Hokusai og Hockney - portrætter og selvportrætter af to særligt kreative soulmates

Der er kun to år til jeg bliver 70. Der er håb!

   

Jeg var i Berlin med fruen og så den retrospektive udstilling med i hundredvis af billeder - træsnit og malerier - af den japanske superkunstner fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai.

   Jeg har jo set udstillinger med mange af hans billeder før, læste kunstbøger og udstillingskataloger. Og vi har flere stående i reolen. Plus altså kopier af fire af hans træsnit på vores vægge.

   Så så meget nyt var der egentlig ikke. Men det retrospektive - det tilbagskuende hvor man starter forfra (han blev født 1760) og bevæger sig frem - giver alligevel et særligt narrativt sus til oplevelsen. Fordi man følger hans udviklingshistorie fra start til slut.
   Han var 88 år gammel da han døde, og på sit dødsleje rapporteres det at han udbrød:

"If only Heaven will give me just another ten years... Just another five more years, then I could become a real painter."

Fra omkring 1800 er han virkelig blevet anerkendt som en af de helt store og originale billedkunstnere i sit hjemland. Wikipedia:

He became increasingly famous over the next decade, both due to his artwork and his talent for self-promotion. During a Tokyo festival in 1804, he created a portrait of the Buddhist priest Daruma said to be 600 feet (180 m) long using a broom and buckets full of ink. Another story places him in the court of the Shogun Iyenari, invited there to compete with another artist who practiced more traditional brush stroke painting. Hokusai's painting, created in front of the Shogun, consisted of painting a blue curve on paper, then chasing a chicken across it whose feet had been dipped in red paint. He described the painting to the Shogun as a landscape showing the Tatsuta River with red maple leaves floating in it, winning the competition.

Ligheden med David Hockney som jeg skriver om længere nede i det her indlæg, er slående. De er begge multikunstnere, PR-bevidste, og de giver sig selv alle mulige "skæve" udfordringer for at "lege" med deres talents muligheder: 

Hokusai used this talent to earn rice for himself and his family on many occasions. He would have a person draw blobs or shapes and then he would connect them to create a picture. The price for this "make-it-yourself" art was whatever rice the person could give. Hokusai's work as well as his personality attracted commissions. He once made a drawing of a Buddha so large that a horse could fit through its mouth. In contrast, he also painted two flying sparrows on a grain of rice. That showed his ability to do about anything. He successfully combined the traditional Japanese styles with Chinese and then later introduced Western influences into his art.

Kilder mener at han i sit liv producerede mere end 30.000 træsnit og malerier.

Fra besøget på udstillingen i Berlin blev det først og fremmest klart for mig hvor bevidst han er om sin egen udvikling. Han skifter kunstneridentitet og navn hver gang han virkelig satser på at prøve noget nyt: mindst 30 gange! 

   De fleste af de træsnit vi kender, og som han er mest berømt for, har han produceret da han var over 70. 

   I 1834 skiftede han navn igen til "Gakyō Rōjin Manji" ("Den gamle mand som er tosset med kunst"). I efterordet til den meste berømte træsnitserie fra den periode "Et hundrede udsigter til Fuji-bjerget" skriver han ifølge Wikipedia:

From around the age of six, I had the habit of sketching from life. I became an artist, and from fifty on began producing works that won some reputation, but nothing I did before the age of seventy was worthy of attention. At seventy-three, I began to grasp the structures of birds and beasts, insects and fish, and of the way plants grow. If I go on trying, I will surely understand them still better by the time I am eighty-six, so that by ninety I will have penetrated to their essential nature. At one hundred, I may well have a positively divine understanding of them, while at one hundred and thirty, forty, or more I will have reached the stage where every dot and every stroke I paint will be alive. May Heaven, that grants long life, give me the chance to prove that this is no lie

Men det jeg i denne omgang især bemærkede som udstillingsgæst, det var for det første at disse træsnit i original jo ikke er større end dem jeg har på væggen. Original og kopi er godt nok svære at skelne. Så man kan nyde kopierne som var de originale.

Det andet jeg bemærkede, var at manden i den grad er skarp virkelighedsiagttager og stor humorist. Mange af hans tegninger er illustrationer til bøger og fortællinger, og hans manga-lærebøger indeholder i tusindvis af karikaturer - i den grad genkendelige også for et vestligt øje. Både bidende og venlige.

