Akvarelmaleriets mysterier (67) - fra ugler i Japan - over ugler i gården - til ugler i akvarel - hu-hej hvor det går!

Japansk træsnit: Ugle i måneskin

I det foregående indlæg skrev jeg om hvordan indvandrede gårdugler af natursten sendte mig down memory lane - og aktiverede erindringen om min og fruens og mosters rejse til Japan.

   Det der skabte forbindelsen og tændte gnisten, var japanernes altgennemtrængende Shinto-religion der dyrker den besjælede og beåndede natur: bjerge, sten, træer, dyr.

   Det motiverer blandt andet en særlig glæde hos japanerne ved bestemte dyr, som de så fabriksfremstiller og sælger som maskotter i stor stil over hele Japan. 

   Til disse maskot-dyr hører ikke mindst ugler som har en fremtrædende plads, både som små træ- eller ler-skulpturer.... 

... og som hyppigt motiv i deres fremragende og kreative træsnit-tradition:

Men hvad symboliserer ugler egentlig i japansk kultur:

In modern Japanese culture, owls are quite significant. Many Japanese people commonly carry an owl charm, but what does it symbolize?

   If you walk around the shops or find yourself on the subway in Japan, you'll often come across cute little plastic owl cell phone charm dangles, owl stickers and phone covers, wooden owl figures and owl toys in all shapes and sizes. Owls are popular, just like Hello Kitty and  Rilakkuma, but for a different reason.

   In Japan, owls bring luck and offer protection from suffering.

   The reason can be found in the Japanese name for owl, Fukuro フクロウ (梟), which can be written in different sets of characters: One with the meaning of luck (福 fuku, luck; 来ku, to come; 郎 ro suffix used in boys' names), and the other as protection from hardship (不 fu, no, 苦労 kurou suffering/hardship).

   Through this play on words, owls have attained different attributions and have become popular as engimono (縁起物) (Japanese for lucky charms). Some people believe that the different colours and shapes of owls have different influences on the type of power and luck. This is why an enormous variety of owl merchandise and souvenirs can be found in modern Japan.

https://owlcation.com/social-sciences/owls-in-Japanese-culture

I de senere år har denne dyrkelse af uglemaskotter også slået igennem i form af særlige kæledyrs-cafeer hvor især ugler er populære.

   Denne trend fortæller en artikel fra Berlingske i november 2013 om - overskriften:

Drik kaffen sammen med en ugle

Underrubrikken forklarer:

Nyeste trend i det japanske caféliv, hvor kæledyrscaféer længe har været et hit, er fugle. Og uglen er den mest populære café-vært.

Kirkeugle - illustration til artiklen

Artiklen fortæller videre om fænomenet:

Baggrunden er enkel: Mange ønsker sig brændende et kæledyr, men i de tætbefolkede japanske byer er der ikke megen plads, og de fleste lejlighedsbyggerier tillader det slet ikke.

   Behovet kan afhjælpes ved et besøg i en kæledyrscafé, hvor man både kan nyde en kop kaffe og klappe et dyr. I de seneste år er antallet af Pet Cafés således eksploderet i Japan - og især dem med kælne katte er populære.

   Men nu er en ny trend opstået: Fugle-caféer med uglen som den mest populære, beretter Tokyo Times, der fortæller om det nye fænomen, der i sommer er boomet, så folk har stået i kø for at komme ind i.

   Sidste år begyndte Tokyos to caféer "Fukurou no Mise", en    ugleforretning, nær Tsukishima-stationen og "Tori no Iru Café", café med flere slags fugle, at blive populære. Og hurtigt er andre caféer fulgt efter. For eksempel "Fukurou sabou", et ugletehus, i Tokyo og "Owl Family" og "Crew" i Osaka.

