Kunst, kreativitet og kaos i hjernen - ny hjerneforskning om forbindelsen mellem sindsygdomme og det kunstneriske sind

Karen May Sorensen (skizofren): Tea Time 

NB! Dette indlæg kan med fordel læses i forlængelse af det foregående, da der er oplagte koblinger mellem dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/06/om-kruseduller-pa-papiret-og-om.html

Siden 2011 har jeg med ujævne mellemrum skrevet indlæg om den mulige sammenhæng mellem sindslidelser og kreativitet. Det første er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

Det seneste er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/hvad-ved-man-efterhanden-om-hjernens.html

Jeg har også i flere indlæg været inde på temaet i forbindelse med forskellige udstillinger af store (geniale?) kunstnere der også var syge i sindet. Senest i det her om den svenske maler Karl Frederik Hill som Nivaagaard præsenterede sidste efterår:

Karl Frederik Hill: "De sidste mennesker"

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/kunst-og-galskab-er-der-en-sammenhng.html

Og den i mange år ukendte svenske kunstner Hilma af Klint hvis 'abstrakte billeder' blev udstillet på Louisiana for et par år siden, hun havde også et 'skrøbeligt sind' ifølge kilderne. 

   I hvert fald havde hun i sin ungdom mange og stærke hallucinationer og var i øvrigt synæstetiker:

Maleri af Hilma af Klint

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html 

I 2012 bragte jeg et indlæg om kunstnere med skitzofreni hvor jeg omtalte blandt andre Anne Marie Brauges og Torben Bohses billeder som er udstillet på museet på Sct. Hans:

Maleri af Anne Marie Brauge

Torben Bohse: Uden titel (Sct. Hans)

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/skitzofreni-og-kunst.html

Når emnet interesserer mig, er det blandt andet fordi jeg selv gennem et langt liv har udfoldet mig kreativt på flere fronter, og samtidig har en halvsøster som blev skizofren i en alder af 14 år. Og der er efterhånden en del forskning der taler for at der er en sammenhæng, og at den er genetisk bestemt.

Det fremgår også af en artikel i Weekendavisens kulturtillæg fra den 17. juni, skrevet af Lone Frank, en af de få virkelig originale videnskabjournalister i Danmark.

   Artiklen har rubrikken:

Syg kunst

Og overliggeren fortæller hvad vinklen er:

Myten om den store kunstner plaget af psykisk sygdom, kender vi alle. Men har det noget på sig? Er der en sammenhæng mellem kreativitet og sindslidelser?

Spørgsmålet er selvfølgelig stillet op, så det kan besvares med et JA ... MEN.

Jeg har læst de fleste af Lone Franks bøger, interviews med hende, og ganske mange af de artikler hun i årenes løb har skrevet i Weekendavisen.

   Sidst jeg skrev om hende var da bogen "Lystens pioner" udkom i foråret.

En af pointerne i en af hendes tidligere bøger "Mit smukke genom" var at hun var genetisk disponeret for depressioner. Faderen var maniodepressiv, moderen havde også depressioner, og begge havde selvmordstanker/-forsøg med i bagagen.

   Og selv var hun tydeligvis både superintelligent og meget kreativ. Det sidste viser sig tydeligt i hendes bøger der altid har et personligt metalag - "Lone Frank jagter en sandhed - også om sig selv" - som spændingskabende journalistisk plot.

Jeg er spændt på om der er nyt på området fordi det ikke er så længe siden jeg selv skrev om denne sammenhæng. Blandt andre havde jeg fundet frem til Shelly Carson der har fremsat teorien om "sharede vulnerability", en teori der går ud på at nogle gener der gør sindet sårbart eller overfølsomt i forhold til for mange sensoriske input, er fælles for mange kreative mennesker og mennesker med sindslidelser som depression og skizofreni.

   Den teori som inddrager fænomenet større eller mindre 'latent hæmning', refererer Lone Frank også. Hun skriver:

Undersøger man mennesker med skizotypisk træk, scorer de gerne højere end gennemsnittet på forskellige kreativitetsmål, og når man omvendt tester indlysende kreative mennesker, scorer de højere på skizotypiske træk end mindre kreative. 

Så den er god nok, der er en sammenhæng. Men hvad går den egentlig ud på?

Det handler om "kognitiv disinhibition", som psykologerne siger - eller en mere porøs psyke. Med det skizotypiske bliver der dybest set løst op for nogle af de normale mentale restriktioner og bånd som vi ubevidst kører med.

   Hjernen bombarderes hele tiden udefra af sanseindtryk, mens tanker og følelser trænger sig på fra indersiden, og for at kunne navigere og prioritere i rodet, er der installeret nogle mentale filtre. Mere eller mindre automatiske hjernemekanismer, som holder den rette mængde information tilbage, så der ikke opstår kaos i bevidstheden.

Det er meget klart og præcist formuleret med metaforer som "porøs psyke" og "mentale filtre" til at anskueliggøre hvad det handler om.

Filterfunktionen er kraftig nedsat hos skizofrene, og det samme gælder faktisk kreative individer, som ikke viser tegn på sygdom.

   "Hos dem lækker der lidt mere information ind i bevidstheden, som dermed har mere at arbejde med og kombinere," som psykolog ved Harvad University, Shelly Carson har formuleret det.

Teorien har Shelly Carson bl.a. fremsat i en afhandling fra 2011 med titlen "Creativity and psychopathology - a shared-vulnerability model".

   I artiklens "abstract" sammenfatter hun den således:

This model, supported by recent findings from neuroscience and molecular genetics, suggests that biological determinants that confer risk for psychopathology interact with protective cognitive factors to enhance creative ideation. Elements of shared vulnerability include cognitive disinhibition (which allows increased stimuli into conscious awareness), an attentional style that is driven by novelty-salience, and neural hyperconnectivity that may increase associations among disparate stimuli. These vulnerabilities interact with superior meta-cognitive protective factors, such as high IQ, working memory capacity, and cognitive flexibility, to produce an enlarged body of stimuli that is available in conscious awareness to be manipulated and combined to form novel and original ideas.

Pointen er her at der for dem der ikke bliver syge i sindet selv om de mentale filtre er mindre tætmaskede på grund af et særlig genetisk setup, at de med sig i den mentale bagage har nogle "beskyttelsesfaktorer" der gør dem mindre sårbare og mere modstandsdygtige mod det indre kaos som det øgede input af informationer kan bevirke.

   Til disse beskyttelsesfaktorer hører det som Lone Frank omtaler som "rå intelligens", men også en relativt større kapacitet i arbejdshukommelsen og en 'kognitiv fleksibilitet', som gør det muligt for de særligt kreative at kombinere de flere input til nye og originale ideer.

