Akvarelmaleriets mysterier (41) - Hvad er det og hvad ligner det? Om at finde sin egen stil og fortælle sin egen historie som akvarelmaler

Jeg viser lige de 6 akvareller som jeg har malet inden for den sidste uges tid:

Tre 'drager' og tre 'traner'. Dragerne tog det 1-2 dage hver at tegne op - og male færdig. Tranerne tog sammenlagt en halv time.

   Hvad for nogen 'føler jeg mest for' - og hvorfor?

Den akvarelunderviser jeg sidst havde, Annelise Pio, skrev i en mail - efter at have været inde og læse i nogle af mine indlæg om "akvarelmaleriets mysterier", følgende:

Det slår mig, når jeg ser dine blog´s, at du lader dig inspirere af mange forskellige ting og mange forskellige kunstnere. Du skal huske, at du skal finde din helt egen stil og fortælle din egen historie.

Det er jo rigtigt. Jeg lader mig inspirere af mange forskellige ting når jeg vælger motiver og stil.

   Men Annelises omsorgsfulde replik giver mig også anledning til lige at reflektere over hvad jeg egentlig har gang i med mit akvarelleri som jo nu har stået på i over fire år - med en del længere pauser.

   Og hvordan er det egentlig med "min egen stil".

   Og hvis jeg ikke fortæller "min egen historie", hvis "historie" fortæller jeg så?

Det startede jo på et kursus - udendørs akvarelmaleri med udgangspunkt og motiver i landskaber og byskaber fra Gardasøen - med Bardur Jakupsson som underviser.

   Jeg fandt i slutningen af det kursus ud af at hvis jeg skulle blive tilfreds med noget af det jeg malede, så skulle jeg indendørs, sidde ordentligt, med motivet - dvs. fotografiet af motivet foran mig - og uden tidspres og forstyrrende og distraherende omgivelser, vind og vejr.

   Og inden døre - i 'atelieret' - der kunne jeg så også tillade mig et mere afslappet forhold til fx udeladelse af elementer, ændringer af farver, og hvad man ellers kan tænke sig af forenklinger. deformeringer og abstraktioner når man maler med virkelighedens motiver som forbilleder:

Gamle fiskerbåde på Gardasøen,
Malet efter sort-hvidt foto

Jeg fandt ud af at 'træne' uden for kursustiden og -rammen - ved at finde fotos i aviser eller på nettet til at gå ud fra som motiv. Som de her to:

Jeg fandt gradvist ud af at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed over det. For det samme gjorde mange professionelle akvarelmalere; så kaldte de det "referencefoto" eller "referencebilleder". Men de kaldte ikke resultatet - deres referencebundne akvareller - 'for træningsakvareller', som jeg gjorde - for at skelne dem fra de 'seriøse' som blev malet efter egne fotos af eget valgte motiver.

    Jeg blev også klar over at mange meget berømte malere, malede efter fotografier - og ikke nødvendigvis efter nogen de selv havde taget. Fx Cezanne.

    Og at før fotografiet var opfundet, anvendte mange af de helt store malere - i hvert fald siden renæssancen - camera obscura-teknikken for at sikre at det lignede og at perspektiv og proportioner var i orden. Fx Canceletto:

Nogle af de akvareller jeg selv var mest glad for, var faktisk dem med fugle som motiver: 'Søpapegøjer', for eksempel:

Og de var alle malet med afsæt i postkort og fotos fra nettet. Jeg har slet ikke kvalifikationer, kræfter og energi til at være en fuglefotograf, så hvis jeg ville male fugle der ligner, så var det vejen.

Det jeg prøver at indkredse i det her blogindlæg, er hvad der kan beskrive og forklare de ret forskelige følelser af tilfredshed og stolthed jeg kan registrere hos mig selv i forhold til de forskellige færdige akvareller som jeg jo nu efterhånden har så mange af i skuffen at jeg er begyndt at forære dem væk til familie og venner.

I en periode følte jeg at det var vigtigt at skelne mellem akvareller der tog motivisk og farvemæssigt afsæt i fotos jeg selv havde taget, og så akvareller med afsæt i fotografier fra nettet eller aviser.

   Jeg har på min computere arkiveret hundredvis af smukke landskabsfotos som jeg selv har taget, og som jeg kun har taget fordi jeg forestillede mig at ville akvarelmale dem senere. Men for 99 procents vedkommende er de aldrig kommet videre.

   Og i lang tid valgte jeg kun fotos - og fravalgte akvareller fra nettet - som referencebilleder for de akvareller jeg faktisk fik malet.

   Men også den hæmning opgav jeg. Da jeg først nogle gang havde lavet træningsakvareller efter nogle af de mange 'how to'-instruktionsvideoer i akvarelmaling som man kan finde på YouTube, måtte jeg jo indse at de jo var lige så legitime akvareller som alle de andre hvor jeg tog afsæt i motiver fra egene eller andres fotografier. Tilsvarende med de akvarreller jeg lavede med afsæt i anvisningerne i de mange akvarelhåndbøger jeg har købt og læst i.

   Så jeg kunne jo i princippet lige så godt bruge akvareller fra nettet som forbilleder.

Det betød at jeg nu med god samvittighed kunne 'høste' inspirationsmotiver og referencebilleder fra nettet med fri  og rund hånd.

   Og jeg begynder også i højere og højere grad at vælge motiv efter anledning - altså i princippet som når man er på kursus, hvor læreren siger: "Så nu skal vi male blomster i glas" eller "nu skal vi male hvidløg".

