Hvordan virker jobbet som 'klikarbejder' på dem der udfører 'indholdsmoderation' i it-virksomheder, og hvorfor kan det være en alvorlig mental belastning?

http://startearningonlinenow.com/clickworker-review

En stor artikel - 3 siders opslag - i Information (25/11) fanger min opmærksomhed. I avisudgaven har den denne citat-rubrik:

'Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job. Men der er andre farer' 

I netversionen har den en kortere og mere slagkraftige overskrift:

Mit liv som klikarbejder

Den lidt længere manchetten i avisudgaven lyder:

Tusinder af asiater fjerner billeder af døde mennesker og porno fra dine feeds på Facebook. Det er ’vor tids samlebåndsarbejde’, siger en forsker, som sammenligner fænomenet med outsourcing af hårdt og underbetalt arbejde inden for industrien. Information har taget et job som klikarbedjer for at undersøge bagsiden af det digitale arbejdsmarked - og har blandt andet arbejdet for en danskbaseret virksomhed.

Artiklen er skrevet af Otto Lerche Kristiansen, en journalist hvis artikler i Information jeg husker at have læst flere af. Og er blevet klogere af at læse.

   Plottet og opbygningen er sådan set velkendt fra moderne journalistisk reportage: en blanding af 1) en fortløbende - fortællende - personlig oplevelses- og erfaringshistorie  med journalisten selv som subjekt, 2) interviewskvenser fra interviewpersoner som har erfaringe med, ansvar for eller har ekspertviden om historiens emne, 3) baggrundsinformationer - historie, statistik - hentet fra skrevne kilder.

   Det er i artikelformat samme plot-mix som den bedste danske videnskabsjournalist Lone Frank har brugt i de fleste af sine velskrevne og flot anmeldte bøger, fx 'Mit smukke genom' og 'Lystens pioner'.

Som oprindelig lingvist er jeg en hund efter nye ord - især hvis de refererer til noget virkeligt nyt - og ikke bare er eufemismer fra spindoktorernes og politikernes retoriske værksteder.

   I manchetten er det ordet...

''KLIKARBEJDER"

Jeg ved ikke hvad det betyder, det må være oversat fra engelsk,  og jeg gætter lidt diffust: en person hvis rutineprægede arbejde er at klikke på noget på internettet.

   Åbenbart er det noget der i de senere år er blevt outsourcet til udlandet - nærmere bestemt Fjernøsten, ligesom tidligere industrielt samlebåndsarbejde er blevet det.

   Men hvem, hvad, hvor, hvornår og hvorfor? Og hvilke farer skulle der ligge i det?

   

Ganske rigtigt: det engelske ord er 'clickworker' eller 'crowd worker' og det arbejde de udfører, er en form for intern censur, kaldet 'commercial contentmoderation' som der skulle være mindst 100.000 mennesker over hele verden der arbejdede med.

   Arbejdet som 'indholdsmoderator' er som sådan omgærdet med konventionelt kommercielt hemmelighedskræmmeri og tavshedklausuler.

   Så journlisten kan kun finde en udvej for at undersøge forholdene for denne arbejdstyrke nærmere:

 Ved at blive en del af den.

   »Vi er hele tiden på udkig efter nye folk til at løse opgaver,« skriver Crowdflower på deres hjemmeside.

  »Kom med på holdet.«

   Jeg sad foran min computerskærm på Informations redaktion og overvejede, hvordan jeg kunne komme i kontakt med nogle af de anslået 100.000 online moderatorer, da jeg læste om Crowdflower.

   Den amerikanske virksomhed formidler millioner af mindre opgaver mellem arbejdsgivere og såkaldte crowd workers eller clickworkers over hele verden. Det kan være alt fra transskribering af tekst over vurdering af kommentarer på sociale medier og indsamling og kategorisering af data til vurdering af relevansen af søgemaskineresultater. Deraf navnet microtasking.

   Crowdflower laver også indholdsmoderation og bliver ifølge virksomhedens hjemmeside brugt af blandt andre Youtube og IBM – og en danskbaseret virksomhed.

   Jeg tilmeldte mig på Crowdflowers hjemmeside og modtog kort efter en velkomstmail.

Arbejdet går ud på at se en masse 'problematiske' hjemmesider igennem og klassificere dem efter hvor meget (=high risk) eller lidt (=low risk) 'upassende' deres indhold er, fx hvad angår pornografisk indhold - eller fx nazi-indhold og hate speech. Og derrmed hvor risikablet det er at formidle for fx et socialt medie som Facebook.

   Og man får betaling for hver fem hjemmesider man klassificerer: 21 ører. 

   Men først skal man gennemgå en test for at firmaet kan afgøre om man er egnet til - dvs. har sanseapperat og hjerne som er kvalificeret til hurigt at ettikettere indholdet i tvivsomme hjemmesider.

   Sådan en test gennemgår Otto Lerche Kristiansen også. Og består.

En forsker i området 'indholdsmoderation' fra University of California, Sarah Roberts, bliver interviewet. Hun har udspurgt en række klik-arbejdere om hvhvorfor de har valgt det arbejde, hvad deres løn var, hvordan de er blevet pyskik påvirket af det. Og især spørgsmålet om ...

Hvilken type af stødende indhold stødte de på i deres arbejde?

   Det korte svar er:

   »Alt.«

   Det lange svar giver Sarah Roberts over telefonen fra Los Angeles. Det kan være patriotisk hadtale eller nazipropaganda, angreb på homoseksuelle eller meget voldsomme kommentarer:

   »Død over jøderne! Død over muslimer! Den slags,« siger hun.

   »Det er også videooptagelser af overgreb: voksne, der misbruger andre voksne; slåskampe; voksne, der misbruger børn fysisk eller seksuelt; folk, der mishandler dyr for at få en fornøjelse ud af det; optagelser fra krigszoner i hele verden.   Internettet har det hele.«

    Det kan være svært at forstå, hvorfor nogen skulle bruge tid på at lægge den slags billeder eller tekst på nettet, men som Sarah Roberts siger:

   »Internettet indeholder alt det bedste og alt det værste ved os mennesker, og der er altid nogen, som vil sende det ud og distribuere det.«

   – Hvad siger moderatorerne om deres reaktioner?

   »Det er nok ikke svært at forestille sig, at det er et hårdt arbejde.«

   – Hvorfor er det hårdt?

   »Hvis man tænker på det materiale, som jeg lige har beskrevet, hvis man er nødt til at se det igen og igen og igen, fordi det er dit arbejde, er det meget svært.«

   – På hvilken måde er det hårdt?

   »Det er hårdt psykisk. De fysiske forhold er ofte fine – det er sådan set bare et kontorjob og på den måde ikke hårdt på samme måde, som det er hårdt at stå ved et samlebånd, hvor man måske mister en finger.

   Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job, men der er andre farer, og det er følelsesmæssigt drænende at kigge på den her type indhold uden at kunne se nogen ende på det.«

   – Hvad er konsekvenserne for arbejderne?

   »Det kan være problemer med at sove eller indgå i sociale sammenhænge. Man kan ikke lægge arbejdet fra sig efter arbejdstid.

   Men ingen har lavet længerevarende undersøgelser af den her type arbejde, fordi det er forbundet med en høj grad af hemmeligholdelse. Vi ved faktisk ikke, hvad de langsigtede konsekvenser kan blive.«

Nogle former for klik-arbjede er ikke så emotionelt og mentalt hårdt, fx det at transkribere fra tale til skrift. 