Og de 'sårbahedsfaktorer' som særligt kreative og sindslidende har som fælles genetisk bagager er:

• Svækket 'latent hæmning' (= mere porøse mentale filtrer mod sensoriske input)
• Forstærket lyst til at gå på opdagelse ("novelty-seeking")
• 'Neural hyperkonnektivitet', dvs at der er unormale neurale forbindeler mellem hjerneområder der ellers ikke er funktionelt forbundet (som man fx ser hos synæstetikere)

I en af artikelversionerne finder man dette resume af artiklens "highlights":

• Cognitive systems that underlie creative ideation may be dependent upon irregularities in both serotonin and dopamine neurotransmitter systems.
• Creative individuals may depend on vulnerability factors to enhance their work.
• Since creativity and psychopathology may be different outcomes of biological vulnerability factors, art, music, or writing therapies may improve symptoms of psychopathology by increasing protective factors associated with creativity.

Man bemærker at der ved alle tre punkter står "may be". Der er tale om en model eller en teori.

   Jeg noterer også at den fysiologiske forklaring på afvigelserne sandsynligvis skyldes afvigelser og uregelmæssigheder i produktionen af neurotransmitter-hormonerne dopamin og serotonin i hjernen.  

     Der er uorden i det man kalder 'dopaminsystemet' som blandt andet styrer det såkaldte 'belønnngscenter' som kan skabe afhængighed af fx alkohol og euforiserende stoffer eller af dagdrømmerier (jfr. foregående indlæg). 

   Se mere om det her hvor jeg refererer til forskning af den svenske forsker dr. Ullén fra Karolinska Instituttet:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/hvad-ved-man-efterhanden-om-hjernens.html

Hovedpersonen i første del af Lone Franks artikel er psykiateren Nancy Andreasen fra University of Iowa.

   Hun har foretaget eksperimenter med at lade anerkendte kunstnere hjerneskanne - og  så konstatereret at der hos dem, både når de var i hvile og når de fik nogle forskellige opgaver og input, var usædvanlig høj aktivitet i de centrerer i hjernen som kaldes 'assciationsområderne' ('association cortecies').

   De beskrives sådan her i Lone Franks artikel:

Det er de dele af den krøllede hjernebark, som modtager og behandler information fra sanserne og integrerer dem med  erindringer og information som allerede er lagret.

   Og den høje aktivitet gav mening. For er kernen ikke netop at tage det kendte og forme noget nyt og originalt ud af det?

Det er ikke alverden præcist. Og går jeg til kilden: Nancy Andreasens egen beskrivelse, så er hun heller ikke mere præcis. Men hun beskriver sine erfaringer og sin forskning meget levende, så jeg kan godt forstå at Lone Frank trækker intimt på hendes "erindringsskitse" fra 2014.

   Her et link til hele teksten som er meget personligt fortalt:

http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2014/07/secrets-of-the-creative-brain/372299/

En større engelsk leksikon-artikel der beskriver forskningen i hvordan de forskellige dele af associations-områderne i den krøllede hjernebark fungerer, slutter med følgende skelnen mellem tre 'associations-cortecies':

Together, these studies indicate that, among other functions, the parietal association cortex is especially important for attending to complex stimuli in the external and internal environment, that the temporal association cortex is especially important for identifying the nature of such stimuli, and that the frontal association cortex is especially important for planning appropriate behavioral responses to the stimuli.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK11109/

Hvis teorien om at særligt kreative personer har en relativt lav latent hæmning, (LLI) hvis den holder, så hænger det jo godt sammen med at de så skal bruge mere mental energi til at sortere og bearbejde de relativt flere informationer som slipper igennem de mentale filtre.

   Det hænger også godt sammen med at associationsområderne ikke bare skal integrere informationer udefra via sanserne, men også bearbejde input indefra - fra det der kaldes 'default mode-netværket' i hjernen, som antages at værre tæt forbundet med det at vær kreativ.

   Det er det netværk som er meget aktivt når vi er i hvile, og når vi dagdrømmer, men det er også aktivt når vi fx hører historier eller ser dem på film, eller når vi skal fremkalde episodiske erindringer fra fortiden, eller forestille os hvordan andre personer har det ('Theory of Mind'), eller fantasere om os selv i fremtidige situationer.

 

En teori (som jeg ikke lige har set luftet nogen steder) kunne være at særligt kreative mennesker med et mere porøst mentalt filter end de fleste (=LLI), også har et mere porøst filter i forhold til input fra det introspektive, drømmende og fantaserende default mode-netværk. Når der derfra lækker flere informationer ind til de andre associationsområder end 'normalt', så har disse dele af associationscortex  et større job med at integrere dem med de informationer der kommer udefra.

   Og så er de altså en fordel at være udstyret med en eller flere af de mentale "beskyttelsesfaktorer" nævnt oven for.

Jeg har fundet den her model af samspillet mellem default mode-netværket og to andre netværk som til sammen "make up creativity":

Hvordan associations-cortex-områderne skal placeres i forhold til dem, kan jeg ikke lige gennemskue her.

   Men på en anden blok har jeg fundet et interview med en af pionererne inden for hjerneskanninger og opdagelsen af forskellige netværk i hjernen, professor Marcus Raichle fra Washington University School of Medicine in St. Louis, Missouri.

   I interviewet forklarer han funktionen af tre forskellige netværk i hjernen: 'the default mode network' og to andre. Han bliver spurgt:

Two other networks in the association area are called the attention and salience networks – what is the difference between these and the default mode network?   

Og han svarer:

“Attention networks – there are actually two of them – determine our capacity to attend to specific tasks we need to do. Studies indicate that certain areas of the cortex have increased activity when we perform tasks with the attention focused in a specific direction or on specific aspects of the task. These areas are active all the time, no matter what we are doing. But their activity increases, as does their impact, when we focus on distinct tasks. I like to think of it as losing yourself in your task or work, and you just focus on what you are doing.

   “The salience network seems to be involved in determining how relevant a particular piece of information, or a thing you are looking at or thinking about, is to you. This brings us closer to the perception we have of how we integrate information from the world around us with ourselves. We must be capable of relating to the external world, as well as our bodies, with some sort of self-image. Something could be important to you because you like it, or because you don’t like it and it is potentially dangerous. Those are critical decisions for survival.

   “To summarize the function of the three networks: the attention network makes it possible for us to relate directly to the world around us, i.e., here and now, and the default mode network makes it possible to relate to ourselves and our memories and previous experiences, i.e., the past and future. The salience network makes us switch between the two others according to our needs.” 

http://www.themeditationblog.com/the-brains-default-mode-network-what-does-it-mean-to-us/

Det er for mig lige nu uklart om det er aktiviteten i alle tre netværk som Nancy Andreasen har målt på.

   Mit bud ville være at den relativt større aktivitet i associationscortex hos de særligt kreative forsøgspersoner, primært stammer fra default mode-netværket, og at den aktivitet så udløser øget aktivitet i det to andre netværk.

Et hvilket som helst blogindlæg fungerer som en 'serendipitetsgenerator' (et nyt ord jeg lige har opfundet). Dvs. når først jeg begynder at skrive på det, så surfer jeg energisk på nettet, og så opdager jeg begreber og sammenhænge som jeg ellers aldrig ville have tænkt på.

   Det gælder også dette indlæg som jo handler om en række emner jeg med flid har dyrket her på bloggen.

  Men med i købet får man jo som regel en række links til hjemmesider hvis indhold man gerne vil forfølge videre - en anden dag. 

   Ofte glemmer jeg dem så, men denne gang bruger jeg slutningen af bloggen her som en huskeliste over links som jeg regner med at ville udfolde ved en senere lejlighed.

    Det er dels noget om default mode-netværket som kilde til litteratur og storytelling, dels noget om de positive sider ved dagdrømmerier (det forgående indlæg handlede jo om nogle negative sider), og endelig stødte jeg på en mand som jeg må kigge nærmere på: Donald T. Cambell, der blandt andet har udviklet en teori om evolutionen af kreativitet som forkortes BVSR, der står for "Blind Variation and Selective Retention".

http://www.psychologytoday.com/blog/beautiful-minds/201102/why-daydreamers-are-more-creative

http://www.blog-thebrain.org/blog/2015/01/06/literary-activity-and-the-default-mode-network/

http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fnhum.2013.00330/full

http://www.blog-thebrain.org/blog/2015/01/06/literary-activity-and-the-default-mode-network/

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3613603/

http://mindblog.dericbownds.net/2014/03/default-mode-network-seat-of-literary.html

 http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fpsyg.2013.00626/full

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24300116

https://www.psychologytoday.com/blog/the-fundamental-four/201202/creativity-and-intelligence-the-underlying-bvsr-process

https://en.wikipedia.org/wiki/Donald_T._Campbell#Blind_variation_and_selective_retention

 https://en.wikipedia.org/wiki/Campbell%27s_law

Om kruseduller på papiret - og om afhængighed af dagdrømme, kaldet 'maladaptive daydreaming'

I det fine glittede magasin som min bank sender til mig med posten med passende mellemrum, stod der en artikel om betydningen af det at tegne kruseduller, mens man fx lytter til en forelæsning eller sidder med rundt om bordet til et vigtigt møde med seriøse indlæg. 

   Rubrikken var :

Det styrker hjernen at doodle

Manchetten lød:

Både John F. Kennedy og Curt Cobain gjorde det. At tegne kruseduller har et stort mentalt potentiale. For doodles, som de kaldes, forhindrer tankeflugt og før det nemmere at huske.

Det synes jeg lyder interessant, for jeg hører også til dem der kan finde på at 'doodle' når jeg bare skal høre efter. Og har vel en gang imellem haft lidt dårlig samvittighed over det, for det at sidde og tegne - formålsløst - på et stykke papir, anses vel almindeligvis som et udtryk for at man keder sig eller er uopmærksom, har jeg nok tænkt. 

Men ny forskning fra Plymuth University viser "at doodling faktisk kan skærpe evnen til  at lytte og huske."

I et forskningsforsøg afspillede den engelske psykologiprofessor Jackie Andrade en besked for 40 testpersoner. Halvdelen fik at vide, at de bare skulle lytte, mens den anden halvdel fik lov til at tegne kruseduller imens. Og resultaterne var bemærkelsesværdige. De krusedulletegnende huskede i gennemsnit 7,5 stykker information, mens den ikke doodlende halvdel i gennemsnit kunne huske 5,8 stykker information.

Forklaringen er at krusedulletegning mens man lytter, er med til at blokere for dagdrømmerier som ofte er en følge af at hjernen keder sig. 

   Og det at dagdrømme er faktisk en aktivitet som hjernen bruger meget energi på, så meget energi at vi  ofte ikke kan koncentrere os om samtidig af høre efter hvad der bliver sagt.

"Doodling kræver derimod lige præcis nok hjerneenergi til, at det forhindrer vores opmærksomhed i at gå off-line og forsvinde væk i dagdrømmeriet. Samtidig er det en så simpel aktivitet at det ikke skaber en kognitiv overbelastning, når vi også skal lytte imens," siger Jackie Andrade.

   På den måde placerer krusedulletegning hjernen det perfekte sted midtimellem at tænke for meget og tænke for lidt. (...) Man kan godt tegne løse streger og have skarpe ører samtidig."

Dagdrømme foregår når hjernen har aktiveret det netværk som kaldes 'Default mode network (DMN), eller Task negative network', et kompleks af forskellige neurologisk forbundne hjernemoduler som i øvrigt i følge Wikipedia ...

... is most commonly shown to be active when a person is not focused on the outside world and the brain is at wakeful rest, such as during daydreaming and mind-wandering, but it is also active when the individual is thinking about others, thinking about themselves, remembering the past, and planning for the future

Jeg har hidtil forbundet Default mode-netværket i hjernen med noget positivt, idet jeg har forstået dets aktivering som en forudsætning for alle former for kreativitet - en kreativitet som fremmes af den såkaldt "åbne tilstand" som man kommer i når man sover, mediterer - eller fx ved indtagelse af forskellige former for euforiserende stoffer. 

   Det netværk er også aktivt i forbindelse med at forstå, huske og gengive historier - narrativer - fremgår det af Wikipedia-artiklen:

Studies have shown that when people watch a movie,[9] listen to a story,[10] or read a story,[11] their DMNs are highly correlated with each other. DMNs are not correlated if the stories are scrambled or are in a language the person does not understand, suggesting that the network is highly involved in the comprehension and the subsequent memory formation of that story. The DMN is shown to even be correlated if the same story is presented to different people in different languages,[12] further suggesting the DMN is truly involved in the comprehension aspect of the story and not the auditory or language aspect.

Doodling som jo er en udadvendt fysisk-motorisk aktivitet, skulle altså bidrage til at man ikke fortaber sig i sit indre landskab af historier, erindringer, fantasier, ønskedrømme - fordi den man lytter til, måske er kedelig eller svær at forstå, eller fordi emnet måske ikke fanger en.

   I artiklen i bankmagasinet konkluderer Jackie Andrad at ...

Vi husker ikke kun ved at lytte. Vi opsamler også information igennem det vi ser og mærker. Derfor kan doodling vække neurologiske forbindelser, der eller sover. Når man doodler bevæger man sin hånd og kigger på sine kruseduller. Det giver ekstra sanseoplevelser, stimulerer hjernen og forstærker dens evne til at lagre information og senere hjælper hukommelsen p¨vej, når vi skal genkalde os informationen."

Det giver interessante associationer til to af de andre emner jeg tidligere flere gange har skrevet om i indlæg her på bloggen: synæstesi og mnemoteknik.

   Det kendetegner synæstetikere at de fortæller at de ofte har gavn af synæstesien fordi deres hjerne automatisk associerer fx bogstaver, tal og ord med fx forskellige farver, former, personlighedstyper eller smage, og at de koblinger gør dem nemmere at huske senere fordi der er skabt neurologiske forbindelser til flere forskellige centrer i hjernen.

   Og det er også det der kendetegner de mnemoteknikker som fx Joshua Foer fortalte om i sin bog "Moonwalking with Einstein", nemlig at de informationer det er særligt vigtigt at kunne huske, bevidst associeres med fx billeder, rum i et hus eller historier som man kender i forvejen. 

