Akvarelmaleriets mysterier (62) - når der går totalt dompap i den visuelle underbevidsthed - og i akvarellerne

Hvad ved man om dompappen som fugl, sådan kort fortalt:

Dompap (Pyrrhula pyrrhula)

Beskrivelse

Dompaphannen er en af de mest farvestrålende fugle i den danske natur. Hannen er umiskendelig med en markant rød underside, der står i stærk kontrast til den grå overside og fuglens sorte kalot. Når fuglen flyver, afslører den endvidere et hvidt vingebånd og en tydelig hvid overgump. Hos hunnen er det røde bryst erstattet af beige, men ellers er tegningerne de samme. Der forekommer to underarter af dompap i Danmark, lille dompap (P. p. europaea) i den vestlige del af landet og stor dompap (P. p. pyrrhula) i den østlige del. De er næsten umulige at skelne fra hinanden i felten. Tidligere var dompappen en almindelig burfugl, ikke mindst fordi hannerne kunne synge de melodier, som man fløjtede til dem under opfostringen. Navnet kommer af det tyske "Dompape", domprovst, hvis festdragt ligner dompappens. At navnet sidenhen er blevet synonymt med "dumrian", skyldes formentlig den sproglige lighed med ordene "dum" og "paphoved".

Levested

Dompappen er udbredt i Europa og i et bredt bælte gennem Asien til Stillehavskysten og Japan. Arten yngler almindeligt i det meste af Europa, dog ikke i dele af det nordlige Skandinavien, bl.a. Island, og dele af Sydeuropa. I Danmark yngler dompappen over hele landet i både løv- og nåleskov, men den foretrækker blandskov, gerne i nærheden af fugtige områder. I det vestlige Jylland kan der dog være langt mellem parrene.

https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=17100

Som motiv er dompappen blevet en trofast ven. Jeg er nu oppe på at have produceret syv akvareller med dompap-motiver.
   Dompappen - især hannen - har grafiske kvaliteter i kraft af farver og tegning som er ret unikke. Nærmeste konkurrent er rødkælken.
 
De sidste to dompap-akvareller var en bestillngsopgave - det skulle være nogen som lignede dem jeg havde hængende på væggen hjemme i Riddergade - ved siden af den store akvarel med strandsten fra nordspidsen af Øland som motiv.
   Kunden - en halvsøster til mine to Korea-døtre - var glad og tilfreds. Og det var jeg naturligvis også: Sådan ...

I det tidligere indlæg hvor jeg beskrev arbejdet med de to billeder, sluttede jeg med at annoncere at jeg ville fortsætte - og prøve at male endnu et dompap-motiv (som også er ganske fortærsket) der viste:  dompap og rønnebær i sne(vejr).

   "Tænk længe, mal hurtigt", havde Olaf Rude skrevet i sin dagbog - om det der kendetegnede akvarelmaleriets unikke proces på vej mod at lykkes.

   Citatet stod på udstillingsvæggene på Fuglsang-museet for et par år siden da museet udstillede en lang række af hans akvareller.

   Han brugte det at male akvareller ude i naturen som en måde at slappe af på - fra 'det hårdere arbejde' med at male de dyrere, mere salgbare og holdbare oliemalerier.

Jeg fandt et charmerende referencefoto på nettet med netop den kombination: dompap-han, rønnebær i klase, sne og snevejr:

Og rønnebærklasen stritter opad i stedet for, som normalt, at hænge nedad. 

   Det hjælper alt sammen på dynamikken i motivet. Dompappen filosoferer over hvilket bær han skal vælge.

    Og så kastede jeg mig ellers ud i et dobbelt projekt med hensyn til konteksten til dompap-hannen: Sne som et blødt lag på grene og på rønnebær - og: Sne som noget der drysser ned gennem luften. 

   Det endte med den her akvarel som jeg faktisk er rigtigt tilfreds med.

Den dalende sne blev lavet med afmaskningsgummi i små dråber spredt over luft-fladen, og området derefter overmalet med en lys blå farve i chanceringer som så udstiller snefnuggene når gummiet gnubbes af.

   Det andet har jeg prøvet før: at lægge sne på grene og andre udendørs vinterflader. Det gøres ved at lade områderne med den landede sne i motivet stå umalet. Og så markere skygger og former i sneen med meget svagtfarvede linjer og flader af en lys blåviolet vandfarve-blanding.

   Og så prøvede jeg noget lidt nyt med rønnebærrene delvist dækket af sne: de fik forskellige farver og strittede i alle retninger.