 

For eksempel blev det fuglebillede jeg selv var meget glad for - en dansk 'isfugl' - malet med anledning i at isfuglen var blevet valgt som Danmarks smukkeste eller flotteste fugl ved afstemning i Dansk ornitologisk forening som jeg er medlem af:

Jeg fandt et isfuglfoto fra en serie på Facebook, men konsulterede så også de mange i stil forskellige akvarelmalerier af isfugle som man kan se ved at billed-google "isfugl + watercolor".

Tilsvarende var der en helt bestemt anledning til at jeg kastede mig ud i at akvarelmale bare damer - 'nudes' - nemlig en replik fra min svoger om hvilke motiver han ønskede på væggene hjemme i sit splitter nybyggede hus: "Kun fugle og bare damer".

    Der er en årtusind gammel tradition for at man i kunstens tjeneste tegner, og malere  mere eller mindre nøgne kvinder.

    Hende her er altså malet med en akvarel på nettet som referencebillede - i andet forsøg:

Reference-akvarellen er billedet til højre.

Da jeg for en måned siden var på Kap Verde, malede jeg denne gang to akvareller med sølvtraner, én med en kapverdisk isfugl som motiv, en akvarel med et portræt af en mørkhudet grønthandlerske, to med havskildpadder som motiv. 

   Alle havde en form for tilknytning til Kap Verde, men kun to af dem havde mine egne fotografier som referencebilleder. Resten havde hentet inspiration og forbilleder fra nettet, både fotos og malerier.

Og de seks sidste akvareller som jeg viste indledningsvis, hvad er så deres historie, og forklaringen på den meget forskellige stil?

Dragerne først. Hvorfor skulle de males?

   Drager er jo et gennemgående fantasy og -eventyr.-motiv, og findes i både gode og onde udgaver. Og altid meget symbolladede. Og jeg har været fascineret af det siden min tidlige ungdom.
    Tolkien har både skrevet om og selv tegnet dragen Smaug som er en slags hovedperson i Hobitten - ond, ond, ond:

Tolkien: Dragen Smaug (hans egen illustration til Hobitten)

En af mine yndlings-SF-romaner som jeg har læst mange gange, hedder "The Goblin Reservation", og den har en drage (i virkeligheden et kæledyr for et uddød folkeslag af super-rumvæsner) som en slags indefrosset hovedperson som denne forside illustrerer:

Fra min ungdom husker jeg med glæde Aage Marcus fagbog "Den blå drage" som handlede om og introducerede mig til kinesisk kultur, religion og mystik (hvori drager indgår med stor symbolsk værdi):

Fruen og jeg har her som seniorer været på turistrejser både i Japan og Kina. Og drager i mange udformninger stødte man på alle mulige steder i begge lande 

   Tintin-tegneserierne har også siden min ungdom stået på listen over højt værdsatte læseoplevelser og - nydelser. Og en af de bedste i serie er "Den blå lotus", som jeg typisk i erindringen, men ukorrekt, også havde give titlen "Den blå drage"; forsiden kan alle huske:

Forside til Tintin-hæftet "Den blå lotus"

Den fantastiske svenske krimiroman "Mænd der hader kvinder" har en fascinerende hovedperson Lisbet Salander der har en stor dragetatovering på ryggen; på engelsk har romanen og filmene fået titlen "The Girl with the Dragon Tatoo":

Pigen med dragetatoveringen

En af de få etniske krimier jeg har læst af en japansk forfatter hedder "The Tatoo Murder Case", og den tatovering på en japansk kvindes ryg der er central for plottet, har også en drage som motiv:

Omslag til japansk krimiroman

Jeg har længe vist at jeg på et eller andet tidspunkt skulle kaste mig ud i at prøve at male drager i akvarel. Men dels har den konkrete anledning manglet, og dels har det motiv - ligesom de bare damer - været noget jeg følte bare ville være for svært - og at jeg ville oplev et deprimerende nederlag i stedet for en opmuntrende sejr hvis jeg prøvede.

   Men så kom anledningen: Animationfilmen "Sådan træner du din drage". Den har gjort stort indtryk på mit barnebarn Lucas. Både nr. 1 og 2 fik fremragende anmeldelser, og som animationfilm-afficionado har jeg også set begge to.
   Og jeg er enig - med både Lucas og anmelderne:

Lucas ønskede sig naturligvis flere merchandise-modeldrager fra filmen, selv om han i forvejen allerede havde flere. Så det skulle han have. Og det fik han.

    Men jeg tænkte at han sikkert også ville blive glad for en akvarel-drage, som vel at mærke ikke var en af figurerne fra filmen.

    Så jeg gik i gang med at researche hvad der var af malede - især akvarel-malede drager på nettet. 

   Der var selvfølgelig mange, det er et oplagt malerisk motiv, og de var flotte. Og afskrækkende, set fra mit synspunkt, var de særlig krav til teknik som var nødvendige for at male flagremusevingerne og den skællede krop hos den typiske drage.

    Først tegnede jeg en der var flot, men også meget krævende. Og efter tegneriet opgav jeg at gå videre. Den blev lagt til side til jeg fik mere mod.

 
Jeg valgte så to andre drage-akvarel-forbilleder fra nettet som så lettere ud, og som så blev en slags træning eller opvarmning til at gøre den færdig jeg havde lagt til side.

