Akvarelmaleriets mysterier (41) - Hvad er det og hvad ligner det? Om at finde sin egen stil og fortælle sin egen historie som akvarelmaler

Jeg viser lige de 6 akvareller som jeg har malet inden for den sidste uges tid:

Tre 'drager' og tre 'traner'. Dragerne tog det 1-2 dage hver at tegne op - og male færdig. Tranerne tog sammenlagt en halv time.

   Hvad for nogen 'føler jeg mest for' - og hvorfor?

Den akvarelunderviser jeg sidst havde, Annelise Pio, skrev i en mail - efter at have været inde og læse i nogle af mine indlæg om "akvarelmaleriets mysterier", følgende:

Det slår mig, når jeg ser dine blog´s, at du lader dig inspirere af mange forskellige ting og mange forskellige kunstnere. Du skal huske, at du skal finde din helt egen stil og fortælle din egen historie.

Det er jo rigtigt. Jeg lader mig inspirere af mange forskellige ting når jeg vælger motiver og stil.

   Men Annelises omsorgsfulde replik giver mig også anledning til lige at reflektere over hvad jeg egentlig har gang i med mit akvarelleri som jo nu har stået på i over fire år - med en del længere pauser.

   Og hvordan er det egentlig med "min egen stil".

   Og hvis jeg ikke fortæller "min egen historie", hvis "historie" fortæller jeg så?

Det startede jo på et kursus - udendørs akvarelmaleri med udgangspunkt og motiver i landskaber og byskaber fra Gardasøen - med Bardur Jakupsson som underviser.

   Jeg fandt i slutningen af det kursus ud af at hvis jeg skulle blive tilfreds med noget af det jeg malede, så skulle jeg indendørs, sidde ordentligt, med motivet - dvs. fotografiet af motivet foran mig - og uden tidspres og forstyrrende og distraherende omgivelser, vind og vejr.

   Og inden døre - i 'atelieret' - der kunne jeg så også tillade mig et mere afslappet forhold til fx udeladelse af elementer, ændringer af farver, og hvad man ellers kan tænke sig af forenklinger. deformeringer og abstraktioner når man maler med virkelighedens motiver som forbilleder:

Gamle fiskerbåde på Gardasøen,
Malet efter sort-hvidt foto

Jeg fandt ud af at 'træne' uden for kursustiden og -rammen - ved at finde fotos i aviser eller på nettet til at gå ud fra som motiv. Som de her to:

Jeg fandt gradvist ud af at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed over det. For det samme gjorde mange professionelle akvarelmalere; så kaldte de det "referencefoto" eller "referencebilleder". Men de kaldte ikke resultatet - deres referencebundne akvareller - 'for træningsakvareller', som jeg gjorde - for at skelne dem fra de 'seriøse' som blev malet efter egne fotos af eget valgte motiver.

    Jeg blev også klar over at mange meget berømte malere, malede efter fotografier - og ikke nødvendigvis efter nogen de selv havde taget. Fx Cezanne.

    Og at før fotografiet var opfundet, anvendte mange af de helt store malere - i hvert fald siden renæssancen - camera obscura-teknikken for at sikre at det lignede og at perspektiv og proportioner var i orden. Fx Canceletto:

Nogle af de akvareller jeg selv var mest glad for, var faktisk dem med fugle som motiver: 'Søpapegøjer', for eksempel:

Og de var alle malet med afsæt i postkort og fotos fra nettet. Jeg har slet ikke kvalifikationer, kræfter og energi til at være en fuglefotograf, så hvis jeg ville male fugle der ligner, så var det vejen.

Det jeg prøver at indkredse i det her blogindlæg, er hvad der kan beskrive og forklare de ret forskelige følelser af tilfredshed og stolthed jeg kan registrere hos mig selv i forhold til de forskellige færdige akvareller som jeg jo nu efterhånden har så mange af i skuffen at jeg er begyndt at forære dem væk til familie og venner.

I en periode følte jeg at det var vigtigt at skelne mellem akvareller der tog motivisk og farvemæssigt afsæt i fotos jeg selv havde taget, og så akvareller med afsæt i fotografier fra nettet eller aviser.

   Jeg har på min computere arkiveret hundredvis af smukke landskabsfotos som jeg selv har taget, og som jeg kun har taget fordi jeg forestillede mig at ville akvarelmale dem senere. Men for 99 procents vedkommende er de aldrig kommet videre.

