Den kreative Burmarejse (2) - "Vejen til Mandalay" - om militæret og de etniske minoriteter i Burma

Gult var Skørtet, grøn var Huen, som min Birma-Jomfru bar;
Supiyawiat hed hun – samme Navn, som Theebaws Dronning har
Paa en hvid Cerut hun røg, da første Gang hun for mig stod,
og hun øsled kristne Kysse paa en hedensk Afguds Fod.
Kun af snavs den Gud bestod, kaldtes Buddha, vis og god,
straks da jeg tog til at kysse, hun sin Gud i stikken lod!
O, den Vej til Mandalay, fuld af Flyvefisk i Leg,
og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!

Sangen om vejen til Mandalay fortæller om den engelske soldat der på Kiplings tid længes tilbage til sit liv i kolonien og til sin Burma-kæreste, som - antyder versene - er en fri og selvstændig kvinde. 

   Og oplevelsen fra Burma-rejsen var faktisk at kvinderne vi mødte fremtrådte relativt frie og selvstændige, og at den lokale kulturs holdning til dem stod i positiv kontrast til fx. de holdninger til kvinder der dominerer den arabiske landes kultur - og den indiske kultur!

   Et Wikipedia-opslag på nettet bekræfter indtrykket

Historically, women in Burma (Myanmar) have had a unique social status inBurmese society. According to the research made by Daw Mya Sein, Burmese women "for centuries – even before recorded history" owned a "high measure of independence" and had retained their "legal and economic rights" despite the influences of Buddhism and Hinduism. Burma once had a matriarchal system that includes the exclusive right to inherit oil wells and the right to inherit the position as village head. Burmese women were also appointed to high offices by Burmese kings, can become chieftainesses and queens.[

Så det giver også et ekstra sidelys på Aung San Suus historie, synes jeg.

Jeg har skrevet om det før, og oplever det nu igen. Når man er fuld af indtryk, billeder, associationer fra en stærk oplevelse eller et vigtigt emne, så myldrer det pludselig frem med 'bonusmateriale' fra aviser og andre medier.

   Dagligt har der siden hjemkomsten været artikler i flere af de aviser jeg læser der har haft Burma som tema. Især om den politiske situation,  dels fokuseret gennem Aung San Suu Kyis person og de stadig usikre muligheder for at demokratiet kan slå rod,  og dels fokuseret på kampene i de nordligste områder på grænsen til Kina - i den hovedsageligt kristne delstat Kahcin.

   Idag havde Information fx en artikel med rubrikken "Kina kunne stoppe borgerkrig i Myanmar", og med underrubrikken: "Kina spiller på to heste i borgerkrigen mellem Myanmars regeringhær og oprørsstyrker. Krigen har direkte indflydelse på kinesiske interesser - og for Kina er den både en trussel og et nyttigt pressionsmiddel."

   

Så langt oppe nordpå var vi  naturligvis slet ikke ikke. Men vi fik at vide af vores etnisk indiske guide og medrejseleder Zaw Zaw at det var meget kompliceret og uigennemskueligt hvad der forgik og hvilke interesser og spillere der var involveret i de forskellige konflikter mellem den burmesiske hær og de lokale etniske befolkninger.

   Når man i medierne kunne læse at 'regeringshæren' gjorde det ene og det andet i den provins, så kunne det meget vel være at det i virkeligheden kun var den lokale general som agerede og førte krig på egen hånd, uden overordnet styring fra de generaler som sad i regeringen i hovedstaden.

   Noget af konflikten kunne simpelt hen hænge sammen med at de lokale militære ledere i Kahcin-området havde økonomiske interesser i minedrift og teaktræ-fældning i området som de brugte deres tropper til at forsvare eller udvide.

 

Som jeg skrev i det foregående indlæg, så var vores rejse så at sige framet gennem Aung San Suu Kyis symbolladede skikkelse og livshistorie. 

   Som metonym på en politisk bevægelse i landet, og som metafor på en ny nation i svøb med en ny identitet, leverede hun for mig, og tror jeg, også for mine medrejsende, en af de vigtige optikker som  Burma blev oplevet igennem.

   Undervejs så vi rigtig mange billeder af hende og hendes far i busserne vi kørte i,  og på væggene i flere af de hoteller vi besøgte. Plakater og fotos med hendes ansigt som motiv kunne købes de fleste af de markeder vi besøgte.

   

Umiddelbart var jeg jo derfor også interesseret i hvordan Aung San Suu Kyi stillede sig til kampene i nord. Et eller andet sted havde jeg læst at hun har været "overaskende tavs" af en fredsprismodtager der går ind for ikke-vold, at være.

   Det fik vi vist ikke afklaret i bussen.

   Men en søgning på nettet viser at hun faktisk, mens vi rejste rundt, har taget offentlig stilling. Her citeres hun i den engelsksprogede avis "Irrawaddy" fra den 16. januar:

“I don’t like any kind of war or violence,” said the Nobel Peace Prize laureate. “I have always said that we should negotiate amongst ourselves so that there is no need to fight like this.”

   She added: “We will only be able to avoid such conflicts if we begin to practice a culture of negotiation.”

   Regarding her own role in resolving the conflict, Suu Kyi said that despite being a member of Burma’s Parliament, she has limited power to directly address the issue.

   “I am not a member of Parliament’s Ethnic Committee. That doesn’t mean that I don’t take responsibility for the matter or that I don’t care about it, but different committees should respect each other and not interfere in each other’s work,” she said.

   She added, however, that Burma’s ethnic issues are not just a matter for MPs, but can only be resolved through the efforts of all citizens, including the country’s media.

   “Mutual respect and mutual trust are the key to solving the ethnic issues. We, as well as the government, have to ask ourselves whether we understand the goals of the ethnic people and whether we can help them fulfill their goals,” she said, adding that she would be willing to assist in the peace process if she is invited by the government.

Hvor vigtig en figur er og hvor vigtig hendes offentlige  stillingtagen er selv om hun ingen magt har, men blot er et menigt parlamentsmedlem valgt ved et suppleringsvalg for nylig, fremgår af dette billede fra en opfølgende artikel i The Guardian dagen efter.

    Artiklen fortæller blandt andet om Kachin-demonstranter foran den Burmesiske amabassade i Bankok i Thailand:

Kchin protesters in Thailand hold placards and a picture of Aung San Suu Kyi,
during a demonstration outside the Burmese embassy in Bangkok.
Photograph: Narong Sangnak/EPA

Jeg husker fra filmen "The Lady" hvordan vi ser Aung San Suu Kyi i 1989 rejse rundt i landet til en lang række minoriteter og føre valgkamp for at få deres støtte til hendes demokratibevægelse. 

