Sider

mandag den 14. marts 2016

Fraktaler (2) - Noget om hvad 'det gyldne snit', 'det gyldne rektangel' og 'den gyldne spiral' har betydet for vestlig design


Under researchen til et tidligere indlæg om fraktaler som underliggende matricer for forskellige former for æstetik - i fx. i skønlitteratur og arkitektur, blev jeg sent klar over at jeg i mange år har undervist i et helt grundlæggende fraktal-styret princip: 'det gyldne snit'.
   
Det gyldne snit er et matematisk forhold mellem to linjer - et matematisk forhold som kan udtrykkes i en ligning som definerer forholdet pi (som også kaldes 'det gyldne tal'):

\varphi = \frac{\sqrt{5} + 1}{2} \approx 1,6180

Hvis det gyldne snit bruges til at definere forholdet mellem siderne i et rektangel, så får vi det man kalder 'det gyldne rektangel'. Det ser sådan ud, og det er  her man kan se at det har de egenskaber som kendetegner fraktaler:
The Golden Rectangle

Now let's look at the Golden Ratio in geometry. The Golden Rectangle is a rectangle whose long side is 1.61803399 times longer than its short side. It has the beautiful property that you can subdivide it by scaling and rotating the same shape to fit inside itself perfectly forever as shown below.
As you can see in the middle panel above, a large Golden Rectangle can be subdivided into a smaller Golden Rectangle, rotated 90 degrees (blue), and a square (white). You can continue this process as long as you like, making a figure full of nothing but golden rectangles and squares at different scales.
  If you keep filling in the Golden Rectangle by scaling and rotating copies of itself, you can observe a logarithmic spiral emerge:
This type of spiral occurs all over the natural world, even up to the scale of spiral galaxies, It is formed by rotating and expanding a shape at a constant scaling factor. In this case, the scaling factor is the Golden Ratio, so this is called the Golden Spiral.
Så vi har altså også noget man kan kalde 'den gyldne spiral', som man så her.

Det gyldne snit antages af mange op gennem historien at være grundlæggende for vores oplevelse af skønhed og harmoni. Det findes fx i pentagrammet der i mange esoteriske kontekster ligefrem betragtes som havende magisk egenskaber:


Den femtakkede stjerne indeholder 'det gyldne snit' og vil for mange symbolisere skønheden i skabelsen.
   I et pentagram kan man til ethvert linjestykke finde et andet linjestykke hvis længde forholder sig til det førstes længde med forholdet fra det gyldne snit. Denne værdi betegnes med phi Φ og har en værdien på 1,618.

Wikipedia fortæller om pentagrammets magiske betydning gennem tiderne:
Pentagram eller pentalpha (πεντάλφα - fem A'er), er navnet på den regulære femtakkede stjerne, som historisk har været brugt som ikon for diverse religiøse og okkulte betydninger. 
   Stjernen kan tegnes i én fortløbende streg, og linjerne inden i pentagrammet danner en pentagon. 
   Pentagram har sin oprindelse fra græsk (pente - πέντε, der betyder fem og gramma - γράμμα, der betyder bogstav). 
   Andre navne for pentagrammet er femtakkekors, alfekors, smørknude, marekors, hekselås, jomfru Marias våben og drudefod.
   Pentagrammet er igennem tiderne blevet anset for at have magiske egenskaber og anvendt som beskyttelse imod ånder, og som sådan er det oftest brugt ved indgange, på døre, ved dørtærskler til påkaldelse og fastholdelse af ånder. Når spidsen vender opad påkaldte man ånder fra oververdenen, og med spidsen nedad påkaldte man ånder fra underverdenen.
    Pentagrammet kan symbolisere mennesket, vores krop med udstrakte arme og ben såvel som vores fem sanser. Opadvendt er der her tale om det bevidste menneske, og nedadvendt om det ubevidste “dyriske” menneske.
   For pythagoræerne var pentagrammet et symbol på helse, det blev tegnet med bogstaverne S, A, L, U, S i spidserne og det har oprindeligt været anset som et lykkebringende tegn.
   I kristendommen har pentagrammet været brugt til at symbolisere Jesu fem sår.
   Pentagrammet forbindes også med planeten Venus‘ konjunktion med solen, som i en periode på otte år, danner et ret præcist pentagram[1].
   Pentagrammet var Sir Gawains attribut.
   I tydning af Tarot-kort, kan pentagrammet symbolisere elementet jord.
   I dag bruges den femtakkede stjerne i både USA’s og EU’s flag, som symboler på medlemslandene/-staterne.
   Pentagrammet er omvendt også et satanisk symbol på det dyriske menneske.
   Pentagrammet er originalt et symbol fra de hedenske religioner. Et frugtbarhedssymbol.
Men hvordan styrer det gyldne snit vores oplevelse af skønhed og harmoni? 
   Det har der gennem århundrederne været megen diskussion om - ikke mindst om det overhovedet passer. Og faktisk er der vist ingen der egentlig har en god forklaring. Her et eksempel, men ikke noget der for alvor overbeviser:
More intriguing yet is the extensive appearance of Phi throughout the human form, in the face, body, fingers, teeth and even our DNA, and the impact that this has on our perceptions of human beauty. Some would argue that beauty is in the eye of the beholder, but there is evidence to support that what we perceive as beauty in women and men is based on how closely the proportions of facial and body dimensions come to Phi. It seems that Phi is hard-wired into our consciousness as a guide to beauty. For this reason, Phi is applied in both facial plastic surgery and cosmetic dentistry as a guide to achieving the most natural and beautiful results in facial features and appearance.
http://www.goldennumber.net/golden-ratio/
Men på nettet vrimler det med billeder der skal sandsynliggøre at det gyldne snit har været en bagvedliggende matrice for proportionerne i berømt kunst og arkitektur - men også i en masse helt dagligdags moderne design:

