"Som en tyv om natten" - annonce-kampagne mod regeringsflertallets forslag til "genopretning" af Danmarks økonomi

Just hjemkommet fra en kort ferie under varmere himmelstrøg, ser jeg fagbevægelsens ret spektakulære kampagneannoncer rettet mod det forlig om "genopretning" af økonomien som den borgerlige regering har vedtages sammen med Dansk Folkeparti.

   Annoncerne citerer løfter fra både regeringen og fra DF om forhold man ikke vil røre ved, og som man i den plan man er blevet enige om, nu åbenbart bryder. Under rubrikken: "Som tyve om natten!" ser vi på den ene annonce portrætter af Dansk Folkepartis tre spidser: Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup - alle iført sorte halvmasker og alle smilende. Den anden annonce viser Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, og Lene Espersen - de to første også med sorte halvmasker, Lene Espersen med mørktfarvede solbriller!

Vi ser nærmere på den første vendt mod DF. Den har følgende tekst med citat under billedet af de tre DF-politikere:

"Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden...

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis finansordfører, 9. januar 2010.

Retorisk set er det lige ud ad landevejen. DF har lovet at frede dagpengeperioden, og i den fremlagte plan, skæres den fra fire til to år. Altså dokumenteret utroværdighed. Det som Poul Nyrup Rasmussen tabte på for 10 år siden.

   Men ellers har der godt nok været gang i den kreative blender hos annonceforfatteren. Der er umiddelbart tale om samme "blendingopskrift" som vi så ved den tidligere gennemgåede metafor "bolighaj". Selve hovedteksten lyder:

Dansk Folkeparti påstår, at de beskytter de små i samfundet. Hvad er sandheden? De har reddet banker og landbrug med milliardstøtte. Og givet de rigeste danske store skattelettelser.

Nu kommer regningen på 24 millioner. Bag nedrullede gardiner og som en tyve om natten, tager Pia Kjærsgaard & co. pengene fra de arbejdsløse og børnefamilierne. Det er sandheden om Dansk Folkepartis asocialepolitik

Teknisk set er det ikke en metafor der er brugt i teksten og rubrikken, men en sammenligning "som en tyv", hvis effekt traditionelt opfattes som svagere end metaforens, men af samme art. Der er tale om to input-rum der blendes i teksten: et sagligt konceptuelt rum hvori DF´s ledere og deres politiske gerninger beskrives: Deres politik hjælper de rige og tager fra de fattige, - og et andet mere dramatisk konceptuelt rum for "mørkets gerninger", et rum  hvori der befinder sig tyv der opererer om natten bag nedrullede gardiner.

   I den metaforisk blending-operation sker der så en overførsel af kvaliteter fra "source" (der hvor der foregår tyverier) og til "target" (der hvor der foregår politiske handlinger) - med det betydningsmæssige output at disse politiske handlinger har karakter af kriminalitet og foregår uærligt og lusket - når det er mørk nat og i det skjulte: "bag nedrullede gardiner".

Men der er mere på spil her:

   Den sammenlignende formulering "som en tyv om natten" er ikke frisk og nyopfundet, men en fast talemåde - et bevinget ord - hentet fra biblen: "Men Herrens Dag skal komme som en tyv om natten." (2. Peters Brev 3,4 v10). Altså er det ene input-rum i metaforen i sig selv et blendet rum der komprimerer to konceptuelle universer: det aktuelle politiske og det 2000 år gamle religiøse: "Herrens dag" referer nemlig til dommedag.

   Og selve teksten der sagligt fortæller om hvad DF har sagt og gjort, udgør også et blendet rum, idet underteksten er at partiets politiske praksis har karakter af en såkaldt "omvendt Robin Hood" (der jo stjal fra de rige og gav til de fattige). Altså igen en blanding af det aktuelle politiske univers og i det her tilfælde en negation af et dramatisk mytologisk univers med helten og befrieren Robin Hood som agerende hovedperson.

Selve illustrationen med smilende portrætter af de tre politiske ledere side om side i sorte jakker med sorte halvmasker er jo også et "mataforisk blend" - en simpel montage af to metonymer (del for helhed): de tre ledere som metonym for Dansk Folkeparti, og sort halvmaske som metonym for tyveknægte. Dette blend korrespondere med teksten sådan at teksten forankrerer - dvs. begrænser og bestemmer - billedets illustrative betydning: "De tre politiske tyveknægte" - som så oven i købet er smilende glade for deres kriminelle og uærlige gerninger (man kan også se at deres smil er "uægte" jfr. et tidligere blogindlæg).

