Lisa Anne Auerbach - strikkekunst - ordkunst - oprør - blending

Politikens tillæg IByen havde i går et interview med kunstanmelderen Maria Kjær Thomsen der anbefalede udstillingen "Chicken Strikken" i Malmø Konsthall. 

   Kunstneren der udstiller der, hedder Lisa Anne Auerbach, og det hun udstiller, er såmænd strikketrøjer - strikket i den stil jeg husker fra 70-erne herhjemme der fik øge- eller kælenavnet 'hønsestrik', og som var en kreativ oprørsbevægelse mod stramme strikkekonventioner og kapitalistiske garnfirmaer. 

   Her er eksempler til illustration:

Opfinderen hed Kirsten Hofstätter. Oprøret udtrykkes i disse manende sætninger:

Hønsestrik er et OPRÅB mod garnfirmaerne, der nægter af udlevere en strikkeopskrift, uden at man samtidig køber det garn der anbefales til opskriften!

   Hønsestrik er et OPGØR med de sædvanlige strikkebøger, der altid angiver et bestemt garnfabrikat til hver opskrift! 

  Hønsestrik er et OPRØR mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet.

Det er vel så typisk 70-er oprørsk som det næsten kan være.

Det særlige ved Lisa Anne Auerbachs strikkerier her 40 år senere, er at hun kombinerer sine hønsestrikmønstrede strikketrøjer med politiske budskaber, og at hun udstiller dem på levende mennesker, i det her tilfælde på  kunsthallens personale der dagligt vil bære hendes i alt 25 sweatre i hele udstillingsperioden. 

   Altså konceptuel blending i flere dimensioner. Se bare her:

Hun bruger også og ikke mindst sig selv som bærer af sine kunstværker:

Lisa Anne Auerbach er ironiker, og bestemt en moderne kvindelig kunstner af den mere oprørske og kreative slags. My cup of tea!

   Sådan præsenteres hun i forbindelse med en udstilling i Californien med titlen "Nine Lives".

Lisa Anne Auerbach’s artistic practice is multi-faceted — she is a writer, a passionate advocate of bicycling, a knitter, a photographer, and a political activist. Auerbach has co-opted the traditional female craft of knitting and transformed it into a tool for wry, pointed political messages. Her contribution to the exhibition includes sweaters with hand-knit political jokes and riddles, as well as ‘cover girl’ self-portrait photographs featuring the artist in deadpan poses revealing the artist’s sly sense of humor.

Jeg har tidligere skrevet indlæg om strik og hækling som blendet oprørskunst:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html

Om 'selv-indblanding' - det mentalt at gå i vejen for sin egen kreative udfoldelse

Dette indlæg handler ikke om Barak Obama eller Caroline Wozniacki - og dog - måske - til sidst.

Jeg så i sidste uge en dokumentarfilm på tv. Jeg husker ikke titlen og hvilken kanal, men jeg så den til ende. Den handlede om noget som egentlig ikke interesserer mig: konkurrencedans. Eller rettere: om  et ungt russisk ballroom-dansepar og deres udviklings- og afviklingshistorie, 

    Jeg fik ret tidligt i dokumentaren mindelser om en af de rigtig gode spillefilm jeg husker jeg har set for nogle år siden: 'Strictly Ballroom'. 

   Men hvor fiktionsfilmen var en begavet og charmerende fortalt romantisk komedie med happy ending, så var den her dokumentar en tragedie - med en slutning hvor hun til slut - som en moderne Nora - forlader sin irritable og urimelig mandlige dansepartner for good. 

Dokumentarhistoriens hovedperson var en ung russisk danser som tidligere havde været verdensmester med en anden kvindelig partner. De var skiltes under uklare omstændigheder. 

   Hun havde fundet en ny partner og var tilbage på toppen, han havde haft mental nedtur, men havde nu fundet en anden ung, smuk og dygtig dansepartner- til erstatning.
   Hans ambition var - samme med hende - at komme tilbage på toppen. 

   De træner og træner og han begynder at skælde ud og bebrejde hende for egne fejl som han begår fordi han forcerer træningen og øvelserne. Han "kører" på hende, så hun bliver mere og mere usikker.   

   Han har flere coaches som fortæller ham at han skal lad være med at tænke på at gøre come back og "slå" sin tidligere kvindelige makker, men bare koncentrerer sig om selve dansen og samspillet med partneren.

   Han skal fokusere sin opmærksomhed på selve kroppen og "let go", på at få kroppens egen erindring til at åbne sig og udfolde de trin og den rytme som den har indoptaget fra da han var den bedste. For at han kan danse optimalt igen - med syn nye kvindelige partner. 

Fra starten fremgår det at de er forelskede og går i seng med hinanden. Men at efter at de har danset flere konkurrencer hvor de er blevet nummer tre, og hans tidligere kvindelige partner har stået øverst på podiet, så løber de sur i det.
   De skilles for en tid, hun finder sig en ny kæreste, de mødes igen for at danse i en konkurrence i Hongkong som de har skrevet kontrakt på tidligere. Det går bare ikke. Han bebrejder hende igen. Hun går sin vej. Han sidder knust og nedbøjet tilbage på gulvet. 

Det som slog mig var at filmens dokumentariske historie var et smukt eksempel på Tim Gallways skaldte "inner game": Et mentalt spil mellem to sider af personligheden hvor et ambitiøst og bekymret Self 1 i form af "en indre stemme" forholder sig til og kommenterer alt det som kroppen (det ubevidste, intuitive Self 2) bør gøre for at blive bedre og indfri egne og andres forventinger til præstationen. Og at denne selv-indblanding - "self-interference" - rent faktisk forstyrrer og forvirre" Self 2 så meget at kroppens naturlige og spontane performance bliver dårligere, og den lærende udvikling stopper. Eller der sker ligefrem regression til et tidligere stadie. 

Jeg nævnte i et tidligere indlæg at det var faktisk hvad der skete for mig da jeg tog på en facebook-annonceret akvarelferie på Kreta. "Self 1" havde været meget aktivt og forstyrrede mit maleri, så jeg blev dårligere end jeg havde været de to sidste gange jeg var på malerferie. 

   Men jeg oplever det også helt konkret og fysisk i disse uger, hvor jeg to gange lige efter hinanden er faldet og har slået mig. Først da jeg skulle træde op på min el-cykel og ikke fik lavet nok afsæt, og anden gang da jeg skulle finde noget i mit kontor som var fyldt op med en masse ting som normalt ikke står på gulvet.
   Til sammen har disse oplevelser i den grad aktiveret et bekymret Self 1 at "jeg" - lig med det naturlige spontant velfungerende kropslige Self 2 - hele tiden er bange for at falde, og derfor går og cykler meget mere usikkert og "hakkende" end ellers. 

Jeg har faktisk aldrig læst nogen af Tim Gallweys bestselling "inner game"-bøger. Kun referater af hovedsynspunkterne i bøgerne og citater fra hans hjemmeside og andre som beskriver og forklarer hans tanker. Så derfor har jeg nu købt den første af hans bøger - pionerværket 'The Inner Game of Tennis' der udkom helt tilbage i 1975. 

   Og mens jeg læser den, så får jeg associationer til to andre bøger der udkommet på nogenlunde samme tidspunkt: Bob Baker: 'Newsthinking - The Secret Art of Making Your Facts Fall into Place" fra 1981 (men påbegyndt 1978), og Betty Edwards: 'Drawing on the Right Side of Your Brain', første gang udgivet 1979.

   Fælles ud over udgivelsestidspunktet er for dem alle tre at de har referencer til datidens stadig ret så primitive hjerneforskning, hvor forståelsen af hjernens funktionsdeling i relation til de to hjernehalvdele stadig var i sin vorden. 

   Fælles er også at de anbefaler at man skal lære at "slukke" for den del af hjernen som forholder sig bevidst og reflekteret til forventninger, forhåndsforestillinger og bekymringer, og som med en indre stemme taler logisk og analytisk og forsøgsvis styrende til den anden del som er den kroppen og øjnene er adlyder og udfolder sig fra.

    Og så igen: De beskriver alle den særlige mentale proces som er intuitiv og kaldes "flow", en proces hvor man netop glemmer sig selv (=Self 1) og tid og sted - for fuldt og helt at lade Self 2 gå op i aktiviteten - og af hjernen så bliver belønnet for det med et internt skud endorfiner, dopamin, serotonin, etc.