   Men I slutningen af artiklen får vi så en konkret, men anonym case til at illustrere problemet hvor 'psykisk belastende' dette klik-arbejde kan være:

En indholdsmoderator fra Italien, som ønsker at være anonym, siger til Information, at hun i en periode arbejdede med at moderere kommentarsporet i en større italiensk avis, men måtte stoppe efter mindre end tre måneders arbejde.

   »Jeg var på arbejde fire timer af gangen og læste måske 3.000 eller 4.000 beskeder i løbet af sådan en dag,« siger hun til Information.

   »Det var typisk sådan noget: »Hvis min datter var lesbisk, ville jeg slå hende«, »Hvis Mussolini havde levet, ville han vide, hvordan man skulle håndtere alle de sigøjnere«, »Jeg ville ønske, at alle de migranter kunne dø i Holocaust.«

   Det var kun fire timer om dagen, men jeg tænkte på de beskeder hele døgnet. Kan du forestille dig at være i et miljø fuldt af disse mennesker hele tiden?« spørger hun. 

Forskeren Sarah Roberts fortæller om to typiske mentale reaktioner: "burn out" og "total følelsesløshed."

Her et link til den glimrende artikel, hvis vinkel først og fremmest er kritisk i forhold til de arbejdsmiljøskader som 'indholdsmoderation' af voldelige, barske, hadske eller pornografiske hjemmesider kan give.

https://www.information.dk/mofo/liv-klikarbejder

Jeg kommer under læsningen imidlertid til at tænke på et andet, mere dybereliggende og grundlæggende spørgsmål som artiklen jo indirekte rejser, nemlig dette:

Hvorfor er den slags samlebånds-censur-internet-arbejde så belastende at det kan give samme emotionelle og mentale symptomer som man ellers kender fra det arbejde som stressede sygeplejersker, lærere, pædagoger og fængselsbetjente udfører: et arbejde hvor det der belaster og slider i det lange løb, er tæt og personlig ansigt-til-ansigt omgang med andre mennesker hvis adfærd, liv og velfærd man har et professionelt ansvar for. 

   I øvrigt er det også typisk den slags psykiske arbejdsmiljøskader som pressede og stressede nyhedsjournalister relativt ofte bliver ramt af, minder jeg lige om.

Her vender jeg tilbage til nogle af de grundspørgsmål som i de første år drev mange af mine indlæg her på bloggen:

   Hvad foregår der i hjernen (og i kroppen)  når vi læser en historie, eller hører en radiofortælling, eller ser film og tv-indslag?

   Spørgsmålet pressede sig på for mig når jeg kastede erindringens spørgende blik tilbage på det arbejde jeg en stor del af min faglige karriere har haft - at undervise i hvordan man så effektivt og virksomt som muligt kunne skrue tekster historier og (levende) billeder sammen så de fængede, fangede og fastholdt publikum. Og altså mærkede publikum mentalt  ved hjælp af greb og teknikker fra retorik, fortælleteknik og dramaturgi og æstetik.

    Det var spørgsmålet om der var videnskabelig empirisk evidens for sandheden i påstandene om den mentale 'impact' - virkningen - hos publikum, påstande som jeg  med stor autoritet og succes havde fremført igennem et langt livs kurser for lærere, journalister, mediefolk - og i en række velanskrevne fagbøger og artikler.

Det overordnede begreb er 'simulering' eller 'simulation'.

   Vores hjerne oplever og forstår hvad andre mennesker har skrevet, hvad andre mennesker fortæller, og hvad de ser andre mennesker gøre, ved i bestemte dele - 'netværk' - at simulere de verbale, lydlige og visuelle input de får som har disse andre menneskers adfærd som sensorisk og perceptionel kilde.

   Men hvad betyder simulering eller simulation så i den her forbindelse? -Ordborgen siger:

Simulation er en imitation (efterligning) af noget virkeligt, tingenes tilstand eller en proces. At simulere er at lade som om, forstille sig, foregive, skrømte.

'Simuleringen' sker dels i det neurale netværk i hjernen som er udgøres af såkaldte 'spejlneuroner', og som aktiveres både når man ser andre udføre en handling, når man selv udfører den - og også - ikke mindst - når man selv tænker på den og taler om den. 

   Den version af 'simulering' menes at forklare den umiddelbare empati som de fleste mennesker oplever ved mødet med et andet menneske som man ellers ikke kender.

   Og dels sker 'simuleringen'  i det netværk i hjernen som har flere forskelige faglige betegnelser: 'default mode', 'task negative', men som i de senere år har fået betegnelsen 'imagination network':

The functions of the imagination network form the core of human experience. Its three main components are personal meaning-making, mental simulation, and perspective taking.

    This allows us to construct meaning from our experiences, remember the past, think about the future, imagine other people’s perspectives and alternative scenarios, understand stories, and reflect on mental and emotional states—both our own and those of others.

Søger man på nettet efter 'simulation theory' så får man mange forskellige hits der helt klart trækker på den moderne neurologiske hjerneforskning.

   Dels én der i Wikipedia findes under betegnelsen "Simulation theory of empathy", og dels én der findes under betegnelsen "Simulation theory of cognition - eller ligefrem "bodied cognition".

'Simulation theory of empathy' har også og ikke mindst med følelser at gøre. Og den sammenhæng udlægger Wikipedia det sådan her, med afsæt i hvordan spejlneuroner fungerer i hjernen - gennem automatisk neurologisk imitation af set eller omtalte eller tænkte handlinger (='motor behavior'):

Shared neural representation for a motor behavior and its observation has been extended into the domains of feelings and emotions. Not only movements but also facial expressions activate the same brain regions that are activated by direct experiences.

   In an fMRI study, same brain regions on action representation found to be activated when people both imitated and observed emotional facial expressions such as happy, sad, angry, surprise, disgust, and afraid.

   Observing video clips that displayed facial expression of feeling disgust activated the neural networks typical of direct experience of disgust.

   Similar results have been found in the case of touch.

   Watching movies that someone touched legs or faces activated the somatosensory cortex for direct feeling of the touch.

   A similar mirror system exists in perceiving pain. When people see other people feel pain, people feel pain not only affectively, but also sensorially.

   These results suggest that understanding other's feelings and emotions is driven not by cognitive deduction of what the stimuli means but by automatic activation of somatosensory neurons. 

Sammenfattet:

    Vi kan ikke lade være med at helt fysisk at 'føle med' når vi ser andre mennesker udtrykke følelser gennem adfærd, herunder ansigtsudtryk, mimik og sprog, fordi den slags iagttagelser via spejlneuronerne aktiverer de følelser vi selv ville have haft hvis vi havde udtrykt os på lignende måde.

Så til 'simulation theory of embodied cognition': 

   Hvad siger den - specielt når det handler om at opleve og forstå indholdet i sproglige udsagn? 

   Det forklarer professor Benjamin Bergen, professor ved University og California, San Diego:

Embodied simulation refers to the possibility that we understand the meaning of language by simulating in our minds the experience that the language describes through memories of our own experiences of that event.

