Fusion af to kreative institutioner - og har det noget med blending at gøre

Jeg har sådan on and off fulgt med i en debat om planerne om at fusionere Kunstakademiets arkitektskole og Danmarks Designskole. Når jeg bliver fanget af diskussionen er det selvfølgelig fordi det drejer sig to gamle velmeriterede institutioner der danner rammen om uddannelse af særligt kreative mennesker inden for visuel kunst og kunsthåndværk.
   Så ser jeg lige idag i Politiken at min sidekammerat fra 4. mellem på Christianshavns Gymnasium, Mogens Rukow, nu har et indlæg i debatten. Han er selv ansat som underviser på en tredje kunstskole: Den danske filmskole. Han mener nej.
   Jeg kender ikke alverden til nogen af de to institutioner som der er nogen der har planer om skal fusioneres. Og jeg tænker også: Alle mulige andre uddannelsesinstitutioner er i de senere år blevet fusioneret. Også uden den helt store debat. F.eks. var jeg ansat på Odense Universitet et par år, og så blev  det fusioneret med forskellige sønderjyske højere læreanstalter i Sønderjylland, og pludselig hed vi Syddansk Universitet. Om det har været godt eller skidt, ved jeg faktisk ikke. Og i forhold til hvilken målestok? Bedre økonomi (=besparelser), større kreativitet inden for forskning og undervisning, bedre mulighed for statslig styring og prioritering???
   Men altså: Hvorfor er der så skarpe og engagerede indlæg - især imod fusioneringen? Og hvem er for? Og hvad er argumenterne?

Jeg tænker også at fusionering jo på en eller anden måde har noget med begrebet og fænomenet blending at gøre. Blending handler om at skabe og samtænke et nyt konceptuelt rum ud fra to eksisterende og forskellige konceptuelle rum, ved at trækker udvalgte egenskaber og kvaliteter fra disse input-rum med ind i et nyt mixet rum, som man så kan forholde sig til når det manifesterer sig i ord, sætninger, fortællinger. Og et sådant blended konceptuelt rum er grundlaget forg grænseoverskridende tanker og nyskabende handlinger.
   Og det er vel også det fusionering drejer sig om: Institutioner korresponderer jo med komplicerede mentale rum hos medarbejderne hvori indgår forstillinger om roller, relationer, værdier, kvaliteter og sociale praksisser som definerer  institutionen som en sociologisk enhed. Og når man ud af to forskellige af den slags vil skabe en tredje, så skal der skabes nyt, noget skal bringes med over, og noget forlades.
   For at en fusionering skal kunne foregå på en måde som er kreativitetsfremmende, så kræver det en mængde blending-operationer hos de mennesker som skal medvirke til og indgå i fusionen, og som skal tænke sig selv ind i et blended konceptuelt rum hvor kvaliteter og elementer fra de to input-instituioner skal indgå. Men kravet er også at der i det blendede rum skal opstå noget nyt og positivt som ikke findes i de to input-rum.

Når man ser på nogle af de indlæg der har været fremme i pressen, så synes det at være en diskussion der har at gøre med at Designskolen er funderet i en kunstpædagogik som er praktisk-håndværksmæssigt funderet, mens Arkitekskolen er funderet i en akademisk undervisnings- og forskningtradition.

Det er en gammel diskussion om to måder at lære og forstå på: en hvor man lærer gennem praksis, som man efterfølgende kan reflekterer over, og en hvor man lærer ved at teoretisere over en kommende praksis.

På de nye akademiske journalistuddannelser på SDU og på RUC findes det samme modsætningforhold indbygget i uddannelsen og i lærerkorpset. Det er de journalistisk uddannede lærere som underviser de journaliststuderende i at udøve faget som håndværk: skrive avisartikler eller til nettet, producere radio- og tv. De akademiske lærere forsker og underviser i mediesociologi, målgrupper, redaktions- og professionskultur, pressehistorie, etik, mediehistorie.
   Men en tilbagevendende kritik fra de studerdes side har begge steder været at der ikke sker nogen konceptuel blending mellem de to konceptuelle rum, underlagt hver sin frame, og forankret i hver sit forhold til virkeligheden, et der forbinder faget til direkte handling, og et der forbinder faget til distanceret og distancerende refleksion og teoretiseren.
   Man burde måske inden fusionen af Disignskolen og Arkitektskolen, lige tage bestik af og prøve at finde ud af hvorfor det ikke er lykkedes af blende de to faglige frames i journalistik på universiteterne