Jeg citerer lige nogle illustrerende linier fra Gallweys første bog. Han har stikordet 'letting it happen' i modsætning til 'making it happen'. 'Making it happen' er Self 1's funktionsmodus, mens 'letting it happen' er Self 2's:

Letting it happen is not making it happen. It is not trying hard. It is not controling your shots. These are all the actions of Self 1, who takes things intohis own hands because he mistrusts Self 2.This is what produces tight muscles, rigid swings, awkward movements, gritted teeth and tense cheek muscles. The results ar mis-hit balls and a lot of frustration. Often when we are rallying we trust our budies and let it happen because the ego-mind tells itself that it doesn´t really count. But whatch Self 1 take over: at the crucial point he starts to doubt whether Self 2 will perform well. The more important the point, the more Self 1 will try to control the shot, and this is exactly when tightening up occurs. The result is almost alway frustrating. 

Så vil jeg lige vende tilbage til fiktionsfilmen 'Stricktly Ballroom'. Der er også en ung mand der er meget ambitiøs som ballroom-danser, og som vil danse sine egne frie, men uautoriserede trin, og en kvindelig partner, som har forladt ham for en mandlig partner som er en sikker vinder. Han finder en tilsyneladende uskolet "askepottype" og det går faktisk bedre og bedre. Hun inspirerer ham til at danse den spanske dans pasodoble, men først da han kommer hjem til hendes spanske zigøjnefamilie lærer han af moderen i familien hvordan dansen virkelig skal danses.  Han lærer at glemme Self 1 og får frigjort Self 2. 

   Han er mønsterbryderen - en slags Klodshans - der gennem en mentor - zigøjnermoderen - får befriet sin mentale kropsbevidsthed, en befrielse som gør at han i filmens plot både vinder "prinsessen" og ballroom-konkurrencen - mod alle odds og forventninger fra de konventionelt tænkende omgivelser. 

Kunne det her være relevant for at forstå Caroline Wozniackis tennismæssige nedtur og sluttelige optur i denne sæson. Og tilsvarende relevant for at forstå fx Obamas nedtur og sluttelige oratorisk come back med vejende faner i sin vindertale tirsdag nat?

   Dette var retoriske spørgsmål!

Jeg har lige fået fat i en bog med titlen 'The Inner Game of Music' - skrevet af - som der står: "Barry Green with Timothy Gallwey". Så deeet ....

(fortsættelse følger)

Ingenting - og alting - når less is more og nothing is more worth than anything

Jeg skrev for nogle blogindlæg siden om Oliver Stillings tema INGENTING som han med stor succes og overaskende resultater har "kørt" på bagsiden af Politiken i en rum tid. Som et eksempel på det jeg kaldte serendipitet-journalistik. Altså journalistik hvor man ud fra et meget snævert og tilsyneladende ikke særligt interessant tema, går på opdagelse i virkeligheden efter uforudsigelige og uforudsebare historier. Og de er der - altid - heldigvis - tilfældigvis.

   Det illustrerer naturligvis fænomenet 'kreative restriktioner' og princippet hentet fra lærebøgerne i kreativitet og ideudvikling: LESS IS MORE.

Stilling meddelte for en lille uges tid siden at nu lakkede temaet mod enden - altså mod nul og nix  -  ingenting. Men nej, læserne ville ikke acceptere det. Lagde pres på redaktøren, så han nu har besluttet at fortsætte det på ubestemt tid. 

I princippet fungerer min blog på samme måde. Jeg ved der hele tiden er en side til rådighed hvorpå der er skrevet - ingenting. Og så må jeg jo finde på noget - i hvert fald en gang om ugen - for at holde den i live. Og leve op til forventningerne - mine egne og de læsere jeg har.

Og det er klart at det er sådan fantasien og kreativiteten fungerer. Den aktiveres af det der ikke er der - af "ingenting". 

Jeg havde da jeg var Direktør på TV 2 ØST en meget kreativ redaktionssekretær der med passende mellemrum når alle reportere var kommet og havde sat sig omkring bordet til morgenmødet, kiggede sig omkring og sagde: "Jeg har ingenting på sedlen i dag". 