   Bergen points at that we simulate constantly, when we imagine faces of friends or relatives, sounds, music, tastes, smells, and actions through conscious mental imagery. He explains that embodied simulation is a slightly deeper process and the images that we conjure up are ‘just the tip of the iceberg;’ when we simulate we create mental experiences of sense perceptions and actions without them being present.

   The processes that we consciously activate to do this are actually busy even when we are not aware of them. When we practice ‘embodied simulation’ research shows we ‘prod’ those areas of the brain that deal with actions and perceptions that have unconsciously collected all our experiences and actions and reawaken them.

   Meaning and Sensory Perception and Experience are necessary in Language Processing.

Der refereres ikke til det i den her artikel, men de neurologiske processer som aktiveres i hjernen, er - ifølge teksten her - dem der varetages af 'the imagination network', et hjerne-netværk som jo kører derudaf - både når det gælder om at fremkalde erindringer om oplevede situationer i fortiden, om at fremkalde forestillinger om andres bevidsthed som ligner en selv ('theory of mind'), om at aktivere moralske overvejelser og tanker om fremtiden og bedømmelse af andres adfærd. 

   Og ikke mindst når vi sover og drømmer, når vi dagdrømmer, når vi mediterer - og når vi generelt ikke gør spor andet end at lade sindet få utøjlet frit løb ud over sindets stepper vist på den indre skærm:

Bergen said that we understand words partly by creating mental simulations of what it would be like to experience the things being described. We do this by activating previously stored knowledge and emotions about an action or event. 

https://www.decodedscience.org/embodied-simulation-creating-meaning-out-of-language/30165

Her et andet citat der - mere generelt - forsøger at forklare den teori jeg for nogle år siden faldt for, og som - med et lidt belastet begreb - handler om at man kan læse tanker og føleser hos et andet menneske som man jævnligt omgås gennem følsom og åben simulering - og deler erfaringer og 'kultur' med; det centrale begreb ar 'mentalization' eller 'mentalizing': 

S(imulation)T(herory) (...) (in its original form) says that people employ imagination, mental pretense, or perspective taking (‘putting oneself in the other person’s shoes’) to determine others’ mental states.

   A mentalizer simulates another person by first creating pretend states (e.g., pretend desires and beliefs) in her own mind that correspond to those of the target. She then inputs these pretend states into a suitable cognitive mechanism, which operates on the inputs and generates a new output (e.g., a decision).

   This new state is taken ‘off line’ and attributed or assigned to the target. 

http://fas-philosophy.rutgers.edu/goldman/Simulation%20Theory.pdf

Lad os så vende tilbage til vores klik-arbejdere der får betaling for at gennemgå en masse hjemmesider for at se om de i en eller anden forstand er pornografiske, og skal gennemgå en masse kommentarspor på de sociale medier for at vurdere om de er udtryk for 'hate speach'. Og som efter et stykke tid kan oplev mentalt "burn out og total følelsesløshed."

   For at minut efter minut, time efter time, dag efter dag mentalt at kunne udføre disse afkodnings- og kontrolfunktioner, så må disse arbejdere  mobilisere, aktivere og veksle mellem to  former for simuleringsmekanismer i hjernen: én type der helt automatisk forbinder andres fysiske handlinger, intentioner og følelser som de kommer til udtryk og kan ses og høres, med vores egne tilsvarende adfælrd (via spejlneuron-netværket), og en type der mere bevidst forbinder vores forestillinger om os selv og vores episodiske erindringer med vores forestillinger om andre og deres perspektiv på sig selv og verden (via default mode-/imginationsnetværket).

   Herfra er det ikke svært at forstå hvad det kan bevirke over tid at skulle arbejde på den måde og løbende at blive eksponeret for den slags kommunikativt krævende input, nemlig det fagfolk omtaler som kognitiv, emotionel og sensorisk overbelastning (='overload'): "mental burn out og total følelsesløshed.

   Et type arbejde jeg kun kan fraråde man påtager sig i længere tid, selv om det umiddelbart kan se ud som et relativt nemt arbejde.

   Reaktionerne og effekten kan minde om det man professionelt omtaler som "stress overload" som er en fysiologisk konsekvens af at kroppen og hjernen hele tiden er i en slags alarmtilstand:

Stress Overload is caused when pressures at work or home become so intense, or last so long, that you begin to feel overwhelmed and out if control. This happens when the hypothalamus continually releases adrenaline and cortisol into the bloodstream, which causes the body to react by increasing blood pressure and heart rate, opening blood vessels wider to allow more blood to be pumped to major organs, and large muscle groups, and glucose to be released by the liver to increase energy and stamina due to ongoing stress in one’s life.

http://1st4stress.com/Stress/What-Is-Stress-Overload.html

Aktiv musikudøvelse og det at lære at spille på et instrument - er bedre 'fitness' for hjernen end kommercielle apps til mobilen og tabletten

Mine indlæg på den her blog er jo tilegnet 'kreativitet' som et gennemgående tema. Og jeg har ofte researchet og skrevet om sammenhængen mellem nydelse og udøvelse af kunst i dens forskellige former  på den ene side og på den anden: det der foregår i hjernen mens det foregår.

   Faktisk var et af incitamenterne til at begynde at skrive blogindlæg for godt seks år siden, min bekymring over det forfald af hjernen som jeg kunne læse mig til fulgte med det at blive gammel, pensioneret og mental for nedadgående.

   Mine kilder sagde - ud fra forskellige faglige tilgange - at ligesom man skulle motionere for at holde kroppens muskler og hele biofysiske system igang, så skulle man også fx jævnligt skrive noget for at holde hjernen igang - specielt de dele af hjernen som havde med sprogudøvelse at gøre (venstre hjernehalvdel).

  Og man skulle tilsvarende også male og/eller tegne for at holde andre dele af hjernen igang (i sær i højre hjernehalvdel). Det fik mig igang med at male akvarel.

  Siden har jeg læst mig til at daglig fysisk aktivitet også er gavnligt for hjernen:

According to a study done by the Department of Exercise Science at the University of Georgia, even briefly exercising for 20 minutes facilitates information processing and memory functions.

http://www.brainhq.com/brain-resources/everyday-brain-fitness/physical-exercise

Det er opmuntrende at vide når man dagligt i mange år har udøvet 'morgensvøming' en halv time i den lokale svømmehal. 

Jeg har også i flere indlæg skrevet om den positive effekt på hjernen som det at lytte til musik af Mozart skulle have, kaldet 'Mozart-effekten', en effekt der i de senere år er rejst alvorlig tvivl om der er forskningsmæssig evidens for.

   

Buzz-ordet for alt det her er 'brain fitness'.

   Googler man på  'brain fitness', dukker der i hundredevis af henvisninger op til instruktioner, programmer og kurser der skal hjælpe folk til at holde hjernen 'fit' så den fortsat kan varetage de funktioner som en god hjerne nu helst skal kunne klare - også når man er voksen og ældre.

Og den digitale verden er naturligvis kørt med på bølgen, med en lang række brain-fitness-apps til mobiltelefonen eller til tabletten:

http://www.bachelorsdegreeonline.com/blog/2012/50-best-mobile-apps-for-your-brain-fitness/

Men, og sådan set mærkeligt nok, så indgik det ikke den gang for en fem-seks år siden i mine overvejelser at jeg kunne/skulle gå igang (igen) med jævnlig musikudøvelse: spille et instrument, eller begynde at synge i kor (begge dele noget jeg faktisk gjorde som ung).

En The Guardian-artikel fortæller nu at det ud fra et brain-fitness-synspunkt er meget mere effektivt at lære at spille musik, end at gøre brug af disse apps.

   Rubrik og underubrik annoncerer:

Want to 'train your brain'? Forget apps, learn a musical instrument

Musical training can have a dramatic impact on your brain’s structure, enhancing your memory, spatial reasoning and language skills

Og artiklen indledes med at nedgøre effekten af den slags hjerne-fitness-programmer:

The multimillion dollar brain training industry is under attack. In October 2014, a group of over 100 eminent neuroscientists and psychologists wrote an open letter warning that “claims promoting brain games are frequently exaggerated and at times misleading”.

   (...)

   And a recent review examining studies purporting to show the benefits of such products found “little evidence ... that training improves improves everyday cognitive performance”.

Et væsentligt argument for at hjernen stimuleres ekstraordinært godt gennem musikudøvelse (og -lytning), er at musik altid involverer den del af hjernen som har med følelser at gøre: 

“Music probably does something unique,” explains neuropsychologist Catherine Loveday of the University of Westminster. “It stimulates the brain in a very powerful way, because of our emotional connection with it.”

Endvidere er pointen at det at lære at spille på et instrument kræver at hjernen integrerer input fra flere forskellige sanser: høresansen, synssansen og følesansen, plus at det i den grad stimulerer hændernes finmotorik. Og udøvelse over lang tid - en årrække - kan simpelt hen udvikle hjernen neurologiske forbindelsesveje mellem de forskellige centre der er aktive under musikudøvelsen:

Playing a musical instrument is a rich and complex experience that involves integrating information from the senses of vision, hearing, and touch, as well as fine movements, and learning to do so can induce long-lasting changes in the brain.

   (...)

   Early brain scanning studies revealed significant differences in brain structure between musicians and non-musicians of the same age. For example, the corpus callosum, a massive bundle of nerve fibres connecting the two sides of the brain, is significantly larger in musicians.

   (...)

   Together, these studies show that learning to play a musical instrument not only increases grey matter volume in various brain regions, but can also strengthen the long-range connections between them.

Men afgørende er det så også at stadig og aktiv musiktræning og -udøvelse påvirker andre dele af hjernen positivt end dem som direkte er aktive når man spiller musik:

Other research shows that musical training also enhances verbal memory, spatial reasoning, and literacy skills, such that professional musicians usually outperform non-musicians on these abilities.

Denne bredere virkning beskrives professionelt som "transfer effects": 

Unlike commercial brain training products, which only improve performance on the skills involved, musical training has what psychologists refer to as transfer effects – in other words, learning to play a musical instrument seems to have a far broader effect on the brain and mental function, and improves other abilities that are seemingly unrelated.
   “Music reaches parts of the brain that other things can’t,” says Loveday. “It’s a strong cognitive stimulus that grows the brain in a way that nothing else does, and the evidence that musical training enhances things like working memory and language is very robust.”

https://www.theguardian.com/education/2016/oct/24/want-to-train-your-brain-forget-apps-learn-a-musical-instrument?CMP=fb_gu

I  mine helt unge dage har jeg faktisk lært at spille et par instrumenter: blokfløjte og guitar.

   Guitar holdt jeg relativt hurtigt op med. Men kunne dog i nogle år spille en bluesrundgang og synge en simpel blues til den.

   Blokfløjte er det lidt anderledes med: Jeg gik et par vintre hos en spillelærer og endte faktisk med hæderligt at kunne spille forholdsvis simple blokfløjte-melodier efter noder. Det var i årene inden jeg var 'exchange-student' et år i USA mellem 2. og 3. g. (1961-62).

  Den familie jeg boede hos, havde et fint sortlakeret og velstemt flygel stående til hvem der nu ville spille på det.

  Min mellemste amerikanske 'bror´' spillede cello på et rimeligt avanceret niveau og blev af min amerikanske far det meste af året hver lørdag formiddag kørt til cello-undervisning på Julliard Musikkonservatorium på Manhattan, New York.

  Men der var ingen i min amerikanske familie - sådan husker jeg det - der spillede på flyglet.

   Det gjorde jeg så. Ofte - sikkert flere gange om ugen om eftermiddagen satte jeg mig ved flyglet og improviserede. Jeg kunne ikke spille klaver efter noder, og kunne ikke spille bestemte akkorder.

   Alligevel nød jeg at sidde der og få 'smukke' ikke melodistyrede toner ud af mine to hænders spillen hen over flyglets hvide og sort tangenter.

   Da jeg kom hjem fra USA, genoptog jeg blokfløjtespilleriet - men nu på samme måde som jeg var blevet vant til på flyglet hos familien i USA: rem improvisation.

   Tit spillede jeg også improvisererede forløb på blokfløjten mens jeg havde venner på besøg. De protesterede ikke, og løb ikke skrigende bort.

I øvrigt havde jeg også på et tidspunkt fået anskaffet mig en afrikansk tromme, og jeg dyrkede i en længere periode i mine yngre dag (et år eller tre) det med hænderne at spille forskellige rytmer på den tromme.

  I det år jeg var i USA sang jeg i øvrigt også i kor på min High School - både i et stort klassisk kor - og i et barbershop-kor.

  Det havde jeg det sådan set ret godt med.

Hvor længe det improviserede blokfløjtespil stod på efter jeg var kommet hjem fra USA, husker jeg ikke præcist. Men vel nok 2-3 år - et par år ind i min studietid.

Hvad gjorde det for mig - både blokfløjtespillet og trommeriet?

    Jeg er nu - i erindringens bakspejl - ikke i tvivl. Det fungerede som meditation af den såkaldt 'non-direktive' slags - ligesom TM (en teknik jeg lærte mange år senere): den form for meditation ... "where people focus on their breathing or a sound, but also allow their mind to wander where it will."

At det så meget vel også kan have været gavnligt for de dele af hjernen som har med følelser, med hukommelse, sprogudøvelse og kreativitet at gøre, havde jeg den gang ingen viden om.

   Jeg tror jeg holdt op med disse udøvende musikalske aktiviteter på nogenlunde samme tid som jeg holdt op med at male og tegne dagligt - 3-4 år inde i min studietid på universitet.

  I begge tilfælde manglede jeg utvivlsomt det særlige drive - den særlige sult - som det krævede og kræver for at forfølge en professionel artistisk karriere: træning, træning, træning.

  Og jeg forfulgte et andet - og for mig nemmere spor: det analytiske og intellektuelle.

Rå kunst - Art Brut - Outsider Art - case: Adolf Wølfi

Mine  skiftende indlæg om forbindelsen mellem galskab og kunstnerisk genialitet, har flere gange givet anledning til tilbagemeldinger af typen: Kender du så ...

   Og nej, jeg kendte ikke til ham her: Adolf Wölfli.

Men han er bestemt interessant og værd at stifte nærmere bekendtskab med.

   Her er et lille udvalg af hans billeder som man kan finde på nettet:

Straks jeg ser hans billeder, får jeg associationer til begrebet 'formkonstant', et begreb jeg har trukket på nogle gange i forbindelse med udlægningen af de bagvedliggende mønstre som  delvist og sikkert ubevidst har styret en lang række kunstneres stærkt ekspressive billedsprog, blandt andre den danske Jens Lund og mange af hans samtidige jugendstilkunstnere.