   Og i lang tid valgte jeg kun fotos - og fravalgte akvareller fra nettet - som referencebilleder for de akvareller jeg faktisk fik malet.

   Men også den hæmning opgav jeg. Da jeg først nogle gang havde lavet træningsakvareller efter nogle af de mange 'how to'-instruktionsvideoer i akvarelmaling som man kan finde på YouTube, måtte jeg jo indse at de jo var lige så legitime akvareller som alle de andre hvor jeg tog afsæt i motiver fra egene eller andres fotografier. Tilsvarende med de akvarreller jeg lavede med afsæt i anvisningerne i de mange akvarelhåndbøger jeg har købt og læst i.

   Så jeg kunne jo i princippet lige så godt bruge akvareller fra nettet som forbilleder.

Det betød at jeg nu med god samvittighed kunne 'høste' inspirationsmotiver og referencebilleder fra nettet med fri  og rund hånd.

   Og jeg begynder også i højere og højere grad at vælge motiv efter anledning - altså i princippet som når man er på kursus, hvor læreren siger: "Så nu skal vi male blomster i glas" eller "nu skal vi male hvidløg".

 

For eksempel blev det fuglebillede jeg selv var meget glad for - en dansk 'isfugl' - malet med anledning i at isfuglen var blevet valgt som Danmarks smukkeste eller flotteste fugl ved afstemning i Dansk ornitologisk forening som jeg er medlem af:

Jeg fandt et isfuglfoto fra en serie på Facebook, men konsulterede så også de mange i stil forskellige akvarelmalerier af isfugle som man kan se ved at billed-google "isfugl + watercolor".

Tilsvarende var der en helt bestemt anledning til at jeg kastede mig ud i at akvarelmale bare damer - 'nudes' - nemlig en replik fra min svoger om hvilke motiver han ønskede på væggene hjemme i sit splitter nybyggede hus: "Kun fugle og bare damer".

    Der er en årtusind gammel tradition for at man i kunstens tjeneste tegner, og malere  mere eller mindre nøgne kvinder.

    Hende her er altså malet med en akvarel på nettet som referencebillede - i andet forsøg:

Reference-akvarellen er billedet til højre.

Da jeg for en måned siden var på Kap Verde, malede jeg denne gang to akvareller med sølvtraner, én med en kapverdisk isfugl som motiv, en akvarel med et portræt af en mørkhudet grønthandlerske, to med havskildpadder som motiv. 

   Alle havde en form for tilknytning til Kap Verde, men kun to af dem havde mine egne fotografier som referencebilleder. Resten havde hentet inspiration og forbilleder fra nettet, både fotos og malerier.

Og de seks sidste akvareller som jeg viste indledningsvis, hvad er så deres historie, og forklaringen på den meget forskellige stil?

Dragerne først. Hvorfor skulle de males?

   Drager er jo et gennemgående fantasy og -eventyr.-motiv, og findes i både gode og onde udgaver. Og altid meget symbolladede. Og jeg har været fascineret af det siden min tidlige ungdom.
    Tolkien har både skrevet om og selv tegnet dragen Smaug som er en slags hovedperson i Hobitten - ond, ond, ond:

Tolkien: Dragen Smaug (hans egen illustration til Hobitten)

En af mine yndlings-SF-romaner som jeg har læst mange gange, hedder "The Goblin Reservation", og den har en drage (i virkeligheden et kæledyr for et uddød folkeslag af super-rumvæsner) som en slags indefrosset hovedperson som denne forside illustrerer:

Fra min ungdom husker jeg med glæde Aage Marcus fagbog "Den blå drage" som handlede om og introducerede mig til kinesisk kultur, religion og mystik (hvori drager indgår med stor symbolsk værdi):

Fruen og jeg har her som seniorer været på turistrejser både i Japan og Kina. Og drager i mange udformninger stødte man på alle mulige steder i begge lande 

   Tintin-tegneserierne har også siden min ungdom stået på listen over højt værdsatte læseoplevelser og - nydelser. Og en af de bedste i serie er "Den blå lotus", som jeg typisk i erindringen, men ukorrekt, også havde give titlen "Den blå drage"; forsiden kan alle huske:

Forside til Tintin-hæftet "Den blå lotus"

Den fantastiske svenske krimiroman "Mænd der hader kvinder" har en fascinerende hovedperson Lisbet Salander der har en stor dragetatovering på ryggen; på engelsk har romanen og filmene fået titlen "The Girl with the Dragon Tatoo":

Pigen med dragetatoveringen

En af de få etniske krimier jeg har læst af en japansk forfatter hedder "The Tatoo Murder Case", og den tatovering på en japansk kvindes ryg der er central for plottet, har også en drage som motiv:

Omslag til japansk krimiroman

Jeg har længe vist at jeg på et eller andet tidspunkt skulle kaste mig ud i at prøve at male drager i akvarel. Men dels har den konkrete anledning manglet, og dels har det motiv - ligesom de bare damer - været noget jeg følte bare ville være for svært - og at jeg ville oplev et deprimerende nederlag i stedet for en opmuntrende sejr hvis jeg prøvede.

