Daniel Kahneman - igen, igen - nu også fra danske økonomer - og udenlandske klimaforskere

Daniel Kahneman

For godt og vel tre år siden stødte jeg på en bog som jeg syntes var så fascinerende at jeg måtte skrive en hel serie af indlæg med afsæt i det jeg fik ud af den. Forfatteren hed Daniel Kahneman, og bogens titel var 'Thinking, Fast and Slow'.

Min fascination skyldtes blandt andet at den så at sige vendte en række forestillinger som jeg havde gjort mig om kreativitet, på hovedet - ud fra en kritisk tilgang til hvordan intuitiv tænkning fungerede i dagligdagen.

   Flere artikler fra min daglige avislæsning igår, viser at jeg den gang havde fat i den lange ende, så at sige. Jeg var på forkant.

   Men provokerende var det også for mig den gang jeg stødte på bogen, at den tilsyneladende modsagde meget af det jeg havde skrevet om ellers på bloggen, specielt når det gjaldt fænomenet intuition.

   Tilsyneladende er der to slags intuition, den fordomsfulde, hurtige og nemme - og så den der fører til nye tanker og ideer og produkter.

Den her blok har jo som rød tråd udforskningen af kreativitet - fra alle mulige faglige vinkler og udgangspunkter. Og gennemgående har jo været at at forskerne er enige om at grænseoverskridende kreativitet i ideer, i tænkning, i kunst, i videnskab - har at gøre med at mennesker suspenderer en række af de psykologisk kontrolmekanismer og "går i åben tilstand", kontrolmekanismer som er med til at opretholde god ro og orden mellem mennesker indbyrdes og i samfundet som helhed.

   Hjerneforskerne som har haft min særlige interesse i mange blogindlæg, er også ret enige om at den 'åbne tilstand' opstår ved at centrer i frontallapperne som har moral at gøre, svækkes eller ligefrem suspenderer deres aktivitet, for at andre dele af hjernen neurologisk set frit - eller i hvert fald friere - kan interagere.

   Det sker fx når vi drømmer, synker hen i dagdrømmerier ('mindwandering'), eller under meditation.  Og ikke mindst sker det når vi kommer i det der kaldes flow-tilstand under arbejdet med et kreativitetskrævende arbejde som fx det at skriv en bog, skabe et kunstværk, bygge en fysisk model af noget, eller udvikle en ny videnskabelig teori.

   Jeg har også været optaget af den teori der lå bag en række meget solgte og læste bøger om coaching inden for en række praksisområder: tennis, musik, golf, arbejde, ledelse, m.m. Forfatteren var Tim Gallwey og den metaforiske og fængende fællestitel har været "The Inner Game of X..."

   Den underliggende  teori i bag bøgerne, har været at folk der ville være rigtig gode til noget, skulle lære at respektere - lytte til - og for så vidt 'træne' sin her- og nu-intuition, i stedet for bevidste at reflektere over - og bevidst at bekymre sig om hvordan de gjorde, og om de nu gjorde det rigtige, om hvad andre mente om det de gjorde, etc.

   Metaforen som har været gennemgående i bøgerne har været at der altid foregår en kamp eller et spil - 'game' - mellem to stemmer i bevidstheden, hvor den ene - den reflekterende og bekymrede - forhindrer den anden i at udfolde sig optimalt i spontan handling. Og at man altså skal lære at lukke ned for den ene hvis man har ambitioner om at  nå top-performance inden for sit arbejdsfelt: sport, kunst, ledelse, etc.

   Wikipedia fortæller:

The "inner game" is based upon certain principles in which an individual uses non-judgmental observations of critical variables, with the purpose of being accurate about these observations. If the observations are accurate, the person's body will adjust and correct automatically to achieve best performance.

En af Gallweys elever og popularisatorer forklarer det sådan her:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Når jeg blev umiddelbart optaget af Tim Gallwey, hang det utvivlsomt sammen med at jeg kunne genkende tænkningen fra en bog jeg læste for mange år siden -om kunsten at tegne, en bog jeg blev meget inspireret af.

   Forfatteren hed Betty Edwards, og bøgerne der udkom på dansk en gang i 80´erne havde titlerne: 'At tegne er at se' og 'Kunsten at se' (den har på engelsk den mere oplysende titel: 'Drawing on the Right Side of the Brain')

   Hende veldokumenterede påstand i de to bøger, var at alle kunne lære at tegne så tegningen lignede den genstand, figur eller person som man tegnede efter.   Hvis man lærte sig mentalt at lukke ned for den forstyrrende interferens fra den venstre hjernehalvdels præfabrikerede forestillinger når man iagttog det man skulle tegne, så ville den højre hjernehalvdel alene styre synet, og så ville man pludselig helt skarpt kunne se og tegne det der skulle fremstilles, med de helt rigtige proportioner. 

   Jeg tegnede faktisk slet ikke på det tidspunkt og havde ikke gjort det i mange år, men gennemførte en række af de øvelser og opgaver Betty Edwards beskrev i bøgerne. Og pludselig gik det som en leg med at tegne noget så det virkelig lignede.

Og her kommer så Daniel Kahneman ind med sin teori om to jeg'ers meget forskellige tænkemåde, en teori der fungerer som en slags modbillede til hvad jeg hidtil har været optaget af.

   Det ene 'jeg' er hurtigt og intuitivt tænkende og fornemmende, fordomstyret og tommelfingerregel-bundet, et 'jeg' der altid hurtigt er parat til at konkludere, og meget tit derfor konkluderer forkert; over for de et andet 'jeg' der til gengæld er reflekterende eftertænksomt, skeptisk og afprøvende, men et 'jeg' der desværre også er dovent, og hvis tænkning er svær at mobilisere fordi den risikerer at gøre livet indviklet, besværligt og krævende; og så er det et 'jeg' som skal bruge længere tid til at nå til konklusioner som baserer sig på viden og kendsgerninger.

   Fidusen ved Kahnemans grundigt beskrevne og dokumenterede teori, er at den har stor forklaringskraft i forhold til en række problemer og tendenser i det moderne samfund. Og det er vel det de bedste teorier kan: give oplysende aha-oplevelser til at forstå det der ellers forkommer mærkeligt eller tåget

   Og for mig var det altså i 2012 den for hurtige og overfladiske journalistik der bredte sig mere og mere i medierne, som jeg pludselig analytisk og nøgternt kunne få skovlen under - uden af den grund at føle at jeg var en sur gammel dræber af kreativ hurtig journalistik.

   

For et halvt år siden stødte jeg så på Daniel Kahneman igen, nemlig i bogen 'Forelsket i vinklen. Om fikseringsfejl hos journalister'. 

   Her brugte forfatterne Mikkel Hvid og Marlene Bjerre hans teori til at forklare hvorfor ellers professionelle journalister jævnligt forføres til at vinkle en historie på en måde som gør historien skæv, misvisende eller ligefrem usand.

