker, men alligevel ikke mennesketomme. Tegn, symboler og hverdagsobjekter i malerierne giver tydeligt nærvær af civilisation med en bagvedliggende handling og forståelse. Dette greb gør malerierne til meget mere end landskabsmalerier.

   Med udgangspunktet i paradiset indskriver Jesper Christiansen sig i en række af kunstnere, der gennem historien har ladet sig fascinere og inspirere af fortællingerne fra "Den Guddommelige Komedie".         Christiansens malerier har dog altid haft sit helt eget udtryk, og udstillingens værker står som stærke visuelle fremstillinger af noget universelt i en lokal kontekst. 

http://kopenhagen.dk/artguide/single/article/med-dante-i-paradis-den-sydoestlige-del-af-odsherred/

Jeg opregner lige hvilke 'concepts' der i hvert fald 'blendes' i Jesper Christiansens maleri-serie:

• En litterær italiensk tekst fra begyndelsen af 1300-tallet blandes med aktuelle danske malerierne, malerierne trækker på konkrete 'billeder' i Dantes tekst. Også T. S. Elliot ("Burnt Norton) er teksligt blandet ind i billederne
• Forestillinger om paradis mixes med med landskabscener fra Odsherred, som igen blandes med scener fra det toscanske landskab omkring Firenze. 
•  Endvidere blandes musik og maleri, idet der i alle malerierne oprindelig har været tegnet noderne fra et uddrag af et stykke musik af J. S. Bach  J. S. Messe i h-mol. I nogle af billederne kan nogle af noderne anes endnu som en delvis kamufleret undertekst.
• Selv om Bach-noderne ofte males over, så det på et højere abstraktionsniveau udtryk for hvordan tiden der løber, integreres i et billede som er statisk og ubevægeligt. 
• Den blanding af tid i forløb og det statiske billede sker også helt konkret og visuelt ved at et motiv fra ét maleri gentages i et følgende billede, men altid fra en ny synsvinkel, med andre farver, eller en anden beskæring.
• Eller videre ved at detaljeringsgraden af det der males (blade, blomster), er så ekstremt at publikum ikke kan undgå at opleve at det har taget rigtig lang tid at male: uger, måneder.
• Der er motiviske referencer til bestemte motiver i billeder fra tidligere epoker, og også til nogle af de såkaldt "Odsherredmalere".
• Og sikkert meget mere ....

Det helt overordnede princip for Jesper Christiansens kunst som han om og om igen vendte tilbage til under foredraget, var og er 'gentagelsen'.

   Han sagde noget i retning af at hvis der var noget han havde opfundet og rendyrket i sin kunst, - hans 'claim to fame' i kunsthistorien - så var det 'gentagelsen',

   Men, bør man så også tilføje, og hvad der også fremgik af foredraget og eksemplerne: 'gentagelsen' er altid i en eller anden forstand 'varieret'; som fx at ting spejler sig i hinanden, eller at motiver nok repeteres, men så er vendt på hovedet, eller er anskuet i et nyt perspektiv - fra en ny synsvinkel.

   Der er aldrig kun tale om 'mekanisk gentagelse'.

 
Og for Jesper Christiansen er det tilsyneladende en stor æstetisk fornøjelse at finde på overraskende måder at variere sin monomane mani for gentagelser og repetitioner på.

   For bare at fremhæve et enkelt moment som han 'gentager' og samtidig vender på hovedet: Når Dante SER OP til "Paradis" i sin Guddommelig komedie-tekst, så vælger Jesper selvfølgelig at SE NED på sit 'paradis' - haven i Odsherred - i sine aktuelle malerier:

Jesper Christiansen kom sent i gang med at male. Han var egentlig musiker - og en god en af slagsen på flere forskellige instrumenter.

   Men hans kone Anna Grue fik ham til at ændre kunstnerisk mål, medie og retning: Så han droppede den udøvende musik og endte med at blivekunstmaler.

