Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa

Jeg tror jo ikke det er tilfældigt at der er isomorfi eller analogi mellem den kreative proces i psykologien og berettermodellens funktion i dramaturgien. Og at de begge slutter med noget der kan gives betegnelsen en aha-oplevelse. 
   De tre første dele i modellen af den kreative proces: "problemrejsning", "inkubation", "oplysning", svarer jo også meget godt til det klassiske dramas tre akter, kanoniseret siden Aristoteles skrev sin Poetik.

Der er store slående ligheder mellem på den ene side den grafiske fremstilling af flow-processen i et todimensionelt grafisk skema som jeg tidligere har vist (og som vises her igen), og på den anden side berettermodellens grafiske udformning som kendes i et utal af varianter (f.eks. som den neden for).

   Begge modeller operer med et stigende forløb,og begge modeller har forløbet spændt ud mellem to dimensioner i form af en vandret og en lodret akse.

   Det er også fælles i udlægningen af de to modeller at hvis den stigende kurve ikke stiger - "flader ud" eller "lægges ned" - så keder man sig.

   Det fremgår af litteraturen om flow-oplevelsen at den er kendetegnet ved at subjektet glemmer sig selv og tid og sted for at gå op i den produktive proces - spændt ud mellem "stress" og "kontrol". Præcis det samme siger man (f.eks. jeg selv i De levende billeders dramaturgi) er dramaturgiens opgave: at fænge, fange og fastholde publikum, så de glemmer sig selv og de fysiske omgivelser - for at gå op i dramaet - som udfolder sig i kampen mellem "modstander" og "hjælper".

   Endelig kan man notere sig ligheden i begreberne for det der leverer "brændstof" og fører hen til Aha-oplevelsen i hhv. illuminationen og klimaks: i flow-modellen er det engagement og motivation, i dramaturgien er det fremdrift.

                           

Man kan jo så spørge hvad der kom først: Aha-oplevelsen som led i den kreative proces, eller Aha-oplevelsen som forløsningen i et dramaturgisk formet fortællerforløb (katharsis).

Forskerne har konstateret ved hjerneskanning at mus også har Aha-oplevelser når de lærer noget nyt, og det er jo et argument for at det er dramaturgien som "mimer" og er modelleret over den kreative proces. Derfor er det for mig indlysende at berettermodellen simpelthen er en afbildning af en dramaturgisk styret kreativ proces hos publikum.
   Når vi ser en film der er så god at vi glemmer os selv, tid og sted, så er det altså min teori at det er fordi filmen gennem sin dramaturgisk vellykkede konstruktion, får hjernen til at simulere det forløb som den i forvejen kender og er disponeret for i flow-processen.
  Eller man kan sige at oplevelsen af filmen udløser en stedfortrædende flow-proces i hjernen, en proces som blandt andet muliggøres gennem hjernens netværk af spejl-neuroner 

Der er en enkelt ting jeg kom til at tænke på i forlængelse af spørgsmålet om journalistik og aha-oplevlsen i mit blogindlæg om aha-oplevelsen et par dage tilbage. 
   Jeg mener ikke at setup/payoff er så udbredt i skreven fortællende journalistik, som det er det i film- og tv-fortællinger. Det som i høj grad erstatter setup i skrevne  3. person fortællinger, er "varsler" af typen: "Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for xxx.", eller "Det skulle yy siden komme til at fortryde."    

   På engelsk har de begrebet  "foreshadowing" til at karakterisere dette, et begreb som dækker bredere end  setup; wikipedia skriver om det begreb: 

Foreshadowing is a literary technique used by many different authors to provide clues for the reader to be able to predict what might occur later on in the story. It is a literary device in which an author drops hints about the plot and what may come in the near future. It suggests certain plot  developments will come later in the story. It gives hints about whats going to happen next in your story.