Og nu kommer vi så til det aktuelle: 

   I onsdagens Politiken dukker Kahnemans teori så op som en forklaringsmodel til hvorfor økonomerne gang på gang går galt i byen og udtaler sig om samfundsøkonomien - uden seriøst hold i virkeligheden. Det gør de primært fordi deres teorier og modeller bygger på forestilingen om mennesket som det altid rationelle og velovervejede væsen, en forestilling som forskere omtaler som "det økonomisk menneske", og en forestilling som jo netop Kahneman i den grad har punkteret.

   Artiklen på forsiden af Kultur-sektionen er skrevet af Rune Lykkeberg, og har rubrikken: 

Hvil i fred, du økonomiske menneske

Underrubrikken lyder:

Vi har aldrig set det. Vi har aldrig mødet det. Alligevel har det økonomiske menneske været hovedperson i årtiers reformer af velfærdsstaten. Nu har landets ledende økonomer i Dagpengekommissionen erklæret det økonomiske menneske dødt. Rune Lykkeberg tegner en nekrolog over en alt for fornuftig medborger.

En slags faktaboks til artiklen bragte nogle citater fra kommisionens beretning, som vist kun kan være et ekstrakt fra Kahnemans hurtigttænkende intuitive 'jeg'. 

   I versionen på Politiken.dk citeres under rubrikken "Dødsattest":

Dagpengekommissionen gør i et afsnit med titlen 'Vi er ikke altid rationelle' opmærksom på, at det økonomiske menneske som et rent fornuftsbåret væsen ikke altid holder vand. Dette er nogle centrale pointer fra afsnittet i rapporten:    

»Det er forskningsmæssigt veldokumenteret, at mennesker langt fra altid gør det, der er fornuftigt, rationelt og giver dem størst nytte på længere sigt. Vi er kort sagt ikke altid rationelle. Vi træffer ofte beslutninger, der ikke er gennemtænkte, men derimod bygger på mavefornemmelser, intuition eller sociale normer«.

   »Det første er, at mennesket har forskellige kort- og langsigtede præferencer. Det giver udslag i, at vi udskyder handlinger, der skal foretages på bekostning af fx fritid«.

   »Det andet fund er svag selvkontrol. Det betyder, at vi vælger at udskyde det vanskelige eller ubehagelige«.

   »Et tredje fund er tabsaversion. Fænomenet kendes umiddelbart også fra den klassiske økonomiske disciplin og dækker over, at omkostningen ved at tabe 100 kr. føles større end den tilsvarende gevinst ved at opnå en gevinst på 100 kr. «.

   »Endelig har vi en tendens til at overvurdere os selv. Vi tror, at vi performer bedre, end vi faktisk gør på jobbet, og vi undervurderer risikoen for at blive fyret«.

Jeg blev så glad over at en 'tung' århundredgammel videnskabelig illusion nu omsider så ud til at blive punkteret og erstattet med viden, at jeg skrev et opstemt indlæg på Facebook:

Det bør være lidt af en festdag i dag. Ifølge Politiken er forestillingen om "det økonomiske menneske" lagt i graven, også af ledende danske økonomer, som ellers stædigt hat holdt fast i den - trods en virkelighed som sagde det modsatte. Det viser rapporten fra Dagpengekommisionen.

   Så må man bar håbe at Venstre og hele blå blok (og Finansministeriet) så slår ørerne ud og hører efter. Indtil nu er alle deres forslag til såkaldte reformer jo ellers baseret på netop den forestilling.

   "Det økonomiske menneske" er fantasien om at alle mennesker altid og kun handler rationelt og tænker langsigtet og kalkuleret, en fantasi som den borgerlige økonomiske "videnskab" har baseret sine modeller på i århundreder. Og derfor altid har fejlet hvad angår prognoser om kriser i samfundet.

   Må "det økonomiske menneske" hvile i fred!

   Ifølge Politikens artikel vil "de økonomiske menneske dog hjemsøge politik og økonomisk tænkning som seje spøgelser og genfærd der går igen og igen og igen - i mange år endnu.

Og den spådom om fortsat hjemsøgelse fra 'det økonomiske menneske', skyldes at også fagøkonomer er underlagt loven om at tænke på den måde som er lettest og hurtigst, og som ikke indebærer tidkrævend udvikling af ny besværlig teori, Sandsynligvis vil flertallet af dem i mange år endnu bruge de modeller med indbygget forestilling om 'det økonomiske menneske'  som de altid har gjort.

Information forfølger det samme spor med afsæt i dagpengekommisionens rapport og kritik af 'det økonomiske menneske'. Den avis har vinklet sin artikel på en måde som fremgår af rubrikken:

Svage mennesker træffer kortsigtede valg

 Underrubrikken lyder:

I udformningen af den nye dagpengereform har arkitekterne skelet til en gren af økonomisk teori, der har at gøre med menneskers hang til at træffe ’dumme’ beslutninger. Det er de svage grupper, der træffer de ’dumme’ beslutninger, siger MIT-professor.

Den gren af økonomien der her nævnes, har betegnelsen 'adfærdsøkonomi' - på engelsk 'behavioral economics' - et teorikompleks som også i følge Wikipedia har Daniel Kahneman og hans videnskabelige makker gennem mange år, Amos Tversky som nogle af sine videnskabelige fædre.

  Wikipedia skriver her hvad det er for en special slags 'økonomi, vi her har på banen:

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of psychological, social, cognitive, and emotional factors on the economic decisionsof individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. Behavioral economics is primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents. Behavioral models typically integrate insights from psychology, neuroscience and microeconomic theory; in so doing, these behavioral models cover a range of concepts, methods, and fields. Behavioral economics is sometimes discussed as an alternative to neoclassical economics.

   The study of behavioral economics includes how market decisions are made and the mechanisms that drive public choice. The use of "Behavioral economics" in U.S. scholarly papers has increased in the past few years as a recent study shows.

   There are three prevalent themes in behavioral finances:

• Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.

• Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.

• Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

  Jeg skal ikke her forholde mig til kommisionens forslag - eller til det politiske forlig der fulgte efter igår. 

  Det jeg synes er interessant, er når artiklens hovedkilde, professor Dan Ariely fra MIT i USA, understreger at jo mere komplicerede systemer og rammer man stiller folk over for i forbindelse med lovgivning (som fx et nyt dagpengesystem), jo sværere er det for de svageste grupper i samfundet at træffe langsigtede og velovervejede valg. 

»Forestil dig, at hver gang, du træffer et valg, forstår du konsekvenserne af det valg. Køber du en sandwich, har du ikke penge til bussen. Køber du aftensmad, har du ikke penge til medicin. Alt, du gør, har en konsekvens. Det er ikke kun en forsinket konsekvens, men også en umiddelbar konsekvens. At tænke sådan er hårdt for dig,« siger Dan Ariely.

   Han mener ikke, at man er født til at tænke sådan. Uanset hvilken gruppe i samfundet du tilhører, vil det nedbryde dig, hvis du konstant skal afveje, hvilke konsekvenser dine valg har.