   Her er den første:

Jeg fik med den mulighed for at træne både vådt i vådt-teknikken, og mulighederne for at lave bløde tonede overgange mellem forskelige farver. Akvarelteknisk en fremragende og poetisk "fristil" over dragemotivet, syntes jeg selv. 

   Referencebilledet var monokront i sepiabrune nuancer, og tydeligvis malet hurtigt og spontant.  Jeg kastede mig ud i at udnytte og kombinere forskellige gråviolette og grøngule og grønviolette nuancer i vinger og krop. Så der var ikke noget særlig spontant i det, tværtimod. 

   Tilfreds med resultatet, det var jeg. Og overrasket!

Næste drage-akvarel i serien, var den her hvor jeg udnyttede nogle af de teknikker jeg brugte i den første, specielt hvad angår vådt i vådt-teknikken og de bløde tonede overgange:

Den fik jeg indrammet og gav Lucas i ekstra fødselsdagsgave. Han blev glad for den, fik jeg bagefter at vide - af moderen. Den skal hænge over hans seng.

Endelig fik jeg så taget mig sammen til den "rigtige" drage: den der mest lignede den slags drager jeg ser for mit indre blik når jeg tænker  på drager. Her besluttede jeg mig til at male skællene i blåt og gult på krop og hale med en sort tynd såkaldt "pigmentliner", og også at profilere alle hovedlinjerne i motivet med en tynd sort streg.

   Sådan her:

Hvad man ikke kan se her, er at maleriet er et nummer større (ca. A4) end de to andre.    

   Der er meget mere drøn på farverne - og der r også valgt nogle andre - end på referenceakvarellen som  nok i form og linjer er fin og klassisk, men malet med grumsede farver: mørkegrøn på krop og mørkeblå på bug. 

   Den blå farve som jeg har valgt her, står for mig som den typiske dragefarve. 

   I kinesisk mytologi er den blå drage hvis nuance angives som "azur",  særligt forbundet med disse egenskaber:

The Azure Dragon is traditionally associated with:

   - The element of wood

   - The direction east

   - The planet Jupiter

The spring seasonThe Azure Dragon is also believed to be the special guardian of the city of Kyoto in Japan, and there is a temple dedicated to him there.

En klar teknisk sejr i forbindelse med min blå drage, er skællene på kroppen - både de store gul på bugen og undersiden af halen, og de små blå på siderne, på ryggen og på benene.

    Det der giver de gode effekter, er at der er indlagt røde skygger i de store gule skæl, og at der bag de små tegnede skel er malet en blågrøn krop med skyggechanceringer der giver en illusion af 'rundhed' til de forskellige legemsdele.

Jeg var høj da jeg var færdig med den blå drage, og var egentlig indstillet på at gå videre med en særlig dragvariant som jeg også havde fundet ved at google på nettet, eksemplificeret ved dem her:

De er malet med tusch, og kroppen er malet i et enkelt strøg. Hovederne er et fast kinesisk-japansk skema for 'dragehoveder'.
   Det er en helt speciel genre finder jeg ud af: "in one stroke dragons". Der er tale om en særlig form for teknisk perfektioneret kunsthåndværk som dyrkes både i Japan og Kina.
   Man kan finde en masse fascinerende videoer på nettet der demonstrerer teknikken. Det vender jeg tilbage til en anden gang.

Fra de her sort-hvide hurtigtmalede drager associerede jeg til motivet sort-hvide "traner".  
   Jeg har for nogle dage siden set traner i luften flyve lige hen over os, og Dansk Naturfredningsforening har for nylig vist fotos af traner der mellemlander i Danmark - på vej mod Nordskandinavien. Betagende syn.

   Og dansende traner har også længe stået på min liste over fugle jeg gerne ville kunne male - især på grund af deres meget hvide fjerdragt, de lange graciøse ben og dekorative hoveder i hvidt og sort og med knaldrød kalot.

    Traner er også et meget brugt motiv i kinesisk og japansk tegne- og træsnit-kunst. 

    Så jeg downloader en masse traner, både fotos og malerier; vælger tre af dem der udtryksmæssigt må være malet med tusch på et minut eller to af meget ekvilibristiske penselartister; og jeg kaster mig ud i at føre penslen på den måde jeg tror de japanske malere har gjort (spejlneuronerne udnyttes her) - ikke med tuschblæk som forbillederne, men med sort og rød akvarelfarve. 

    Og for en gangs skyld maler jeg uden at tegne for med en tynd blyantstreg, hvad jeg ellers altid gør:

Den sidste akvarel her er den mest vellykkede. De to første har jeg været inde og reparere på der hvor stregen i første hug har været for usikker og klumpet. 

   Man kan godt mærke at man ikke har kalligraferet skrifttegn sådan som de japanske forbilleder jo har trænet i årevis - i kraft af at de i allerede i skolen har lært at male skrifttegnene med pensel og smukt svungne linjer.

   Så jeg burde bare male 10 elle 20 versioner af hvert motiv, indtil sikkerheden i penselføringen sidder i neuroner og muskler - ligesom når man kører bil.

   Men det bliver en anden dag.

Så tilbage til spørgsmålene fra Annelise Pio:

Har jeg en "egen stil"? Eller tumler jeg stilmæssigt i øst og vest?