Jeg tænker på at der jo eksisterer en skreven litterær form hvor set up og pay off er en helt afgørende del af konstruktionen, nemlig den klassiske kriminalroman. 
   Her lægger forfatteren "spor" ud undervejs, men de skal være lagt så umærkeligt at læseren læser hen over dem, mens vores geniale detektiv: Hercule Poirot/Sherlock Holmes naturligvis lægger mærke til dem, men ikke siger noget til sin "sidekick" og dermed heller ikke til læseren om det. 
   Og i klimaks kan detektiven så refererer tilbage til disse "clues" for at beskrive de skridt hans mentale udvikling fra mistanke til vished har gennemløbet. Og publikummet i romanen, skal så, ligesom læseren, få en aha-oplevelse ved at sporene nu trækkes frem og kobles sammen i en afsløring af hvem morderen er.

Kontrafaktisk historieskrivning om Marylin Monroe - og andre historier

Politiken søndag den 3. oktober. Rubrikken er "Støvet på sommerfuglens vinger". Et halvandet siders opslag med et uddrag af forordet til en ny bog med ukendte digte, breve og notater skrevet af  Marylin Monroe. Titlen er: Fragmenter. Bogen viser, fremgår det, at der bag rollen og hendes image som "dum blondine" fandtes en "intellektuel og poetisk sjæl som ingen havde kendskab til". Altså den sindets dobbelthed der kendetegner den særligt kreative personlighed.
   Artiklen er et uddrag af forordet til bogen, som er skrevet af den italienske forfatter Antonio Tabucchi. Billedet der illustrerer den er et fotografi hvor vi ser MM siddende på en bænk i en park læsende Jame Joyce: Ulysses.
   Der var meget man kunne tage op her i kreativitetssammenhæng, men mig fanger det umiddelbart at et af afsnittene udnytter den form for konceptuel blending som jeg tidligere har betegnet som kontrafaktiske udsagn/historieskrivning. Se bare her:

Hvad ville der være sket, hvis Marylin i stedet for at besidde en usædvanlig skønhed, som hendes filmroller gjorde berømt, havde været en helt almindelig kvinde? Så havde hun, mens hun levede, udgivet det som vi nu skal til at læse, og hun havde sandsynligvis taget livet af sig liges Sylvia Plath. Og om hende ville man have sagt det same som man siger om Sylvia Plath, nemlig at hun tog livet af sig, fordi hun var for følsom og for intelligent, og mennesker, der er for følsomme og intelligente, lider mere end mennesker som er mindre følsomme og intelligente, og de har tilbøjelighed til at tage livet af sig (dette er i hvert fald, hvad psykiaterne og statistikerne fortæller).

Jeg tænker straks på et tidligere blogindlæg, hvori jeg konstaterede at Dronning Margrethe udtaler sig kontrafaktisk om sit livs udvikling, hvis arvefølgeloven ikke var blevet lavet om, og hun derfor ikke var blevet "tvunget" til at blive dronning som voksen.
   Og så husker jeg pludselig, som et andet godt eksempel på kontrafaktiske udsagn udnyttet i journalistisk kontekst: Da Tom Buk-Swientys bog: Dommedag Als udkom, da havde Politiken fået den ide at spørge en række forskellige historieautoriteter hvordan Danmarkshistorien ville have udviklet sig hvis Bismarck havde sagt ja til den danske konges tilbud om at Danmark kunne indtræde i de tyske staters forbund.
   Svarene var faktisk både oplysende og underholdende at læse, husker jeg - og historiefantasierne meget forskellige. Og det var altså et klart eksempel på en kreativ journalistisk vinkling oven på en bog som i øvrigt selv genremæssigt er et blandingsprodukt - et blend af fortællende journalistik og historieskrivning.

Hurtig opsamling fra Dagens Politiken - inden for forskellige temaer omkring kreativitet

Der vil gå en måneds tid før jeg igen er på bloggen, så jeg samler op på forskelligt som Politiken i dag søndag den 3. oktober har givet anledning til at bemærke.

