Test for 'Den Højsensitive Persolighed' - HSP

Jeg har skrevet flere indlæg om HSP´erne på denne blog. 'HSP' står for 'Highly Sensitive Person'
   Min interesse for hvad de var for en fisk,  startede med mine interview-sessioner med tv-dokumentaristen Poul Martinsen. De strakte sig over ca. et halvt år, med en samlet varighed på godt 40 timer. Vi gik kronologisk frem og mine spørgsmål dækkede hans liv  fra barndom til nutiden - med fokus på hans arbejde som tv-dokumentarist.
    Under disse interviews brugte han flere gange udtrykket om sig selv - at han var 'en meget følsom dreng'. På det tidspunkt kendte jeg ikke til begrebet om 'HSP', men noterede at han brugte 'følsomhed' til at karakterisere sig selv i forhold til omverdenen, især hans relationer til andre mennesker og hvad de tænkte og følte.
   Denne egenskab koblede han selv sammen med at han beviseligt var en meget dygtig interviewer når det gjaldt om at komme 'ind bag facaden' hos sine medvirkende.

Det som siden har slået mig er at den personlighedstype som jeg - med udgangspunkt i Mihaly Csikszentmihalyi´skrifter -  har kaldt 'den særligt kreative personlighed', at den har overlappende fællestræk med HSP´erne.
   Elaine Aron er navnet på den forsker der i rigtig mange år har fokuseret på at udforske denne personlighedstypes særlige kendtegn og vilkår i samfundet. Hun har skrevet en række populære bøger om emnet. Se mere her:

http://www.hsperson.com/

Fra den hjemmeside kan man også hente en test til at afgøre om man selv eller mennesker i ens omverden hører til HSP-kategorien. Svarer man bekræftende på hovedparten af spørgsmålene så er man en HSP´er:

	I am easily overwhelmed by strong sensory input.
	I seem to be aware of subtleties in my environment.
	Other people's moods affect me.
	I tend to be very sensitive to pain.
	I find myself needing to withdraw during busy days,into bed or into a darkened room or any place where I can have some privacy and relief from stimulation.
	I am particularly sensitive to the effects of caffeine.
	I am easily overwhelmed by things like bright lights, strong smells,coarse fabrics,or sirens close by.
	I have a rich,complex inner life.
	I am made uncomfortable by loud noises.
	I am deeply moved by the arts or music.
	My nervous system sometimes feels so frazzled that I just have to go off by myself.
	I am conscientious.
	I startle easily.
	I get rattled when I have a lot to do in a short amount of time.
	When people are uncomfortable in a physical environment I tend to know what needs to be done to make it more comfortable (like changing the lighting or the seating).
	I am annoyed when people try to get me to do too many things at once.
	I try hard to avoid making mistakes or forgetting things.
	I make a point to avoid violent movies and TV shows.
	I become unpleasantly aroused when a lot is going on around me.
	Being very hungry creates a strong reaction in me, disrupting my concentration or mood.
	Changes in my life shake me up.
	I notice and enjoy delicate or fine scents, tastes, sounds, works of art.
	I find it unpleasant to have a lot going on at once.
	I make it a high priority to arrange my life to avoid upsetting or overwhelming situations.
	I am bothered by intense stimuli, like loud noises or chaotic scenes.
	When I must compete or be observed while performing a task, I become so nervous or shaky that I do much worse than I would otherwise.
	When I was a child, my parents or teachers seemed to see me as sensitive or shy.

Der findes imidlertid også en anden - delvist overlappende kategorisering - den introverte personlighed, som jeg her vil forkorte 'IP'.
    Fælles for HSP´er og IP´er at de ofte er særligt kreative, og at de i vores samfund kan føle sig udenfor og fremmedgjorte. Og at forældre som har fået børn der har dominerende HSP-træk eller IP-træk, kan have brug for råd og vejledning.
   IP´erne skriver jeg om i det følgende blogindlæg, herunder om den test man kan tage for at finde ud af om man er en IP´er.

Per Morten Abrahamsen - og 'Vi de druknede'

'Vi de druknede'. Associationen kom med det samme ved synet af de fantastiske og skræmmende fotografier på forsiden af Politikens kulturtillæg fra den 6. juni - til titlen på Carsten Jensens store roman.
   Her er et af slagsen:



Motivet er Trine Dyrholm. Fotografen hedder Per Morten Abrahamsen.
   Fascinerende, uhyggeligt, surrealistisk, mærkeligt.