   Sådan:

Da jeg lærte Anna at kende i 1977 gik hun på Kunsthåndværkerskolen og havde et lille barn på otte måneder. Jeg var lige færdig med et højskoleophold Holbæk Kunsthøjskole og brugte al min tid på at spille tolvstrengesfingerspil i et band, der lød som C.V. Jørgensen møder Weather Report. Jeg spillede flere instrumenter og var god til det. Jeg spillede ofte ude, tjente lidt penge og kom sent hjem om natten.

   Så sagde Anna en dag, at det var upraktisk med et lille barn, og hun spurgte om jeg ikke ville være kunsthåndværker som hende, for så kunne jeg arbejde om dagen og være hjemme om natten. Jeg havde ikke hendes tekniske talent, men hun hjalp mig, jeg søgte ind og blev optaget. Mens Anna valgte den industrielle vej, valgte jeg den mere kunstneriske. Vi skulle tegne romerske bogstaver på pergamentpapir, og havde en hel uge til at lave et A. Jeg elskede at nørde med det, men min skriftlærer syntes, at jeg var for dårlig, og hun opfordrede mig til at søge ind på Kunstakademiet. Ok, sagde jeg.

   Så begyndte jeg at se på kunst. Jeg anede intet om det i forvejen. Men tegneinteressen havde jeg haft i min barndom, og den blussede op igen. Jeg søgte og kom ind på akademiet i andet forsøg som 26-årig. Og så lagde jeg instrumenterne på hylden. Fra den ene dag til den anden. Det døde fuldkommen for mig.”

Jesper Christiansen arbejdede side om side med 'de unge vilde malere' i 80´erne. Det var dengang malerne, med Jesper Christiansens ord, "skulle være dårlige og male med en gulvskrubbe".
   Selv gik han andre veje med sin kunst. 

   Siden blev han professor på Kunstakademiet. Og der gik en række år med det, men så ...

Jeg var en sen starter, og de andre blev berømte før mig. Hvis jeg lavede tyve billeder på ét år, og de seks var gode, var jeg tilfreds.

    Men i 2008, da jeg var stoppet som professor, besluttede jeg at jeg ville være god. Jeg har stormet rundt på så mange gallerier, at jeg ikke længere interesserer mig for moderne kunst.

   Da jeg skulle deltage i udsmykningen af Kronprinseparrets lokaler i Frederik d. 8’s Palæ på Amalienborg, begyndte jeg at studere gammel kunst som Giotto fra 1300-tallet, og i dag gider jeg kun se på sådan noget gammel lort.

   Jeg ønsker mere håndværk, mindre koncept, selvom mine egne billeder har så mange referencer, at det halve kan være nok. Men jeg vil også transcendere med håndværk. Få hånden til at transcendere i stedet for hovedet.

Læs mere om den side af Jesper Christiansen og hans kunstneriske udvikling her i Klaus Rothsteins blogindlæg hvori han refererer et interview med kunstneren, under overskriften: "Den musikalske maler".

http://www.rothstein.dk/2015/den-musikalske-maler/

I øvrigt spekulerer jeg på om også Jesper Christiansen også er naturlig synæstetiker, ligesom Bigum er det, og ligesom Grethe Bagge sikkert er det. 

Hvad er en aprilsnar - løgn eller forbandet digt? - Hvad siger hjerneforskningen om det spørgsmål?

Aprilsnarrene i medierne drejer sig om at man gerne må lyve uden at det er moralsk forkasteligt. 

   Man har 'license to lie' en dag om året, så at sige: Den 1. april.

  

I mine egne morgenaviser spottede jeg følgende eksempler på en aprilsnar:

Metroxpress: 

- "Peter Falktoft designer sko af brugte metroxpress-aviser - Den populære tv-vært kaster nu sin kærlighed på brugte metroxpress-aviser i sit nye designereventyr."

- "Annonce: EU ude med hammeren: Forbud kan knuse de danske kammerjunkere".

- "Jetto. Nyhed, Højt at flyve. Let at betale. Hurtigere check-in (via Netto-butikker Indkøb i 10 km. højde (taxfree dagligvarer kan handles ind undervejs). Spotrejser: Hver uge har Jetto ruter til anderledes og overraskende steder." 

Politiken:

Har også "Jetto-annoncen".