   Men også fx hollænderen van Gogh, østrigeren Hundertwasser og svenskeren Hilma af Klint har tydeligvis haft formkonstanter som indefra kommende formstrukturererende inspirationskilder. Og i øvrigt også den danske Martin Bigum:

A form constant is one of several geometric patterns which are recurringly observed during hallucinations and altered states of consciousness.

   In 1926, Heinrich Klüver systematically studied the effects of mescaline (peyote) on the subjective experiences of its users. In addition to producing hallucinations characterized by bright, "highly saturated" colors and vivid imagery, Klüver noticed that mescaline produced recurring geometric patterns in different users. He called these patterns 'form constants' and categorized four types: lattices (including honeycombs, checkerboards, and triangles), cobwebs, tunnels, and spirals.

Det centrale her er de to fænomener der indgår i definitionen: "hallucinations" og "altered states of conciounsness". Hvad er det for noget?

   Wikipedia; først om 'hallucinationer':

A hallucination is a perception in the absence of external stimulus that has qualities of real perception. Hallucinations are vivid, substantial, and are perceived to be located in external objective space. 

   They are distinguishable from these related phenomena: dreaming, which does not involve wakefulness; illusion, which involves distorted or misinterpreted real perception; imagery, which does not mimic real perception and is under voluntary control; and pseudohallucination, which does not mimic real perception, but is not under voluntary control.

   Hallucinations also differ from "delusional perceptions", in which a correctly sensed and interpreted stimulus (i.e., a real perception) is given some additional (and typically absurd) significance.

Altså, 'hallucinationer' er forestillinger på den indre skærm som opleves som reelle og virkelige, som havende objektive ydre kilder som sanseligt input,

   Og 'anderledes' - 'ændrede' - bevidsthedstilstande?

The term "altered state of consciousness" was introduced and defined by Ludwig in 1966. An altered state of consciousness is any mental state induced by physiological, psychological, or pharmacological maneuvers or agents, which deviates from the normal waking state of consciousness.

   Some observable abnormal and sluggish behaviors meet the criteria for altered state of consciousness. Altered states of consciousness can also be associated with artistic creativity[7] or different focus levels. They also can be shared interpersonally and studied as a subject of sociological research.

Principielt er Adolf Wölfis billeder som jeg har vist ovenfor, et udtryk for en 'alternativ bevidsthed', altså udtryk for forestillinger fra "en anden verden", og stort set uden referencer til en ydre realistisk og naturalistisk virkelighed..

   Og det synes jeg straks man (jeg) fornemmer.

 

Form og udtryksmæssigt er det jo slående at billederne er udtryk for 'horror vacui' - angst for det tomme rum - billedefladens mønstrede former er ekstremt detaljeret udfyldt, hvad man også kender fra islamisk kunst og fra jugendstilen.

   Jeg får associationer til visualiseringer af de fraktale formler. Og til fx Hilma af Klint.

Men hvem er/var Adolf Wölfli? - Her en kort biografi på engelsk:

Adolf Wölfli, born in Bowil (Switzerland) in 1864, had a rough childhood: his father, a stone sculptor who drank away all of his paychecks, abandoned his family in 1872.

   Adolf and his mother were sent to farms as laborers, but she died shortly thereafter. From then on, the young boy wandered from family to family, sometimes being treated harshly yet still managing to continue his studies.

   Disappointments in love affected him greatly and affected his development. In 1890, he went to prison after two attempted rapes; five years later, a third one provoked his internment at the psychiatric ward of Waldau near Berne, where he died in 1930 of stomach cancer.

   Starting in 1899, Wölfli delved into the depths of creation and elaborated a universe as personal as it was complex, narrating the epic of St. Adolf II. In it, he reinvented his past and projected a utopic future in which St. Adolf II colonizes the universe up to the furthest reaches of space, an inordinate universe that obliged Wölfli to augment the numerical system by multiple units, the highest of which was called anger.

   To celebrate this advent, drawings, writings, collages and musical staves were put in dialogue in a proliferation of 25,000 pages. The psychiatrist Morgenthaler dedicated a work to him in 1921: A Mentally Ill Man as Artist.

   Many artists and collectors were interested in his work during his lifetime: Wölfli thus agreed to sell them “Brodkunst,” which he made specifically for the occasion.

   Rediscovered by Jean Dubuffet in 1945, this monumental work enjoys international recognition. Surely it fascinates through its rare capacity to “defy our way of thinking and fundamentally modify our vision of the world” (D. Baumann).

 http://www.christianberst.com/en/artist/wolfli.html

Adolf Wölfi havde altså en i den grad nådesløs barsk barndom, med tab af forældre og sociale og mentale rødder i virkeligheden der aldrig blev etableret.        En regulær taberhistorie, men en af dem som jeg tidligere har dokumenteret og beskrevet, somme tider indeholder kimen til ekstrem kreativ produktivitet.

   Adolf Wölfi var voldtægtsforbryder og sad i fængsel i flere år. Og det meste af sit liv fra 1895 og til sin død i 1930 var han tvangsindlagt på et sindssygehospital i Waldau nær Bern. Og i perioder sat i isolation.

 

Sådan så han ud - man fornemmer godt nok at han ikke er helt normal, men altså ifølge kilderne 'gal' i god gammeldags forstand.

   Diagnosen var den gang 'skizofreni'. Han havde hallucinationer, var voldelig og svær at styre.

Adolf  Wölfi

Adolf Wölfi: Selvportræt

Wikipedia hat tilegnet Adolf Wölfi en længere artikel:

https://en.wikipedia.org/wiki/Adolf_W%C3%B6lfli

Her karakteriseres hans billeder sådan her:

The images Wölfli produced were complex, intricate and intense. They worked to the very edges of the page with detailed borders. In a manifestation of Wölfli's "horror vacui", every empty space was filled with two small holes. Wölfli called the shapes around these holes his "birds."

   His images also incorporated an idiosyncratic musical notation. This notation seemed to start as a purely decorative affair but later developed into real composition which Wölfli would play on a paper trumpet.

Og hans liv og multimedie-produktion har sin egen hjemmeside, forvaltet af Adolf Wölfli Foundation, Kunstmuseet i Bern, Schweiz.

http://www.adolfwoelfli.ch/index.php?c=e&level=2&sublevel=0

Her får man i detaljer beskrevet både hans liv og hans utrolige værk: en fiktiv og fantasi-drevet, stærkt fabulerende 'selvbiografi' på 25.000 sider, illustreret med tegninger og collager og sat i musik af ham selv.

Karakteristisk for Wölflis samlede værker er at han integrerer håndskrevet tekst med hjemmelavede ord, musikstykker udtrykt i en selvopfundet musiknotation, illustrerende ekspressive tegninger, malerier og collager - i en samlet fortælling der i produktionstid strækker sig over mere end 20 år:

En af de psykiatere som havde Adolf Wölfli under lægeligt opsyn og 'behandling' over en årrække, Walter Morgenthaler, udgav altså i 1921 en bog om ham: "A Mentally Ill Man as Artist" ('en gal mand som kunstner'), et skrift som vist nok var det første faglig seriøse værk der beskrev en indlagt sindsyg mands skrevne og visuelle produktion som KUNST.