Jeg må indrømme: Jeg mindes ikke at have set navnet på fotografen før. Men en googling på 'Per Morten Abrahamsen' og 'billeder' fortæller at han er en af dem der konceptuelt blender: fantasi og virkelighed, fotografi og iscenesættelse.
   Stærkt manipulerede fotografier der vrænger ad deres motiver. Associerer til malerkunst. Er groteske. Fra en anden verden. Fra underbevidstheden.
 
Rubrikken til artiklen i Politiken er lidt misvisende:

Fotograferet til ukendelighed

Fotografierne viser kendte mennesker der tilsyneladende er ved at drukne i gennemsigtige plastikposer fyldt op med vand. Og som bliver fotograferet mens de - passivt - hengiver sig til deres egen indre verden. Sådan virker det.

Jeg får associationer til den verdensberømte engelske maler Francis Bacon:

Niels Thorsen er journalisten der skriver og interviewer. Han udnævner Per Morten Abrahamsen til at være 'dansk mester i iscenesatte portrætter'. 

   Vi ser en række kendte og genkendelige personer - nøgne - med deres hoveder indelukket i en plastikpose med vand i. Vandet går op over mund, næse, øjne.
   Sover de med åbne øjne? Er de døde?
   Fantasierne galoperer derudad.

 
Men hvordan får man sådan en idé? Hvad får folk til at stille op, spørger Thorsen fotografen.

Det begyndte da Per Morten Abrahamsen havde lavet en plakat under vand for et dansekompagni, forklarer han. Kort efter skulle han lave en for for et teater med temaet 'swimmingpool og klaustrofobi. Og havde ikke lyst til at gentage sig selv og ringe til den samme svømmehal.
   Men en gang havde han fotograferet hænder igennem poser med vand. En anden gang forvrænget et billede ved at tage det igennem plastikpose vand. Nu mødtes disse tilløb i ideen om at fotografere kendte ansigter med vand om hovedet. Så manglede han bare at ringe til en håndfuld kendte, han også kender personligt, og hvis arbejder han respekterer. De var ikke svære at overtale. Men det var vist mest fordi de først rigtig forstod, hvad de havde sagt ja til, da de sad med poserne overhovedet.

Ideen og konceptet er - som det fremgår - en resultat af konceptuel blending: en blandingproces af tidligere ideer - plus en igangsættende frustration: "...havde ikke lyst til at gentage sig selv...".
   Og pling!

Rent teknisk praktisk foregår optagelsen ved at motivpersonerne udstyres med en snorkel, får besked på at holde fast om plastposen for neden ved halsen så der er lukket af. Og så hældes der vand i for oven.
   Så fjernes snorklen. Fotografen tager billeder af det neddykkede hoved lige indtil den medvirkende giver slip på halslukningen og vandet fosser ud for neden.
    Keine Hexerei, nur Behändigkeit.
    Og fantasi!

Se flere af Peter Morten Andreasens billeder på

http://politiken.dk/fotografier/ECE1646555/vandsigter---og-kroppe-badet-i-lys

Barsk barndom (1) - og 'kreativ vrede' - Erik Valeur, Mario Balotelli, Christina Hagen

For godt en måned siden fik journalist og forfatter Erik Valeur årets DR-romapris for sin debutroman 'Det syvende barn´. Det er en kriminalroman der delvis er inspireret af at forfatteren selv tilbragte sine først to leveår på børnehjem.
    Han blev for lidt under et år siden interviewet af Anders Derlich i anledning af bogens udgivelse:

Erik Valeurs blå øjne kigger insisterende, mens han snakker om sig selv. Han har arbejdet som journalist siden 1980, og gennem 30 år har han sat sit aftryk på dansk journalistik. Men tilbage i 1950’erne boede han de to første år af sit liv på et spædbørnshjem, da hans mor ikke kunne tage sig af ham efter fødslen.
   Først mange år senere, da han fik sit første barn, vendte tiden på spædbørnshjemmet tilbage til ham. »Jeg havde faktisk aldrig tænkt over, at der kunne være noget specielt ved at ligge to år på en spædbørnsstue uden en mor. Men det har jeg så opdaget senere, at der kunne være. Værre kan det gå, hvis man skal bortadopteres, hvilket jeg dog ikke blev,« forklarer Erik Valeur

Erik Valeur er en kreativ og kritisk ener inden for dansk journalistik. Og under næsten alt hvad han har skrevet, kører der en energisk strøm af indignation: kreativ vrede - vendt mod autoriteter og samfundsinstitutioner. Men også mod hans egen profession.