Casper David og Helligånden - Kasper Colling Nielsen og den splittede personlighed

Weekendavisen 16. april 2010, kultursektionen. Interview med Casper Wenzel Thornøe alias Casper David. Rubrik: "Vandreren over tågehavet". Interviewer: Poul Pilgaard Johnsen:

Det der gør Casper interessant i min sammenhæng er at han er både præst/filosof og musiker og at han som musiker bruger et alias der peger mod den hyperromantiske tyske landskabsmaler: Casper David Friederich; rubrikken refererer til  titlen på et af denne malers kendte billeder. Det er Casper der selv har opfordret Poul Pilgaard til interviewet. Casper fortæller i mailen til journalisten at han som diplomatbarn har flyttet meget rundt mellem storbyer: Bonn, Barcelona, Paris, Berlin, København. Referer til  at han har boet i Hellerup. Artiklen fortæller

På et tidspunkt fandt han kærligheden i spanske Laia og flyttede til Barcelona, mens han færdiggjorde studierne. Senere flyttede de til Danmark, hvor Laia fik arbejde som farmaceut på et apotekt i Herning, og planen var at han skulle færdiggøre en engelsk udgave af sin ph.d.-afhandling om uforanderlighed i europæisk filosofi. Ikke på noget tidspunkt siden sin gymnasietid havde han så meget som rørt sin guitar eller sunget en strofe, men en tilfældig dag sad han i en bil på en parkeringsplads og ventede på sin kone, og som ramt af lynet strømmede melodierne pludselig igennem ham. Det er sådan han fortæller det:
    ”Jeg følte det som var jeg et medium. Alt lå klart – toner, melodier, arrangement. Teologisk sagt var det Helligånden der ramte mig den dag på parkeringspladsen i Herning. Det var ikke noget jeg ville, det var noget der skete.”

For det første kan vi lige notere det som vi kender kreative personligheder på, nemlig at det er som om de er to personligheder i et. Og at der i hvert fald er noget med "hjemløshed"i barndom og ungdom - han har flyttet meget rundt, og er, som han selv siger "kosmopolit", gennem sin opvækst; men det er så noget han nu som voksen reagerer imod politisk og holdningsmæssigt, bl.a. ved at være blevet præst i Vestjylland, forstår man af interviewet. Og så kan man bemærke noget jeg ikke har skrevet om før: at behovet for og driften mod kreativ udfoldelse der bryder med den personlighed man ellers praktiserer, kan komme som et mentalt vulkanudbrud, helt uventet, og med en eksplosiv kraft, her udtrykt i spirituelle og religiøse termer: "medium", "Helligånden der ramte mig". Det er det romantikerne kaldte at blive inspireret.

I samme avis: Rubrikken: "Mount København". Journalist: Synne Rifbjerg. Interviewbaseret portræt af forfatterdebutant: Kasper Colling Nielsen. Her et par tekstafsnit fra artiklen:

Kasper Colling Nilsen har skrevet, siden han var seksten år. Han har sågar uden at ryste på hånden kaldt sig forfatter, det havde ikke noget med at publicere at gøre. Alligevel var han meget i tvivl om, hvad han skulle. da gymnasiet var forbi.
   ”Jeg havde en masse problemer, da jeg var yngre, så i en periode flyttede jeg til Namibia i Afrika og arbejdede på en fotoskole der i et slumkvarter.” (...)
   "Vi kan aldrig bare stille os uden for verden og betragte den objektivt. Verden er uløseligt forbundet med os, og vi med verden. Verden er ét med os. Den menneskelige krop er ikke umiddelbart genkendelig. Tingene vi omgiver os med, hænger fast på os og bliver en del af os."
   - Er det defor mange af dine personer kan forvandle sig til mange andre skikkelser og have et eget liv uden for den såkaldt ”almindelige verden”?
   ”Vi muterer hel tiden med vores omgivelser, og det der sker i vores liv. Jeg prøver som mit store forbillede Kafka at skabe nogle figurer, som er både virkelige og virtuelle. Jeg mener, at det psykologiserende greb, skal bekæmpes med hård hånd, det er så undertrykkende. At man bare er et produkt af noget, der er sket i ens barndom, og resten af livet kan så gå med at overkomme de traumer. Det er skabelonen for langt størstedelen af al litteratur der skrives, og den slags litteratur interesserer mig ikke.”

Romanen han har skrevet, har som det overordnede og drivende plot at der bygges et 3 km højt bjerg på området omkring Avedøre: "Mount København". Og hvad det kan afstedkomme af interessante historier for en masse mennesker og for udviklingen i Danmark. 

   Om hans personlighed: "Jeg havde en masse problemer da jeg var yngre", siger han. Og så understreger han kraftig og uopfordret at hans roman-figurer absolut intet har med hans oplevelser i barndommen at gøre.
   Det peger jo, som en slags ironi, på at det har de i hvert fald, men at de er så godt og grundigt blended i hans roman at det nu ligger skjult i et symbolsk, fremmedgjort og fantastisk univers (jfr. hans henvisning til Kafka). Hans personer i romanen beskriver han jo så også i blending-termer: de er både "virkelige" og "virtuelle".
   Det er ikke nogen urimelig hypotese at sige at sådan føler han sig nok selv: en splittet personlighed med en mental stavblender der prøver at hele ved at skabe.

Morten Kirkskov - Anne Marie Løn - den særligt kreative personlighed og Anders Fog Rasmussen

To eksempler på meget eksplicitte udlægninger af hypotesen om barndomstraumer som kilde til kreativitet.

1. I SøndagsPolitiken 18. april er der i kultursektionen et to-siders opslag med et portrætinterview med Morten Kirkskov, instruktør, dramatiker, teaterchef og debuterende forfatter.  Interviewet er lavet af Anne Bech Danielsen. På sektionsforsiden står denne manchet:

Han har hæreget sig selv siger han. Både sig selv og andre. Da han var 13 år, oplevede han nemlig verden gå under - og det skulle tage den kommende teaterchef på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, en stor del af livet - og en roman - at komme på sporet af det hele igen.

Hele portrættets vinkel er hvad en tragisk barndomsoplevelse har af langtrækkende konsekvenser for forfatterens liv. Rubrikken inde i avisen er et citat fra interviewet: "Hvis man gerne vil betyde noget for sine børn, skal man bare dø fra dem." Hans mor som han elskede højt, dør pludselig af kræft da han er 13 år.

Det er faktisk det største tab: at jeg ikke lærte mine grænser at kende. At jeg stadig prøver at på at definere dem, stadig leder efter en etik og stadig forsøger at finde ud af, hvad man kan være bekendt over andre mennesker og sig selv.(...)
   Det får nogen konsekvenser for resten af mit liv. Alt andet lige ligger din mor altså øverst på hitlisten, når du er barn. Og så dør hun! Så står den plads altså ledig i rigtig mange år. Jeg ved egentlig ikke, om den er er helt besat endnu, om den skal besættes. Hvem kan erstatte en mor? Men pladsen står bare der og blinker helt tomt. Der er bare vacancy, og jeg kan godt mærke, at jeg har søgt i øst og vest efter erstatninger.

Her har vi hans egens og journalistens sublimeringshypotese i klartekst. Når han skriver romanen, og alle de andre kreative ting han har foretaget sig, så er det for at fylde savnet ud gennem sine fantasiprodukter. Han siger senere:

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal prøve alting. En af mine venner har sagt, at jeg gør det fordi jeg kan. Måske er det også med ikke at høre til ét sted. Den her rastløshed, der bare har buldret rundt i kroppen på mig.

2. I samme sektion er der en bemærkelsesværdig og øjeåbnende kronik af forfatteren Anne Marie Løn: "Et land i chok efter Anders Fogh Rasmussen." Hun tolker AFR´s politiske liv og virke, som et resultat af en traumatisk barndomsoplevelse hvor hans families landbrug og dermed hele livsgrundlag var truet fordi gården var på randen af økonomisk kollaps. Sådan:

For Anders var det en tragedie. Hel hans tilværelse brasede sammen, men ingen talte med ham om det.
   Hvad følte han, den 11-årige dreng, når han lå i mørket alene og græd? Hvordan gik ulykken ind på hans sanser? Hvad skulle der til for at løse problemerne? Svare lå lige for: "Magt og penge". Hvad skulle der til for aldrig igen at rammes af stå stor en smerte? I det ubevidste har svaret været: "Du må ikke mærke".

Gårdens krise blev afhjulpet, familien blev boende og knoklede løs. Som voksen var ingen af børnene knyttet til hjemmet, slet ikke Anders, de andre kom hjem en gang imellem, det gjorde han ikke. Som et genfærd af det barn han engang var, som tænkte klart og følte dybt, stred han videre i livet.
   Den smerte, et barn engang følte, genererer og regenererer i særlige tilfælde brændstof til skabende eller eller ødelæggende kraft. For de fleste går tryghed og glæden i det lange løb lige op med smerten, så det sårede barn kan forvalte barndommens samlede pulje til et nuanceret voksenlive mellem to yderpunkter.
   Polerne spejler hinanden. Talent, disciplin og høj arbejdsmoral, ærgerrighed havde AFR tilfælles med den skabend kunstner foruden en ild der brænder til et livs satsning.
I spejlets blind vinkel findes kunstnerens mentale gehør og latente tvivl, i modpolen er de fraværende. Det gjorde ham dygtigere end de fleste og farligere end nogen.

Jeg ser Anne Marie Løns udlægning af de ulykker AFR har begået som politiker og statsminister, som en beskrivelse af en kreativ personlighed, hvor den blending ("mellem to poler") som skaber de kreative produkter, aldrig er kommet i stand. Deraf hans destruktive virke med at skabe skel og grænser og stivnen i al politisk tænkning: ingen politiske forlig hen over midten, stramning af alle love om indvandrere og kriminelle, nedkæmpelse af smagsdommer-institutioner som mener det modsatte, etc. etc.

Decoupager - dronningen - og kreative restriktioner

Jeg nævnte i en tidligere blog at der var en række kunstretninger, stilarter og genrer som i selve deres definition havde "blending". Og jeg nævnte også tidligere at dronningen utvivlsomt tilhører den type mennesker jeg har kaldt en (særligt) kreativ personlighed.
   Hun udstiller nu malerier, dekorationer, kostymer og andre udtryk for hendes behov for kreativ skaben. Det hun af anmelderne bliver mest rost for er hendes såkaldte decoupager. Jeg har godt set nogle af dem på tv og i aviser, men har i mit eget hoved kaldt dem collager. Dronningen har imidlertid helt tjek på de finere distinktioner. I forordet til bogen De vilde svaner som indeholder en række illustrationer hun har klippet sammen af billeder fra mange forskellige kilder, skriver hun:

Det er decoupager, jeg laver, og ikke collager. Collage er det, som blandt andet kubisterne fandt på i begyndelsen af det 20.århundrede, og som mange kunstnere den dag i dag benytter sig af. Her blandes alle slags udklip med maleri og tegning og ofte også med gamle aviser og alskens ting og sager til en fantasifuld helhed. Sådan arbejder jeg ikke. Jeg benytter udelukkende forskelligt billedmateriale. Principielt griber jeg ikke ind. Andet end med saksen.

De sidst linjer i citat illustrerer et andet fænomen som hører til kreativitetens psykologi: selvpåførte kreativitetstimulerende restriktioner. Dette at man vælger nogle rammer og spilleregler som vil underkaste sig - i form af indholdsmæssige eller æstetiske begrænsninger. Og dronningen har valgt sine rammer, så det udelukker en masse input fra andre kilder end netop billeder: noget der i forvejen forestiller noget.

Wikipedia definerer fænomenet sådan: "Kreative restriktioner handler om at man begrænser sig selv for at opnå en ny effekt ellert et mål som ikke kan nås gennem konventionelle metoder". Og den store engelske poet T. S. Eliot skriver sådan her: "When forced to work within a strict framework the imagination is taxed to its utmost – and will produce its richest ideas. Given total freedom the work is likely to sprawl."
   Eksempler på selvpåførte kreative restriktioner har vi i dansk spillefilms "dogmeregler", eller det 1700-tallets dramaturgiske spilleregler: tidens, stedets og handlingens enhed.