  »Det gør dig mentalt træt. Det gør, at du ikke er i stand til at tænke langsigtet og træffe gode beslutninger. Når du er i en situation af knaphed, får det dig til at tænke meget kortsigtet,« siger Dan Ariely.

Den konventionelle mainstream økonomiske tænkning bygger på en forkert teori om mennesket, nemlig at det altid er i stand til at tænke rationelt og bygge sine valg på langsigtede fordele. Og at det vil gøre det i hverdagens praksis.

   Sådan tænker folk som flest imidlertid ikke. Og slet ikke hvis de materielt er på røven, og uddannelsesmæssigt fattige på mentale ressourcer.

   Så en politik der forudsætter at dem der skal fungere inden for dens rammer, har mentalt overskud til at reflektere og vælge i et langsigtet perspektiv, den er dømt til at være ineffektiv.

   Om det siger Dan Ariely:

»Hver gang du laver politik, har du en teori om den person, som politikken rammer. Det gælder alt fra kriminalitet til skattebetaling. Hvis du har den forkerte teori om den person, er oddsene for at du får en held med politikken meget lille. Du bliver nødt til at lave politik, der medregner menneskets natur. Derfor har adfærdsøkonomi en kæmpe rolle at spille der.«

Det er så en tankegang som også kan spores i en artikel om klimapolitik, skrevet af Informations journalistiske grand old man på området: Jørgen Steen Nielsen.

Rubrikken er et spørgsmål som sikkert mange har stillet sig, som ønsker at politikerne nu gør noget alvorligt ved alt det der skaber og forstærke drivhuseffekten:

Klimabudskabet - hvorfor kan det dog ikke trænge ind?

Manchetten peger på menneskets hjerne - og dermed biologisk begrænsninger i tænkning - som en forklaring:

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med

Artiklen indledes med at udfolde og konkretisere rubrikkens spørgsmål:

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

   Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

   Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

   Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

   Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

   Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

George Marshall der forsker i kommunikation om klima og miljø og har skrevet bogen 'Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change', han forklarer at når folk ikke reagerer eller reagerer helt uhensigtsmæssigt, så skyldes det problemernes komplekse karakter:

»Klimaændringer er et ekseptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

   Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

   »Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

En anden forsker i miljøkommunikation, Chloe Lucas, University of Tasmania, forklarer at det grundlæggende handler om vores behov for tryghed:

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Jørgen Steen Nielsen sammenfatter herefter:

Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Og så er det at Daniel Kahneman bringes på bane - igen. Hans teori om de to 'tænkesystemer' - det hurtige og det langsomme - refereres som en slags overordnet forklaring. Og manden selv er dybt pessimistisk på menneskehedens vegne:

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

   »System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

  System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

  Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

   »Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævnte bog.

Artiklen slutter med at citere en række forskere der ser håb og muligheder hvis man kommunikerer på en anden og mere tryghedskabende måde end hidtil. Og sidste afsnit forsøger at løfte den optimistiske fane - hvis man altså snakker om noget andet og afledt end det der er problemet: de katastrofale klimaforandringer, så kan man måske få folk som flest til at gøre det der er rigtigt og fornuftigt:

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

   Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Som læser må man konkludere at journalisten Jørgen Steen Nielsen selv ikke er alt for optimistisk - og vel nærmest deler Kahnemans skepsis. 

Debatten om 'Christianias Børn' (3) - instruktørens synspunkt - og et svar fra mig

Jeg har i to tidligere indlæg her på 'udsigten' prøvet at forholde mig til den debat som i medierne fulgte efter udsendelsen af dokumentarfilmen 'Christianias Børn - Skyggesiden af eventyret' på DR1 den 10. august i år.

   Instruktøren til filmen, Nille West  har ønsket at bidrage med en kommentar. Jeg fik den pr. mail for nogle dage siden med en opfordring om at lægge den ind på bloggen her, og det gøres hermed.

   

Jeg kan anbefale at man læser de to foregående indlæg først., da det er en afgørende kontekst for kommentaren. 

   Her er link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn2-med.html

Efter Nille Wests kommentar, kommer mit svar.

   Nille West skriver:

Tillad mig her relativt kort at fortælle om de aftaler og oplevelser jeg havde med de medvirkende.

   Trylle og de andre var fra starten helt klar over - og med på - at min dokumentar ville handle om de negative sider ved en barndom på Christiania. Grunden til at jeg overhovedet fandt vinklen var, at Trylle selv havde lavet en række udsendelser på 24syv hvor hun tog fat på de mindre flatterende sider af Christiania. Vi var helt enige i at der var mange flere svære historier at fortælle, og at vi ville bryde med et mere end 40årigt tabu. Vi var enige om at det positive også skulle med. Det skulle det blandt andet på den måde, at vi i dokumentaren ville fortælle hvor de medvirkende er i dag, og om de gode ting de trods alt har taget med sig.

   Alle medvirkende bad undervejs i processen om at forskellige ting, de havde sagt, ikke ville blive brugt, det efterkom vi. Alle fik at vide hvad der ville komme med da vi var inde i klippeprocessen. Alle så programmet inden det var færdigt. Ingen ville ved gennemsynet have klippet noget ud. Flere ville have klippet noget positivt ind, det efterkom vi. Men det sidste var faktisk ret svært fordi der i interviewene altid kom et "men" når de medvirkende havde sagt noget positivt. De var, med andre ord, alle optagede af få snakket om den skyggeside som var dokumentarens vinkel.

   Jeg er derfor virkelig nødt til at gendrive, at jeg skulle have klippet en masse positivt ud. Har jeg gjort mig skyldig i noget, er det snarere at klippe en masse negativt ud. Ind imellem har jeg faktisk følt at jeg er blevet en del af tabuet, fordi jeg har fået så meget at vide som jeg ikke må fortælle.

   Selvfølgelig er min dokumentar vinklet. Det er som du ved al journalistik. Men de medvirkende kendte altså udmærket min vinkel.

Trylles indlæg er også vinklet. Men hendes vinkels limpind hopper du tilsyneladende meget hellere ukritisk på, end på min dokumentar.

   Det er tankevækkende så let det er for medvirkende at køre deres dagsorden igennem uden at blive stillet et eneste kritisk spørgsmål. Mon det er fordi vi elsker at få bekræftet vores forestilling om at journalister er kolde og manipulerende og medvirkende kun uskyldige ofre? Det virker ind imellem sådan.

   Mvh Nille Westh

Her kommer mit svar:

Kære Nille

For lige at gør det klart og få det punkt overstået - så 'hopper jeg ikke på nogen limpind'. 

   Jeg citerer et indlæg fra tre af de fire hovedmedvirkende, fordi jeg synes at det der virkelig er tankevækkende, er at selv om instruktøren og redaktøren har gjort alt det der professionelt er korrekt når man laver sådan en type dokumentar, så kører debatten hurtigt helt af sporet - og de medvirkende oplever sig misbrugt og urimeligt behandlet. 

