Sider

torsdag den 12. september 2013

Kaktusblomsten fra Mexico - Frida Kahlo - levet liv gennem kunst

Der er kunstværker - malerier, skulpturer, arkitektur - som gør så stort indtryk ved første møde, at man ikke kan få dem ud af hovedet og aldrig glemmer dem igen.
   Til den gruppe hører for mit vedkommende Frida Kahlos selvportrætter: ikke et bestemt, men dem alle sammen.

Jeg har set nogle få af hendes selvportrætter i kopi i forskellige kunstbøger i årenes løb.
   Og det er blikket der gør det! Som det er svært at finde præcise adjektiver til at karakterisere, men ord som indtrængende, brændende, krævende, falder mig ind.
   Det første af hendes selvportrætter jeg oplevede "real life", var på den udstilling om selvportrætmalerier som var på Louisiana for tre kvart år siden. Det var et af de få fra udstillingen jeg stadig husker:

   
Og nu har jeg så set omkring 30 af hendes malerier og nogle få tegninger hvor hun bruger sig selv som motiv på den aktuelle udstilling på Arken. 
   Udstillingen leverede oven i et for mig overraskende bonusmateriale i form af en lang række fotografier af hende og hendes mand, Diego Rivera, som jeg ikke har set før - fx det oven for. 
  Wau! What a lady!

Men hendes selvportrætter som udgør over en tredjedel af  det samlede antal malerier (146) hun nåede at male inden sin tidlige død som 46 årig i 1954, er nogen som når først de er kommet ind på nethinden, så er de ikke til at slippe fri af igen:


Frida Kahlo var som 18-årig ude for en alvorlig og stærkt invaliderende trafikulykke, en skæbnesvanger begivenhed som i forhold til hendes malerkarrierer virkede som en kreativ og ekstremt produktiv restriktion (jfr. Gudrun Hasle og ordblindhed, Karen Blixen og syfilis). 
   Hendes selvportrætter er - som jeg ser det - også udtryk for at vrede kan være en kreativ og produktiv drivkraft, og hendes fysiske lidelser tematiseres direkte eller indirekte i mange af hendes malerier


Frida Kahlo blev i 1929 - som 22-årig - gift med den 20 år ældre og allerede på det tidspunkt internationalt anerkendte mexicanske kunstmaler Diego Rivera:

Fil:Frida Kahlo Diego Rivera 1932.jpg

Kahlos samliv med Rivera bliver turbulent - og emotionelt storm- og lidelsesfyldt. 
   Hun har to aborter med et par års mellemrum 1930 og -32. Og bliver også både skilt og gift fra Rivera 2 gange op igennem 1930-erne.
   Hun dør i 1954 - og begik måske selvmord. Han dør tre år efter.

De var begge stærkt politisk engagerede i venstreorienterede bevægelser i Mexico i 30´erne. Og Diego Riveras malerier med motiver fra de arbejdende mexicanske folks dagligliv, er nok dem han i vore dage er mest kendt, husket og elsket for:


Selv var jeg som ung stærkt betaget af Riveras "folkelige" malerier og deres klare forenklende stil i figurtegning og farver. 
   Flere af hans kendte malerier i den stil var med på udstillingen på Arken, og gjorde også stadig et stort indtryk på mig.
   I samtiden var han mest kendt for sine kæmpemæssige komplekse og farverig murmalerier. Se
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/i-politiken-i-dag-er-der-ogsa-en.html
Mens de begge levede, stod hun de fleste år i skyggen af ham, som det også fremgår af dette Frida-maleri fra 1931:


Men i årenes løb udviklede hun en stadig stærkere selvbevidsthed omkring sit eget værd som kvindelig kunstner, hvad der afspejler sig i flere af hendes maleriers motiver der bliver mere og mere metaforisk blendede, symbolske og mytologiserende - med stærkt hældning i surrealistiske retning:


Dette at Frida Kahlo bruger sig selv, sit ansigt, sin krop, sit tøj, sit hår, sine kæledyr, sit ægteskab - hele sit sit liv - direkte i sin kunst, og dette at hun iscenesætter og udstiller sig selv som ikonisk kvindelig myte i mange af sine malerier, gør at hun var årtier forud for sin tid. 
   Jeg oplever hende som kunstmaler og som kulturpersonlighed som et menneske der både er aktuel og universel mønsterbryder og pioner.
   Nu omkring 60 år efter kunstnerparrets død, er der for mig ingen tvivl om at Frida Kahlo, trods det relativt lille antal malerier, hun nåede at producere, i kunsthistorisk perspektiv er den mest langtidsholdbare af de to.