   Men så kom anledningen: Animationfilmen "Sådan træner du din drage". Den har gjort stort indtryk på mit barnebarn Lucas. Både nr. 1 og 2 fik fremragende anmeldelser, og som animationfilm-afficionado har jeg også set begge to.
   Og jeg er enig - med både Lucas og anmelderne:

Lucas ønskede sig naturligvis flere merchandise-modeldrager fra filmen, selv om han i forvejen allerede havde flere. Så det skulle han have. Og det fik han.

    Men jeg tænkte at han sikkert også ville blive glad for en akvarel-drage, som vel at mærke ikke var en af figurerne fra filmen.

    Så jeg gik i gang med at researche hvad der var af malede - især akvarel-malede drager på nettet. 

   Der var selvfølgelig mange, det er et oplagt malerisk motiv, og de var flotte. Og afskrækkende, set fra mit synspunkt, var de særlig krav til teknik som var nødvendige for at male flagremusevingerne og den skællede krop hos den typiske drage.

    Først tegnede jeg en der var flot, men også meget krævende. Og efter tegneriet opgav jeg at gå videre. Den blev lagt til side til jeg fik mere mod.

 
Jeg valgte så to andre drage-akvarel-forbilleder fra nettet som så lettere ud, og som så blev en slags træning eller opvarmning til at gøre den færdig jeg havde lagt til side.

   Her er den første:

Jeg fik med den mulighed for at træne både vådt i vådt-teknikken, og mulighederne for at lave bløde tonede overgange mellem forskelige farver. Akvarelteknisk en fremragende og poetisk "fristil" over dragemotivet, syntes jeg selv. 

   Referencebilledet var monokront i sepiabrune nuancer, og tydeligvis malet hurtigt og spontant.  Jeg kastede mig ud i at udnytte og kombinere forskellige gråviolette og grøngule og grønviolette nuancer i vinger og krop. Så der var ikke noget særlig spontant i det, tværtimod. 

   Tilfreds med resultatet, det var jeg. Og overrasket!

Næste drage-akvarel i serien, var den her hvor jeg udnyttede nogle af de teknikker jeg brugte i den første, specielt hvad angår vådt i vådt-teknikken og de bløde tonede overgange:

Den fik jeg indrammet og gav Lucas i ekstra fødselsdagsgave. Han blev glad for den, fik jeg bagefter at vide - af moderen. Den skal hænge over hans seng.

Endelig fik jeg så taget mig sammen til den "rigtige" drage: den der mest lignede den slags drager jeg ser for mit indre blik når jeg tænker  på drager. Her besluttede jeg mig til at male skællene i blåt og gult på krop og hale med en sort tynd såkaldt "pigmentliner", og også at profilere alle hovedlinjerne i motivet med en tynd sort streg.

   Sådan her:

Hvad man ikke kan se her, er at maleriet er et nummer større (ca. A4) end de to andre.    

   Der er meget mere drøn på farverne - og der r også valgt nogle andre - end på referenceakvarellen som  nok i form og linjer er fin og klassisk, men malet med grumsede farver: mørkegrøn på krop og mørkeblå på bug. 

   Den blå farve som jeg har valgt her, står for mig som den typiske dragefarve. 

   I kinesisk mytologi er den blå drage hvis nuance angives som "azur",  særligt forbundet med disse egenskaber:

The Azure Dragon is traditionally associated with:

   - The element of wood

   - The direction east

   - The planet Jupiter

The spring seasonThe Azure Dragon is also believed to be the special guardian of the city of Kyoto in Japan, and there is a temple dedicated to him there.

En klar teknisk sejr i forbindelse med min blå drage, er skællene på kroppen - både de store gul på bugen og undersiden af halen, og de små blå på siderne, på ryggen og på benene.

    Det der giver de gode effekter, er at der er indlagt røde skygger i de store gule skæl, og at der bag de små tegnede skel er malet en blågrøn krop med skyggechanceringer der giver en illusion af 'rundhed' til de forskellige legemsdele.

Jeg var høj da jeg var færdig med den blå drage, og var egentlig indstillet på at gå videre med en særlig dragvariant som jeg også havde fundet ved at google på nettet, eksemplificeret ved dem her:

De er malet med tusch, og kroppen er malet i et enkelt strøg. Hovederne er et fast kinesisk-japansk skema for 'dragehoveder'.
   Det er en helt speciel genre finder jeg ud af: "in one stroke dragons". Der er tale om en særlig form for teknisk perfektioneret kunsthåndværk som dyrkes både i Japan og Kina.
   Man kan finde en masse fascinerende videoer på nettet der demonstrerer teknikken. Det vender jeg tilbage til en anden gang.

Fra de her sort-hvide hurtigtmalede drager associerede jeg til motivet sort-hvide "traner".  
   Jeg har for nogle dage siden set traner i luften flyve lige hen over os, og Dansk Naturfredningsforening har for nylig vist fotos af traner der mellemlander i Danmark - på vej mod Nordskandinavien. Betagende syn.

   Og dansende traner har også længe stået på min liste over fugle jeg gerne ville kunne male - især på grund af deres meget hvide fjerdragt, de lange graciøse ben og dekorative hoveder i hvidt og sort og med knaldrød kalot.

    Traner er også et meget brugt motiv i kinesisk og japansk tegne- og træsnit-kunst. 

    Så jeg downloader en masse traner, både fotos og malerier; vælger tre af dem der udtryksmæssigt må være malet med tusch på et minut eller to af meget ekvilibristiske penselartister; og jeg kaster mig ud i at føre penslen på den måde jeg tror de japanske malere har gjort (spejlneuronerne udnyttes her) - ikke med tuschblæk som forbillederne, men med sort og rød akvarelfarve. 

    Og for en gangs skyld maler jeg uden at tegne for med en tynd blyantstreg, hvad jeg ellers altid gør:

Den sidste akvarel her er den mest vellykkede. De to første har jeg været inde og reparere på der hvor stregen i første hug har været for usikker og klumpet. 

   Man kan godt mærke at man ikke har kalligraferet skrifttegn sådan som de japanske forbilleder jo har trænet i årevis - i kraft af at de i allerede i skolen har lært at male skrifttegnene med pensel og smukt svungne linjer.

   Så jeg burde bare male 10 elle 20 versioner af hvert motiv, indtil sikkerheden i penselføringen sidder i neuroner og muskler - ligesom når man kører bil.

   Men det bliver en anden dag.

Så tilbage til spørgsmålene fra Annelise Pio:

Har jeg en "egen stil"? Eller tumler jeg stilmæssigt i øst og vest?

   Ja det har jeg, synes jeg egentlig. Det er en naturalistisk tegneseriebeslægtet og illustratoragetig stil som jeg fandt ind i ret hurtigt, faktisk ved første malerrejse til Kap Verde. Og ønsket/kravet til motivet er klart at der er en markant lyssætning på så man nemt kan arbejde med lys og skygge-områder i motivet. Så det er lysets effekter på synet af og oplevelsen af virkeligheden der er det dybereliggende og gennemgående motiv i de fleste af mine 'forpligtende' akvareller - indtil nu.

    Men jeg er ikke tilfreds med det. Jeg har også en drøm om at kunne male akvarel mere frit og spontant og hurtigt, med udnyttelse af akvarelmaleriets iboende tilfældigheds-generator, den særlige akvarelfarve-kvalitet som hænger sammen med at så længe farverne er våde på papiret så blander de sig automatisk, og man kan udnytte at de "blomstrer" og løber sammen på en ukontrolleret og tilfældig måde.

    Og det kan jeg stadig ikke rigtig finde ud af. I glimt lykkes det, men det er ikke en teknik jeg behersker.

    

Er det "min egen historie" jeg fortæller med min billeder? Eller er det andres? Eller er der måske slet ikke nogen "historie" i mine akvarellerier? 

   Det er klart at når jeg maler akvareller med fotos fra virkeligheden som referencebilleder som jeg selv har taget - og altså har set motivet med egne øjne, ja, så er det selvfølgelig min egen historie jeg fortæller: Her har jeg været, det motiv er jeg blevet betaget af - eller udfordret af - eller bidt af, så det har jeg valgt at male. Det er "mig" i en eller anden forstand.

   Herefter er der en glidende overgang inden for et bredt spektrum hvor jeg i mindre eller støre omfang inspireres af, efterligner, låner, kopierer - med andres billeder som kilde - kilder som jeg har et eller andet emotionelt eller æstetisk forhold til
   I den anden ende af spektret har jeg akvareller som bare er malet for træningens skyld - uden at jeg i øvrigt har noget som helst forhold til motivet. 

Jeg synes jeg er kommet frem til en slags erkendelse. Der er tre ting der driver værket. 

For det første:

   Jeg er åbenbart først og fremmest en slags 'lejlighedsmaler' af natur og temperament (svarende til begrebet 'lejligheddigter'). Jeg elsker at male fugle, og lejligheden kan så være at dansk naturfredningsforening har udnævnt en isfugl til Danmarks smukkeste fugl. Eller jeg elsker at male træbåde med deres svungne linjer og sirlige samlinger, og lejligheden til at gøre det er så turistbesøg på Kap Verde eller Malaga hvor de gamle malede fiskerbådene ligger smukt trukket op på stranden. 

   

For det andet:

   Jeg skal helst have et forhold til motivet som ikke bare er aktuelt, men som også kan knytte an til tidligere oplevelser og erfaringer med et vist følelsesmæssigt indhold. Som det med drager; eller det med bare damer. Eller alt der associerer til japansk og kinesisk kunst som jeg har elsket og været fascineret af siden jeg var helt ung. Eller sejlskibe: Jeg har en lillebror som i mange år har ejet en selvbygget træskonnert som hedder Opal, og som jeg med fruen og en 8-årig datter har sejlet med og levet på i to måneder i Caribien i 1983;  den findes i mange fotoudgaver på nettet, så den skulle jeg naturligvis se om jeg kunne male:

For det tredje:

   Jeg har en oplevelse af at jeg er i en slags løbende konkurrence med mig selv. Jeg bliver hurtigt træt af det jeg synes jeg nogenlunde behersker, teknisk og motivisk. Og for nu at bruge et billede fra sportens verden: Der sidder en træner eller coach inden i mig som hele tiden sætter overliggeren op, eller som forlænger afstanden til målstregen, eller som hele tiden fortæller mig at jeg skulle prøve en uprøvet og vanskelig disciplin at udøve akvarelsporten i. 

   Jeg er ikke helt tilfreds med den her sportsmetafor. Et bedre billede - måske - er at jeg er en slags opdagelsesrejsende i det håndværksmæssige og mentale landskab akvarelmaleriet udgør, et landskab som jeg kendte meget lidt til i forvejen, og stadig gør nye opdagelser i.  Hvor rejsen ender, ved jeg ikke.

Jeg er jo flere gange blevet spurgt om jeg ikke snart skulle se at få udstille noget.
   Men det at udstille forbinder jeg med konkurrence med andre, og det virker i sig selv demotiverende (sådan har jeg også haft det i forhold til min forskning i årenes løb). 

   Og når man udstiller, så bliver man presset til at tænk på sig selv som "kunstner" - med dertil hørende forventninger, ambitioner og frustrationer; og det prøvede jeg som ung, og fandt ingen tilfredsstillelse ved. 

   Og når man udstiller, skal man helt bogstaveligt til at sætte pris på sin "kunst", og jeg har sådan set penge nok og mangler ingen ting, så hvorfor belaste sit mentale system med det.

  Men jeg er begyndt at forære mine akvareller væk: til familie og til gode venner. Når anledningen er der.

Den japanske træsnitkunstner Hokusai er citeret for følgende som jeg, selv om jeg ikke har ambitioner om at være eller blive kunstner, kan identificere mig en del med, nu da jeg er fyldt 71 år og nærmer mig de 72:

"From around the age of six, I had the habit of sketching from life. I became an artist, and from fifty on began producing works that won some reputation, but nothing I did before the age of seventy was worthy of attention. At seventy-three, I began to grasp the structures of birds and beasts, insects and fish, and of the way plants grow. If I go on trying, I will surely understand them still better by the time I am eighty-six, so that by ninety I will have penetrated to their essential nature. At one hundred, I may well have a positively divine understanding of them, while at one hundred and thirty, forty, or more I will have reached the stage where every dot and every stroke I paint will be alive. May Heaven, that grants long life, give me the chance to prove that this is no lie."

Hokusai: Drage