Akvarelmaleriets mysterier (39) - om udfordringerne ved at male bare damer i akvarel - og andre historier

Det sværeste at male i akvarel indtil videre har været når jeg satte mig for at male mennesker. Jeg prøvede fx at male et selvportræt efter at fruen og jeg havde været på Louisiana og set en udstilling om kunstmaleres portrætter af sig selv. Helt mislykket.

   Efter at være kommet hjem fra det første akvarelkursus i 2011 øvede jeg mig på at male mennesker efter fotos fra avisen, bl.a. det her af en smuk kvindelig cellospiller:

Jeg har også prøvet at male mennesker  ud fra fotos jeg tog under vores rejse til Burma 2013. De var ikke rigtig vellykkede. Men heller ikke helt tossede, som det her af en kvinde der sælger frugter og grøntsager fra perronen på en togstation - i et næsten blændende sollys:

Det jeg var mest tilfreds med - og så alligevel slet ikke - var portrættet af en burmesisk ung kvinde hvis foto jeg fandt på nettet:

Når jeg også var utilfreds med det, var det fordi jeg ville male hende med okkersminkede kinder og pande, som er så typisk for de burmesiske kvinder man møder alle steder i provinsen. Og det kunne jeg slet ikke finde ud hvordan jeg skulle gøre.

Jeg prøvede igen sidste år da vi var på ferie på Kap Verde. 

   En frugtsælgerske kom forbi vores terrasse, jeg syntes hun var smuk og flot, fik knipset et par billeder af hende i profil og i bortvendt profil - som jeg så bagefter brugte som referencefotos for tegninger og akvareller. 

   Ud af anstrengelserne kom disse to akvareller - en i farver og en monokron malet i forskellige nuancer af gråt - ud fra en tegning udført med en særlig akvarelblyant, dvs. en blyant hvis streger kan opløses og udtyndes i vand bagefter når man maler over med en våd pensel. 

   Faktisk tegnede jeg dem begge med akvarelblyant, og så malede jeg den ene over med farver bagefter, så jeg bevarede skyggelægningen fra akvarelblyanten:

Frugtsælgerske

Jeg var faktisk tilfreds med dem alle - både de grå-hvide og den farvede version. Og jeg havde planer om at jeg ville forsøge med flere forskellige udgaver da jeg kom hjem. 

   Men jeg orkede det ikke. Det havde været meget svært og krævet en stor koncentration både at tegne dem først og derefter at sætte et af dem i farver. 

   Jeg følte at jeg var kommet til grænsen for min kunnen - både som portræt-tegner og akvarelmaler. 

   Som sædvanlig var det jeg særligt glædede mig over, arbejdet med fordeling af lys og skygger i ansigtet

På det kursus hos akvarelmaleren Annelise Pio som jeg og fruen var på for 2 måneder siden, stod der også akvarelmaling af portrætter på dagsordenen. Jeg var kun med den første dag, og nåede kun lige at få malet et enkelt øvelsesesbillede med et portræt - som havde en af Annlise Pios egene akvarelportrætter som referencebillede, hvilket alt i alt gjorde det lettere at male - fordi man i et vist omfang kunne mime penselstrøgene fra forbilledet:

:

En ting er at akvarelmale portrætter. Og det står stadig på min liste over ting jeg skal udfordrer mig selv med, at jeg vil prøve at male portrætter af både mine døtre og fruen.

   Utvivlsom er der et særligt problem ved at vælge mennesker man kender som motiv: at man næsten per automatik bliver utilfreds med dem fordi de ikke ligner - godt nok. Eller ligner på en forkert måde.

   En enkelt akvarel fra det første år fruen og jeg var sammen på Kap Verde, og som viser fruen bortvendt kiggende ud over vandet fra vores morgenmadrestaurant, er jeg dog tilfreds med:

   

Min erfaringer med at male vores langhårede røde skovkat Fister, peger faktisk netop på det som et problem: at male mennesker eller dyr man kender rigtig godt.

   Det ville have været meget nemmere at male en ukendt kat efter et foto - eller efter en anden katte-akvarel som jeg fandt på nettet. 