   Det gav ekstra liv.

   Med de efterhånden relativt mang dompap-hanner jeg har malet, så var det ikke den helt store udfordring at give selve den akvarelmalede fugl stående oven på klasen med tæer i sne det udtryk den skulle have, og som den inviterede til i referencefotoet.

Og så er det lige at serendipiteten kommer ind fra højre. For jeg har lige siddet og skimmet og skummet motiver og billeder fra Harald Henriksens søns hjemmeside med alle de billeder faderen har malet. 

   Og der var jeg stødt på både et farvetræsnit og - som forarbejde til træsnittet - en akvarelmalet skitse med rødbrystede dompaphanner på grene klædt i sne som motiv:

Akvarelskitse - forarbejde til det følgende træsnit

Det færdige træsnit, ca. 1947

Akvarelmaleriets mysterier (59) - historien om fire akvareller med 'Det sorte Pakhus' i Vordingborg Nordhavn som en gennemgående del af motivet

Her er min fire seneste akvareller - malet og leveret inden for godt en uge på bestilling fra en af mine faste morgensvømmervenner.

 

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus.

Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Som det fremgår, er det et sortmalet (-tjæret?) gammelt pakhus som er en gennemgående del af motivet i alle fire akvareller (i den sidste affotograferede akvarel kom der en grå plagmage med som heldigvis ikke stammede fra billedet, men fra smuds på kameralinsen).

   Og det var det som opgaven - bestillingen - gik ud på: Mal tre akvareller med motiver her fra Nordhavnen i Vordingborg - beregnet til at skulle hænge som dekorativ udsmykning på væggen inde i pakhuset.

   Og så kom lige overraskelsen - i en eftersætning: Det Sorte Pakhus skal være med i billedet i alle tre akvareller (hvorfor det så endte med at jeg leverede fire, vender jeg tilbage til senere i indlægget).

I det foregående indlæg i serien om 'akvarelmaleriets mysterier' fortalte jeg hvordan jeg kom igang igen efter mange måneders belastende møde med det danske sygehusvæsen.

   Det startede med en bestillingsopgave på en akvarel af en rødkælk/rødhals.

   Derefter forestillede jeg mig også at de følgende akvareller - de fleste fra mit nærområde her i Vordingborg - var en del af et akvarelkursus hvor der skulle leveres noget hver dag hen over et par uger.

   Det virkede også.
   En pæn høst på 9 hvoraf jeg var nogenlunde tilfreds med de fleste af dem.

   Især efter at jeg havde gået dem efter med farver og pensler en sidste gang og skærpet lys-skygge-kontrasterne i de fleste.

   Samtidig med at jeg også tydeliggjorde hovedlinjerne i motivets former og omrids ved at trække konturerne op med en meget tynd sort såkaldt pigmentliner (en slags moderne tuschpen).

 

Forløbet passer i hvert fald fint sammen med det jeg blev klar over for et par år siden: at jeg er hvad man kunne kalde 'lejligheds-akvarel-maler' på ren amatørbasis - ligesom man kan være lejlighedsdigter, -taler eller -forfatter der leverer og optræder med lidt sproglig underholdning til festlige lejligheder i familie- og vennekredsene.

   I praksis vil det sige at jeg maler billeder med motiver efter ønske fra forskellige 'rekvirenter' - akvareller som jeg så forærer fx til børnebørn: en akvarel af en hest til mit barnebarn som elsker at ride, af en karpe til et andet barnebarn som elsker at fiske, af en drage til et tredje barnebarn som elsker tegnefilmene om træne sin drage; af 'The Hulk' til et fjerde barnebarn lige på det tidspunkt elsker den tegneseriefigur.

   Jeg kan også selv være rekvirenten - for at fastholde fx nogle motiver med særlig grafiske kvaliteter fra en ferie på Kap Verde eller Kreta.

Og alt det hænger igen sammen med at jeg jo ikke har ambitioner om på nogen måde at være 'kunstner' med stort og alvorsfuldt 'K'. Jeg skal ikke leve af at male akvarel til udstillinger og salg på et marked.

   Men hvorfor så overhovedet bruge tid på det?

 

Jeg gør det for at få aktiveret den del af min hjerne som har med visualisering (tegning, maling, modellering) at gøre, og som  har været optaget af helt andre opgaver siden min studietid i slutningen af 60'erne, hvor jeg holdt op med at male og tegne.