   Hvis ikke teksten havde været der til at forankre betydningen, kunne det billedet jo lige så godt illustrere et helt andet forhold, f.eks. det kontrafaktiske forhold at man ved partiets årsmøder afholder maskebal eller kostumeparty om aftenen.

Men, men, men... Når vi har med billeder at gøre er fantasien svær at styre - og en montage er jo i princippet kun en tilskyndelse til at modtageren foretager en blending-operation efter en bestemt opskrift. Det er ikke sikkert de følger den. Måske aktualisere montagen en anden og mere nærliggende betydningssakbende opskrift.

   Jeg er bange for at den sorte halvmaske som metonym for tyveknægt mere eller mindre er gået i glemmebogen hos mange læsere. Og at læseren i stedet associerer den med en række heroiske fiktionsfigurer fra filmens og tegneseriernes verden, som også er kendetegnet ved deres dobbelte identitet, og hvor "de mørkets gerninger" de udfører, ligesom Robin Hoods, er for det gode skyld og til samfundets bedste: Zorro, Batman, Edderkoppen, Spirit.

   Og hvis vi så antager - ikke urimeligt - at det faktisk er billedet der "læses" før teksten, så bliver den samlede læsning et blending-paradoks (mentalt set noge uforståeligt rod), hvor billedet positive associationer modsiger tekstens kritiske indhold - og omvendt.

Av! Av!

Claus Buhl: "Talent - spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan"

Politikens tillæg om bøger, fredag den 14. maj. Et interview med Claus Buhl i anledning af udgivelsen af hans bog: "Talent - spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan". Interviewer: Anita Brask Rasmussen. Der står om Claus Buhl at han er i 2009 blevet udnævnt til "ambassadør for kreativitet og innovation".

Hans udgangspunkt er "frustration over at så mange børn bliver tabt på gulvet i skolesystemet." Og at "alt dt der efterspørges på arbjedsmarkedet, bliver nedprioriteret i skolesystemet." Hans grundsynspunkt er at den form for tænkning der belønnes i skolen er den logiske og rationelle, og at den form for undervisning og faglighed "er der formodentlig kun 15-20 procent der har en naturlig fornemmelse for."
   Claus Buhl mener at oplysningstidens rationalitets- og fornuftsidealer som stadig dominerer i skolen, medførte at noget blev skyllet ud med badevandet: "Man fik eksileret følelser, fornemmelser og intuition ud i de kunstneriske fag."
   Claus Buhl nævner et eksempel på en der "tænker kreativt og irrationelt":

"For eksempel arbejdede forskeren William Shockley i 1950´erne inden for fysikken, hvor alt var kobberspoler. Men han var kreativ nok til at tænke: 'Hvad nu hvis den kobberspole var et stykke kemi i stedet?' Han opfandt transistoren og blev tildelt nobelprisen. Det er en måde at tænke på, som oplysningstiden har sagt, tilhører de kreative fag."

Selv om det ikke direkte nævnes, så er Claus Buhl nok inspireret meget af Howard Gardeners teori om de 6 eller 7 slags intelligens. Og hansb grundpointe er at alt for mange børn ikke får udviklet det talent de har, hvis det ikke ligger inden for det rationalitetsparadigme som alle - uanset talent/intelligens - må underkaste sig:

"Børnene starter med at kunne alt. Det tror på sig selv, har lyst til at lære, er fantasifulde, begejstrede og uangste. Men når de kommer i niende klasse, har de ingen selvtillid, de tror ikke de har noget at bygge på, og de har gået i skole i ni år, hvor de hver dag er blevet præsenteret for deres mangler."

Claus Buhl betragter det som rent held at en lang række kreative talenter overhovedet har overlevet skolen. Som eksempler nævner han komponisten Anders Brødsgaard, forfatteren Jette Kaarsbøl, filminstruktøren Christian Levring og designeren Per Mollerup. Han mener det først var efter skolen at de overhovedet kom i gang med at udvikle talentet.
   For at kunne sig det må Claus Buhl kende til deres biografier og erindringer fra skoletiden, men det stemmer overens med en række af de (særligt) kreative personligheder jeg selv kender,  der også kan fortælle at de har oplevet skolen som en der gav mindreværd i stedet for selvværd, og som det var en stor befrielse at komme ud af.
   Endelig er han også inde på betydningen af at have en mentor på det rette tidspunkt i livet for at talentet skal udvikle sig:

"Det er vigtigt at vi får aflivet to myter om talentet: For det første, at det er medfødt og derfor bør være let, og for det andet at det nok skal forløse sig, hvis bare du øver dig og øver dig. Nej, at udvikle et talent kræver at nogen ser det i dig og hjælper dig med det. Giver dig nogle retningslinjer for, hvordan du udvikler talentet bedst muligt. Den  mulighed burde findes i uddannelsessystemet. Der er ikke længere efterspørgsel på en masseproduceret ensartet arbejdsstyrke med lavt selvværd."

Han nævner et eksempel på en verdensberømt særligt talentfuld person Bob Dylan, hvis specielle psyke i det danske skolesystem ville have givet ham en diagnose:

"Når man læser Bob Dylans selvbiografis, er man ikke i tvivl om at han var et meget mærkeligt barn.Han havde ingen venner og interesserede sig ikke for skolen, kun for folkemusik. Alle de karakteristika, der beskriver den unge Bob Dylan, kan du slå op i et leksikon, og der vil stå Aspergers syndrom."

Koblingen til historien om Séraphine er slående.

"Selv et lille barn kan afslører et falsk smil"

Når jeg har fokus på hjerneforskningen og dens resultaters betydning for at man kan forstå hvad kreativitet er for noget og hvordan det fungerer, så er det guf at støde på artikler om hjerneforskning med ovenstående rubrik, i SøndagsPolitikens Videns-sektion den 16. maj.

Indholdet i artiklen fortæller at børn i en meget tidlig alder kan skelne mellem smil der er udtryk for en ægte følelse af glæde, kærlighed, venlighed på den ene side,  og på den anden: smil der er påtaget, begrundet i ønske om social accept fra andre. Denne skelnen viser sig ved at forsøgsbørnene reagerer forskelligt på billeder med mennesker med ægte smil, og billeder med mennesker der smiler anstrengt og påtaget.

Et ægte smil er i følge artiklen, det smil det glade menneske møder sin kæreste, sit barn eller sin hund med. Det falske smil er det man bruger når man skal sige tak for en gave, man i virkeligheden ikke er særlig glad for. Juleaften må være fyldt med falske smil, som alle mærker, og som alle ved de skal se bort fra.

Det som fanger mig, er oplysningen om at de to slags smil styres af to forskellige dele af hjernen, der ikke har noget med hinanden at gøre ellers. Og det styrer så også at de to slags mimiske udtryk rent faktisk er forskellige, og af det "opmærksomme" barn kan aflæses som hhv. ægte og falsk. Primært kommer forskellen til udtryk i musklerne omkring øjnene, som stort set ikke aktiveres af det påtagede smil. Det falske smil udføres med information fra den bevidste del af hjernen, som får musklerne i kinderne til at trække sig sammen og bevæge mundvigene opad.

   Det viser sig i øvrigt at billeder af folk med ægte smil som vi i øvrigt ikke kender noget til, generelt inviterer modtagerne til at føle større sympati end når de er modtager af billeder med folk der afgiver falske smil.

Hvad har det egentlig med kreativitet at gør?

   Jeg spekulerer på om ikke det er det der adskiller den gode skuespiller fra den mindre gode, og om det er det der karakteriserer det der kaldes "method acting": at det er muligt for disse skuespillere at have et bevidst og aktivt styrende forhold også til det hjernecenter som ellers regulerer de ægte smil automatisk og ubevidst når følelserne bare er til stede.

   Hvad siger Wikipedia:

Method acting is a phrase that loosely refers to a family of techniques by which actors try to create in themselves the thoughts and emotions of their characters in an effort to develop lifelike performances. It can be contrasted with more classical forms of acting, in which actors simulate thoughts and emotions through external means, such as vocal intonation or facial expression. Though not all Method actors use the same approach, the "method" in Method acting usually refers to the practice, advocated by Lee Strasberg, by which actors draw upon their own emotions and memories in their portrayals, aided by a set of exercises and practices including sense memory and affective memory. Method actors are often characterized as immersing themselves in their characters to the extent that they continue to portray them even offstage or off-camera for the duration of a project. However, this is a popular misconception. While some actors have employed this approach, it is generally not taught as part of the Method. Method acting has been described as "revolutionizing American theater." While classical acting instruction "had focused on developing external talents," the Method was "the first systematized training that also developed internal abilities (sensory, psychological, emotional) .

Forfølger jeg sporet her i teksten fra linket "affectiv memory", så får jeg et yderligere "kick" i min tænkning om kreativitet og den (særligt) kreative personlighed, men herom en anden gang.

   Men i min erindring dukker også op oplevelsen af Poul Trier Pedersens selvopfundne tv-genre "spontanspil" som jeg var "hjælpeinstruktør" på i 10-året omkring 1980, en seriøs reality-genre hvor fidusen var en iscenesættelses-teknik der tilsyneladende aktiverede autentisk sprog og rolleadfærd og de dertil knyttede følelser og fornemmelser hos "spillerne" (som ikke var uddannede og professionelle skuespillere, men almindelige mennesker der havde erfaring fra virkeligheden med de roller de spontant skulle gen-aktivere i spillene.

Agi Csonka - "Et skarpt øje for manglende selvfølgeligheder"

"Et skarpt øje for mangledne selvfølgeligheder" er rubrikken på bagsiden af SøndagsPolitikens Videns-sektion, den 16. maj. Journalist: Johanne Pontoppidan Tuxen.
   Temarubrikken som sikkert indgår i selve konceptet, er: "Karriere". Det drejer sig om at levere interviewportrætter af mønsterbrydere i erhvervslivet - altså ikke kunstnere eller intellektuelle forskere.    
   Der har tidligere været mange kvinde-portrætter her, så spørgsmålet er om det decideret indgår i konceptet at det drejer sig om kvindelige mønsterbrydere. Det antager jeg.
   Her er der virkelig noget at komme efter når vi fokuserer på den (særligt) kreative personligheds biografi: "Som barn af ungarske flygtninge kunne Agi Csonka hverken tage normer, vaner eller vedener for givet. Det udviklede sig til en forkærlighed for analysen. I dag er hun direktør for Danmarks Evalueringsinstitut og nyudnævnt formand for en integrationstænketank", fortæller manchetten.

Hendes liv som barn af ungarske flygtninge medfører undervejs sammenstød af adskilte konceptuelle rum, som feks. da hun møder en universitetsunderviser som siger at han har opdaget at det var smart  at have et konversationsleksikon både i køkkenet og i stuen - "for der var jo altid, når man sad og spiste, at man kom i tanker om noget man skulle slå op.":

"Jeg var fuldkommen målløs. Hjemme i mit hjem talte man for det første ikke, når man spiste. Og hvis der var nogen, der talte, var det forældrene, og det var ved Gud ikke noget man skulle slå op i et konversationsleksikon." (...).
   For der har aldrig været ret mange selvfølgeligheder i i Agi Csonkas liv. Hendes forældre flygtede fra Ungarn i 1956 og startede på bar bund i et helt nyt land, hvor de skulle orientere sig. Og at være datter af forældre fra en anden kultur var lig med dobbelt bogholderi: over normerne og værdierne derhjemme og dem der herskede i det omgivende samfund. Agi Csonka måtte altid have vibrerende antenner ud for at analysere, hvad der var på spil i den ene situation, og hvordan man gjorde tingene i den anden. På sin vis af nøde ansporede det en nysgerrighed, allerede fra hun var lille. (...).
   At intet kunne tages for givet, gav hende en grundlæggende interesse for at analysere og forstå, hvad der driver andre mennesker, og hvorfor de brænder for det de gør. Analysen blev hendes værktøj ikke kun i privatlivet, men også i karrierevalget.

Jeg fremhæver her lige: "hjemløshed" - og en overlevelsesstrategi som nok er baseret i at forestille sig noget som ikke er nærværende, men også i den særlige form for kreativitet som det er at kunne analysere og dermed "få magte over et domæne eller "en mark" - for at forstå det nye og ukendte - en analyse som altså ikke for en umiddelbar betragtning er særligt kreativ.
   Vi har brug for et begreb eller en tænkning der kobler analyse og kreativ tænkning sammen, hvor kreativ tænkning jo ellers primært opfattes som noget der udgør en syntese af eksisterende modsætninger på tværs af konceptuelle grænser og adskilte domæner. Vi har brug for en konceptuel blending af input-rum hvori der befinder sig hhv.: "kreativitet" og "analyse". 
   Pludselig får jeg en erindring: En grupppeeksamen i dansk sprogbrugsanalyse eller pragmatisk analyse på Københavns Universitet. Det må have været kort tid efter jeg skiftede sport og forlod min universitetskarriere. Jeg husker ikke hvem der var eksaminator, men sikkert en yngre sproglærer. De studerende fik en pæn karakter, og en af gruppens medlemmer betroede mig bagefter, at de havde researchet på hvad jeg var for en, sådan rent fagligt. Og fra flere kilder havde fået meldingen at jeg var "verdensmester i sproglig tekstanalyse ", hvad der gjord dem noget urolige.
   Udsagnet tog fuldstændig fusen på mig den gang, men gav mig stof til eftertanke. Jeg havde ingen anelse om at jeg havde det faglige image i faglige universitetskredse.