   "Sedlen" var den dagsliste med historier som han på normale dage delte pligtopgaver ud fra til de vagtsatte journalister. Og det fungerede i længden på den måde at reporterne selv blev sløve og ikke selv mødte op med ideer.

   Så for at bryde rutinen og vanen, blev redaktionen med uforudselige mellemrum konfronteret med "det tomme bord". Den umiddelbare reaktion var den ønskede: frustration - som ofte er den første fase i den kreative proces fordi rutinen er brudt sammen.
   Hver gang kastede denne ingenting-gimmick overraskende og anderledes nyhedshistorier af sig. 

Lidt på samme måde fungerer sommerens agurktid. De normale nyhedskilder tørre ud og går på ferie.

Og redaktionerne må så - ud af ingenting - opfinde og producere læsværdige og interessante historier.

Og tit - må jeg tilstå - så var sommerens avislæsning mere interessant og inspirerende end når nyhedsmaskinen kører på fuld knald resten af året. 

Jeg er jo interesseret i malerkunst og er selv i det små begyndt at male akvarel. Og det foregående blogindlæg handlede om portrætter. Så i Oliver Stillings og denne blogs ånd, googler jeg "maleri af ingenting". Og selvfølgelig: Som det først tilbud kommer link til en hjemmeside hvor en akvarelmaler tilbyder at male portrætter for en rimelig pris hvis man sender et foto. Hjemmesiden har titlen "ALT OG INGENTING". Her et link:

http://stj-altogingenting.blogspot.dk/p/bestil-maleri.html

Næste henvisning er til Statens Museum for kunst. Her er en afbildning af bagsiden af et maleri - tror man:

Det er snyd, en illusion, ingenting. Teksten for klarer blandt andet:

Kort om 'Trompe L'oil. Bagsiden af et indrammet maleri

Værkets motiv er bagsiden af et indrammet maleri. Det er en gimmick, der skal narre os til at tro, at motivet er en ægte bagside og ikke en malet forside.

   Værket er uindrammet og dets illusion virker kun, såfremt det får lov til at stå på gulvet og forblive uden ramme.

   Man kan sige, at værket i virkeligheden forestiller ”ingenting”. Det er tømt for det som andre malerier fra denne periode har, nemlig et motiv, der forestiller noget andet.

   I stedet for et motiv lægger dette værk vægt på maleriet som et objekt, det vil sige maleriet som en fysisk ting med blændramme, lærred og evt. rammeliste.

Se mere på dette link:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/vaerker/vis/trompe-loeil-bagsiden-af-et-indrammet-maleri-1670/

Og hvis jeg googler på "painting of nothing", så dukker her er et maleri af kunstneren Bob Low ogp med titlen 'Nothing to be afraid of':

Auktionsfirmaet som udbød det, havde sat vurderingen til 100.000 dollars.

   Så 'ingenting' kan også have stor værdi - hvis det bliver framet på den rigtige måde.

Akvarelmaleriets mysterier (14) - om selvportrættets kunst og andre portræthistorier

Med hensyn til mit akvarelmaleri har jeg besluttet at jeg jævnligt vil prøve noget som jeg ikke har prøvet før. Noget som jeg altså ved jeg ikke kan - endnu. Helst inspireret af aktuelle impulser udefra.

    En sådan impuls var min søgning på André Derain, Matisse og fauvisterne for et par uger siden - og min betagelse af nogle af deres malerier som havde genkendlige motiver i former, figurer og proportioner, men var malet med unaturlige, urealistiske, "støjende" farver. Som fx Matisses berømte portræt af sin kone:

Her er Matisses grønttonede selvportræt, malet året efter i 1906, næsten lige så berømmet:

Det maleri kunne godt have været med på den udstilling som udgjorde den anden impuls for mig til at prøve noget nyt: Louisiana-udstillingen med titlen "Selvportræt".

   Den har jeg været oppe og se med fruen for et par dage siden. Her er plakaten der viser et - også i kunstlitteraturen berømt 'Selvportræt med påfuglevest' fra 1911 af  kunstneren Egon Schiele.

Udstillingen viser en række fremragende kunstværker underordnet et både æstetisk og psykologisk interessant tema. Jeg skal dog slet ikke forsøge at anmelde udstillingen her. Det har andre med meget mere kunstforstand gjort for længst.

