Den kreative Burmarejse (7) - om folkekulturens opfindsomhed, fingersnilde - og om pigen der cyklede sig til en salgsucces

Jeg har ikke flere vers fra Mandalay-sangen at citere som optakt. Så denne blogføljeton om den kreative Burmarejse kører på lånt tid. 

    Jeg annoncerede i foregående indlæg at jeg ville skrive om Burmas "NATS" - deres naturånder som indgår i et særegent blandingsforhold med deres buddhisme.

    Men det må vente en omgang. Først et svar på et spørgsmål fra en læser: 

Hvad har den her rejse egentlig med 'kreativitet' at gøre, når du kalder den "Den kreative Burmarejse"?

For mig er det ikke så meget rejsen i sig selv som er specielt kreativ. Tværtimod. Som jeg flere gange har gjort opmærksom på, så har spredningen i de udvalgte seværdigheder været ganske begrænsede, bestemt af det udbud regimet har stillet til rådighed for rejsearrangørerne.
   For mig består det kreative i hvad rejsen satte i gang af spørgsmål - i høj grad med afsæt i det vi ikke så, men - i bedste fald - hørte lidt om i bussen af vores rejseleder.
   Jeg har søgt "grænseoverskridende" svar, og forfulgt associationer gennem surfing på nettet. Og forsøgt at skaffe mig en ofte overraskende kontekst til de isolerede oplevelser undervejs.
  Man kan sige at rejsen og dens oplevelser er et udtryk for det man inden for litteraturen kalder "isbjergprincippet" -  hvor en stor del af historien udgøres af det der ligger under overfladen, det uudtalte, det underforståede.
   Og det kan man så, når man kommer hjem fra rejsen, forsøge at gå i dybend med,  folde ud og skrive om ved at udnytte nettets fantastisk muligheder for hurtig og bred research, en research hvor det såkaldte serendipitet-princip kan få frit løb.
   Sådan fungerede den Kinarejse som jeg og fruen var på for et par år siden, og hvor blogføljetonen  efterfølgende fik titlen "Den kreative Kinarejse".
   Og sådan har Burmarejsen her også fungeret. Derfor "kreativ".

Men selvfølgelig har vi også på rejsen oplevet udtryk for burmesisk kreativitet, både i højkluturens og folkekulturens produkter og arbejdsprocesser:

Bag de mange konstruktioner af relativt nutidige kæmpeklokker, pagoder og Buddhaer ligger en højkulturel, men traditionsbundet arkitekt-, skulptør- og håndværkertradition som er mere en 1000 år gammel, og som stadig er levende. 

   Traditionen fungerer som et komplekst sæt af kreative restriktion som tvinger alle til hver gang at forny sig. Hver nybygget pagode, hver nystøbt klokke og hver ny-skulptureret Buddha-figur bliver sammenlignet med dem der allerede foreligger. Og "målt" i forhold til dem.
   For turisten - mig - har de sansede konfrontationen med alle disse 'magnifique' seværdigheder en uvirkelig, drømmeagtig karakter. De appellerer til fantasien, er - som man siger - 'betagende'.
   Undervejs mobiliserer mødet med dem og oplevelsen af dem den del af hjernen som kaldes 'default netværket, - eller det "opgave-negative" netværk - det kompleks af forbundne hjernemoduler der er aktivt når vi dagdrømmer, fantaserer, fortager tankeeksperimenter og genkalder os erindringer.

Men også folkekulturen inden for forskellige håndværk er udtryk for en menneskelig 'grundkreativitet': Resultaterne - brugs- og pyntegenstande, husgeråd, vævede stoffer, fisketeknikker, you name it - manifesterer den store opfindsomhed der udspringer af de kreative restriktioner som ligger i fattigdom, barske livsvilkår og  naturafhængighed. 

   Man bruger de rå materialer der er til rådighed, og opfinder sindrige bearbejdningsteknikker der producerer skønhed og funktionalitet.
     Det er "Bonderøven" gange hundrede. Men hvor oplevelsen af hans kreativitet er nostalgisk tv-fiktion, så er det vi som turister oplever på rundturen her i Burma, kreativ virkelighed - 'in action'.
     Disse oplevelser "spiller på" de dele af hjernen som indeholder spejlneuroner, de moduler i bla. premotorcortex der  "tænder" og er aktivt både nå vi selv udfører en målrettet handling, og når vi ser andre gøre det.
   Den slags oplevelser er umiddelbart forbundet med lyst - til at prøve selv hvis man bare havde øvelsen og håndelaget.

Vi besøgte undervejs på turen en række små værksteder, håndværkvirksomheder og hjemmeindustrier hvor det var dybt fascinerende at opleve traditionelle (kunst)håndværkere i aktion, men også at møde nyudvikliet hjemmeindustri som fx hjemmeproduktion af energidrikken "Red Bull":

Kunsten at lakere og polere 

Kunsten at dekorere med bladguld

Kunsten selv at producere energidrikken 'Red Bull' 

Kunsten at lave origami af palmeblade

Kunsten at rede en hotelseng - så man får bedre drikkepenge

Kunsten at fiske med ruse på et ben på Inle-søen

Kunsten at snedkerer borde af teaktræ

Kunsten at smede i sølv

Kunsten at rulle cigarer

Kunsten at væve silketøj

Kunsten at sælge jadesmykker  fra båd på Inle-søen

For de mænd og kvinder vi så udføre det, er arbejdet nok ikke i sig selv særligt kreativt. Men det kræver håndelag, fingernemhed, balancekunst, præcision, koncentration og opfindsomhed. Og udførelsen er tydeligvis forbundet med en håndværksmæssig stolthed og ærekærhed.

   Og for nu igen at bruge et af kreativitetspyskologiens begreber: Man ser tydeligt at de "menige" håndværkere/arbejdere er i 'flow' når de arbejder.
   Hvis ikke de kom i 'flow', kunne de ikke udføre det arbejde - med den kombination af flydende lethed, mental fokusering  og dyb koncentration som er afgørende for at det lykkes.

Til den "lille kreativitet" hører også udviklingen af nye salgsobjekter og salgsteknikker. Ikke mindst nu hvor strømmen af turister til Burma eksploderer.

Jeg har tidligere nævnt hvordan børnene opfandt hjemmetegnede "pagode-postkort" i plastlommer og solgte til turister - på lige fod og i konkurrence med de voksne der solgte fotograferede pagode-postkort i plastlommer:

Denne burmesiske piges kreative og opfindsomme salgsteknik kan få lov til at afrunde dette kapitel:

Det hun sælger, er perlekranse og perlearmbånd af slebet og poleret jade. De er billige, smukke, og man kan købe dem overalt på markeder:

Her begynder historien med at vi blev sejlet over en flod til en ø for at besøge det gamle Bagaya-munkekloster bygget af teaktræ:

Bagayar-munkeklostret

Ved landingstedet på øen blev vi nærmest overfaldet af en meget stor gruppe burmesiske kvinder i alle aldre der meget pågående forsøgte at sælge os deres jade-smykker.

   Tidligere på dagen havde vi allerede været et andet sted hvor vi havde fået tilbudt - og købt - stort set den samme slags varer. Så vores gruppe var generelt ret afvisende. Konkurrencen mellem kvinderne var hård - og afsætningen meget lille.

   For at komme ud til klostret skulle vi køre  ad en utroligt dårlig, stenet og skrumplet vej i små hestevogne:

Sælgerpigen stod op på sin cykel og fulgte vores hestevogn et langt stykke ad vejen. Undervejs konverserede hun os på godt engelsk om alle mulige emner, og fortalte også om hvad vi kunne se på markerne og landskabet vi kørte igennem:

Læg mærke til smykkerne til salg på cykelstyret

Efter vi havde været rundt og besigtiget klostret, gik turen i skumplende hestevogn tilbage til landingstedet. Pigen sluttede sig til os igen  på sin cykel og fortsatte konversationen:

Strategien lykkedes, og opfindsomheden og anstrengelserne blev belønnet. Hun fik solgt godt da vi stod af. Selv om vi sådan set havde mere end nok af jade-smykker i forvejen. 

Den kreative Burmarejse (6) - "Vejen til Mandalay" - om piger, pagoder og Buddhaer

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,

hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst.

For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå

ved den grå Moulmein Pagode og betragted´ havets blå.

Ak, den vej til Mandalay, hvor flotillen tog den vej,

med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!

Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,

og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

I Mandalay-sangen af Kipling omtales Moulmein-pagoden fra hvilken der er havudsigt. Moulmein er den engelske udgave af bynavnet Mawlamyine, en by som ligger i det sydøstlige Burma på kysten ud til Martaban Golfen. 

   Dette gamle foto viser hvordan udsigten fra Moulmain-pagoden så ud ved århundredeskiftet.

Sandsynligvis har pagoden slet ikke interesseret Kipling specielt som andet end romantisk kulisse og dekoration for sin nostalgiske fantasi. Objektet for den hjemsendte soldats længsel var en burmesisk kvinde.  Og afspejlede at det var de burmesiske kvinder der især betog Kipling når han besøgte Burma - for deres skønhed og frigjorthed, som han kontrasterede med indiske kvinder, fortæller Wikipedia:

"I love the Burman with the blind favouritism born of first impression. When I die I will be a Burman … and I will always walk about with a pretty almond-coloured girl who shall laugh and jest too, as a young maiden ought. She shall not pull a sari over her head when a man looks at her and glare suggestively from behind it, nor shall she tramp behind me when I walk: for these are the customs of India. She shall look all the world between the eyes, in honesty and good fellowship, and I will teach her not to defile her pretty mouth with chopped tobacco in a cabbage leaf, but to inhale good cigarettes of Egypt's best brand."

   Kipling claimed, in fact, that when in Moulmein, he had paid no attention to the pagoda his poem later made famous, because he was so struck by a Burmese beauty on the steps. The attraction seems to have been common among the English: Maung Htin Aung, in his essay on George Orwell's Burmese Days (those days that produced the novel Burmese Days) notes: "Even that proud conqueror of Ava, Lord Dufferin, although he was received with dark looks by the Burmese during his state visit to Mandalay early in 1886, wrote back to a friend in England, extolling the grace, charm and freedom of Burmese women.

Men det var ellers pagoderne, somme tider omtalt som 'stupaer' og somme tider også som 'templer', det her skulle handle om.

   Jeg kan ikke rigtig finde ud af om de forskellige navne refererer til en forskel i byggestil eller religiøst funktion. Så jeg bruger betegnelserne lidt ad hoc i det følgende.

   Betegnelsen 'pagode' har jeg stødt på også på vores rejser til hhv. Japan og Kina. Men pagoderne der så helt anderledes ud - typisk med en række klart markerede etager med opadsvungne tagspidser i hjørnerne som vi kender det fra det kinesiske tårn i Tivoli.

De burmesiske pagoder er kuplede og klokkeformede konstruktioner der bogstaveligt talt går op i en spids. Sat oven på et kvadratisk fundament.

En af de måder fattigfolk i ulande kan tjene lidt penge på turister på, er ved at sælge samlinger af postkort med de lokale seværdigheder, hvad jeg og tusinder af andre turister har oplevet som rundrejsende i mange lande.

   Det helt specielle ved Burma-pstkort-gadesalget var at alle de postkort vi blev præseneret for i fotolommer der kunne foldes ud, at de kun viste en eneste slags seværdighed: pagoder, pagoder - og flere pagoder:

Opfindsomme skolebørnene vi mødte i en fattig landsby, havde afluret de voksnes sællerter, og faldbød egne tegnede og farvelagte versioner - også udelukkende med stupaer som motiv:

Her følger nu billeder med kommentarer og associationer til de pagoder vi oplevede på vores 9 dages rundtur i Burma. Der gik stort set ikke en dag uden en pagode eller to. På en god dag besøgte og besigtigede vi hele tre styks.

Den første vi oplevede, var Chaut Htat Gui-pagoden i Rangoon hvis fascinationsværdi - og den var godt nok stor - var at den husede verdens største liggende Buddha. Den er 66 meter lang og hovedet er 6 etager højt:

Den overgår ens vildeste fantasier  - eller mareridt. Vi er nærmest som i en fantasy-verden.
   Hvis man tænker på alle vores egne kristusfigurer der er sømmet op og hænger og lider rundt omkring i kirkerne, så er det dybt provokerende at se sådan en hellig mand i kæmpestørrelse - ligge ned og slappe af.
   Og det er altså størrelsen der gør det. Effekten er lidt hen ad den fornemmelse man kan få ved mødet med skulpturen 'Boy' - kæmpdrengen i indgangen til Aros kunstmuseum i Århus:

Og hvis man tror at de Buddhaer vi ser i templerne, alle er oldgamle, så tager man fejl. 

   Den her liggende Buddha i Chaut Htat Gui-pagoden, er relativt nyproduceret. Førsteudgaven blev tænkt, tegnet og bygget 1899-1907. Den forfaldt i de følgende halvtreds år på grund af klimaskader og blev revet ned 1957.

   Den nuværende blev bygget og var færdig 1966, efter sigende betalt udelukkende ved indsamlede midler - ikke fra konger og rigmænd - men fra det menige burmesiske folk.

En konkurrerende liggende Buddha findes i
Shwe Thar Khaung-Pagoden i Bago. Den er "kun" 55 meter lang, men til gengæld er den altså over 1000 år gammel.

   Den ser noget gladere og mere afslappet ud, måske fordi den har puder til at støtte hovedet på:

Eller livet som Buddha var bare sjovere den gang, måske.

For mange år siden besøgte fruen og jeg en række templer i Bankok i Thailand. Der husker jeg også at vi så en liggende Buddha der var helt forgyldt: What Pho-Buddhaen:

Den næste pagode vi besøgte på vores rundtur, var den mest berømte at alle burmesiske pagoder: Shwe Da Gon-pagoden i Rangoon.
   Besøget var om aftenen, og oplevelsen var både overvældende og stærkt betagende  - det var ren visualiseret eventyr og mystik:

Swe Da Gon-pagoden set udenfor på afstand. Mørket er faldet på. Man er i en anden verden - uden for tid og rum.

  Indenfor er alt forgyldt - med belægninger og plader af ægte guld. Det gyldne, glitrende, strålende arktektoniske landskab er som musik for øjet. Drømmer jeg eller er jeg vågen?

En amerikaner vi for mange år siden mødte i Bangkok på vej ud for at se på templer dér, sagde: "Have you seen one, you have seen them all."
   Og noget er der om det. Over en periode på omkring 1000 år har stupaer, pagoder, templer stort set bevaret stilart, udsmykningsformer og visuelle skabeloner.
   Gammel eller moderne, det er variationer over et mønster.  Ligesom de danske landsbykirker - eller de europæiske gotiske domkirker.
   Det der er det utrolige og fascinerende her, er at de har fastholdt kontinuiteten stort set siden vores vikingtid og op til idag.
   Det perspektiv er lige til at blive lidt ydmyg og stille over.

Fundamentalt set består en stupa af følgende elementer:

• en kvadratisk base
• en hemisfærisk kuppel 
• et kegleformet spir
• en halvmåneformet "bule"
• en rund skive

Forbillederne for de burmesiske stupaer eller pagoder stammer fra Indien og Sri Lanka. 

   Her to ældgamle srilankanske stupaer: Jetavanaramaya (ca. 300 år B.C.) og Ruwanwelisaya (ca. 150 år B.C.):

Wau!
   Og hvor er det nu jeg synes jeg har set den slags før - 'deja vue' - noget fra vores egen tid og nært på?