Der er imidlertid forskel på hvordan gæsterne kan få lov til at håndterer kæledyrene på hhv. ugle- og katte-cafeer:

Modsat i katte-caféerne må man ikke kæle med uglerne. Der er regler for omgang med uglerner: ikke larme, ikke fotografere med flash og ikke røre, med mindre det er efter aftale med personalet, som sørger for, at gæsternes hænder bliver desinficeret før og efter uglekontakten.

   Og uglerne? Ifølge avisen er deres kløer klippet, og deres næb slebet for at mindske risikoen for, at de river og skader cafégæsterne.

   Anderledes er det dog i Falkoner Caféen i Mitaka bydelen i Tokyo, hvor folk tager deres egne fugle med i caféen, som man også gør i de mange hundecaféer, der findes rundt om i landet.

https://www.b.dk/rejseliv/drik-kaffen-sammen-med-en-ugle

Og apropos katte-cafeer ...

   Begyndelsen på alt det her ugleri var i denne omgang indvandringen af vestjyske gårdugler, udhugget i natursten, sendt med fragtmand der bandede over vægten, som gave fra murermester Jørg Viggo Jensen, den multi-kreative mand som vi var sammen med på min og fruens og mosters Japanrejse for 9 år siden, og som siden viste sig at være en billedhugger af guds nåde.

   Om Jørg er katteelsker ved jeg ikke, men som motiver på hans Facebook-billeder, optræder jævnligt en stor sort hun af ubestemmelig race:

Jørgs sort hund

Her er nu hans gårdugler der har inviteret vores Norske Skovkat Fister til en skålfuld omhyggeligt tilberedt tevand:

Alt dette som introduktion til starten på endnu en fuglemotiv-serie af akvareller UGLER! 

   

Ugleakvareller har længe stået på min bestillingsliste til mig selv, af samme grund som Japanerne dyrker motivet i deres træsnit: de appellerer til fantasien og er omgærdet af en aura af mystik (deraf også forestillingen om ugler som symbol på klogskab og belæsthed).

   Men først nu med den akvarel-bestilling som implicit lå gård-ugle-gaven fra Jørg, har jeg fået taget mig sammen:

   I først omgang blev det til de her tre ugle-akvareller:

Egen akvarel: Kirkeugle

Egen akvarel: Sneugle

Egen akvarel: Sneugle

Ingen af billederne er jeg helt tilfreds med. 

   Men da det er første forsøg og de akvarelteknisk stiller delvis andre krav end de fugle jeg indtil nu har malet, så synes jeg egentlig jeg er kommet pænt fra start.

Og det betyder også at ...

(fortsættelse følger)

Fra Japan i mit hjerte til stenugler i min gård - om besjælet natur og skulptur

Fra Miyazakis tegnefilm: "Min ven Totoro"

Hvor det kommer fra ved jeg ikke, men japansk kultur, æstetik og religion har på en eller anden måde været med i min bevidsthed og aktiv i min underbevidsthed siden min ungdom. Og det har slået igennem også da jeg for 7 år siden begyndte at skrive indlæg her på bloggen.

   Rigtig mange indlæg har helt eller delvist handlet om japanske træsnit fra 1800-tallet med kunstnerne Hokusai og Hiroshige som de dominerende navne, og om japanske tegnfilm (som har rødder tilbage til Hokusais lærebog i manga-tegning) med Hayao Miyazaki som det altdominerende instruktørnavn - hvis utroligt smukke og fascinerende tegnefilm viser hvilken kreativ kraft der ligger i forestillinger om en besjælet natur.

   Både mine tusch-tegninger i mine unge dage (60´erne) og min akvareller i de seneste år, er tydeligvis inspireret af japansk kunst og grafiske æstetik

   Men i alle årene har det virkelige Japan for mig stået som et land i en fjern og uvirkelig drøm

Men i foråret 2009 kom forløsningen. Fruen og jeg og fruens søster var på en grupperejse med et lille rejseselskab til Japan: Med en lille uges ophold i Tokyo og en lille uges ophold i Kyoto.

