Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Både - og ... om såkaldt 'lucid dreaming' og selvrefleksion

 

Jeg Zhuang Zi drømte engang, at jeg var en sommerfugl, der fløj glad omkring og nød livet uden at vide jeg var Zhuang Zi.

Pludselig vågnede jeg op og var Zhuang Zi.

Drømte Zhuang Zi at han var en sommerfugl, eller drømte sommerfuglen at den var Zhuang Zi?

Der må være en forskel mellem Zhuang Zi og sommerfuglen?

Dette er hvad man kalder tingenes forvandling.

Har drømme og kreativitet noget med hinanden at gøre?

   Egentlig er det mærkeligt at jeg ikke har taget det spørgsmål op før nu her på bloggen. For ud fra hvad jeg i årenes løb har læst mig til, så må der naturligvis være sådan en sammenhæng - eller flere forskellige.

   Men hvilke og hvordan?

Når jeg lige nu begynder at researche på det, er det på grund af et lidt mærkeligt sammenfald af nylige erfaringer med egne drømme og så det at jeg ved at surfe på nettet helt tilfældigt opdagede at man blandt søvn- og drømmeforskere opererer med, såkaldt "lucid dreaming".

   Bogstaveligt oversat betyder det "klarsynede drømme", drømme hvor man på en gang drømmer og er bevidst om at man er i en drømmetilstand. Fagfolk oversætter "lucid dreams" til "klare drømme".

Derefter noget om egne relativt nylige drømmerier som ligner.

Jeg hører til dem der i mange år godt vidste at jeg selvfølgelig drømte - ligesom alle andre. Jeg kunne også vågne op om morgenen og være klar over at jeg havde drømt "noget". Men som regel kunne jeg ikke huske indholdet i drømmene - og altså ikke genfortælle dem. Bare konstaterer at jeg havde drømt.

 

Det var lidt ærgerligt da jeg i mine unge dage - med stor interesse - læste og syntes jeg selv blev klogere af Freuds "Drømmetydning" - men altså ikke selv kunne levere materiale til tydningen.

   Jeg fik meget ud af at læse om Freuds måde at analysere drømme på, nemlig i to lag - dens manifeste indhold (=det drømmeren husker og kan genfortælle) og dens latente indhold (=drømmens symbolske betydning som er kamufleret og kun kan komme frem ved analyse).

   Jeg analyserede sprogbrugen i tekster af alle mulige slags den gang, og jeg syntes ikke jeg havde besvær med at overfør Freuds tænkning til min egen analytiske praksis.

 

Selv om jeg ikke har kunnet huske og genfortælle mine drømme i mange år, så har fruen indimellem forladt dobbeltsengen og sovet videre i et andet rum fordi jeg talte forstyrrende højt i søvne - og det ikke lød (som om jeg havde det) særlig rart, snarere lidt mareridtsagtigt.

   Hvor ofte jeg larmede mens jeg sov, har jeg egentlig ikke nogen fornemmelse af.

   Men jeg går ud fra at mine lyde og udbrud har været udtryk for at jeg har drømt noget ikke særlig behageligt imens.

   Og det sker stadig indimellem - altså at fruen flygter på grund af nattelarmen.

   Selv er hun god til at huske og genfortælle drømme. Har altid været det.

Men for nylig - måske først inden for det sidste års tid har jeg haft oplevelser med drømme som jeg ikke husker at jeg har haft tidligere.

    Det er 'sociale drømme' hvor jeg er sammen med andre mennesker - ofte både nogen jeg kender og ikke kender fra virkeligheden.

   Der indgår også en form for projekt i de drømme. Vi skal noget og må arbejde sammen og være koordinerede om det. Og på et tidspunkt får jeg så et større ansvar for et eller andet som jeg ikke ønsker. Men som det ville være flovt eller ubehageligt hvis jeg svigtede.

    Den sociale kontekst er typisk en der ligner noget jeg kender fra mit tidligere arbejds- eller familieliv.

    Det er drømme hvor jeg føler mig ubehageligt forpligtet, men en rolle jeg bestemt ikke har lyst til at indtage - og jeg vil helst vil ud af den. Men i drømmen kan jeg ikke finde udvej for at blive befriet for den sociale tvangssituation jeg er kommet i.

    Og så vågner jeg - halvt? - og bliver med en stærk føleles af lettelse klar over at det var en drøm jeg var i - og at jeg altså  ikke har det ansvar i virkeligheden som jeg netop i drømmen følte ubehageligt tyngende og tvingende.

    Hvorefter jeg sover videre og fortsætter med drømmen, men nu med en lettelse knyttet til bevidstheden om at det "bare" er en drøm.

    Jeg bliver en slags observatør til (resten af) min drøm som jeg altså stadig også er med i. Og jeg får så at sig afmonteret det seriøse og tyngende i ansvaret i den del af drømmen som følger efter at jeg er blevet bevidst om at det er en drøm jeg er i.

    Drømmene er 'realistiske', og der er en tydelig kobling til mit virkelige og erindrede liv og så drømmens indhold.

Det kunne godt minde om 'lucid dreaming' sådan som fænomenet beskrives rundt omkring på nettet. Her i indledningen til Wikipedias artikel om emnet:

A lucid dream is any dream during which the dreamer is aware that he or she is dreaming.

   During lucid dreaming, the dreamer may allegedly be able to exert some degree of control over the dream characters, narrative, and environment.

   The term 'lucid dream' was coined by Dutch author and psychiatrist Frederik van Eeden in his 1913 article A Study of Dreams, though descriptions of dreamers being aware that they are dreaming predates the term, and is closely related to ancient meditative praxis originating in India.

Referencen til meditation og Indien gør mig endnu mere nysgerrig.

    Jeg har mediteret stort set dagligt siden 1979, og den teknik jeg bruger, er TM - Transcendental Meditation, som netop har sin oprindelse i Indien.

Her en af de mange beskrivelser på nettet af "how to lucid dream":

Dream lucidity is awareness that you are dreaming. This awareness can range from a faint recognition of the fact to a momentous broadening of perspective. Lucid dreams usually occur while a person is in the middle of a normal dream and suddenly realizes that they are dreaming. This is called a dream-initiated lucid dream. A wake-initiated lucid dream occurs when you go from a normal waking state directly into a dream state, with no apparent lapse in consciousness. In either case, the dreams tend to be more bizarre and emotinal than regular dreams. Most importantly, you will have at least some ability to control your "dream self" and the surrounding dream.

Den efterfølges så af en detaljeret beskrivelse med tegninger af hvordan man kan øve sig i og træne sig til 'lucid dreaming'.

https://en.wikipedia.org/wiki/Sleep_and_creativity

Fidusen er at man kan lære at styre og ændre sit drømmeindhold når man først er bevidst om at man drømmer. Der findes en række teknikker til hvordan man gør. Det fortæller videnskab.dk om i en artikel netop under titlen 

Sådan kan du lære at styre dine drømme

Netsiden giver et eksempel her:

Det sjove ved denne tilstand er, at den gør os i stand til at kontrollere vores drømme og dermed gøre hvad som helst - for eksempel flyve.

I virkelighedens verden er vi bundet af – ja, virkeligheden. Men i drømmeland kan alting i princippet lade sig gøre. Det kræver bare, at man lærer at indse, man drømmer, før man vågner. (Foto: Colourbox)

Problemet er bare, at vi sjældent er klar over, at der er tale om en drøm, før vi vågner og indser det. Derfor kan vi som regel heller ikke styre, hvad der sker i drømmen.

   Men ved at indøve nogle bestemte vaner - som for eksempel at se på tallene på dit ur - kan du faktisk lære dig selv at være fuldt bevidst, når du sover. Vanerne skal blive så indgroede, at du også automatisk udfører dem i søvne.

   Idéen er så, at vanen kommer til at fungere som et realitetstjek, fordi tallene på dit ur formentlig ser helt anderledes ud i drømmeland. Dette vil få din hjerne til at opdage, at du drømmer, hvorefter morskaben kan begynde.

http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-kan-du-laere-styre-dine-dromme

Der findes mange hjemmesider hvor mere eller mindre frelste 'lucid dreamers' fortæller om deres erfaringer med at blive bevidste om at de drømmer mens de drømmer, for derefter at kunne styre emnet og retningen for (nogle af) deres drømme gennem bestemte teknikker og øvelser mens de er vågne.