   Jeg gør det også fordi det faktisk er ret sjovt at finde ud af hvordan man teknisk 'gør' eller 'skal lade være med at gøre' når man bruger 'vandfarve' som malemedie og man ønsker at male billeder med mere eller mindre genkendelige - 'naturalistiske' - motiver, som folk gerne vil have hængende på væggen i deres stuer. Og helst dagligt skal have lyst til at kigge på.

   Jeg er kommet et stykke vej siden jeg  begyndte i september 2011, men der er langt igen før jeg synes jeg nogenlunde behersker det her medie.

 

Det helt specielle ved akvarel er at man kun i begrænset omfang kan rette fejl. Så hele processen skal - skridt for skridt - være tænkt igennem på forhånd. I modsætning til fx hvis man maler med akrylmaling eller gammeldags oliemalerier.

   Jeg besøgte halvandet år efter - maj 2013 - en fascinerende udstilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland - udelukkende bestående af akvareller malet af Olaf Rude.

   Akvarelmaleriet beskrev han som en måde at slappe af på - når han var træt af 'det rigtige arbejde' - som var at lave oliemalerier til udstillinger og til salg.

   Ikke alle Rudes akvareller syntes jeg var lige gode. Og i en del var konturerne i motivet tegnet op med blyant eller tusch - noget man ikke gjorde på de par kurser jeg havde været på tidligere.

   Men det vigtigste jeg tog med mig hjem, var et citat fra hans dagbog eller et brev - som var slået stort op på væggen i begyndelsen af udstillingen:

TÆNK LÆNGE, MAL HURTIGT

Tilbage til bestillingsopgaven.

Jeg er ikke den der står ude i det fri og maler mine akvareller. Det er jeg for gammel og kuldeskær til, og jeg bliver alt for distraheret af alt det der foregår omkring mig, til at jeg kan koncentrere mig om at finde og indfange et motiv og omsætte det til konturtegning og akvarelfarver.

Jeg har været nede ved pakhuset 3-4 gange i løbet af efterår, vinter og forår og taget en masse fotos - til nogen undren for nogle af de folk - ofte i blå kedeldragter - der går dernede omkring og giver omsorg til deres både og tilhørende udstyr.

Men der var godt nok et par alvorlige kreative restriktioner indlejret i bestillingen:

   Det helt store problem er at pakhuset simpelt hen er sort - knaldsort. Og hvordan male 'sort' med akvarelfarver som grundlæggende er hel- og halvgennemsigtige?

   Et andet og lige så stort problem er at pakhuset, selv om det er fantastisk velholdt, simpelt hen er ret kedeligt som motiv. Og at begynde at male mennesker som så først skal spørges, ville gøre det hele så kompliceret at jeg ville være fristet til at give op på forhånd.

   I en del af de fotos jeg havde taget, stod der kedelige grå og sorte biler med opslået bagsmæk og halvåbne døre og fyldte. Og der gik tit folk ind og ud af søgeren.

   Og i en del fotos kom der en eller anden kraftig-rød udefineret form med i baggrunden som uønsket trak opmærksomheden til sig.

Så langt de fleste fotos var ubrugelige som det man kalder 'referencebillede' for en akvarel. 

   Men jeg skulle selvfølgelig også kun bruge tre.

   Så jeg gik efter nogle referencefotos der var kendetegnet ved:

1. Der skulle være et andet hovedmotiv end selve pakhuset, som 'kun' skulle være baggrund eller miljø for hovedmotivet; og hovedmotivet skulle have nogle klare grundfarver og en markant - 'grafisk' - form, profil eller kontur.
2. Og så skulle fotoet helst være taget i skarpt solskin fra en ret lavthængende sol der kunne levere gode lys-skygge-kontraster til motivet, kontraster som kunne sikrede at billedet fik dybde og perspektiv.
3. Eller der skulle være sne med i billeddet, som på samme måde kunne sikre at der kom gode kontraster til andre kraftigere farvede og mørkere dele af motivet.
4. Pakhuset skulle gerne ses fra et hjørne - så det netop kunne levere to nuancer af sort - en sortmalet flade i sollys, og en sortmalet flade i skygge.
5. Og så skulle der i øvrigt være områder hvor papiret skulle stå 'rent' - altså ikke skulle males, og som derfor ville udgøre den grundlæggende 'hvide' farve i billedet. Men det sørgede de velholdte hvidmalede tagafslutninger heldigvis for at levere.
6. Der skulle helst være fartøjer med i alle billeder, så man umiddelbart kunne forstå at vi var ved en (lyst)bådehavn.
7. Mindst et af billederne skulle have Gåsetårn og Borgruin med i baggrunden.

Så jeg endte med at vælge de her tre referencefotos at arbejde ud fra:

1. referencefoto til den første akvarel

2. referencefoto til den anden akvarel

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Jeg besluttede at overføre proportionerne i 1. referencefoto uændret til tegningen på akvarelpapiret

   Jeg beskar 2. referencefoto på en måde så noget af pakhuset i baggrunden forsvandt, mens jollen samtidig blev mere fremtrædende og dominerende i billedet. 

   Jeg beskar 3. referencefoto så en stor del af den intetsigende forgrund for neden og til venstre forsvandt, og man samtidig fik indtryk af en aktiv og levende søside af Pakhuset i akvarel-versionen. 

   Og vigtigst af alt: Oversvømmelsen ved højvande og reflekserne af motorbåden både i havnens vand og inde på den anden side af kajen, blev den afgørende udtryksfulde del af akvarel-motivet.

Derefter tog jeg en afgørende beslutning: at prøve at arbejde på en måde og med en teknik jeg ikke havde brugt i nogen af mine akvareller før. Tilnærmet - men aldrig konsekvent. Og altid med en lidt ulden æstetisk samvittighed

   Jeg ville prøve at arbejde - tegne-male - som regulær illustrator - og altså ikke som akvarelmaler. 

   Det betød at jeg trak langt de fleste konturer i alle tre billeder op med den tyndeste tuschsorte 'pigment liner' jeg havde (0,05 mm). 

   På den måde kunne jeg se om motiv og billedet virkelig var værd at satse på med akvarel - eller jeg skulle prøve at finde et andet.

   

Jeg syntes det var OK med de to første. Så dem afmaskede jeg med gummi i alle de mindre områder som skulle bevares som helt hvide i den færdige akvarel.

Og malede dem så som de ses her:

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus

Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

På en måde minder arbejdsprocessen lidt om den slags meditative 'udfyldningsopgaver' som for tiden er så moderne, og som man direkte kan købe 'malebøger' for voksne til at udfolde sig i.

   

Det 3. referencebillede - som endte med at blive den fjerde egen-akvarel i serien, tvivlede jeg på at jeg kunne gennemføre til noget jeg ville være tilfreds med. 

   For mange detaljer, for få farver, for meget sort træskur, for megen blå himmel og blåt vand på hver side af kajen. 

   Og hvad var egentlig hovemotivet?

Så jeg endte med at køre ned til Pakhuset for at se om jeg kunne finde et bedre og mere attraktivt motiv. 

   Og for en gang skyld var den røde trehjulede blikbil den eneste der stod foran Pakhuset og tiltrak opmærksomheden. 

   Den lave morgensol gave gode lys-skygge-kontraster til motivet.

   Det var en udfordring. Jeg plejer ikke at tegne eller male biler, specielt ikke når de dominerer forgrunden. 

   Men den her havde - når man gik tæt på - nogle grafiske kvaliteter som sammen med alarm-farven krævede et forsøg.

   Her er de mulige referencefotos jeg tog - rød bil foran sort pakhus - fra forskellige vinkler, positioner, beskæringer - ved ni-tiden om morgenen for godt en uge siden:

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 1.

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 2 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 3. 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 4.

Hvilket skulle man vælge?

   Jeg valgte nr. 2. i fotoserien, der så skulle transformeres ind i akvareldrømmenes univers - under stor tvivl og usikkerhed.

   Og jeg stod så straks med samme problem som jeg havde med at male selve Det sorte Pakhus: den knaldrøde billakerede farve med diverse reflekser og skygger, var så intens at det var svært at finde ud af at overføre motivet og farven til akvarel nr 3.

   Men det her var altså hvad der kom ud af anstrengelserne, et maleri som jeg egentlig er ret tilfreds med:

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Sådan set var opgaven løst, og bestillingen indfriet.
   Men jeg havde jo faktisk endnu det med sort optegnede mellemstadie til en fjerde pakhus-akvarel liggende som jeg i første omgang havde droppet:

Mellemstadie til akvarel - motivet tegnet op med sorte konturlinjer

Men hvorfor så ikke prøve at få det omsat til akvarel, trods min oprindelige skepsis.

Ligesom ved de andre afdækkede jeg med gummi alle områder i motivet som skulle fremstå hvide. 

   Derefter malede jeg billedet færdigt, og gnubbede gummiet af til sidst.