   Ja det har jeg, synes jeg egentlig. Det er en naturalistisk tegneseriebeslægtet og illustratoragetig stil som jeg fandt ind i ret hurtigt, faktisk ved første malerrejse til Kap Verde. Og ønsket/kravet til motivet er klart at der er en markant lyssætning på så man nemt kan arbejde med lys og skygge-områder i motivet. Så det er lysets effekter på synet af og oplevelsen af virkeligheden der er det dybereliggende og gennemgående motiv i de fleste af mine 'forpligtende' akvareller - indtil nu.

    Men jeg er ikke tilfreds med det. Jeg har også en drøm om at kunne male akvarel mere frit og spontant og hurtigt, med udnyttelse af akvarelmaleriets iboende tilfældigheds-generator, den særlige akvarelfarve-kvalitet som hænger sammen med at så længe farverne er våde på papiret så blander de sig automatisk, og man kan udnytte at de "blomstrer" og løber sammen på en ukontrolleret og tilfældig måde.

    Og det kan jeg stadig ikke rigtig finde ud af. I glimt lykkes det, men det er ikke en teknik jeg behersker.

    

Er det "min egen historie" jeg fortæller med min billeder? Eller er det andres? Eller er der måske slet ikke nogen "historie" i mine akvarellerier? 

   Det er klart at når jeg maler akvareller med fotos fra virkeligheden som referencebilleder som jeg selv har taget - og altså har set motivet med egne øjne, ja, så er det selvfølgelig min egen historie jeg fortæller: Her har jeg været, det motiv er jeg blevet betaget af - eller udfordret af - eller bidt af, så det har jeg valgt at male. Det er "mig" i en eller anden forstand.

   Herefter er der en glidende overgang inden for et bredt spektrum hvor jeg i mindre eller støre omfang inspireres af, efterligner, låner, kopierer - med andres billeder som kilde - kilder som jeg har et eller andet emotionelt eller æstetisk forhold til
   I den anden ende af spektret har jeg akvareller som bare er malet for træningens skyld - uden at jeg i øvrigt har noget som helst forhold til motivet. 

Jeg synes jeg er kommet frem til en slags erkendelse. Der er tre ting der driver værket. 

For det første:

   Jeg er åbenbart først og fremmest en slags 'lejlighedsmaler' af natur og temperament (svarende til begrebet 'lejligheddigter'). Jeg elsker at male fugle, og lejligheden kan så være at dansk naturfredningsforening har udnævnt en isfugl til Danmarks smukkeste fugl. Eller jeg elsker at male træbåde med deres svungne linjer og sirlige samlinger, og lejligheden til at gøre det er så turistbesøg på Kap Verde eller Malaga hvor de gamle malede fiskerbådene ligger smukt trukket op på stranden. 

   

For det andet:

   Jeg skal helst have et forhold til motivet som ikke bare er aktuelt, men som også kan knytte an til tidligere oplevelser og erfaringer med et vist følelsesmæssigt indhold. Som det med drager; eller det med bare damer. Eller alt der associerer til japansk og kinesisk kunst som jeg har elsket og været fascineret af siden jeg var helt ung. Eller sejlskibe: Jeg har en lillebror som i mange år har ejet en selvbygget træskonnert som hedder Opal, og som jeg med fruen og en 8-årig datter har sejlet med og levet på i to måneder i Caribien i 1983;  den findes i mange fotoudgaver på nettet, så den skulle jeg naturligvis se om jeg kunne male:

For det tredje:

   Jeg har en oplevelse af at jeg er i en slags løbende konkurrence med mig selv. Jeg bliver hurtigt træt af det jeg synes jeg nogenlunde behersker, teknisk og motivisk. Og for nu at bruge et billede fra sportens verden: Der sidder en træner eller coach inden i mig som hele tiden sætter overliggeren op, eller som forlænger afstanden til målstregen, eller som hele tiden fortæller mig at jeg skulle prøve en uprøvet og vanskelig disciplin at udøve akvarelsporten i. 

   Jeg er ikke helt tilfreds med den her sportsmetafor. Et bedre billede - måske - er at jeg er en slags opdagelsesrejsende i det håndværksmæssige og mentale landskab akvarelmaleriet udgør, et landskab som jeg kendte meget lidt til i forvejen, og stadig gør nye opdagelser i.  Hvor rejsen ender, ved jeg ikke.

Jeg er jo flere gange blevet spurgt om jeg ikke snart skulle se at få udstille noget.
   Men det at udstille forbinder jeg med konkurrence med andre, og det virker i sig selv demotiverende (sådan har jeg også haft det i forhold til min forskning i årenes løb). 

   Og når man udstiller, så bliver man presset til at tænk på sig selv som "kunstner" - med dertil hørende forventninger, ambitioner og frustrationer; og det prøvede jeg som ung, og fandt ingen tilfredsstillelse ved. 

   Og når man udstiller, skal man helt bogstaveligt til at sætte pris på sin "kunst", og jeg har sådan set penge nok og mangler ingen ting, så hvorfor belaste sit mentale system med det.

  Men jeg er begyndt at forære mine akvareller væk: til familie og til gode venner. Når anledningen er der.

Den japanske træsnitkunstner Hokusai er citeret for følgende som jeg, selv om jeg ikke har ambitioner om at være eller blive kunstner, kan identificere mig en del med, nu da jeg er fyldt 71 år og nærmer mig de 72:

"From around the age of six, I had the habit of sketching from life. I became an artist, and from fifty on began producing works that won some reputation, but nothing I did before the age of seventy was worthy of attention. At seventy-three, I began to grasp the structures of birds and beasts, insects and fish, and of the way plants grow. If I go on trying, I will surely understand them still better by the time I am eighty-six, so that by ninety I will have penetrated to their essential nature. At one hundred, I may well have a positively divine understanding of them, while at one hundred and thirty, forty, or more I will have reached the stage where every dot and every stroke I paint will be alive. May Heaven, that grants long life, give me the chance to prove that this is no lie."