Men ingen tvivl om det: Jeg føler mig klart beslægtet med Agi når det gælder analyse som en  kreativ "overlevelsesstrategi" når man føler sig "hjemløs" og uden klar sociale forankring og identitet.
   Bemærk i øvrigt hendes udsagn om "dobbelt bogholderi".

Lars Løkkes kreative undvigelser

I Politiken fra tirsdag den 11. maj var der en artikel på debatsiden om tre unge forskeres analyser af Lars Løkkes måde at svare på ved tirsdagens rituelle møde med de politiske journalister. Rubrikken: "Tirsdagsspin. Lars Løkkes retoriske undvigelser."

Forskerne, som selv udgør et "fagligt blend" med baggrund i tre forskellige institutter, har analyseret forholdet mellem det spørgsmål journalisterne kommer med, og den måde han svarer på.
   De skelner mellem på den ene side: direkte og åbenlyse undvigelser, som: "Jeg var ikke til stede på mødet", "Jeg har ikke læst rapporten", "Jeg afventer resultatet af undersøgelsen", eller i form af: kritik af spørgsmålets ordlyd, motivinsinuationer mod spørgeren, eller en intetsigende opregning af fakta så spørgsmålet "glemmes". På den anden side: de mere indirekte retoriske undvigemanøvre.  

Forskerne deler statsministerens retoriske undvigemanøvre op i tre hovedtyper: tidsforskydning, subjektforskydning, og niveauforskydning.
   Og det er her det er interessant hvis man fjerne journalistens og forskernes moralske filtre. For så er der med disse manøvre tale om kreativ konceptuel blending:

1) Tidsforskydning indebærer at han besvarer kritiske spørgsmål om sager i fortiden med henvisninger til hvad man gør her og nu, eller at han besvarer spørgsmål om et aktuelt problem ved at opregne hvad man tidligere har gjort ved problemet eller fremover vil gøre.
   Her vil teorien om konceptuel blending fremhæve at det kreative er at der sker en komprimering af tiden i det blendede rum ved i svaret at blende tidsmæssigt adskilte men ellers hinanden lignende konceptuelle input-rum.

2) Subjektforskydning indebærer at han besvarer kritiske spørgsmål ved at skifte rolle fra politiker til privatperson, altså i princippet en blending - her integration offentligt og privat - når han f.eks. besvare spørgsmål der fremhæver modsætningen mellem regeringens officielle skolepolitik og det at han selv har taget på ferie med sine børn uden for skolernes officielle ferie, ved blot at sige: "Ja, det er jo en personlig beslutning vi som forældre har truffet..." Her forudsætter han integration af forældrerolle og politikerrolle.
   Her vil blending-teorien sige at han ved at svare som han gør, integrerer de to konceptuelt adskilte roller i sit undvige-"blend".

3) Niveauforskydning indebærer at Løkke redefinerer hvad sagen handler om, typisk ved at besvare et spørgsmål om en konkret sag ved at henvise til abstrakte og generelle politiske motiver, f.eks. når han besvarer et kritisk spørgsmål om overbetaling til de private hospitaler i 2007, svarer: "Sagen handler om, at da vi kom til i 2001, der lagde vi et nyt spor ud for dansk sundhedspolitik, hvor vi valget at sætte patienten først. Vi var trætte af...".
   Blending-teorien vil her nok sige at der sker en dekomprimering  i forholdet mellem det konkrete og det abstraket, nærmest det modsatte af hvad man gør når man konstruerer en metafor. Det er metaforisk set ligesom at vende en kikkert fra at være "nærsynet" til at være "fjernsynet". Måske ville man også i blending-teorien tale om re-framing.

Min pointe ved at hive disse udmærkede og aktuelt forankrede forskningsresultater frem - med brug af moderne retorik - er en jeg har været inde på tidligere - at kreativitet ikke er bundet til moralsk tænkning og adfærd. Der foregår blending over alt hvor der skal løses problemer og man skal tænke hurtigt og automatisk.
   Disse undvige-strategier er jo internaliseret gennem mange års poltiske praksis i forholdet mellem politikere og journalister - og er indlært på samme måde som når man har lært at cykle: Når man først kan, så gør man det bare uden at bevidst at tænke på hvordan man skal holde sig kørende uden at vælte. Og det er indlært på samme måde som når journalister lærer at vinkle og skære en historie til en nyhedsartikel.

Navnene på de tre forskere er: Heidi Jønch-Clausen, Christina Pontoppidan, Jonas Gabrielsen.