   Men jeg synes der var nogle umiddelbare interessante iagttagelser at gøre.

   Udstillingen var ikke for grinebidere. Vi så alvorsmænd, så det baskede. Væg efter væg, rum efter rum med billeder af tungsindige mænd. Ikke et smil kunne selvportrætteringens kunst tilsyneladende aftvinge kunstnerne. 

   Undtagelsen var en af denne blogs "helte" inden for maleriets kunst, David Hockney.

Og så var det var altså først og fremmest og næsten udelukkende MÆND hvis malede selvportrætter udstillingen viste. Først til slut i udstillingen - i fotoafdelingen - dukker der for alvor damer op - ofte i meget voldsomme og nærmest eksplosivt selvudleverende nøgenpositurer. Måske som en symbolsk protest mod et flere hundrede års tilknappede og selvhøjtidelige mandlige selvportrætter. 

    I maleriafdelingen som udgjorde den største de af udstillingen, var der vist kun tre kvinder repræsenteret. Den en var hende her som jeg er stor fan af, den mexicanske Frida Kahlo:

En tredjedel - 55 af Frida Kahlos 143 malerier - er selvportrætter. 

   En tekst på udstillingen fortæller at hun blev spurgt om: Hvorfor det? Og hun svarede at hun malede det motiv hun kendte bedst! Til historien høre at hun var stærkt handicappet efter en ulykke som ung, så hun kom heller ikke meget omkring og oplevede maleriske motiver i sin omverden.
   Spejlbilledet lå lige for.

Den sidste interessante iagttagelse fra udstillingen er at 99% af alle selvportrætterne er med mere eller mindre intens øjenkontakt med beskueren. Den konvention følger  portrætmaleriet også generelt.    

   En googling på 'portrætmalerier' viser et meget stort overtal af ansigter med direkte "konfronterende" øjenkontakt med publikum. Der er dog enkelt undtagelser hvor den portrætterede ser en smule skråt ud i luften. Eller sidder med nedslået blik. Ofte kvinder.

    På Louisisna var 'Et selvportrett med hånd under kinn' af Edvard Munch bemærkelsesværdigt ved at vise et ansigt hvor øjnenes blik var fjernt og indadvendt. Den tilsyneladende øjenkontakt var altså reelt brudt, hvad der også blev fremhævet i ledsageteksten:

Endelig konstaterede jeg at vist nok ikke et eneste af de malede portrætter var malet med akvarelfarver. Det var olie (og lidt akryl) det hele.
   Egentlig mærkeligt, da mange af de store malere, også malede meget med akvarelfarver, hvad jeg tidligere har fortalt om her på bloggen. 

Allerede ved at læse forskræp om udstillingen, og før jeg besøgte den og gjorde disse iagttagelser, fik jeg den ide at male mit eget første selvportræt med akvarel. 

   Jeg tog det fotografi som jeg for ikke så længe siden lagde ind som profilbillede på min Facebook-side:

 

Jeg tegnede ansigtomridset og -linierne i grove træk på akvarelblokken og besluttede at male det i "unaturlige" farver inspireret Matisseses portræt af sin kone. Og dermed bryde en af de konventioner jeg hidtil selv har fulgt, nemlig at farverne - forenklet og stiliseret - skulle afspejle fotografiets naturlige farver. Sådan: Selvportræt set gennem Matisses fauvistiske malerbriller:

Helt tosset blev det ikke. Og først efter Louisiana-udstillingen blev jeg klar over at det at male sig selv uden øjenkontakt, faktisk var et brud på en ekstremt stærk norm inden for portrætmaleriet (og fotografiet). Og at akvarel var et ukendt medie for selvportrætter.

   De brud er jeg glad for at have begået.

Det mest utilfredsstillende ved dette mit første selvportræt var skægget og håret. Som fruen sagde, så så det ud som om jeg havde en slags støttebind omkring halsen. Jeg havde tydeligvis ikke taget stilling på forhånd, og så blev det sjusket og uden prægnans i forhold til selve ansigtet.