Hokusai: Drage

Akvarelmaleriets mysterier (40) - om akvareller fra den tredje "akvarelferie" på Kap Verde - fugle, skildpadder, mennesker

For tre år siden tog fruen og jeg på vores første fælles ferie på Kap Verde. 

   Øen hedder Sal, byen hedder Santa Maria. Og vi havde begge tegne- og akvarelmalergrej med - fordi vi havde haft meget positive maleroplevelser med hjem fra den færøske kunstmaler Bardur Jakupssons akvarelkursus på et gourmethotel ved Gardasøen i Norditalien. 

   

Faktisk var det de mentale efterdønninger af det kursus som fik mig til at begynde at skrive serien af blogindlæg med fællestitlen "Akvarelmaleriets mysterier" - en serie som med dette nu har rundet det fyrretyvende indlæg, og hvis første nummer kan læses her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

Den første 'akvarelferie' på Kap Verde for tre år siden, har også en særlig plads i min erindring fordi det var der jeg for første gang malede noget i akvarel jeg var stolt af: de her fire billeder som nu hænger indrammet på væggen hjemme i studen:

For mig var de erfaringer jeg der og den gang gjorde med at male 'lyssætning' af motivet 'negativt' - dvs. med "hvidt" - ved at en stor del af papiret står umalet, de erfaringer var noget af en åbenbaring.

   Læs mere om de erfaringer her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/akvarelmaeriets-mysterier-7-cap-verde.html

Fruen og jeg fulgte året efter endnu et Bardur Jakupsson-akvarelkursus - denne gang situeret på hans hjemø på Færøerne. 

   Det gave også gode resultater, og jeg blev for alvor overbevist om at for mig var det rigtige at male  indendørs, hjemme i studen - ud fra fotos kombineret med en skitse eller to.

   Jeg fortalte efter det kursus - pr. mail - til Bardur at jeg var begyndt at skrive om mine erfaringer og overvejelser omkring det for mig nye og uprøvede medie: 'akvarelfarve'. Og han meldte meget positivt tilbage, hvad der naturligvis gav mig mod på at fortsætte - både med maleriet og skriveriet.

Efter to 2-dages akvarelkurser i efteråret  sammen med fruen, kom jeg for alvor igang igen - efter næsten et års stilstand hvor jeg havde taget en masse 'spændende' landskabsfotos, men uden at det gav afsæt til en eneste sølle akvarel. 

   Jeg oplevede måske hvad der svarer til det kendte fænomen: 'en skriveblokering' - altså 'en maleblokering' - fordi jeg mentalt set måske var blevet for ambitiøs. 

Æstetisk og teknisk overskred jeg en række grænser: Med forbilleder fra lærebøger og instruktionsvideoer på nettet, prøvede jeg mig frem med vådt-i-vådt-teknik og store Afrikanske dyr som motiver; jeg prøvede igen at male fugle (rødkælk i flere versioner) og planter (grene med japanske kirsebærblomster), og så en række meget hurtige akvareller med forbilleder i en tysk bog  illustreret med kinesiske "malede" træsnit af fugle og planer, mennesker, dyr og landskaber. 

   Hu-hej hvor det gik, syntes jeg. 

Efter Nytår havde vi Harms-søskende-komsammen, og jeg syntes at jeg med fordel kunne prøve at få nogle fra bunken af akvareller afsat til familien. 

   Det gik strygende. Men en enkelt replik fra min svoger, blev afsæt for et nyt akvarel-motivisk kvantespring. 

   Svoger er en stor fugleelsker og tager med konen - min søster - på ture med sin lange grønne kikkert ud i forskellige lokaliteter i Danmark - for at observere flotte, fine og helst sjældne fugle in natura. Og da søster prøvede at overtale ham til at tage en af mine andre akvareller (de havde allerede valgt en af dem med rødhals som motiv), så sagde han blankt nej - med den begrundelse: 

"Jeg vil kun have tegninger og malerier af fugle og bare damer på væggen i vores nye hjem".

Akvareller med 'bare damer', havde jeg ingen af i skuffen. Og overhovedet vrimler det ikke med akvareller af mennesker som motiv i min hidtidige produktion. Det er bare så svært, har jeg syntes hver gang jeg har forsøgt at male mennesker.

   Men replikken fra svoger provokerede mig til at prøve at male akvareller af 'nudes'. 

   Det gik overraskende godt. Og jeg var ret stolt. Det var lige inden vi skulle af sted til Kap Verde.

   Her er det af de tre forsøg som jeg syntes var og er det mest vellykkede:

Og her er et link til det blogindlæg der handler om min research og mine oplevelser af de forsøg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Dagen inden vi rejste, blev den danske isfugl ved en eller anden afstemning - i Ornitologisk Forening, tror jeg - kåret til 'Danmarks smukkeste fugl' - og det vrimlede med betagende og fascinerende isfugl-fotos på Facebook og i aviser. 

   'Høj' som jeg var efter successen med de bare damer-akvareller, malede jeg lige en isfugl - fra et foto hvor den netop skal til at sluge en frisk fange fisk:

Isfugl - referencefoto fra Facebook

Det var en teknisk udfordring at få det blanke i områderne med metalblå fjer til at fremtræde netop sådan - 'skinnende'. Og samtidig få de bløde brun-orange nuancer med i brystparties fjer.