   I stedet for en debat om substansen i dokumentaren, så kommer debatten bagefter til at dreje sig om hvordan dokumentaren er produceret, om instruktørens og DR-redaktionens intentioner og etik, etc. 

   Jeg forholder mig hverken til substansen i filmen, eller til substansen i de medvirkendes efterfølgende indlæg. Når jeg citerer deres indlæg, så er det fordi det er udtryk for en oplevelse hos de medvirkende som tilsyneladende kommer bag på både redaktør Morten Thomsen Højsgaard og - som man kan se ovenfor - også instruktør Nille Westh:  

   'Vi har gjort alt det vi professionelt burde og skulle - og lidt til - for at behandle de medvirkende ordentligt. Og det er så takken!'. er den lid forurettede undertekst i begge kommentarer.

Mit første indlæg fokuserede ikke særligt på dokumentaren eller på om der er noget at komme efter for de tre medvirkende i forhold til klipningen. 

   Det jeg var og er optaget af, var hvorfor den opfølgende debat efter en ellers god dokumentar i tv - endnu en gang løb af sporet, også selv om de ansvarlige for udsendelsen, instruktør og redaktør, mente de havde den professionelle etik i orden, og at der virkelig ikke var noget at komme efter.

   Og altså hvorfor de tre medvirkende efterfølgende offentligt tager afstand fra den måde de er blevet brugt på i filmen - som bærere af hovedhistoriens vinkel gennem de klip de er blevet citeret for.

Det er ikke første gang det sker. 

   Jeg kan fra dansk og udenlandsk tv-dokumentar-historie finde masser af helt parallelle eksempler  hvor den efterfølgende debat som ønskeligt fra producenternes side burde handle om indholdet, i stedet for 'kører skævt' og primært kommer til at handle om produktionsprocessen.

Det var et rigtigt langt indlæg jeg skrev som kom vidt omkring, men det fremgår klart at jeg ikke retter nogen kritik mod selve dokumentaren, som jeg  syntes - og flere gange skriver - var god og velproduceret, og én som jeg nemt ville have kunnet bruge som skoleeksempel på en dramaturgisk velkonstrueret og velfortalt dokumentar inden for en bestemt genre: den skarpvinklede afslørende og mytepunkterende.

Det der var den afgørende pointe i mit indlæg, og som du Nille ikke forholder dig til, var at 'kontrakten' med seerne var utilstrækkelig og misvisende, for nu  at sige det pænt.  Og at det faktisk er en gennemgående svaghed ved mange af den slags dokumentarer. 

   Og at når man fortæller så skarpvinklet en historie med 4 medvirkende som eneste dokumentation for afsløringen, så er det helt afgørende at man gør sin kontrakt med seerne så tydelig og eksplicit at de medvirkende ikke efterfølgende føler sig taget til indtægt for de tvivlsomme generaliseringer debatten lynhurtigt kaster af sig. 

Jeg citerer lige fra mit første indlæg:

Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten' med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

   Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.

Den gamle mangelfulde, men originale version er pist væk!

Jeg skriver meget  udførligt og detaljeret hvad jeg mener der er galt med 'kontrakten', og hvad jeg mener instruktør og redaktør (sådan cirka) kunne og burde skrive i klartekst på  skærmen i begyndelsen og/eller i slutningen af filmen hvis de ville have undgået at de medvirkende endte med efterfølgende at føle sig misbrugt og røvrendt.

   Jeg citerer lige igen fra mit første indlæg, og vil være rigtig glad hvis Nille West og redaktør Morten Thomsen Højsgaard ville forholde sig til det:

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindelses-ideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? - Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?

Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMS-ERFARINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Så kære Nille. 

   Tak for din kommentar. 

   Men jeg ville ønske at du forholdt dig til det der var substansen i det. Og ser frem til at du gør det. Det vil jeg naturligvis med glæde bringe videre her på bloggen.

    Og så synes jeg i øvrigt at man med mulighederne for at tilknytte en webside til en tv-udsendelse, kunne gøre rigtigt meget godt og oplysende og afmystificerende i forhold til både medvirkende og seere ved at lægge forskellige fraklip på nettet.

De bedste hilsener

Peter

Akvarelmaleriets mysterier (50) - Harald Henriksens bylandskaber - i anledning af en nyerhvervet skønhed - et farvtræsnit af udsigten fra Rundtårn

Anledningen til dette indlæg er ikke en akvarel, men et nyerhvervet farvetræsnit af Harald Henriksen, som du kan se  og nyde senere i dette indlæg.

Jeg har skrevet en efterhånden længere række 'kapitler' her på bloggen om min ´opdagelse´ af akvarelmaleren og træsnitkunstneren Harald Henriksen (1886-1960), og om min næsten maniske 'jagt' på både træsnit og akvareller fra hans hånd.   En jagt der har betydet at jeg med den seneste erhvervelse kan glæde mig over at have mere end tyve træsnit og en lille håndfuld akvareller fra hans hånd hængende på væggene i vores hjem.

   

Langt hovedparten af billederne er landskaber - ofte med et træ eller en trægruppe og et landsbrugsredskab til at give forgrund og grafisk profileret karakter og identitet til motivet.

   Som de her:

Hans trænsit kan - for en umiddelbar betragtning - ret nemt forveksles med akvareller, og han lavede også ofte først skitser af motivet i akvarel som forarbejder til sine træsnit. 

  Han boede det meste af sit voksenliv på Frederiksberg, men tog så på malerture til forsekellige steder i - hovedsagelig - den sjællandske del af 'Udkantsdanmark' for at akvarelmale eller -skitsere sine mange landskabsbilleder 'on location'.

Men han producerede også 'cityscapes' - 'bylandskaber' - med især motiver fra København - både i akvarel og som træsnit.
   Og han var faktisk en fremragende skildrer af Københavns byliv - både det stille i parker som Frederiksberg Have, og det mere livlige i trafikerede gader i og omkring den indre by. 

    Som fx den her akvarel med motiv fra Vesterbrogade som jeg selv erhvervede for godt et halvt år siden:

Også den følgende akvarel med motiv fra trafikmylderet på Knippelsbro, har jeg erhvervet mig - desværre nu i så dårlig stand at den ikke er egnet til at komme i glas og ramme:

Det kendetegner en del af Harald Henriksen bymotiv-akvareller at de som dette er set skråt ovenfra - som set fra udsigten fra et vindue nogle etager oppe. 

   Jeg gætter på der ligger et fotografi til grund både for det her og det med motivet fra Vesterbrogade. I hvert fald har jeg fået oplyst af sønnen at Harald Henriksen også fotograferede.

   Her afbildning af flere andre af hans akvareller fra Københavns trafikkerede byliv (som jeg altså ikke selv har):

Det kendetegner også flere af Henriksens bylandskabsakvareller at deres komposition er bygget over kontrasten mellem én del af motivet som ligger i skygge, og en anden del som er kraftigt solbelyst.