   Det var rejselederens første rejse som turguide til Japan, og turen skulle være en slags test på den research han havde lavet inden, og som skulle fortælle ham og det arrangerende selskab om det var sådan den rejse skulle sættes sammen i de kommende år.

    Set fra deltagernes synspunkt - vi var 9 plus den danske guide og to japanske kvindelige guider (en i hver by) - var det en succes, med oplevelser som jeg desværre aldrig fik skrevet og fortalt om fordi det først var året efter at jeg begyndte at skrive på min blog.

Jeg vil heller ikke forsøge at skrive om vores Japan-rejse i detaljer og i serier af indlæg så mange år efter. Selvom jeg tog en masse fotos, så er erindringen tåget og upræcis - også på grund af sygdom og medicin.

   Men en ting husker jeg lysende klart: At vi besøgte landet og hver dag tog på udflugter ud fra de to byer vi boede, netop i den periode hvor kirsebærtræerne blomstrede, og japanerne i familie- eller arbejdsgrupper satte sig ud under de blomsterne kroner på store blå plastikunderlag og spiste frokost sammen:

Det andet som gjorde et uudsletteligt indtryk var at alt på overfladen godt kunne ligne et vestligt højteknologisk land som vores, men at der under den overflade var en strøm af forestillinger især knyttet til natur og naturfænomener som i den grad var fremmede for os (undtagen til Jul).

   Det var den ældgamle religiøse forestilling om at alt i naturen var - eller kunne være - besjælet: dyr, planter, sten, floder, bjerge - en forestilling som hele tiden var undertekst til alt der blev vist og gjort.

   Fx er de her figurklippede træers kroner set i en park i Tokye ... 'skyer' på en 'himmel' i et imaginært landskab:

I religions-sociologien taler man om "animisme" og betragter den slags trosforestillinger som en form for ur-religiøsitet der har været udbredt blandt alle oprindelige folk, og som har eksisteret i mange lokale varianter over hele jorden gennem tusinder af år.

   I Japan er navnet på den gamle religion som er den ene af de to dominerende: 'shinto'.

   Kristian Ditlev Jensen skriver i en kort "Introduktion til japansk religion":

I Japan har man to hovedreligioner, som de fleste japanere dyrker med større eller mindre intensitet. Den ene kaldes shinto, den anden er den særlige japanske buddhisme, som går under navnet zen eller zenbuddhisme.

   Meget groft sagt bruger japanere shinto til alt, hvad der har med livet og hverdagen at gøre – for eksempel bliver man traditionelt gift i et shinto-tempel – mens buddhisme bruges til håndtering af døden og af lidelse. Begravelser er derfor buddhistiske.

   Shinto er en noget uudgrundelig størrelse, som de færreste udlændinge forstår til bunds. Men grundlæggende er shinto en animisme. Det vil sige, at man i shinto tilbeder kami, som betyder guder eller ånder. Ofte er det ånder, der er forbundet med et sted eller en naturlig ting. Solen har sin egen kami, men en stor klippe ude i havet kan også være hellig, så folk fra nær og fjern kommer og tilbeder dens kami.

https://www.japanspecialisten.dk/praktiske-informationer-om-at-rejse-til-japan/artikler-om-at-rejse-i-japan/japansk-religion/

Som et verdensberømt udtryk for denne i kulturen altgennemtrængende religion er det hellige bjerg Fujiyama (3.776 m) som kan ses over store afstande fra mange lokaliteter, og som vi også så et glimt af ud ad vinduet da vi kørte med lyntoget Shinkansen fra Tokyo til Kyoto:

Fujiyama er en urgammel død vulkan som i moderne tid er blevet et internationalt kendt symbol for Japan via et af Hokusais mest beundrede træsnit der viser bjerget som en central del af motivet, nemlig det her:

I rigtig mange år havde jeg selv en kopi af det træsnit hængende på væggen i vores stue.