   Det at man kender motivet så godt - og derfor måske også for godt, gør det sværere at foretage den nødvendige abstraktions- og transformationsproces og det nødvendige skift til højre halvdels særlige "se-uden at tænke på hvad det forestiller-mode" som Betty Ewards beskriver så instruktivt og oplysende i sine bøger om "kunsten at se".

Jeg har længe tænkt på at det kunne være en spændende udfordring at prøve at male bare damer - "nudes" som det heder på engelsk.

   Der er jo en lang tradition i kunstens historie for at kunstnere maler "nudes" - altså kvinder i mere eller mindre afklædt tilstand. 

   De gamle grækere og romere lavede skulpturer af nøgne gudinder og andre kvinder fra mytologien som vi så fotos af i oldtidskundskab i gymnasiet. 

   Men det hvide marmor har aldrig fascineret mig alverden, hverken i den græsk-romerske udgave - eller i vores egen Thorvaldsenske. 

   Måske hvis man havde set skulpturerne i den oprindelige farvelagte udgave, ville det have været mere interessant:

Roman Lovatelli Venus, farverekonstruktion.First-century A.D.

Den føgende skulptur, en dejlige dame i marmor, husker jeg ikke fra mine oldtidskundskabbøger. Selv om hun er udhugget i hvid marmor, kunne hun godt have fortjent at være med som illustration af grækernes fine fornemmelser for bare damer:

Sovende Hermafrodit. Marmorkopi af opr. hellenistisk bronzeskulptur

I middelalderens kunst så man stort set kun nøgne damer i skildringer af scener fra Paradis, eller scener fra Helvede og Skærsilden.

Ellers skal vi jo op i renæssancen før der for alvor kommer gang i maleriet af smukke nøgne damer (og i et vist omfang også mænd). Dels finder renæssancemalerne motiver fra nogle af de mere frivole og pikante historier i det gamle testamente, som her 'Susanne i badet':

Tintoretto: Susanna and the elders. 1555

Dels tager man friskt og frejdigt tråden op fra oldtidens frigjorte fremstillinger af nøgne kvinder fra klassiske myter og sagn.

Sandro Botticelli: The Birth of Venus. 1486 

Giorgione: Sleeping Venus. c. 1510

Så går det ellers derudaf i Europa - med mange malerier af afklædte damer op gennem århundrederne - i varierende stilarter og motiviske "for- og afklædninger":

Rubens: De tre nymfer. 1635

Fra slutningen af 1700-tallet forlader kunstmalerne den konceptuelle kamuflage fra klassiske myter, sagn bibelhistorier til fordel for anonyme kvindeskikkelser:

Goya: The nude Maja. ca. 1797

En af mine favoritter inden for genren, er denne klassiker af C. W. Eckersberg, hvor de mest opmærksomhedstiltrækkende dele af kvindekroppen er overladt til fantasien:

Eckersberg: Kvinde foran spejl. 1841

Courbet: De sovende. 1866

Manet: Frokost i det grønne. 1863.

Renoir: Seated Nude. 1913

Modigliani står også højt på min favoritliste. Hans nøgenmodeller var ofte også hans elskerinder, og at han elskede dem højt, fremgår også i den grad: 

Modigliani: Nu Couché au coussin Bleu, 1918

Den danske afdøde surrealistiske kunstner Hans Henrik Lerfeldt er aktuel med en udstilling i skrivende stund, og har posthumt fået meget store og positive anmeldelser. 

   Han nød at kombinere sine aldrig helt nøgne modeller malet i fascinerende fotografisk realisme-stil med indlagte detaljerede afbildninger af insekter:

Hans Henrik Lerfeldt: Komposition. 1980.

Skitsetegning efter nøgenmodel indgår i enhver klassisk-akademisk kunstmaleruddannelse og kaldes croquis. Om den særlige kunstform kan wikipedia fortælle: 

Croquis drawing is quick and sketchy drawing of a live model. Croquis drawings are usually made in a few minutes, after which the model changes pose and another croquis is drawn.