   Som vi fx ser i denne akvarel med motiv fra Vor Frue Plads - og ligesom det jeg viste ovenfor med motiv fra Vesterbrogade:

Her to af flere af hans akvareller med Frederiksberg Have som et næsten meditativt svævende landskabsmotiv:

Rigtig mange af Henriksens landskabsakvareller og -træsnit viser motiver hvor landskabet er helt eller delvist snedækket. Utvivlsomt fordi de hvide felter i billedet der illuderer sne, kaster et ekstraordinært og kontrastrigt lys ud imod beskueren. 

   Som i de her her smukke landskabsakvareller for eksempel:

Men det ses også tydeligt i flere af de træsnit jeg selv har hængende og dagligt nyder, som fx dette:

Også udnyttelse af det hvide umalede papir til at give liv og kontrast i snedækkede københavnske gader, pladser, tage, tårne og spir, kendetegner Harald Henriksens bylandskaber, både når de er malet med akvarel og når det er træsnit:

Motivet er ofte også som set fra et vindue nogle etager oppe:

Ofte vælger han at male det samme motiv flere gange - men set fra en 'modsat' synsvinkel. Som her en akvarel af udsigten fra Rundetårn - set gennem det dekorative gamle gitter som omgiver hele den øverste runde udsigtsplatform:

Blandt mine egne Harald Henriksen-træsnit har jeg hidtil kun haft et enkelt - eller rettere to - bylandskaber. 

   Det her der viser den monumentalt høje Roskilde Domkirke i skygge i den ene side - i kontrast til de solbeskinnede lave bygninger i den anden - og med et perspektiv-sugende kig ud til Roskilde fjord:

Og det her som viser det samme motiv - Roskilde domkirke - men nu set i det fjerne via et kig ud gennem et delvist åbent vindue - og med glas med hyacinter som forgrund i vindueskarmen:

Og her endnu et par af Henriksens træsnit (som jeg ikke har - endnu) med det samme motiv, men set fra en helt tredje-fjerde dekorativ vinkel,

   Det første her - stadig i sne:

I det følgende er 'det hvide' så ikke sne, men æbletræer der blomstrer om foråret - men effekten er den samme:

Nu nærmer vi os det som var anledningen til dette indlæg: Mit nyerhvervede Harald Henriksen-træsnit.

  Det har som motiv udsigten fra toppen af Rundetårn over mod Kongens Have og Rosenborg Slot - delvist set gennem det grafisk dekorative støbejerngitter-rækværk der omkranser den runde udsigtsplatform øverst oppe - og med det kobberbalagte rytterspir på Trinitatiskirken i forgrunden:

Det er et motiv som vi ovenfor har set Henriksen også har malet i akvarel - men jo her typisk nok så med udsigt i den modsatte retning. 

   Træsnittet er stort - 42 x 52 cm - og er fra 1931. 

  Mit gæt er at akvarellen tidsmæssigt kommer først, og altså er en slags forarbejde til dette umanerligt smukke og fascinerende træsnit. 

   Gættet bekræftes af oplysningerne fra hjemmesidens arkivgalleri: Akvarellen med gitteret er fra 1930, træsnittet er fra 1931.

Jeg har tidligere noteret at Harald Henriksen kan være inspireret af en af pionererne inden for europæisk farvetræsnitkunst fra omkring århundredskiftet, den dansk-tyske kunstner Henriette Hahn-Brinckmann (1862-1934) som har lavede det her smukke træsnit 'Svanebugten' 1898.

I hvert fald har de begge fundet ud af kreativt at udnytte et dekorativt støbejerngitter som kontrastgiven forgrund - som resten af motivet - de hvide svaner - så delvist ses igennem.

Lidt research viser også at Harald Henriksen med sit specielt sete motiv fra toppen af Rundtårn med udsigt gennem det dekorative gitterrækværk, havde en direkte forløber når det gjaldt skildringen af 'cityscapes' i København, nemlig kunstneren H. G. F. Holm fra første halvdel af 1800-tallet. 

  Han har blandt andet lavet den her 'håndkolorerede' (=akvarel) radering fra ca. 1840:

H. G. F. Holm havde af sin samtid fået tilnavnet 'Fattigholm'. 

   Thorvaldsens museums hjemmeside oplyser om ham:

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861) er især kendt for sine mange, meget omhyggelige skildringer af Københavnske lokaliteter. Over 700 af hans tegnede prospekter er bevaret, og nogle af dem blev omsat i kobberstik og gerne håndkolorerede som denne udsigt fra Rundetårn i retning mod Vor Frue Kirke og Skt. Petri Kirke. Holm har også tegnet og malet prospektet fra Stormbroen hen mod det næsten færdigbyggede Thorvaldsens Museum (se inv.nr. D1887). I det hele taget er Holms mange skildringer af København den bedste kilde til at få indblik i, hvordan byen så ud, mens den danske guldalderkunst udfoldede sig. Holm havde konstant trods sin flid og den popularitet, som hans værker havde, økonomiske problemer. Og allerede i samtiden fik han øgenavnet "Fattig-Holm”.

Her nogle flere af Fattigholms smukke 'cityscapes' med motiver fra København i første halvdel af 1800-tallet:

Wikipedia fortæller uddybende om Fattigholms liv og værker - en tragisk historie:

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (23. april 1803 i Berlin – 1. maj 1861 på Almindelig Hospital i København) var en dansk kunstner; han kendes også som Fattigholm. Han var søn af kobberstikkeren Jens M. Holm.

   Holms tilnavn kom ikke af ingenting: Det meste af sin voksne tilværelse levede han i fattigdom, og han døde indlagt på friplads af Københavns fattigvæsen. Hans situation blev ikke nemmere af, at han var enkemand og far til fire børn, og at han angiveligt havdehang til alkohol. Han skaffede indtægter ved bl.a. at udføre tegninger og akvareller og sælge dem – ofte til spotpris. En del af dem blev udført som stik af hans far.

   Den nyeste forskning viser dog, at han ikke havde hang til alkokol, men led af sindssyge. Han arvede den og gav den videre til to af sine børn. Læge Christian Lunn fra Selskabet for Dansk Memorabilitet forklarede det i 2013 ved afsløringen af en mindeplade for Fattigholm på ejendommen på hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads, hvor kunstneren boede en kort tid. Holm flyttede ofte med familien som fattigfolk flest i Guldalderen.

   På trods af de vanskelige kår har Holm udvist betydelige evner. Hans motiver var ofte landskabsmotiver fra Sjælland og bybilleder fra København, og de har historisk interesse, fordi de er udført med stor nøjagtighed og detaljerigdom.

   I 1818-27 udførte han flere tegninger for Oldsagskommissionen bl.a. af guldbrakteater og udgravningen af nordhøjen i Jelling. I 1823 var han ophavmand til en vignet tilDanske Magazin, der benyttede den til 1886 og igen fra 2004.