Et gennemgående udtryk for hvor central animismen stadig står i japanernes dagliglivs kultur, var alle de mange forskellige dyrefigurer der var til salg i store mængder over alt. 

   Her nogle eksempler som jeg tog billeder af undervejs på turen:

Hvor vil jeg nu hen med hele denne lange indledning? 

   En af de danske deltagere på turen udmærkede sig som særligt kreativ - og var på flere måder et stort plus for vores lille turistgruppe. Hans fornavn var det lidt mærkelige "Jørg". Og Jørg var lidt af en tusindkunstner med hovedet fuld af ideer.

   Hans frue var skolelærer og holdt lidt øje med at han ikke kom galt afsted på grund af alt for flyvske ideer. 

   Selv var han murermester. Og parret kom fra en lille by Høgild i det mørkere midt-vestlige Jylland lidt syd for Herning og 50 km øst for Ringkøbing. 

   Men de var vidt berejst - en slags opdagelsesrejsende - og havde besøgt mange flere eksotiske steder end resten af den lille deltagergruppe til sammen

   

Jørg var underholdende og havde humor på den særlige vestjyske lune måde. Han kunne fortælle mange sjove historier og vittige anekdoter. 

   Og så kunne han lave tryllekunster, en kvalifikation som gjorde at selv om vi ikke forstod japansk og japanerne ikke forstod engelsk - endsige dansk - så kom vi via Jørgs tryllerier hurtig i fin non-verbal kontakt med de lokale  japanske bar-gæster de aftener hvor vi var ude på egen hånd uden vores japanske guider og tolke.

Jørg og han frue besøgte vi et års tid efter hjemkomsten til Danmark. Og han levede helt op til det billede vi havde fået af ham på rejsen.  Ud over at være en dygtig og værdsat lokal murermester var han også selvlært havearkitekt, kreativ opfinder, tømrer og billedhugger. 

   Tilsyneladende var han hele tiden igang med at finde på, find ud af - og opfinde. Og at indrette og konstruere nyt ud af gammelt.

   Det var et hyggeligt gensyn.

   

Vi har holdt kontakten ved lige via Facebook. Og for nogle få år siden begyndte der at dukke figurer op på hans FB-hjemmeside: ugler!

   Det var ikke helt til at gennemskue hvad de var lavet af, og hvor store/små de var. Men de så sjove ud, var originale  i udtrykket og havde individuelle personligheder. Og de var tilsyneladende til salg.

   Og her i år før Jul tog jeg mig sammen og bestilte en hel ugle-familie hos ham. De ankom til Vordingborg med fragtmand, fint og solidt emballeret. De vejede et halvt ton, og fragtmanden bandede da han afleverede pakken, over hvad det kunne være i den der vejede så meget.

   Sådan så de ud - sten-uglefamilien - da de var pakket ud og opstillet i vores gård:

Hvad er uglerne lavet af af? 

   - Forskellige rå natursten som dem man kan finde på enhver bondemands marker, indført af den kappe af indlandsis der kom til Danmark fra Norge og Sverige under sidste istid for mere end 10.000 år siden.

   Og udhugget og bearbejdet med de værktøjer som enhver velforsynet murermester har og ved hvordan man skal betjene.

   

Hvornår og hvordan fik Jørg ideen?

- Har lavet ugler i ca 4 år, og det er stenen der bestemmer hvordan en ugle skal se ud.

   Ideen var i protest mod at 'Haveoasen' tog 3.500 kr. for 3 ugler - lille, mellem og stor.

   Stenene kommer fra marken. Når der er taget kartofler op så ligger de lige til at samle op.

Det anede mig at der lå et oprør bag Jørgs sten-ugler. Det er 'kreativ vrede' der har fremprovokeret ideen, og som driver værket. Og den 'kreative restriktion' der udfordrer, er at hugge ugler ud af netop den unikke form en sten tilfældigvis har fra naturens hånd.