Han blev ikke bortadopteret, men at han - som mange særligt kreative personligheder - har han "ondt i farforholdet", fremgår af et andet interview med ham - skrevet af Sonja Sabinsky:

Erik Valeur var dog ikke noget typisk børnehjemsbarn, for han havde en mor, som kom og besøgte ham hver weekend: - Min mor blev gravid med en norsk mand, som hun var meget glad for, men han ville ikke have hende, og det blev hun så psykisk syg af, at hun ikke var i stand til at have mig boende de første to år af mit liv.
  Erik Valeur har aldrig opsøgt sin norske far, selvom han har haft muligheden, idet han kender hans fulde navn og ved, han er fra Bergen: - Nej, jeg har aldrig haft det behov.

Bortadopteret som hel lille blev til gengæld en anden særligt kreativ - og særdeles besværlig personlighed: Mario Balotelli.
   Han har klart været Italiens bedste fodboldspiller ved EM. Og var eneansvarlig for at Italien slog Tyskland i semifinalen.
   Om hans barndom får vi at vide at han blev bortadopteret som 2 årig. Og at han er socialt utilpasset.  Politikens Michael Seidelin leverer et portræt af ham den 1. juli under rubrikken:

Portræt: Balotelli kæmper en svær kamp med sig selv

Underrubrikken lyder:

Mario Balotellis biologiske forældre svigtede ham, og han kalder sig selv »et såret dyr«.

Og artiklen fortæller om de livsvilkår der prægede den psyke som gør ham til en af de helt store fodboldspillere:

Med sin kaotiske adfærd på og uden for banen har Mario Balotelli gjort trænere, ledere og medspillere nærmest desperate. (...)
   Han kommer sig aldrig over, at hans fattige ghanesiske forældre afleverede deres kun to-årige søn til myndighederne, fordi de ikke ville eller kunne tage sig af ham, og under EM har han oplevet racismen fra polske tilskuere under Italiens træning.
   Racismen har han mødt hele sit liv. Der var ingen sorte i Brescia, da han sammen med sine italienske adoptivforældre ankom til byen i 1992, og det var svært for ham i den lokale fodboldklu
»De andre børns forældre bad os om at tage ham af holdet. De bad os om at kontrollere hans spillertilladelse. Den slags ting«, siger klubben USO Mompianos tidligere formand Mauro Tonolino til magasinet So Foot.
   I skolen tegnede Mario altid sig selv som hvid. Aldrig som sort, og han var ulykkelig, når han mod sin vilje skulle besøge sine biologiske forældre, som han i dag kun har foragt tilovers for.
   »Tager de mig med til Afrika?«, spurgte han lærerinden.
   For tidligt blev han bevidst om sin usikre status. Hans italienske ’forældre’ var ifølge loven for gamle til at adoptere ham. Han var kun i pleje, og han havde de biologiske forældres nationalitet og navn, Barwuah, indtil han var 18 år.

'Kreativ vrede' var også den første tanke der faldt mig ind da jeg læste Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Christina Hagens bog: 'White Girl' - Digte. 

   Eller rettere: Det er de tekscitater som illustrerer anmeldelsen, som straks fanger og fascinerer.
   Jeg mindes ikke at have læst noget lignende.

Her de tre citater fra anmeldelsen.

»Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: ’Goddag, goddag’ og ’hvordan du har det?’ som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!

»Jeg sige dig: din luksusluder. Jeg ikke fordrage din foragt for din egen luksusland. Du komme til beskidt land med renskuret negl, du af den stat betalt læge din mala-riapille ordineret, du den hvid smil har reguleret hos den skoletandlæge, du i den gratis skole har lært den engelsk og den spansk. Jeg sige dig: Bøj dig i den støv for den rigdom, du utaknemlig satan!«

At Christina Hagen også har ondt i far-forholdet fremgår - som undertekst - af hendes egen beskrivelse af sin tidlige barndom:

Den 2. august 1980 bliver jeg født i Herning. Min mor har på det tidspunkt ligget på hospitalet i fire måneder, for at jeg ikke skal falde ud. Det er lægerne, der har rådet hende. I 1982 bliver min mor og far skilt. Min far får min bror. Min mor får mig. Vi flytter ind i et lille rækkehus i Hammerum. Der har vi en nabo, der syr om natten, så væggene ryster, og et tog der kører igennem baghaven. Men vi har det godt. I 1983 går jeg på et fortov. Solen er ved at gå ned, og jeg kan se rønnebær inde imellem nogle buske. Jeg er alene, men ikke bange. Jeg fik engang foretaget en hukommelsestest. I den forbindelse fortalte man mig, at den følelse, jeg havde indeni ved den allerførste erindring, var grundlæggende for det stemningsleje, jeg ville opleve som voksen. Alene, men ikke bange. I 1986 flytter min mor og jeg til Karup. Vi har gæs, får, kaniner, en hund på prøve og ål. I 1987 flytter min mor og jeg tilbage til Herning. Der har vi et stort badekar og en altan med store, jordfyldte kummer. I en af dem begraver jeg i 1994 en kanin og i 1995 en skildpadde.

Teksterne i 'White Girl' - disse digteriske raseriudbrud af Christina Hagen - er ifølge Lars Bukdals anmeldelse i Weekendavisen produceret som en interaktiv research- og rewriting-proces:

I første omgang har forfatteren bedt folk om at fortælle om ”ubehagelige rejseoplevelser” og primært – ”Tak til postkortskrivere på Silkeborg Højskole” – fået feedback fra en gruppe højskoleelever, der klager over mangt og meget, men primært over at blive snydt, med opskruede priser og falsk ægthed, og over at blive sexchikaneret, når det ikke bare, som i den citerede tekst, er selve de indfødtes servile attitude, der enerverer.
   I anden omgang har Hagen så gennemskrevet, op-fræset og gebrokificeret klagesangene. Selve gebrokificeringen er særdeles bevidst og sardonisk en ”oversættelse” til den kliché-udgave af udlændinges måde at tale dansk på, sin vi finder i selv for sin autnticitet kritikerroste skønlitteratur som f.eks. Jakob Ejersbos og Afrika-trilogi.

Der er tale om konceptuel blending - konceptkunst kalder Tue Andersen Nexø det. Det er i hvert fald en slag dybt fascinerende faktion.
  Og sikke en mental effekt Christina Hagens rasende poetisk vrede digte har - i hvert fald på mig.

Serendipitet - og Poul Martinsens bog om hypnosemorderen Palle Hardrup

Jeg er blevet færdig med at læse tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne dokumentarbog 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Den er på mange måder dybt fascinerende læsning. Både historien om mandens liv - og om Martinsens opsporing af ham i hans gennem mange år nye skjulte identitet.

   Men jeg anmelder ikke på denne blog. Jeg analyserer! For at se hvorfor noget - en bog, en metafor, en artikel, en film, et tv-indslag, en personlighed, et maleri, et stykke arkitektur – hvorfor netop det 'noget' er særlig godt, overraskende, kreativt, grænseoverskridende, anderledes, facinerende og tænkevækkende.

   Og jeg søger forklaringer i faglitteratur, videnskabelige undersøgelser, relevante blogs og websider, men også i egne 'teoretiseringer', italesættelser og begrebliggørelser - og i egne relevant associerende erindringer og helt personlige erfaringer.

   Som nu netop i forbindelse med Martinsens bog om Hardrup som jeg allerede har skrevet to blogindlæg om.

Min opslugende flow-læsning af den bog fremkalder undervejs begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg også tidligere har skrevet om (se til sidst i dette indlæg).

   På engelsk hedder det 'serendipity'.

Evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser.

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder. Dette, at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

Serendipity means a "happy accident" or "pleasant surprise"; specifically, the accident of finding something good or useful without looking for it. The word has been voted one of the ten English words hardest to translate in June 2004 by a British translation company.[1]However, due to its sociological use, the word has been exported into many other languages.[2] Julius H. Comroe once described serendipity as : to look for a needle in a haystack and get out of it with the farmer's daughter.[3]

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

Den sidste metaforiske definition her holder jeg meget af: "at søge efter nålen i høstakken - og komme ud af den igen sammen med bondens datter."

   'Tiddskrift for dramaturgiske studier', der selv har en "mærkelig" titel: 'Peripeti' (=vendpunkt), har et helt særnummer om emnet 'sereneipitet', som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/serendipitet-hvad-er-det-og-hvorfor-det.html

Det indlæg blev optakten til at jeg siden har forfulgte fænomenet og begrebet on and off - som noget der er helt centralt når man prøver at forstå kreativitetens mange psykologisk og sociologisk aspekter, ja, vel egentlig: kreativitetens inderste væsen.

Filvidenskabens 'auteur'-begreb er relevant i denne sammenhæng.

   Allerede Martinsens eget personlige liv er så mentalt og visuelt filtret sammen med hans omfattende tv-dokumentarproduktion (1968-2008), at det for mig ville være mærkeligt andet end at hans dokumentarbog om Palle Hardrup helt automatisk og af sig selv trækker alle mulige tematiske tråde - bevidste eller ubevidste - mellem de tos liv og virke.

   Men først og fremmest: Hvordan kom det sig at Poul Martinsen ikke søgte, men alligevel fandt og interviewede Palle Hardrup - der i gennem mange mange år havde lykkedes med at holde sig skjult med en hemmelige identitet? 

Jeg refererer og citerer fra bogen - et af de smukkeste eksempler jeg har mødt - på fænomenet 'serendipitet':

Poul havde ifølge bogen ikke haft nogen begrundet forestilling om at hypnosemorderen stadig var i live. Men i slutningen af produktionen besøgte han, nærmest en passant, Politimuseet.

   Han ville se om man måske kunne bruge museets voksmodel af Palle Hardrup med pistolen i hånden, til at optage en filmsekvens som kunne tjene som dækbilleder i lørdagstemaprogrammet om hypnose, en udsendelse som han næsten var færdig med at tilrettelægge for DR.

   Voksmodellen kunne ikke bruges. Men på vejen ud fortæller kustoden, en tidligere politimand, at de har en kasse med dokumenter omkring Palle Hardup-sagen liggende. Om Poul var interesseret?

  Af høflighed kigger Poul dokumenterne igennem - men finder ikke noget som er umiddelbart interessant i forhold til hypnoseudsendelsen:

Jeg var ved at sætte låget på igen, da jeg fik øje på en liste over de steder Palle havde boet siden sin prøveløsladelse i 1966. Han har tilsyneladende skullet dukke op hos politiet med mellemrum for med sin underskrift at bekræfte sit fremmøde.
   Der stod:
   Palle Hardrup
   Palle Hardrup
   Palle Hardrup
   ... osv. i en lang kolonne under hinanden, men så pludselig:
   Palle - og et andet efternavn, hvorefter det nye navn erstattede Hardrup på den sidste del af listen.
   - Sig mig har han skiftet navn?" spurgte jeg min kustodeven.
   Det var der vist noget om, mente han. Men der var ingen friske underskrifter på listen med det nye navn eller nogen ny adresse, så vi blev enige om at Palle da nok var død for længst.
   Da jeg var kommet hjem, slog jeg rutinemæssigt Palles nye navn op på nettet og fandt næste omgående en person med den kombination af navne, jeg havde set på museet. Det viste sig at være en en forfatter af religiøse skrifter og en brugt foredragsholder og debattør i kirkelige kredse.

Efter noget baggrundsresearch i disse kirkelige kredse, har Poul fået et telefonnummer af en kilde.

Jeg ringede straks op. Der var forbindelse med det samme, og stemmen lød ungdommelig, venlig, nærmest lattermild:

   ”Det er Palle” ...

Resten er historie - den historie Martinsen fortæller i bogen 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Læs den! For historien skyld, for fortællingens skyld, for kompositionens skyld, for sprogets skyld.

Bogen og historien har efter min mening potentiale til at blive omsat til en dokumentarfilm. Og den burde produceres af forfatteren - dansk tv-dokumentarismes 'grand old man' Poul Martinsen.

Og så lige tilbage til det begreb der er så svært at udtale og definere. Det vrimler med mærkelig sammentræf mellem Poul og Palle, deres liv og virke:

   - Poul har lavet en række dokumentarfilm hvori indgår mennesker - herunder kriminelle - som bliver isolationsfængslet, og under isolationens sensoriske deprivation har halucunationer; Palle oplever i fængslet at han får kontakt med en skytsånd der giver ham ordrer og beskeder.