   Til Holms sidste arbejder hører hans akvareller fra Almindelig Hospital i Amaliegade hvor han døde af tuberkulose den 1. maj 1861. Han er begravet på Assistens Kirkegård.  

I øvrigt er der i disse efterårsmåneder en fin udstilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland med titlen "Fuglsang 1885-1959 - Billedkunst, musik og friluftsliv" der blandt andet udstiller fem af Harald Henriksens smukke træsnit med motiver fra det nærliggende område Skejten, som blandt andet er berømt for sine gamle dekorative egetræer som lige har været noget for Henriksen.

   Udstillingen viser også en række fine billeder - især akvareller - af flere andre kunstnere som har haft tilknytning til Fuglsang-kulturmiljøet gennem årene. Blandt andre Harald Henriksens gode ven Olaf Rude som også er kendt - vel nærmest berømt - for sine akvareller af Skejtens egetræer:

Det her er  så de fem træsnit af Harald Henriksen som blev udstillet på Fuglsang-udstillingen, på væggen over for Olaf Rudes billeder:

De er simpelt hen fremragende og dokumenterer hvor god og originale en træsnitkunstner Harald Henriksen var og er.

Særlige evner (6) - om at finde rundt, gå visuelt i detaljer, læse kort og løbe derudaf - og om det at være god til at se noget for sit indre blik - 'the mind´s eye'

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om hjerner med særlige - og meget usædvanlige evner.

   Blandt andet skrev jeg om forfatteren Kim Leine - efter at have læst et interview med ham af journalisten Niels Thorsen:

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. Og hans hjerne har altså også haft den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/srlige-evner-5-om-det-at-kunne-tale.html

Kim Leine havde også en helt usædvanligt evne når det angik sprog: Hvis nogen siger en sætning til ham, kan han straks og automatisk svare tilbage - med en 'baglæns-udtale' af de bogstaver og orde han lige har hørt 'forlæns'.

   Forskere anslår at det måske er en ud af en million der har den særlige evne. Faktisk fik jeg via Facebook opsporet én yderligere person fra Danmark der kunne det.
   På YouTube kan man finde videoer med amerikanske eksempler hvis man søger på "kids" + "backward speech" eller + "backward talk". Det er bare fantastisk.

Det med hjerner med særlige evner blev jeg mindet om ved at læse et større interview i Politiken fra i søndags (27/08/15) - på den sidste side af 'sportsnyhederne'.

   Interviewet er med den tredobbelt guldvinder ved VM i orienteringsløb i sommer, Maja Alm.

   Journalisten der har lavet interviewet og skrevet artiklen, er Rasmus Beck - grand old man inden for kreativt skrevet sportsjournalistik, og en ørn til at bruge friske metaforer og metonymer til at levendegøre forskellige sportsgrene som ellers i den grad tiltrækker klicheer og livløst billedsprog - bare for at blive 'solgt'.

    Rubrik og manchet lyder:

Først blev hun værk, så blev hun mester

En gang var Maja Alm tæt på at blive trampet i små stykker af en elg. En anden gang jog et fransk vildsvin hende på flugt. Men i sommer fangede hun tre VM-guldmedaljer i Skotland.

Jeg ved meget lid om orienteringsløb. Noget med at løbe og finde vej efter et kort og med poster placeret rundt omkring i et uvejsomt område jeg aldrig selv ville finde på at bevæge mig rundt i - fordi jeg ville være sikker på både at falde og fare vild. Og så: Hvem er hurtigst til det?

   Ikke en sport for mig, og ikke en der egner sig til TV.

http://360.here.com/2014/10/06/people-better-map-reading-others/

Af artiklen fremgår det at Rusmus Bech ikke selv er nogen god kortlæser, så han sætter sine egne manglende evner på det felt i kontrast til et illustrerende citat fra Maja Alm; Bech skriver:

For mig er alene tanken om at skulle fise af sted gennem en skov ved hjælp af en dirrende kompasnål og et kort med underlige streger nok til søge hen til det nærmeste busstoppested. Men kortlæsning er imidlertid en kunst, den danske verdensmester behersker.

   »Når jeg ser et kort med højdekurver, skov og åer, så ser jeg et landskab 3-dimensionelt. Og jeg ser bakkerne for mig. Det betyder, at jeg ved, hvad jeg skal løbe mod – hen til bakken, ned på den anden side og videre til den næste og ud i lysningen. Kortets farver fortæller mig desuden, hvilken type skov jeg skal ind i. Jeg er hurtig til at danne billeder, og hurtig til at træffe beslutninger. Det er med til at give mig en fordel i mange løb«, fortæller Maja, ...

På dansk taler man om at kunne 'se noget for sit indre blik' eller 'på den indre skærm' når man kalder et billede, en forestilling frem i tankerne - i modsætning til det at se noget i virkeligheden.

   Og landskabsbillederne på den indre skærm aktiveres altså både meget tydeligt og levende - i 3D - og meget hurtigt når Maj Alm 'læser' et kort, dokumenterer citatet.

   Det ligner jo meget det som de fleste musikere må være rigtig gode til: at læse noder - og derefter spille de toner som repræsenteres ved de noder de læser.

 

Gode musikere med hang til at opfinde nye melodier kan bruge evnen til at 'gå den modsatte vej': altså først at forestille sig - 'høre' en melodi for 'det indre øre', og så skrive melodien ned i noder på papir så andre kan spille melodien uden at have hørt den først i virkeligheden

 

Det fremgår ikke af interviewet om Maja Alm er god til at 'gå den modsatte vej': altså at følge en rute gennem et landskab, og så tegne et kort ud fra den vej hun har gået eller er ved at gå ad, kort som andre 'kortlæsere' så bagefter kan følge hvis de vil gå samme vej.

   Men Maja uddanner sig ikke til karto- og geograf - men til tandlæge, fremgår det af interviewet.

Hjerneforskeren Oliver Sacks har skrevet flere bøger om den mentale betydning af 'the minds eye', bøger hvori han blandt andet fortæller at der er stor forskel på hvor skarpt, præcist og detaljeret de 'images' er som forskellige mennesker ser for sig i/for deres 'mind's eye' - på 'den indre skærm'.

   Men han fortæller også at det faktisk er en evne som den plastiske hjerne kan opøve ved intensiv træning.

 

Oliver Sacks har imidlertid også et helt kapitel i bogen 'The Mind´s Eye' som handler om fænoenet 'ansigtsblindhed' - prosopagnosia - det at man ikke kan (eller har svært ved at) genkende ansigter som man har set før, og som er et særligt 'handicap' han selv har haft siden han var barn, og som han sent i livet blev klar over nok har været genetisk betinget.

   Det er et handicap som i øvrigt, konstaterer han, neurologisk er tæt forbundet med en anden 'agnosia' -  environmental agnosia (stedblindhed) - dette at man ikke - eller kun med besvær kan (lære at) genkende steder som man har set tidligere, og fx derfor har svært ved at finde hjem ad samme vej man er kommet.