  Jo, de her har tydeligevis også være inspirationskilde til Ingvar Cronhammers "mærkelige" kæmpeskulptur ved Herning - med titlen 'Elia':

Og Ruwanwelisaya-stupane på Sri Lanka har også været forbillede for den burmesiske Kaung Hmu Daw-pagode, bygget ca. 1800 år senere:

De fleste burmesiske stupaer er en slags religiøse smykkeskrin. De er bygget som helligdomme omkring religiøse relikvier, som fx. nogle af Buddhas kropsdele eller husgeråd.

   Det gælder også den næste helligdom vi besøgte - nu i Bagan-området nord for Mandalay: Shwe Zi Gon-pagoden der som helligt relikvie har en af Buddhas tænder - helt indesluttet af en guldkrone af dimensioner:

Her en af de mange Buddhaer i Shwe Zin Gon-pagoden:

Hver af de forskellige stillinger Buddha-skulptuerer har - liggende, siddende, stående - og hver af de forskellige positioner og gestus af hænder, arme og ben de manifesterer, er symbolske tegn der har helt specielle betydninger som alle buddhister kan aflæse, uanset tid, sprog og kultur. Se:

http://www.thebuddhagarden.com/blog/buddha-poses/

Bagan-provinsen på sletten syd for Mandalay er simpelt hen det område i Burma der er tættest besat med pagoder, stupaer og templer, og det vil sige en del:

Wikipedia fortæller historien om byen Bagan:

From the 9th to 13th centuries, the city was the capital of the Kingdom of Pagan, the first kingdom to unify the regions that would later constitute modern Myanmar.

   From 1044 to 1287, Bagan was the capital as well as the political, economic and cultural nerve center of the Pagan Empire. Over the course of 250 years, Bagan's rulers and their wealthy subjects constructed over 10,000 religious monuments (approximately 1000 stupas, 10,000 small temples and 3000 monasteries)[5] in an area of 104 square kilometres (40 sq mi) in the Bagan plains.

   The prosperous city grew in size and grandeur, and became a cosmopolitan center for religious and secular studies, specializing in Pali scholarship in grammar and philosophical-psychological (abhidhamma) studies as well as works in a variety of languages on prosody, phonology, grammar, astrology, alchemy, medicine, and legal studies.[6] The city attracted monks and students from as far as India, Ceylon as well as the Khmer Empire.

   The culture of Bagan was dominated by religion. The religion of Bagan was fluid, syncretic and by later standards, unorthodox. It was largely a continuation of religious trends in the Pyu era where Theravada Buddhism co-existed with Mahayana Buddhism, Tantric Buddhism, various Hindu (Saivite, and Vaishana) schools as well as native animist (nat) traditions.

Religionen var altså et resultat af udbredt og gennemtrængende konceptuel blending ("syncretic", "unorthodox"). Som meget vel kan være en del af forklaringen på den kreative kulturelle eksplosion som alle disse byggerier jo i øvrigt er udtryk for.

Den anden helligdom vi besøgte den dag, var Swe San Daw-pagoden fra hvis terrasser man havde smuk udsigt til solnedgangen - den første af en række tempel-solnedgange på turen:

Swe San Daw-pagoden er konstrueret som følger: Først fem kvadratiske terrasser oven på hinanden i pyramideform, forbundet med en fælles skrå trappe. Derefter to ottekantede "mellemhop" til den runde klokkeformede top:

The pagoda's bell rises from two octagonal bases which top the five square terraces. This was the first monument in Bagan to feature stairways leading from the square bottom terraces to the round base of the pagoda itself. This pagoda supposedly enshrines a Buddha hair relic brought back from Thaton.