onsdag den 11. september 2013

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (12) - om net-tv-pakker – og de 'udvendige' og 'indvendige' interaktionsmuligheder

Den afgørende forskel mellem broadcast-tv og web-tv er de ekstra muligheder for brugerinteraktion som altid ledsager et web-tv-indslag på på en net-side - hvad der hænger sammen med at nettet primært er et 'pull'-medie.
   De muligheder er med til at ændre - evt. svække behovet for dramaturgisk forførelse af seerne.
   Interaktionsmulighederne kan erstatte eller supplere dramaturgiens set up/pay off-mekanismer i et indslag, og indebærer en særlig 'dialog-fremdrift' i forholdet mellem brugerne og sitets forskellige klik-/link-tilbud.

Interaktionsmuligheder indlagt i web-tv-sidens program:
Går man ind på en web-tv-side hvor man kan søge på forskellige indslag, så er der to slags interak­tionsmuligheder for brugerne: 'udvendige' og' indvendige'.
   Den ene type - de 'udvendige' - er de tilbud som har at gøre med at brugeren kan forholde sig til indslagene i sin helhed og interagere på forskellig måde: kommentere dem, vurdere dem, sende dem videre, anbefale nogen der ligner, selv producere og uploade noget video - alt sammen som en slags ”svar” på indslagets "udspil". 
   Disse interaktions­mulig­heder er eksterne i forhold til web-tv-fortællingen, og er styret af det bagvedliggende program for siden.

Interaktionsmuligheder som en del af web-tv-pakken:
Men der er også interaktionsmuligheder som så at sige er en del af selve web-tv-fortællingen anskuet som ”en pakke” af tematisk sammenkædede delelementer der hver fokuserer på forskellige aspekter og med forskellige muligheder for indgang eller udgang.
   Disse 'indvendige' interaktionsmuligheder indebærer at fortællingen internt i ”pakken” kan udfoldes og udforskes i forskellige retninger - i kraft af indholdet og karakteren af de valgmuligheder der tilbydes: baggrundsoplysninger, supplerende videodokumentation, muligheden for at vælge mellem en kortere eller en længere version, mulighed for at se interviews i sin rå og uklippede form, stillbilleder fra stedet hvor videoen er produceret, præ­sen­­tationsvideoer af de medvirkende eller deres profiloplysninger, alternative klipninger, trailer med klip med highlights.
   Disse interaktionsmuligheder er styret redaktionelt. Nogle er knyttet til den enkelte fortælling, og nogle er knyttet til det redaktionelle koncept for siden.
   Hvis det hele lå på en DVD, ville man tale om 'bonusmateriale' - det man får med i købet.

Interaktionsmuligheder knyttet til det redaktionelle koncept:
Til det redaktionelle koncept kan kravene til mulig interaktion fx være: at der skal være trailere til alle længere enkeltindslag, at alle længere historie skal kunne vælges og ses i bidder - i selvstændige "kapitler", eller at der altid skal være tilbud om korte highlights fra indslaget der kan mailes, deles på sociale medier eller placeres på YouTube. Det er typisk tilbud for de ”utålmodige” surfere – til dem der primært er nysgerrige og vil ”lege” eller underholdes.
   Til det redaktionelle koncept kan også høre krav om at der altid kan findes profiloplysninger om medvirkende i interviews og profiloplysninger om den der har produceret indslaget. Eller der kan være et redaktionelt krav om at man altid kan klikke ind på et kort der viser hvor historien foregår eller at der altid skal være en tidslinie. 
   Det er interaktionstilbud for dem der vil vide mere, og som søger baggrundsoplysninger, som altså "snorkler" eller "dykker".