   - Poul har brugt 'den røde sagfører' Carl Madsen som central medvirkende i flere af sine tidlige udsendelser: 'På jagt efter underverdenen' (1968), 'Soldat i Spanien' (1969), 'Den røde sagfører' (1977); som sikkerhedsforvaret i fængslet havde Palle i en række år den selvsamme Carl Madsen som forsvarer; og efter at Palle var sluppet ud december 1966, boede han hos Carl Madsen privat i halvandet år; det var Carl Madsen der rådede Palle Hardrup til at skifte navn og identitet.

   - Poul og Palle har begge haft nær-død-oplevelser på et sygehus - og har oplevet empatiske sygeplejersker som "frelsende engle" i den situation; Poul portrætterer en sådan "engel" i et af sine tidligste tv-udsendelser: 'To syn på døden' (1969).

    - Pouls anden kone har samme fornavn som Palles første kone.

   - Poul har en række psykiatere som medvirkende eksperter i flere af sine udsendelser; Palle bliver også udsat for en række psykiateres 'ekspertise' da han bliver diagnosticeret som hypnotiseret i forbindelse med det røveri der endte i mord; en af disse psykiatere var overlæge P. J. Reiter som blev verdensberømt på grund af sit case-studie af "Hypnosmordene", og som over for retten leverede de eksperimentelle "beviser" for at Palle var blevet hypnotiseret af Bjørn Schouw Nielsen

Selv kan jeg også bidrage med et smukt aktuelt serendipitet-eksempel i samme forbindelse:

   - P. J. Reiters barnebarn, Simon Reiter, var ung kreativ av-tekniker på TV2 ØST mens jeg var direktør; Simon skrev til mig på Facebook - ”vækket” af mit blogindlæg om det kreative sprog i Martinsens bog om Hardrup:

Hej Peter. Det er min farfar, der behandlede Palle H (Paul J Reiter) og påstod at han var under hypnose af Bjørn. Skal helt sikkert læse bogen. Om ikke andet pga sprogblomsterne.

At den psykiater der laver psykologiske show-eksperimenter med hypnose af Palle Hardrup, hedder Paul ligesom forfatteren til bogen - bare stavet med et 'a' i stedet for et 'o' - er et sjovt sammentræf.

   Og det er naturligvis også en ren tilfældighed at Martinsens bog udkommer samtidig med at der er ved at blive afsagt dom i retssagen mod Anders Breivik - hvor forskellige grupper af psykiatere er kommet til forskellige diagnostisk begrundede svar på spørgsmålet: gal eller normal? - egnet til behandling under forvaring på ubestemt tid - eller egnet til tidsbestemt straf?

Martinsen er en ægte 'film-auteur', som jeg tidligere har fremhævet. Og han understregede gang på gang da jeg interviewede ham til min bog om ham, at hans forhold til mange af de mennesker han har brugt i sine tv-dokumentarer, har været kendetegnet ved at han - uforklarligt ofte - har været "heldig".

   Og heldig, det har han altså været endnu en gang - med 'fundet' af en lyslevende Palle Hardrup - forklædt som ekspert i kristendom!

Hvis man skulle falde i min bog om den 'virkelighedsbesatte' Martinsen - efter læsning af denns dybt fascinerende bog om 'dobbeltmennesket' Palle Hardrup - så vil man kunne finde mange flere af de mærkeligste ligheder, paralleller og sammentræf mellem Pouls og Palles liv.

Her er i øvrigt link-adresserne hvor jeg har brugt begrebet 'serendipitet' i forskellige forklarings-sammenhænge:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/den-heldige-jussi-med-en-rodls-barndom.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/det-kreative-tilfldige-held.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/skriv-sa-det-fnger-fra-forandring-til.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/jens-birkemose-maleri-med-blending-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/johan-olsen-en-af-de-srligt-kreative.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/01/serendipitet-teaterjournalistik-pa.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/moebius-er-dd-han-lnge-leve-manga.html

Den skrivende Poul Martinsen - sprogkunst der kan læses som en film - i bogen om hypnosemorderen

Som jeg fortalte i et tidligere indlæg om tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne bog om "hypnosemorderen" Palle Hardrup, så var Martinsen en velmeriteret skrivende featurejournalist på Politiken op gennem det meste af 60´erne, inden han i 1968 blev fastansat i DR´s Kulturafdeling for at producere tv.