 golden ratio in architecture
Relateret billede
http://i.imgur.com/JFwPrRj.png
Billedresultat for the golden proportion in design

Man kan også finde en masse artikler og videoer på nettet der argumenterer for og forsøger at dokumentere at det gyldne snit er afgørende for om vi synes at et ansigt er smukt:

Phi plastic surgery
golden ratio cosmetic surgery

Selv har jeg altid været betaget af den berømte buste af Nerfertite. Jeg så den live i Berlin for nogle år siden. Og blev bekræftet i at hun var godt nok noget af det smukkeste jeg havde set.
    Så jeg spørger mig selv om der mon ikke skulle være nogen der har argumenteret for og demonstreret at det gyldne snit også er matricen for proportionerne i busten af hende. 
   Og jo, bingo:


Og sådan kunne man blive ved. Men her stopper jeg. Man kan få et godt indtryk af argumentationen for hvorfor ansigter som lever op til det gyldne snit er smukke, fra den her YouTube-video (sluk for lyden):



Og her er et link til en artikel der tager en lang række myter omkring betydningen af det gyldne snit i forskellige kontekster op til kritisk analyse og vurdering:

http://www.goldennumber.net/golden-ratio-myth/
   
Når jeg selv i gamle dage på kurser i tv- og film-dramaturgi skulle undervise i det gyldne snit, så var det i virkeligheden slet ikke 'det gyldne snit' jeg underviste i. Det var derimod 'princippet om skærmens tredeling', som disse eksempler demonstrerer:

Billedresultat for the rule of thirds in art
Billedresultat for the rule of thirds in art
Billedresultat for the rule of thirds in art


Jeg har tidligere skrevet om fraktaler i æstetik i dette indlæg:


søndag den 13. marts 2016

Når malerier flimrer mellem to verdener - i anledning af en udstilling af Grethe Bagges malerier


Det må da være et maleri af en af de helt store fauvister fra begyndelsen af 1900-tallet, tænker man - jeg. 
   Men nej, det er det ikke. Det er malet af en dansk kunstmaler ved navn Grethe Bagge. Titlen er 'Turam', og det er malet i 1965.

Rønnebæksholm er et smukt udstillingsted for kunst der ligger nogle få km vest for Næstved. 
   Der har jævnligt været vist udstillinger som har været meget seværdige. For eksempel en fin udstilling om dansk surrealisme, og en udstilling af Søren Martinsens landskabsmalerier.
   
Og nu har de ramt plet igen - med en udstilling af skulptøren og maleren Grethe Bagge (1925-2012).
   
Flere af anmelderne fremhæver det paradoksale i at hun utvivlsom var og er en stor dansk kunstner som igennem årene har fået megen anerkendelse, samtidig med at hun tilsyneladende er blevet glemt eller overset af den kanoniske kunsthistorie og kun i ringe grad er repræsenteret på danske museer. 
   I bogen der er udgivet i anledning at udstillingen, skriver Cathrine Hedager Ostenfeld Kamper:
Grethe Bagge bliver allerede i sin ungdom spået en lovend karriere og modtager (...) flere udmærkelser, men alligevel glimrer hun ved sit fravær i diverse kunsthistoriske fortegnelser, på bibliotekshylderne og i de offentlige kunstsamlinger.
En skæbne som hun på en måde deler med Harald Henriksen, Otto Frello og Gerda Wegener, som jeg alle tidligere har skrevet om i en række indlæg
   
Det er symptomatisk for hendes placering som usynlig i den officielle kunsthistorie, at samtlige billeder på udstillingen er udlånt af Marjatta-skolen ved Præstø, som hun havde testamenteret dem til ved sin død. 
   De gange hendes billeder i nyere tid har været på auktion, har de været vurderet lavt og er blevet solgt billigt. 
   