  

Så selv om krusedullerne altså ikke har nogen særlig betydning når de laves, andet end at blokere for at man falder ind i sig selv, så giver de automatisk neurologiske spor til hukommelsen i andre dele af hjernen (dem som har med synet og bevægelser at gøre) end de dele som modtager det verbale input gennem øret.
   Og de kommer altså til at  fungere som en slags supplerende sensoriske noter for erindringen om det man har hørt. 

Artiklen i Wikipedia peger imidlertid også på den mulighed som taleren har for at aktivere og nyttiggøre DMN hos tilhørerne (i stedet for at det kan være en trussel for opmærksomheden), nemlig hvis han indlejrer sine informationer i fortællingens form, altså i anekdoter og case-historier. For som det fremgår af citatet oven for, så fanger og fastholder "storytelling" - narrativer - DMN-hjernens opmærksomhed på en særlig måde uden hensyn til mediet den er fortalt igennem. 

Men dagdrømmerier kan ikke bare være en flugt fra kedelige snakkemaskiner,   de er også noget nogen kan blive nærmest sygeligt afhængig af, fortæller en artikel i Weekendavisens tillæg Ideer fra den 17. juni. Skrevet af Hans Henrik Fafner.
   Ligesom man kan blive afhængig af at spille, eller løbe, eller se porno på nettet, eller indtage euforiske stoffer.

   Rubrikken:

Ud ad en tangent

Overliggerne fortæller:

Dagdrømmeri. Mennesket bruger i gennemsnit 13 procent af sit vågne liv på at dagdrømme, men for nogle tager det overhånd og bliver en usund afhængighed.

Fænomenet - diagnosen, kan man næsten sige - har fået betegnelsen maladaptive daydreaming, forkortet MD. 

   En forsker fra Haifas Universitet, Eli Sommer, har sammen med kolleger fra andre universitet kortlagt fænomenet og navngivet det officielt.

   De har konstateret at dagdrømmeriet som en slags 'syndrom' kan stille sig i vejen for hverdagens normale funktioner hos visse personer.
   Andre steder på nettet taler man i samme betydning om compulsive fantasizing eller extreme fantasizing.

Wikipedia har også en artikel om 'Fantasy prone persons' (FPP) som har lighedspunkter, men som ikke beskrives som personer med en sygelig afhængighed, men som en særlig personlighedstype:

Fantasy prone personality (FPP) is a disposition or personality trait in which a person experiences a lifelong extensive and deep involvement in fantasy.[1] This disposition is an attempt, at least in part, to better describe "overactive imagination" or "living in a dream world".[2] An individual with this trait (termed a fantasizer) may have difficulty differentiating between fantasy and reality and may experience hallucinations, as well as self-suggested psychosomatic symptoms. Closely related psychological constructs include daydreaming, absorption and eidetic memory.

Hvor stor en procentdel der har MD, kan man ikke afgøre. 

   Artiklen i Ideer fortæller at forskerne mener der  er tale om en glidende overgang fra 'normalt (og dermed 'sundt') dagdrømmeri' (gennemsnit: 13 procent af den vågne tid) og til det 'sygeligt belastende' hvor i gennemsnit 58 procent af den vågne tid bruges til at dagdrømme.

Oversat til mere almindeligt sprog, så er der altså tale om mennesker som er så gode til at skabe fantasibilleder og -fortællinger på den indre skærm at de bliver regulært afhængige af det, og derigennem undgår konfrontation med en ydre besværlig og krævende virkelighed. 

   

Artiklen nævner det ikke, men for mig er det indlysende at aktivering af hjernens belønningssystem indgår som en forklarende faktor på MD-afhængigheden. 

   Det bekræftes af nogle af de hjemmesider der er tilegnet brugere som udveksler erfaringer om deres MD.

   Det kan jo nemt ses som en form for eskapisme som umiddelbart kan minde om den måde intellektuelle i gamle dage sagde at ugebladenes læge- og kærlighedsromaner fungerede på i forhold til frustrerede hjemmegående husmødre som kernelæsere.

Gruppen af MD´ere har forskerne fundet ud af kan delse i to:

I den ene var dagdrømmeriet ren fiktion, både vedrørende handling og optrædende personer, mens indholdet i den anden i højre grad var forankret i virkeligheden. Det kunne dreje sig om ønsket om at tjene flere penge eller at finde den ideelle kæreste eller livsledsager.

Et par case-eksempler refereres i artiklerne af Eli Sommer:

En kvinde fortalte os at handlingen i hendes dagdrømme omfatter omkring 35 fiktive personer. Hun fortalte, hvordan disse personer har været hos hende siden barndommen, og at hun ikke husker et øjeblik, hvor hun har været alene med sig selv.

   En anden kvinde kunne fortælle, at plottet i dagdrømmene konstant ændrer sig i nye retninger og udvikler sig. Det har ded gjort i 30 år, siden hun i en alder af  10 så en tv-serier, som blev hængende i hendes bevidsthed som konstant inspiration for dagdrømmene. 

   Hun berettede, at der kan gå hele dage, hvor hun ikke bestiller andet end at dagdrømme, og at hun har opleve sig selv bekæmpe søvnen om aftenen for at kunne fortsætte. 

Elis Sommer fortæller at oplevelsen af egen dagdrømme hos nogle med MD kan få dem til at le og græde over deres selviscenesatte indre fantasi-historier.

Hvis man går ind på YouTube og søger på "maladaptive daydreaming", så optræder der adskillige videoer med (især) unge kvinder som fortæller om der afhængighed og hvordan det opleves. 

   Som fx. den her:

Også forskeren Eli Sommer har på YouTube en længere video hvor han fortæller om sine erfaringer og sin forskning i MD:

Wikipedia har en artikel om emnet hvori man blandt andet skriver:

While there are many specific symptoms of a maladaptive daydreamer, someone with this disorder will not necessarily have all of them.

   Often maladaptive daydreamers will have 'triggers' that set off their daydreams. Common triggers are books, movies, music, and even riding in a car. Maladaptive daydreamers also may have trouble getting out of bed or going to sleep, due to the want to continue daydreaming.   Often times while maladaptive daydreamers are daydreaming they will whisper, talk, make facial expressions, or do some sort of repetitive movement.

   Maladaptive daydreamers can spend hours simply daydreaming. They often have elaborate fantasies within their minds, often comparable to a complete novel or movie. Many have more than one fantasy in their mind, each with its own characters, setting, plots, etc. Maladaptive daydreamers may become emotionally attached to their characters as well, though they know the characters are not real.[3]

Hvad opnår disse dagdrømme-afhængige så af deres til det sygelige grænsende fantasiliv?