   Se de her ansigter:

Eller se det her muntre spøgelse som vi også så på udstillingen i et originalt tryk:

Eller dette muntre metaforiske billede på den mandlige umættelige seksuelle lyst - i form af en blæksprutte - en slags indre selvportræt fornemmer man. Manden er nemlig også berømt for smukke træsnit med meget "grafiske" sex-scener:

Et smukt eksempel på en fascinerende visuel metafor og på visuel konceptuel blending. Vi skal ikke se blæksprutten som en blæksprutte, men se på (=forstå og opleve) det mandlige seksuelle begær gennem det optiske filter som billedet af blæksprutten der omklamrer kvinden, leverer .
   Det er svært ikke at associere til den ældre Picasso og hans mytologiske billeder af sig selv som voldsomt amourøs minotaur:

Det var så det nye indtryk der satte sig i mig fra udstillingen i Berlin: Hokusai er ikke bare en tegner og maler i verdensklasse - af bølger og landskaber, bjerge og fugle, vandfald og broer - og af japanske kurtisaner i fantastisk kimonoer. Han behersker stort set alle genrer i datidens japanske kunst og fonyr og udvikler dem systematisk - en efter en i forskellige perioder af sit liv. 

   Som tegner er han en fantastik humorist (som vist overfor) - en billedkunstner der forbinder karikaturen med realisme på en hel unik måde. Blending og blending og atter blending - af eksisterende traditionelle konceputelle rum i den japanske kultur - med nye som hans fantasi opfinder - bl. a. inspireret af stik i bøger fra europa som slap ind i det ellers lukkede Japan mens han levede.

En af de ting man kunne læse sig til, var jo at han var ekstremt anerkendt i sin samtid. Han havde da hans anseelse var på sin højde mere en 300 elver spredte ud over Japan. Og det var blandt andet for at undervise dem, at han tegnede sine mange manga-bøger - lærebøger i tegning der illustrerede en mangfoldighed af visuelle løsninger på stort set alle motiver man som tegner og maler ville fremstille. 

   Hvordan fx med stokke-kæmpere? Sådan:

Men hvordan så han ud, den gamle - men tilsyneladende evigt unge og ekstremt produktive kunstner?
   Her kommer nogle sene selvportrætter, heller ikke uden humor og selvironi:

Herunder fremstiller han sig selv i en løves skikkelse - blending igen - som den sexlystne blæksprutte oven for. Han har ikke været nogen hyggeonkel at omgås - endsige at  have som lærer:

Dog! Her Hokusais selvportræt i en afslappende situation som lystfisker:

Og her som en gammel mand med stok. Sikke linier i tegningen. Mageløst:

Kan han konkurrere og måle sig med de store europæiske mestre? Jeg synes han vinder:

Og så så jeg tilfældigvis i forgårs en dokumentarfilm om en af de andre særligt kreative billedkunstnere - en af de helt store som jeg for ikke så længe siden har skrevet om: David Hockney. Filmen havde titlen "David Hockney - A Bigger Picture", og den var annonceret sådan på DR2´s hjemmeside:

Den britiske filmmager Bruno Wollheim, der før har portrætteret den populære britiske maler, David Hockney, fik uhindret adgang til at filme Hockney.

   Det blev et projekt, der tog en uventet drejning, da Hockney efter mange år i Californien vendte hjem til England og slog sig ned i Yorkshire.

  Gennem tre år og i alt slags vejr filmede Wollheim David Hochney med et lille videokamera, mens han malede det, der endte med at blive det største landskabsmaleri malet udendørs.

David Hockney er da filmens optagelser slutter, omkring 70 år gammel. Han er englænder, men har i mange år boet i Los Angeles. 

   Ved filmens start  flytter han for en længere periode tilbage til sin hjemegn og sit barndomshjem i West Yorkshire. Han, som ellers er berømt for ironisk blending af fotografi med maleri - vil nu male sin hjemegns landskaber for alvor - helt uden tekniske dikkedarer og remedieringer. Ud af atelieret - back to basics. Stå ud i landskabet og male - som impressinisterne.

  Og det gør han - som en gal. Og samtidig bliver hans talesprog mere og mere præget af hans barndoms Yorkshire-dialekt!