Marjatta-skolen som er en skole for udviklingshæmmede, udspringer i sin pædagogik af Rudolf Steiners antroposofiske filosofi, som meget forenklet udtrykt siger at mennesket er et åndeligt væsen, som i sin helhed består af legeme, sjæl og ånd.
   Men hvem er Marjatta? 
   Det er en af personerne i det store finske nationalepos Kalevala, som menes at være godt 2000 år gammelt, og som er overleveret mundtligt fra slægt til slægt af sangere som rejste rundt på gårdene i grænseområdet mellem Finland og Rusland.
Fortællingen om Marjatta betragtes af mange som en nordisk Maria skikkelse. Marjatta figuren repræsenterer det forvandlede sjæleliv, som i sin renhed kan føde åndsbarnet, den nye jeg-bevidsthed.
    Historien om Marjatta er stort set en julehistorie, hvor en jomfru får et barn i en stald. I stalden står der ikke et æsel og en okse, men en hest. Marjatta mister sit barn, og må lede efter det. Hun søger det først på jorden, hvor hun ikke kan finde det. Så vandrer hun op til stjernerne, månen og solen efter Steiners begreber "repræsentanter for en åndelig verden". Solen fortæller Marjatta, at hendes barn er sunket ned i mosen, og sidder i til skuldrene. Marjatta trækker sit barn op af mosen. At det er sunket dybt ned i moradset, spiller ingen rolle for hende. Hun trækker barnet op og opdrager det, så det kan blive konge over Karelen eller som det hedder: "Herskeren over almagtsvældet".
Grethe Bagge: Uden titel (Marjatta), 1975
Her har vi en parallel til de forældre, som har fået et hæmmet barn. De må efter fødslen finde deres barn igen. Vi kan også sige, at vi i en verden, som lægger så meget vægt på intellektet, må finde de andre menneskelige værdier i barnet.
   Efter Rudolf Steiners opfattelse har også hæmmede børn en stor opgave i den mangfoldige verden, vi nu engang lever i.
   Den optimisme, der er knyttet til fortællingen om jomfruen og barnet, viser sig i det pædagogiske arbejde og vinder genklang hos forældrene.
Grethe Bagge udviser i holdningen til sin egen kunst et klart slægtskab med Hilma af Klint, der også var påvirket af åndelige strømninger som teosofi og antroposofi, og som var af den opfattelse at hun, når hun malede, stod i forbindelse med en højere bevidsthed, som fremførte sine budskaber gennem hende. 
   Grethe Bagge vil også i sin kunst lade en dobbelt verden komme til udtryk, dels den billederne viser - og dels et bagvedliggende naturromantisk eller mytologisk rum som man kun kan ane. 
   Lignende synspunkter finder man hos fx Kandinsky ("Om det åndelige i kunsten", 1911) og mange af postimpressionisterne og ekspressionisterne fra begyndelsen af 1900-tallet. 

Men som ung var Grethe Bagge først en meget dygtig og lovende skulptør, som man fx kan se i den her figur der forestiller en balletdanserinde der er ved at tage sine balletsko på:

Grethe Bagge: Kongelig solodanserinde Margrethed Schanne, 1951
Samtidens anmeldere var noget provokeret af den ukonventionelle stilling at fremstille en balletdanser i, men et slægtskab med Degas synes jeg er tydeligt. Og det 'flimrende' i den rå modellering er også markant. 

Et afgørende vendepunkt i Grethe Bagges kunstnerkarrierer indtraf da hun i årene før og efter 1960 blev elev af en af de helt store gamle ekspressionister Oskar Kokoschka (1886-1980). 
   Det var mødet med ham og den undervisning hun fik af ham på en række kurser der så at sig omskolede hende fra at være en glimrende billedehugger til at blive en nok endnu mere orginal maler. 