   På et bredt felt af tv-genrer var han pioner. Men det var han faktisk også allerede som skrivende. Et studieophold på Columbia School of Journalism i USA inspirerede ham både til at ville lave tv som "direct cinema" (=fluen på væggen-dokumtar), men også til at prøve sig selv af i den journalistiske genre som den gang i 60´erne blev kaldt new journalism.

   Det er en konceptuelt blended genre som man bl.a. har beskrevet som "journalism that reads like a novel" - altså: journalistik som kan læses som (var det) en roman. En genre som fra midt i 90´erne har fået en renæssance under navnet "narrativ journalism" - fortællende journalistik. For nylig praktiseret med store gennemslagskraft i offentligheden i Politiken i serien om den adopterede og tvangsfjernde somaliske pige Amy, skrevet af Dorrit Saietz.

I USA var en af pionerene Truman Capote - og den bog som inspirerede kloge folk til at opfinde begrebet "faction", havde titlen "In Cold Blood: A True Account of a Multiple Murder and Its Consequences". Den udkom 1966.

   Nu har jeg fået læst Martinsens bog "Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup". Og mon ikke forfatteren har haft denne sin ungdoms inspirationskilde i tankerne - i det mindste i den ubevidste del af dem.

   I hvert fald havde også Palle Hardrup 'koldt blod' da han begik sit fejlslagne bankrøveri og dræbte to bankfunktionærer. Og som det fremgår af bogen, så havde han det stadig - 'koldt blod' og ingen anger eller skam - da Martinsen opsporede og interviewede ham næsten 60 år efter - da Palle Hardrup var 87 år - de 40 levet under cover. 

   Og ligesom Truman Capotes bog først udkom da morderne var hængt, så udkom Poul Martinsens bog først da Palle Hardrup var død.

Jeg kan skrive under på Politikens anmeldelse af Hans Hertel der konkluderer:

En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden.

Men hvordan er den så skrevet, og hvad er det for en tunge han holder lige i munden?

   Her citerer jeg det aller første afsnit - kursiveringerne er mine:

Det er morgen i et af Københavns brokvarterer, og solen leger borte-tit-tit i vinduerne på et tog, som kører forbi. I en lejlighed på første sal, tæt på det høje banelegme, går en gammel mand og vander blomster. Fra sit vindue kan han se ind til rækkerne af passagerer, der ligner folk i en rutsjebane, på vej til de op- og nedture, dagen måtte bringe.

   De tykke dobbeltvinduer i lejligheden dæmper motorlarmen til en susen. Toget, der glider forbi, ser ud som om det er med i en stumfilm.

Manden taler til planterne imens han går rundt og vander dem. Og han beskrives sådan her:

Den gamle mand er i pullover og gabardine-bukser ned pressefolder. Har har sælskindstøfler på og glider uden anstrengelser frem og tilbage over gulvplankerne med vandkanden. Tynd og sej er han og ligner med sine uglebriller og sin veloplagthed en bogholder, der lige har ringet ind til sin arbejdsplads og stukket en plade om, at han må blive hjemme, fordi han er blevet så grueligt forkølet.

Det her er et smukt eksempel på regulær new journalism. Skrevet i 3. person. Scenisk fremstilling. Kronologisk handlingsforløb. En tekst med øje for de sigende detaljer. Erfaringssprog i øjenhøjde.

   Men det er mere end det. Det er også skønlitteratur med finurlige og charmerende metaforer og sammenligninger. Og med et snert af H.C. Andersen: 'solen leger borte-tit-tit i vindueren', 'så grueligt forkølet'.

   Og så er det jo ikke bare en scenisk fremstilling. Det er en filmisk fremstilling - en observeret scene - sat i ord: 'ser ud som om det er med i en stumfilm.'

Dette første kapitel i bogen beskriver en dag i den gamle mands liv. Han går ud og køber ind og...

På vej hjem bestiller Palle sig en cappuccino i Jensens Bøfhus på Trianglen. Der er trængsel i lokalet, og da den unge servitrice vil servere kaffen kommer hun til at vælte kroppen, så den skoldhed drik ryger ud over bakken med kurs mod kundens ben.

   I slow motion ville man kunne følge kaffens sprøjt ud af koppen, hen over bakken og ned ad bordpladen. Strømmen af skoldhed kaffe og mælkeskum svæver lige over den pæn ældre herres bukser - da han i sidste øjeblik kaster benene ud til siden, så kaffen plasker ned ved siden af ham.