I kultursektionen: "DR laver borgerlig fortsættelse af 'Matador' - Som modsvar på kritikken af '1864' laver DR nu en fortsættelse af den mest populære tv-serie nogensinde, 'Matador'. Og her bliver heltene liberale, lover DR."

Information:

"DONG i nyt stormvejr". Mangler blæst til store havvindmøller - Netop som DONG har måttet opgive udvinding fra Hejre-oliefeltet i Nordsøen, rammes energigiganten nu af problemer i de store havbaserede vindmølleparker. De forreste vindmøller tager vinden fra de bagerste.

På Facebooks nyhedsside "opdagede" jeg aprilsnarren fra Dansk sprognævn der i overskriften erklærer: "Dansk sprognævn gør nutids-r´et valgfrit." 

   Indledningsvis fortæller teksten: "HVORNÅR SKRIVER MAN ændre eller ændrer og lære eller lærer? Rigtig mange danskere har problemer med ord, der ender på –re eller –rer. Og det får nu Dansk Sprognævn til at ændre betydningen af nutid. ”Vi har nu i årtier forsøgt at lære danskerne forskellen på ”Jeg kører” (nutid) og ”Jeg vil køre” (navneform) og må erkende, at det er en umulig opgave for os”, fortæller professor i klassiske staveproblemer hos Dansk Sprognævn, Søren Schriver."

Landbrugsavisen.dk har oplistet en række aprilsnarre, de fleste med relation til landbruget, forstås. Og man kan stemme om hvilken der er "sjovest":

http://landbrugsavisen.dk/afstemning-hvilken-aprilsnar-er-sjovest-i-%C3%A5r

Et eksempel: 

Fredsted the med bacon-smag

Her er en list med 40 aprilsnarre fra 2016 fra hjemmesiden godpaaske.dk:

http://www.godpaaske.dk/aprilsnar_2016.php

Et eksempel: 

Nyt design til OB´s fodboldholds trøjer

Her er BT´s liste med de sjoveste fra i år:

http://www.bt.dk/danmark/aprilsnar-her-er-dagens-sjoveste-snydehistorier

Her nogle flere illustrerede aprilsnarre fra rundt omkring:

Verdensnyhed: Den første deodorant, der får dig til at dufte af friskbagte Snøfler! En sikker vinder, der med garanti vil få folk til at savle over dig!

Lidel markedsfører nu grønne æg

Carlsberg har købt Rundetårn for at lave det om til verdens største øldåse.

En aprilsnar er en lovlig løgn forklædt som en sandhed. 

   Men er det først og fremmest at betragte som en 'løgn', eller er det et første og fremmest et kreativt fantasiprodukt: 'digt'?

   

Jeg ved ikke af at man har skannet hjernen mens kreative journalister og reklamefolk finder på gode aprilsnarre. 

   Men man har skannet hjernen hos folk der lyver. Illustreret Videnskab havde i nr. 4/20 en artikel med overskriften 

Skannere afslører løgnens skjulesteder

Og manchetteksten fortæller:

Kriminelle får nu sværere ved at lyve sig fra en tur bag tremmer. Med nye avancerede hjerneskannere kan forskerne skelne løgne fra sandhed. Selv minder og erindringer kan tjekkes - og afsløre et falsk alibi.

Artiklen fortæller om forsøg med at fMR-skanne et antal personer der har fået besked om at de skal lyve. 

   Forsøgsopstillingen beskrives sådan:

I et forsøg fik 18 studerende en bunke spillekort i en konvolut, hvor de skulle huske et kort. Desuden fik de 20 dollars, som de fik lov at beholde hvis de kunne lyve for skanneren.  De studerende blev kørt i position i fMR-skanneren, og spillekortene dukked op på en skærm et efter et. På hver kort stod der "Er det dit kort?", hvorefter de studerende skulle trykke på en ja- eller nej-knap. De studerende havde fået besked på at trykke på nej-knappen, når de så deres kort. Efter forsøget måtte alle levere pengene tilbage - forskerne gættede kortet hver gang.