Tornerose-bakterie
I forlængelse af navnet "Guldlok-planeten", så er her endnu et eksempel på en kreativ metaforisk navngivning af en videnskabelig nyhed knyttet til en fortælling: I Videnstillægget er der på s. 2 en række korte "telegramnyheder". En af rubrikkerne fanger straks: "Tornerose-bakterie sover på arktisk havbund". Historien fortæller at nogle mikroorganismer som er varmeelskende, viser sig at kunne overleve stærkt nedkølet i millioner af år  i nogle aflejringer på havbunden ved Svalbard. Forskerne opdagede dem da de blev aktive fordi de bundprøver de befandt sig i, blev opvarmet til 50 grader.

Ansigtsblindhed
Nogle mennesker har det handicap at de ikke kan genkende ansigter. Og en artikel i Videnstillægget fortæller en ikke-historie, nemlig at det fænomen stadig er et mysterium for videnskaben. Nogen kan slet ikke genkende et andet menneske selv om de har set vedkommende nogle få minutter inden. Og nogen kan ikke en gang genkende sig selv i et spejl. De fleste har en rem af huden, og kan i gennemsnit ikke genkende 20 ud af 100 ansigter ved kontrollerede forsøg. Forskerne mener det kan være en defekt i hjernens såkaldt "visuelle cortex", som ellers er med til at skabe associationer ud fra det input som synsindtryk giver.
   Når det interesserer mig er det fordi det vigtige begreb i dramaturgi og journalistik - identifikation - jo i princippet går ud på: indlevelse gennem genkendelse, og jeg har luftet den teori at det forudsætter de mekansimer som er knyttet til de såkaldte "spejlneuroner", der aktivieres både når man selv udfører en handling og når man ser en anden gøre den samme handling.
   Hvis man ikke kan genkende ansigter, så kan man som filmtilskuer måske heller ikke genkende personer i en film fra scene til scene, tænker jeg. Og dermed er vi inde på noget helt afgørende i filmfortællinger, nemlig kontinuitet og analytisk montage. Mere om det en anden gang.

Med drømmeren nede i maskinrummets gearkasse
En artikel i Videnstillægget af Henrik Larsen handler om en kvindelig israelsk nobelpristager i kemi fra sidste år: Ada Yonath. Hun vandt prisen for "i detaljer" at have "kortlagt" ribosomet - som journalisten betegner som "verdens mindste kemifabrik, der findes i cellerne hos alle levende organismer" og som fremstiller "tusindvis af forskellige livsnødvendige proteiner."
   "Kemifabrik" er en anskueliggørende metafor for noget der er så lille at vi ikke kan forestille os det. Men som metafor betragtet vel nok en der ikke er særlig original. Men journalisten bruger den i udbygget form senere i artiklen som dette citat viser (kursiveringen er min):

I lange perioder var det, hvad forståelse fra den øvrige videnskabelige verden angår, et op ad bakke-projekt. For mens de fleste kolleger kunne se at ribosomet rumme klare udfordringer, troede kun de færreste på, at de ville være muligt at komme helt ned i gearkassen i kemifabrikens maskinrum. Men Ada Yonath fortsatte ufortrødent, "selv om folk indimellem har anset mig for at være mere eller mindre gal, har kaldt mig en drømmer, og hvad ved jeg."

Det citate fortæller er jo at en særdeles kreativ kvindelig forsker, hvis forældre i øvrigt var fattige jøder der kom til Palæstina i 30´erne, har fantaseret sig til hvordan denne "gearkasse" fungerede inden hun gjorde sine opdagelser. Det fremgår så ikke om hun selv ville bruge netop den metafor. Den virker nok så mandet.
   Artiklen fortæller så også, helt i overensstemmelse med min teori om den kreative personligheds barndom med tab og afsavn, at faderen blev vejarbejder i det nye land, et arbejde han blev syg og døde af da pigen var 11 år. Moderen stod derpå alene med Ada og en lillesøster, og det var et hårdt og fattigt liv hvor Ada måtte hjælpe med til at sørge for familien. Hun siger: "...intet af det jeg senere har oplevet, har været lige så hårdt."