Man ser i et aha-glimt filmesekvensen for sig.

Det der ikke fremgår af bogen, er at Poul Martinsen faktisk havde prøvet at få DR til at lade ham producere en dokumentarfilm om hypnosemordene og de to dømte, Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen. Men at hans programforslag var blevet afvist. 

   Så den dokumentarfilm han forestillede sig i fantasien, blev  ikke til noget i virkeligheden. Den  frustration ligger som en billedskabende undertekst i bogen, og er med til at levere et ekstra fascinationslag i fortællingen. Andre steder har jeg talt om kreativ vrede.

Scenen fortsætter:

Servitricen er ved at gå til af undskyldninger. Men Palle vinker afværgende.

   "Jeg har altid været hurtig, når det gælder, og cool," siger han smilende. Pigen aner ikke hvad den gamle dreng taler om. Hun kan jo heller ikke vide, at den kulde, han tænker på, var hans måde at reagere på, når nogen for lang tid siden prøvede på at ramme ham med en salve fra en maskinpistol. Hun skynder sig at bringe en ny cappochino hen til bordet.

Den slags set up til senere scener og afsnit i fortællingen er der mange af i dette først kapitel. Dramaturgisk set er kapitlet et samlet anslag til hele fortællingen.

   Og som vi ser her, veksler fremstillingen mellem på den ene side handling i aktualiserende nutid der giver naturlig fremdrift - og på den anden: flash back i datid der udnytter spillet mellem varslende vidensforspring og tilbageholdt viden om hvad der den gang skete, og som siden vil blive fortalt i bogen.

    Men Martinsen kan også udnytte at det netop er verbalsproget der kan fortælle noget som det vil være rigtigt svært at fortælle i filmiske billeder - fordi det der skal fortælles, er noget indre - noget  mentalt og usynligt. Her i endnu et flash back:

For fyrre år siden gav hans forsvarsadvokat og gode ven ham et råd: "Tag navneforandring, skift identitet, start et nyt liv. Gem og glem ham dér Hardrup. Væk med ham!" 

   Siden da har han forvist minderne fra første halvdel af sit liv til en art isolationscelle, han har konstrueret et hemmeligt sted i sin personlighed. Et mørkt rum til forbudte tanker og utidige følelser, som til hverdag pænt bliver på plads, fjernt fra det klare dagslys.

Kender man Martinsens tv-produktion, så vil man se at der her ligger en henvisning til noget af det Poul selv har lavet flere tv-dokumentarfilm om: Hvad der sker med folk når de bliver hensat i isolationsceller. Så der er tale om en personligt levet, 'dyb' metafor når han i en stor del af fortællingen beskriver den anden 'mørke side' af "dobbeltmennesket" Palle Hardrup.
    Og samtidig er denne metafor på Palle Hardrups mentale konstruktion, et set up til Martinsens samlede projekt med bogen: at kalde disse mørke minder, forbudte tanker og utidige følelser frem - og dokumentarisk at modstille dem med den ny identitet som Palle Hardrup har levet i og med i fyrre år.
   Men 'isolationscellen' peger også på at når Martinsen vælger at portrættere endnu et "dobbeltmenneske", så ligger der også en personligt spejling og en form for identfikation i forhold til hovedpersonen. Dokumentaristen PM er selv et "dobbeltmenneske" der altid har følt sig isoleret.
   Og som den 'filmauteur' han er, har han selv brugt en stor del af sin omfangsrige tv-produktion til at udstille "mørke minder", 'forbudte tanker' og 'utidig følelser' i metaforisk kamufleret form - i tv-skærmens flimrende lys.

Til sidst beder Palle Hardrup sin aftenbøn mens han lægger sin kind op ad et billede af Jomfru Maria.  Han slutter bønne med ordene: "Jeg er fuldstændig parat til at forlade denne tilværelse. Amen."
   Det første kapitel slutter med en metaforisk reference til dets indledning.

Uden for kører et tog forbi næsten uden en lyd. Med silhuetter af mennesker rundt om i kupeernes barske lys. Det ligner akvariefisk, der støder næsen op mod glasset og kigger ud.

Det er konceptuel blending. Det er kreativt. Det er faktion. Det er kunst.