  Vi følger ham under produktionen af forskellihr  "serier"- som forberedelse til et kæmpmaleri i mange sektioner. Dels med forskellige lokale landskaber som motiv, dels med det samme motiv - men fremstillet året rundt - lidt ligesom Monet med sin domkirke og sine åkander i haven. 

   Her ser vi Hockney i action:

Når jeg nævner ham sammen med Hokusai, så er det ikke kun fordi deres navne begynder med H. 

  Men ved at opleve Hockney på film som forleden, er det lysende klart at han også en stor humorist og ironiker - der totalt sprænger rammerne for den Pop-art-bevægelse han oprindelig var en del af. 

   De to herrer deler simpelt hen en række personlighedstræk: Den umættelige lyst til billeder. Og  de bliver begge bedre og bedre med alderen.  Man kan nemt forestille sig at David Hockeney bliver lige så gammel som Hokusai.

   De er også fælles om en enorm og ubændig produktivitet, og om systematisk af ville afprøve grænseoverskridende æstetiske og motiviske ideer i afgrænsede faser af deres kunstneriske karrierer.

  Her ser vi manden selv foran det megastore og fantastiske landskabbillede som er klimaks på filmens historie.

Og så finder jeg en interessant oplysning på Wikipedia-artiklen om ham: Han var synæstetiker:

Hockney was born with synesthesia; he sees synesthetic colours to musical stimuli. In general, this does not show up in his painting or photography artwork too much. However, it is a common underlying principle in his construction of stage sets for various ballets and operas, where he bases the background colours and lighting upon his own seen colours while listening to the music of the theatre piece he is working on.

Gad vide om Hokusai også var synæstetiker?

Og så får vi også at vide fra forskellige kilder at Hockney er homoseksuel - hvad der også indirekte fremgår af filmen. 

   Det minder mig om at Thomas Bredsdorff netop har udgivet en bog, "Ironiens pris", om den gennemgående ironi i fem store danske forfatterskaber: Holberg, Kierkegaard, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen. Ifølge en anmelder forbinder Bredsdorff deres ironiske disposition med deres seksuelle tilbøjeligheder: en latent eller erklæret homoseksualitet. 

Men mon ikke Hockney også har portrætteret sig selv som ældre? Jo, jo! Se bare her:

Og nu vi snakker om portrætter,  så ville fruen og jeg også ind og se en anden stærkt opreklameret udstilling i Berlin: "Renæssancens ansigter". Vi stod en halv time i billetkøen, og ved lugen fik vi så at vide at vi derefter skulle vente i en til to timer indtil nummeret på vores billet dukked op på en skærm. Først da ville bi blive lukket ind.

   Vi så ikke den udstilling.
   Men her er et portrætmaleri af Leonard da Vinci som vi så ikke fik set: "Dame med hermelin".

Det er godt at hele udstillingens portrætbilleder kan findes på nettet!

Krigs-og voldsmetaforer i den journalistiske dækning af valgkampen - betyder det noget?

Rubrikken i Informations tillæg "Billeder" i går havde denne ordlyd:

Medier går amok i voldsrus over valgkampen

Og manchetten lød sådan:

Valgtæsk. Når de stemmeberettigede i dag deltager i demokratiets helligste ritual, kan de se tilbage på en valgkamp, hvor voldelige sprogblomster har stået i fuldt flor. Information har vist en række eksempler til tre sprogmennesker, der giver deres bud på, hvorfor blå øjne og tæsk får så meget plads i valgkampen. 

Det er jo ikke politikernes sprogbrug i valgkampen artiklen handler om. Det er journalisternes, rubrikforfatternes. Det er udtryk som "blodbad" til at beskrive tab af mandater, "uddele tæsk" om udtalt kritik af andre partier, "smadrer" til at beskrive at udtalelser splitter, "massakre" til at beskrive tab af mange mandater, "blåt øje"  og "vælgerlussing" til at beskrive fravær af stemmer i forhold til sidste gang.

   At der er tale om en underliggende krigs- og slagsmålmetafor, kan der ikke være tvivl om. Det er den som Lakoff og Johnson i deres bog "Metaphors We Live By" sammenfatter i den konceptuelle formel: ARGUMENT is WAR. Den politiske debat og udfaldet af vælgernes afstemning ses gennem krigens og det fysiske slagsmåls mentale optik.