   Generelt sagt: mental og emotionel kompensation for savn og nederlag i deres virkelige omgivelser:

Identified functions of maladaptive daydreaming included disengagement from stress and pain by mood enhancement and wish fulfillment fantasies; and companionship, intimacy, and soothing.[1]

   "All subjects claimed that an important function of their daydreaming was twofold: a disconnection from the pain of living and a magical transformation of misfortune into desirable experiences".[4]

De ligner jo noget jeg selv oplevede i en periode i min barndom, ikke ved at dagdrømme, men ved at sluge fiktion i så stor mængder - og bruge så meget tid på det at det blev opfattet som et problem af mine forældre fordi jeg på grund af læseriet deltog alt for lidt  i familiens almindelige sociale liv.
   Og  med hensyn til litteratur, var jeg simpelt hen altslugende.

Maladaptive daydreaming må jo også som mentalt fænomen være beslægtet med de 'fantasivenner' - 'imaginary friends' - som mange børn oplever i en bestemt periode af de første år af deres liv, men som de så som regel vokser fra', som man siger.

   Jeg kan jo også nemt koble MD´erne sammen med mine iagttagelser og beskrivelser af hvordan mange særligt kreative personligheders har haft oplevelser i barndom og ungdom - domineret af savn af en forældre, af fremmegjorthed i sprog og miljø gennem flytning, af mobning i skolen mv. 

   For dem er det så lykkedes at transformere disse kompensatoriske dagdrømme og fantasier ind i kreativ produktion, som film, malerkunst, litteratur. Er min teori.

  Endelig minder det om noget jeg skrev om for ikke så længe siden: 'lucid dreaming', selv om det ikke forbindes med en form for afhængighed.

Der er flere hjemmesider som er helliget udveksling af personlige erfaringer og ny viden om MD -  herunder om mulighederne for at blive 'helbredt' for lidelsen.    Her er et link til sådan en side:

http://wildminds.ning.com/

Her finder man blandt andet en populærvidenskabelig beskrivelse af hvordan hjernens belønningssystem virker i forhold til MD-afhængigheden:

Maladaptive daydreamers enjoy daydreams to an extend that they can not resist the temptation of it, its like an addiction of drug. If you don't take the drug you get a nagging feeling, typical drug addicts flood their circuit with a neurotrasmitter called dopamine which is a neurotransmitter present in regions of the brain that regulate movement, emotion, cognition, motivation, and feelings of pleasure. 

   The overstimulation of this system, which rewards our natural behaviors, produces the euphoric effects sought by people who use drugs and teaches them to repeat the behavior. But for daydreamers Serotonin (also a neurotransmitter) plays crucial role. Serotonin is popularly thought to be a contributor to feelings of well-being and happiness. Negative emotions (like sadness, stress, anger, etc.) causes your Serotonin production to be low; when your Serotonin level is low, you are more prone to getting Anxiety, Panic Attacks, Depression, etc.

   So, when you daydream you actually flood your system with Serotonin and it gives you a feeling of well being and it makes you happy. In other words, it means you are not happy with your life, it doesnt mean that you are depressed etc. It may mean that your standards of happiness are much more than in normal person. So you tend to daydream to get the right feeling of being happy.

I mine øjne lyder MD-ramte jo som forfattere eller filminstruktører in spe der blot producerer de gode historier for sig selv og til indre,  privat brug.

   Så for mig at se ville det være en oplagt retning som forskerne kunne forfølge eksperimentelt: At lade nogle af de registrerede MD´ere skrive deres fantasier ned i fortællende form, eller iscenesætte dem på en teaterscene, eller lave en video med dem som manuskript. 

   Lidt som en slags udvidet doodling - med et indhold.

Hvilke mentale og emotionelle konsekvenser oplever de ved at få deres fantasier offentliggjort  - og dermed give andre adgang til at leve med i historierne?

   Ville de måske komme ud af deres afhængighed ved at deres fantasier bliver delt med andre?

   Måske mangler de bare at få et opmuntrende puf til at gøre springet til at komme igang som 'rigtige forfattere' eller 'instruktører'?

Akvarelmaleriets mysterier (53) - oplevelser og akvareller fra et kursus i omegnene af Amalfi

Foto: Udsigt mod Scala fra Hotel Zi´ntonio

Foto: Udsigt til bjergene fra hotellets terrasse

Fruen og jeg har været på en uges malerferie i Syditalien, nærmere bestemt i omegnen af Amalfi. 

Vi boede på hotel Zi´tonio i en lille by Scala oppe i bjergene.

   Fra hotellet var der blandt andet udsigt til den charmerende turistomsværmede by Ravello på den anden side af en dyb kløft der gav et kig ud til havet:

Foto: Udsigt til Ravello fra vores terrasse

En bustur ned til Amalfi tog en lille halv times tid.

   Et hårnålesving oven for hotellet lå kunstner-refugiet San Cataldo som fruen havde nydt at bo på for ca. 20 år siden

Tilrettelægger og underviser på kurset var Ane Grete Aagaard.

   Ane Grete kendte vi begge  fra et 2-dages akvarelkursus i Farum for et par år siden som jeg skrev om i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/akvarelmaleriets-mysterier-33.html

Så vi vidste hvad hun stod for: Det klassiske akvarelmaleri, med rødder tilbage til 1800-tallets guldalderkunst.

   På Ane Gretes hjemmeside kan man se hvor god hun er - både til akvarel og til oliemaling:

http://anegrete.dk/ 

Jeg havde kvababbelser på forhånd.

   Ikke på grund af underviseren, men på grund konteksten og vilkårene: male ude i det fri-opgaver - med dårlige og ubekvemme siddemuligheder i forhold til motiver og placering af akvarelæske, pensler, vand, klude m. m. Og ikke mindst: et voldsomt bakket og trappet terrain i Amalfis omegn som i min alder og i min vægtklasse ikke umiddelbart virker stimulerende for male-energien.

Efter to af den slags akvarelferie-kurser med Bardur Jakupsson, et ved Gardasøen (det aller første) og et i hans hjemland Færøerne, var jeg kommet til den konklusion at jeg malede klart bedre inden døre, siddende ved et bord på en ordentlig stol og med plads til alle male-remedierne og med brug af referencefotos  af motiverne  -  enten egne taget på udvalgte locations - eller andres hentet fra nettet eller fra bøger med billeder.

   Så når vi meldte os til Ane Gretes kursus var det for mit vedkommende lidt i trods, og først og fremmest på grund af tryghed ved underviseren og det man vidste om Amalfiområdets rige muligheder for fascinerende motiver og spændende indtryk.

Kurset blev den første dag indledt med Ane Gretes korte repetition af hovedprincipperne i akvarelteknikkene fra det udsendte kompendium, hvorefter deltagerne blev smidt ud i at vælge og male en af de mange udsigter fra hotellets terrasse.

   Det her er hvad der kom ud af mit første forsøg (to referencefotos som jeg altså ikke brugte, ses i starten af indlægget):

Akvarel: "Udsigt mod Scala". 2016 (egenproduktion)

Jeg nåede ikke at blive færdig med billedet samme dag, så der er malet videre på det i slutningen af kurset.

   Her tilføjede jeg de små cypresser i mellemgrunden og de to pinjetræer; husenes teglrøde tage fik en ekstra gang farve, og husene på bjergsidens terrasser blev tegnet ind og malet i de hvide felter som havde været afmasket.