   Nogle udbyder også kurser i hvordan man lærer sig det. Her introduktionen til sådan et kursus:

A very simple 3-step plan for beginners to get going is to:

   1. Write down at least one dream in your dream journal each morning

   2. Perform at least 10 reality checks throughout the waking day

   3. Do at least 20 minutes of mindful meditation, day or night

Ok, I'm really skimping on the details. There's a lot more you need to know.

   For most people, those are the basic minimum steps to start lucid dreaming, because they systematically train your mind to:

   - Remember more dreams, more vividly

   - Become more self-aware (observant of your reality)

   - Incubate your desire to recognize when you're dreaming

   Other techniques I recommend will train you to:

   - Pre-program specific dream content and themes

   - Visualize your way to a lucid dream from waking

   - Recognize dream signs that trigger lucidity

   - Adjust your sleep habits for more lucid encounters

   - Induce lucid dreams via "out-of-body" experiences

http://www.world-of-lucid-dreaming.com/how-to-have-your-first-lucid-dream.html

Der er åbenbart blevet forsket en del i fænomenet, og ifølge videnskab.dk er et af stederne Max Planck instituttet for psykiatri i München. 

   Man har her brugt hjerneskanninger og fundet ud af at ... 

... den grundlæggende aktivitet i hjernen er den samme i klare drømme og normale drømme. Men under en klar drøm stiger aktiviteten i visse områder af hjernen markant - områder, der normalt er deaktiverede, når vi sover.

   Disse områder er alle involverede, når vi skal evaluere os selv og vurdere vores egne tanker og følelser, hvilket måske kan forklare, hvorfor 'klare drømmere' formår at bevare bevidstheden om, at de drømmer.

Jeg søger på Max Planck Instituttets hjemmeside og finde deres beskrivelse af hvor det mere præcist er i hjernen der foregår særlig aktivitet hos folk der hyppigt har lucide drømme.

   Man har simpelt hen i skanninger sammenlignet en gruppe som stort set ikke kender til lucide drømme, og dem der ofte drømmer på den måde:

Psychiatry have compared brain structures of frequent lucid dreamers and participants who never or only rarely have lucid dreams. Accordingly, the anterior prefrontal cortex, i.e., the brain area controlling conscious cognitive processes and playing an important role in the capability of self-reflection, is larger in lucid dreamers.

At reflektere over hvem man selv er, er noget som foregår i det netværk i hjernen jeg tidligere har skrevet rigtig meget om, og som kaldes 'the default mode network' (DMN) eller 'the task negative network'. 

   Det er aktivt når man er passiv og ikke er optaget af udadvendte opgaver,  som fx. når man dagdrømmer eller mediterer eller under 'let søvn'.

   Her en liste fra Wikipedia over hvad dette netværk tager sig af:

Information der har med en selv at gøre:

- Autobiographical information: Memories of collection of events and facts about one’s self

- Self-reference: Referring to traits and descriptions of one’s self

- Emotion of one’s self: Reflecting about one’s own emotional states

Tænkning om andre personer:

- Theory of Mind: Thinking about the thoughts of others and what they might or might not know

- Emotions of other: Understanding the emotions of other people and empathizing with their feelings

- Moral reasoning: Determining just and unjust result of an action

- Social evaluations: Good-bad attitude judgments about social concepts

- Social categories: Reflecting on important social characteristics and status of a group 

Erindring om fortidden og tænkning om fremtiden:

- Remembering the past: Recalling events that happened in the past

- Imagining the future: Envisioning events that might happen in the future

- Episodic memory: Detailed memory related to specific events in time

- Story comprehension: Understanding and remembering a narrative 

Generelt har min konklusion ved at følge med i de senere års forskning om DMN været at det er det netværk i hjerne der stimuleres og er aktivt når man er særligt kreativ og når man er publikum til kreative produkter som bøger, film og malerier.

   

Min konklusion i den her sammenhæng er følgende:

   Forskningen i 'lucid dreams' og specielt det at man ved træning er i stand til at styre forløb og indhold i sine drømme når man samtidig er sig bevidst at man drømmer, betyder vel at man nærmest som i en streaming-tjeneste hver nat kan vælge de indre drømmefilm man vil se - i stedet for bare at være et passivt offer for hvad hjernen tilfældigvis har på sendeplanen den nat.

   Det synes jeg sådan set er ret interessant og ikke så lidt overraskende.

Forskerne på Max Planck-instituttet har fundet ud af at folk der reflekterer meget over tingene - såkaldt 'metacognition' - også er gode 'lucid dreamers', og forskerne har en teori om at hvis man hører til dem der reflekterer meget, så har man også lettere ved at kontrollere sine drømme:

The differences in volumes in the anterior prefrontal cortex between lucid dreamers and non-lucid dreamers suggest that lucid dreaming and metacognition are indeed closely connected. This theory is supported by brain images taken when test persons were solving metacognitive tests while being awake. Those images show that the brain activity in the prefrontal cortex was higher in lucid dreamers. “Our results indicate that self-reflection in everyday life is more pronounced in persons who can easily control their dreams,” states Elisa Filevich, post-doc in the Center for Lifespan Psychology at the Max Planck Institute for Human Development.

https://www.mpg.de/8869963/lucid-dreams-prefrontal-cortex

Om at sætte tænkng og følelser i ramme gennem sprogbrugen

Da jeg var meget, meget ung - så ung at jeg endnu ikke vær færdig med mine studier i slutningen af 60´erne, var jeg med til - sammen med en medstuderende Niels Erik Wille og en ung adjunkt Harald Steensig - at opfinde og udvikle et nyt sprogfag på danskstudiets første del på KU.

   Vi kaldte faget "pragmatisk analyse" - og ideen var at lære de studerende at de kunne analysere alle mulige former for tekster som sprogbrug i en social kontekst - sprogbrug med en bagvedliggende intention (=sproghandling) og med en oplevet effekt på modtagere.

   Den teoretiske back up fandt vi blandt andre i filosoffen Charles Sanders Peirce (1839-1914) og hans tegnteori, en teori der stod i markant modsætning til Saussures og Hjelmslevs systemiske tegnteori som ellers var dominerende i sprogfagene på det tidspunkt.

Faget pragmatisk analyse blev betragtet som lidt af en faglig revolution den gang. Et skift i hvad man i dag ville kalde faglig 'framing' - fra et sproget som system-synspunkt til et sproget som social praksis-synspunkt.

   Vi opfattede det selv som et 'moderat' politiserende fag, idet målet var at give redskaber til at få en afdækkende og afslørende analytisk skovl under fx reklametekster, ugebladsjournalistik, pornofortællinger, tegneserier, medieinterviews, mm. mm.

   En af vores 'bibler' den gang var svensk: "Språk och påverkan - om argumentationens semantik" af Andersson og Furberg.

   Og et af de 'befriende' begreber som vi hentede derfra, var "perspektivmarkør" - dette at synonymer som egentlig referer til samme emne, alligevel har meget forskellig effekt fordi de med sig transporterer meget forskellige værdiladede associationer.

   Et klassisk eksempel var serien: hest, ganger, krikke, øg. Af andre husker jeg vi opregnede: kvinde, dame, madamme, kone, kælling.

   Med mere politisk zweck en række ord som: sabotør, frihedskæmper, oprører, partisan. 

Så springer vi til nyere tid: Bruges begrebet 'perspektivmarkør' stadig?

    Jeg googler "perspektivmarkør". Og i hvert fald så sent som i et nummer af web-tidskriftet Kommunikationsforum fra 2002, finder jeg en artikel af retorik-studerende Lisca Maria Findahl under overskriften:

Brixtoftes halvfulde flasker

... en overskrift der naturligvis kalder det velkendte perspektvimakør-par frem: halvtom eller halvfuld.

Lidt nede i artiklen får vi kontekst og definition til begrebet:

Inden for pragmatisk sprogteori arbejder man med begrebet ’perspektivmarkører’. Det er fællesbetegnelsen for de steder i sproget som afslører afsenderens forudsætninger og udgangspunkt, også kaldet præsuppositioner. Vi markerer gennem sproget hvilket perspektiv vi ser tingene fra, og hvordan vi vurderer dem. Vi kan omtale en ting i meget forskelligt lys alt efter hvilket ord vi vælger, da hvert synonym med næsten samme grundbetydning har sin egen skov af associationer.

Den persons sprogbrug som Lisca Maria Findahl skal have skovlen under i artiklen, er den daværende borgmester i Farum Peter Brixtofte.