Interaktionsmuligheder til den enkelte web-tv-historie/fortælling:
Her er det også interessant at skelne imellem interaktionsmuligheder i pakken som er knyttet til forskellige slags lyst, behov, begær og motivation: videbegær, narrativt begær, skuelyst, legelyst eller trang til at handle. 
   Skuelyst: Til en web-tv-historie der foregår i et spændende og fascinerende landskab, kan man fx få adgang til supplerende visuelt bonusmateriale ved at klikke ind på en serie still-fotos der viser mange andre scener fra landskabet end de få selve indslaget viser; altså for at tilfredsstille skuelysten - det visuelle begær. 
    Appel til det narrativ begær (lyst til spænding gennem historier): Man kan dele video-historien op i elementer som en føljeton, så hver del slutter med en ”cliffhanger” der giver fremdriftbetonet lyst til at klikke ind og vælge at se næst afsnit i historien.
   Eller der kan være mulighed for at vælge en decideret forhistorie med arkivbilleder og arkivklip. 
   Eller cliff­hangeren kan bestå i at en journalistisk fortælling slutter abrupt ved udgangen af indslaget i playeren med en opfordring til at brugerne bidrager med eget videomateriale til at underbygge/dokumentere at videofortællingen i den uafsluttede form er sand og væsentlig og ikke kun bygger på den ene case som er præsenteret i indslaget. 
   Eller fortællingen kan lægge op til en quiz som giver adgang til flere fortællinger hvis man svarer rigtig (også appel til legelyst).
   Man kan også appellere til det narrative begær ved at lave episoder af samme slags historier, bare med andre personer og anden location eller anden tid. 
 
Trang til handling: Undersøgelser af folk der har set faktuelt nyheds-tv med historier om ulykker, sult, krig og katastrofer, viser at oplevelsen i dem mobiliserer en trang til handling, til at gøre noget for at afhjælpe elendigheden og lidelserne.
   Altså bør man ved web-tv-indslag med den slags indhold indlægge muligheder for at støtte med penge, eller udstyr, eller yde andre former for frivillig hjælp.
   Tilsvarende med web-tv-historier om nye opfindelser eller fremgangsmåder som kan gøre livet let­tere, billigere, sjovere eller mindre risikabelt. De bør altid på siden ledsages af oplysninger med evt. link til muligheder for at anskaffe eller gøre lige så.

mandag den 9. september 2013

Malerier af Afghanistan-krigen som fremmedgjort hverdag og udstillet normalitet - Mathilde Fengers 'bataljemaleri' ophængt på Frederiksborg Slot

Mine to daglige aviser bragte begge for en uges tid siden hver store artikler om en kvindelig maler hvis maleri fra Afghanistan-krigen skulle op og hænge på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot. 
   Navnet på kunstneren er Mathilde Fenger, og hendes maleri som nu bliver en del af nationens malede historie, ser sådan ud:

Bataljemaleri
Bataljemaleri

Billedets titel er "Transition - de danske styrker indsats i Afghanistan"; "transition" betyder 'overgang'. Formatet er 200 x 240 cm. 
   Det hænger nu mellem maleriet af Anders Fog Rasmussen og Dronning Margrethe. Blending!

Straks jeg så afbildningen af maleriet i aviserne, gjorde det faktisk et stærkt indtryk. Indtrykket blev på en eller anden måde hængende på nethindens inderside flere dage efter.
   Og jeg ved godt hvorfor? Fordi det minder mig om nogle af de høj-kvalitet-tegneserier, typisk med franske tegnere som producenter, som jeg i årenes løb har dyrket og nydt.
   Jeg googler hendes navn og billeder. Og der er flere af samme slags. Og selv om det bare er netversioner som ses på computerskærmen, så bekræfter de min oplevelse af at her er noget særligt "på gång".

Ligesom vi har begrebet at noget er "politisk ukorrekt" til at karakterisere upassende udtalelser om køn, race og religion, så er oplevelsen og fascinationen ved synet af  Mathilde Fengers krigsmalerier utvivlsomt også præget af at de i en eller anden forstand er "kunstneriske ukorrekte"
    De er regulært figurative, og motivet er en aktuel krig med danske soldaters deltagelse, noget som vi ikke forventer at se foreviget i et stort maleri ophængt blandt ikoniske kendisportrætter på vores nationalhistoriske museum; nationale krigsmalerier er ikke lige det der har være in på den danske kunstscene så længe jeg kan huske det.
   Stilen er semi-naturalistisk, og det må jeg erkende: Jeg holder af malerier hvor det der ligner det øjet ser, blandes og fusioneres med noget - et ekstra 'lag' - der ikke ligner, er fremmedartet og distanceskabende. Så der opstår et kreativt og fascinerende blending-forhold mellem - UPS: 
mimesis og fantastik
Undskyld de to fremmedord som pludselig dukkede op fra min hjernes verbale gemmer. 
   Men hvis du skulle falde over min gamle bog "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990 - så er der i et appendiks en mange sider lang udfoldelse af dem. 
   Jeg vil måske ved en senere lejlighed tage tråden op.
   