Grundplanen somn arkitektonisk har været norm- og stilsættende den gang - for godt 1000 år siden:

 

Den føgende dag besøgte vi Ananda-templet:

Også det er godt 1000 år gammelt. Dets fascinerende  særkende er fire forgyldte Buddhaer - der vender front udad - mod hvert sit verdenshjørne:

Tempel nummer to på samme dag var Dhmaygngyi-templet - en heavy sag af mursten. Stenene er sammenføjet så tæt, så man ikke kan presse en nål mellem dem, fortælles det:

Dahmayangyi-templet er især kendt for sin tvillingbuddha-statuer - og for at være det største tempel i hele Bagan-området. Det har samme grundplan som Ananda-templet, men blev aldrig færdigbygget.  

   Her er den fatale skæbnehistorie:

Dhammayangyi Temple is the most massive structure in Bagan which has a similar architectural plan to Ananda Temple. It was built by King Narathu (1167-70), who was also known as Kalagya Min, the 'king killed by Indians'. The temple is located about a kilometer to the southeast of the city walls directing Minnanthu.

   After murdering his own king father, Narathu ascended the throne of Bagan and due to that, he built this temple. It is said that Narathu oversaw the construction himself and that masons were excecuted if a needle could be pushed between bricks they had laid. But he never completed the construction because he was assassinated before the completion. It was said that he was displeased by the Hindu rituals and one of them who made those rituals was the Indian princess who was the daughter of Pateikkaya. So he executed her for such reasons. The princess's father wanted revenge for his innocent daughter and sent 8 officers in the disguise of Brahmans and assassinated Narathu in this very temple.

Endnu en solnedgang ud over Bagan-sletten så vi fra den store terasse på dagens tredje helligdom: Pyatthjat Kyi-pagoden:

Dagen efter kørte vi til Popa-bjerget på hvilken der ligger den sidste helligdom vores gruppe besøgte. Det er et kloster bygget på toppen af en høj stejl klippe der er rester af en vulkan hvis skrå sider er eroderet bort:

Klosteret med pagoder har navnet: The Popa Taungkalat (Taung Kalat). Helligdommen er "hjem" for 37 såkaldte 'mahagiri ånder' ("nats"). Mere om troen på naturånder i Burma i et senere indlæg.

Når vi kørte rundt på Bagan tempel- og -pagode-sletten om dagen, og skuede ud over den om aftenen i diset skumring og tvelys, så fik jeg også fornemmelsen af 'deja vue' - dette fantastiske og drømmeagtige landskab som jeg ellers ikke tidligere har interesseret mig for, genkender jeg nu på en eller måde. Jeg føler lidt diffust at det er noget jeg har set før.
   Jeg googler lidt på landskaber og bybilleder fra science fiction og fantasy.

Og ja, tegneserie- og film-animationskunstnernes fantasi har utvivlsomt - blandt andet - inspirationskilder i Burma og Bagan-slettens fantastiske tempel- og pagode-strøde landskab.

Vi startede denne tempelrejse med afsæt i Kiplings betagelse af de burmesiske kvinder i regi af en romantisk pagode for halvandet hundrede år siden.

   På vores rundrejse anno 2013 mødte vi også rigtig mange smukke burmesiske kvinder, både gamle og unge. 

   Man har ikke svært ved at forstå at Kipling - og hans fiktive alter ego - den engelske hjemsendte soldat i Mandalay-sangen - at de følte sig tiltrukket.

   Ofte havde de kvinder vi så, en særlig lys okkergul make up i ansigtet, som stammer fra thnakha-træets bark, som pulveriseres og blandes med vand. 

   Kvinderne bruger det både som en slags solcreme og som skønhedscreme:

 

 

 

Ship me somewheres east of Suez, where the best is like the worst,
Where there aren't no Ten Commandments an' a man can raise a thirst;
For the temple-bells are callin', an' it's there that I would be --
By the old Moulmein Pagoda, looking lazy at the sea;
On the road to Mandalay, Where the old Flotilla lay,
With our sick beneath the awnings when we went to Mandalay!
On the road to Mandalay, Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!