   Her er et billede af de sølle, små og urimeligt dyre sten-ugler som blev solgt fra 'Haveoasen', der omtaler sig selv som "midtjyllands største havecenter";

Her får vores indvandrede sten-ugler besøg i vores gård af genboens Ali-cat:

Går man ind på Jørgs FB-hjemmeside, finder man billeder af andre skulpturer af forskellig slags, både med ugle-kombinationer, men fx også 'skovmænd' af træ:

Jeg er ikke i tvivl om at noget af impulsen til at udhugge disse sten-ugle-skulpturer med personlighed, stammer tilbage fra vores Japan-tur og dette lands årtusindgamle tro på at naturen er besjælet og beåndet.

Akvarelmaleriets mysterier (66) - fra rødhals til biæder - og fra det sorte pakhus til den hvide domkirke

Det er sådan med et motiv som man har dyrket med glæde og udbytte - at det hele tiden presser sig på som en mulighed - fordi der allerede er banet veje i det visuelle modtage- og udtryks-system i hjernen.

    Så selvom jeg troede at nu var de slut med rødhalsen som motiv - som beskrevet i det her indlæg ...

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/10/akvarelmaleriets-mysterier-65-rdhals-i.html

... så skete der det at jeg fra Dansk Naturfredningsforening som jeg er livsvarigt medlem af, fik den årlige sending julekort med fotos af naturmotiver. 

   Og der var - selvfølgelig - netop et rødhalse-motiv på et af postkortene. Og oven i købet var rødhalsen placeret i en setting som jeg ikke havde malet før: et slåen-buskads med modne mørkeblå slåenbær:

Reference-foto: Rødhals blandt blåbær

Det måtte jeg prøve at akvarelmale - det var nyt.

   Og jeg havde også i skuffen liggende nogle 'akvarelmarkers' af mærket Winsor & Newton som jeg ikke havde forsøgt at bruge tidligere:

 Så nu var det nu:

Egen akvarel: Rødhals blandt blåbær, 2017

Faktisk er jeg ret tilfreds med resultatet, og brugen af watercolor-markers giver klart et andet, mere råt og kraftfuldt udtryk end hvis jeg alene havde brugt pensler.

Og så havde jeg også liggende en bestilling på en rødhals-akvarel fra min svigerdatter, men var ikke sikker på at det med rødhals blandt slåen-bær lige var det hun havde tænkt. Så jeg fandt en andet forbillede på nettet som for mig også stillede den udfordring at vise en fugle med åbent næb - næsten frontalt. 

   Det gav dette resultat:

Egen akvarel: Rødkælk med åbent næb, 2017

Ind ad brevsprækken kom så også et nummer af mit blad fra Dansk Ornitologisk forening med en fotos af fugle på forsiden som jeg ikke husker at have set før:

Forsidefoto fra tidskrift: Tre biædere

Som motiv ligger biæderne langt fra rødhals og de fleste andre fugle jeg har malet. 

   At gengive dem i akvarel ville være noget af en udfordring, så den tog jeg op. Dog ville jeg ikke bruge det her som referencebilllede (for svært, følte jeg), så jeg fandt et andet på nettet, nemlig det her:

Referencefoto: To biædere

Her følger min udgave, som jeg er ret tilfreds med. Men det var en af de sværeste motiver for en akvarel jeg har prøvet indtil nu.

Egen akvarel: To biædere og to bier.

Jeg havde været for ivrig og uopmærksom under det krævende malerarbejde, så der var kommet forstyrrende små klatter af akvarelfarve i den lyse baggrund, både forneden til venstre og forneden til højre.

   Jeg fik ideen af en ven, at de fejl kunne gøres usynlige ved at male en bi oven i til at kamuflere og skjule pletterne. 

   Det bliver ikke sidste gang jeg prøver at male de her eksotisk udseende fugle i akvarel, er jeg sikker på.