   Her et citat fra bogens beskrivelse af hvordan Wölfli arbejdede - som patient:

"Every Monday morning Wölfli is given a new pencil and two large sheets of unprinted newsprint. The pencil is used up in two days; then he has to make do with the stubs he has saved or with whatever he can beg off someone else. He often writes with pieces only five to seven millimetres long and even with the broken-off points of lead, which he handles deftly, holding them between his fingernails. He carefully collects packing paper and any other paper he can get from the guards and patients in his area; otherwise he would run out of paper before the next Sunday night. At Christmas the house gives him a box of coloured pencils, which lasts him two or three weeks at the most."

Bogen medvirkede til at Wölfli blev internationalt kendt og anerkendt som kunstner - selv om han altså stadig til sin død var indlagt på sindssygehospitalet. 

   Og han begyndte i den periode at producere billeder direkte til salg, som han selv kaldet "brødkunst".

I og med han blev kendt i en kunstengageret offentlighed, fik han stor betydning, både for en række af samtidens store og anerkendte kunstnere, men også for en senere eftertids kunstopfattelse.

   Surrealisten André Breton anså Adolf Wölflis kunst for at være "one of the three or  four most important works (of art) of the twentieth century.“

Adolf Wölfli fik ny betydning og kunsthistorisk anseelse via den franske kunstner Jean Dubuffet der allerede i 1920´erne var blevet fascineret af hans billeder gennem Walter Morgenthalers bog, og som efterfølgende var begyndt at samle på billeder af ham. 

   Sammen med en række andre kunstnere: Jean Paulhan, Andre Breton, Charles Ratton, Michel Tapie og Henri-Pierre Roche, dannede han i 1948 'La Compagnie de l'art brut' i Paris, en sammenslutning som var dedikeret til "opdagelse, dokumentaiton og udstilling af 'rå kunst'". 

   Dubuffet erhvervede sig efterhånden en stor samling af den slags kunst, blandt andet med mange værker af Aloise Corbaz og Adolf Wölfli, en samling som nu har til huse i 'Collection de l'art brut' i Luzern.

Dubuffet har selv karakteriseret 'art brut' sådan her:

Those works created from solitude and from pure and authentic creative impulses – where the worries of competition, acclaim and social promotion do not interfere – are, because of these very facts, more precious than the productions of professionals. After a certain familiarity with these flourishings of an exalted feverishness, lived so fully and so intensely by their authors, we cannot avoid the feeling that in relation to these works, cultural art in its entirety appears to be the game of a futile society, a fallacious parade.

Den store danske encyklopædi sammenfatter begrebet på denne måde: 

... billeder og andre visuelle udtryk, skabt af bl.a. børn, mentalt forstyrrede og andre uden kunstnerisk skoling. Ligesom surrealisterne og Cobrabevægelsen fandt Jean Dubuffet her kunstens ægte råmateriale, som han stillede op imod den akademisk skolede kunst.

Jeg kan helt oplagt også associerer til Paul Klees billeder og tænkning.

   

En nyere delvist synonym term for 'art brut' er 'outsider art', som Wikipedia beskriver sådan her:

The term 'outsider art' was coined by art critic Roger Cardinal in 1972 as an English synonym for 'art brut' (French: "raw art" or "rough art"), a label created by French artist Jean Dubuffet to describe art created outside the boundaries of official culture; Dubuffet focused particularly on art by those on the outside of the established art scene, such as psychiatric hospital patients and children.

   While Dubuffet's term is quite specific, the English term "outsider art" is often applied more broadly, to include certain self-taught or naïve art makers who were never institutionalized. Typically, those labeled as outsider artists have little or no contact with the mainstream art world or art institutions. In many cases, their work is discovered only after their deaths. Often, outsider art illustrates extreme mental states, unconventional ideas, or elaborate fantasy worlds.

Her et YouTube-indslag der viser en lang række af Adolf Wölflis billeder - med
"Miserere Mei" af Gregorio Allegri som underlægningsmudik:

Her et link til hjemmesiden  'The Antony Petullo Collection of Self-Taught and Otusider Art', der blandt mange andre har en omfattende underside om Adolf Wölfli:

http://www.petulloartcollection.org/the_collection/about_the_artists/artist.cfm?a_id=63

Også Adolf Wölflis musik er idag højt anerkendt i det internationalt morderne musikmiljø - i det omfang man har kunnet dechifrere hans privat nodenotation.   

   Musik og rytme er måske den inderste nøgle til hans værk - og han kan meget vel have været en regulær naturlig (multi)synæstetiker (jfr. Martin Bigum).

   Hans hjemmeside fortæller:

Parts of the musical manuscripts of 1913 were analyzed in 1976 by Kjell Keller and Peter Streif and were performed. These are dances - as Wölfli indicates - waltzes, mazurkas, and polkas similar in their melody to folk music. 

   How Wölfli acquired his knowledge of music and its signs and terms is not clear. He heard singing in the village church. Perhaps he himself sang along. There he could see song books from the eighteenth century with six-line staffs (explaining, perhaps, his continuous use of six lines in his musical notations). At festivities he heard dance music, and on military occasions he heard the marches he loved so well. 

   More important than the concrete evaluation of his music notations is Wölfli´s concept of viewing and designing his whole oeuvre as a big musical composition. The basic element underlying his compositions and his whole oeuvre is rhythm. Rhythm pervades not only his music but his poems and prose, and there is also a distinctive rhythmic flow in his handwriting.

Den danske komponist Per Nørgård har været meget optaget og inspireret af Wölfli:

Nørgård mødte Wölflis værk ved udstillingen Outsidere på Louisiana i 1979. Efter tredje symfoni (1975) bliver Nørgårds værker mere konfliktfyldte og polaristiske - tænk for eksempel på Seadrift¹s to satser: Being together og Torn apart, hvor de to poler harmoni og konflikt allerede er udtrykt i titlerne - og hvor Nørgård ikke bruger uendelighedsrækken.

   Wölfli har i sit værk givet udtryk for noget af det, Nørgård i de år søgte efter: Hvordan skabe sammenhæng mellem harmoni og kaos, to yderpoler, der udelukker hinanden? I Wölflis værk afbrydes harmonien - eksempelvis den muntre rejse - af et pludseligt kaos-indbrud - faldet - for derefter at blive genetableret, men dog på en sådan måde, at man aldrig ved, hvornår det næste indbrud sker.

   (...)

   Wölflis tekster ligger til grund for flere af Nørgårds korværker, og i operaen Det guddommelige Tivoli har komponisten sat scener fra Wölflis reale og imaginære liv i musik - som en hilsen 'til en bror'.

   Wölflis person er som et symbol for det polaristiske og det absurde, der også har plads i Nørgårds musik.

http://www.pernoergaard.dk/da/ideer/wolfli3.html

Her Per Nørgårds "Wie ein Kind: Wiigen Lied, 1/2" med tekst af Wölfli:

Jeg vil i senere indlæg komme ind på andre kunstnere i Art Brut-grupperingen.

Når ødelæggelse og kreativitet hænger sammen - 'disruption' er et relativt nyt ord for et eller flere delvist velkendte fænomener ...

Der dukker hele tiden nye ord og begreber op i danske avisartikler der beskriver nye trends i  den internationale forretningsverden.