   Blandt andet viste filmen at hun besøgte den Kayan-stamme fra Karen-minoriteten som er kendt for deres langhalsede kvinder med messingringe om halsen:

Om disse valgmøder med en række etniske minoriteter er fiktion eller afspejler virkeligheden omkring 1989-valgkampen, ved jeg ikke.

   Selv så vi en enkelt Karen-kvinde med de gyldne ringe om den lange hals da vi besøgte Pyathadar (Pyathatgyi) Templet Bagan-området:

Eksotisk og fascinerende. Og smukt! 

   Men er det ikke også en form for kvindeundertrykkelse - i modstrid med den generelle tradition i Burma?

   Wikipedia:

Many ideas regarding why the coils are worn have been suggested, often formed by visiting anthropologists, who have hypothesized that the rings protected women from becoming slaves by making them less attractive to other tribes. Contrastingly it has been theorised that the coils originate from the desire to look more attractive by exaggerating sexual dimorphism, as women have more slender necks than men. It has also been suggested that the coils give the women resemblance to a dragon, an important figure in Kayan folklore. The coils might be meant to protect from tiger bites, perhaps literally, but probably symbolically.

   Kayan women, when asked, acknowledge these ideas, but often say that their purpose for wearing the rings is cultural identity (one associated with beauty). The coil, once on, is seldom removed, as the coiling and uncoiling is a lengthy procedure. It is usually only removed to be replaced by a new or longer coil. The muscles covered by the coil become weakened.

   Many women have removed the rings for medical examinations. Most women prefer to wear the rings once their necks have become elongated, as the area of the neck and collarbone often becomes bruised and discolored. Additionally, the collar feels like an integral part of the body after ten or more years of continuous wear.

   In 2006 some of the younger women in Mae Hong Son started to remove their rings, either to give them the opportunity to continue their education, or in protest against the exploitation of their culture and the restrictions that came with it. 

Men ellers må man sige at vi ikke mødte minoriteter som en del af Burma-turen. Dette i modsætning til  oplevelserne vi havde på grupperejsen til Kina, "De Vilde Svaner", for et par år siden hvor kineserne jævnligt gennem turistevents fremhævede hvor højt staten og samfundet værdsatte de etniske minoriteters særlige kultur (Tibet undtaget!). 

   Der er ellers officielt anerkendt 135 minoriteter i Burma - fordelt på 8 "storgrupper", og blandt dem tales der omkring 100 forskellige sprog. 

Da det er den burmesiske statslige turistorganisation der bestemmer hvilke turistmål fremmede rejsebureauer kan tilbyde, så siger det måske også noget om at regimet er nervøs for for meget fokus på at landet faktisk er et kludetæppe af kulturer, og at landets befolkning er sammensat af forskellige befolkningsgrupper indvandret i århundredernes løb fra både vest, nord, øst og syd.

En videre søgning på nettet bekræfter at militærregimet kan have al mulig grund til ikke at lade turister møde nogle af de etniske minoriteter. En hjemmeside citeer Aung San Suu Kyi:

Rape is used in my country as a weapon against those who only want to live in peace, who only want to assert their basic human rights, especially in the areas of the ethnic nationalities. Rape is rife. It is used as a weapon by the armed forces to intimidate the ethnic nationalities and to divide our country.

Citatet indleder et indlæg på hjemmesiden som har overskriften:

License to rape: How Burma’s military employs systematic sexualized violence

Artiklen på nettet fortsætter:

Last week, a young woman from the Karen ethnic minority in Burma reported being “beaten, drugged, and sexually assaulted by two men wearing army fatigues.”

   In November 2011, reports emerged that four women were being kept as sex slaves by the Burmese military near the Kachin-China border; forced to cook and clean during the day and gang-raped at night by the soldiers in the Light Infantry Battalion 321.

   These reports, unfortunately, are not rare.

   Such incidents are a part of a pattern of consistent and systematic sexualized violence perpetrated by the Burmese military, particularly against women in Burma’s ethnic groups.

    In a seminal 2002 report, the Shan Human Rights Foundation and the Shan Women’s Action Network found that there appears to be “a concerted strategy by the Burmese army troops to rape Shan women as a part of their anti-insurgency activities.

    The incidents detailed were committed by soldiers from 52 different battalions. Eighty-three percent of the rapes were committed by officers, usually in front of their own troops… .Out of the total 173 documented incidents, in only one case was a perpetrator punished by his commanding officer.”

   Rape, has been, and is being used in Burma as a strategic weapon of war. 

http://www.womenundersiegeproject.org/blog/entry/license-to-rape-how-burmas-military-employs-systematic-sexualized-violence

De generaler og deres lejesvende er godt nok nogle dejlige drenge. Men hyggeonkler er de ikke.  Dem vender jeg tilbage til senere - for de betød noget for hvor munter vejen til Mandalay viste sig også at blive.

'Er petticoat was yaller an' 'er little cap was green,
An' 'er name was Supi-yaw-lat -- jes' the same as Theebaw's Queen,
An' I seed her first a-smokin' of a whackin' white cheroot,
An' a-wastin' Christian kisses on an 'eathen idol's foot:
Bloomin' idol made o'mud --
Wot they called the Great Gawd Budd --
Plucky lot she cared for idols when I kissed 'er where she stud!
On the road to Mandalay . . .

                                            (fortsættes)

Den kreative Burmarejse (1) - "Vejen til Mandalay" - og Aung San Suu Kyi

Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige, det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej.
Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!

Et hold danske turister synger disse linjer i en bus på en vej i Burma/Myanmar, nærmere bestemt i omegnen af byen Mandalay. Det sker under ledelsen af den danske rejseleder Gunnar der har uddelt sangens tekst til hele holdet. 

   Jeg og fruen og moster synger med ad fuld hals - den sang som de fleste lidt ældre danskere husker fra Giro 413 sunget af Four Jacks, yngre husker den måske i Kim Larsen-versionen, endnu ældre mindes den i Mogens With-versionen fra 1942.

   Jeg foretrækker Four Jacks-versionen.