   Alt i alt var jeg tilfreds:

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Her til sammenligning referencefotoet uden beskæring:

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Opsamling:

   Jeg synes forsøget med at arbejde som 'illustrator' der først tegner motivets konturer op med sort - og derefter 'udfylder' med akvarelfarve, faktisk gav noget. Specielt hvad angår skarphed og præcision. Og det gjorde klart maleprocessen nemmere og hurtigere.

   Til gengæld mister man måske lidt af det 'drømmeagtige' som ellers er det gennemgående indtryk ved en 'ren' akvarel.

Med hensyn til farver, lærte jeg at male rødt med hvide reflekser. 

   Og jeg fandt ud af et den Winsor-Newton farve der er egnet til at vise et sortmalet skur i skarpt sollys, er 'payne's grey'. Og den giver et utalt af gode nuancer inden for grå-sort-spektret ved at blive blandet med andre farver.

Alt i alt har det været en god erfaring at se hvordan bestillingsopgaver fungerer som en kreativ restriktion - altså som noget der indeholder kreativitet-stimulerende begrænsninger, både i kraft af et gennemgående motiv, en særlig tegneteknik, krav til farver - og at arbejde med en deadline.
   Så tak til min morgensvømmerven der foretog bestillingen - for længe siden.

Akvarelmaleriets mysterier (19) - 'Tænk længe, mal hurtigt' - om Olaf Rudes akvareller - spiritistmaleren Florencio - og egne 'træningsakvareller'

Jeg nævnte i det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier, at Fuglsang kunstmuseum udstiller en stor samling af Olaf Rudes akvareller. Og fruen og jeg var til åbningen hvor lederen af museet og lederen af Bornholms kunstmuseum introducerede.
   I al fredsommelighed småskændes de om hvis landsdel der havde "ejendomsret" til ham: Bornholm eller Lolland.

Udstillingen af Olaf Rudes akvareller er den største i mange år herhjemme, med omkring 90 store akvareller (typisk 30-40 cm x 40-50 cm) og nogle får mindre på udstillingen.

   Det store flertal var i privateje, så det var ikke kunst offentligheden normalt har adgang til at se. Det var et privilegium, forstod man.

Rude malede akvarel da han var helt ung - og så var der et spring til omkring begyndelsen og midten af 30-erne hvor han mere "officielt" genoptog vandfarverne.

   Siden da malede han jævnligt akvarel. Og fra hans egen mund ved vi at han betragtede akvarelmaleriet som noget han forbandt med frihed og fravær af officielle forpligtelser.

   Her et meget tidligt eksempel på hans akvarelkunst, han var da 21 år:

Olaf Rude: Stynet poppel og stengærde i modlys, Frejlev Enge, Lolland, 1907

Det er et modlysbillede. Noget jeg er særlig glad for - også når jeg selv maler. Farveskalaen bliver næsten monokrom.

Olaf Rude voksede op på Lolland og fik af forældrene en farvelade allerede som dreng. Han blev først uddannet malersvend (ligesom min morfar Oluf Bertolt i øvrigt, som han var jævnladrende med, og døde nogenlunde samtidig med).
   I 1905 rejste han til København, fik tegne- og maleundervisning af gode dygtige folk - uden for Akademiet. Og han begyndte en karriere - succesfuld - som professionel kunstmaler.

   En rejse til Paris inspirerede ham til at en række fremragende malerier med kubistisk prægning - i årene omkring afslutningen af Første Verdenskrig.

    Det her var også udstillet på Fuglsang da vi var til åbning af akvareludstillingen, men det blev viste i den nyopsatte moderne samling.

   

Akvarelmaleriet genoptog Olaf Rude for alvor i 30´erne, og han holdt sin første separate akvareludstilling i 1937 da han var 50 år gammel.
   Han talte om at det var malerier som han malede "i sin fritid". Og han malede og udstillede jævnligt akvareller flere gange senere indtil sin død 1957.

   De typiske motiver var enten fra "barndommens land" på Lolland, eller fra Bornholm hvor han tilbragte sommerperioden i sit sommerhus gennem næsten hele livet.
   Han talte om sine akvarelmalerier som "naturdrømmerier", og sin barndoms landskab Skejten kaldte han et "drømmeland".

Jeg synes hans billeder er af svingende kvalitet, og det var bestemt ikke alle der fængede og gjorde indtryk. På mig og fruen. Så på den måde var det lidt af en skuffelse.