Forsøgene viste at en række områder i hjernen var særligt aktive: Det gjaldt to områder i pandelapperne og et område i isselappen, områder som er særligt aktive ved problemløsning og planlægning. Endvidere var det område der betegnes ACC (anterior cingulate cortex) placeret bag den midterste pandelap, særligt aktivt, et område der menes at behandle (og løse?) semantiske konflikter.

Søger man bag om artiklen i Illustreret Videnskab, finder man en engelsk artikel der refererer forskeren bag en række af disse eksperimenter: Daniel Langleben fra Stanford Universitetet. 

   Hans vej til at analysere hjernen når den lyver, gik via forskning i ADD (attention deficit disorder (på dansk ADHD)) hos børn, som med den lidelse havde meget svært ved at lyve:

Langleben, an Israeli immigrant with ceaseless energy, had never intended to build a modern-day lie-detection machine. His interest in deception came from work he had done with children suffering from attention deficit disorder (ADD). All the research indicated that children with ADD were terrible liars because they couldn't help but blurt out the truth.

   Langleben thought this might have to do with their lack of impulse control, and from that, he thought it was possible that lying was essentially harder than telling the truth. One had to have good impulse control to lie, otherwise the truth came out first. That led to developing a way to track a lie as it is formed in the brain using a functional magnetic resonance imaging machine, or fMRI.

   "The key point is that you need to exercise a system that is in charge of regulating and controlling your behavior when you lie more than when you just say the truth," Langleben said. "Three areas of the brain generally become more active during deception: the anterior cingulated cortex, the dorsal lateral prefrontal cortex and the parietal cortex."

   The anterior cingulated cortex is thought to be in charge of monitoring errors. The dorsal lateral prefrontal cortex is thought to control behavior. The parietal cortex processes sensory input. What Langleben and his team were seeing when they looked at the fMRI scans was more blood flow in those parts of the brain, indicating they were working harder.

This image shows average brain regions for 22 subjects during testing. Blue areas represent brain regions more active when telling the truth, red areas, when lying.

It is by studying the fMRI pictures that Langleben has come to the conclusion that lying increases blood flow in key areas of the brain. As he sees it, lies aren't created out of thin air. Instead, he believes your brain has to think of the truth and then make a decision, in a sense, to do the opposite. If you are instructed to say "the sky is green," Langleben believes your brain first thinks about the sky's true color, blue, before going with the falsehood. That process shows up on the fMRI scan.

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=15744871

Andre forskningsresultater viser at det at lyve faktisk tager længere tid end at fortælle sandheden, hvad der jo stemmer fint overens med Langlebens ræsonnement og iagttagelser: Mere arbejde tager længere tid!

Men nu er en aprilsnar jo en "lovlig løgn" - og altså måske nærmere at betragte som en sofistikeret vittighed eller joke. 

   Hvad siger hjerneforskningen at der foregår i hjernen når man joker?

   Det har to  forskere prøvet at finde svar på under overskriften the “neural genesis of a joke”:

Irving Biederman and Ori Amir at the University of Southern California scanned the brains of 22 improv comedians who had been asked to think up funny and boring captions to go with cartoons of people in various situations.

Komikerne skulle altså finde på hhv. kedelige og morsomme tekster til en tegning, og så blev de fMR-skannet imens, og bagefter skulle de så vurdere kvaliteten af joken på en skala fra en til fire: 

When the comedians came up with funny punchlines, the scientists saw activity rise in parts of the brain used to make meaningful links between opposing or distinct ideas. Activity in a separate brain region, the ventral striatum, which is involved in reward, also rose and got stronger the funnier the comedians rated their captions.

   “Conceiving funny ideas involves activation in semantic association regions where remote associations are linked in a meaningful way,” said Amir. “Greater activation in those regions results, on average, in funnier ideas.”

   In the study, amateur and professional improv comedians, including members of the Groundlings troupe in Los Angeles, had 15 seconds to come up with funny or boring captions for cartoons while having their brains scanned. After writing each caption, they rated how funny it was on a scale from one to four.

Et eksempel på sådan en tegning gives i artiklen. En kvindelige parterapeut hilser et ægtepar velkommen. Hvad siger hun til dem?

One cartoon showed a female relationship counsellor welcoming a married couple into her office. The caption from one of the participants read: “So this is awkward. I am the woman your husband has been cheating with. Either way it will be $200 for the marriage counselling.”

Hendes replik oversat til dansk: "Så, det her er pinligt. Jeg er den kvinde din mand har været dig utro med. Uanset hvad, er mit honorar 200 dollars for min ægteskabsrådgivning."

Det viser sig at de dele af hjernen som er meget aktive under skabelsen af en joke, er en del af en gammel kending, hjernens belønningssystem:

According to the researchers, the brain regions activated during the creation of jokes are rich in opioid receptors, which are part of the brain’s reward system. “In the case of humour appreciation, a surprising burst of activity in those regions may lead to the feeling of mirth,” said Amir.

https://www.theguardian.com/science/2014/nov/14/brain-joke-funny-comedians

En anden artikel om samme forsøg specificerer hvilke hjerneområder der er særlig aktive:

For a joke to be effective, the researchers discovered that the temporal lobe (located behind the temples) needed to be largely activated and significant activity was also required in the ventral striatum, the brain region which is linked to the reward system. This demonstrates that the development of comical ideas requires the activation of the temporal lobe, where opposing or distinct ideas can be linked in a relevant manner.

   Furthermore, these temporal areas are rich in opiate receptors, notably the μ receptors which play an important part in the exhilarating effect of these substances. The scientists affirm that the sole activation of these areas produces an effect of pleasure which, in the context of humor, reaches the height of an intense positive feeling, which we call joy.

http://www.happy-neuron.com/scientific-news/the-brain-s-recipe-for-jokes

Den helt afgørende pointe når man sammenligner forskernes resultater når folk lyver bevidst, med resultaterne når de laver jokes, er at i det sidste tilfælde er de frontale pandelapper ikke aktive.  Der er så at sige lukket ned for 'kontrolsystemet', for at hjernen kan komme i den 'åbne tilstand' som muliggør associative koblinger mellem ideer og forestillinger som ligger langt fra hinanden. 

Videnskabsjournalistikkens danske frontløber - Lone Frank - med en ny bog om 'lystens pioner'

Illustration af "deep brain stimulation"

Videnskabsjournalistik hører ikke til en af de discipliner der undervises i på vores journalistuddannelser, mig bekendt - ikke fast i hvert fald. Og det er synd, for det er vel en genre inden for faget som i de senere år er blevet mere og mere vigtig. 

   

Inden for det engelske sprogområde er genren udbredt, og jeg har i mange år nydt at læse bøger der introducerer til særlige vidensområder, journalistisk vinklet,  og skrevet i en en suveræn journalistisk stil. 

   I slutningen af dette indlæg med afsæt i den danske videnskabsjournalist Lone Franks seneste bog, lister jeg op videnskabsjournalistiske engelsk-amerikanske bøger som jeg har haft stor fornøjelse af at læse, og ofte har brugt som afsæt for indlæg på blokken her.

Lone Franks navn mødte jeg første gang for nogle år siden i nogle store artikler i Weekendavisens videnskabstillæg "Ideer". 

   Præcis hvad de handlede om, husker jeg ikke mere. Men de gjorde indtryk, så stærkt så jeg i en periode abonerede på Weekendavisen - udelukkende for at få adgang til at læse artiklerne af hende. 

   Da jeg begyndte at skrive på denne blok for næsten eksakt 6 år siden, blev jeg hurtigt optaget af sammenhængen mellem kreativitet og det som den moderne hjerneforskning fandt ud af. Og blev klar over at Lone Frank nogle år inden (2007) havde udgivet bogen "Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder."

   Jeg fik hurtigt anskaffet den, og syntes den var fremragende og nåede vidt omkring i feltet. 

   Den følgende bog hun udgav "Mit smukke genom", har jeg kun læst i uddrag og referater, da genforskning ikke lå centralt i mit interessefelt. 

   Men interessant journalistisk og formidlingsmæssigt var det at hun havde brugt sig selv og sine egne gener som drivende case og plot, så vidt jeg kunne forstå. Og hun havde kunnet konstatere at hun genetisk var disponeret for depressioner af den mere alvorlige slags. 

Nu er Lone Frank så udkommet med endnu en videnskabsjournalistisk bog "Lystens Pioner. Historien om manden, der satte strøm til sindet og viste vej til fremtiden." 

   Den har fået fremragende anmeldelser, og selv har jeg læst den i en ruf. 

   Den handler om en amerikansk psykiater Robert Heath der i 1950 fandt på at indoperere elektroder dybt i hjernen på levende mennesker med alvorlige psykiske sygdomme, og sætte strøm til. I en lang række år foretog han forskellige eksperimenter af den art, nogle med overraskeende positive - helende eller lindrende - effekt, hvor andre behandlingsformer ingen virkning havde haft. 

   Men på et tidspunkt overskred han nogle etiske grænser, i hvert fald målt med samtidens målstok og i en social kontekst hvor fx det hvide snit, med god grund, blev udråbt som et afskrækkende skoleeksempel på hvad neurokirurgi kunne misbruges til (hjulpet godt på vej i offentligheden af den fremragende spillefilm "Gøgereden").

   Så Heath og hans metoder og resultater blev effektivt fortrængt - så at sige skrevet helt ud af videnskabshistorien inden for psykiatrien. 

  Pointen i Lone Fransk bog er så at hans metode med elektrisk stimulering af dybe områder/centrer i hjernen, nu er genopstået, men altså uden de yngre forskeres viden og bevidsthed om at der har været en pioner på området for efterhånden mange år siden, en pioner der faktisk opnåede væsentlige resultater og indsigter med tilsvarende teknikker.

  Som der resumeres på bagsiden af bogens cover:

Dyb hjernestimulation er psykiatriens store håb. En ny tids pionerer eksperimenterer med elektrisk stimulation mod alt fra depression og angst til tvangshandlinger, anoreksi og aggressiv adfærd.

Plottet i fortællingen er at vi følger Lone Frank i hendes journalistiske opsporing af hvad det egentlig var Robert Heath gjorde den gang, og hvorfor han så effektivt blev glemt. Og i hendes beskrivelse af hvad nutidens biopsykiatri har gang i af tilsvarende forskning og eksperimenter. Og det to spor flettes så samme i bogen så læseren pendler mellem dem.

   Bagsiden fortæller:

I LYSTENS PIONER jagter Lone Frank den fascinerende historie om Robert Heaths storhed og fald, og hendes opklaringsarbejde trækker overraskende tråde til nutiden forskning og giver  en pejling for fremtiden. Bogen er en original blanding af historisk fortælling, reportage og personlig refleksion over vores forhold til os selv, til lysten og til eksistensen.

Jeg skal ikke her genfortælle Heaths historie, men blot fremhæve at han var en original outsider allerede i sin samtid. Og det blandt andet er denne outsider-rolle som umiddelbart tiltrækker Lone Franks interesse og nysgerrighed. 

I modsætning til hvad der opfattes som "norm" i en journalistisk tradition, nemlig at man ikke må blande sit personlige jeg ind i fortællingen (= 'tilstræbt objektivitet'), så får Lone Frank jævnligt undervejs i 'jagten på sandheden om Rober Heath', sin egen person og egne følelser og refleksioner flettet ind i historien. 

  Side 18. for eksempel kommer hun med et personligt credo:

For afspejler vores reaktion på det at stikke elektronik ind i folks hoveder i virkeligheden ikke vores forhold til os selv?

   Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været interesseret i - nej uhjælpelig fascineret af - at forstå mennesket som som sådan, måske især for derigennem bedre at forstå mig selv. Spørgsmål om, hvad der ligger i vores natur, og hvor meget den natur kan bøjes og formes, har været en konstant drivkraft i mit arbejde som videnskabelig skribent. Hvad enten det gælder biologien, psykologien eller psykiatrien, så er det interessant for mig det, disse felter kan sige om os. Det, det kan fortælle om vores inderste kerne eller essens - eller om vi overhovedet har sådan en?

Lone Frank erklærer at "sjælen" som noget uden for kroppen "er afgået ved døden." Og det rejser spørgsmålet...

Hvor meget kan man modificere det, som i sidste instans udgør en person, og hvem bestemmer, hvor langt man går? (...) Skal vi eksempelvis gør mennesker mere lykkelige  eller forandre træk i deres personlighed, som del selv eller andre ikke bryder sig om? Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk.

Noget af det der kendetegner Lone Frank som journalist er det gode levende og prægnante 'erfaringssprog' hun trækker på. Det vrimler med direkte og bramfri formuleringer som for eksempel den du lige har læst: "Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk."

I kapitel 2. "Psykokirurgiens genkomst" beskriver Lone Frank sine oplevelser på en faglige kongres for 700 neurokirurger som forsker i effekten af forskellige former for hjerneoperationer, og som her mødes for at udveksle ny viden. 

   Hun fortæller om mødet sådan (jeg har fremhævet de særlige sproglige formuleringer som jeg nyder for deres erfaringsproglige kvaliteter):

Flertallet er mænd, og de ser ud om om deres koksgrå jakkesæt er købt det samme sted. Dere højrøstede sludren går gennem konferencecenteret, der er så anonymt at jeg glemmer, hvordan her ser ud, bare jeg lukker øjnene kortvarigt.   Jeg føler mig fremmed. I årevis har jeg som journalist været vant til at færdes blandt psykiatere, psykologer genetikere, og deres jargon og måde at tale om psyken kender jeg. Nu går jeg rundt mellem mennesker der taler teknik. De kan få lys i øjnene af at diskutere nye elektroder, der kan styre strømmen i forskellige retninger (...). Og i pauserne mellem foredrag kan man se dem pille kærligt ved alt det avancerede operationsisenkram, som er udstillet, og som for det utrænede øje ligner torturinstrumenter.   (...) At bruge sin fingerfærdighed på at fjerne svulster og reparere bristfærdige hjernekar er i dag næsten bagstræberisk og giver ingen prestige. At operer på psyken er fremtiden, og neurokirurgerne er blevet en slags sindets håndværkere.

Senere i kapitlet optræder en hel række af smukke og anskueliggørende metaforer:

Mens jeg suger til mig af nyheder, går jeg rundt med et spøgelse på skulderen. Robert Heaths historie, hans gamle artikler og hans for længst afdøde patienter med deres numre bliver klangbund for alt, hvad jeg hører. Tråde bliver trukket fra den gang til nu, og sammenligninger trænger sig på.

Nu vil jeg citere et langt, meget personligt afsnit fra senere i samme kapitel. Derefter må læserne selv købe bogen hvis de vil vide mere. 

   Lone Frank konstaterer at vi faktisk ved meget lidt om de biologisk årsager til de alvorlige psykiske sygdomme:

Sygdom, sygdom, sygdom. Det er selvfølgelig diagnoserne, som er anledning til at vi sidder her i en  mørk sal i et kedeligt betonbyggeri og hører foredrag efter foredrag, men for mig er det ikke det mest interessante. Neden under min privat fascination af den elektroniske hjernestimulation ligger noget helt andet. Det handler om, at manipulation af hjernen er manipulation af selve vores inderste - det mig, som befinder sig et eller andet sted i den belgrøde klump med sine hundrede af milliarder forbundne celler. Denne her mærkelige teknologi stiller dybest set spørgsmålet: Hvem er jeg?

Og med det spørgsmål som afsæt skifter journalisten Lone Frank 'fortæller-mode' og går over til den personlige bekendelse i klar tale og erfaringsnært sprog:

Så længe jeg overhovedet kan huske, har det været mit eget kernespørgsmål, og det, som jeg igen og igen kommer til at kredse om. Måske går det helt tilbage til barndommen. Mine forældre passede dårligt sammen, og begge ville gerne have, at den anden opførte sig anderledes. Der blev talt rigtig meget om at ændre sig, og især min far havde en ide om, at man naturligvis kunne blive en anden - "det er et spørgsmål om at ændre nogle bidder information inden i hovedet", som han sagde. Imidlertid kunne jeg se, at han faktisk forandrede sig meget lidt. Til trods for, at han gerne ville og for, at sagen blev vendt og drejet, til hele familien var blå i hovederne.

Fra familien til Lone Frank selv og de problemer hun har haft med at accepterer sit jeg, og dermed referencer til hendes foregående bog og den deraf følgende dokumentarfilm:

Men jeg kender selv udmærket til ønsket om at at være en anden. Eller i det mindste en anden udgave af mig selv - udadvendt med mere overskud og mindre hang til misundelse og raseri. Bedre ligesom. Som journalist har jeg halset efter videnskab, der forsøger at afdække menneskets natur og kortlægge sindets plasticitet. Jeg har endda brug mig selv og min personlige historie som omdrejningspunkt i en dokumentarfilm, der tager fat på emnet. I Genetic Me jager jeg rundt mellem psykologer og adfærdsgenetikere og får at vide, hvordan gen gener i høj grad  tegner konturerne af personligheden, og at den under normale omstændigheder er ret stabil gennem et livsløb. Affind dig med dig selv, er forskernes samstemmende og velmente råd.

At Lone Frank ikke kan affinde sig med det, viser emnet for denne nye bog. 

   Kan man med dyb hjernestimulation gennem indopererede elektroder faktisk ændre på personligheden - og fx påvirke grundhumøret og følelsen af lyst og belønning i positiv retning hos mennesker plaget af gentagne depressioner (som LF selv lider af)? 

   Det er det spørgsmål der driver denne videnskabsjournalistiske historie frem, en fortælling der forbinder fremgravet viden om fortidens fortrængte pioner Robert Heaths eksperimenter- med frisk indsigt i nutidens og fremtidens konkurrencedrevne neurokirurgers frontforskning og - forsøg.

Jeg får også associationer til noget jeg selv har haft ansvaret for, nemlig til min bog om Poul Martinsen og hans omfattende tv-produktion

   En lang række af hans tv-dokumentarprogrammer havde også karakter af videnskabs-formidling, og viste - i nogle tilfælde etisk problematiske - forsøg og eksperimenter med mennesker. 

   Mest berømt og berygtet er Martinsens udsendelse "Lydighedens dilemma", som i praksis og med brug af skjult kamera demonstrerede og dokumentrede et også berømt og berygtet socialpsykologisk eksperiment af socialpsykologen Milgran fra 1960.

  Om det program skrev Politiken så sent som i 2008 i en faktaboks til en artikel om at nogle forskere nu har gentaget Milgrams kontroversielle eksperiment - og med samme resultat:

Den danske psykolog og journalist Poul Martinsen genskabte i 1978 Milgrams klassiske eksperiment i samarbejde med Danmarks Lærerhøjskole.

   Ligesom i den oprindelige amerikanske udgave fik en kittelklædte autoritet i skikkelse af Martinsen forsøgspersoner til at give - indbildt - strøm til en anden.

   Det hele blev optaget til fjernsyn og sendt under titlen 'Lydighedens dilemma'.

   Men for forsøgspersonen Marianne, som gik langt i eksperimentet, var oplevelsen af at blive vist frem for nationen som torturbøddel så traumatisk, at hun senere måtte have psykologhjælp.

http://politiken.dk/viden/ECE617352/forskere-gentager-kontroversielt-torturforsoeg/

Martinsens lange række af videnskabsformidlende tv-dokumentarer, var båret af det samme bagvedliggende grundspørgsmål som driver Lone Frank: 

   Hvem er jeg? Og kan jeg være sikker på at jeg ved hvem jeg selv er? 

Jeg lovede en liste (her i tilfældig orden) med nogle af de engelsksprogede videnskabsjournalistiske bøger jeg selv har haft stor fornøjelse og stort udbytte af at læse:

• Malcomlm Gladwell: "Blink"
• Sharaon Begley: "The Plastic Mind"
• Steven Johnson: "Mind Wide Open"
• Steven Johnson; "Where Good Ideas Come From"
• James Geary: "I is an Other"
• Ryszard Kapuscinski: "Travels with Herodotus"
• Joshua Foer: "Walking with Einstein"
• John Lehrer: "Imagine"

Tidligere har jeg skrevet om Lone Franks journalistik i blandt andet disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/07/dagdrmme-og-kreativ-tnkning.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/om-forbindelsen-mellem-mindfulness.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/ammehormon-krammehormon-krlighedshormon.html