  Den konceptuelle grundmetafor er ikke noget journalisterne har opfundet. Den er en del af vores tankemæssige set up. Den har tilsyneladende afløst en anden lidt mere fredelig metafor: POLITIK er SPORT. Sport er naturligvis også en form for konflikt, men reguleret og underlagt fairness-regler.

Men krigsmetaforerne er altså et resultat af det vi kalder konceptuel blending af to mentale input-rum: et hvori valgets politiske debat og meningsudveksling befinder sig, og et andet hvori krig, fysisk vold og slagsmål befinder sig. I det mentale outputrum optræder "the blend" som altså "framer" politik-udøvelse på samme måde som Bush i sin tid "framede" terrorisme: TERROR is WAR. I de danske aviser altså: DEMOKRATISK VALG er VOLD!

Men betyder det noget at journalisterne "dramatiserer" reportager og kommentarer ved at bruge den slags billedlige og anskueliggørende sprogbrug?

I og med at metaforerne jo er krops-konkrete, så er der ingen tvivl om at de aktiverer spejlneuroner - på den måde som vi tidligere har set at disse fungerer: Når man selv udfører en handling, nå man ser andre udføre den tilsvarende handling, og når man forestiller sig handlingen i fantasien, så er aktiveres den samme gruppe spejneuroner i præmotorcortex.

   Det at bruge ord for aggressive og voldelige handlinger - i "overført betydning" - "tænder" altså i følge "the neural theory of language" et særligt handlingsberedskab i premotorcortex som også er koblet til følelser som vrede og frygt.

   Og man må antage at de vælgere som "bombarderes" (der var den igen!) med den metaforiske volds-retorik, sættes i en slags permanent mental stresstilstand som udløser adrenalin - hormonet som forbereder en fight- og flight-respons i kroppen og hjernen.

Wikipedia fortæller:

In the human fight or flight response in prehistoric times, fight was manifested in aggressive, combative behavior and flight was manifested by fleeing potentially threatening situations, such as being confronted by a predator. In current times, these responses persist, but fight and flight responses have assumed a wider range of behaviors. For example, the fight response may be manifested in angry, argumentative behavior, and the flight response may be manifested through social withdrawal, substance abuse, and even television viewing.

Mennesker udmattes og bliver mentalt og fysisk trætte af at blive fasthold i en længerevarende stress-tilstand.

   Deraf får store befolkningsgruppers afsmag for politik og lede ved politikere - og ved journalister som gennem deres retorik aktiverer og holder stress-tilstanden kørende igennem flere uger.

NB! Tjek lige rubrikken igen i starten af indlægget. Den er i sig selv udtryk for en krigerisk metaforik: "voldsrus", "går amok". Her altså brugt til at beskrive de journalister der bruger den slags metaforer om politikere

   Høg over høg!

Michael Kristiansen - den særligt kreative spindoktor og hans blufærdighed

Politiken havde i søndags et portrætinterview med Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fog Rasmussen, og i de sidste par år kendt fra TV 2/News formatet "Mogensen & Kristiansen", hvor han sammen med en anden tidligere spindoktor Peter Mogensen har en slags politisk talkshow. TV 2 beskriver det sådan:

Med humor og frækhed går "Mogensen og Kristiansen" tæt på dansk politik. Programmet byder på skarp analyse og debat mellem de to værter og interviews med indbudte toppolitikere.

Ingen tvivl om at det var et nyt format, som har fået seersucces på TV 2/News-fladen. Et udtryk for kreativ tv-tænking.

 

Politikens portræt har rubrikken...

Amagerdrengen 

...og er skrevet af Anne Bech Danielsen.
    Rubrikken fortæller at det drejer sig om en mand der er af arbejderklasse-herkomst. Amager er jo et af de gamle arbejderkvarterer - ligesom Nørrebro og Vesterbro.

   (Jeg får pludselig en erindring: Da jeg blev direktør for TV 2 Øst i Vordingborg, skrev en af de lokale aviser en rubrik: "Holdbydreng bliver tv-direktør".)

   Manchetten under "Amagerdrengen" lyder:

Som politisk kommentator er Michael Kristiansen en af de centrale skikkelser i valgkampen. Men den tidligere toprådgiver for Fogh er vokset op langt fra fotografernes flashlys. I barndomskvarteret på Vestamager var forældrene sjældent til stede, og rockerne hang i den lokale boldklub. Så her lærte han hurtigt at klare sig. Selv. siden har han indset at når man står ansigt til ansigt med en personlig krise, kan selv en spindoktor får brug for at ringe til en ven.