   Ganske mange havde karakter af tegninger der var farvelagt, dvs. de tegnede streger definerede motivets udtryk, satte en konceptuel ramme - og så var den fyldt ud og "løftet" med vandarverne:

Utvivlsomt glimrende billeder ud fra en kunsthistorisk æstetisk målestok!
   Bare ikke lige min stil.

Akvarellerne fra Skejten på Lolland ved Guldborgsund var og er toppen, synes jeg.

   De er malet sidst i fyrrene, og for mig er der ingen tvivl om at de følelser som han udtrykker gennem disse malerier, udspringer af mentale kilder fra barndommens oplevelser af netop det landskab, deraf deres drømmeagtige karakter:

Rude har i ord leveret formlen for karakteren af sin arbejdsproces, til eftertanke og efterfølgelse:

TÆNK LÆNGE, MAL HURTIGT

Det rammer meget godt det jeg selv har erfaret når jeg maler akvarel. Det er analysen af motivet - og den tager tid - der gør de muligt at lave en 'god akvarel'. Principielt skal hele arbejdsproccen være ordnet og gennemtænkt mht. valg af farver, rækkefølgen de males i - og deres styrke/mættehed.
   Hvis man bare maler spontant - bliver det "mudder".

   Det synes jeg også man kan se af billederne oven for. Motivet er tegnet og gennemanalyseret i detaljer, inden Rude har begyndt selve det at male - 'farvelægge' - det tegnede motiv. Men i modsætning til dem jeg ikke var så begejstret for, så har de her  Skejten-motiver med træer også taget rigtig lang tid at tegne
   Men så er det også gået hurtigt, slag i slag, lag på lag.

At male hurtigt!
   Jeg kan så her ikke lade være med at få en association til Politikens artikel forleden om den brasilianske 'fast-motion' maler, Florencio Anton, der efter eget udsagn er medium for berømte maleres ånder, som så maler 'igennem ham' når han optræder foran et tryllebundet publikum.

  Rubrikken lød:

Afdøde kunstnere maler nye værker gennem brasiliansk medium

Det går hurtigt: En beåndet "Renoir" på 16 minutter, en beåndet "Van Gogh" på 12 minutter - og bagefter - den rene vare:

Florencio Anton

Vincent Van Gogh

Florencio Anton siger at han ikke kan male. Når han maler disse billeder, så styres hans hænder og bevidsthed af de forskellige verdenskendte maleres ånd der udøver deres kunst gennem ham, er hans forklaring.

Det med ånderne der maler gennem mediet Florencio Anton, er naturligvis fri fantasi. Eller det er udtryk for en form for hallucinationer hos ham (et fænomen jeg vender tilbage til, når jeg har blevet færdig med at læse Oliver Sacks´ bog om den slags illusoriske mentale input fra hjernen selv).

   Men det er i hvert fald en god historie for dem der tror på den slags. Og malerierne sælges for mellem 1000 og 2000 kr. når han holder sine seancer for et antageligt spiritistisk troende publikum. Indtægterne går til hjælp til fattige børn i hans hjemby Salvador i Brasilien. Siger han og andre kilder.

   Og af hans billeder at dømme, ser det ud til at han er en teknisk ferm maler.
   Selvom billederne har mange stil- og form-ligheder med 'forbillederne', bærer de godt nok også præg af at det er hastværker. Men dårlige er de ikke - efter nettets illustrationer at dømme.

Hvis vi lige vender tilbage til akvarellernes mysterier, så har jeg købt to bøger på Amazon: en har titlen "Painting Water in Watercolour" af Terry Harrison - under serie-rubrikken "The 30 Minutes Artist"; den anden har titlen "10-Minutes Watercolours" af Hazel Soan.

   Jeg har købt dem fordi jeg ønsker at lære at male akvarel hurtigt og spontant, i modsætning til de akvareller jeg indtil nu har malet og vist i forskellige tidligere indlæg. De har alle taget lang tid både at tegne at male færdige, alt i alt har de har taget mindst en til halvanden dag at producere.

   Her følger to "træningsakvareller" - inspireret af de to bøger:

Træningsakvarel (1): 10 minutter

Træningsakvarel (2): 1 time

Går man på YouTube finder man en masse instruktionsvideoer af dygtige engelske, amerikanske og kinesiske og japanske akvarelmalere, video som er gode at lære af. Og mange af malerne her maler utroligt hurtigt - næsten som Florencio Anton.
   Både Hazel Soan ogTerry Harrison har en række instruktive indslag med på YouTube!