   Men hu-hej - det gik faktisk over alt forventning. Og relativt hurtigt: en tre timers tid brugte jeg til den her isfugl-akvarel - med klare forbilleder også i japanske og kinesiske kunst:

Akvarel: Isfugl, dansk

Svoger vil sikkert være glad for at få akvarel-isfuglen her tilbudt til sin fuglemaleri-samling. Men det er ikke sikkert jeg vil af med den.

Jeg havde kun forhåndsplanlagt ét billede som jeg skulle male på Kap Verde: et portræt af en smuk, mørklødet kapverdisk kvinde. 

   Det forrige besøg på øerne havde kastet to billeder af sig - forestillende en smuk frugtsælgerske der kom forbi vores stuelejlighed med udsigt til stenmolerne i "Porto Alto" - "den gamle havn": dels et tegnet-malet billede i sort-hvidt, og dels et tegnet-malet billede i få enkle farver; begge kan ses i det foregående blogindlæg som jeg linkede til ovenfor.

Men mine malerplaner hjemmefra blev bremset af indbrud fra virkeligheden - det sparsomme kapverdiske fugleliv. 

   Lige uden for vores vindue og vores altan i første sals højde voksede der store lyserødt-blomstrende nerieplanter og en art palmer med lange store tyndt-fligede blade. Og der i det grønne satte sig en formiddag en af de første dag en hvid hejre - som jeg først tog for en "fiskehejre", men som senere ved research på nettet viste sig at have artsbetegnelsen 'sølvhejre'. 

 
Hejrefugle som motiv har en særlig plads i mit hjerte: Dels har vi fast hver sommer besøg af fiskhejrer inden for god gloafstand - i vores egen private sø.
   Dels er hejren et motiv et som er meget dyrket i japanske træsnit og silkemalerier. 

   Som det her:

Dels har den amerikanske verdenskendte fugleillustrator (og akvarelmaler) J. J. Audubon tegnet og malet sølvhejren  i en meget fascinerende positur i sit fantastiske kæmpeværk om amerikansk fugleliv.
   Her tre versioner af Audubons great egret (sølvhejre):

Det var altså lige et motiv efter mit hjerte der pludselig dukkede op på fotoafstand: hvid fjerdragt som skulle stå delvist umalet,  men belyst så der var markante skygger til at give form og fylde til hoved og krop; endvidere et markant gult næb - og så en grønbladet natur omkring sig.

   Så vores sølvhejre blev fotograferet fra forskellige vinkler og på forskellige afstande. Og så kastede jeg mig ud i mit første akvarelhejre-maleri:

Det var næsten for nemt - og resultatet blev lidt kedeligt. 

   Så jeg peppede omgivelserne for hejren op ved at indmale lyserøde nerie-agtige 'blomster' på grenene; og flere lidt lysere blade i baggrunden - og til sidst de karakteristiske parallelt-sidende palmeblade for oven i motivet. Og en gren for sølvhejren at stå på som ellers var skjult i referencefotoet:

Akvarel: Sølvhejre, total - i miljø

Faktisk var jeg rimeligt tilfreds. 

   

Det at male et motiv man har set 'live' - er en særlig fysisk, håndgribelig måde at lære det nærmere at kende på. Man kommer automatisk til at føle noget særligt for det når man med blyant og pensel har kælet for alle detaljer.

   

På denne ferie havde vi købt os WI-FI-adgang til internettet. Så jeg gik på jagt i cyberspace - dels efter oplysninger om sølvhejren (den er udbredt over det meste af verden - også i Danmark), dels efter andre akvarelegnede fotoversioner af motivet så jeg kunne fortsætte i mit 'akvarelleri-flow'. 

   Særligt fascinerende forekom sølvhejren mig - dels når dens lange hals var helt udstrakt, dels når den havde trukket og foldet halsen helt sammen så det så ud som om hovedet sad direkte på kroppen. Jeg fandt et foto der viste det motiv, og gik igang. 

   Sådan:

Akvarel: Sølvhejre, nærbillede

At dens hovedfjer fik en grønlig plet, er en fejl der skyldes sjusk med maleriet af baggrunden, så der kom en drypplet af den grønne farve. 

   Planterne i omgivelserne var inspireret af nogle af de træningsakvareller jeg tidligere havde lavet med reference til kinesiske træsnit og tuschmalerier fra bøger jeg havde fået forærende af en ven:

Jeg kunne faktisk nemt have fortsat akvarellerierne med diverse spændende sølvhejremotiver, både hentet direkte fra nettet og/eller refererende til nogle af de fotos jeg tog de følgende dage af vores lokale flok sølvhejrer som - flere sammen - nærmest dansede ballet på kanten af palmebladende lige uden for vores vindue hen på eftermiddagen.

   

Men det ene virkelig planlagt malemotiv, måtte jeg jo se at komme igang med: et portræt af en smuk mørklødet dame. Det var svært, og jeg synes ikke rigtig jeg havde de mest velegnede referencefotos i computermappen. 

   Så var hun der en dag: En af de damer der handlede med grøntsager i det lokale meget sparsomt befolkede marked med det meget begrænsede udvalg af frugt og grønt. Jeg fik taget et portrætfoto af hende - men belysningen var ret diffus og uden den skarpe lyskilde fra én side som jeg ønskede. 

   Fordi jeg tøvede med at trykke på udløseren, kunne hun ikke lade være med at smile genert. Fedt:

Referencefoto: grønthandlerske

Jeg gik mentalt set rundt om mig selv mange gange i vores lejlighed, og kunne ikke tage mig sammen til at begynde akvarelleriet. 

   Til alt held var fruen begyndt at tegne lokale landskabsmotiver - og det gik strygende, og hun var glad og opmuntret over de resulterende tegninger. 

   Hendes gode humør smittede. Jeg lavede en slags motivisk overspringshandling, idet jeg fik taget mig sammen til at tegne menneskemotiver ud fra nogle af de andre fotos med lokale, smukke  brune mennesker som jeg også havde taget - og havde overvejet at bruge som referencer for portrætakvareller:

Disse tegnerier fungerede klart som en slags opvarmning til endelig at begynde på akvarellen.

   Jeg kunne pludselig mærke hvordan lys-og skygge-teknikken som jeg havde udnyttet - ganske fermt, syntes jeg - til at male de bare damers smukke kroppe med, at den teknik nu kunne bruges til at male grønthandlerskens ansigtstræk - også selvom forbilledet altså var rigtig dårligt belyst.

   Sådan:

Grønthandlerske, Santa Maria, Kap Verde

Ja. sådan blev det. Og jeg var faktisk - igen - lidt stolt af mig selv. Jeg var tydeligvis kommet i et slags 'akvarelleri-flow'.

   Men ét menneskeportræt var nok i denne omgang. Det at lære denne smukke dames ansigtstræk at kende gennem at modellere dem i tegning og akvarelfarver, tog faktisk både mentalt og fysisk på mig.

Under researchen på nettet efter hvad der egentlig var af dyre- og fugleliv på Kap Verde - som ikke sås og kunne fotograferes på vores egen meget ørkenagtige ø, fandt jeg ud af at øriget Kap Verde dels var beboet af en særlig endemisk variant af isfuglen - 'grayheaded kingfisher' - som var meget flot, men meget anderledes end vores egen hjemlige variant, og dels havde man på andre øer havskildpadder - truede arter, selvfølgelig, der ynglede på nogle af disse øers ørkengule sandstrande ved at grave æggene ned i sandet og lade varmen udruge dem.

   Og man kunne læse sig til at der var iværksat ambitiøse internationalt finansierede wild-life-beskyttelseprogrammer for at sikre disse skildpadde-bestandes overlevelse.

   Det blev til disse to akvareller - ud fra egnede referencefotos jeg fandt på nettet når jeg googlede "Cape Verde" + "birds" og "Cape Vede" + "animals":

Akvarel: Gray Headed Kingfisher, Kap Verde

Jeg mærker under maleprocessen at det går relativt let med den kapverdiske isfugl - erfaringer fra tidligere fuglemalerier sidder i fingrene, og jeg leger med våd-i-vådt-teknikken i hvad jeg tænker mig er nåleløse fyrre- eller pinjegrene.

   I referencebilledet til det følgende, fascineres jeg af enkeltheden i motivet, og det at havet får lov at udfolde sig i to favemæssigt adskilte versioner - ultramarin og turkis. Mens himlen er i en tredje blå favve: koboltblå!

Akvarel: "Mission accomplished". Kap Verde

I begge disse tilfælde - med lokal isfugl og havskildpadde som motiv, var jeg ganske tilfreds med resultatet. 

   

I skildpaddebilledet brugte jeg for første gang den medbragte flydende maskerings-gummi-væske til at tegne bølgernes skumklædte toppe op med, så de, når vandet i øvrigt var malet færdigt og gummiet gnubbet af, derefter kunne fremtræde klart og markant med det hvide bølgeskum.

   

Jeg afmaskede også horisonten to gange med malertape, så jeg fik en fuldstændig entydig og vandret horisont - noget jeg tidligere har kæmpet med i forskellige havmotiver. 

   Det forstår man vel ikke? Forklar:

   Først afmaskede jeg horisonten nedefra med en lige strimmel tape, der gjorde det muligt at våd-male himlen fra kanten af billedet ned mod horisonten - uden tøven. Og jo lysere, jo længere ned.

   Når himlen så var tørret, afmaskede jeg den samme horisont-linje fra oven, så jeg frit kunne våd-male vandet fra horisonten og ned mod beskueren - uden tøven. Og jo lysere, jo længere ned.

   

Og endelig udnyttede jeg tidligere erfaringer med skygger i det gule sandstrand. 

   De 'traktorspor' som havskildpadden efterlader sig når den jumper og krabber mod havet efter endt æg-nedgravnings-mission, maler man bare oven i det gule med den transparente violette farve.

Det hører med til historien at jeg nærer særligt varme følelser for skildpadder, et regulært kærlighedsforhold  der blev skabt i min barndom. 

   Min far der var meget dyre- og fugleinteresseret, hjembragte for længe, længe siden en pænt stor græsk landskilpadde til familiens lejlighed og vores have i Holeby på Lolland. Jeg har været omkring 8-9 år. Jeg er ikke sikker på min mor var med på ideen, men hun fandt sig i det.

   Vi havde skildpadden som blev kaldt Maren, i mange år. Den undslap buret i haven i Holeby en sommer - og forsvandt sporløst, husker jeg.

   Vi troede selvfølgelig den ville omkomme i den uvante vinterkulde. Men næste forår dukkede den op i haven og tøffede rundt på græsplænen med en masse våd jord klæbende til skjoldet. Den havde gravet sig ned og ligget i hi i havejorden i Holeby den vinter.