   Ved konsekvent at anskue og omtale kommunalpolitik som 'det at drive en virksomhed' - og ved tilsvarende at omtale plus-minus-beholdningen i kommunens pengekasse som 'virksomhedens positive eller negativ likviditet', så gør det det muligt for ham at glide af på en række kritiske spørgsmål, siger Lisca:

I eksemplet ovenfor er der en betydningsglidning fra ’rede penge’ til ’likviditet’. Denotationen er næsten den samme. Men ved konsekvent at benytte den sidste udgave, prøver Brixtofte på eufemistisk vis at pakke problemerne ind, og dermed påvirke tilhørerne til at tro på at det hele ikke er så slemt endda. Helt midlertidige likviditetsproblemer lyder ikke nær så slemt som decideret underskud i kassen.

 I de senere år er perspektivmarkørerne blevet forankret i et overordnet begreb som man beskriver med det engelsk udtryk 'framing' - altså en metafor som på danske kunne 'at rammesætte'. 

   Det man 'rammesætter' er den tænkning der ligger bag en bestemt sprogbrug om et emne. Og den sprogbrug kan så komme til udtryk ved blandt andet valget af 'perspektivmarkører'.

    

En af fædrene til at fremhæve betydningen i den offentlige debat og tænkning af fænomenet 'framing', er den internationalt berømmede sprogforsker George Lakoff. 

   Han fremsatte sin teori om framing og betydningen af framing i den politiske debat, i bogen "Don't Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate" (2004).

   Hans grundpointe i den bog er at hvis ikke venstrefløjen er opmærksom på den systematiske framing af politik og økonomi som det politiske højre er meget dygtige til at praktisere, ja så taber venstrefløjen opbakning og forståelse i den offentlige mening.    

   Venstrefløjen bør mentalt og sprogligt tage sig sammen og systematisk 're-frame' sprogbrug og dermed tænkning på en række centrale politik-områder, er hans argumentation.

  Et af de mest slående eksempler som jeg husker fra den bog, er fremhævelsen af præsident George W. Bush´s framing af 'terrorisme' efter 9/11: "Terrorisme is War", en metafor som legitimerede den militære invasion af Afghanistan, og som altså tvang hele den vestlige verden til at tænke at den bedste eller eneste måde at bekæmpe terrorisme på var ved at sætte militæret ind.

   En sådan metaforisk frame kan sammenfattes i en metaforisk ligning: TERROR = KRIG

Her et link til en artikel af Lakoff der i oversigtsform sammenfatter hovedsynspunkterne i sin bog om 'ikke at tænke på en elefant':

http://www.cognitivepolicyworks.com/resource-center/frame-analysis-framing-tutorials/simple-framing/

Mest berømmet er George Lakoff for bogen "Metaphors We Live By" som han skrev sammen med Mark Johnson.

   Grundsynspunktet heri er at al vores tænkning inden for alle mulige abstrakte felter (fx matematik), grundlæggende er metaforisk.

   Som for eksempel 'tid' der metaforisk ofte begribes som noget der er levende og kan bevæge sig: "tiden løber", "tiden står stille", "slå tiden ihjel".

   Omsat i formelsprog: TID = LEVENDE VÆSEN.

   Eller som noget der har økonomisk værdi: "det koster minutter", "jeg kom i tidsunderskud", "jeg sparede flere timer ved den genvej".

   Her er metaforformlen der styre tænkningen bag ved ordene: TID = PENGE

 

Et andet eksempel er 'det at diskutere' som metaforisk kan begribes som 'krig', 'kamp', 'slagsmål': "han vandt debatten", "hun forsvarede sit synspunkt godt", de gik ind i diskussionen bevæbnet til tænderne med friske facts."

   Metaforligningen: DISKUSSION = KAMP

   Den metaforiske frame kan forklare hvorfor Clement Kjærsgaard langt hen ad vejen fik offentlig accept på sin måde at interviewe Mette Frederiksen på i tv for nylig.

I små 10 år vejledte jeg specialer på RUC´s journalistuddannelse. 

   Næsten hvert semester var der en gruppe studerende som ønskede at arbejde med 'framing-analyse' af den journalistiske dækning af et eller andet kontroversielt. 

   Og teorien er ganske omfattende og flere fagområder opererer med hver sin definition.

   Bare se for eksempel hvordan Wikipedia kommer vidt omkring med begrebet:

https://en.wikipedia.org/wiki/Framing_(social_sciences)

Så det var ofte svært for de studerende at komme fra den omfattende, men diffuse teori til en pragmatisk medieanalyse.

   Jeg  opdagede at min jo ret så simplistiske måde at sammenfatte en "frame" på, nemlig som en (metaforisk) ligning, fungerede befriende for tænkningen hos de studerende.

   Jeg husker fx et speciale hvor de studerende ville undersøge hvordan to aviser framede "sindslidende" i deres nyhedsartikler. Og udtrykt i formelsprog, så var resultatet klokkeklart:

   I langt hovedparten af artiklerne i Jyllandsposten gjorde journalisterne bruge af framen: SINDSLIDENDE = (POTENTIEL) KRIMINEL.

   I langt hovedparten af artiklerne i Politiken i den samme periode gjorde journalisterne brug af framen: SINDSLIDENDE = SYG.

Alle kan sikkert også huske hvordan man konsekvent i de danske aviser metaforisk framede de oprør, optøjer, protestdemonstrationer som foregik i mange arabiske lande 2010-11 som DET ARABISKE FORÅR, en metafor som ofte dækkede over en manglenede analyse af de bagvedliggende kræfter der trak i trådene og siden tiltvang sig magten, og som betød at "foråret" ikke gik over i "sommer" som metaforen lagde op til,  men overaskende for de fleste i den vestlige offentlighed endte i rent politisk-økonomisk kaos.

 

Inden for journalistisk teori taler man om "horserace-journalism" som en metaforisk frame mange journalister forfalder til at anskue politisk uenighed igennem. 

   Altså: POLITIK = HESTEVÆDDELØB. 

   Den metafor lægger i den grad et tågeslør over hvad der er substansen i en politiske uenighed.

Så det er altså vigtigt som journalist og/eller politiker der deltager i  den offentlige politisk-økonomiske diskurs, at være sig kritisk bevidst inden for hvilke mentale rammer man formulere sig og tænker.

   Det er også præmissen for en bog som udkom november 2015: "Tag bladet fra munden - en introduktion til politisk framing" af de to retorikere Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter.

  Som en god måde at promovere bogen på, har de skrevet debatartikler til både Politiken og Information hvor de demonstrerer hvad deres framing-analyser kan i forhold til måden man taler om inden for forskellige politikområder.

   

I Politiken den 22. november har de artiklen med overskriften

Finansloven er et retorisk mesterstykke - hvornår tager venstrefløjen ved lære

I netversionen har er rubrikken kortet ned til:

Hvornår tager venstrefløjen ved lære af den blå retorik

Manchetten lyder:

Når Venstres 'moderne kontanthjælpsloft' er blevet kronen på værket i regeringens finanslov, skyldes det flere år med politisk bevidst sprogbrug, der har fået danskerne til at se de ledige i et langt mere neoliberalistisk lys.

Bogens teori og analyser lægger sig tydeligvis tæt op af Goerge Lakoffs. Og den har også samme grundpræmis: at den politiske højrefløj i mange år systematisk har framet fx arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere på en ganske bestemt måde som gør det nemt at sluge en politisk lovgivning som beskærer en række sociale ydelser.

   Artiklen tager udgangspunkt i en kernepåstand som gentages om og om igen fra tilhængere af blå blok:

Det skal kunne betale sig at arbejde.

   Sætningen har spredt sig som lyden i et ekkokammer i den offentlige debat gennem flere år. Særligt højrefløjen er lykkedes med at sætte fokus på de skadelige effekter af offentlig forsørgelse ved at tale om ’værdigt trængende’, ’svage økonomiske incitamenter’, ’Dovne Robert’ og ’respekt for folk, der går på arbejde’.

   Den slags tale har gødet jorden for en række afgørende reformer af bl.a. dagpengesystemet og det såkaldte moderne kontanthjælpsloft, som er en del af de netop afsluttede finanslovsforhandlinger.

Senere i artiklen forklarer forfatterne:

Den bagvedliggende præmis er, at man ved at sænke ydelser – hvad enten det er kontanthjælp, integrationsydelse eller anden offentlig understøttelse – øger den enkelte lediges incitament til at finde sig et job, og man argumenterer implicit for, at der er job nok at få, at det er den enkeltes eget ansvar at få det, og at den mest nærliggende forklaring på ledighed er, at man er en doven slubbert.