Jeg har tidligere skrevet om en af disse tegnesriernes elitekunstnere: Enki Bilal, født serber, men vokset op i Frankrig. Se:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/christian-schad-en-malers-skbne-i.html
Søgningen på nettet afslører at jeg er gået glip af omtalen af den udstilling som Mathilde Fenger havde i 2012, og som udsprang af en kunstnerisk reportagerejse til den danske militærmission i Afghanistan året inden.  
   På rejsen tog hun i massevis af fotografier og skitser, og omsatte så indtrykkene i 26 stor malerier som bl.a. blev udstillet på Frederiksborg slot. Men udstillingen kom også rundt på en række militærkaserner. 
   Her fortæller en militær 'udstillingsleder' om denne rundtur i en usædvanlig udstillingskontekst for kunst:
HELMAND - en international mission - 
malet og skildret af kunstmaleren Mathilde Fenger

Af Kaptajn Axel Vermehren, udstillingsleder
I 2010 fik kunstmaleren Mathilde Fenger tilladelse af Forsvarsministeriet og Hærens Operative Kommando til at rejse til Afghanistan for at skildre livet i Danmarks internationale militære engagement. 
   Det blev til ca. 2500 fotos, skitser og utroligt mange indtryk, som nu er blevet til 20 store naturalistiske bataljemalerier i olie. 
   Som udstillingsleder på Hærens Officersskole har jeg i samarbejde med Mathilde Fenger fået den ære og glæde at indlede en stor udstillingsrejse, der bl.a. går til 6 af hærens tjenestesteder i løbet af det næste års tid. Samtidig har Hjemmeværnet ønsket at deltage i udstillingen. Der arbejdes tillige på, at udstillingen skal til NATO-hovedkvarteret i Bruxelles. Udstillingen på Frederiksberg Slot og Hærens Officersskole blev gennemført fra den 5. til den 30. september.
   Mathilde Fengers malerier er blevet vist i en harmoni mellem kulturværdier i rammen af slottet og en sandfærdig skildring af livet i Helmand, opsat i primitive og rå stafelier.    Udstillingen er blevet besøgt af ca. 1.300 personer, lige fra Veteranhjemmet, Kunstforeninger, private foreninger, AOF, Erhvervslivets toplederkonference, en række af forsvarets myndigheder og ikke mindst hovedparten af soldaterne fra ISAF 10. 
   Udstillingen har dermed fået et flot afsæt som en skildring af livet i Helmand i Afghanistan. 
   "Det har givet mig et andet perspektiv på tingene. Og så har jeg fået blod på tanden i forhold til at bruge maleriet til noget vigtigt. Ikke kun noget æstetisk, men til at tage stilling".
Mathilde Fenger
Her er nogle af de billeder som indgik i den turnerende udstilling. Stadig fascinerende i kraft af den særlige blanding af indlevet naturalisme og fremmedgørende distancering:

Maleri af Mathilde Fenger - Kampvogn passerer ud af vagten i Camp Price




Du kan se flere af malerierne fra den udstilling her:
http://kopenhagen.dk/artguide/single/article/krig-i-kunsten/
Og her:
http://kissersgalleri.blogspot.dk/2012/07/maleriudstilling-af-mathilde-fenger-pa.html 
 Serien har fællestitlen "Bataljemalerier" - en betegnelse som godt nok lyder gammeldags. Sidst man i dansk regi oplevede danske kunstnere male den slag "krigsreportager", var i forbindelse med krigen i 1864.

Det var den udstilling der fik museumsdirektør for Frederiksborg Slot, Mette Skovgaard, til at bestille et enkelt stort maleri af Mathilde Fenger der skulle sammenfatte essensen af "11 års krig i et maleri", som rubrikken lød i Informations reportageartikel 2. september 2013.

Hun og Frederiksborg Slot fik godt nok noget for pengene! Og nogle visuelle 'eyekicks' til refleksion for eftertiden!

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (11) - 'push' og 'pull'- og noget om at surfe, snorkle og dykke på webben

Tilskuer, seer, bruger…
Biografen et rum hvor man er mange, og som er mørkt og hvor lærredet er stort og som alle i rummet kigger på samtidig. Stort set kan man ikke gå under visningen. TV er et apparat som befinder sig i et helt eller halvt oplyst privat rum, man er ene modtager eller nogle få sammen, og man kan tænde og slukke, zappe, og komme og gå som man vil. 
   I biografen er man som regel af filmdramaturgien og modtagesituationen bundet til stedet i mindst halvanden time. Man er underlagt aktantmodellens og berettermodellens og det store filmlærreds fascinationskraft.
   I tv-stuen er den dramturgiske binding til lænestolen typisk mindst en halv time (bortset fra reklame-breaks), men her kan man altså forlade fortryllelsen ved at zappe eller forlade rummet. Og der er mange dramaturgiske varianter på spil alt efter genrer (Se: De levende billeders dramagturgi, bind 2. TV)
   Disse to audiovisuelle medier har trods forskelle alligevel en del til fælles mht. dramaturgi og principper for storytelling, men forskellene slår bl.a. igennem i betegnelsen for modtagerne. I biografen er man tilskuer og del af et publikum hvis fælles reaktioner man er en del af, i tv-stuen er man seer, men i det mindste bevidst om at man deler oplevelse på samme tid med mange tusinde andre seere. 
   
Både film og tv er det man somme tider kalder 'push'-medier, rettet mod et bredt ensartet publikum et kollektiv som - når det først er ”på” - forudsættes samtidig at læne sig tilbage i stolen og tager imod det samlede indhold der som en pakke 'skubbes' fra lærredet eller skærmen. 

På nettet er man bruger. Nettet er multimedialt, og brugerne interagerer individuelt med nettets hav af muligheder for at få indiviudelt tilpasset information, sociale relationer, oplevelser – både ved at læse, høre og se billeder.
   Nettet er grundlæggende et pull-medie hvor brugeren inviteres ind til at trække noget specifikt indhold til sig ud fra nettet – det er det interaktionen består i. 
   En side, en portal, en blog – alle har de karakter af et retorisk landskab der er organiseret ud fra forestillinger om hvad mange forskellige individer kunne finde på at ville spørge om eller kunne tænkes at ville gøre - i forskellig rækkefølge, på forskellige tidspunkter og ud fra personlige behov. 
   Derfor er de retoriske spørgsmål og deres svar er ikke som i en tale eller en avisartikel organiseret i en lineær logiks faste rækkefølge, men er rumligt ikke-lineært organiseret. 
   Den enkelte bruger står så at sige på en udsigtshøj inde midt på sidens landskab og kan bevæge sig i flere retninger. Og i hver retning man går, kan man enten blive på overfladen eller gå i dybden, og mentalt set bevæge sig hurtigt eller langsomt.

To måder at bruge nettet på
Du kan bruge nettet målrettet eller du kan surfe.
    Målrette søgning er hvis du som udgangspunkt du har høj bevidsthed og præcise forsestillinger om hvad du søger, og hvilke spørgsmål du vil have svar på. Din hjælper er søgemaskinen, som altså svarer på dine spørgsmål hvis den kan, inden for det faglige univers den dækker. Du søger - ikke for at slå tiden ihjel eller for at blive underholdt - men for at blive klogere eller bedre rustet til at klare forskellige opgaver.
   Men du kan også 'surfe'. 'At surfe' er et nyt ord som kom ind i sproget samtid med at nettet blev udbredt. Det er en metafor på en ikke særlig målrettet måde at bruge nettet på, ”for sjov” – for at ”slå tiden ihjel”. 
    Også her er søgemaskinen din hjælper, men her har din aktivitet karakter af en opdagelsesrejse, hvor du gennem associationer og invitationer - efter en slags tilfældighedsprincip - bevæger dig fra site til site. Du får måske tilfredsstillet din nysgerrighed, får flygtige indtryk, bliver overrasket og distraheret af information, ser billeder eller videoer som du ikke vidste du havde brug for, morer dig, vælger pludselig at fordybe dig, springer videre. 
   Du er som en turist på nettet – og søger oplevelser gennem de møder du får, med forskellige netsider og deres indbyggere, deres rum - og hvordan de er indrettet. 
   Fremmedordet 'serendipitet' er her relevant. Det betyder ifølge Wikipedia "at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys".

Man kan sige at når varigheden af de fleste af de web-tv-indslag man møder på nettet, er under 5 minutter og ofte kortere, så er det dels bestemt af hensynet til at de fleste brugere surfer, og dels af den kendsgerning at tv/video i det hele taget ikke er noget særlig godt medie at videreformidle mere kompliceret information, perspektiver og sammenhænge med.
   Dette lægger op til at dramaturgien i web-tv-indslag som noget der skal sikre fortryllelse, fastholdelse, fremdrift - og det at publikum glemmer tid og sted, mister sin altafgørende betydning. Den kompenseres gennem konteksten på siden, og gennem de interaktionsmuligheder siden tilbyder.