Burma er et land jeg har læst om, hørt om og set billeder fra i massemedierne de senere år. Ikke for det gode.
   Og jeg husker jeg har set en fascinerende prisvindende dokumentarfilm for nogle år siden: "Burma VJ" af den danske dokumentarinstruktør Anders Østergaard. Om et oprør i landdet 2007 ført an af buddistmunke og vendt mod landets militære magthavere.
   Politisk set har Burma i mange år været et militærdiktatur af den groveste slags - sådan nærmest i familie med Nordkoreas.
  Men i modsætning til Norkorea, så er der her tale om et regime med en internationalt berømmet moralsk heltinde Aung San Suu Kyi som politisk modstander, en kvinde der har modtaget Nobels fredspris i 1991 - for sin ikke-voldelige kamp for demokrati og menneskerettigheder i landet.

   Hun er et par år yngre end mig, noterer jeg. Født 1945.

Som leder af National Leage for Demokracy vandt hun en jordskredsejr ved et valg i 1990, men var  allerede inden valget blevet sat i husarrest af generalerne.

    Efter husarresten i 15 af de seneste 21 år, blev Aung San Suu Kyi den 13. november 2010 løsladt af magthaverne.

   Hun er datter af general Auang San, som forhandlede Burmas uafhængighed fra Storbritanien 1947, og som blev myrdet af rivaler samme år.

   Hun studerede ved universitet i Oxford hvor hun mødte sin engelske mand, som hun har 2 børn med.
   Hun er som politisk personlighed i samme klasse som Václav Havel og Nelson Mandela.

I forruden til bussen som vi kørte og sang i i omegnen af Mandalay, hang der side om side et foto af hende og et foto af faderen general Aung San der er landets nationalhelt - tilsvarende Nehru og Gandhi i Indien:

Som noget af det første på rejsen så vi general Aung Sans kontor i Rangoon, der var bevaret som en slags mindestue:

Og som noget af det sidste på rejsen så vi porten til Aung San Suu Kyis hus som hun sad i husarrest i de mange år:

På den modsatte side af vejen lå den militærforlængning hvorfra hun er blevet overvåget døgnet rundt i hele perioden.

Jeg så for ikke så længe siden spillefilmen om Aung San Suu Kyis liv: "The Lady". Ikke verdens bedste film, men den gav et meget godt indtryk af hendes liv og virkelighed. Og jeg genkendte her lokaliteten fra filmen.

Flere venner og bekendt havde anbefalet at vi skulle se at komme til Burma inden turistindustrien for alvor kom igang. Og min vane tro læste jeg ikke på lektien inden afrejsen til Burma. Ingen "Turen går til Burma" eller lignende. 

   Jeg havde kun lige skimmet rejsearrangørens program for et halvt år siden da vi bestilte rejsen. 

   Så jeg tog på rejsen med et åbent sind - og ikke særligt konkrete forventninger - kun relativt vage associationer og diffuse fantasiforestillinger. Sammen med fruen og moster - og 26 andre danskere - de fleste nogenlunde jævnaldrende - og ligesom på vores tidligere rejser til Japan og Kina - medrejsende der for de flestes vedkommende var meget mere berejste end vi var.

Men hvad har sådan en rejse egentlig med temaet kreativitet at gøre?
   Umiddelbart er svaret simpelt. Kreativitet indebærer overskridelse af grænser, blending af adskilte konceptuelle rum. Så enhver rejse til et nyt og fremmedartet land er en rejse ind i en verden hvor fantasi blandes med virkelighed. Og ud af dette mix, vokser oplevelserne frem.

Her kommer så lige Mandalay-sangen i Four Jacks-udgaven, skrevet af Kipling, gendigtet på dansk af Kai Friis Møller:

Og her er traileren til Burma VJ-dokumentaren, filmen kan ses stykvis på YouTube:

By the old Moulmein Pagoda, lookin' eastward to the sea,
There's a Burma girl a-settin', and I know she thinks o' me;
For the wind is in the palm-trees, and the temple-bells they say:
"Come you back, you British soldier; come you back to Mandalay!"
Come you back to Mandalay,
Where the old Flotilla lay:
Can't you 'ear their paddles chunkin' from Rangoon to Mandalay?
On the road to Mandalay,
Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!

(fortsættelse følger)

Thinking, Fast and Slow (7) - bidrag til forståelsen af 'behavioral journalism' - med aktuelle eksempler fra Politiken og TV-Avisen

Økonomien er i krise, både i teori og praksis. Det politiske system og dets udøvere, politikerne, er i krise. Journalistikken, journalistprofessionen og mange af de medier den udfolder sig igennem, er i krise. 

   Hvorfor? Hvordan? Og hvad så?

   Nobelpristageren Daniel Kahneman har måske nogle af svarene.

Jeg har igennem en række blogindlæg i den seneste måneds tid refereret teoretiske begreber og konkrete pointer fra en efter min vurdering usædvanligt indsigtgivende bog 'Thinking, Fast and Slow', skrevet af denne højt anset forsker, professor i flere forskellige fag: Daniel Kahneman. 

   Begreberne og pointerne har jeg forsøgt at bruge til at kast nyt lys på aktuelle journalistiske problemer, og på selve journalistprofessionens arbejds- og eksistensvilkår.

   Kernen i Kahnemans teoretiseren er at han klart skelner mellem to menneskelige tænkeformer: 'System 1' der tænker hurtigt og intuitivt og mentalt er ude af starthullerne inden man kan nå at blinke, og 'System 2' der tænker langsomt logisk og analytisk - og for det meste er dovent - og derfor  alt for tit frafalder.

   

Inden  for den sidste uge er der i pressen og medierne forekommet en række bemærkelsesvædige journalistiske "bommerter", kritisable "fejl" som jeg synes med fordel kan belyses og oplyses ved Daniel Kahnemans grundforestilling: at mennesket tænker, vurderer, bedømmer, beslutter sig og handler i spændingsforholdet mellem de to "systemer", som han personificerer for forståelsens skyld, men som han altså benævner med de abstrakte termer: 'System 1' (= 'thinking fast¨) og System 2 (= 'THINKING SLOW').

Den første case er fra Politiken.

   En skarp offentlig kritik af folkeskolens dårlige undervisning og uambitøse pædagogisk praksis, blev viderebragt gennem et langt journalistisk interview med "forfatter og filosof" Lene Andersen. Hun anklagede angiveligt folkeskolen for at fremme middelmådigheden og overse de dygtigste elever, anklager hun byggede på egne personlige erfaringer og oplevelser, hvor hun som højt begavet - ifølge eget udsagn - var langt foran klassekammeraterne og slet ikke fik faglige udfordringer på sit niveau.