   The short duration of the pose benefits models because they do not need to keep still for a long time; this also benefits the artists because it helps them concentrate on the essential elements of the pose. An artist does not have time to draw all the details, so they learn to concentrate on the important elements. Croquis is also a good method of drawing subjects that generally do not stand still and pose, such as animals and children.

   After the initial sketch, croquis drawing can be used as a foundation for another work of art such as a painting or may be used as a work of art itself.

   The word croquis comes from French and means simply "sketch".

Men jeg har aldrig gået på nogen kunstuddannelse og aldrig trænet i croquis, og måske derfor har jeg faktisk aldrig kaste mig ud i at forsøge at male den nøgne kvindekrop, hverken i de seneste år som akvarelmaler eller da jeg var ung og malede med olie(kridt)farver og tegnede med tusch. 

   Jeg er også et ganske blufærdigt menneske, så en vis form for generthed har sikkert også blokeret for at jeg kom igang med at tegne og male nøgne damer - selv om lysten havde været der.

   Googler man "croquis" og "billeder", så dukker der dels kultegninger - og dels en masse akvarelstudier af bare damer op på computerskærmen:

Anledningen til at jeg så selv er kommet i gang med akvarelmaleri af kvinder uden tøj på, var serendipitetisk tilfældig. Min svoger var på julebesøg og han og min søster kiggede mine akvareller igennem - med henblik på at vælge nogle ud til at hænge på væggen i deres helt nybyggede hus - efter at det gamle bondehus brændte. 

    Under diskussionen siger svoger så til sin kone - min søster - at han kun vil have to slags motiver på væggene derhjemme: '"fugle" og "bare damer".

    "Fugle" som motiv for akvareller kunne jeg levere - i skikkelse af forskellige versioner af en rødhals. Men "bare damer" i akvarel kunne jeg jo ikke levere.

Jeg googler så "watercolor nudes" og "artistic nude photos", fandt nogle 'forbilleder' - referencebilleder - og kastede mig ud i det. 

   Det blev til disse fire akvareller - efter "modeller" på nettet:

Jeg valgte modelbilleder  med stærk 'lyssætning' på kroppen. Og de to første her var jeg ikke utilfreds med - som første-gangs-afprøvninger af motiver og teknik. 

   Som man ser, forsøgte jeg mig også med at kombinere akvarelmalingen med en tusch-stregs profilering af kroppens linjer i billede nummer to. Den teknik er typisk for mange tegneserier og illustrationer - og mange japanske træsnit.

Jeg valgte at male motivet med kvinden set fra siden en gang til - nu med brug af teknikken med at male 'glidende overgang' fra skygge til fuldt belyst hud som jeg var blevet introduceret til af Annelise Pio på det sidste akvarelkursus.

   Jeg var faktisk rigtig glad for resultatet. Flot pige:

Det følgende - og sidste motiv i denne omgang - har et foto fra nettet som referencebillede. Det var derfor væsentlig sværere at male end de tre foregående - simpelt hen fordi der med et foto ikke er nogen penselstrøg at mime.

   Her er hvad der kom ud af det:

Jeg var og er tilfreds med hende. Også en dejlig bar dame. 

Fruen spørger hvorfor vi ikke ser modellernes ansigter - og hvad ser de på? 

   Svar: Dels er der rigtig mange af både akvareller og artistiske fotos fra nettet hvor modellerne har mere eller mindre bortvendt ansigt. Og dels er ansigter  svære at male. Og ansigter forfra - især med øjenkontakt - kan virke distraherende i forhold til det der er i fokus: glæden ved at se og male en kvindekrop uden tøj på.

   De ser altså ikke på noget. De ser bare væk.

Se i øvrigt dette blogindlæg hvor jeg fortæller om og viser kvinders smukke nakker som motiv for fotos og malerier:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html

Her kommer referencebillederne fra nettet:

Min konklusion. Akvareller af bare damer, er et spor der er værd at følge videre. 

   Men hvor er det dog svært.

Akvarelmaleriets mysterier (38) - i sne står birk og gran i skjul - og andre julehistorier om tips og tricks når man skal male vinterlandskabsakvareller

I det forrige indlæg - akvarelmaleriets mysterier (37) - sprang jeg den julespecifikke akvarelproduktion over. Det skriver jeg så om her.