   Tilfreds? Nej. Svag og diffus grøn forgrund uden konturer og struktur - og for ensfarvet. Tågen i bjergene er heller ikke vellykket.

   Men god ide at indføje de mørke cypresser i forgrunden. De er 'trukket ind' fra en udsigt længere til højre - uden for det  motiv jeg havde for mig da jeg tegnede det op.

Vi fik om eftermiddagen en opfordring til et førsøg mere med en af de forskellige udsigter fra Hotellets terrasse.

    Jeg prøvede vanen tro igen at tegne landskabets konturer op ret præcist inden jeg begyndte at male,  og begyndte så at lave himmel over bjergene.

    Læreren var ikke tilfreds. Jeg var alt for hæmmet og kontrollerende i starten. Hun tog en tyk pensel - en mop - med masser af vand og lidt blå farve og demonstrerede hvordan jeg burde gøre - på mit billede.

    Det blev jeg ærlig talt lidt provokeret af, og gik i stå.

 

Oppe på vores egen balkon satte jeg mig så til at male 'bjerge med tåge' med løs hånd, med tynde farver og med brug af siden af penslen - egentlig frigjort fra motivet.

   Og da de tågede bjerge var tørre, malede jeg cypresser og pinjer.

   Alt i alt tog det billede vel 20-25 minutter at male - i  modsætning til det første som vel må have taget omkring tre timer i tegne-maletid.

Akvarel: "Cypresser og pinjer i tåge mellem bjerge". 2016
(egenproduktion)

Det jeg godt kan lide ved det billede er dels at så meget er 'hvidt' (=umalet papir) som forstærker effekten af de områder der er farvet, og dels at det har en grafisk, abstrakt enkelhed i farver og form, så det kommer til at udtrykke essensen af udsigt og indtryk fra det omgivende bjerglandskab.

   Men inderst inde føler jeg også at sådan en akvarel malet på den måde nærmer sig en slags fidusmaleri - med for letkøbte, men jo fine visuelle effekter.

Den næste dag skulle vi besøge Ravello - og male motiver som vi fandt i et romantisk bygningskompleks kaldet Villa Rufolo, som var fuld af spændende udsigter og fascinerende forfaldent murværk, portaler, hvælvinger. 

   Mange billeder på nettet  og i turistbrochurer fra Ravello viser motiver fra derfra. 

   Her nogle af dem jeg selv tog - men jo desværre aldrig fik mulighed for at prøve at male:

Foto: Udsigt fra Villa Rufolo, Ravello.

Foto: Murværk og grønt i Villa Rufolo, Ravello

Foto: Hvælvinger, Villa Rufolo, Ravello.

Den dag blev nemlig virkelig en nedtur for mig. 

   Da vi stod af bussen, glemte jeg min rygsæk med alt mit malergrej. Alene og forladt på et sæde forsatte den busturen ned til Amalfi. 

   Det lykkedes - mod alle odds og fordomme - at få rygsækken op til Ravello - transporteret i politibil af det meget hjælpsomme lokale gendarmeri - dem der kaldes 'carabinieri', og som i krimilitteraturen ikke har det bedste ry.

   Men jeg fik altså rygsæk og udstyr tilbage. En politirapport blev udfærdiget efter alle kunstens regler. Og jeg skrev under på en uforståelig italiensk håndskrevet tekst hvor jeg - i princippet - kunne have tilstået hvad som helst.  

   Hele affæren tog omkring 3 timer - med en masse frustrerende ventetid på torvet foran kirken hvor jeg heldigvis blev holdt med selskab af kursuslederen Niels, pensioneret civilingeniør og Ane Gretes mand.

   Jeg var lettet, naturligvis. Men min lyst til at male var vel nærmest på nulpunktet.

Inde på Villa Rufolos område fik jeg så den bundne opgave som resten af holdet havde prøvet om formiddagen: at male en en mur delvist dækket af et bladhang. Og Ane Grete gav mig nu ene time og demonstrerede hvordan man byggede op lag på lag.

 

Her resultatet af mine anstrengelser:

Akvarel: "Bladhang og murværk", Villa Rufolo. 2016
(egenproduktion)

Man kan sige at opgaven egentlig gik ud på at følge de fem 'grundregler' som vi havde fået indprentet flere gange af Ane Grete:

1. En akvarel skal planlægges

2. Mal fra lyst til mørkt - dvs. begynd med de lyseste valører og byg gradvist mørkere op.

3. Begynd flydende og ubestemt og afslut med detaljer - dvs. lås ikke maleriet op i begyndelsen, en mere ubestemt form og tone kan altid ændres senere.

4. Begynd vådt og slut tørt - dvs. det våde maleri er svært at styre, lad det tørre og gå gradvist videre.

5. Begynd modigt, og bliv mere fej jo tættere du kommer på resultatet.

Selvom jeg godt forstod principperne - og syntes jeg fulgte dem, var jeg var ikke tilfreds med resultatet, især ikke murværket.

   Fik hjælp fra læreren til sten-kvadrene i muren, som jeg syntes var blevet diffuse og uden karakter. Løsningen: at fordybe - mørkne/sortne - de skyggefulde felter mellem stenene.

   Men stadigvæk: Som helhed var det kedeligt at se på.

Den følgende dag blev vi på hotellets overdækkede terrasse fordi vejret truede med regn. Så igen nærmede siddevilkårene sig dem jeg havde det bedst med: en stol at sidde på, et bord til blok, farver, pensler etc.

   Vi fik en bunden opgave: at male et cement-springvand der stod på terrassen, med en spinkel kvindefigur placeret i centrum af en noget der kunne ligne en drikkepokal i kæmpeformat.

   Springvandet var dog ikke i aktion som springvand. Godt det samme.

 

Her hvad jeg fik ud af den opgave:

Akvarel: "Springvand-skulptur med roser og bladhang. 2013
(egenproduktion)

På mange måder syntes jeg det var lykkedes, og jeg havde nogenlunde malet efter lærerens retningslinjer. God dreng!

   Dog var selve kvindefiguren blevet for mørk - fordi jeg var startet med at male den. Jeg skulle være ventet med hende til alle omgivelserne var malet.

   Ellers var jeg tilfreds med 'modelleringen' af lys og skygge, både i bladhanget, i pokalen og i træværket.

   Også roserne fungerede, syntes jeg.

Jeg har på nettet fundet et foto af springvandet i aktion, fotograferet fra en anden vinkel og sikkert taget for nogle år siden:

Foto: Springvand på hotellet

Måden at male den runde cementpokal på med lys og skygge som jeg fik ros for, havde jeg lært mig i forbindelse med nogle akvareller jeg malede fra vores rejse til Burma (Myanmar) for et par år siden. Her havde motivet været store krukker på en muret balustrade med flod og landskab i baggrunden, billeder jeg er ret tilfreds med, har indrammet og har hængende på væggen derhjemme:

Akvarel: Blå krukke, Myanmar. 2013
(egenproduktion)

Akvarel: Tre krukker, Myanmar. 2013 (egenproduktion)

Dagen efter gik ca. halvdelen af deltagerne med Ane Grete i samlet trop til en meget lille by lige oven for hotellet: Minuta. Den bundne opgave var at male den dekorative trappe ned til et torv hvor vi kunne sidde.