   De stammer som regel fra engelsk, og deres historie er som regel denne:

   1) En artikel i et hel- eller halvvidenskabeligt engelsk tidsskrift introducerer begrebet.

   2) En videnskabsjournalist eller en velskrivende chef for et konsulentfirma bruger begrebet som tema: Her er noget nyt for ledere at tænke på!

   3) Danske journalister samler det op i en eller anden sammenhæng.

Sådan også med ordet og begrebet 'disruption', som jeg nu er stødt på i flere danske avisartikler de seneste måneder. Senest i en artikel i Politikens tillæg "International Økonomi" fra den 2. november.

Artiklen havde en overskrift som fangede mig:

Derfor slår intuitionen regnearket ud

Den var ikke skrevet af en arbejdende journalist, men af direktøren for en konsulentfirma Anders Emil Møller, tidligere digital udviklingschef for Politiken, uddannet cand.com fra RUC.

   Manchetten:

De fleste store og indflydelsesrige firmaer er børsnoterede og har derfor fokus på at holde aktierne i god gænge. Det er dog hverken tilfældet for Snap Chat eller Elon Musk, der ser ud til at have succes på at arbejde ud fra intuition

Artiklen er noget rodet, men pointen er klar. De store moderne it-firmaer som er blevet børsnoterede og som skal levere profit til aktionærer, er blevet afhængige af 'big data' som via regneark leverer konklusioner for den videre fremdrift og udvikling af firmaet. 

   Disse eksplosivt voksende mega-firmaer som Google og Facebook  er derfor tvunget til at underlægge sig rationalitet og bevidst systematisk tækning, planlægning og innovation, selv om de oprindelig er skabt på et intuitivt grundlag.

   Og dermed er de selv blevet sårbare over for mindre nye og intuitivt tænkende firmaer, postulerer artiklen.

Det der hver gang sker, er at nye firmaer med nye ideer og originale forretningskoncepter smadrer veletablerede virksomheders måder at drive forretning på inden for et givet marked. 

    Og denne 'smadring' kaldes 'disruption' og er en vigtig del af forklaringen på den eksplosive vækst af nye firmaer inden for forskellige markeder vi har oplevet i de seneste 20-30 år. 

  

Men hvad er 'disruption' egentlig for en fisk? Det forklarer artiklen ikke i Politiken ikke. Det ved vi bare, åbenbart.

   Men på et andet konsulentfirmas hjemmeside med navnet "First Consulting" får vi en slags forklaring og udlægning - under overskriften "Alt hvad du skal vide om disruption på 3 minutter":

Fænomenet disruption ekkoer gennem flere brancher, der taler om hastig innovation. Men hvad er det egentlig, der er tale om?

   Disruption er et begreb, som vinder frem i virksomheders strategiske planlægning. Med globaliseringen og den hastige digitale udvikling skal virksomheder være beredt over for konkurrencen fra nye aktører eller virksomheder, der ikke i dag er aktive i branchen.

   Professor Clayton M. Christensen, Harvard, definerer begrebet nogenlunde således:

   ”En virksomhed der gennem innovation af nye produkter og services undergraver eller nedbryder en eksisterende branches typiske forretningsmodeller.”

   Disruption er ikke kun innovation, men river alt op med rode og ændrer måden vi tænker på, vores adfærd, måden vi gør forretning på og lever vores dagligdag på. Disruption fordriver et eksisterende marked, en industri eller teknologi og erstatter det med et nyt og bedre produkt. Det er på en gang destruktivt og kreativt.

Det er altså en vigtig pointe: at der er en intim sammenhæng mellem ødelæggelse og kreativitet, og det er den sammenhæng man forsøger at fastholde med det nye begreb.

   Artiklen eksemplificerer begrebet sådan her: 

Vi har eksempelvis set, hvordan streamingselskaber som Netflix har fortrængt Blockbusters videoudlejning, hvordan Kodak blev udkonkurreret af digitalkameraer, hvordan Uber truer taxa-branchen og hotels.com truer rejsebureauerne. Et 'Kodak Moment' er ikke længere et lykkeligt billede af succes!

   Men vi har også set, at disruption kan udvide et marked, som fx Airbnb (Air Bed’n’Breakfast) har gjort det ved at øge udbuddet af overnatningsmuligheder, eksempelvis storbyweekends til et segment, der ellers ikke tog på den slags ferier.

    Hvordan går det til? Hvorfor opstår disruption?

    De etablerede virksomheder satser mest deres vækst på de mest krævende kunder, hvor indtjeningen er højest, hvilket betyder, at de sjældent vil have incitament til at satse på ny teknologi. For når ny teknologi bliver introduceret, vil den sjældent være så moden, at den vil kunne tilfredsstille de behov, som etablerede virksomheders mest krævende og indbringende kunder har.

   Det betyder et lavere afkast, og at nye spillere nu har mulighed for etablere sig i fred for konkurrence fra de etablerede virksomheder. De har nemlig sjældent incitament til at gå ind og konkurrere i bunden af markedet, hvor der er lave priser og en begrænset fortjeneste at hente.

   De nye spillere er derimod tilfredse med et lavere afkast og har til gengæld med ny teknologi et stort, langsigtet potentiale og muligheden for at tilbyde en billigere ydelse.

Den traditionelle banksektor er bange for at blive ramt af 'disruption' fra digitale 'spillere' som yder den samme service men billigere og nemmere. 

   Hvad gør de fremsynede store traditionelle banker - og andre veletablerede firmaer som kan se tilsvarende tegn i sol og måne? - Ja, de opretter underafdelinger som i virkeligheden så skal gå i front med at tænke 'disruption':

Danske Bank offentliggjorde sidste år, at banken har et projekt kørende, hvor en gruppe kaldet ”Projekt X” skal forsøge at skabe en massiv ændring af branchen. Danske Bank opfatter ikke Nordea, Jyske Bank og Sydbank som værende de største trusler på længere sigt. Banken mener derimod, at truslen fra nye udenlandske spillere som fx Google, Apple eller Amazon er større.

   Google vil gøre mod banksektoren, hvad de gjorde mod reklamebranchen, nemlig sætte sig på betalingsformidlingen i Danmark. Eller Apple vil.

   Med Projekt X ønsker Danske Bank derfor at disrupte sig selv for at undgå at blive disrupted. Lave finansielle produkter, der udkonkurrerer alle andre, selv Danske Bank.

   Æd – eller bliv ædt! Disrupt – eller bliv disrupted.

Jeg synes godt nok ikke det er en særligt klargørende og oplysende artikel. For meget Karl Smart. 

   Men essensen af alle de ord er vel at noget der traditionelt dominerer en branche, bliver ødelagt og går ned med flaget fordi der skal leveres sikkert afkast til aktionærerne, og i læ af et stivnet forrretningskoncept der gør blind for fornyelse, åbner det faktisk mulighed for at noget nyt og mere kreativt kan opstå - som kan klare sig med mindre krav til høj og sikker profit.

   

Når man søger efter betydningen på dansk får man svar som at 'disruption' betyder 'forstyrrelse', 'afbrydelse', 'nedbrud', 'ødelæggelse'.

Klogere synes jeg man bliver af den her meget længere artikel i Computerworld for godt tre kvart år siden, skrevet af en af mine tidligere journaliststuderned på RUC: Jacob Ø.Wittorff:

http://www.computerworld.dk/art/235844/alle-fabler-om-disruption-for-tiden-men-begrebet-stikker-dybere-end-vi-egentlig-tror

Wittorff tager også afsæt i udtalelser fra begrebets 'opfinder' Clayton Christensen som er professor ved Harvard Business School. 