 

Selv har jeg - om end i mindre omfang - det samme handicap som Sacks: svært ved at genkende ansigter - og svært ved at genkende steder - og i øvrigt også ting - objekter som jeg leder efter.

  Jeg kan til gengæld i høj grad genkende mig selv i den her beskrivelse fra kapitlet 'Face-Blind':

I have been accused of "absentmindedness", and no doubt this is true. Bu I think that a significant part of what is variously cale my "shyness", my "reclusiveness", my "social enptitude", my "eccentricity", even my Asperger´s syndrome", is a consequence and af misintrepretation om my difficulty recognizing faces.

Det fremgår af interviewet med Maja Alm at det at at læse kort og kompas som et landskab i 3-D man kan genkende og nemt løbe rund i, at det er noget hun er blevet trænet i fra barnsben af, af sine forældre som selv har været aktive orienteringsløbere - og stimuleret den særlige evne hun nok deler med dem.

   Så det er jo sandsynligt at Maja Alm genetisk har været disponeret for at blive særligt god til at se locations i 3-D for sit indre blik - ud fra aflæsning af kort og kompas, samtidig med at forældrene har tilskyndet hende til at udvikle den særlige evne hun har haft fra fødslen.

 

Bech beskriver interviewet med Maja som en metaforisk rejse i en imaginær togkupe:

Det gjorde vi så. Sad over for hinanden – som to rejsende i en togkupé, reporteren og den 27-årige tandlægestuderende, Maja Alm, der tillige er 3-dobbelt verdensmester i orienteringsløb. Samt den førende på verdensranglisten.

   Og det blev bl.a. til en færd ad bugtede skinner tilbage til barndommens skove ved Rødekro og Haderslev i Sønderjylland, hvor forældrene, entusiastiske orienteringsløbere, slæbte datteren med i barnevogn og klapvogn. Til en opdragelse i sundhed og velvære.

   Da lille Maja var seks år og flere gange havde været rundt i skovene med kort og kompas, mente hun sig stor nok til at gå alene ind mellem træerne . Ind til fuglene og regnormene. Hun kunne sagtens finde vej.

   »Fint nok«, sagde farmand Alm – og sendte datteren, der har tre søskende, ind i den store, grønne verden.

   Nogle timer senere blev hun fundet, grædende, men dog sammen med nogle andre børn, hun var stødt ind i på sin ellers ensomme færd.

   »Jeg var blevet ret meget væk«, fortæller Maja Alm fra sin plads i kupeen.

De mentale billeder som jeg selv kan fremkalde for mit indre blik når jeg lukker øjnene, fx erindringsbilleder fra turistrejser i Langbortistan eller en tur i skoven, de er ikke særligt skarpe - hverken i konturer, detaljer eller farver.

  

Og de er i hvert fald slet ikke i 3-D, hvad der kan hænge sammen med at jeg faktisk ikke ser den ydre virkelighed i 3-D som de fleste mennesker gør, men 'kun' i 2-D - på grund af en øjeoperation for skeløjethed da jeg var barn.

   Men det kan måske netop være derfor jeg alligevel er ret god til at læse kort og finde rundt i en ny by eller et nyt landskab ved hjælp af kort. Et kort er jo kun flader og linjer i 2-D.

   Et korts visuelle udtryk er jo et grafisk abstrakt symbolsprog som indebærer at vi for at kunne aflæse det, skal se bort fra en masse detaljer i omgivelserne - og kun fokusere på de 'grove' former og linjer som er afgørende for at finde hen til der hvor man vil hen.

   Bare tænk på forskellen mellem et traditionelt google-kort - og et google-sattelitbillede af det samme område.

Fruen har en hjerne med særlige kvaliteter som jeg tidligere har skrevet om - blandt andet at hun ser farver 'på den indre skærm' som automatisk ledsagefænomen  til det at læse bogstaver, ord og tal.

   Og hun kan ikke lade være. Det er en medfødt evne til 'samsansning' som  primært er genetisk betinget, siger forskerne.

   Denne særlige egenskab kaldes synæstesi.

   Det er noget jeg har behandlet i mange tidligere indlæg fordi en masse forskning viser at der statisk set er en stor overrepræsentation af synæstetikere  blandt særligt kreative personligheder, både de nulevende - og i historien.

Fruen har også et særligt skarpt syn for - selv de mindste - detaljer.

   Hun kan fx gå og stå på en græsplæne, og uden at "lede" bevidst efter det, spotter hun uden videre en - ja - en lille bitte FIRKLØVER - midt i alt det grønne hvor det jo - ud over forskellige græsarter - vrimler med almindelige trekløverblade.

   Gående på stranden er hun en ørn til at spotte 'køer' - dvs. sten med hul i - som altså har fået det kælenavn fordi de kan 'tøjres'. De kaldes også 'lykkesten'.

   Jeg finder stort set aldrig 'en ko' på stranden selv om jeg i årevis har samlet på smukke strandsten til slibning.

   Ingen tvivl om at fruens hjerne og omverden-syn er neurologisk programmeret på en særlig måde så hun automatisk og uden bevidst beslutning får øje på hulsten og firkløver foran sine fødder.

   Tænker man på damer i stenaldersamfundet og hvad de foretog sig, så er det utvivlsomt noget der har bidraget kraftigt til familiens og stammens velværd og overlevelse.

Fruen spotter også straks den mindste plet som jeg ubemærket for mig selv har spildt på forsiden af min uldtrøje.

   Og hun spotter fx også lynhurtigt og automatisk råd, svamp og bittesmå fugtpletter i et  hjørne i et hus vi går igennem - tegn og spor som jeg ville overse hvis ikke jeg desideret besluttede mig til at lede efter den slags svært synlige udtryk for forfald.

   

Det har også noget med 'the mind's eye' at gøre.

   For automatisk at spotte den slags ting, må hun - og andre med samme automatsans for detaljer som hende - for sit indre blik  have et meget præcist og meget detaljeret idealbillede af hvordan en ensartet flade bør se ud, et mentalt billede som så gør det muligt straks at spotte en synlig - men næsten usynlig - afvigelse eller brud på idealbilledet.

 

Fruen kan i øvrigt heller ikke lade være med at spotte stavefejl når hun læser, og hun er en fantastisk korrekturlæser.

   Jeg selv er delvist ordblind, og om ord lige staves på den ene (rigtige) eller den anden (forkerte) måde er ikke noget jeg lægger mærke til når jeg læser (og jeg læser hurtigt), med mindre jeg mentalt slår bremserne i - og gør mig meget umage med at fokusere på stavningen og se bort fra indholdet.

    Skal jeg nødtvunget læse korrektur på en tekst jeg selv har skrevet, må jeg tvinge mig selv til at lade som om det er noget en anden har skrevet. men resultatet er dårligt. For mange fejls bliver stadig overset.