   Der lå en udfordring i det vanskelige perspektiv hvor det var svært at arbejde med forsvindingspunkter.

   Det var også irriterende at sol og skyer skiftede så hurtigt at det var svært at fastholde fordelingen af og kontrasten mellem lys og skygge i motivet.

 

Det her var hvad der kom ud af den opgave:

Akvarel: "Trappeparti i byen Minuta". 2013
(egenproduktion)

Jeg blev ikke færdig på stedet, men malede videre om eftermiddagen hjemme på vores hotelterrasse.

   Det tog tid med konturtegningen i starten på grund af det svære perspektiv, som jeg dog mener jeg er lykkedes nogenlunde med.

   Samlet tog den akvarel vel 4-4,5 timer at producere. Hårdt arbejde.

Det er klart den kursus-akvarel jeg er mest tilfreds med. Det er også den der er "mest mig". Jeg er glad for beskæringen af motivet og kompositionen.

   Der var ikke meget sol da jeg malede det, så skyggerne og kontrasten mellem lys og skygger er mere umarkerede end jeg kunne ønske.

  Men samlet har billedet fået et svag kubistisk anstrøg - noget lidt abstrakt som jeg godt kan lide.

   Og fruen fremhæver at billedets udtryk er lidt "mystisk", så man kan opleve at "det fortæller en historie": Hvem dukker op øverst på trappen? Eller: Hvem har lige gået op ad den og er forsvundet?

  Den grønne trækrone i baggrunden er jeg ikke tilfreds med. Der skulle jeg have ladt det flyde mere i første omgang, istedet for at lægge vådt på tørt.

Jeg er efter kurset blevet Facebook-ven med en af de andre kursusdeltagere, Marianne Skovsted.

   Hun har lagt sin version af samme motiv ud og delt med vennerne.

   Det ser sådan ud:

Marianne Skovsted: "Trappen til torvet i Minuta". Akvarel. 2016

Det er nok en akvarel der ligger tættere op af Ane Gretes ideal. Meget mere indbydende. Fremragende teknik. 

   Det er også malet færdigt hjemme, fortæller hun.

Her et par referencefotos af motivet:

Foto: Trappe til torv i Minuta (1)

Foto: Trappe til torv i Minuta (2)

... som jeg altså ikke brugte under arbejdet med opgaven!

Vejret var ikke taget i ed i kursusugen.

   Den følgende formiddag blev en regulær male-indendøre-session  på grund af regnbyger uden for. Igen noget der passede mig fint.

   Ane Grete introducerede til nogle 'moderne' akvarelgreb hvor man udnytter akvarelfarvernes naturlige serendipitet - idet man lader 'det heldige tilfælde' råde i starten: 

   Man maler med løs hånd, brede pensler - og lader farverne flyde sammen - mere eller mindre ustyrligt og kun delvist kontrolleret.

   

Opgaven med at male et stilleben med hvidløg, kendte jeg fra lærerens første kursus, hvor jeg løste den og fik ros, husker jeg. Det nye var her at man skulle udnytte det at lade farverne i baggrund og forgrund omkring hvidløgene flyde og blande sig frit.

   

Her ser  man hvad jeg fik ud af hvidløgs-opgaven denne gang:

Akvarel: "Hvidløg i flydende omgivelser". 2016.
(egen produktion)

Sådan set ret OK, synes jeg. 

   Baggrund og forgrund har fået lov til at flyde, hvorefter jeg har pakket den nederste del af hvidløgene ind i en meget mørk skygge - lige efter bogen, kan man sige.

   Igen havde jeg malet hvidløgene for mørke for tidligt i processen, så jeg savnede det hvide højlys som umalede papirfelter giver.

   Ane Grete lånte mig en klat hvid gouache-tube-maling som jeg på hendes forslag brugte til at 'reparere' hvidløgene med. 

   At brug hvid dækmaling er vel lidt forbudt hvis man er 'akvarelpurist'og '-minemalist', hvad jeg langt hen ad vejen jo er.

   Billedet blev malet på lidt under en time.

Den anden opgave gik ud på at skrabe dybe linjer ind i papiret - lidt zig-zag på må og få - med en spids skarp kniv. Og derefter at male et landskabsmotiv 'ud af hovedet' hvor man udnytter at disse ridser i papiret suger ekstra farvepigment til sig, så det blev til hårde mørke streger og linjer i det malede landskab.

Den opgave kom der det her billede ud af:

Akvarel: "Abstrakt landskab med skarpe linjer". 2016
(egenproduktion)

Flere af de øvrige deltagere oplevede at den akvarel havde motiv fra et grønlandsk landskab med bjerge- og is. 

   Det var nu ikke tænkt sådan, men jeg kunne godt se det som en mulig associations når de nu fik det ud af det.

   

Igen kan jeg godt lide (eufemisme for 'nyder') at der er en del hvide - dvs. umalede - felter som fremhæver farverne og linjerne, og som giver motivet karakter. 

   Og her for første og eneste gang på kurset får jeg udnyttet at akvarelfarverne er transparente så de forskellige halvgennemsigtige lag og penselstrøg spiller sammen og op mod hinanden på en poetisk måde.

   Kvaliteterne stammer her fra at jeg hurtigt og ret tilfældigt har malet med brede penselstrøg og få nuancer i  blåt, violet og rødligt - og strøget penslen 'sidelæns' hen over papiret med en "rough" overflade.

   Det tog 20-25 minutter at male billedet.

Om eftermiddagen var vejret klaret op. Så deltagerne blev tilbudt at gå til Scala by hvor der også var gode motiver og rimelige muligheder at sidde med sit malergrej.

   Jeg havde faktisk tidligere udset mig flere steder i byen hvor man kunne sidde nogenlunde godt og finde gode motiver.

   Men måske på grund af de dårlige erfaringer fra Ravello-besøget, blev jeg 'gammel sur mand', gik jeg på værelset og satte mig godt til rette på terrassen med udsigt til byen og bjergene over for.

   Jeg ville se om jeg kunne gøre det bedre end udsigts-akvarellen fra andendagen, og samtidig se om jeg kunne udnytte inspirationen fra 'de moderne teknikkers arsenal af tips og tricks' som vi havde prøvet og øvet om formiddagen.

Det blev så sådan her:

Akvarel: "Mørke skyer over Ravello". 2016.
(egenproduktion)

Shit! Det gik helt galt.

   Jeg havde ikke planlagt det ordentligt og kæmpede længe med de mørke lavthængende regnskyer der lagde en sortgrøn slagskygge ned over alle bjergene  i baggrunden. 

   Hverken skyer eller bjerg i akvarellen, syntes jeg lykkedes.

   I hovedet har jeg den grundregel at baggrundens farver skal være lyse og tynde. Og det kom i konflikt med oplevelsen af det faktiske motiv hvor skyerne og bjergene var uheldsvangre mørke.

Her et par referencefotos hvor det første giver indtryk af problemet med de mørke skyer og de næsten sorte bjerge:

Foto: Mørke skyer over Ravello

Hvordan maler man noget der både er sortgrønt mørkt, og samtidig svagt tåget og fjernt?

Den her udsigt var til gengæld venlig og inspirerende og inviterede som motiv til et naivistisk udtryk i billedet:

Foto: Udsigt til Ravello

Jeg havde fra starten valgt at lade byen og pinjerne rundt omkring mellem bygningerne være det dominerende motiv i billedet. 

  Men fik så problemer med en uplanlagt forgrund af diffuse grønne træer og buske.

   

Så jeg besluttede - lidt i desperation - at lade en række pinjer slutte i forgrunden og så lade stammerne flyde ud i evigheden for neden, lidt som vi havde lært om formiddagen.

  Til sidst malede jeg vinduer og lys og skygge på bygningerne. Nærmest som en ren udfyldningsopgave.

Resultat: Tre billeder i ét:  et mislykket  af bjerge og skyer i baggrunden, et naivistisk af bygninger og pinjer i mellemgrunden, et symbolistisk med udflydende pinjer i forgrunden.

   Jeg viser det lige igen - til skræk og advarsel:

Akvarel: "Mørke skyer over Ravello". 2016.
(egenproduktion)

End of story.

Men kurset havde endnu en dag. Her var der høj sol, men samtidig en frisk kølig vind. Vi skulle besøge en anden fantastisk location i Ravello - endnu en "Villa": Villa Cimbrone, et produkt af en engelsk rigmands kreative skalten og valten med en blanding af engelsk havekunst og antik kitsch-byggeri. Og placeret dekorativt helt ude på spidsen af det bjerg Ravello lå på. 

   En kæmpe turistattraktion med mange besøgende.

Vi kunne frit vælge motiv, men den kreative restriktion var at komme til at sidde i skyggen uden samtidig at fryse. Det lykkedes ikke til fuld. Men vi fandt og valgte dette bygningsværk helt ude på spidsen som indgangsportal til en balustrade med antikke-look-alike portrætbuster: 

Foto: Ballustrade fra Villa Cimbrine

Foto: Indgangsportal til ballustrade

Fidusen var at man kunne sidde inde i portalen på en stenbænk og male udsigten ud mod himmel og hav.

   Det gjorde jeg så - og malede med med flid og klog af skade uden om den kvindeskulptur som stod i midten af konstruktionen.

   

Her resultatet som gerne så skulle give associationer til guldaldermalernes billeder fra Italien:

Akvarel: Udsigt gennem portal, Villa Cambrin. 2016
(egenproduktion)

Rimeligt tilfreds. 

   Giver den rigtige fornemmelse af klassicistisk maleri fra 1800-tallet - med antikke motiver fra Italien.

   Fik  udnytte skære-ridser-teknikken til at markere revner og sprækker i det indre af stenbuen.

   Lykkedes ikke helt med perspektivet der blev let forvrænget. Jeg sad for tæt på, så jeg var nød til at bevæge hoved og øjne op og ned for at indfange hele motivet.

   Det tog godt 3,5 timer at tegne og male. 

En god slutning på et kursus hvor jeg  - overraskende for mig selv - klarede op- gåturene op og ned ad bakker og trapper i rimelig stil. 

   Dog var turen op ad trapperne til Villa Cimbrone lige på grænsen.

   Og jeg fik også mulighed for at sidde og male mere på en stol ved et bord med plads til alle remedier og materialer end det så ud til i dagsplanerne.

   Og fik så også konstateret at jeg godt kan tegne og male uden at sidde med et referencefoto foran mig.

Jeg lærte ganske meget selv om ingen af billederne er så vellykkede at de kommer op at hænge på væggen derhjemme.

   Og jeg blev klar over at jeg skal lære at øve mig og at træne enkeltheder ved at male mange akvareller hele tiden, måske flere på en dag - helst mindst én om dagen (inspiration fra en af de andre deltagere).

   Og for at lære at udnytte vådt i vådt-teknikken som jeg stadig kæmper med, skal jeg droppe min perfektionisme og bare lade det flyde så meget og så mange gange at jeg kan styre det. 

   Jeg skal frigøre mig fra bindingen til tablet-akvarelmaling og gå over til at bruge akvarelfarver på tube. Det vil gøre det nemmere at styre og bruge vådt-i-vådt-teknikken, tror jeg. Især hvis jeg bruger den samme pallet som Ane Grete brugte - og som jeg også har - men lod ligge hjemme i skuffen. Og begrænser antallet af farver til en 10-12 stykker, så jeg tvinger mig selv til at blande.

Plastpallet velegnet til tube-akvarelfarver

Jeg fik også endnu en gang banket ind i hovedet at man skal bruge farvehjulet til at udpege komplementærfarverne når man vil mørkne en farve og når man vil male skygger (mix grundfarve med komplementærfarve plus blå).

   Og jeg konstaterede flere gange at man med fordel kan begrænse sig til 2-3 farver pr. billede og så blande sig til resten. 

   Jeg har et par gange prøvet at male en monokrom akvarel, og husker at jeg syntes det var spændende og udfordrende. Så op på hesten igen med det.

Jeg har i øvrigt tidligere eksperimenteret med såkaldt 'one-stroke-painting'. Og det lykkedes faktisk meget godt. 

   Jeg oplever jo den slags hurtig-teknikker som lidt letkøbte, men effektfulde 'tricks', hvad de ikke nødvendigvis er.  Men jeg tror det vil virke befriende hvis jeg laver sådan en one-strok-akvarel hver dag i en længere periode. 

   Og mange af teknikkerne kommer jo fra Japan og Kina og er inspireret af deres tush-kaligrafiske traditioner som jeg er en stor beundrer af.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier42-om-at-male.html

Akvarel: One-stroke-slange med to farvet pensel.
(egenproduktion)

Akvarelmaler og underviser Annelise Pio´s melding var at jeg skulle tage mig sammen og finde min egen stil.

   Min tilbagemelding var at jeg syntes det var sjover som akvarelmaler der ikke havde kunstner-ambitioner, at være 'lejlighedsmaler' (min selvopfundne betegnelse) og male i den stil og den form som passede til lejligheden og modtageren.

Kursusproduktioner er for mig også en slags 'lejlighedsmalerier', men af en særlig slags.

   Og den her slags akvarel-ferie-kurser med en meget kompetent og erfaren underviser og akvarelmaler til at stille opgaverne, er så den lejlighed der skal til for at prøve ting man ikke på forhånd troede man kunne male, både hvad angår motiver og teknik.

   Udfordringen er hver gang om det møde mellem en amatør og en professionel lærer, giver mig noget akvarelteknisk brændstof til at komme videre på.

   Det gjorde det her kursus.

   Også i den grad.