I et Niels Thorsen-interview i Politiken 06-09-2009 fortæller Kim Fupz Aakeson om hvordan det var at komme ind på Filmskolen:

Og det var simpelt hen sådan: Honey, I´m home
At skrive en roman er som at skrive en fristil. Lammende. Man kan skrive hvad som helst og løber derfor let tør for ideer, inden man har fået en eneste. På Filmskolen var det anderledes. Her kostede historierne pludselig penge. Udendørs var dyrt. Nat var dyrt. Mange mennesker var dyrt. Så man måtte finde på noget i en lejlighed med en mand og en dame.
”Det syntes jeg var skide sjovt! Man er nærmest i gang, før man er i gang.

Fænomenet omtales også somme tider som "kreativ askese".

"Mapping" - at kortlægge noget ved hjælp af noget andet - og hvad deraf følger

I litteraturen om "conceptual blending" og om "metaphors we live by", forekommer ordet og begrebet "mapping". Det betyder på engelsk at kortlægge, men også at fremhæve eller udpege det der har særlig betydning. Jeg har set en dansk oversættelse som bruger ordet at afbilde, som ordbogen udlægger som "at give et billede af noget". Det indfanger så ikke den engelske medbetydning af at noget fremhæves eller udpeges som betydningsfuld.

"Mapping" bruges gennemgående i forbindelse med metaforer når Lakoff og Johnson taler om "mapping across conceptual domains", hvor der altså foregår en "mapping" af egenskaber og/eller relationer fra et element i kildedomænet til et element i måldomænet når mennesker tænker og taler i metaforer. Når man f.eks. bruger metaforen bolighaj, så bliver der ved "målet" for den metaforiske proces boligejer, gennem denne "mapping" fremhævet en række negative egenskaber som den metaforiske "kilde": haj- er kendt og berygtet for.

Ligesom et kort er noget visuelt, så er en metafor det også. Metaforisk tænkning er grundlæggende tænkning i billeder og ved hjælp af billeder - i modsætning til tænkning gennem begreber og abstraktioner: "Nogle boligejere er skrupelløse når de tager urimeligt store huslejer for dårlige boliger til fattige lejere", bliver altså koncentreret og komprimeret i det metaforiske billede "bolighaj". Det samme gælder mange andre tilsvarende udtryk fra aviskampagnernes verden: skatteål, skrankepave, halalhippie.
   Fidusen ved den type tænkning der ligger bag den slags metaforer, er at de gennem den sproglige komprimering i det sammensatte ord forfører i  stedet for at udfordre til analyse og argumentation. For eksempel kan bolighaj-metaforen forlede til selvtægt og gengæld fordi en haj associerer til noget der er vildt og farligt i naturen som skal bekæmpes og dræbes.

I stedet for "billeder" kan vi måske bruge ordet "forestillinger, og den tankeproces det er at forestille sig noget. Om en metaforisk tanke eller ide, kan vi sige at det er en forestilling som får en særlig betydning og et særligt indhold  ved at blive tænkt gennem og i lyset af en anden forestilling: A (=taget) ses igennem B (=source) som en særlig optik der fokuser på og fremhæver noget, og udelader elle "tåger" noget andet.

Lakoff og Johnson taler også i en senere bog om "projection": altså at der sker en projektion - en overføring - fra kilde-domænet til mål-domænet. Her sammenlignes den metaforskabende proces med et motiv der projicere op på en skærm, f.eks.fra en serie lysbilleder, fra powerpoint-slides, fra sommerferiefotos, fra kopier af tv-indslag.
   Forfatterne er utilfredse med begge terminologier, skriver de, og begrebet blending er meget mere omfattende, så selv om det også dækker metaforisk tænkning, så er det ikke særlig præcist.
   I efterordet fra deres bog i 2003-udgaven argumentere de så for at de metaforiske tankeprocesser hænger sammen med neurologiske koblinger og netværk i hjernen, og giver dermed ny betydning til begreberne mapping og projection:

Metaphor is a neural pehenomenon. What we have referred to as metaphorical mappings appear to be realized physsically as neural maps. They constitute the neural mechanism that naturally, and enevitably, recruits sensory-motor inferences for use in abstract thought.

Dermed får de givet en decideret fysisk-kropslig basis for det der var deres oprindelige "opdagelse", nemlig at en lang liste af primære og fundamentale metaforer som det er uundgåligt at bruge uanset hvad man taler om, typisk relaterer sig til kroppen som målestok og referencepunkt (jfr. den tidligere blog om kreativ tænkning og hjernen).