At anskue netbrugeren der surfer som 'en turist', er jo en metafor. Og man kan diskutere om begrebet at surfe er den bedste metafor på det der foregår. Her er en klog mand der har forslag til en anden metaforik:
Differences in Activity
People do simply swim when they are in the ocean of experience and information called the World-Wide-Web. This analogy also provides a structure for understanding the different ways people act when they are in the water. Not everyone uses the Web for the same reason and even individuals come to the Web for different reasons at different times. This means that Web activity has features that vary according to the needs of the individual. Activity is also influenced by individuals' skills and experience in the water. It is important to understand these differences; particularly for businesses and IT firms who want to justify expenditures for Web-based ventures. The three ways people interact with the Web are SWIMMING, SNORKELING and SCUBA DIVING.
   Swimmers, snorkelers and scuba divers interact with an ocean of information and experiences. This is a much more vivid picture of how people use the web than reducing it all to tragically hip notion of Web "surfing". It maintains the experiential foundation of the surfing concept while creating a much more intimate connection between user and experience. I will further explain this in the next issue.

   Russell B. Williams, Assistant Professor, Option Coordinator, Digital Graphic Communication, Hong Kong Baptist University.( http://www.rthk.org.hk/mediadigest/20030715_76_90211.html.) 
Billeder og Web-tv for svømmere, snorklere og dykkere
I det lys kan vi se de forskellige billednæssige udtryk på nettet i forhold til forskellige former for "brug" og mental indstilling hos brugerne.
   Still-billeder på en side er for 'svømmere', og det er også de små billeder som annoncerer at her ligger en video for dem der vil stikke de mentale svømmebriller ned under vandoverfladen.
   Og firkantet sagt, så er det enkelte korte web-tv-indslag typisk for 'snorklere'; man svømmer rundt i overfladen og ser hvad der er lige neden under – man skal hurtigt kunne se op igen, og man snorkler  primært for underholdningens skyld, så dramaturgien skal ikke være for opslugende.
   Længere web-tv-fortællinger på et kvarter eller mere, er for 'dykkere' der så at sige helt skal glemme overfladen og fuldstændig fortabe i en bevidsthedsopslugende anden verden. Så er den klassiske dramaturgi fra film og broadcast-tv på sin plads.

torsdag den 5. september 2013

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (10) - plot i broad-cast-tv og plot i web-tv – spildramaturgi?

'Plot' i broadcast-tv består af de fortællemæssige greb i fiktion og i fakta der for en stor del leverer fremdrift til fremstillingen af en historie. Og fremdrift er den følelse der tvinger eller lokker publikum til at følge med hen gennem fortællingen til dens slutning. 

I fiktion defineres plottet som den del af fortællingen som udgøres af hovedpersonens konflikt- og modsætningsfyldte 'forhindringsløb' gennem en række skæbnesvangre vendepunkter frem mod det afsluttende forløsende og skæbneafgørende klimaks.
   Plottet fodres af en lang række 'fremdriftskompo­nen­ter': konflikt, forhindring, komplikation, forventning, overraskelse, prøve, gåde, varsel, tidsfrist, overraskelse, omslag - komponenter som man som forfatter og instruktør bevidst kan indbygge og udnytte i scene efter scene.

I fakta- og underholdnings-tv udgør (fortæller)plottene den produktionelle iscenesættelsen af de medvirkende i konfliktfyldte og uventede situationer som skal sikre et kronologisk forløb af scener med handling og dialog, scener hvori der så så indføjes forskellige fremdriftskomponenter: forhindringer, konkurrencer, dilemma­er, opgaver, uventede møder, tidsfrister, konfrontationer, etc.

Web-tv: Mindre krav til dramatisk-episk fremdrift
På grund af de særlige forhold der er mellem net og bruger (”utålmodighed”, mulighed for inter­ak­tion, lyst til at ”surfe”), så må det også præge web-tv-udviklingen.
   Hvis vi går ud fra at web-tv i sin natur typisk er kommer til udtryk gennem et kortformat og er influeret af at meget af det der kan vises i playeren, har karak­ter af citater og klip fra andre kontekster, så stilles der naturligvis andre krav og sikkert også mindre krav til fremdriftsproducerende elementer til at producere episk-dramatisk fremdrift.
   Mange af web-tv-klippene er hevet ud af deres kontekst netop fordi de i forvejen indeholder fascinerende, konfliktfyldte og måske sjove vendepunkter fra den længere tv-fortælling den kommer fra.
  Og generelt gælder at jo kortere et indlæg er jo mindre er behovet for et stærkt plot.

Man må forvente at der plottes meget mindre i et video-indslag som specifikt er produceret til nettet, fordi der – til gengæld eller i stedet for – er mulighed for brugerinitieret interaktion i web-side-konteksten omkring indslaget, en interaktion som kan udløse den samme form for belønning i hjernen som et godt traditionelt plot med en masse set up/pay off.
    Og ligesom der kun er relativt få og ret svage journalistiske plot aktiveret i almindelige main-stream tv-nyheder fordi de er korte og behovet for fremdrift derfor lille, sådan også for mange korte web-tv-indslag. Der kræves simpelt hen ikke så meget fremdrift og fastholdelse gennem fremstillingen når bruger-opmærksomheden og -optagetheden kun skal fastholdes i 1-5 minutter.

Dominerende web-tv-plot i fakta
Visse journalistiske tv-plot er dog ret ofte forekommende i web-tv-indslag: 'rundvisning i eget univers', 'fortælleren som opdagelsesrejsende', 'afprøvning og test', 'demonstration' af teknikker, opskrifter og forbrugsting, den krydsklippede 'konfrontation', 'stand up med overraskelse'. 
   Det er bemærkelsesværdigt at de fleste af disse plot implicerer et eller flere 'talking heads' med øjenkontakt med brugeren.

Retorisk fremdrift og det der ligner i og omkring web-tv-indslag
Fremdrift gennem episke-dramatisk plotning er altså blevet mindre relevant når vi har med web tv-indslag at gør. Til gengæld kan man sige at nyhedstrekantens retoriske logik får en slags renæssance. 
   Avisens skriftlige nyhedsfortællinger fordelt som længere og kortere artikler på en avisside er for hver enkelts vedkommende styret af nyhedstrekanten som er underlagt et bagvedliggende 'retorisk plotsystem'.
   Det  går ud på i hvert afsnit af artiklen at fortælle noget på en sådan måde at det rejser nye spørgsmål hos læseren, som så besvares i næste afsnit igen: 
   Hovedrubrikken skal helst have karakter af en gåde eller en nysgerrighedskabende teaser, og den efterfølgende manchetteksten skal give payoff til rubrikken, og samtidig indeholde en påstand med en så opsigtsvækkende/provokerende nyhedsværdi (=fremdrift) at læseren føler sig tvunget til eller opmuntret til at læse videre for at få svar på et eller flere række rejste hv-spørgsmål der kan uddybe give baggrund og perspektiv til manchettens påstand (=artiklens vinkel).
    Samme funktion har artiklens bærende billede, som skal give lyst til at få baggrunden eller en mere informativ kontekst til billedet.

Et sådant retorisk plot der indebærer at artiklens enkelte elementer leverer svar på forventede uudtalte spørgsmål, minder om det plot man kan forestille sig at bruge et web-tv indslag til, nemlig ved at man lader selve videoindslagets fortælling være ”uafsluttet”, således at fortællingen får karakter af en gåde, en halvkvædet vise, en cliffhanger eller en provokation, som så kan besvares interaktionelt af brugeren med et eller flere klik et relevant sted på siden. 
   Et sådant videreførende klik kan enten aktivere et andet web-tv-indslag der løser "gåden" eller besvarer "spørgsmålet". Eller det videreførende klik kan fører ind til uddybende tekster, illustrerende stillbilleder og baggrundsoplysninger der besvarer de spørgsmål der er aktiveret i brugerens bevidsthed. 
    Det er præcis den funktion et ”løsrevet” fascinerende klip eller videocitat også kan have.
    
Det betyder altså at man kan begynde at tænke i spil-baner og spil-dramaturgi i og omkring et web-tv-indslag i playeren, hvor det enkelte korte indslag skal ses som et 'udspil' eller et 'opspil' der motiverer den spænding/frustration der skal udløse en interaktiv handling hos brugeren.
   Dette er vist nok rigtig vigtigt for at komme videre.

(fortsættelse følger)