Ud fra en amatør-akvarelmalers synspunkt der elsker at male "negativt" - dvs med stor udnyttelse af det hvide papir til at male "hvidt" med - så er sne og 'vinter-akvareller' af særlig interesse og en særlig udfordring.

   Sidste vinter blev det kun til to stykker af slagsen: dels et meget Harald Henriksen-agtigt og japansk inspireret billede hvor akvarellen er kombineret med tuschtegning, og dels en akvarel med et vinterlandskab der viste et juletræ i en granskoven med et tykt lag sne på grenene:

Den første var inspireret af et maleri jeg fandt på nettet. Og der er kun brugt to farver: en levret rød til solen, og varianter af gråt-til-sort;

   

Det andet var malet med reference til en af de mange instruktionsvideoer som dygtige akvarelkunstnere der tjener penge på at lave kurser i akvarelmaleteknik, havde lagt ud på YouTube.

   Ligesom det var specielt at jeg kombinerede akvarel med tusch i det første, så var det specielt for det snedækkede julegrantræ at den hvide sne var malet på med dækhvidt til sidst - og altså ikke et resultat af at papiret stod umalet sådan som sneen på jorden er malet.

Mange malede snelandskaber som man kan finde på nettet - akvarel, olie, eller akryl - viser ikke bare grantræer i landskabet, men også birketræer og åer eller søer med vand eller et isdække.

   Så det første skridt var at male birkestammer i sne:

Teknikken lærte jeg fra en instruktionsvideo i at male vinterjulekort med akvarel:

    Man finder sin pallet frem med gamle tørrede malingrester på og bløde dem en smule op med vand; derefter tager man et gammelt udtjent plastkort af dem man har hundreder af i skuffen, og stryger det fladt hen over palettens malede flader af forskellige farver, så der sætter sig uregelmæssige malingrester på siden af kortet; derefter stryger man siden af kortet fladt hen over papiret så det svarer til en birkestammes bredde, hvorved det afsætter noget af farverne på en måde så det grangiveligt ligner de mørke dele af barken på et birketræ.

   Smart, simpelt og virkningsfuldt.

   Tilbage var bare at lægge tynde blåviolette skygger i sneen som gav illusionen af vind-hulninger omkring den enkelte stamme, og så male vinterstrittende grene og kviste på stammerne.

Der var andre instruktionsvideoer fra samme akvarelmaler som demonstrerede andre teknikker til brug for vinterlandskabs-akvareller:

   Fx at lægge en tyk snedyne på et julegrantræ ved først at afmaske de hvide områder på det for-tegnede træ og derefter male det grønne på grenene nedenunder; derefter gnider man afmaskningsgummiet af og lægger violette skygger ind i de hvide områder, og eventuelt forstærke mørket i de grønne grene inden under.

Birketræerne i mellemgrunden er lavet som jeg havde lært det i første omgang. Og grantræerne i baggrunden blev markeret med tågede og udflydende blå skygger. Her ikke helt vellykket fordi de blev før mørke og for lidt tågede. 

   Fidusen ved illusionen om  vandet på søen i forgrunden er først og fremmest at man skal sørge for at der er afspejlinger i vandoverfladen fra træerne i mellemgrunden. Heller ikke det blev helt vellykket. Men det samlede resultat var alligevel et fremskridt i sammenligning med snebillederne fra sidste år.

Endelig blev de nylærte tricks og motiv-ideer brugt i denne akvarel som også er inspireret af et "postkort-forbillede" fra en 'how to pain watercolor'-video på YouTube:

Sidste år brokkede fruen sig over at "der manglede noget rødt" i snebilledet med grantræet jeg viste i starten af dette indlæg, hvilket foranledigede at jeg forsøgsvis lavede to versioner med "noget rødt" i.

Såvel den 'glemte kælk' som den 'halvskjulte nisse(hue)' fandt jeg på nettet og klippede ud. Det trick har jeg lært fra andre akvarelkunstnere der teknisk arbejder med "mixed media" som angiver at de altså har kombineret akvarellen med indføjede collage-elementer hentet fra andre billeder, medier og kontekster.

   Sådan så de ud, det "noget rødt" som jeg fandt på nettet og limede ind i snelandskabet - med mange 'likes' til følge da jeg viste forbedringerne på Facebook:

Også i år var der brok over snelandskabs-akvarellerne. "Hvor er Fister?" blev der spurgt fra Fisters fan-klub på Facebook (Fister er vores stor røde skovkat). 

   Så der var ikke andet at gøre end at finde en velegnet 'Fister' i bunken af fotos og så akvarelmale ham i de rette proportioner så han kunne sættes ind et passende sted i den sidste juleakvarel.

   Sådan! Fister sidder bare på stubben og venter på at der skal dukke en mosegris op fra et hul i søbredden:

Fisters Facebook-fanklub blev beroliget og kom i julehumør ved denne mixed media-collage. Der burde dog have været antydet en skygget hulning i sneen omkring træstubben den sidder på, lægger jeg nu mærke til.

Det at jeg fandt flere videoer om at bruge akvarel til at male julepostkort med vinterlandskaber som motiv, gav mig den ide at jeg jo også kunne male julepostkort til mine fire børnebørn og vedlægge deres julechecks:

Hermed et forsinket glædelig Jul til læserne af 'Peters Udsigt'.

Akvarelmaleriets mysterier (37) - træning, inspiration, variation - en gave udvider mit repertoire som akvarelmaler

I det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier beskrev jeg de akvareltekniske efterdønninger af Annelise Pios akvarelkursus.

  Og så fik jeg i december et skub fra en uventet kant. 

   En af mine morgensvømmervenner er deltids-antikvarboghandler på nettet. Han fik for nogle år siden en masse bøger af mig som jeg ikke havde brug for og heller ikke havde plads til.

  Og han har så ind i mellem hjulpet mig med at skaffe særlige udgaver af bøger med specielle illustrationer som jeg ønskede at se nærmere på - eller - som regel - at have stående og eje. 

   For eksempel Hobitten med Tolkiens egne akvarel-illustrationer: 

Eller Gøngehøvdingen i en udgave med de sort-hvid-tegnede illustrationer af Poul Steffensen, som jeg husker fra min barndoms læsning:

En morgen i december forærede min boghandler-ven mig så en østtysk bog fra 50´erne som han sagde han kunne forstille sig at jeg ville være interesseret i. Det var jeg sandelig også.

   Titlen er "Leuchtende Schätze" ("Lysende skatte"), og det er en slags kinesisk billedbog - med illustrationer og kinesiske skrifttegn på den ene side, og på den modsatte side hvad jeg går ud fra er oversættelser til tysk af de kinesiske tekster: Det virker som en blanding af børnerim, ordsprog, småfabler og andet sprogligt guld fra folkedybet. 

   Men det var illustrationerne som min ven gættede på jeg ville være særligt optaget af. Så vidt jeg kunne se var de optrykte akvareller (eller guacher) billeder som for de flestes vedkommende så ud til at være malet meget hurtigt - med få præcise og spændstige penselstrøg, tegnet og malet af en række forskellige ekstremt dygtige kinesisk kunstnere.
   Af den tyske tekst fremgår det at akvarellerne så er omsat til farvetræsnit egnet til trykning (jfr. mine to tidligere blogindlæg om Harald Henriksen der brugte akvarelmalerier som forarbejder til sine farvetræsnit).

   Og da det netop er den hurtige og spontane akvarelteknik jeg kæmper med at turde kaste mig ud i, så inviterede bogens illustrationer til at følge i deres penselspor og male efter.

   Her er de akvareller der kom ud af det:

Sådan set er jeg meget tilfreds med dem. Og de blev malet på en formiddag, så de har - tilsammen - højst taget 1½-2 timer at male.