   Interviewet blev lanceret under den ret så opsigtsvækkende rubrik:

Eliten taber i middelmådighedsskolen

Underrubrikken/manchetten lyder:

Lene Andersen dødkeder sig 10 år i folkeskolen. Senere har hun fundet ud af, hvorfor. Med en tårnhøj IQ manglede hun udfordring og faglige fællesskaber. Lene Andersen mener, at det e dybt problematisk, at folkeskolen er indrettet efter den jævne begavelse. Og det har store konsekvenser for den enkelte og for hele samfundet.

En grusom salve, må man sige.

Artiklen giver anledning til en masse debat og opbakkende kritiske udtalelser til citat fra opnionsdannere, pædagogiske eksperter og politikere.

   Og redaktionen har været stolt: Endnu en gang kørte vi med klatten, satte dagsorden og var nyhedsførende.

   En tidligere klassekammerat henvender sig derefter til Politikens redaktion og gør opmærksom på at Lene Andersen aldrig har gået i folkeskolen, men i alle 10 år har gået på den private Tåstrup Realskole.

   Av! Av! En mavepuster.

Læsernes kloge og udmærkede redaktør, Bjarne Schilling,  er ude med den helt store undskyldning i sin ugentlige klumme. 

   Og folkeskolelærerenes organisation gør opmærksom på at det ikke er første gang, så det ligner lidt en tendens. Politiken jagter en stor gruppe af sine kernelæsere. Og god journalistik synes de - med god grund - ikke det er.

   Men læsernes redaktør skriver at man ikke kan bebrejde den journalist noget, der har skrevet artiklen og lavet interviewet: Man må da gå ud fra at en højt begavet kilde som Lene Andersen må vide hvad hun snakker om, og kan skelne mellem "folkeskole" og "privat skole", er hans argument.

Og så sent som i Søndagspolitiken i går gentager Schilling forsvaret for journalisten: Artiklen var ikke udtryk for "dårligt journalistisk arbejde":

Jeg forstår godt, at lærerne blev knotne over interviewet – selvfølgelig er det redaktionens ansvar når der er fejl i avisen. Men først hvis fejlen skyldes dårligt journalistisk arbejde, skal jeg tale med store bogstaver, og det finder jeg stadig ikke anledning til.

Jeg synes læserredaktøren med sindsro kunne have talt med mindst så store bostaver at det matchede rubrikkens til artiklen.

I mit gamle lærebogshæfte i journalistik for begyndere står at hvis en kilde udtaler sig kritisk og anklagende i generelle vendinger om en stor gruppe mennesker (fx indvandrere) eller en stor samfundsinstitution som sygehusvæsenet eller folkeskolen, så beder man vedkommende lige at fortælle hvilket konkret erfaringsgrundlag han eller hun taler ud fra: 

   Hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, med hvilken begrundelse, af hvilken årsag, med hvile konsekvenser??????? 

Hvis en interviewperson offentligt fortæller at folkeskolen og dens lærere leverer en dårlig og slap undervisning over en årrække, så spørger man som kildekritisk journalist naturligvis kilden om hvilken folkeskole i hvilken kommune han eller hun har gået på: den i Holeby, den i Tønder, den på Nørrebro, eller den i Rungsted - bare for at nævne nogle mulige eksempler. 

   Den konkrete skole kunne vel være en opfølgning værd!

Altså: En professionel journalist som kan sit hånværk, spørger, som en ren rygmarvsreaktion, om kildens konkrete erfaringsgrundlag for disse opsigtsvækkende og barske generelle anklager...

  Troede jeg - at jeg og læserredaktøren og redaktionen og alle journalister og journalistuddannelser kunne blive enige om.

Politikens egen højt kvalificerede uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang har i et utal af artikler dokumenteret at der er meget store udsving i kvalitet og resultater fra den ene folkeskole til den anden - i forskellige kommuner og forskellige områder af landet. 

   Og hvis en journalistpraktikant fortalte mig at Politiken var en elendig avis der leverede slap og dårlig journalistik, så vil mit skarpe kontrolspørgsmål da også som det første være. "På hvilken redaktion har du arbejdet?" Ikke alle redaktioner og redaktører er lige gode, heller ikke på Politiken, men jeg har holdt avisen i 50 år, og han skal ikke komme her og ... og hvad bilder han sig ind?

Den anden case har også fyldt godt i debatten blandt mine journalistiske venner på Facebook hen over weekenden. Det er fra TV-Avisen tirsdag den 4. januar.

   DR1 bragte et ret omfattende nyhedsindslag i den sene "tunge" TV-Avis kl. 21.30 - med reportageoptagelser fra en demonstration af lokale borgere rettet mod direktørerne for den krakkede EBH-bank i Nordjylland ved indledningen af en - sjældent set - retssag mod den ansvarlige ledelse.

  TVA-værten Lilian Kretz annoncerede i spib-en at EBH-direktørerne er anklaget for grov manipulation med bankens aktiekurser. Og LK  siger lidt senere i indslaget i en speaket voice over:

Og en lang række vrede borgere fra Fjerritslev var i dag mødt op ved retten. Mange mistede vigtige sparepenge, da EBH-bank krakkede. Og de ønskede især at konfrontere den tidligere EBH bankdirektør Finn Strier Poulsen. Efter retsmødet forsøgte de for en kort stund at blokere bankdirektørens bil.

Under denne autoritative vært-speak ser vi reportageklip fra - af sammehængen angiveligt - en lokal demonstration hvor nogle spredte deomonstranter går rundt med de klassiske anklagende skilte, hvor tekstenerne alle er skrevet med samme skrift på hvidt karton. De bærer ikke skiltene løftet og sømmet på træpæle, men hængende løst ned foran kroppen og fastholdt med hænderne i øverste kant af skiltene. Vi ser også et eller flere tv-kamerahold i aktion på stedet, boomstang i billedet, og et par mennesker gå tæt på en stor, dyr sort bil der hurtigt kører bort. Ligesom scenen i en spillefilm.

Jeg husker TVA-indslaget. Og jeg mindes også at jeg var en lille bitte smule usikker - følte et stik af ubehag da jeg så det, uden at jeg i skyndingen kunne nå at finde ud af hvad der gav den fornemmelse. 