I næste version ville jeg at frigøre mig fra Matisse´s farveoptik - og vælge mit eget fauvistiske 'system'. Jeg ville lade ansigtskuløren følge farveskalaen fra violet, over blå, grøn, gul, orange til rød. Og jeg ville i ansigtet forsøge at arbejde mere "vådt i vådt", noget som jeg kun har prøvet at udnytte meget lidt i de tidligere akvareller.

    Denne gang kom der et selvportræt ud af det, som jeg var lidt mere tilfreds  med:

 

Men typisk havde jeg heller ikke denne gang analyseret hele fjæset igennem mht. farveskala. Så skægget (og læberne) og håret fik meget lidt  "overgang" fra den ene side til den anden. Det giver flimmer i æstetik og forstyrrer oplevelsen.

   Men alligevel: for mig: flere grænseoverskridende fremskridt.

Det hører med til historien bag portræt nr. 2, at jeg malede et "mellemhop" hvor jeg 'laverede' hovedfelterne i motivet. Det blev en slags fantombillede som jeg egentlig havde lyst til at beholde - og ikke male videre på:

Derfor beholdt jeg det i form af en affotografering inden jeg malede flere lag, så jeg kan vise spøgelsesselvportrættet her.

Jeg vender lige tilbage til de portrætmalerier jeg så ved at google. Jeg fandt dér et glimrende portrætmaleri som jeg kunne ønske jeg selv havde malet. Det er ganske vist ikke akvarel, men akrylmaling, men teknikken med lag-på-lag er meget 'akvarelsk' :

Dette også med et fotografisk "forbillede":

Og på websiden er det ledsaget af en instruktiv serie af "mellemhop"-affotograferinger:

Kunstneren hedder Marie Brøgger. Her er et link til siden hvor det er hentet fra:

http://www.artunika.dk/foto-billede-maleri-portraet-portraetmaleri-pige-188

Hun er go'! Prøv bare at billedgoogle hendes navn!

Jeg introducerede i starten af dette indlæg Matisses selvportræt, det med de grønne kinder og den grønne pande. Men han blev også portrætteret af vennen André Derain som jeg skrev et blogindlæg om for nogle uger siden. Sådan portrætteres Matisse - i Derains fauvistiske optik:

Derain har løst "problemet med skægget", som jeg ikke altså ikke havde nogen løsning på i de to første forsøg.

(fortsættelse følger)

Når 'dokumentarfilmen' både er fakta og fiktion - så er fanden løs i journalistikken - eksempel: 'This Ain't California'

Jeg har tidligere været inde på spørgsmålet om "faktion" i forbindelse med journalistik og dokumentar-programmer. Det drejer sig om en diskussion om vilkårene for konceptuel genreblending i medierne!

   I gamle dage når jeg introducerede til kurset i 'faktion' i Danmarks Radio, så havde jeg en overhead-transparent hvor der stod: 

Faktion - øretævernes holdeplads - og kreativitetens legeplads

En af mine pointer i det kursus var at der var nogle særlige personlighedstyper som følte sig specielt tiltrukket af at blande genrerne, og som nød at balancere på eller overskride grænsen mellem fakta og fiktion når de producerede journalistik, film og tv.

Nu er den gal igen. Der er øretæver til dokumentarfilmen 'This Ain't California' som allerede har vundet flere internationale priser. Information kunne i weekendudgaven berette at filmen nu var blevet trukket fra The European Broadcasting Festival i Berlin hvor den også var en oplagt kandidat til en pris. 

   Ifølge Informations artikel af Thora Lorentzen er historien følgende:

.. skaberne bag filmen har siden filmens premiere bevidst tilbageholdt sandheden om filmens materiale og autenticitet. Det viser sig at hovedpersonen i filmen er opdigtet, og er spillet af en skuespiller.  En ophedet diskussion blandt juryens medlemmer bestående af nominerede dokumentarfilminstruktører fra hele Europa fik instruktøren til at trække sin film tilbage fra konkurrencen. 

Filmen handler om og skildrer en skater sub-kultur i Østtyskland i 80' erne. 

   En journalist fra Der Spiegel, Peter Wensiersky, der har skrevet bogen 'Jugend Rebellion in der DDR', mente da han så filmen at "materialet umuligt kunne være originalt og optaget af drengen selv som filmen postulerer". Han afslører sammen med en anden journalist at "hovedpersonen i filmen ikke eksisterer, at han ikke dør som soldat i Afghanistan, og at denne karakter er spillet skuespilleren Kai Hellebrand."