Udstilllingen efterlader mig med ét gennemgående udtryk: Hendes billeder 'flimrer' konstant og virker næsten som en slags fixerbilleder. 
    Står man tilpas langt fra billedet, så er motivet synligt og klart, kommer man bare lidt nærmere, så opløses det i abstrakte farveflader og det genkendelige motiv forsvinder.
    Her er motivet en klippeformation i de svenske skove.

Grethe Bagge: Uden titel (Klippesten i Sverig), 1966
Også hvis man fokuserer på en eller flere af de stærke farver i baggrunden af et billede, så opløses hele det genkendelige i motivet også.

Og Grethe Bagge skriver i 1967 i et udstillingskatalog om sin kunstopfattelse:
Ved intensiv dyrkelse af sanseiagttagelsen, kommer man til det punkt, hvor farverne løsner sig fra genstandene og svæver. Oplevelsen bliver fladeagtig - musikalsk. Lyset kærtegner genstandene - og skaber rummet. Farverne taler til sjælen - direkte - som musik. Så står man med den helt frigjorte farv, og man begynder at male - ud fra farven, åndende i i farve - ikke det, man ser, men det, man oplever.
Hun skriver senere om 'farveoplevelsen':
Gennem farveoplevelsen kommer man ind til en dybere sandhed om tingene og oplever sit samhørsforhold til helheden. Trænger igennem den ydre illusoriske skal og nærmer sig det egentlig, det der gemmer sig bag den.
Grete Bagge maler også akvarel, og det gør hun fremragende, og udstillingen demonstrer at det er den moderne vådt-i-vådt-teknik hun hovedsagelig gør brug af, så motivet også i det malemedie flimrer og er svært genkendeligt:

Grethe Bagge: Santorini, 1964
På udstillingen opdagede jeg noget som bogen af Cathrine Kamper ikke nævner nogen steder: Når Grethe Bagge 'maler lys', så sker det som oftest ved ikke at male, men ved at lade det hvide grundede lærred stå bart.
   Det ser man i fx i dette maleri af robåde; det hvide i biledet er ikke malet med zink- eller blyhvidt, der er ingen penselstrøg, det er det hvide grundede lærred der står nøgent frem: 

Grethe Bagge: Le Gateaux, 1972
Det er gennemgående at det er det hvide lys og kontrasten mellem lys og skygge der giver plasticitet og rum i hendes oliemalerier.
   Og det med at lade det hvide lærred klare arbejdet, har hun utvivlsomt overført fra sine erfaringer med akvarelmaleriet hvor det er det hvide umalede papir der skaber lyseffekten.

Grethe Bagge: Komposition med heste og personer, 1966
For mig er der ingen tvivl om at Grethe Bagge er en af de helt store danske malere, som altså bare ikke kunne placeres i en kunsthistorisk kasse og dårligt passe ind i en af de forskellige -ismer som har afløst hinanden op gennem 1900-tallet. 
   Som en af anmelderne skrev: Hun har været ude af sync. 

Grethe Bagges forældre var aktive medlemmer af det Antroposofisk selskab med Rudolf Steiner som inspirator og frontfigur, og det var herigennem hun selv senere møder Albert Eman der oprettede Marjaretta-hjememt, og som  bad hende male er række udsmykkende billeder til hjemmet.  
   Et forhold som altså endte med at skolen fik overdraget skatten af alle hendes usolgte billeder da hun døde. 

mandag den 29. februar 2016

Når naturoplevelser heler og helbreder det skrøbelige sind, så er det ikke bare tro og ønsktænkning - forskningen underbygger det.