   De tre fugle - en papegøje, en isfugl og en krage - er jo i en helt anden stil end de fugle jeg selv tidligere har malet - som meget fremstår som malede illustrationer der nøje gør rede for form, proportioner og farvetegninger fra de fotografiske forbilleder jeg har brugt - som de her søpapegøjer:

Billedet med det grønne insekt og de gyldne lange tynde blade sammen med korn- eller blomsteraks, det står for mig som noget typisk kinesisk-japansk i stil og teknik. Nogle få strøg med fri hånd til at male bladene, og så frem med detaljepenslen med to andre farver til insektet og frugterne på aksene. Færdigt arbejde.

   Det sidste billede i serien med de to sort-hvide fisk og de grønne vandplanter, er på mange måder også typisk kinesisk-japansk - i kraft af den grafiske enkelhed og den dekorative abstraktion fra detaljer. 

   Hvilke fisk billedet visere, ved jeg ikke. Men googler man "chinese fish" og "watercolor" - så vrimler det ikke mindst med billeder af guldfisk - som her i en tilsvarende grafisk forenkling og abstraktion:

 

Ikke mindst erfaringerne med de tre hurtigt malede fugle gav mig lyst til at genoptage fugle-akvarellerne - en motivserie som jeg sidst var inde på for godt et år siden da jeg var på et malekursus hos den kendte kunstmaler H. C. Rylander og blev sat til at male efter model - og jeg fandt så en udstoppet skarv som motiv i Rylanders atelier:

Læs mere om den ret så specielle oprindelseshistorie for skarvbilledet her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-28.html

Jeg skulle dog først hen på den anden side af nytår før jeg kom igang med nogle fugle-akvareller. Det blev rødhalsen der blev motivet. Det vrimler med både fotos og akvareller med rødhals som motiv på nettet, så det var nemt at finde nogle gode forbilleder/referencebilleder.

   Så her kommer mine fire akvarel-versioner af en rødhals - red robin, på engelsk.  Som man ser, er det tredje billede et forstudie til det fjerde - med mere forsigtig farvelægning og ingen særlig naturkontekst - bortset fra en gren at sidde på: 

Inspirationen fra kinesisk og japansk kunst hverken kan eller vil jeg løbe fra. 

   De er jo naturligvis slet ikke malet med den ynde og kreative lethed som kendetegner disse orientalske traditioner -  traditioner som blandt andet også er stærkt præget af at alle fra barnsben lærer at male skrifttegnene med tuschpensler,

   Alligevel er de her rødhalse malet væsentligt hurtigere og lettere end mine tidligere fugle-akvareller. 

   Så jeg er kommet videre i teksten!

Min lyst og fornøjelse ved at stilistisk og motivisk at læne mig op ad kinesisk og japansk malerkunst, fik et boost da jeg lige efter nytår genså den tyske spillefilm "Når kirsebærtræerne blomstrer" på DVD. 

   En fantastisk gribende film - også ved gensynet. Den aktiverede blandt andet erindringerne fra min og fruens 10 dages Japan-tur for 4-5 år siden. Rejsen foregik om foråret netop mens de ikoniske kirsebærtræer blomstrede overalt hvor vi kom. 

   Filmen og erindringsbillederne provkerede mig til at se om jeg kunne finde ud af at male lyserødt blomstrende japanske kirsebærtræer. Så det lignede!

   Her fandt jeg tre-fire instruktionsvideor på YouTube af forskellige dygtige akvarelmalere - videoer der viste en række tricks og tips til hvordan man kunne opnå illusionen af blomstrende kirsebærgrene. Og ud fra dem prøvede jeg så to forskellige teknikker: en tørt-på-tørt og en vådt-i vådt.

   Men undervejs i søgningen faldt jeg over en YouTube-video der de første par minutter viste hvor hurtigt og nemt man kunne male grønt løv på træer så det så på en gang naturalistisk og poetisk ud - et teknisk tip der var meget beslægtet med det jeg havde lært af den illustrerede tyske børnebog: 

   Her kommer alle mine tre japansk-inspirerede natur-akvareller fra januar 2015:

Det sidste er jeg stærkt tilfreds med.

Lige op til Jul ville jeg gentage successen fra sidste år - og male et eller flere snelandskaber. Hvordan det forløb, fortæller jeg om i det følgende indlæg om akvarelmaleriets mysterier.