   I mange år havde vi Maren gående året rundt inden døre. Den spiste salat, tomat og andre grøntsager. Kom den i badekar med lidt lunt vand, sked/tissede den. 

   Den ville gerne kløs eller kildes på den bløde hud under hagen.

   Jeg husker ikke hvornår den døde, men den var i hvert fald levende da vi flyttede fra Stege til lejligheden i Langebrogade 1957.

    Der lagde Maren så et æg - helt umotiveret. Efter at vi havde haft den i måske 15 år. Et langagtigt gråhvidt æg, nærmest som et dværghønseæg - men mere langagstrukkent i ovalen - nærmest som en Piet-Heinsk superelipse. 

Googler man "sea turtle" og "watercoler", får man en masse flotte, dygtigt malede og fascinerende akvareller på skærmen. 

   På en måde er det jo overvældende. Men slapper man af og opgiver at måle sig med dem, er det også inspirerende det brede spekturm af muligheder der ligger i kombinationen af det særligt motiv og vandfarverne.

En af havskildpaddeakvarellerne på nettet tiltrak i den grad øjet. Dels på grund af de livlige - og urealistiske farvespil i skjoldet, dels på grund af at skjoldplader og de små plader i lemmerne og hovedet var afgrænset i forhold til hinanden med linjer af "hvidt" - altså ufarvet papir. 

   Både motivet med hele to havskildpadder - en mor og en unge, gætter jeg - og teknikken var en udfordring.

   Jeg tegnede motivet nøjeregnende op, og greb min nyanskaffede masking-fluid-pen - og med den tegnede jeg alle afgrænsende linjer op i skjolde, hoveder og luffer på de to havskildpadder i havet. 

  Så malede jeg frit med farverne  - vådt i vådt - nogenlunde solidarisk med forbilledet: Blåt, grønt, rødviolet, gult, brunt i skjolde og kropsdele - og havvandet turkis som kontrast og baggrund.

  Så gnubbede jeg linjerne med gummiet af - og hu-hej vupti: to festlige og prægtige havskildpadder i akvarel:

Jeg var usikker på resultatet - så det for sjusket ud? - og valgte at optegne de ydre linjer med den tyndeste tuschpen jeg havde. Og så opmalede jeg farverne i nogle af de små og udtydelige felter i lufferne.

   Sådan blev den endeligt akvarel der forestiller kapverdiske havskildpadder i festdragt:

Akvarel: Havskildpadder, Kap Verde

Om denne markering af profilen med en tynd sort linje, er en forbedring, ved jeg ikke. 

Dette er blevet et rigtig langt indlæg. Og egentlig indeholder det jo ikke nogen særlige analytiske refleksioner på et mere abstrakt niveau. Om hvad jeg har lært, og hvad fidusen er ved det ene og det andet tips og trick ....

   Men hver gang jeg tager en - mentalt og teknisk set lidt desperat  udfordring op - og vælger et motiv og en teknik som jeg er sikker på jeg ikke behersker  - og som jeg efter al sandsynlighed vil mislykkes med, så lærer jeg noget som jeg kan bruge videre, er min erfaring. 

   Og ofte synes jeg, som det fremgår, ikke at resultatet af disse tekniske skridt på vejen, er så mislykket endda - som jeg havde forventet og frygtet.

Hvad har jeg lært? 

   Jeg nærmer mig en vis professionalisme i håndværket at male akvarel. Og jeg læner mig op ad den håndværksmæssige kunnen som kommercielle illustratorer behersker. Og som også realistiske tegneserietegnere og filmanimatorere trækker på.

   Giv mig et motiv - et foto eller et maleri som andre har lavet - og jeg kan som regel finde ud af at producere en seværdig watercolor-dream version. Ofte med små tekniske 'fejl' som kun jeg lægger mærke til. 

   Men mine omgivelser, både når de ser akvarellerne 'live' i privaten eller på Facebook eller her på bloggen, giver så meget ros og klap og 'tumbs up' at jeg har lyst til at fortsætte. Lidt endnu ...

... Med havskildpadder, med sølvhejrer, med lokale fugle, med smukke mørke damer og børn fra Kap Verde - som motiver. Blandt mange andre mulige, som jeg har eller får et forhold til under vejs.

Og så kom jeg hjem fra Kap Verde, mentalt set i sværen kraft trods en udmattende 8-timers flyrejse med et crowded charterfly og godt med skrige-unger. Og fandt i en af mine skuffer en kopi af et Hokusai-træsnit med en flyvende nedaddykkende spurv på siden af en tyk bambus.

   Et billede som jeg må have gemt fordi jeg gerne en dag ville prøve at male noget i samme retning. Ikke som træsnit - men i form af en akvarel.

   Så var jeg på og i flow - og googlede "watercolor" og "bamboo". Fandt på billedsiderne et motiv af en thailandsk akvarelmaler som jeg tænkte det kunne være sjovt at udvikle på - sammenkoblet med spurvemotivet fra Hokusai-træsnittet.

   Det kom der den her akvarel ud af - med en eller anden form for 'spurvedrama' som motiv, og på umalet "hvid" baggrund, som er typisk for mange japanske og kinesiske malerier:

Akvarel: Spurvedrama i bambusskoven

Jeg er teknisk og håndværksmæssigt nået længere end jeg var inden Kap Verde-akvarel-maler-ferien.