   Når Venstre holder fast i at skære i ydelserne og stramme incitamenterne, på trods af at effekterne er yderst tvivlsomme og sparsomt belyst af forskningen, skyldes det, at tænkningen er ideologisk hjerteblod.

    Forestillingen om, at det skal kunne ’betale sig at arbejde’ bygger på, at manglende beskæftigelse er et individuelt ansvar – ikke fællesskabets. Derfor har man i årevis forsøgt at frame ledighed som et spørgsmål om individer, der frivilligt går ledige, for at dreje debatten i retning af Venstres egne værdier.

ARBEJDSLØS = ARBEJDSSKY DOVENLARS er den metaforiske frame som ligger bag.

   Og forfatterne konstaterer at en stor del af venstrefløjen simpelt hen ukritisk har overtaget den frame:

Framingen, der individualiserer skylden for ledighed, har formået at sprede sig og blive taget op af aktører, der for 20 år siden ville have afvist den prompte. Den er blevet så stærk, at venstreorienterede forholder sig til den og ofte bruger den – på trods af at AE-rådet i 2013 dokumenterede, at ud af de 150.000 danskere, der opnår en umiddelbar gevinst på maks. 2.000 kr. om måneden ved at være i arbejde, er 9 ud af 10 alligevel i arbejde.

I artiklen i Information tager forfatterne fat på den anden side af sagen, det at det er nødvendigt som poltisk bevidst debattør at finde ud af at 'omramme' tænkning og sprogbrug, fx i forhold til den måde man taler om klima- og miljøproblemer på.

   I fagsproget er termen: 're-framing'.

   Artiklen i Information af de to retorikere har overskriften

Derfor er klima aldrig øverst på dagsordenen

Manchetten lyder:

Hvis vi vil motivere folk til at handle, er vi nødt til at droppe de abstrakte og komplicerede termer. Klimakrisen skal gøres nærværende – vi har nogle bud på hvordan.

Problemet med de frames man bruger i den dominerende klimadebat og tænkning er abstraktionsniveauet som gør at almindelige mennesker bogstavelig talt ikke 'berøres' af debatten og argumenterne:

Klimaet er ikke noget, man kan se, CO2-udslip ikke noget man kan lugte eller smage, globale temperaturstigninger ikke noget, man kan tage og føle på. Og klimadebatten er fyldt med tekniske termer, der beskriver videnskabeligt dokumenterede fakta, men som på ingen måde relaterer sig til vores liv og vores hverdag. Tal og fakta er selvfølgelig vigtigt, men det er ikke det, der skaber opbakning.

   Og det er netop her, der er brug for en langt mere effektfuld framing. I stedet for at fortsætte med de abstrakte og komplicerede termer, som klimaet oftest diskuteres ud fra, er der brug for at gøre debatten mere nærværende og virkelig for den enkelte, hvis man vil motivere folk til at handle.

Istedet for at tale om "at begrænse CO2-udledning", "2 graders målsætning" og "grøn omstilling", skulle man gå efter at frame miljøforbedringer som noget der har med "renhed" og "sundhed" at gøre. 

   At en sådan re-framing har effekt, kan dokumenteres eksperimentelt:

Et godt eksempel er at frame klimaet som et spørgsmål om renhed. Denne tilgang får nemlig folk, der normalt ikke går op i klima og miljø, til at indtage en aktiv holdning til, at klima- og miljøproblematikker skal bekæmpes og forebygges. Det viser et studie, som de amerikanske forskere Matthew Feinberg og Robb Willer udførte i 2013.

   De satte forsøgspersoner, der var deciderede klimaskeptikere eller i det mindste apatiske over for klimadebatten, til at læse artikler om miljø- og klimarelaterede problemer.

   Den ene gruppe forsøgspersoner læste en artikel, der lagde vægt på det, som klimaforkæmperne ofte argumenterer med: Den beskrev de skadevirkninger, som menneskets adfærd har på klimaet, og hvor vigtigt det er, at folk beskytter klimaet.

   Den anden gruppe læste en artikel om, hvor beskidt og forurenet klimaet er blevet, og hvor vigtigt det er, at vi rydder op i og renser vores omgivelser.

   Den første gruppe ændrede overhovedet ikke holdning til klimaspørgsmålet. Men framingen, der gik på renhed via fokus på giftstoffer i drikkevand og smogskyer over byerne, fik derimod læserne til at støtte forebyggende politikker, som de ellers ville have modsat sig.

Tilsvarende hvis man re-framer debat og argumentation med fokus på "sundhed" der ligesom "renhed" umiddelbart kan forbindes med den fysiske krops velbefindende af de fleste:

En anden fordelagtig framing for klimaforkæmperne er at gøre klimadebatten til et spørgsmål om sundhed. Det indgyder nemlig folk håb og motiverer dem til at tro på, at de selv kan gøre en forskel. Så bliver klimaet, ligesom sundhed, opfattet som noget, vi kan ændre på, og noget vi helt personligt får det bedre af at få rettet op på.

   Det har forskeren Teresa Myers m.fl. vist med et studie fra 2012, hvor en framing af klimaforandringerne som et spørgsmål om sundhed fremkaldte positive følelsesmæssige reaktioner hos forsøgsdeltagerne, der gjorde dem tilbøjelige til at støtte politikker, der kan afbøde klimaforandringer.

I kontrast hertil viste forsøgene:

Til sammenligning havde en frame, der slog på de miljømæssige risici ved klimaforandringer – den måske mest brugte frame af klimaforkæmpere – stort set ingen effekt på de apatiske, uengagerede og skeptiske forsøgspersoner, der ikke følte den mindste trang til at ændre holdning.

Det er godt at der nu er kommet en bog der går i offensiven og får det budskab ud at vi - og jo ikke mindst journalister - skal være bevidste om hvordan sprogbrugen i politisk argumentation sætter vores tænkning og føleser i begrænsende glas og ramme.

Til slut vender jeg lige tilbage til George Lakof der i artiklen linket til ovenfor blandt andet tager udgangspunkt i ordet "taxrelief" (dansk: "skattelettelse") som en del af en forførende konservativ politisk frame:

On the day that George W. Bush took office, the words tax relief started appearing in White House communiqués to the press and in official speeches and reports by conservatives. Let us look in detail at the framing evoked by this term.

   The word relief evokes a frame in which there is a blameless Afflicted Person who we identify with and who has some Affliction, some pain or harm that is imposed by some external Cause-of-pain. Relief is the taking away of the pain or harm, and it is brought about by some Reliever-of-pain.

  The Relief frame is an instance of a more general Rescue scenario, in which there a Hero (The Reliever-of-pain), a Victim (the Afflicted), a Crime (the Affliction), A Villain (the Cause-of-affliction), and a Rescue (the Pain Relief). The Hero is inherently good, the Villain is evil, and the Victim after the Rescue owes gratitude to the Hero.

 Vi har jo en helt tilsvarende frame tyngende belastning: SKAT=BYRDE.

   Og den frame udelukker så den tanke at det meste af de fællesgoder som skatten betaler - børnehaver, skoler, sygehuse, plejehjem, universiteter, museer - jo er noget som vi alle er enige om er entydigt godt.

    

Og hvor længe er vi ikke blevet tudet ørene fulde af at "skattelettelser" er godt fordi det "skaber flere jobs". 

   Sådan også i USA ifølge George Lakoff:

Now we’re hearing the slogan “Tax relief creates jobs.” Looking at the Relief frame, we see that afflictions and pain can be quantified, and there can be more or less relief. By the logic of framing (NOT the logic of economics!), if tax relief creates jobs, then more tax relief creates more jobs. That is just how the president has been arguing for increasing tax cuts from $350 billion to $550 billion. The new frame incorporates the old Tax Relief frame into a new “Tax Relief Creates Jobs” frame.

På facebook forsøgte jeg mig med en re-framing af "skattestigning" ud fra det grundsynspunkt at mange af de problemer som man nu slås med fx i forhold til at der kommer flere asylsøgende flygtninge som samfundet i en række år må have udgifter med, kunne klares med fx en enkelt procent stigning af indkomstskatten.

   Mit forslag til hvad man skulle kalde sådan en ekstraskat:

ANSTÆNDIGHEDS-SKAT 

Jeg ville personligt betale den skat med glæde - hvis jeg så til gengæld kunne blive fri for alt det sludder og vrøvl om "den nødvendige politik".