Det nye parti i Folketinget Alternativet har fået en aftale i stand i Folketinget der giver penge til et forsøg med at læger/psykiatere kan ordinere 'kultur' på recept.
Det er med en slet stolthed i stemmen, at vi kan afsløre, at vores sundhedsordfører, Carolina Magdalene Maier, har forhandlet en aftale på plads for satspuljemidlerne på sundhedsområdet. Aftalen sikrer otte millioner til en 3-årig forsøgsordning, hvor mennesker med stress, og let til moderat angst og depression, kan få udskrevet en "recept" på kulturoplevelser.
Og det samme med naturoplevelser, de burde også kunne udskrives på recept:
En ny undersøgelse fra Friluftsrådet, "Danskernes brug af grønne områder", viser at jo mere tid man tilbringer i det grønne, jo mindre stresset føler man sig. Og der er ikke kun tale om skov og strand, men også parker, anlæg og haver. Faktisk er haveejere klart mindre stressede end andre. Og alene det at have udsigt til noget grønt, har en positiv indflydelse på sundheden.
Det er i begge tilfælde - kultur og natur - ikke indlysende hvorfor det virker sådan. Men en forsker bag undersøgelsen, seniorkonsulent Karsten B. Hansen som refereres i fysioterapeuternes blad Krop og Fysik, giver et bud:
Når vi er i sociale sammenhænge, modtager hjernen ekstremt mange informationer som skal bearbejdes. Til det bruger vi overvejende de kognitive hjernecentre, som er de mest avancerede dele af hjernen; og de udtrættes nemt, forklarer han. - Stress kan forstås sådan at de kognitive dele af hjernen bliver overophedede. Vi ved fra forskningen at når man er i naturen, slår de kognitive dele fra, og i stedet er hjernestammen aktiv. Den stammer helt tilbage fra urmennesket og er ikke så udtrættende at bruge. Man kan også sige at man slår over på en mere ubevidst brug af hjernen, hvor man modtager sanseindtryk, men ikke behøver at bearbejde dem. En sommerfugls farver, duften af en rose og et egerns bevægelse i trætoppene er behagelige input, der ikke behøver nogen respons fra os. Vi giver så at sige hjernen fri, fortsætter han.
Troen på naturens helende kraft er ikke noget nyt. 
    De arkitekter der i slutningen af 1800-tallet stod for planlægningen af de store sindssygehospitaler i Danmark (Oringe, Sct. Hans, Middelfar, Nykøbing Sjælland m.fl.), var overbevist om at sådan var det. Og selv om troen ikke kunne byggede bjerge, så byggede den godt nok nogle smukke bygnings- og parkanlæg til dem der havde et skrøbeligt sind den gang:

Sindssygehospitalet Oringe ved Vordingborg
Udsigt fra Oringe Ved Vordingborg
Image
Sindssygehospitalet Nykøbing Sj.

Denne tro på den helende natur forsvandt op gennem 1900-tallet. Der kom betonbyggerier og parkeringpladser i stedet. Bare se på sygehusene i Næstved eller Herlev.
   Men ideen er ved at bliv genoplivet rundt omkring:
I øjeblikket anlægger Rigshospitalet i København f.eks. en 6300 m2 stor have. Formålet er at skabe et fristed til patienter, pårørende og personale - en oase med dejlige ting at se på, dufte til og røre ved. I Sverige har mange ældreinstitutioner terapihaver, hvor de gamle er med til at vedligeholde haven. Det har en god effekt på demens, stimulerer krop og hjerne og giver gode oplevelser.
Sådan ville de fleste ønske at det var: Naturoplevelser er godt for hjernen, for sindet, for det mentale og fysiske helbred. 
   Men er det sandt, eller blot smuk ønsketænkning?
   Det er der så forskning i dag der underbygger - at der er noget - meget - om snakken: at grøn natur er godt for hjernen. 
 
Naturfredningsforeningens blad Natur og Miljø har en længere artikel under overskriften "Hjernens naturtalenter" der refererer forskellige undersøgelser og forskningsresultater på feltet.
   De kognitive psykolog, David Strayer fra universitetet i Utah, forsker i det man fagligt betegner 'Attention Restoration', populært sagt reparation af hjernens opmærksomhed og kreative evner.
Han bruger elektroder til at at undersøge og påvise, hvordan hjernens kommandocentrer, prefrontal cortex, sender færre signaler og altså slapper af som en øm muskel, der får en pause, når vi er i naturen og kommer væk fra teknologien.
   Andre neuropsykologiske undersøgelser viser, hvordan amygdala, et center i hjernen forbundet med angst og anspændthed, er mindre aktiv og overlader pladsen til andre centrer i hjernen som faktisk fremmer empati og altruisme. 
   Så det ser ud til, at vi ikke alene bliver roligere, men også mere kreative og rarere mennesker af en kur i naturen.
Artiklen fortæller også at folk i byerne simpelt hen savner grønt, og altså lever med et følt og oplevet naturunderskud.
   Og omvendt fortæller den at mennesker der bor i nærheden af naturområder, har færre hjertesygdomme og færre mentale sygdomme.
   Den fremspirende byhavebevægelse er et svar på det savn. Arkitekter som Hundertwasser og Bjake Ingels er pionerer på området hvor grønnatur integreres i arkitekturen.

Hotel Bad Blumau i Østrig - arkitekt Hundertwasser

En af de amerikanske guruer inden for dette felt, Richard Louv, har opfundet termen 'nature-deficit disorder' - en ikke lægeligt anerkendt diagnose - til at beskrive effekten på mennesker - især børn - der i lang tid ingen kontakt har med naturen.
   Han bliver interviewet til National Geographics hjemmeside under rubrikken 
Connecting With Nature Boosts Creativity and Health
Richard Louv har skrevet to bestsellere om sine synspunkter og sin research på området. Artiklen fortæller:
Louv, the author of the bestsellers Last Child in the Woods (2005) and The Nature Principle (2011), coined the term "nature-deficit disorder" to describe the loss of connection children increasingly feel with the natural world. is not a clinically recognized condition, he explains, but rather a term to evoke a loss of communion with other living things. Nevertheless, he argues, nature-deficit disorder affects "health, spiritual well-being, and many other areas, including [people's] ability to feel ultimately alive." (See "The Nature-Deficit Disorder and How It Is Impacting Our Natural World.")
    The causes of the disorder include loss of open space, increasingly busy schedules, an emphasis on team sports over individualized play and exploration, competition from electronic media, and what Louv and others call a "culture of fear," in which people are afraid to visit natural areas or even go outside due to heavy media coverage of violent events.
Læs mere her:
http://news.nationalgeographic.com/news/2013/06/130628-richard-louv-nature-deficit-disorder-health-environment/
Jeg har det sidste års tid været så stærkt optaget af maleren og træsnit-kunstneren Harald Henriksen, at jeg nu på næsten alle vægge har en del af hans træsnit (25) og akvareller (5), som for langt de flestes vedkommende er direkte inspireret af tætte og intense naturoplevelser.
   Når han malede sine akvareller, skete det på stedet ude i naturen.
   Han levede, malede og skar træsnit i første halvdel af 1900-tallet.  
   Jeg er ikke i tvivl om at han helt umiddelbart har oplevet at det at skabe de billeder, har fungeret "helende" på hans sind. 
   Ligesom billederne fungerer på mig, når jeg er omgivet af dem og kan nyde dem hver dag hjemme hos mig selv.




Se alle hans billeder på hjemmesiden: www.haraldhenriksen.dk 

fredag den 26. februar 2016

Fraktaler, tal og formler - i hjernen, i naturen, i litteraturen, i kunsten

Et polsk forskerhold har fundet beviser for, at avancerede matematiske formler ligger til grund for over 100 klassiske litterære værker. De matematiske strukturer minder om de fraktaler, som findes overalt i naturen, og sætter spørgsmålstegn ved den menneskelige opfattelse af ’god litteratur’

I informations litteraturtillæg i lørdags var der en artikel jeg blev fascineret af, som havde ovenstående grafik som illustration. Den fremstiller et træ - som er konstrueret af sætninger eller sætningsfragmenter ud i den yderste "gren".
   Overskriften var
Forskere finder litteraturens skjulte mønstre
Og essensen af historien fortælles i manchetten:
Et polsk forskerhold har fundet beviser for, at avancerede matematiske formler ligger til grund for over 100 klassiske litterære værker. De matematiske strukturer minder om de fraktaler, som findes overalt i naturen, og sætter spørgsmålstegn ved den menneskelige opfattelse af ’god litteratur’
Træet der illustrerer artiklen, er nemlig samtidig et visuelt udtryk for det man kalder en 'fraktal', en type figur som genfindes overalt i naturen og som blandt andet er kendetegnet ved at den samme form eller figur gentager sig uanset om vi zoomer ud eller zoomer ind. Den er rekursiv i det uendelige:
   Wikipedia forklarer:
A fractal is a natural phenomenon or a mathematical set that exhibits a repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-similar pattern. An example of this is the Menger Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandelbrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.
Sådan et "Mandelbrot set" illustreres her hvor man har "forstørret", dvs zoomet ind hhv. 6 gange, 100 gange og 2000 gange:




For mig er det mest fascinerende ved fraktaler og den bagvedliggende 'Mandelbrot ligning':
  
... at det er en slags grundform for næsten alt i naturen: træer, romanescokål, sneglehuse, solsikkebunde, iskrystaller, etc. etc.