Lidt nede i artiklen fortæller Anne Bech Danielsen at han voksede op i "et råt kvarter"...

Der boede han dør om dør med børn, der senere blev rockere, og gik i skole med kammerater, hvoraf, som han selv siger det, måske en enkelt på hele årgangen fik en studentereksamen. Ud over ham selv altså.

Jeg tænker "mønsterbryder". Endnu et eksempel på den særligt kreative personlighed - a la Poul Martinsen.

   Ifølge artiklen er den baggrund imidlertid "ikke noget han dyrker". 

Snarere har det formet ham til den, han er: en fighter. En, der aldrig har fået noget forærende. En som har måttet klare sig selv.

Hvis han skulle have "dyrket" sin arbejderklasse-bagrund, så var han jo nok blevet kunstner af en slags, noget med ord og billeder. Men han fortrænger den baggrund til fordel for det metaforiske selvbillede: "en fighter".

Typisk for den særligt kreative personlighed er at savn af kontakt i familien og isolation blandt jævnaldrende i barndommen omsættes i stærk fantasivirksomhed - og fx et omfattende forbrug af fantasi-stimulerende bøger. Hvordan med Michael Kristiansen? Jo, da!

Forældre så man ikke meget til. Michael Kristiansens far var af gammel arbejderslægt og arbejdede i treholdsskift. Moderen, der var fra et halvborgerligt Frederiksberg-hjem med familiekonkurs i bagagen, gik hjemme nogle år og havde måske en drøm om, at sønnen engang skulle få den lægeuddannelse, hun aldrig selv fik, men som de andre børn i kvarteret var Michael overladt til kammeraterne og sig selv. Måske især sig selv.

   Der var noget enspænder over den ranglede dreng med den faste gang på biblioteket, hvor han forsynede sig med politiske bøger, som de fleste nok ville mene, at han var alt for lille til.

   Han havde ingen, han kunne dele sine overvejelser med, og dengang – i hvert fald i det kvarter – var det ikke normen at tale med forældrene om andet end det mest dagligdags. Et barn levede sit eget liv, og det med at udstikke en kurs for fremtiden var noget, man gik med selv.

Selv siger han om forholdet til sin far:

»Det ville da være skønt, hvis min far havde været sådan en slags revisor, som kunne sige: Rolig, nu putter vi det her ned i Excel-arket, og så ordner det hele sig. Man kan somme tider have brug for, at der kommer en og skubber en lidt ind i rammen, ik? Jeg har hele tiden måttet opfinde rammen selv. Og det er jo også et noget zigzagagtigt forløb, jeg har taget«.

"Zigzagagtige forløb"! Dermed mener han et studieforløb med flere sporskift og afbrud før tid, sluttende med en journalistuddannelse - og derefter en karrierer med nye stadig mere prestigegivende job - og hop med korte intervaller. 

   En rastløs sjæl, ondt i farforholdet, usikker på sin identitet. Selv om alt tilsyneladende lykkes når han påtager sig nye jobfunktioner og såkaldt nye "udfordringer".

Som det fremgår oven for, så havde moderen som ung haft frustrerede drømme om en lægeuddannelse og havde forventninger til sønnen om at indfri det hun ikke havde nået. 

   Men han forsvandt ind i litteaturens fiktionsuniverser:

Allerede som 13-årig havde han læst Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ – om en ung enspænder, der begår et mord og bagefter plages af samvittighed og overvejelser om, hvad han kan stille op med sig selv.

   »Den gjorde et enormt indtryk. Hovedhistorien mindede måske lidt om min egen. Det her med selv at skulle tage ansvaret for, hvad man skal med det her liv, ik’?«.

   Han ville læse, men han var alene om det. På hele årgangen var der én mere end ham, der fortsatte på gymnasiet. Og overgangen fra folkeskolen blev svær for den kun 14-årige generte, rødmende og med egne ord umodne og understimulerede dreng. Men havde gymnasiestarten været svær, var entreen i universitetsverdenen et decideret chok. Han var kun 17 år. 

Lighederne med Poul Martinsens liv i samme alder er slående. Også det lave selvværd og genertheden er de fælles om.  