Film, dramaturgi, sandhed og virkelighed - i anledning af filmen 'Den danske pige' om Lili Ellbe og Gerda Wegener

Alice Viander som Gerda og Eddie Redmayne som Lili i filmen 'The Danish Girl'.

Dette er ikke en anmeldelse. Og indlægget her starter med et spørgsmål:

Hvad er grunden til at en film kan opleves kedelig, trods en fascinerende historie baseret på virkelige personer og begivenheder, trods stor skuespilkunst af hovedrolleindehaverne, trods megen betagende fotografering af interiører og locations, trods en autentisk setting fra årene 1910-1930 og overbevisende kostumer, frisurer og sminke fra tiden?

Det kan man naturligvis ikke svare på generelt.
   Men det var egentlig kernespørgsmålet efter at fruen og jeg havde været inde og se spillefilmen 'Den danske pige' i vores lokale cafebiograf, en film instrueret af Tom Hooper, med Eddie Redmayne og Alice Vikander i de dominerende roller, og filmet af den dygtige fotograf Dan Cohen.

   Vi var enige om at filmen teknisk, visuelt og skuespilmæssigt havde mange fremragende kvaliteter. Der var mange fine scener - ikke mindst de tragikomiske der viser Lilis møde med datidens lægestand. Gamle Danmark (1910-30) som setting for en række eksteriørscemer tog sig betagende autentisk ud.
   Og historien var sådan set også i sig selv interessant selv om vi nogenlunde kendte den i forvejen. 

   Og så alligevel: en lidt fad emotionel efterdønning da vi havde forladt biografen.

Filmen fik pæne, men ikke fremragende anmeldelser herhjemme. Og og der er også en ret stor spredning i de udenlandske anmelderes vurdering.

   Men de to skuespiller som spiller henholdsvis Lili Elbe og Gerda Wegener, er begge nomineret til en Oscar, hhv. i kategorien 'actor in a leading role', og 'actress in a supporting role'.

Filmplakat

Motivationen for at se filmen var for mit vedkommende at jeg havde set Gerda Wegener-udstillingen på Arken, og skrevet hele to indlæg om hendes indtil for få år siden glemte og kunsthistorisk stærkt undervurderede billeder.

   Selv om fokus var på Gerdas historie i mine indlæg, så har jeg naturligvis også medinddraget den i sige selv opsigtsvækkende historie om hendes mand Einar Wegener som undervejs i deres samliv som kunstnerægtepar skiftede identitet fra mand til kvinde, en 'kvinde' som i samtiden blev kendt som modellen Lili Elbe, og som blev portrætteret i en lang række af Gerdas i Frankrig højt anerkendte billeder malet i op gennem 20´erne.

Gerda Wegener og Einar Wegener fotograferet foran et af Gerdas malerier af dem begge to, og hvor Einar optræder som modellen Lili

Gerda Wegener: Portræt af Lili 

Gerda Wegener: Gerda og Lili som modeller.

Einar Wegener og Lili Elbe, fotos.

Filmens manuskript bygger på en roman - altså en fiktion - med samme titel 'The Danish Girl' (2000) - af den amerikanske forfatter David Ebershoff, en roman som er inspireret af såkaldt 'virkelige hændelser' - i form af Gerdas, Einars/Lilis faktiske historie der ender med en serie eksperimentelle kønskifteoperationer over godt et år der til sidst koster Lili livet 1931 i Dresden.

   En væsentlig kilde har utvivlsomt været Lilis egen dagbog som blev bearbejdet og allerede udgivet i 1933 under titlen "Fra mand til kvinde - Lili Elbes bekendelser".
   Bearbejdelsen og udgivelsen har Niels Hoyer alias Ernst Harthern stået for - ifølge forordet efter hendes eget ønske. Den blev hurtigt efter oversat til både tysk og engelsk.

bogmslag 

Som forstyrrende moment i oplevelsen af en film kan være at man genkender nogle af dens locations som ikke passer helt i sammenhængen,  og synes at andre er helt forkerte og misvisende. Og det kan godt have spillet med her. Et ekstremt eksempel er slutningen hvor 'Vejle Fjord' vises som en norsk fjord med fjelde i baggrunden. 

   Det kan også være forstyrrende at man allerede har en anden historie i hovedet som man så ikke får oplevelsesmæssigt indfriet. 

   Det havde jeg, og fremstillingen af især Gerdas  figur, uanset hvor godt spillet, lå meget langt fra det billede jeg havde af hende fra min tidligere research og oplevelserne fra udstillingen på Arken.

   Også indførelse af rent fiktive personer kan være forstyrrende når man i forvejen har ret godt fat på personer og kendsgerninger i virkeligheden.
   Ligesom sammentrængt kronologi og forenklinger i forløbet kan virke irriterende. 

Grundlæggende er fortællingen i filmen 'Den danske pige' en tragisk kærlighedshistorie der er spændt ud mellem tre kønsidentiteter - en kvinde, en mand og en transkønnet. Og den bærende ide - præmissen - er at kærligheden ikke er bundet til køn, og at konflikten mellem mentalt køn og fysisk krop kan føre til frihed og død.

   Den præmis burde sådan set være OK som drivkraften i en fortælling. Så hvorrgår det galt?

En nøgle til et problem i oplevelsen kommer Eddi Redmayne med i et interview til Berlingske:

Jeg er i store dele af filmen en skuespiller, der spiller en person, der spiller en dårlig version af en kvinde. Det gik imod min egen forfængelige lyst til bare at vise Lili som den, hun var. Men vi skulle have alle de faser med, hvor det, hun gør, ikke virker. Hvor hun prøver for hårdt. Det var den sværeste del af filmen,« siger Eddie Redmayne.

"Alle de faser med, hvor det hun gør, ikke virker". 

   Det kan i hvert fald forklare at man fra starten og et godt stykke inde i filmen synes at spillet er tungt og uengagerende. Der er problemer med identifikationen, forståeligt nok. Man er simpelt hen lidt orienteringsløs - på samme måde som skuespilleren har kæmpet med at skullet være det i sin rolle.

Det andet problem i filmen og dermed i oplevelsen, er den dramaturgiske konstruktion. 

   Den et det vi i gamle dage kaldte 'cirkulær', dvs. man ved som publikum meget tidligt hvordan filmen ender, og vejen til klimaks er ikke den lineære dramaturgis klassiske spændingskurve (= 'berettermodellen'), men varierede gentagelser over det samme tema - en konstruktion man traditionelt kalder 'bølgemodellen'.

   Som anmelderen Jacob Wendt Jensen skriver i Berlingske 3/2:

Sammenlagt bliver det simpelthen til for meget jokken rundt i for mange ensartede scener med længselsfyldte blikke og tårevædede konfrontationer.

Det peger så mod endnu et problem der for mig er en svaghed i fortællingens indhold: Gerda Wegeners karakter i filmen. 

   Hun er fremstillet som en dygtig og succesfuld kunstmaler, men som kønsvæsen er hun  rendyrket kvinde der derfor naturligvis bliver ked af - episode for episode - at miste den Einar hun elsker. For i stedet at få modellen og kvinden Lili som hun godt kan bruge som  model - men ikke elsker. 

   

Her kommer så nok mine forhåndsviden ind. 

   Der er meget der tale for at Gerda Wegener var lesbisk - eller måske snarere biseksuel. Hun var en meget stærk egenrådig personlighed og ikke nogen klæbende grædekone. 

   Det fremgår af hendes kunstneriske produktion at hun fx lavede mange dygtige og charmerend jugendillustrationer til halvpornografiske historier, og blandt disse illustrationer var der også mange der viste eksplicit lesbiske forhold som dette: 

Også en lang række sensuelle nøgenbilleder med Lili Elbe som model, kunne tyde på at Gerda har nydt Lili som kvindeligt seksual-objekt, og ikke bare som en person hvis transformerede kønsidentitet hun var ked af foldede sig mere og mere ud gennem årene.

   

Og projektet med at udvikle 'modellen Lili Elbe' til kendis-berømmelse, var ikke noget der skete under Gerdas modstand eller modvillige accept, som filmen fortæller. Det var et projekt som hun og Einar var fælles om. 

   Langt hen ad vejen var det en halvoffentlig rolleleg i et åbent boheme-miljø. Og Lili Elbe fungerede under deres samliv i Paris stort set på åbenlyst transkønnede præmisser i næsten 20 år, før han/hun blev opereret. 

  Og da Lili Elbe så blev opereret 1930-31, var de blevet skilt. Og da hun døde , var Gerda på malerrejse i Nordafrika med sin ny mand. 

Med det grundmateriale som en faktuel research giver, kunne jeg nemt se for mig synopsen til en anden (og bedre) film med to ligeværdige hovedpersoner, som man fx kan opleve i den fremragende film 'Thelma og Louise'. 

   En film med titlen "Gerda og Lili".

Det er nemt at være bagklog. 

   Men jeg synes i hvert fald man godt kunne forestille sig der ville være kommet en mere spændende film ud af det, hvis karakteren Gerda i højre grad havde indeholdt flere træk fra virkelighedens Gerda. Og ikke mindst hvis man i en række scener uden tårer, men fulde af grin, latter og pikanteri, havde oplevet de to sammen i det parisiske cafe- og natteliv som charmerende demimonder der leger med roller og kostumer. 

  I filmen manglede vi også at se (tydeligere?) hvordan Einer i rollen som Lili spejler sig i de billeder som Gerda maler med hende som motiv, og at se Einar/Lili posere som regulær nøgenmodel, hvad mange af Gerda Wegeners malerier viser at han/hun må have gjort.

Det er måske det Danmarks Radios Per Juul Carlsen prøver at sige noget mere bramfrit i sin anmeldelse på dr.dk:

Set i forhold til de virkelige begivenheder er ’Den danske pige’ en rædselsfuld film, forfimset og forfjamsket og helt renset for de store knaster og mysterier, Einar og Gerda gik rundt med.

En dokumentarisk gennemgang af de tos historie nøgternt fortalt kan man finde her:

https://www.dr.dk/nyheder/webdok/danishgirl

Mine to tidligere blogindlæg med Gerda Wegener som hovedperson kan du finde her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/12/wegener-og-wiinblad-pa-arken-nar.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/om-gerda-wegener-kvindelig-dansk-jugend.html

Humanistisk forskning med brugsværdi - retslingvistik - nyt nyttigt fag i Danmark - hjælp fra lingvister til at afsløre sproghandlings-forbrydere

I bunken af avisudklip som jeg på et tidspunkt tænkte at ville skrive noget i forlængelse af, finder jeg en artikel fra den 22. november sidste år - med den gode metaforiske rubrik

Sprogets fingeraftryk

Artiklen er skrevet af Lotte Thorsen som ofte fortæller journalistiske historier på kultursiderne med en sproglig vinkel eller om ny sprogforskning som emne.

   Manchetten lyder:

En gerningsmands sproglige vaner kan være næsten lige så afslørende som en dna-analyse. I USA har man i mange år indkredset forbrydere ved hjælp af såkaldt retslingvistik. Nu vil en dansk sprogforsker opbygge feltet i Danmark og hjælpe dansk politi med at opklare forbrydelser.

Udgangspunktet for artiklen er at en dansk lingvist - altså sprogforsker - Tanya Karoli Ckristensen fra KU nu vil til at opdyrke og institutionelt udvikle faget "retslingvistik" i Danmark

   God kreativ ide, tænker jeg. Og hvorfor ikke før?

Lotte Thorsens første store artikel kan læses her i sin helhed, hvor den har fået en anden kedeligere overskrift:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2940713/sproget-kan-afsloere-forbrydere/

Et sådan lingvistisk disciplin vil skulle bygge på den kendsgerning at sprog er vaner - både ordvalg, syntaks og udtale (sprogmelodi, intonation, tryk, pauser). Disse vaner har nok et stort fællespræg, ellers kunne vi ikke forstå hinanden, men der er også ekstremt individuelle sprogbrugsvaner.

   Og som de fleste vaner, er de ubevidste. Når vi taler eller skriver, så kører vi et stort omfang på automatpilot.

 

Så hvis man fx har skrevet noget anonymt - et trusselsbrev - og den kommende retslingvist til sammenligning får en række tekster som man er sikker på den mistænkt trusselbrevskriver har forfattet, så vil man kunne sandsynliggøre at vedkommende også har skrevet trusselsbrevet hvis der er slående ligheder i brug af småord, særlige syntakskonstruktion eller tegnsætning.

   Og hvis ikke? - Ja, så fører det ikke automatisk til 'frifindelse'. Forfatteren af trusselsbrevet kan jo være en så bevidst sprogbruger at han kan påtage sig en anden sproglig iklædning end sit sproglige hverdagstøj.

Få uger efter at Lotte Thorsen havde skrevet sin store artikel, kom Tanya Karoli Christensen rent faktisk konkret i ilden - netop med henblik på at indkredse forfatteren til et trusselsbrev. 

   Det er en kort notits som jeg tillader mig at citerer i sin helhed:

Der blev skrevet retshistorie, da Tanya Karoli Christensen som den første danske retslingvist nogensinde blev indkaldt som ekspertvidne i retten i Næstved i tirsdags.

   Her står en 58-årig mand tiltalt for at have skrevet trusselsbreve for at afpresse andre og true vidner til tavshed. Manden er tidligere dømt i en sag, hvor en række sms’er indgår som bevismateriale.

   Tanya Karoli Christensen fra Københavns Universitet har sammenlignet sproget i sagens 19 trusselsbreve med 12 sms’er fra den gamle sag og fandt både temaer og ordvalg, der gik igen. Hendes konklusion var derfor, at de sproglige data styrkede tesen om, at det er den samme person, der har skrevet både trusselsbrevene og sms’erne. 

   Der falder dom i sagen fredag.

Om der ligefrem blev "skrevet retshistorie", ved jeg nu ikke. 

   Jeg er meget sikker på at andre sprogfolk tidligere har foretaget tilsvarende analyse og fremlagt i retten - også i Danmark. 

   Men god PR for Tanyas projekt.

http://politiken.dk/kultur/ECE2958610/sproget-kan-faelde-mand-tiltalt-for-trusselsbreve/

Ny er den bagvedliggende tænkning jo sådan set heller ikke.

   Grafologer har, så vidt jeg husker, i mange år været indkaldt i retten for at afgøre om man på særlige kendetegn i skriftens udtryk, kan argumentere for at to tekster har samme forfatter, hvoraf en af teksterne kan vær en måske forfalsket underskrift.

For nu lige at give et par eksempler til demonstration på hvad den kommende retslingvist kan have i sit arsenal fra mit privat arkiv:

    Vi har på dansk tre bindeord - konjunktioner - der stort set har samme betydning: selvom, skønt, på trods af.

   Utvivlsomt er 'selvom' langt det mest almindelige og udbredte.

   Lad os så leget at der i trusselsbrevet et par gange bliver brugt 'skønt' eller 'på trods af'  hvor der kunne være brugt 'selvom' - og der i de andre tekster som man ved den mistænkte har skrevet, forekommer relativt mange eksempler på brug af 'skønt' eller 'på trods af', så vil det øge sandsynligheden for at trusselbrevet også er skrevet af vedkommende.

Et andet eksempel er tegnsætning. 

   Nogle mennesker bruger (alt for) tit udråbstegn, andre næsten aldrig. Nogle bruger mange tankestreger, andre meget sjældent.

   Og så til kommatering: 

   Stort set ingen almindelige mennesker i Danmark kan sætte korrekte 'gammeldags' kommaer. Kun en lille højtuddannet og meget sprogbevidst elite kan det. Og når man laver kommafejl, så er det ofte de samme - igen og igen.

   Og lad os så lege at forfatteren af det anonyme trusselsbrev godt ved at sprogbrugen kan være afslørende, og derfor har valgt at kamuflere sig ved i brevet  at bruge vulgære formuleringer og klicheer og indføje mange primitive stavefejl.

   Men han har har overset sin egen automatiske kommatering. Og han er næsten perfekt til til at sætte kommaer, så i brevet har han som altid brugt fuldstændig korrekt 'gammeldags' kommatering.

   Hvis de tekster der foreligger til sammenligning, så også er helt korrekt kommateret, og den mistænkte i øvrigt er højt uddannet, ja så kan det også været et medvirkende argument for at han har forfattet trusselsbrevet.

Selv vil jeg kunne blive afsløret på mange stavefejl da jeg er ordblind. Og på at jeg meget ofte bruger "Og" efter punktum selv om det var forbudt i dansktimerne i skolen. Og på at jeg meget ofte bruger "så" når jeg har en længere bisætning stående før hovedudsagnsordet; i skolen blev det betragtet som et uønsket 'talesprogstræk'.

