Sider

mandag den 12. april 2010

At bryde den professionelle "framing" er udtryk for kreativitet, men kan give dårlig samvittighed

Jeg har tidligere været inde på hvordan framing kan være udtryk for en kreativ proces.
Men en frame kan også vær noget der forhindrer kreativitet og nytænkning. Metaforen at tænke ud af boksen, peger på det problem. Talemåden For den hvis eneste værktøj er en hammer, er alting søm, peger på samme fænomen. En russisk version lyder: Hvis det eneste værktøj du ejer, er hammer, begynder ethvert problem at ligne et søm."

Mange professioner er sådan indrettet at det man professionelt lærer sig under uddannelsen bl.a. er at frame omgivelserne på en bestemt måde, så man derefter kan aktivere bestemte professionelle procedurer og specifikke handlemønstre i forhold til disse omgivelser.
F.eks. kan man sige at læger i kraft af den naturvidenskabeligt orienterede uddannelse har en professionel frame i forhold til patienterne, en mental "forståelses- og tolkningsramme" som man omtaler som "apparatfejls-modellen"; heroverfor står sygeplejerske-gruppen med en anden professionel frame til patienterne, som de i deres uddannelse kalder "patienten som det hele menneske".
Det er en gammel og veletableret organisationssociologisk sandhed at disse to forskellige måder at frame patienter på kan komme og ofte kommer i konflikt med hinanden på et hospital, og kan føre til institutionlle magtkampe helt op til det øverste ledelsesniveau.

Det er det en artikel i dagens Information handler om. Rubrikken: "Humaniora kan gøre lægeuddannelsen bedre". Afsættet for historien er en ph.d.-afhandling der konstaterer at: "De danske læger fokuserer snævert på det naturvidenskabelige og konkrete fysiologiske, når de behandler patienter", men "ofte er patientens problemer mere komplekse" og "dermed risikerer de at over væsentlige alvorlige lidelser".

Forfatteren til afhandlingen beskriver bl.a. nogle konkrete eksempler på at nyuddannede læger har forholdt sig til patienter på en måde der bryder "aparatfejlmodellen" og de deraf afledte diagnostiske spørgemønstre, for i stedet at aktivere en anden frame der f.eks. kan komme til udtryk i et professionelt "ukorrekt" indledende spørgsmål som: "Hvordan har du det egentlig?" - et spørgsmål der kan få patienten til at fortælle om forhold der ikke har med de konkrete fysiologiske symptomer at gøre ("ondt i maven", "hovedpin", "søvnløshed"), men om psykiske problemer som disse fysiske symptomer er en følge af.
Afhandlingen konstaterer at eksempler på sådanne afvigelser fra den professionelle frame, kan give lægerne dårlig samvittighed over at have opført sig uprofessionelt og skamfuldhed over for kolleger.
Man kunne oversætte det til at de føler dårlig samvittighed over at aktivere en anden professions frame, nemlig sygeplejerskernes, som er forankret i en humanistisk tænkning.

Afhandlingen og artiklen munder ud i en anbefaling af en mere tværfaglig tilgang til uddannelsen af læger. Oversat til min terminilogi: at når man tænker en fornyelse af lægeuddannelsen, så skal man blende de to frames der ellers er i institutionel konflikt og magtkamp.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar