Hvad har Bob Dylan og firmaet 3M til fælles? - Conceptual blending - ifølge Jonah Lehrer

Jeg er igang med at læse en bog af en forfatter som klart er en soulmate. Det er min navnebror Peter Bro som i en anmeldelse på AHA-heder.dk anmeldte den. Og jeg bestilte den med det samme.

   Titlen: "IMAGINE - How Creativity Works. Forfatteren: Jonah Lehrer.

De første kapitler fortæller om mange af de samme ting som jeg har skrevet om på denne blog. Og forfatteren har gået samme vej. Fundet videnskabelige undersøgeler inden for kognitiv psykologi og neuroscience der belyser kreativitetens mekanismer fra forskellige vinkler.

  Kvaliteten som han deler med en række andre amerikanske og engelske forfattere, er ikke mindst de eksempler han illustrerer de forskellige pointer med. 

   Helt afgørende er det at han opdeler fænomenet kreativitet i en række adskilte - og til dels modsat rettede - mentale processer. Og gennemgår dem - kapitel for kapitel

  Og så deler han dem i to hovedgrupper - dem der er knyttet til individet - og dermed hjernen, psyken, kroppen. Og dem der er knyttet til interaktion mellem individder i forskellige sammenhænge.

  Det sidste er noget jeg stort set ikke har fokuseret på i denne blog. Så det kan læsningen af Lehrers bog nu give anledning til.

Lehrer fortæller blandt andet at forud for aha-oplevelser - moments of insight - går der altid har en oplevelse af frustration - over at venstre hjernehalvdel ikke kan løse opgaven. Og at aha-oplevelsen - åbenbaringen - tilsyneladende udspringer af et skift til neurale processer i højre hjernehalvdel. 

   Ligesom forståelse af metaforer, at finde vej på et kort, fornøjelsen ved vittigheder og gåder, fortolkning af malerier, også alle synes at afhænge af højre hjernehalvdels - sprogløse og ubevidste - kognitive arbejde.  

  Og Lehrer refererer at umiddelbart før oplevlesen af "insight" - sker der en udladning af gamma-bølger som stammer fra den del af hjernen som forkortet kaldes aSTG - anterior superior temporal gyrys - lokaliseret i højre hjernehalvdel lige over øret.

   Det herlige her er at Lehrer i forlængelse af denne neuroscience-opdagelse, bruger begrebet blending i en analyse af en genial sang af Bob Dylan: "Like a Rolling Stone" - hvis fødselshistorie har karakter af et mentalt eksplosivt udbrud af en aha-oplevelse. 

Her følger teksten til første vers af sangen

Once upon a time you dressed so fine,

Threw the bums a dime in your prime, didn't you ?

People'd call, say, "Beware doll, you're bound to fall,"

You thought they were all a’kiddin' you.

You used to laugh about

Everybody that was hangin' out.

Now you don't talk so loud,

Now you don't seem so proud,

About having to be scrounging your next meal.

How does it feel ?

How does it feel ?

To be without a home ?

Like a complete unknown ?

Like a rolling stone ?

Lehrer opfinder begrebet "mental blender" som metafor til at beskrive den bagvedliggende kreative proces:

Listing to these ambigious lyrics we can hear his mental blender at work as he effortlessly mixes together scraps of Athur Rimbaud, fellini, Bertolt Brecht, and Robert Johnson. There is som e Delta blues and "La Bamba" but also plenty of Beat poetry, Ledbetter, and the Beatles. The song is modernist and premodern, avnt-garde and country-western.

I et tidligt indlæg på denne blog har jeg opfundet og brugt en helt tilsvarende metafor: "kreativitetens mentale stavblender". En soulmate, all right.
   Lehrer beskriver sangens fødsel i Bob Dylans hjerne sådan:

It took only a af few seconsds before a mental block became af work of art; a season of creativ despair gave way to some of the most inspired music of Dylan´s career.

Concptual blending, forklarer Lehrer videre, kan i særligt kreative virksomheder  være noget man bevidst stimulerer ved at sætte folk sammen med forskellige faglig baggrund. Eller ved jobrotation. En af de cases Lehrer udfolder over mange sider og ud fra mange vinkler er virksoheden 3M der er kendt for bl.a. at have opfundet og udviklet scotch tape.

In fact, 3M takes conceputal blending so seriously that i regularly rotates its engineers, moving the from division to division. (...) If a product line is suffering from a shortage of new ideas, 3M will often bring in an entirelys new team of engineers, sourced fro all over th company. "Our goal is to have people switch problems every foru to six years," Wendling says. "We want ensure that our good ideas are always circulating."

   The benefit of such circulation is that it increases conceptual blending, allowing people to look at their most frustrating problems frem a fresh perspectiv.

Wendling er chef for 3M´s researchafdeling, og Lehrer har interviewet ham intensivt om deres kreativitetsstimulerende politikker. Wendling forklarer om firmaets særlige "flexible attention policy":

Instead of insisting constant concentration - requiring every employee to focus on his or her work for eight hours a day - 3M encourages people to make time for activities tht at first glance might seem unproductiv. Are you struggling with a difficult tecknical problem? Take a walk across campus. Are you stuck  on a challenge that seems ipossible? Lie down on a couch by a sunny window. Daydrea. Play a game of pinball.

Jeg fortsætter med at refererer og kommenterer Johnah Lehrers bog i senere indlæg. 

Orkidé-hypotesen - og generne for særligt følsomme personligheder - og for depressioner

De fleste populære bøger om kreativitet hævder at vi alle er eller kan være kreative. Det er typisk bøger som skal hjælpe folk på arbejde og i særlige former for job hvor kravet om nye ideer er indbygget i rollen, til at klare sig bedre.

   Men det passer utvivlsomt ikke. Kreativitet er er produkt af hjernens konstruktion og funktion, og den konstruktion kan variere fra person til person ligesom folks kropshøjde, hårfarve og mange andre biologiske og fysiologiske egenskaber. En variation som grundlæggende skyldes vores genetiske lægning.

  Kreativitet er altså i et eller andet omfang - ganske stort sandsynligvis - genetisk bestemt - og dermed arveligt.

Det er nemt at finde abstracts fra videnskabelige artikler som underbygger det:

Why are genetic polymorphisms related to severe mental disorders retained in the gene pool of a population? A possible answer is that these genetic variations may have a positive impact on psychological functions. Here, I show that a biologically relevant polymorphism of the promoter region of the neuregulin 1 gene (SNP8NRG243177/rs6994992) is associated with creativity in people with high intellectual and academic performance. Intriguingly, the highest creative achievements and creative-thinking scores were found in people who carried the T/T genotype, which was previously shown to be related to psychosis risk and altered prefrontal activation.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19594860

This comparative study of Icelanders, born during the period 1881–1910, indicates that close relatives of psychotic individuals have a significantly increased probability of being considered persons of eminence. Their rate of listing in Who Is Who is doubled, both in regard to general listings and those based on artistic or scholastic endeavors. Review of relevant literature supports the view that the dominant principal gene proposed for schizophrenia may in a heterozygous state lead to cerebral stimulation, with improved  performance in areas of giftedness and creativity.   
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1601-5223.1970.tb02343.x/abstract

Mange undersøgelser peger i retning af at nogle gener disponerer for både skizofreni og det at være særligt kreativ. Hvad det så er der i anden omgang bestemmer at det går den ene eller anden vej, er ikke klart. Men en af hypoteserne er at den afgørende forskel er de kognitive kontrolfunktioner som udøves af den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex. 

If we could identify a gene for creativity, let's call it the "creativity gene", you would be hard pressed to find very many people who would consider it a "negative gene" or a hazard to possess or carry. But what if, purely hypothetically, we could identify a gene for Schizophrenia? Or Bipolar Disorder? Or Depressive Disorder? Or ADHD? Would you select for those traits if you could genetically engineer your offspring at will? If you wanted to give birth to a creative child, the answer should be yes.

   The very traits that make someone creative, passionate, and likely to achieve a high degree of success in their domain, are the same traits that define psychological disorders such as Bipolar Disorder, Schizophrenia, and ADHD. So what is the difference between creativity and psychopathology? Where do we draw the line between functional excess of extreme traits and the point at which they define a psychological disorder? Is there a discriminating characteristic that separates these two groups? Yes, there is, and it's called cognitive control, or high executive function.  

http://www.science20.com/rogue_neuron/essential_psychopathology_creativity-71831 

En beslægtet diskussion udfolder sig videnskabeligt omkring noget der nok så poetisk kaldes "orkidé-hypotesen". Den tager afsæt i at en kombination af gener tilsyneladende disponerer for den personlighedstype som jeg tidligere har omtalt: HSP - den hypersensitive personlighed, en personlighedstype der er sårbare som "orkider" og kræver megen varme og omsorg for at blomstre - og som ellers nemt mentalt og socialt går i hundene. 

I følgende citat sættes HSP´erne i modsætning til den robuste personlighedstype - "mælkebøtten" ("dandelion") - som kan slå rod, klare sig og blomstre under de mest besværlige og ufrugtbare vilkår:

Most of us have genes that make us as hardy as dandelions: able to take root and survive almost anywhere. A few of us, however, are more like the orchid: fragile and fickle, but capable of blooming spectacularly if given greenhouse care. So holds a provocative new theory of genetics, which asserts that the very genes that give us the most trouble as a species, causing behaviors that are self-destructive and antisocial, also underlie humankind’s phenomenal adaptability and evolutionary success. With a bad environment and poor parenting, orchid children can end up depressed, drug-addicted, or in jail—but with the right environment and good parenting, they can grow up to be society’s most creative, successful, and happy people.
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/12/the-science-of-success/7761/

I det følgende citat kobles den kendsgerning at depression er noget man genetisk er disponeret for, sammen med orkidé-hypotesen. Depression er ikke forudsætningen for kreativitet sådan som nogle hypoteser har gået ud på at sammenhængen er. Men kreativitet kan udspringe af de samme "overfølsomhedsgener" som depressioner - hvis omverdenen er mild og varm og uden stressvilkår:

The question of depression generating insight leads inevitably to the much-discussed (and sometimes disputed) association between depression and creativity. Does depression, either unipolar or bipolar, generate creativity? There’s some evidence it does. There are links. But what’s the source of the link?

   Well, depression might, as above, sometimes directly inspires introspection and insights contributing to creativity. That’s a direct causal relation.

   But I think that some attributing creativity to depression may, in some cases and perhaps in general, mistake association for cause — that depression is not the thing that generates creativity and insight but a byproduct of another trait that does. And that this other trait is sensitivity — and particularly the sensitivity that comes from the “sensitivity” genes I recently wrote about in The Atlantic.

   The sensitivity hypothesis asserts that some gene variants presently considered “risk genes” for mental health problems in people with stressful lives are actually “sensitivity genes” that make you more sensitive to all experience. One of the genes in question is the serotonin transporter gene, or SERT gene, which helps regulate the neurotransmitter serotonin. Two of the three variants of this gene (the “short-short” or s/s version and the “short-long” or s/l versions) have been shown to put people with stressful life histories at greater risk for depression. The sensitivity or orchid hypothesis asserts that these short SERT variants don’t make people more sensitive to bad experience but to all experience, bad or good. It’s not a “depression gene” but a sensitivity gene. What you make of that sensitivity naturally depends on other assets or experiences you have.

   If this is so, then it’s possible that this sensitivity hypothesis may account (wholly or in part) for findings that “depressed people” have more insights or creativity — only it’s not necessarily the depression that generates the insight, it’s the heightened sensitivity. http://www.wired.com/wiredscience/2010/03/does-depression-have-an-upside-its-complicated/

Når jeg kom på sporet af denne orkidé-hypotese og dens kobling til den genetiske sammenhæng mellem kreativitet og forskellige former for genetiske betingede personlighedsforstyrrelser, så skyldes det en Facebook-henvisning fra videnskabsjournalisten Lone Frank, som medvirkede i et australsk radioprogram hvor temaet blandt andet var den genetiske sammenhæng mellem depression og hypersensitivitet.
   Krogen var Lone Franks bog "Mit smukke genom" som også er oversat til engelsk. Hun bruger  i den sig selv som frendriftgivende plot og får undervejs kortlagt sit genom der bl.a. viser at hun er disponeret for depression og mental sårbarhed.
   Citat fra bogens indledende kapitel:

„Det er ikke, fordi jeg nyder at sige det, Lone,“ sagde en velmenende studiekammerat for mange år siden,  „men du har din personlighed imod dig.“ Det var sjovt nok på nogenlunde samme tid, hvor en amerikanskveninde kaldte mig hudløst ærlig. En bedømmelse der gjorde mig helt varm indeni, lige indtil hun satte hænderne i siden og råbte:  „Det er brutalt! Fatter du da ikke, at folk afskyr ærlighed?“

   Men hvor meget af den åbenbart utiltrækkende personlighed og af min psyke i det hele taget kan jeg tørre af på nogle bitte små variationer indskrevet i mit DNA? Er det kombinationen af en håndfuld uheldige gener fra  to familier, der giver mig tilbagevendende depressioner og et konsekvent sortsyn? Eller stammer begge dele fra en til tider udfordrende opvækst med et par forældre, der altid var i totterne på hinanden, indtil de afsluttede samlivet med en grim skilsmisse? 

http://lonefrank.dk/lonefrank/wp-content/uploads/Mit_smukke_genom_Danisco.pdf 

Jeg har vist tidligere skrevet at Lone Frank utvivlsomt hører til den særligt kreative personlighedstype - og har haft den type belastende opvækst med mentale tab og savn som også er typisk for mange meget kreative mennesker.

Læs mere her:

Kuszewski, Andrea Marie, The Genetics of Creativity: A SerendipitousAssemblage of Madness (March 1, 2009). METODO Working Papers, No. 58.Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=1393603

Maskernes mester - James Ensor og alle hans skelletter

Det er fan´me uhyggeligt, du:

James Esnor - Masks and Death

Asger Jorn - Maskulin standhaftighed

Indimellem sker der det at forskellige tidligere blogindlægs forskellige temaer smelter sammen i en enkelt person eller begivenhed. En slags total-blending.

   Det sker med maleren James Esnor som jeg aldrig har hørt om før, og hvis malerier nu udstilles på Jorn-museet - og modstilles malerier af Asger Jorn.

    Ifølge anmeldelser og udstillingens hjemmeside vurderede Jorn Ensors billeder meget højt - især for det fantastiske og groteske i hans kunst.

  Udstillingen annonceres sådan her

jorn <<< ensor

Og antyder dermed typografisk et påvirkningsforhold fra Ensor til Jorn.

Jeg har tidligere skrevet om kunstudstillinger hvis oplevelsesmæssige pointe er en sammenstilling af forskellige kunstnere eller kunstretninger med et indbyrdes påvirknings- eller indspirationsforhold, fx  Klee + Cobramalerne, eller Hokusai + impressionisterne. Med henblik på aha-oplevelser og konceptuel blending mellem de modstillede mentale rum.

    Og jeg har skrevet om klovnens betydning som en ironisk blended dobbeltfigur. Og om Asger Jorns ironiske og indimellem grotesk vrængende "modifikationer" som også udnytter mulighederne for blending rent kunstnerisk.

Mens udstillingen "jorn <<< ensor" er åben, spilles også det af Jorn opfundne "fodboldspil til tre mål", som jeg også har kommenteret på et blogindlæg for nogle måneder siden.

Her er nogle flere af Ensors billeder - groteske, fantasifulde, humoristiske, ironiske:

Skeletons fighting over a smoked herring

 The Terrified Musicians  

Intrigen

James Ensors billeder er dybt fascinerende. Virkeligheden som et grotesk karneval. Mennesker bag masker eller i skikkelser af skelletter. 