    Konfronteret med disse anklager, forklarer producenten Michael Schöbel i Berlin at måske 30 procent af filmen var "rekonstrueret". Anklagerne fra Spiegel-journalisterne går på at det snarere er 90 procent. Og det ender med at Jutta Krug som er formand for juryen for Prix Europa, anklager producenten for at have løjet og anklager filmen for at være blevet markedsført "under falsk varedeklaration".

Hvad er problemet?

   Må man ikke rekonstruerer scener fra virkeligheden i (dokumentar)film? Findes der klare grænser for hvor meget man må iscenesætte, manuskript(be)skrive, instruere, genindspille film der vises på dokumentafilmfestivaler?

Jeg har tjekket på YouTube hvor der ligger en række trailere for 'This Ain't California'. Ingen af trailerne bruger udtrykket 'dokumentarfilm' - 'documentary' - til at karakterisere genren for den film de reklamerer for. Men de fortæller heller ikke at den hovedperson hvis voice over vi hører, er en skuespiller.
    Det får vi heller ikke at vide i dette aktualitetsindslag fra web-tv-kanalen "Rebel-TV" hvor både en med-producent og en medvirkende bliver interviewet og udtaler sig til kamera:

Historisk set er det sådan at hvis vi går tilbage til perioden før 1960, så var alle "dokumentarfilm" rekonstruktioner eller reenactment af de medvirkendes virkelighed. Af rent tekniske årsager. Først med det nye lette kamera- og lyd-udstyr som kommer frem omkring 1960 bliver det muligt rent faktisk at følge virkelige processer som "fluen på væggen" - som i "Primary" eller "Salesman".

Diskussionen blussede op sidste år hvor det blev afsløret at flere centrale scener i filmen Amadillio instrueret af Janus Metz var et resultat af rekonstruktioner eller reenactment. Også filmen Burma VJ med Anders Østegaard som instruktør gav anledning til diskussion af hvad der var autentisk og hvad der var iscenesat og rekonstrueret, og af spørgsmålet om hvor langt man som instruktør kunne tillade sig at gå. 

   Begge film og deres instruktører har vundet en række priser på dokumentarfilmfestivaler. 

Gå man tilbage i tv-historien, så er en de mest berømte 'dokumentariske' tv-filmen 'Cathy Come Home' fra 1966, instrueret af Ken Loach og med manuskript af Jeremy Sandford. 

   Film skildrer bolignøden i England og udstiller en helt urimelig forældet boliglovgivning der diskriminerede familier med børn. 

    Hovedpersonen  Cathy hvis "børn" til slut i filmen bliver tvangsfjernet, spilles af en skuespillerinde, mens filmens historie er båret af en gennemgående autoritativ faktuel speak, der er lyd- og billed-klip fra en masse autentiske interviews med boligløse, kameraføring og klipning har mange træk til fælles med datidens tv-nyhedsindslag og 'newsreel'-forfilm i biograferne. 

   Filmen fik enorm effekt, rejste en storm i offentligheden, og førte til at politikerene i Parlamentet ændrede boliglovgivningen.

'Cathy Come Home' slutter med følgende tekst på skærmen:

Alle the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many houses as Britain since the war.

I England havde man en genrebetegnelse for den slag film: dramadocumentary. Og mange andre tv-film i 60-erne og 70-erne fulgte samme blandingsopskrift. Og specielt når de havde samfundskritisk sigte, gav disse film anledning til hede debatter i offentligheden om etik, troværdighed og manipulation.

    Opskriften fra 'Cathy Come Home' kunne se ud til at ligne den som ligger under produktionen af  'This Ain't California,  og så vidt jeg kan bedømme også under produktionen af 'Burma VJ'.