   Interessen for det politiske magtspil deles de om som voksne journalister. Og Michael Kristensen var faktisk sammen med Jakob Kvist tilrettelægger af det berømmede observerende dokumentarprogram "Kandidaterne" fra 1998, som karakteriseres sådan:

Det er forår 1998. Valgkampen til Folketingsvalg er i fuld gang. Den siddende statsminister er Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen, udfordreren er Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen. Som en flue på væggen følger denne dokumentarfilm de to kandidater både på scenen og i kulissen: helt ind i magtens centrum, hvor offentligheden og medierne normalt er forment adgang, på interne møder, hvor strategier aftales og meninger får frit løb. De to toppolitikeres duel om magten skildres gennem ekstreme og afgørende øjeblikke i en kort og hektisk valgkamp.

 Filmen er genremæssigt en dansk klon af pionerværket i den observerende cinema-direct-tradition: "Pirmary" fra 1960 - om primærvalgkampen mellem John F. Kennedy og Hubert Humphrey.
   Michael Kristiansen har et bifag i filmvidenskab, så inspirationen er klar. Og viser en anden side af Michael Kristensen: et talent som dokumentarkunstner.
   Men "Kandidaterne" har faktisk også en forløber i Poul Martinsens "Kampen om magten" fra 1974, som også var inspireret af "Primary".

Men her er så forskellen på de to kreative journalister og personligheder: Martinsen forbliver gennem hele sin journalist- og dokumentarist-karriere en indædt kritiker af magtens mænd og institutioner, en kritik hvis mentale afsæt er barndommens arbejdermiljø i Vangede. 

   For Kristensen blev arbejdet med "Kandidaterne" afsættet for at skifte side. Fra at være udenforstående observatør glider han ind i det politiske back-stage og bliver magtens skjulte sparringspartner og strategiske støttepædagog - en rolle vi ser ham optræde i i Christoffer Guldbrandsens "Fogh bag facaden" fra 2003. 

En mand der i mange år har levet af at formulere sig præcist og give gode råd til andre, har svært ved at tale om sig selv. Det er en af portrættets pointer, som denne aktualiserende sekvens så smukt viser:

Han prøver at kredse sig ind på, hvad det er, der har fået ham til at arbejde med dansk politik i årevis og i alt for mange af døgnets disponible timer. Men det er tydeligt, at hvor han kan tale klart og stringent om dansk politik og nævne valg på valg ved årstal i søvne, så er han mere famlende, når han skal tale om sig selv.

   »Jeg tror ikke... «.

   »Det her med at være på er i hvert fald ikke ...«.

   »Jeg skal da blankt erkende, at det her med...«, forsøger han.

   »Jeg har i hvert fald ikke noget behov for at blive eksponeret«, lyder endelig et bud på et svar.

  »Det er heller ikke pengene, selv om jeg har det fint med dem«, når han frem til med yderligere en udelukkelse.

   »Der var nok engang, hvor jeg ville sige, at min mission var at overflødiggøre mig selv og smutte ud ad døren, når tingene var fikset, for at komme videre til næste udfordring«, funderer han så videre, inden han når frem til, hvorfor han bliver ved og ved i et politisk spil, der kan æde sjæle op.

Og svaret efter al den tøven og hakkende selvafbrydelser er intetsigende - en banalitet: "Det er noget med nye udfordringer. Om at være 'hvor det sker' og formidle det."

   Dette følges op senere i artiklen hvor Michael Kristensens undvigmanøvrer bliver udstillet af Anne Bech Danielsen - rene verbale zig-zag-løb når han skal tale personligt om sig selv:

Michael Kristiansen kan lade arbejdet brede sig ud over aftener og nætter. Men når han skal fortælle om prisen, fortoner kommunikationsevnerne sig igen. Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem.

   Sådan er der masser af mennesker, der taler, men Michael Kristiansens kunst er, at han kan gøre det, næsten uden at man lægger mærke til det. Man kan sidde med ham det meste af en eftermiddag uden at opdage, hvor tit det lykkes ham at tale sig ud af et spørgsmål eller igennem et svar på så mange måder, der alle sammen lyder så veltalende, at man tror, han har svaret.

   Fire gange får han spørgsmålet om, hvad han oplever som omkostningerne ved et liv i overhalingsbanen.

   »Jamen, jeg har jo altid arbejdet«, lyder et af de første ikke-svar.

   »Hvis der er en idealforestilling om kun at være gift én gang, så kan jeg selvfølgelig godt se, at det ikke er så godt, det, jeg har lavet«, åbner han så, inden han når frem til, at hvis vi absolut skal tale om de omkostninger, så er der jo to kærlighedsforhold, der er gået i stykker i de år, han rådgav den tidligere statsminister.

Show, don´t tell.
   Jeg er glad for metaforen "Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem." 

   Godt gået af Anne Bech Danielsen.

Harajuku - japanske blandingsfantasier - ungdomsoprør og mode

Harajuku er navnet på et kvarter i Tokyo. Og også navnet på en tøj-, frisure-, og sminke-stil som piger og unge japanske kvinder optræder i. 

  En udvalgt skare af disse udstiller sig og viser sig frem på Jingu Broen - en bred fodgængerovergang der forbinder Harajuku-kvarteret med naborkvarteret.

Når jeg kommer i tanker om den stil, er det fordi på det højhushotel i Berlin fruen og jeg boede på, optrådte sådan en harajuku-pige/-kvinde i den store restaurantsal hvor der blev serveret morgenmad for mange hundrede hotelgæster.

   Ingen tvivl om at hun vakte opsigt. I de grad var hun jo spektakulært afvigende fra den gruppe af midaldrende og ældre turister der udgjorde flertallet af mogenmadsgæsterne. Og hvis påklædning mildest talt ikke var noget at skrive hjem om. Vi fik virkelig anledning til at gnide søvnen ud af øjnene.

Da jeg så hende gå rundt der i salen, blev jeg med et kastet tilbage i erindringen om den Japan-rejse jeg og fruen og fruens søster var på for efterhånden 3 år siden.

  Mit første møde med en Harajuku-pige skete en aften på gaden i Tokyo - en gade hvor der var modebutikker. Jeg så hende gå foran os på fortovet, løb efter hende og prøvede at tage et billede selvom belysningen jo var elendig. For også på gaden i Tokyo var hun som en eventyrfigur fra en fantasiverden der lyslevende gik rundt blandt almindelige anonyme japanere. 

  Det viste sig hun skulle hen til en butik hvor vi kunne se på udstillingsvinduet at man kunne købe den slags mærkeligt tøj. Vores lille danske gruppe af rejsende gik ind, men fik at vide at vi ikke var ønskede som nysgerrige kiggere.

   Dagen efter førte vores guide os til Harajuku-broen hvor det så vrimlede med disse særpræget udklædte og sminkede piger. Det var svært at vurdere hvor gamle de var, men umiddelbart tror jeg ikke der var mange der var over 20.

   Kostumerne, sminken og frisurerne var jo et fascinerende mix af stilarter - fra tidligere perioder og fra film og litteratur. Og på en eller anden måde jo også inspireret af manga-tegneseriestilen. 

  Der var i nogle af frisurerne og i nogle af kostumerne klare associationer til 80-ernes punk-tøj-stil. Som også bgyndte som en protest og et oprør - og med provokationen af pænheden som mål. Men som endte som en modestil blandt andre.

Her følger nu nogle billeder til illustration Harajuki-pigerne sådan som vi oplevede dem på Jingu-broen:

Der er jo ingen tvivl om at her er tale om konceptuel blending - et kreativt mix af moderetninger og stilarter. Deraf fascinationen. Hos os danske turister, men også hos modefolk.

   Men man har også en klar fornemmelse af at der ligger et manifest visuelt oprør mod det pæne høflige og indadvendte Japans traditionelle nutidige tøjkultur - som jo er vestlig og anonym. Men også - fornemmer jeg - en protest mod at blive voksen.

Her er hvad Wikipedia skriver om fænomenet:

The term "Harajuku Girls" has been used by English-language media to describe teenagers dressed in any fashion style who are in the area of Harajuku.[10] This fashion infuses multiple looks and styles to create a unique form of dress. The cyber-punk look takes its influence from gothic fashion and incorporates neon and metallic colors.

Og her en opregning af de stilarter som tilsammen udgør Harajuku-mixet: 

Punk style in Harajuku is more of a fashion than a statement. Its fashion mainly consists of dark colors, plaid, chains, and zippers. Punk style is also one of the more gender-neutral fashions in Harajuku.