   I anledning af dette indlæg har jeg genset TVA-indslaget. Og har nævnt nogle af de ting der ser lidt mærkelige ud.

 
BT kører også på kanten af sandheden og etikken i sin vinklingen af indslaget når de i rubrikken på BT.dk skriver: "Her er beviset: Demonstranter instrueret af DR". 

   DR instruerer ikke. Det gør tilrettelæggere. 

   En klart manipulerende sproglig stramning af rubrikken. Og en rubrik er en del af den skrevne journalistiks iscenesættelse på avissiden. Her har man zoomet ud fra nærbilledet "tilrettelægger" til totalen "DR".  Og jeg ser i dag Lisbeth Knudsen i en leder manipulere sprogligt ad samme spor.

   Sandheden var og er at det var et selvstændigt produktionsselskab som havde kontrakt med en anden DR-afdeling end nyhedsafdelingen, om at producere en serie oplysende faktaprogrammer med afsæt i EBH-sagen.

  Den præcise hybrid-genre kan jeg ikke se af diskussionen, men et konceptstyret og plot-drevet format ser det ud til at der er lavet kontrakt om mellem denne anden DR-afdeling og produktionsselskabet.
    No problemos! Business as usual!
   Bortset fra at et fortravlet nyhedshold under pres lige skal  have en aktuel historie hjem til aftenens 21.30-udsendelsen fra samme lokalitet - med udgangspunkt i samme retssag.

Men hvad var problemet? Egentlig?

   At demonstrationen som TV-A bragte levende reportageoptagelser fra, som dokumentariske dækbilleder til et delvist vært-speaket journalistisk nyhedsindslag, at de billeder viste en "demonstration" som var arrangeret og iscenesat af et privat tv-produktionsselskab som var igang med egne optagelser til en konceptstyret- og plot-båret tv-serie for en anden DR-afdeling; en "demonstration" med ægte lokale borgere der ægte var blevet snydt, og som var ægte vrede, forargede, kede af det - som medvirkende foran kameraet. 

DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er hurtigt ude med beklagelse og undskyldning da fejlen bliver afsløret i BT: Det var en alvorlig journalistisk brøler. Den slags må ikke ske. TV-Avisen må og skal ikke dække fiktive og iscenesatte demonstrationer som var de spontane og autentiske. 

   Men at demonstrationen var iscenesat, det kunne TVA-reporteren og DR-holdet ikke vide, så derfor var de lovligt undskyldt, mente Haagerup.

DR-nyhedsdirektøren fremfører et forsvar der i høj grad minder om det ovenfor citerede fra Politikens læserredaktør: Det var en fejl at det blev publiceret/udsendt, men journalisten kunne ikke vide bedre - vedkommende kunne ikke andet end tage kilden/demonstrationen for gode vare, for pålydende!

Jeg blev i går ringet op af en journalist fra B.T der spurgte om hvordan det egentlig var med iscenesættelse og journalister og journalistik. Han henviste til at jeg havde skrevet en artikel for nogle år siden om brug af iscenesættelse af virkeligheden i fakta- og underholdningsprogrammer til tidskriftet Mediekultur.

Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv - heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen med henblik på at fortælle historier i levende bileder..

   Men i hvilket omfang og på hvilke områder af det vi ser og hører på skærmen, man arrangerer, aftaler og iscenesætter, det er der langt hen ad vejen enighed om blandt professionelle tv-journalister IKKE at fortælle seerne.

   Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte kontrakt om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der medd et hold.

   Derfor opstår der med jævne mellemrum i hele perioden fra midten af 60-erne og de følgende 5 årtier, ballade- og skandale-sager af samme slags som nu den om TV-Avisens indslag med brug af optagelser fra en iscenesat demonstration - iscenesat for at professionelle tv-folk kan bruge optagelserne til "et eller andet" i et fakta-baseret tv-program.

  Præcis til hvad, står i konceptet og manuskriptet. Men det kender jeg ikke. 

Da jeg har hukommelse og erindringer om tv- og medier helt tilbage fra midten af 60-erne, og har produceret en velanskrevet fagbog om 'Faktion som udtryksmiddel' som udkom 1990, og en mono- og biografi om Danmarks største tv-dokumentarist Poul Martinsen som udkom 2007, så kunne jeg give journalisten en masse eksempler på højt roste, prisbelønnede fakta- og virkelighedsfunderede tv-udsendelser som var produceret af særdeles kompetente og velanskrevne tv-journalister igennem årene; programmer og programserier hvor seriøse og kreative journalister iscenesatte en virkelighed med almindelige mennesker der "spillede sig selv" - og dermed dokumenterede samfundsperspektiverende pointer og indsigter - gennem tv-optagelser af denne virkelighed.

   Her en liste over nogle af den slags journalistiske top-navne fra DR´glorværdige historie: 

   Peter Watkins, Poul Martinsen, Hans Engberg, Poul Trier Pedersen, Gyda Uldall, Poul Nesgaard, Steen Baadsgaard, Gorm og Gregers, Erik Steffensen, Jørgen Flindt Pedersen, Bo Damgaard, John Carlsen, Jørgen Poulsen, Stig Andersen. Og mange flere.

Hver gang jeg nævnte nogle eksempler på mere eller mindre iscenesatte dokumentariske udsendelser i DR-regi fra fortiden, sagde BT-journalisten: Nå ja, nu huskede han det godt. 

   Han var ikke en nyuddanet journalistisk årsunge, kunne jeg høre. Og luften gik lidt af ballonen i den anden ende af røret. 

   Al den baggrundsviden, al den historiske kontekstinformation vi i fællesskab fik listet op af erindringens kartoteksystem, gjorde - så vidt jeg kunne regne ud - at vinklen han og redaktionen havde haft i hovedet da han ringede, blev mindre og mindre skarp.

Hvad sagde den ansvarlige kanalchef Lotte Lindegaard ifølge Journalisten.dk´s artikel om sagen? 
   At det produktionsselskabet var igang med, altså ikke var en dokumentarfilm, men...

»Det er en happening, en event, en konfrontation, i det her tilfælde en række vrede aktionærer, der konfronterer nogle aktører i finanskrisen, som ikke har villet gå i dialog med dem. Det er en konfrontation, som programmerne - og dermed vi - har taget initiativ til. Det, der går galt, er, at det ikke går op for alle journalister der, er til stede, og som derfor kommer til at viderebringe det indtryk, at det er aktionærerne, der selv har taget initiativ.«

   »Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde.«

   »Det er simpelthen gået galt her. Og det må jo bare ikke ske,« siger kanalchef Lotte Lindegaard

Det er i min lille guide for tv-journalister og -tilrettelæggere der iscenesætter, lige efter bogen. Reflekteret, velovervejet, og med bevidsthed om 'genrekontrakter' - i forhold til den version af  virkeligheden der fremstilles på skærmen.

   Og Lotte Lindgaard kender også sin tv-historie, ved jeg. 

   Sådan er spillereglerne for seriøst moderne koncept- og plot-tv. En ordenlig varedeklaration. Nix weiter

   Der er ikke noget at komme efter. 

En bare nogenlunde opmærksom TVA-nyhedsreporter burde nok have lugtet lunten på stedet. Der var mange signaler. Og en redaktionssekretær som har haft indslaget til gennemsyn, burde nok have været en smule skeptisk når han så de skilte og de mennesker der bar rundt på dem. Deres ansigter, deres gestik.

   Som taget ud af en krimi-film med amatørskuespillere. 

Men både TVA-reporteren, DR-holdet og TVA-redaktionssekretæren arbejder alle under stress og pres. 

  De har tillid til deres eget professionelle og optimistiske, men intuitive journalistisk jugement, en indre instans der tænker og siger til sig selv: 

   Wau! Fedt og heldigt at der lige er en folkelig protestdemonstration netop som vi skal til at lave (dæk)billeder og vox-pop-interviews til et af aftenens hovedindslag: Reporter og hold på stedet når det sker: Drama, konflikt, fascination, identifikation. Den er hjemme. Redaktionschefen bliver glad. Kollegerne aftvinges respekt!

Produktions- og beslutnngsforløbet er et "smukt" illustrerende skoleeksempel på Daniel Kahnemans System 1-tænkning og -vurdering i praksis: 'What You See Is All There Is! Og princippet om  at hensynet til 'cognitive ease' er det der afgøre beslutningerne.

   Mens Lotte Lindegaards beskrivelse af projektet er et lige så smukt eksempel på System 2-tænkning, baseret på viden og analyse af mange års tv-udsendelser og "sager". Hun har, ved jeg, læst min faktionsbog for mange år siden. Og er en dybt seriøs og ansvarlig chef.

Havde Ulrik Haagerup haft tid til at tænke sig om - og nået at få sit System 2´s Thinking Slow-maskine op i omdrejninger, så ville han med garanti ikke have reageret som han gjorde.  
   Med sin opfindelse af 'kontruktive nyheder'-begrebet, har han demonstreret at han kan tænke i System 2-baner, og se journalistikken og dens udøvere som netop et "system" der kan udgøre en fare for samfundet fordi det har så stor en magt.

   Og havde Politikens læserredaktør ikke skullet legitimere sig over for det redaktionelle bagland, så ville han med garanti heller ikke have skrevet at artiklen og interviewet med "filosoffen" Lena Andersen var journalistisk i orden.

   Det håber jeg ikke, i hvert fald.

De forskningsresultater Daniel Kahneman har fået nobelprisen for, ligger inden for et af de nye moderne tværfaglige forskningsområder, kaldet 'behavioral economics' - som på dansk har fået betegnelsen 'adfærdsøkonomi'.

   Wikipedia definerer og forklarer det sådan: 

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of social, cognitive, and emotional factors on the economic decisions of individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents.       Behavioral models typically integrate insights from psychology with neo-classical economic theory. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.[1] Behavioral analysts are not only concerned with the effects of market decisions but also with public choice, which describes another source of economic decisions with related biases towards promoting self-interest.
   There are three prevalent themes in behavioral finances:[2)
- Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.
- Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.
- Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

Adfærdsøkonomien studerer altså de svagheder og 'biases' som er indlejret i alle de gængse, statistisk orienterede økonomiske teorier og politikmodeller der forudsætter at alle aktører på markedet - økonomer, forbrugere, virksomheder, investorer - handler og tænker logisk, rationelt og - ja, økonomisk. 

   Det gør de ikke! - ifølge - blandt andre - Kahnemans evidensbaserede pointer og forskningsresultater. 

   Og det kan fører til katastrofale fejlvurderinger. Som fx dem der er årsagen til vores nuværende europæiske og amerikanske økonomiske krise. Og fx de typiske kæmpe budgetoverskridelser i alle store offentlige anlægsprojekter: DR-byen, Metroen, Storebæltsbroen, IC-4-togene, Sundhedsvæsenets fælles digitale journalsystem, etc. etc.

   Fordi aktørerne inden for feltet, både eksperter, forskere, virksomhedsleder, multimilliardærer og helt almindelig mennesker, de handler og beslutter sig meget ofte ud fra den lynhurtige, optimistiske, emotionelt funderede intuitive System 1-tænkning, en tænkning der følger en række principper jeg har omtalt i de foregående indlæg i blog-føljetonen "Thinking Fast and Slow."

   Tre af de vigtigste principper i System 1-tænkning er:

• - What You See, Is All There Is! Så du kan bare følge dine intuitive fornemmelser og tilfældige erfaringer mht. hvad der er  klogt eller dumt, rigtigt og forkert,
• - Svære spørgsmål der kræver dybtgående undersøgelser og langsom logisk tænkning at besvare, erstattes af lette spørgsmål som lynhurtigt kan besvares ud fra fornemmelser, følelser, anekdoter, praktiske erfaringer og personlige tommelfingerregler.
• - Princippet om 'cognitiv ease' - der siger at har man en præfabrikeret frame eller priming i forhold til forståelsen af en begivenhed, så er det det kognitive spor man følger til den (bitre) ende - fordi det er det letteste og hurtigste.

Spektakulære udtalelser fra n højt begavet og uddannet yngre kvinde som Lene Andersen der står frem og kritiserer folkeskolen for sløvhed og manglende ambitioner, når man som journalist er igang med et tema om elitens livsvilkår, dem behøver man da ikke at tjekke virkelighedsforankringen for, når det er en kritik som i øvrigt stemmer overens med hvad alle andre også siger og har sagt det seneste år. 

   Det er jo pærenemt at få opbakning og citater til det hun siger. 'Cognitive ease'.

   Den kritik sidder lige i skabet. Vi udgiver den!

En demonstration af forbitrede og fortvivlede borgere vendt mod nogle kyniske bankdirektører der har misbrugt deres priviligerede stilling til at formøble almindelig menneskers surt opsparede pensioner, en sådan demonstration er naturligvis bare det bedste der kunne hænde når man som reporter er under pres for at lave en nyhedsreportage til TV-Avisens topudsendelse om retssagen mod disse direktører. 

   Det er simpelt hen en god historie der har det hele. Den er nem at lave. Og nem at forstå. Framen har vi fra en masse fiktionsfilm, og grundprincippet er: What You See Is All There Is. 

   Forstyrrende signaler i situationen der kunne tyde på en anden tolkning af hvad der foregår i situationen, dem forhindrer den velkendte frame og historieskemaet at man bliver distraheret af.

Vi har brug for en ny forskningsdisciplin der kan hjælpe journalisterne til at højne kvaliteten og sensitiviteten - og til at blive opmærksomme og reflekterede i forhold til de ubevidste, automatiserede mekanismer som i praksis styrer og fejlstyrer den journalistiske "logik" og den tilsyneladende rationelle journalstiske fornuft.

   Lad os kalde studiet af det: "behavioral journalism". 

Jeg lader mig her og nu inspirere af Wikipedias definition på "behavioral economics" citeret ovenfor:

"Behavioral journalism" is the study of the effects of social, cognitive, and emotional factors on the journalistic and editorial decisions of individuals and institutions and the consequences for media market, prices, returns, and the resource allocation in the mediainstitutions on all platforms.

The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of journalistic agents.

   Behavioral models typically integrate insights from psychology with classical normative journalistic theory and professionel insights. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.

   Behavioral analysts are not only concerned with the effects of journalistic and editorial decisions but also with public choice and preferences, which describes another source of journalistic decisions with related biases towards promoting self-interest.

   There are three prevalent themes in behavioral journalism:

- Heuristics: Journalists and editors often make decisions based on approximate rules of thumb, professional intuition and not strict logic og analysis of widespread historical experiences.

- Framing: The collection of journalistic anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individual journalists and editors rely on to understand and respond to events and happenings in society.

- Market inefficiencies: These include mis-pricings for journalistic projects and non-rational decision making among editors and their boards.

Giver det mening? Det synes jeg. Tror jeg nogen i Dagbladenes pengetanke vil financiere det? Jeg tvivler? Tror jeg det bliver mødt med forskerinteresse? Næ!

   Men håbet er lysegrønt - nu når man er ved at gå på pension!

I det her YouTube-indslag kan du få et konkret og inspirerende indtryk af Daniel Kahneman uden at behøve at gå ombord i hans engelsksprogede bog:

Og her et andet lige så interressant videoindslag;

Kære bloglæser. Think slow. Blive klogere. Det er jeg blevet. 

   Og der er flere YouTube-indslag endnu med kloge Kahneman i sværen kraft.

'Hushpuppy' vs. 'Life of Pi' - om brugen af computeranimerede monstre som mytologiske metaforer i filmenes dramatrurgi

Jeg har i de sidste par dage set to rigtig god film: 'Hushpuppy' og 'Life of Pi'  (hvis instruktør Ang Lee jeg skrev om et par indlæg tilbage). 

   Begge film var stærkt seværdig - og har også være meget opreklamerede - med helsidesannoncer i dagbladene. I dagevis.

   De har også begge vundet flere prestigefulde priser. Og anmelderne har været rundhåndede med stjerner og hjerter. 

Begge film blander - blender - realoptagelser med meget livagtige animationer af farlige mytologiske dyr. Og de er begge fascinerende historier med  underliggende universelle temaer. 

   Fælles for dem er også at hovedpersonen - den bærende karakter - er et barn: Den afroamerikanske pige Quvenzahané Wallis, alias Hushpuppy, er 6 år, mens den indiske dreng Piscine Molitor Patel, alias Pi, er omkring 14-15 år. 

   Og som modstandere - (symbolske) antagonister - har de begge animerede livsfarlige bæster. 

Hushpuppy er oppe imod nogle kæmpe store monstre der er et visuelt blandingsprodukt af et behåret vildsvin og en vildokse med lange spidse horn; en flok 'fabeldyr' som inden for historiens rammer har været indefrosset i indlandsisen i ti tusinde år, men nu er sluppet fri på grund af den afsmeltning som er resultatet af drivhuseffekten. 

   Gennem det meste af historien ser vi flokken af monstre i korte krydsklip buldre frem som en potentielt tilintetgørende trussel mod Hushpuppys lille samfund af fattige og udstødte i Louisianas sumpede kystland - 'Badekarret'.  

   Der er klare associationer til de amerikanske bisonflokke man husker fra gamle cowboyfilm. 

   Heltinden Hushpuppy ender med at "skræmme" de monstrøse bæster bort ved en afsluttende konfrontation hvor hun bogstaveligt talt "står op mod dem".

   Hushpuppys samfund overlever, og man sidder som publikum tilbage med en  optimisme på menneskehedens vegne i kraft af identifikation med en seks-årig piges voice over og udstillede handlinger, gestik og mimik. 

Pi har en kæmpemæssig bengalsk tiger ved navn Richard Parker som antagonist. Tigeren stammer fra den zoologiske have som Pis far har afviklet - for med sin familie og alle havens dyr at emigrere til Canada. Man kan få associationer til biblens Noahs Ark, her.

   Det japanske fragtskib de sejler med, forliser og går ned med hele familien og alle dyrene. Bortset fra Pi og tigeren der som overlevende forliset ender sammen i en af skibets redningsbåde.
  En zebra, en orangutang og en hyæne er også med i redningsbåden i starten, men hyænen dræber hurtigt zebraen og orangutangen. Og tigeren dræber derefter hyænen.

   Pi opfinder alle mulige tricks og teknikker til at overleve det livsfarlige samvær med tigeren, bl.a. ved at gøre den delvist tam med mad - og ved - som en slags amatør-domptør - at træne den til respektfuld afstand og et vist tillidsforhold. 

   Da deres redningsbåd endelig når land, forsvinder tigeren ind i Mexicos jungle. Uden at se sig tilbage og uden at sende Pi en taknemmelig tigergrimasse.

   Pi bliver afhørt af embedsmænd fra Japan der skal finde ud af og afrapportere hvordan og hvorfor fragtskibet forliste.
   Men Pis historie er for fantastisk til at den kan indgå i en officiel embedsmandsrapport. 

   Pi giver dem så en anden - mere realistisk version der indebærer at historien med tigeren kan tolkes som en metaforisk allegori på hvad der - måske - virkelig skete på redningsbåden de første dage.

Flere anmeldere og kommentatorer har fokuseret på ligheden mellem de to film. Men jeg synes forskellen er nok så interessant.

   Så hvad har de hver for sig gang i? Hvordan er de konstrueret? Hvad er forskellen?

Læsere af denne blog vil vide at tv- og film-dramaturgi og spørgsmålet om hvorfor det virker, er et af mine fokus- og interesseområder. Fordi jeg har undervist i det i mange år.

   Og en af grundsætningerne er at hvis du som forfatter eller instruktør iscenesætter en realistisk genkendelig historie, så forstærker det oplevelsen og effekten i forhold til et bredt publikum at der - som en underliggende narrativ skabelon - "kører" en velkendt fabel, et kendt eventyr, en universel myte - som filmens realistiske historielag så helt eller delvist er struktureret af.

   Den konstruktion finder vi typisk for film som: 'Gøgereden', 'Pretty Woman', 'Piano', 'Die Hard', 'Love, Actually', 'Thelma og Louise'. Og mange, mange andre både gode og mindre gode film i filmhistorien.

   Men med bølgen af sciencefiction- og fantacy-film som er bruset frem sammen med de digital-teknologisk muligheder for  at animere filmvirkeligheden realistisk, så har vi også fået en lang række film hvor fablen, myten og eventyret udgør det eksplicitte hovedindhold i selve filmens historie: Alien-serien, Star Wars-serien, Spiderman-serien, Ringenes Herre-trilogien, Harry Potter-filmene, Avatar, Alice in Wonderland. 

   You name it.

Begge de to aktuelle film har en realistisk virkelighedsramme. Men måden de bruger de animerede skræmmende "modstanderdyr" på, er helt forskellig.

'Life of Pi' er en form for fantacy, og en meget stor del af filmens historie er en mytologisk associerende kamp mellem Pi og tigeren Richard Parker. 

   Som i al god fantasy - roman eller film - skal vi acceptere blandingen af det utrolige, magiske og fantastiske med en form for (let) genkendelig virkelighed. Og her skal vi tro på at den religiøst tændte og tænksomme dreng Pi rent faktisk er opfindsom nok til at overleve sammen med en "ægte" fuldvoksen tiger i redningsbåden.

   Med dette 'overlevelsesmirakel' får Pi bekræftet Guds eksistens. Eller det modsatte: at 'naturen' ikke har noget med vores Gud-forestillinger at gøre. 

   Tolknignen af præmissen afhænger af hvordan man vurderer filmens og romanes meta-slutning som gør at læseren eller filmtilskueren må vælge mellem usandsynlig sandhed og realitet på den ene side og mytisk spirituel storytelling på den anden - i tolkningen af den historie vi har oplevet som læser eller filmpublikum.

'Hushpuppy' er en form for socialrealisme der fortæller om fattige menneskes kamp, dels for at overleve orkanen Katrinas hærgen og smadring af deres fattige samling blikskure og træhytter, og dels for at undgå myndighedernes forsøg på at evakuere dem til en patroniserende ufri "flygtlingelejer-virkelighed".

   Som underliggende narrativt skema har vi et eventyrforløb med Hushpuppy som "prinsessen" der skal lærer og udvikle sig til at sejre i en barsk  virkelighed - et reflekteret og gammelklogt barn med faderen som "mentor" og "troldmand" der dør efter at have givet sine barske 'trylleformularer' og sin livsvisdom videre til datteren. 

   Historien igennem ophober hun livsvisdom og erfaringer som gør at hun til sidst kan konfrontere de fremtromlende uhyrer og jage dem på flugt. Og vi "tror" på det.

De visuelt mixede monsterbæster er imidlertid ikke integreret og fusioneret i Hushpuppys historie og virkelighed som tigeren Richard Parker er i 'Life og Pi'.

   Bæsterne er udtryksmæssigt tydeligt indlagte metaforer i historien, metaforer der henviser til klimatruslen, og som altså er brugt på samme måde som filmmontagens mester og teoretiker Sergei Eisenstein både teoretiserede over og demonstrerede i sine film. 

   Grebet kaldes 'syntetisk montage', hvad der indebærer at blendingen og integrationen af de to virkelighedslag ikke foregår 'umærkeligt' i filmens udtryk, men først eksploderer mentalt i hovedet på publikum der oplever filmen. Og derfor insisterer på en slag intellektuel bearbejdning undervejs - eller bagefter.

Flere anmeldere og kommentatorer anholder det som en svaghed at fantasi-bæsterne i 'Hushpuppy' ikke gnidningsløst er integreret i filmens realistiske lag. Og at det dermed svækker filmoplevelsens intensitet. Den "sprækker", skrev en anmelder. Men er det dårligt - eller er det netop det der får os til at tænke?

   Man kan - tilsvarende - indvende mod 'Life of Pi' at den litterære meta-pointe om valg af historie - den reelle eller den mytisk-allegoriske - ender med at tage den spirituelle luft ude af filmens slutning.  Man kan nemt føle sig lidt snydt - bagefter. Offer for en flot filmisk iscenesat, men litterær vits?

Men 'Hushpuppy' lå en klasse over Ang Lees film, oplevede jeg - trods alt. Den er aktuel, udadvendt og med et socialt og globalt fremtidsperspektiv - nærmest som en rigtig god samfundkritisk sciencefiction-film.
   'Life of Pi' er mere indadvendt og bagudskuende. Og den perspektiverer først og sidst romankunstens klassiske narrative troværdigheds-tricks, og romanforfatterens tvetydige dobbeltspil omkring sandhed og virkelighed i forhold til sit publikum.
   Brugt fx også i 'Rosens Navn', skrevet af den højt begavede forsker og litterat Uberto Eco.

 
Budgettet for 'Hushpuppy' var angiveligt på 1,3 millioner dollars, plus lidt sponsorerede tilskud til slut: Højst 10 millioner kr.

   Ang Lees film havde angiveligt et budget på 120 millioner dollars, ca. 720 millioner kr.

Så min konklusion er: Debutant-instruktøren Benh Zeitlin, 30 år, vandt med kreative længder over den rutinerede og verdenskendte auteur-instruktør, 58 år.
   Lidt af en overraskelse - også for mig.

Morale: Der er håb for unge mennesker med kreative talenter, sans for en god historie, og en spændstig visuel fantasi.