NautilusBroccoli
Fractal icenatural fractals, science, mathematics, Mandelbrot set, equations, clouds, lightning, trees, flowers, biology, bacteria
natural fractals, science, mathematics, Mandelbrot set, equations, clouds, lightning, trees, flowers, biology, bacteria

Selv har jeg i flere indlæg omtalt og beskrevet fraktaler og koblingen til kreative temaer, første gang allerede i 2011:
Jeg har spottet "fraktale" gennemslag og prægninger i nogle kunstneres værker, som Martin Bigum og Hundertwasser. 
   Og hele jugendstilen er gennemsyret af fraktale mønstre og figurer:

Jens Lund: Fortvivlelsens skove, 
Jugendstil stairs:
Trappeopgang  i jugendstil

En af hjerneforskningens tidlige resultater var  Heinrich Klüvers opdagelse i 1926 af de såkaldt 'formkonstanter', som er nogle få helt grundlæggende mønstre som mennesker ser for deres indre blik når de er i særlige mentale tilstande, fx påvirket af LSD:


Disse formkonstanter er jo også fraktale i deres natur.
   Se mere her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html
Og mest interessant i denne sammenhæng hvor vi taler om 'fraktaler på hjernen' er et blogindlæg hvor jeg fortæller om de såkaldte 'savanter', børn og voksne med helt særlige evner.
   En af dem, Jason Padgett, fik efter eget udsagn den evne at kunne se og tegne fraktaler i forbindelse med forskellige objekt og formler - efter et slag i hovedet.

%22Struck%20by%20Genius%22%20by%20Jason%20Padgett%20and%20Maureen%20Seaberg%20is%20a%20memoir%20about%20Padgett%27s%20experience%20with%20a%20concussion%20and%20the%20habits%20he%20developed%20soon%20after.%20%28Jason%20Padgett/Houghton%20Mifflin%20Harcourt%20illustration%29
Fraktal tegnet af Jason Padgett

En hjerneforsker, Berit Brogaard, vurderer at det som Jason Padgett kan, er et resultat af en helt enestående variant af tal-form-synæstesi.
Tilbage til artiklen i information. Hvad er det så forskerne har fundet ud af?
   De talte  ord og sætninger i en række skønlitterære værker skrevet på syv forskellige sprog og af så forskellige forfattere som: Jane Austen, Charles Dickens, Henry James, James Joyce, Virginia Woolf, Alexandre Dumas, Marcel Proust, Louis-Ferdinand Céline, Thomas Mann, Dostojevskij og David Foster Wallace.
Ved at kigge på variationen af længden på bøgernes sætninger, har de fundet, at værkernes geometriske opbygning over en bred kam overholder de matematiske regler for fraktaler.
Og senere forklarer artiklen i Information:
Forskernes fremgangsmåde har været at dele hver enkelt tekst op efter længden på deres sætninger, altså efter antallet af ord. Og det var her fraktalmønsteret viste sig, nemlig i variationen af sætningslængder. Hvis man vender tilbage til billedet af træet, kan man se det sådan, at træets stamme er den længste sætning i bogen med for eksempel 20 ord.
   Det forskerne fandt var, at antallet af næstlængste sætninger, 19 ord lange, svarede til antallet af de første grene efter den første deling af træet, altså to sætninger. Antallet af tredjelængste sætninger svarer til antallet af delinger efter næste deling, altså fire forekomster, og så fremdeles. Og endnu mere interessant blev det, da forskerne opdagede, at de kunne sortere sætningernes længde efter antallet af bogstaver og nå frem til nøjagtigt det samme resultat.
Forskerne fandt også ud af at bøger skrevet i den litterære stil som fagligt kaldes "stream of consciousness", havde en særlig status og karakter:
Forskerne fandt også, at værker der kunne kategoriseres som tilhørende stream of consciousness-genren, (...) var mere komplekse i deres opbygning end de øvrige værker. Især Finnegans Wake, Joyces notorisk sværtlæselige bog skrevet over 17 år svarer nærmest perfekt til de såkaldte multifraktaler, som vel bedst kan beskrives som fraktaler i et tredimensionelt rum.
   »Finnegans Wake var unik i vores undersøgelse. Det var suverænt den mest komplekse bog, og dens opbygning er nærmest en perfekt multifraktal,« siger Stanislaw Drozdz, en af forskerne bag afhandlingen, til Information. Ifølge rapporten skyldes det, at stream of consciousness-litteratur »med mellemrum har udbrud af meget længere sætninger. Sådanne strukturer er karakteristiske for multifraktaler, og gør dem derfor til passende objekter for analyse inden for denne form,« som det hedder i rapporten.
Disse underliggende fraktale mønstre og systemer, er tilsyneladende primært noget man finder i skønlitteratur af den rigtig gode slags. Og sandsynligvis er de som oftest helt ubevidste både for den skrivende - og for læserne, selv om man jo også kender til litteratur - især inden for den klassiske tradition - hvor komplicerede rækker af primtal har været en bevidst matrice som forfatterne har struktureret deres værker efter.
   Det dokumenterede sprogforskeren Jens Juul Jensen under pseudonymet Lektor Låle i sin tid i Information i en lang række klummer og artikler.
   Her et link til en kronik fra nyere tid hvor han ved en talanalyse af salmebogen afslører at den redaktionelt er styret af et numerologisk system som har sine rødder i Mormonkirken. Ups!
 