Min yndlingskrimiforfatter Rex Stout har den excentriske og meget vægtige detektiv Nero Wolfe som gennemgående figur i omkring 70 historier.

   Nero Wolfe har nogle få interesser som han går utroligt stærkt op i og dyrker monomant: orkideer som han har 10.000 af i et tagdrivhus, gourmetmad som han har en personligt ansat kok til at sørge for, godt øl som han drikker for meget af, og gode ord og gode bøger som han læser stort set døgnet rundt.

    Jeg har aldrig haft svært ved at identificere mig med ham.

    

Rex Stout har også skrevet flere af krimierne med bøger og sprogbrug i bøger som omdrejningspunkt. Det gælder blandt andre den som har titlen "Plot it yourself".

   En række succesforfattere bliver beskyldt for plagiat og tyveri af ideer - 'plot' - fra ideoplæg fra tre forskellige indtil da ukendte forfattere.

   Og rundt omkring i "arkiverne" hos succesforfatternes forskellige forlæggere finder man så - tilsyneladende "glemte" - synopser og udkast med datoer der tilsyneladende beviser at disse succesforfattere må have set og læst disse synopser og brugt dem som 'inspirationskilde'.

   Nero Wolfe beviser så for sin "stik-i-rend-dreng' og sidekick Archie Goodwin ved en sproglig næranalyse at de tre hidtil ukendt synopser må være skrevet af en og samme forfatter, selv om de altså optræder med forskellige ukendte forfatternavne - Alice Porter, Simon Jacobs, Jane Ogilvy

In Alice Porter´s story a character 'avers' something six times. In Simon Jacobs´ story, eight times, in Jane Ogilvy's story, seven times.

"You know of course, that nearly every writer  of dialogue has his pet substitute, or substitutes, for 'say'. Wanting af variation for 'he said' and 'she said', they have him declare, state, blurt, spout, cry, pronounce, avow, murmur, mutter, snap - there are dozens of them; and they tend to repeat the same one. 

   Would you accept it as a coincidence that this man og and those two women have the same favorite 'aver'?

   (...)

   There are other semilarities, equally remarkable, in these stories. Two of them i are verbal. (...)

   Alice Porter has this: "Not for nothing would he abandon the only person he had ever loved." And this: "She might lose her selfrespect, but not for  nothing."

     Simon Jacobs has this: "And must he forfeit his honor too? Not for nothing." And this: "Not for nothing had she suffered torture that no woman could be expected to survive.". 

   Jane Ogilvy has a man say in a reply to a question: "Not for nothing ,my dear, not for nothing."

   (...)

   Another verbal one. Alice Porter has this: "Barely had she touched him when he felt his heat pounding." And this: "Night had barely fallen by the time she reached the door and got out her other key." And this: "Was there still a chance? Barely a chance.". 

   Simon Jacobs used 'barely' four times in similar constructions, and Jane Ogilvy three times."

Archie er overbevist. Og læseren også. Og også de tre succesforfattere og deres forlæggere, som er bliver truet med retssager for litterært tyveri og plagiat.  

Det er som altid hos Rex Stout en meget underholdende og begavet krimi med overaskende afsløringer af forbryderen til sidst. Og det er klart at forfatteren Rex Stout i lige så høj grad elsker ord og bøger som hans fiktive mesterdetektiv.

   Og krimien "Plot it yourself" foregriber altså med et smukt skoleeksempel hvad vores kommende retslingvister kan blive udsat for at skulle kunne forholde sig til og argumentere med.

Selv har jeg i mine helt unge dage som næsten nyudklægget og -ansat sprogforsker på KU (1972), været indkaldt i byretten som lingvistisk ekspertvidne for forsvaret. 

   Det jeg var ekspert på i den sammenhæng var 'sproghandlinger' - 'speach acts'. 

   De anklagede var redaktørerne af det den gang stærkt venstreorienterede tidskrift Politisk Revy. Det de var anklaget for var i en leder "at tilskynde til forbrydelse".

   Jeg havde som en del af min undervisning på dansk på KU brugt anklagen som et analyseeksempel til demonstration af hvad man kunne bruge en sproghandlingsanalyse til.

    

Når man siger eller skriver noget, så udfører man dermed altid også en bestemt såkaldt 'sproghandling'.

   Ud over sproghandlingen 'at hævde' eller 'påstå', så kan man også udføre mange andre sproghandlinger som 'at love', 'at bande', 'at lyve', 'at spørge', 'at opfordre', 'at befale', 'at prædike', 'at lovgive', 'at tilstå' m.fl.

   Nogle sproghandlinger er i følge loven kriminelle og kan retsforfølges. Det gælder bl.a. den paragraf der er blevet trukket rigtig meget på i de senere år, den såkaldte 'racismeparagraf":

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Ifølge den kan man altså pådrage sig strafansvar ved at udføre følgende sproghandlinger: 'at true', 'at forhåne' eller at 'nedværdige'. 

Andre straffelovsparagraffer som gør bestemte sproghandlinger kriminelle, og som har være påkaldt i retssager i de senere år,  er 'blasfemipragraffen' og 'injurieparagraffen': 

§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. 

§ 270. Er sigtelsens fremsættelse ved sin form utilbørlig fornærmende, kan straf efter § 267 anvendes, selv om sandhedsbevis føres; det samme gælder, såfremt gerningsmanden ikke har haft rimelig anledning til at fremsætte fornærmelsen. 

Men det er altså også ulovligt - forbudt, forbudt - 'offentligt at tilskynde til forbrydelse':

§ 136 stk. 1: Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Og problemet er at man ikke altid umiddelbart fra en teksts formulering, kan afgøre hvilken sproghandling der udføres med den. 

   Det er muligt at lave forskønnende omskrivninger, at bruge metaforer, at antyde uden direkte at sige, at underforstå, etc.  

   Det Morten Thing og Niels Frølich havde skrevet i en leder efter de såkaldte Verdensbank-demonstrationer, var blandt andet følgende - efter en opremsning af en navnene på lang række store internationalt kendte amerikanske firmaer som fx. IBM og General Electric:

Enhver aktion mod disse firmaers materiel er en håndfast solidaritetserklæring, hvis rækkevidde er betydelig større end nok så mange ho-chi-minh-råb. Men den første forudsætning er at vi organisere aktionerne for at opnå større effekt og det forudsætter at vi organisere os.

Rubrikken for lederen var "SITUATIONEN SKÆRPET".

Min stilling på KU var den gang 'amanuensis' - titlen på yngste fastansatte videnskabelig medarbejder. 

   Jeg blev indkaldt til en bestemt formiddag i domhuset i København. Og havde tage mit pæneste og eneste jakkesæt på. Jeg havde vandkæmmet hår, og et spinkelt fuldskæg. Og så vist nok ganske drenget ud.

   I hvert fald var Dommerens første 'spørgsmål' ikke hvad min stilling var som ekspert, men:

"Hvor gammel er De, hr. Harms Larsen?"

Det hylede mig ikke så lidt ud af det. 

   Og  det punkterede i hvert fald enhver påtaget autoritet, hvad der vel også var Dommerens hensigt. 

   Sproghandlingen 'et spørgsmål' for at få min alder at vide, var det jo ikke. Han kunne jo læse hvor gammel jeg var i sine papirer.

    

Min argumentation gik på at hvis de formuleringer i Politiske Revys leder var 'en offentlig tilskyndelse til forbrydelse', så var der tale om en åbenbar cirkelslutning: Man forudsatte det der skulle bevises, nemlig en bagvedliggende intention, som man kun kunne læse ud af teksten hvis man på forhånd forudsatte at Thing og Frølich med teksten ville opfordre til at begå hærværk. 

   Det hjalp ikke. 

   Thing og Frølich fik hhv. 20 og 40 dages hæfte (Frølich fik 20 dage mere for sin andel i den såkaldte 'Kejsergadesag').

Det konkrete forløb provokerede mig til at skrive min første længere videnskabelige afhandling efter specialet, en afhandling som blev offentliggjort i tidskrifte NyS nr, 5, 1973 i temanummeret "Sproghandlinger". 

   Titlen på mit bidrag var:

Om "Offentligt at tilskynde til forbrydelse". En studie i forholdet mellem sprog, jura og politik.

Jeg er ikke sikker på at min argumentation i afhandlngen holder. 

   Men argumentationen i dommen holder heller ikke, idet man her argumenterer for at lederen var udtryk for sproghandlingen 'tilskyndelse' med dens mulige effekter, og ikke med dens intention. d

   Afhandlingen er i øvrigt værd at læse som et godt eksempel på hvad man kunne skrive den gang i et akademisk tidskrift. 

     

Den gang vrimlede det med ny hybrid-discipliner inden for lingvistikken: sociolingvistik, psykolingvistik, conversation-analysis, etnolingvistik, semiotik, pragmatik m.fl.

   Havde der være et nogenlunde veletableret retslingvistik-fag i starten af 70-erne, så kunne jeg bestemt godt have været fristet til at gå den vej.

Hvad ved man efterhånden om hjernens kemi - når det gælder grænserne og forbindelsen mellem sindslidelser og kreativitet?

I de snart 6 år jeg har haft min blog kørende, har en af 'trådene' jeg har forfulgt, været sammenhængen mellem emnet 'kreativitet' og det som den moderne hjerneforskning løbende finder ud af, blandt andet når det gælder 'kemien' i hjernen: hormoner, neotransmittere, mv. - eller bevidsthedsudvidende stoffer som LSD, alkohol, amfetamin.

   Og jeg har jævnligt været omkring de forbindelseslinjer hjerneforskerne efterhånden har kunnet trække mellem 'kreativitet' og forskellige former for sindslidelser.

   Derfor er jeg særlig opmærksom på når der dukker nyheder op på det område i medierne.

 

I Weekendavisens videnskabstillæg fra den 18. december var der en kort notits som fangede min opmærksomhed - primært fordi jeg for nylig har skrevet om assperger-autisme med afsæt i en radioudsendelse om emnet i serien "Hjernekassen".

   Rubrikken lød

Autisme og hjernekemi

Artiklen fortalte at forskere på MIT med Caroline Robertson i spidsen havde identificeret en sammenhæng mellem hvordan autister typisk opfører sig, og et særligt signalstof i hjernen kaldet GABA, et stof som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.

   GABA har som primær opgave at hæmme aktiviteter i hjernen og begræsnse kommunikationen mellem hjerneceller. Og det forskerne mener at have fundet ud af, er at mennesker med autisme gennemgående har for lidt GABA.

   

Artiklen bruger fine metaforer (der støder lidt sammen,) til at forklarer:

GABA fungerer som en slags håndbremse, der kan bremse modtagelsen af alle de stimuli, som hjernen modtager. Hvis den bremse ikke er der, vælter stimuli ind som en kaskade, og der kan ikke dannes mening med informationerne.

Istedet for "håndbremse", skriv hellere "vandhane".

Autisters særlige adfærd kan altså tolkes som mere eller mindre et resultat af GABA-underskud i hjernen, som gør det vanskeligt for dem at få mening i de mange sanseindtryk fra omgivelserne som de bliver mentalt overvældet af - og mentalt må "forsvare" sig imod med 'autistreaktioner'.

Jeg kobler dette sammen med flere andre emner jeg har været inde på tidligere:

- HSP - den særligt sensitive personlighedstype som angiveligt udgør 15-20 procent af befolkningen. De er bl.a. kendetegnet ved en form for social indadvendthed som forklares med at ydre impulser let bliver "for meget", man stresser hurtigt, bliver "excited", og man skal derfor bruge længere tid end andre til at sortere og bearbejde indtrykkene for sig selv.

   Bingo: en søgning der googler "HSP" sammen med "GABA", giver flere tekster hvor der står at det kan virke "beroligende" for mennesker der tilhører typen HSP, at tage stoffet.

- Begrebet LI - Latent Inhibition - som er den generelle egenskab ved hjernen som forhindrer at alle mulige dele af hjernen frit kan sende nerveimpulser til alle mulige andre dele af hjernen.

   Ifølge faglitteraturen kan svækket eller relativt lav LI (=LLI) være en medvirkende eller udløsende faktor for skizofreni og ADHD.

    Men effekten kan også være øget kreativitet. Hjerneforskeren Shelly Carson siger:

“Our research results indicate that low levels of latent inhibition and exceptional flexibility in thought predispose people to mental illness under some conditions and to creative accomplishments under others.”

Og bingo igen: en søgning på "Low Latent Inhibition" og "GABA" giver blandt andet følgende citat fra en seriøs faglig blog:

If all that sounds way too simple, Dr. Krystal rolled out a far more complicated scenario involving glutamate’s tag team partner, GABA (the main inhibitory neurotransmitter), in particular a group of GABA neurons referred to as chandelier cells. In this context, GABA helps prevent glutamate from running wild. When involved in working memory, GABA tunes out distractions from competing neurons, allowing the brain to focus. But a deficit in NMDA glutamate receptor function effectively disables GABA chandelier cells.

- Man har i ganske mange år forbundet sindslidelsen depression med mangel på en anden neurotransmitter i hjernen: serotonin.

    Relativt mange kunstnere har perioder af depression, nogle af såkaldt 'bipolær lidelse' som tidligere blev kaldt maniodepressivitet (det var det Viggo Kampann led af). 

   To af vores mest kendte danske filminstruktører har klart depressive tendenser: Lars von Trier og Nils Malmros.

    På nettet kan man finde oversigter over "kendte mennesker" der angiveligt har lidt af depressioner, heriblandt er der rigtig mange kunstnere:

http://www.nursingschools.net/blog/2010/10/50-famous-artists-thinkers-who-have-struggled-with-depression/

Googler jeg "serotonin" og "GABA" er der også bid med det samme.

   I en artikel omtales GABA som 'hjernens naturlige valium', og rubrikken har titlen: "GABA & Serotonin Deficiency Anxiety". Læs mere her:

http://www.balancingbrainchemistry.co.uk/peter-smith/26/GABA-Deficient-Anxiety.html

En anden artikel gennemgår hvad "neurotransmittere" er for noget, og deler dem i to hovedgrupper: de hæmmende ("inhibitory") og de stimulerende ("excitatory"). 

   Til de hæmmende hører serotonin og GABA, til de stimulerende hører noradrenalin ("norepinephrine") og adrenalin "(epinephrine").

   Endelig nævner artiklen dopamin som en vigtig neurotransmitter, og fortæller at dopamin har effekter som gør at den hører til både i gruppen der hæmmer, og i gruppen der stimulerer. Flere faglige kilder taler ligefrem om "dopaminsystemet", som her:

New research shows a possible explanation for the link between mental health and creativity. By studying receptors in the brain, researchers at Karolinska Institutet have managed to show that the dopamine system in healthy, highly creative people is similar in some respects to that seen in people with schizophrenia.

Den artikel fra sciencedaily.com uddyber hvad man indtil nu (2010) har kunnet sige om sammenhængen som nu har fået forskningsmæssigt back-up:

High creative skills have been shown to be somewhat more common in people who have mental illness in the family. Creativity is also linked to a slightly higher risk of schizophrenia and bipolar disorder. Certain psychological traits, such as the ability to make unusual bizarre associations are also shared by schizophrenics and healthy, highly creative people. And now the correlation between creativity and mental health has scientific backing.

En af forskerne bag undersøgelsen er den svenske professor dr. Ullén fra Karolinska Instiuttet:

"We have studied the brain and the dopamine D2 receptors, and have shown that the dopamine system of healthy, highly creative people is similar to that found in people with schizophrenia.

   "The study shows that highly creative people who did well on the divergent tests had a lower density of D2 receptors in the thalamus than less creative people. Schizophrenics are also known to have low D2 density in this part of the brain, suggesting a cause of the link between mental illness and creativity."

Thalamus er det center i hjernen der fungerer som en slag relæ som filtrerer informationer før de fordeles til andre dele af hjernen, fx frontallapperne. Og teorien er her at denne filtreringsfunktion er svækket hos særligt kreative mennesker, så flere informationer lettere 'flyder' igennem:

"Fewer D2 receptors in the thalamus probably means a lower degree of signal filtering, and thus a higher flow of information from the thalamus," says Dr Ullén, and explains that this could a possible mechanism behind the ability of healthy highly creative people to see numerous uncommon connections in a problem-solving situation and the bizarre associations found in the mentally ill.

Og så slutter artiklen med en flot kobling til metaforen om at særligt kreative mennesker er særligt gode til at "tænke ud af boksen", nemlig at det kan være fordi boksen hos dem er gået lidt i stykker:

"Thinking outside the box might be facilitated by having a somewhat less intact box," says Dr Ullén about his new findings.

http://www.sciencedaily.com/releases/2010/05/100518064610.htm