Fruen har også et helt specielt mimetisk talent for dialekt- og sociolekt-udtale. Hun behøver bare at høre en dialekt første gang fra en person hun ellers ikke før har hørt sige noget, og så kan hun overbevisende efterligne den - og kan næsten ikke lade være med at bruge 'melodien' når hun fx genfortæller hvad vedkommende person har fortalt.

Fordi fruen lægger mærke til en masse detaljer som jeg overser når vi som turister går rundt i en fremmed by, så er det meget nemmere for hende at finde ud af om det sted vi passerer, er et vi har gået forbi før - og altså at genfinde en vej hjem til hotellet - ved at genkende detaljer fra bygninger som hun lagde mærke til og husker fra da vi tidligere passerede.

Til gengæld er hun så ikke god til at finde vej ved hjælp af et almindeligt landkort - med abstrakt grafisk markering af veje, skove, søer, jernbaner, huse - og højdekurver - og ingen umiddelbart genkendelige detaljer.

   At finde rundt ved hjælp af et kort, det er jeg til gengæld rigtig god til, som nævnt ovenfor.

   Det første jeg anskaffer mig når jeg kommer til en ny by eller et nyt land, er et kort.

   Med kortet i hånden, føler jeg mig tryg - jeg har et overskud og overblik - og jeg ved at jeg altid kan finde rundt - og finde hjem - og sjældent farer vild.

Den nyeste hjerneforskning har faktisk undersøgt det med hvorfor der er så relativt store forskelle på evnen til at læse kort; ikke med den største succes endnu, fremgår det af et indlæg på bloggen "360.HERE.COM".

   Men at det har noget at gøre med hjernens evne til at tænke og forestille sig noget rumligt - 'spatial abilities' - det er der ingen tvivl om.

   Og igen er vi inde på the 'mind's eye', de mentale evner vi alle trækker på når vi vil 'manipulere '- vende og dreje former og figurer i hovedet:

Reading a map requires what psychologists call ‘spatial abilities’, which are skills we use to manipulate 3D shapes and geometric information in our heads. Psychologists have defined many different types of spatial abilities, each relating to different tasks. To read a map successfully, you need more than one.

   In 2007, geographer Amy Lobben of the University of Oregon discovered which spatial abilities are key for map reading. The most important by far was ‘self-location’ – the ability to relate where you are in the real world to the corresponding spot on a map by observing roads, buildings and intersections.

   Two other spatial abilities that proved important were ‘route memory’ – your ability to remember the way – and ‘map rotation’. Map rotation involves mentally rotating a map as you make successive turns, without physically having to turn it. You can test how good you are at map rotation here and here.

Hvordan konstaterer og måler forskerne 'rumlige evner'? 

   Man kan lade forsøgspersoner navigere i virtuelle labyrinter- og derefter se hvor godt de klarer sig; eller rent faktisk lade dem prøve at finde rundt i ukendt terræn ved hjælp af et kort.

   Men hvad foregår der i hovedet på dem, spørger blogindlægget:

The relatively new field of neuroscience is attempting to answer that question using fMRI (functional Magnetic Resonance Imaging) to reveal blood flow in the brain. The blood flow shows which parts of the brain are active, and these ‘light up’ in an fMRI scan.

   It’s early days, but reports of Lobben’s latest work have indeed shown differences in the brains of people who are good at map rotation and those who aren’t.

   In addition, an area of the brain where activity has been spotted during map reading is the parahippocampal place area (PPA). This is a region that’s known to be active when we see landscapes, rooms and other places.

   The PPA is itself part of the parahippocampal gyrus, an area surrounding the seahorse-shaped bit of the brain called the hippocampus. There’s a hippocampus in each hemisphere of the brain – left and right – and it’s known to play a major role in navigation and spatial orientation. 

The role of the hippocampus became clear in research into the brains of taxi drivers by neuroscientists Dr Hugo Spiers and Prof Eleanor Maguire. The hippocampus was most active when the cabbies planned their route in advance of driving on a computer game. But when they encountered road blocks or other obstacles during the game, other areas of the brain were involved.

En hjemmeside med titlen 'GIS LOUNGE', hvor GIS står for 'Geographic Information Systems', fortæller mere om taxachaufførers hjerner, og hvilken effekt det har på dem at skulle bruge dem så meget til at finde rundt:

Reading maps and developing navigational skills can affect the brain in beneficial ways. In fact, using orientation and navigational skills often can actually cause the hippocampus and the brain to grow, forming more neural pathways as the number of mental maps increase.

   A study by scientists at University College in London found that grey matter in the brains of taxi drivers grew and adapted to help them store detailed mental maps of the city. The drivers underwent MRI scans, and those scans showed that the taxi drivers have larger hippocampi when compared to other people.

   In addition, the scientists found that the more time the drivers spent on the job, the more the hippocampus changes structurally to accommodate the large amount of navigational experience.

   Drivers who spent more than forty years in a taxi had more developed hippocampi than those just starting out. The study shows that experience with the spatial environment and navigation can have a direct influence on the brain itself.

http://www.gislounge.com/spatial-orientation-and-the-brain-the-effects-of-map-reading-and-navigation/

Jo mere tid og jo længere tid Londons taxachauffører bruger på at orientere sig gennem faktiske kort når de begynder på jobbet - eller vel især ved de mentale kort som kaldes frem i 'the mind's eye' når de er i rutinerede, ja,  jo større og mere udviklet bliver hippocampus. 

   Og det stemmer fint med de nyeste teorier (Richard J. Davidson) om 'den plastiske hjerne', teorier der kort fortalt siger at hjernens forskellige specialiserede moduler og centrer udvikler sig gennem træning og hyppig brug - ligesom muskler. 

   

Hjerneforskerne har fundet ud af meget om hvilke forskellige dele af hjerne der arbejder sammen når vi 'navigerer' og finder rundt i vores omgivelser:

We have place cells, hundreds of thousands of them, each activated by a particular location. Head direction cells act like a compass. And grid cells mimic the lines of latitude and longitude on a map to tell us how far we’ve travelled.

Men hvordan den viden konkret hænger sammen med folks bedre eller dårligere evner til at læse kort og orientere sig efter dem, det har forskerne endnu ikke fundet ud af:

“While we know a lot about how different cells are involved in representing a space and mapping it, we do not know how they relate to making some people better navigators than others,” says Hugo Spiers.

Men ingen tvivl om at det hjælper at træne, og at øvelse gør mester - også når det gælder om at orientere sig ved hjælp af kort - fysiske eller mentale:

What does seem certain, however, is that tasks involving navigation change the structure of our brains. Back in 2000, Eleanor Maguire studied trainee London taxi drivers both before and after they’d acquired ‘the Knowledge’ – the training course that teaches drivers the layout of 25,000 streets. Before the training their brains were the same. Three years on, those who were driving passengers had a greater volume of grey matter (nerve cells) in their posterior hippocampus than trainees who’d failed the course and given up.

http://360.here.com/2014/10/06/people-better-map-reading-others/