Vi har jo i 60´erne og 70´erne en litterær retning der fik navnet "systemdigtning" som bevidst dyrkede talsystemer som æstetisk styringsmiddel. Denstoredanske.dk forklarer:
Systemdigtning understreger tekstens præg af konstruktion og iscenesættelse og er blevet anvendt af forfattere som Hans-Jørgen Nielsen, Svend Åge Madsen, Per Højholt, Inger Christensen og Klaus Høeck.
En af mine gode venner er nærmest tvangsmæssigt optaget af at bruge fraktale mønstre når han skriver fagtekster: Tallet 3 eller et multiplum af 3, skal gå igen på alle niveauer hvis han skal have det godt med det  han skriver eller har skrevet: Antal kapitler, afsnit inden for kapitler, sætninger inden for afsnit, antallet af ord i kapitel-overskrifter, etc. etc.

En af forskerne bag undersøgelsen der påviste underliggende fraktal mønstre i skønlitteraturen, giver perspektiv til resultaterne ifølge artiklen i Information.
Stanislaw Drozdz vurderer selv, at der er en række perspektiver ved hans og de øvriges opdagelse: For eksempel udtrykker han en forhåbninger om, at deres resultater »en dag vil kunne bidrage til en objektiv genrebestemmelse af bøger«.
   Men for litteraturelskeren er der måske endnu mere perspektiv i at vende spørgsmålet om og spørge, hvorfor vi tilsyneladende sætter pris på litteratur, der er opbygget efter geometriske mønstre, der går igen i naturen, selv om vi ikke engang kan opfatte strukturerne med det blotte øje?
   Drozdz peger på, at mange af de lyde, som vi nyder, også har fraktale kvaliteter, f.eks. lyden af floder, fuglesang og musik.
   »Måske har det at gøre med en følelse af harmoni og lydlig veltalenhed, som vi gerne vil have ind i teksten. Fraktalerne minder faktisk også både om hjernebølgers opbygning og om den måde, vi tænker på, hvor vi begynder med en tanke, som så spreder sig ud til flere tanker efter fraktallignende mønstre.«
Men fracktale formler og mønstre udgør også underliggende strukturer for stort set al klassisk musik før Arnold Schönberg. 
   På nettet kan man finde en lang række artikler der kobler bestemte musik-stykker og komponister sammen med fraktale strukturer:
Som jeg gjorde opmærksom på tidligere så er Klüvers 'formkonstanter' fraktale i deres natur. Derfor vil det også være interessant at se om der er bid hvis man søger på "art and fractals". 
   Og det er der godt nok.

Wikipedia har en meget fyldig artikel under rubrikken "Fractal Art". Den fortæller at visuel kunst styret af fractale formler, vokser frem i 80´erne som en af konsekvenserne af de muligheder som computerne nu giver:
Fractals of all kinds have been used as the basis for digital art and animation. High resolution color graphics became increasingly available at scientific research labs in the mid-1980s. Scientific forms of art, including fractal art, have developed separately from mainstream culture. Starting with 2-dimensional details of fractals, such as the Mandelbrot Set, fractals have found artistic application in fields as varied as texture generation, plant growth simulation and landscape generation.
Fractal image generated by Electric Sheep
A fractal image made with Sterling


Også stil- og kunstretninger fra tidligere århundreder kan opfattes som foregribende den moderne fraktale kunst:

Islamic geometric patternsmay have foreshadowed fractal art, as on the main dome of Selimiye Mosque in Edirne, Turkey, with self-similarpatterns.

Også arkitekturen - både gammel og ny - kan have underliggende fraktale matricer som det fremgår af disse billeder:

Indian Temple Fractals
Shweta Varahaswamy Temple
Lideta-Mercato
Lideta Mercato, an unconventional shopping mall in Ethiopia designed with local traditions in mind.
Templer i Bagan i Myanmar
Det hele er ikke så mærkeligt - altså at fraktaler gennemsyrer vores kunst og kultur - når selv vores hjerne tydeligvis har en underliggende fraktal matrice:

Hjernen set ovenfra.

Her er et link til den oprindelige artikel i sciencedayly.com om fraktaler i skønlitteraturen;
Og her et link til den artikel i The Guardian som Bjarke Due Gundslevs artikel bygger på.