   Ganguro is a style that symbolizes the average American teenager. The term translates to ‘black-faced’. The basic look is what Westerners would call a ‘California girl’, with bleached hair, dark skin, fake eyelashes and nails. It is not clear how Ganguro came to be. Many assume it originated in the early 1990s, and was meant as a way of rebelling against the traditional Japanese ideas of beauty (pale skin, dark hair, etc.).

   Cosplay is more of a costume-based style. A cosplay enthusiast will usually dress as a fictional or iconic character from a band, game, movie, anime, or manga.

På Alexander Platz i Berlin hvor vores hotel lå i Berlin, var der mange unge mennesker der også havde klædt sig ud, men slet ikke så ekstremt og konsekvent som i Japan.

   Specielt mange unge tyskere så vi med det ekstrem-farvede hår.

Jeg vender tilbage til den fantastiske retrospektive Hokusai-udstilling som vi så i Berlin - og som var det egentlig mål med vores rejse.

Hokusai, Hokusai, Hokusai - Berlin, here we come!

Jeg tager nu til Berlin for at se en eksklusiv udstilling med billeder af den japanske maler og tegner og træsnitkunstner Hokusai. Jeg har skrevet om ham før - senest da jeg så udstillingen på Ordrupgaard hvor det blev dokumenteret at hans indflydelse på impressionisternes mestre var enorm. http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/nar-blending-i-malerkunsten-frer-til-en.html

   Begge mine to faste aviser, Politiken og Information, havde store anmeldelser af den nye udstilling i Berlin. De var var helt euforiske. Det drejer sig om billeder i original der er blevet fundet sent, og som normalt ikke udstilles - heller ikke i Japan.

   Det var fruen, som også er meget begejstret for Hokusai, der foreslog at vi skulle tage ned og se udstillingen, når vi nu havde tid og mulighed for det. Så det gør vi.

   Nedenfor lidt oplysninger om manden. Han er ikke kedelig. Og mildest talt arbejdsom og produktiv ud over alle grænser. Og af hans biografi at dømme tilhører han i den grad den særligt kreative personlighed, fx dette at han havde problemer med at finde sig til rette i skolen. Og gennemgående var svær at omgås. Han var i øvrigt fader til Manga-tegneseriestilen.

   Han havde i sit liv mange identiteter (mere en 30) tilsyneladende. Og det sidste billede han producerede underskrev han med "den tegne-tossede gamle mand."

   Først da han var 70 år gammel syntes han at han nogenlunde havde forstået det med at tegne naturens former. Selv er jeg nu 68 år gammel, så der er håb forude. 

Hokusai (1760-1849) lived during the Tokugawa period (1600 to 1867). In a Japan of traditional Confucian values and feudal regimentation, Hokusai was a thoroughly Bohemian artist: cocky, quarrelsome, restless, aggressive, and sensational. He fought with his teachers and was often thrown out of art schools. As a stubborn artistic genius, he was single-mindedly obsessed with art. Hokusai left over 30,000 works, including silk paintings, woodblock prints, picture books, manga, travel illustrations, erotic illustrations, paintings, and sketches. Some of his paintings were public spectacles which measured over 200 sq. meters (2,000 sq. feet.) He didn't care much for being sensible or social respect; he signed one of his last works as "The Art-Crazy Old Man". In his 89 years, Hokusai changed his name some thirty times (Hokusai wasn't his real name) and lived in at least ninety homes. We laugh and recognize him as an artist, but wait, that's because we see him as a Western artist, long before the West arrived in Japan. 

"From the age of six I had a mania for drawing the shapes of things. When I was fifty I had published a universe of designs. but all I have done before the the age of seventy is not worth bothering with. At seventy five I'll have learned something of the pattern of nature, of animals, of plants, of trees, birds, fish and insects. When I am eighty you will see real progress. At ninety I shall have cut my way deeply into the mystery of life itself. At a hundred I shall be a marvelous artist. At a hundred and ten everything I create; a dot, a line, will jump to life as never before. To all of you who are going to live as long as I do, I promise to keep my word. I am writing this in my old age. I used to call myself Hokosai, but today I sign my self 'The Old Man Mad About Drawing." -- Hokusai

 De her træsnit har jeg i kopi på mine vægge:

(Fortsættelse følger. Se tanker efter udstillingsbesøget på: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/hokusai-og-hockney-to-alen-ud-af-et.html )