Jeg søger lidt på nettet og finder en artikel af journalist Rasmus Elmelund i forbindelse med Informations dækning af CPH:DOX  efteråret 2011. Rubrikken lyder: "Den gode dokumentarfilm er manipuleret". Indledningen beskriver produktionsomstændighederne i forbindelse med den svensk film 'Play' som vises på festivalen:

Den svenske instruktør Ruben Östlund har været i Göteborg for at hyre byens hårdkogte drenge som hovedrolleindehavere i sin nye film, Play. Filmen, der får premiere i Danmark under CPH:DOX, baserer sig på mere end 40 kriminalsager begået på Göteborg-egnen mellem 2006 og 2008, og i Östlunds genindspilning sker det med en distinkt, observerende kameraføring, der minder om dokumentarfilmens æstetik. Men det er ikke en dokumentarfilm. Lige så lidt som det er en fiktionsfilm. Drengene er fra Göteborg. Men de spiller nogle andre end sig selv.

Min gode kollega Ib Bondebjerg kalder i artiklen i Information fra sidste efterår den slags film 'en bastard'. Og han har i øvrigt ingen problemer med en udvikling hvor skellet mellem fakta og fiktion udviskes mere og mere i flere og flere af de film der vises på dokumentarfilmfestivaler.
   Artiklen fortsætter:

Ruben Östlunds Play et godt eksempel på denne nye dominerende type dokumentarfilm. Da den tidligere i år blev præsenteret på filmfestivalen i Cannes, blev den markedsført og framet som en fiktionsfilm, men genrekonflikten ser Tine Fischer, direktør for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der præsenterer Play i sin hovedkonkurrence, ikke noget problem i.

   »Man kan på flere måder retfærdiggøre at kalde den en dokumentarfilm. Først og fremmest er den baseret på ægte scener. Men derudover sker der reelle psykologiske ting på skærmen, når disse børn bliver bedt om at agere over for hinanden i meget lange sekvenser. De er blevet tildelt nogle roller, men de har været nødt til at improvisere,« siger hun og kalder det en »ny og meget eksperimentel« slags dokumentarisme.

   »Det er interessant at se film og metoder, der adskiller sig fra den klassiske ‘fluen på væggen’-dokumentar.«

Måden at producere på synes også at være beslægtet med Poul Trier Pedersen "tv-spontanspil" i DR fra 70-erne. Navnet på genren - 'spontanspil' - havde Trier selv opfundet. Udsendelserne blev produceret i regi af den afdeling der hed 'TV-Teatret'.
   Man kan læse mere om genrediskussionen om 'Play' her:

http://www.ekkofilm.dk/artikler/kritiker-film-pa-cphdox-er-fiktion/

Journalister elsker at skrive afslørende artikler som dem Spiegels journalister har skrevet om 'This Ain´t California'. Og det er kun et par år siden det tilsvarende herhjemme blev afsløret under stort offentligt rabalder at formatet for tv-programmet 'Sporløs' i DR, byggede på den illusion af det var første gang journalisten forfulgte sporet til de savnede pårørende for de medvirkende adoptivbørn.

På den ene side synes jeg det er en overgearet og hysterisk diskussion. Og at de skrivende journalister  projicerer normer fra deres eget professionelle domæne over på nogle filmgenrer og filminstruktører hvor de ikke uden videre har "gælder" og har relevans.
   På den anden side er jeg uenig med Bondebjerg i at det egentlig slet ikke er noget problem. Når nogen oplever det som et problem og føler sig snydt og løjet for, så ér det et problem. Et 'faktions-problem'.

    Men der er altså banale opskrifter og simple løsninger på det, som mange kreative tv- og filmfolk i de sidste 30-40 år har kendt til og benyttet sig af:

• Brug en genrebetegnelse til at frame filmen, en frame som peger på at produktionsomstændighederne har blandet de produktionsformer som bruges i fiktion og de produktionsformer som bruges i journalistik: dokudrama, dramadok, spontanspil, halvfiktion, tv-eksperiment, fik-fak, mocumentary, realitydokumentar, etc. 
• Marker evt. rekonstruerede scener med et "r" oppe i hjørnet af filmsekvensen, eller marker med tintning at disse sekvenser har en særlig status og er iscenesat og optaget som fiktion.
• Og skriv evt. i et 'forord' eller et 'efterord' på skærmen på hvilken måde og i hvilket omfang filmen er researchet, iscenesat og produceret som et blandingsprodukt, og lav dermed en eksplicit kontrakt med publikum om at man som seer så selv må afgøre - givet disse oplysninger - i hvilken forstand filmen er sand og autentisk eller et subjektivt fantasiprodukt.  

Hvor svært kan det være!