Til de bestillingsarbejder jeg har fået ind på det sidste hører et som umiddelbart inviterer til at køre videre af et udtryksmæssigt spor.

   Som referencebilleder fik jeg tre fotos af en solopgang fra Sydstranden i Dragør - med mørke silhuetter af siv i modlys i forgrunden.

   Og det udtryksmæssige spor jeg kørte videre ad, ses i de her to akvareller:

Egen akvarel: Næbbet fra Ordrupnæs

Egen akvarel: Aleen fra Københavnsvej mod Ornebjerg

Fælles er farvholdningen, de flerfarvede vådt i vådt-flader og silhuetterne i modlys. Ad det udtryksmæssige spor kom så denne akvarel:

Egen akvarel: Solopgang, Sydstranden, Dragør, 201

Videre til næste spor:

   Et af forårets glædelig oplevelser med akvarelmaleriet som var kommet igang igen, var et bestillingsarbejde som jeg fik for mere end et år siden, altså før det som en bivirkning af CML-medicinen gik helt galt med min blodproduktion. 

   Bestillingen var fra en af mine morgensvømmer-venner som ønskede nogle akvareller til det gamle sorte pakhus af træ som han og en forening brugte som ramme for deres praktiske aktiviteter som jolle-ejere.

   Og motivet skulle være sådan at det sorte pakhus altid var med i billedet.
   Jeg tog en masse fotos, og da der gik hul på bylden og jeg kom igang igen i foråret, resulterede det i de her fire akvareller med tuschtegnede konturer:

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (1)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (2)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (3)

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (4)

Arbejdet med denne serie satte sig det mentale spor for fremtiden at jeg blev væsentlig mindre usikker mht. at male bygninger og byggerier som motiv.
   Jeg blev også for alvor klar over at det giver en ekstra kvalitet at male serier a det samme motiv set fra forskellige vinkler.
  Samtidig blev jeg endnu mere bevidst om betydningen af 'belysningen' der skabte kontraster mellem lys og skygge og dermed dybde i motivet, og om hvor meget liv i billede det giver når man "highligter' lysreflekserne i forskellige blanke flader.
   Og det er akvarelmaleriet særligt godt til, fordi hvidt males og udtrykkes ved at papiret i refleks-områderne står umalet frem.   

   

Igennem mange år har vi besøgt venner i Dalby i Skåne lidt sydøst for Lund. Og på vej ind i byen har vi hver gang været imponeret over synsintrykket af den middelaldergamle imposante tidligere dansk domkirke i Dalby med den næsten lige så gamle 'Kungsgård' liggende foran, som lå på højdedraget foran os.

  For godt en måned siden besluttede jeg mig for at nu ville jeg prøve at tage springet: fra Det Sorte Pakhus i Vordingborg (ca. 100 år gammelt) til den Hvide Domkirke i Dalby (ca. 1000 år gammel): 

Egen akvarel: Domkirken i Dalby, Skåne, 2017

Egen akvarel: Kungsgården i Dalby, Skåne, 2017

Egen akvarel: Kungsgården i Dalby (2), Skåne, 2017

Jeg er selv meget glad for de her tre billeder.
   Også her er 'belysningen' afgørende for kontrasten mellem lys og skygge, ikke mindst i den hvid kirkes murer hvor de belyste sider er umalet papir, mens skyggesiderne er malet med en lys blåviolet.
  Som noget nyt der også giver liv og spændstighed til motivet: murerne i gården af kampesten i forskellige farver og nuancer. 

 
Så skulle det motiv egentlig være opbrugt. Men et mentalt puf fra en af mine morgensvømmervenner som har set og rost serien, har fået mig til at opsøge flere fotos på nettet hvor man ser kirken og kongsgården ude- og nedefra som en del af landskabet, fotos som kunne være referencebilleder for en fortsat serie af motivet:

Vi får se hvad det bliver til.