   Professoren er skeptisk over for at 'disruption' nu er blevet et buzz-word med udvandet betydning, et ord som stort set bruges til at karakterisere hvad som helst der sker når det går op og ned for innovative virksomheder på et ekstremt konkurrerende marked.

   Men som opfinder af ordet og det det dækker over, så svarer og forklarer han det sådan her ifølge artiklen i Computerworld: 

Hvad er disruption?Disruption-begrebet, som vi kender det, blev første gang taget i brug i 1995, da Clayton Christensen skrev en artikel i Harvard Business Review.

   Senere blev det til bogen "The Innovator's Dilemma - When New Technologies Cause Great Firms to Fail," der udkom i 1997.

   I bogen forsøger Christensen at forklare, hvorfor gamle succesrige virksomheder pludselig går til grunde, mens nye konkurrenter kommer ud af ingenting og overtager deres markeder.

   I bogen forklarer han, at det sjældent skyldes, at de etablerede virksomheder tager dårlige beslutninger.

   Ofte skyldes det tværtimod, at virksomhedernes ledelse tager beslutninger, der på papiret er gode og rationelle.

   "Clayton Christensen beskriver den proces, hvor etablerede virksomheder allokerer alle sine ressourcer til at honorere sine eksisterende kunders behov. De eksisterende kunder er krævende og giver et højt afkast. Men det betyder også, at de etablerede virksomheder overser de kunder, der er mindre krævende og giver et mindre afkast," siger Jan Damsgaard, der er professor hos Copenhagen Business School.

   De etablerede virksomheders fokus på de mest krævende kunder betyder også, at de sjældent vil have incitament til at satse på ny teknologi.

   For når ny teknologi bliver introduceret, vil den sjældent være så moden, at den vil kunne tilfredstille de behov, som etablerede virksomheders mest krævende og indbringende kunder har.

   "Derfor vil de etablerede virksomheder fokusere deres innovations-indsats på at presse de sidste procenter ud af deres aldrende, eksisterende teknologi," forklarer Jan Damsgaard.

   Ofte vil den nye teknolog dog have et stort potentiale på den lange bane, og den nye teknologi vil desuden ofte gøre det muligt at tilbyde en billigere ydelse.

   Derfor åbner det et rum for nye spillere, som er tilfredse med et lavere afkast.

   Det lavere afkast betyder, at de nye spillere har mulighed for etablere sig i fred for konkurrence fra de etablerede virksomheder, der sjældent har incitament til at gå ind og konkurrere i bunden af markedet, hvor der er lave priser og en begrænset fortjeneste at hente.

   Men med tiden vil de nye spillere være i stand til at udvikle teknologien, så den kan tilfredsstille behovene hos flere og flere kundegrupper, og til sidst har de nye spillere med den nye teknologi overtaget markedet fra de etablerede spillere.

Som jeg ser det, er begrebet 'disruption' delvist ny vin på gamle flasker.

   Jeg har tidligere beskrevet og analyseret tre begreber som på mange måder indkredser og dækker hvad det refererer til:

•    Kreative begrænsninger
•    Kreativ destruktion
•    Kreativ vrede

'Kreative begrænsninger' heder på engelsk også 'creativ constraints', 'creative restrictions' eller 'creative limitations' - og beskrives sådan her i Wikipedia:

Creative limitation is the concept of how purposely limiting oneself can actually drive creativity. At a 2013 Ted conference, artist Phil Hansen made several remarks concerning the value of limitations, among them that "We need to first be limited in order to become limitless,” and “If you treat the problems as possibilities, life will start to dance with you in the most amazing ways.”[TED.com 1]

   Creative limitation can also be thought of as way to achieve a novel effect or goal that is not otherwise possible using conventional, readily accessible, methods. Igor Stravinsky used what he called creative limitation with time signatures, by restricting himself from using any, in his composition 'The Rite of Spring' as well as in alternate aspects of his other musical works.

Tænker man i industriudvikling, så kan man sige at krav om mere miljøvenlig produktion eller krav om økologisk produktion, fungerer som kreative begrænsninger der stimulerer til udvikling og fornyelse. 

   Virksomhederne bliver tvunget til at opfinde nye, smartere og på langt sigt bedre og billigere produkter og produktionsformer. 

'Kreativ destruktion' er endnu mere centralt, og er faktisk et begreb som udspringer af Marx´ økonomiske tænkning og teorier. Den østrisk-amerikanske økonom Joseph Schumpeter er fader til det i de moderne udgave, og 'creative destrucktion' omtales også som "Schumpeters uvejr".

   Begrebet refererer her til at noget nyt bliver stimuleret til hurtig og eksplosiv udvikling ved at noget gammelt og forældet nedbrydes og ødelægges.

   Wikipedia:

Creative destruction (German: schöpferische Zerstörung), sometimes known as Schumpeter's gale, is a concept in economics which since the 1950s has become most readily identified with the Austrian American economist Joseph Schumpeter[1] who derived it from the work of Karl Marx and popularized it as a theory of economic innovation and the business cycle.

   According to Schumpeter, the "gale of creative destruction" describes the "process of industrial mutation that incessantly revolutionizes the economic structure from within, incessantly destroying the old one, incessantly creating a new one".[2] In Marxist economic theory the concept refers more broadly to the linked processes of the accumulation and annihilation of wealth under capitalism.[3][4][5]

   The German Marxist sociologist Werner Sombart has been credited[1] with the first use of these terms in his work Krieg und Kapitalismus ("War and Capitalism", 1913).[6] In the earlier work of Marx, however, the idea of creative destruction or annihilation (German: Vernichtung) implies not only that capitalism destroys and reconfigures previous economic orders, but also that it must ceaselessly devalue existing wealth (whether through war, dereliction, or regular and periodic economic crises) in order to clear the ground for the creation of new wealth.[3][4][5]

Eksempler som jeg selv husker som slående i den sammenhæng, er dette at de to store tabere efter 2. Verdenskrig, Tyskland og Japan, begge oplevede "økonomiske mirakler" i årtierne efter krigens ophør, mens vinderne havde store problemere med at opleve tilsvarend økonomisk fremgang.

Till sidst er der begrebet 'kreativ vrede'. 

   Det dækker over det fænomen at vredesudbrud gennem det som sprænges og destrueres, kan give plads til og forløse kreative processer som hidtil ikke har været mulige eller synlige.

   Det har jeg selv erfaring med og erindring om i 60´erne under det der den gang kaldtes ungdoms- eller studenteroprøret. Der blev masse-demonstreret i de fleste vesteuropæiske universitetsbyer mod "professorvælde" der forhindrede fornyelse af fagområder og fagindhold. 

   Bygninger og undervisningslokaler blev besat, og politikerene blev så "forskrækkede" at de faktisk - i hvert fald i Danmark - vedtog nye såkaldte 'styrelseslove' der åbnede op for kreativ fornyelse af både fagindhold, studieformer og ledelsesstrukturer. 

   Problemet med den 'kreative vrede' som drivkraft at den risikerer at slå over sin modsætning, som vi fx. så efter det såkaldte 'arabiske forår'.