Lone Frank
Jeg har tidligere fortalt om videnskabsjournalisten Lone Frank i forbindelse med hendes bog: Den femte revolution, der handler om de nyeste udviklinger inden for hjerneforskningen. Hun har nu udgivet en ny bog som jeg også må læse: Mit smukke genom - historier fra genetikkens overdrev. Den fik meget fine anmeldelser, og her har StephanieSurrugue lavet et storet portrætinteview med hende.
   Det i den grad originale og kreative journalistiske plot i bogen er at hun bruger sig selv og sine egen krops gener som objekt for en detektivjagt i sine egen biologiske forudsætninger med udnyttelse af den nyeste genforskning. Det spørgsmål der driver hende er om de barske oplevelser hun har oplevet i sin barndom og ungdom i forhold til forældre, skole og kammerater, og som voksen med tilbagevendende depressioner, om det er arveligt betinget eller kan tilskrives miljøet og opvækstvilkårene.
   Faderen var maniodepressiv men samtidig hendes mentor, og han begik selvmord til sidst. Moderen var imod at hun lærte alt det hun gjorde af faderen, og hun døde af brystkræft da Lone var 16. I skolen blev hun mobbet. Og også senere da hun læste til ph.d i 3 år i USA. Og hun har med mellemrum haft alvorlige depressioner som er blevet behandlet med "lykkepiller".

Så det var både forfatteren, biologen og patienten Lone Frank, der for få år siden besluttede at finde ud af, hvad den nyeste genetiske videnskab kunne fortælle hende selv og os andre om den menneskelige natur. Hun har givet sine blodprøver, spytprøver og celleprøver til alverdens førende genforskere, deltaget i undersøgelser og eksperimenter og har endelig fået kortlagt sine gener, som nu ligger tilgængelige på internettet.

Kendetegnende for den særligt kreative personlighed er at de er splittede og spaltede - har to-i-en-personligheder som - det er min teori - mer eller mindre er et resultat af en mental overlevelsesstrategi i barndom og ungdom hvor savn, tab og fremmedgørelse kompenseres gennem fantasier og dagdrømme, hvorved der i personligheden permanent installeres det jeg metaforisk har betegnet som "en kreativitetens stavblender".
   Det rammer i hvert plet i tilfældet Lone Frank. Og der er ingen tvivl for mig om at selve plottet i bogen er udtryk for blending af konceptuelle rum med tre forskellige kilder i personligheden: "forfatteren", "biologen" og "patienten".

Spinguide til DI´s politiske dagsorden
Jeg har tidligere nævnt at ironi er udtryk for konceptuel blending og en af mange former for kreativ sprogbrug: Det at man siger et, men meningen er en anden eller det modsatte. Mere generelt er det det fænomen som i dramaturgien betegnes: tekst/undertekst.
   Erhvrvsjournalisten Niels Lunde, tidligere chefredaktør for Berlingske Tidende, har udviklet en kreativ analytisk genre, som han kalder "Spinguide", og som netop bygger på at en masse offentlige udsagn fra organisationer, politikere, økonomer og erhvervsledere, er "forblommede" udtryk, forskønnende omskrivninger (eufemismer), eller verbal tomgang ved hjælp af management-klicheer og administrativt "new-speak".
   Ideen er lige så god som den er simpel, og så er det oven i købet underholdende.
   I dag går det ud over formanden for Dansk Industri, Jesper Møller, hvis offentlige udtalelser "oversættes" til deres undertekst - dvs. hvad han egentlig mener, men undlader at sige direkte. Et par eksempler:

Jesper Møller: "I den privat sektor har vi de seneste år trimmet vores virksomheder til det yderste. Det har været afgørende nødvendigt for mange af os."
Spinguide: I den private sektor sov vi i timen i de gode år, hvor vi tjente masser af penge. Det er tys-tys, men derfor halter vores produktivitet efter udlandets.
Jesper Møller: "Derfor foreslår vi, at der skal nedsættes en udgiftskommision, der skal gennemgå de offentlige budgetter og finde besparelser for mindst 1 pct. af BNP.
Spinguide: Defor foreslår vi, at der skal nedsættes en udgiftskommision, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan flytte skattekroner fra den offentlige sektor og over til os i den private sektor.