    Men lidt for groteske til at jeg ville hænge dem på væggen herhjemme.

Til min overraskelse er han kun syv år yngre end Van Gogh - født 1860 og lever til 1949, så han bliver en gammel mand. Langt forud for sin tid, må man sige. Og har efter kilderne at dømme både ispireret to af de store retninger i 1900-tallet: surrealismen og ekspressionismen - og altså også en af Cobra-malernes frontløbere, Asger Jorn.

   Der er selvfølgelig lavet et udstillingskatalog med forklaringer og sammenligninger, men når jeg googler frem og tilbage mellem Jorns billeder og Ensors billeder, så synes dog ikke man kan sige at Jorn udtryksmæssigt virker særligt beslægtet med og inspireret af Ensor. 

   Det må nok mere være en soul-mate-relation der er tale om. 

   

Ensor får det sidste ord - sådan visuelt - i form af et "selvportræt"?:

The Skeleton Painter

Nice meeting your, sir!

Anne-Grethe Bjarup Riis - kreativ mønsterbryder og vred multikunstner

Politiken har et to-siders opslag i kultursektionen i dag. Et portræt skrevet af Ditte Giese. Med store fotoillustrationer: yndig, poetisk udseend pige - iklædt hvid løsthængende natkjole og lyst langt hår - dansende rundt i den grønne forårsskov med en bund af hvide Annemoner.

   Kultursektionens forside viser den samme pige liggende tilsyneladende sovende med udslået hår i den samme Annemone-skovbund. Det associerer til eventyr og sovende prinsesser.

   Rubrikken dementerer de eventyrlige associationer:

 Sgu, fucking, forpulet, satan

Rubrikken til opslaget inde i sektionen lyder: 

Et nips der nægter at holde sin kæft

Navnet er Anne-Grethe Bjarup Riis. 

   At hun er en af de særligt kreative, fremgår klart af artiklen. Flere personer i én - et multitalent: skuespiller, instruktør, forfatter, billedkunstner. Og ikke mindst også: offentlig debatør med stærke meninger og stærke verbale udtryk for dem.

   Far arbejder skiftevis som langturschauffør og i landbruget. "Kunne knap nok læse". Ham har hun nok ikke set meget til. 

   Mor er sygeplejeske, og en bror som moderen forkælede ud over alle grænser. Og søster Anne-Grethe var jaloux, så det baskede.  Og føle sig forsømt og overset - uretfærdigt behandlet:

"Men der var ikke så meget overskud i mit barndomshjem. Der blev aldrig spurgt, om jeg havde lektier for, eller jeg ville efter 10. klasse. Det måtte jeg sgu selv ligge og rode med. Derfor kom jeg på fabrik."

   Et helt år stod skolepigen derfor på Bosweel Skjortefabrik i Herning og strøg stolpen foran på skjorterne.  I starten havde hun udsigt over hele fabrikken fra sit strygebord, men senere blev bordet flyttet, så hun stod en hel dag og gloede direkte ind i en væg.

Som mange særligt kreative kvinder jeg har læst om, var Anne-Grethe en "drengepige". Hun beskrives i artiklen som "nittelæderjakkeklædte, knallterkørende, drikke-sig-fuld-med-drengevennerne og giv-fuckfinger-til-det-hele-teenager". 

   Hun fik kontakt med amatørteatermiljøet i Århus, og fandt ud at der var noget der hed teaterskolen som man kunne søge ind på.

"Jeg var sådan, nå, ha, ha, det er da det jeg skal! Jeg anede ikke det fandtes. Jeg va jo autoritetstro, og det er de med  Jantelov og Jyllan, og man skal kraftedeme ikke to, man er en skid. Så dem der inde i fjernsynet, dem kan man jo ikke komme i nærheden af. Men jeg søgte og kom ind på teaterskolen i første hug."

Noget af det nyeste Anne-Grethe Bjarup Riis har været engageret til og i er instruktør for filmen "Hvidstengruppen" som har haft stor anmelder- og publikumssucces. 