Historien om guldlok - og historien om en særlig slags planet der har fået navn gennem en AHA-oplevelse

Det er altid en kreativ opgave for forskerne at give navn til nye opdagelser, som gør at offentligheden "står på" historien. Det havde vi et smukt eksempel på i går og i dag. Alle medier havde historien om "Guldlok-planeten".
   Planeter og stjerner har i langt de fleste tilfælde bare en kombination af tal og bogstaver som navn. Planeterne, nogle relativt få stjerner, galakser og stjernetåger har navne der har rødder i enten mytologi (Andromedagalaksen, Venus) eller i hvad de visuelt ligner af kendte synlige gestalter (spiralgalakse, krebsetågen).
   På et vist tidspunkt, og vel i virkeligheden ikke så forfærdelig mange år tilbage, skulle astronomerne give navn til noget de ikke havde fundet endnu, og som altså ikke var synligt, men som skulle have nogle helt specielle fysiske egenskaber: en planet der lignede jorden så meget at der var stor sandsynlighed for at den også havde liv - eller i hvert fald betingelser for liv.

Under en diskussion blandt en gruppe astronomer, gætter jeg, hvor man er blevet enige om at den planet jo så hverken måtte være for varm eller for kold, hverken for stor eller for lille, hverken for tung eller for let, var der en der kom i tanker om den historie som næsten alle børn har fået læst op - i hvert fald i USA: historien om Guldlok og de tre bjørne.
   Historien fortæller at pigen Guldlok kommer til en tom bjælkehytte i skoven, der er beboet af en bjørnefamilie. Hun går ind og prøvespiser tre portioner grød - en der er for varm, en der er for kold og en der er "lige tilpas". Hun prøvesidder også tre størrelser stole, og til sidst prøveligger hun tre størrelser senge, i alle tilfælde er der kun én af de tre hun føler er "lige tilpas". Hun falder i søvn i den "tilpas" seng. Så kommer bjørnene hjem....!
   AHA! siger forskeren, det vi leder efter er en "Goldlock Planet". Ja!, selvfølgelig, siger de andre.
   Og navnet er så godt, at det fænger blandt astronomer. Og i anden omgang, som medierne dokumenterede, blandt journalister når nyheden om opdagelsen er der.

Den slags navngivning er klart noget andet end det som jeg tidligere har skrevet om: at forskerne forstår et nyt fænomen gennem en analogi til noget kendt: atomet = solsystemet, f.eks. Det minder mere om det man taler om i PR-branchen: "branding" gennem "storytelling" - altså at man kobler et fænomen der skal sælges sammen med en "story" via en - måske endda langt ude - association.
   Det ligner altså mere en metafor i den særlige variant som kaldes personifikation: At man forstår de særlige egenskaber som den planet man jager skal have igennem den optik som historien om Guldlok leverer: Hvor forskerne ligesom Guldlok er på jagt efter noget der er "lige tilpas", og hvor det "noget" er en planet der, ligesom udvalgt elementer i Bjørnens bolig, hverken er for varm eller for kold, etc. - til at der er muligheder for at liv kan "bo" der.

Men det som jeg lige nu synes er mest interessant, er det som ligger i forlængelse af de to foregående indlæg om AHA!-oplevelsen som kan udløses af et sprogligt udtryk i form af en fortælling med et klimaks. Den oplevelse kan åbenbart også forekomme når man i forhold til et måske svært forståeligt fænomen bliver konfronteret med den "forløsende" og "oplysende" metafor.
   I det her tilfælde er Guldlok-navnet utvivlsomt opstået ved en AHA-oplevelse blandt forskerne, men journalister og læsere af nyheden får den tilsyneladende også, om end måske i en svækket form, når historien om opdagelsen af planeten skal fortælles videre.