  Hun har skrevet to romaner om parforhold og kvinder. Været med i satiregruppen Emmas Dilemma. Været med som skuespiller i Lars von Triers "Idioterne".

Ellers har hun engageret sig i debatten om prostitution og diskussionen om lovgivningen på området. Så aktivt og med så mange aggressive ord over for talsmanden for sexarbejdernes forening, Susanne Møller, at værten på Go´morgen, Danmark, måtte true hende med at sætte tape for munden:

Som billedkunstner arbejder hun med satire, ironi, montage, selvudstilling - blending af forskellige konceptuelle rum så det basker. Her et af hendes billeder - et selvfotografi - som blev udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling 2006 - med den ironisk vrængende titel "Ordinary Hooker with career spoiler":

Begrebet kreativ vrede som kunstnerisk drivkraft ligger lige for.
   En kunstner der er på enhver måde er grænseoverskridende. Se mere om og af hende på hendes hjemmeside på adressen:

http://bjarupriis.dk/

Dødsskat - en effektiv metaforisk frame

Det er ikke så tit man møder dem, men man ved når en metafor i den offentlige debat er oppe og ringe.

   En rubrik i Politiken i onsdags den 25. april. Debatsektionen, genren "analyse". Skribenten hedder Henriette Kinnunen. Rubrikken lød:

Arveafgift. Danmark bør afskaffe dødsskatten

Forfatteren er erhvervsjuridisk konsulent i den højreorienterede liberalistiske tænketank Cepos. Hun - eller den redigerende redaktør - har altså re-framet det relativt kliniske og ikke-værdiladede ord "arveafgift" med "dødsskat". 

    Først udskiftes "afgift" med "skat" som klart i Danmark og i den danske offentlighed i sig selv er et negativt farvet ord. 

   Derefter konstrueres den metaforiske frame der medfører at arv anskues gennem dødens optik. Man arver når nogen dør og betaler nogen af de arvede værdier til staten. Her sker der sker en semantisk komprimering og forskydning: I stedet for skat på de værdier der efterlades når nogen er død, så re-framer man det som skat på den død der som virkning har at nogen arver. 

Manchetten til artiklen spiller smukt på "død":

En øget arveafgift kan medføre døden for mange familieejede virksomheder. Det er til skade for hele samfundets vækst og velstand.

Og første sætning i kerneafsnittet:

Prisen for laver skat i levende live, er højere skat ved død. 

Det er ikke redaktøren der har fundet på det effektivt demagogiske udtryk "dødsskat". Det har Henriette Kununen. Hun skriver lidt inde i artiklen om "AE" - Arbejdernes Erhvervsråds argumentation for at foreslå en forhøjet arveafgift:

AE-rådet synes imidlertid at have skudt forbi, for arveafgiften - dødsskatten, som den også kaldes - rammer ikke kun døde personer og deres arvinger. Den rammer også levende virksomhederr og dermed de arbejdspladser som vi har så hårdt brug for i vores samfund.

Selv om jeg ikke sympatiserer med de fleste af Cepos´ synspunkter - og heller ikke her - så er den forførende og frame-ændrende retorik effektivt konstrueret og sat op: "dødsskat" versus "levende virksomheder".

I resten af artiklen frem det sidste afsnit bruges så "arveafgift". Men i det sidste afsnit bruges "dødsskatten" så igen - endda to gange med en smuk fasttømring af artiklens retoriske præmis:

... selv hvis regeringen ikke i denne omgang følger det svenske eksempel og afskaffer dødsskatten for alle, er de som minimum nødt til at afskaffe den for erhvervslivet. Ellers blive dødsskatten mere end et polemisk udtryk. Det bliver en potentiel død for et stort antal familieejede virksomheder.

Jeg er ikke i tvivl om at ordet "dødsskat" når debatten om den kommende skattereform med en øgning af arveafgiften, vil blive brugt af modstanderne om og om igen. Uanset hvad man måtte mene: Det lyder ikke rart!