Et af de første temaer jeg introducerede på bloggen her for mere end fire år siden, var
DEN SÆRLIGT KREATIVE PERSONLIGHED
Begrebet havde jeg kendt til i nogle år, og kilden fandt jeg så ud af var kreativitetsforskeren Mihaly Csikszentmihalyi
Her er et link til det allerførste indlæg om den særlige personlighedstype:
Jeg citerer lige fra indlægget den liste af kriterier som allerede da jeg så den første gang, forekom mig at være typisk for en del mennesker - journalister, forskere og kunstnere - som jeg havde mødt som led i mit arbejde både som konsulent i DR, som tv-direktør og som universitetslærer. Nogle var blevet mine venner:
- Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd
- Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
- Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation
- Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
- Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet
- Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision
- Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger
- Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger
- Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre
- Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk
- Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
- Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel
I dette også meget tidlige indlæg introducerer jeg kreativitetforskeren Mihaly Csikszentmihalyis sammenfatning af hvad der kendetegner en lang række af de særligt kreative personligheder han har profileret i sin forskning, og hvori han konstaterer at egenskaberne er fuld af tilsyneladende modsætninger og paradokser:
Are there then no traits that destinguish creative people? If I hade to express in one word what makes their personalities different from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people is segregatede. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual", each of them is a "multitude". Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to bring together the entire range og human possibilities within themselves."
Denne kompleksitet som altså kommer til udtryk i modstridende og paradoksale egenskaber, har jeg selv forkortet til metaforen "mindst to (eller flere) person(lighed)er i en", og jeg skriver at "de to skal finde ud af at integrere sig og forsone sig med hinanden i gennem det kreative arbejde og det kreative produkt - en slags psykologisk eller mental konceptuel blending af personlighedens forskellige sider."
Jeg udviklede så også meget tidligt en hypotese - ikke særligt original efter Freud og filmvidenskabens udvikling af auteur-begrebet - der forklarede udviklingen af den særligt kreative personlighed som noget der hang sammen med tab og savn og social isolation i barndommen: tab af forældre, af et trygt miljø, af sprog, af kammerater, og negative skoleerfaringer med mobning og dårlige lærere. Det jeg i nogle af de foregående indlæg har sammenfattet i begrebet "barsk barndom".
Det skete blandt andet i dette også meget tidlige indlæg der havde journalisten Michael Jeppesen som case:
I indlægget skriver jeg så videre:
Men for mig er hypotesen blevet særlig interessant ved at jeg synes jeg kan koble den sammen med en teoretisk forklaring: nemlig at den isolation, splittelse og fremmedgørelse der kommer af traumatiske barndoms- eller ungdomsoplevelser, og som omsættes i et galoperende fantasiliv, at det er noget som sætter sig som en slags permanent og delvist ubevidst blending-tilstand i psyken. Med denne tvungne blending-tilstand som motor forsøger den kreative personlighed gennem de kreative produktionsprocesser at hele det der gør ondt, og samle det der er splittet.
I de kreative produkter udfolder denne blending-proces sig som en glidning mellem før og nu, overføring fra fortid til nu-virkelighed, og som en metaforisk sammensmeltning af erindringer om tidligere belastede situationer med oplevede situationer i den aktuelle virkelighed. Og hypotesen siger så at det er fra denne - permanent kørende - mentale stavblender at en lind strøm af kreative ideer udspringer.
Dette leder over i endnu en case i min serie om "barsk barndom" - nemlig advokat Knud Foldschack som er kendt i medierne for at påtage sig "tabersager" eller "venstrefløjssager", typisk sager som "almindelige advokater" ikke føler sig fristet til at påtage sig.
Politiken bragte i lørdags et interviewportræt af ham netop med "barsk barndom"-etiketten. Da jeg læste interviewet, konstaterede jeg at han som personlighed stort set havde hele den kombination af næsten paradoksale egenskaber som jeg oplister ovenfor.
Rubrikken over artiklen var et citat:
"Jeg kunne lige så godt være blevet kriminel"
Jeg har selv flere gange luftet det spørgsmål: "Hvorfor fik X en kreativ karriere, i stedet for det mere sandsynlige fx "en taber med en kriminel løbebane?" - i betragtning af alle de negative oplevelser og erfaringer i barndommen.
Manchetten lever vinklen på interviewet med Knud Foldschack og lyder:
De første 12 år af sit liv sagde Knud Foldschack ingenting. Han var et uønsket barn, der konstant blev flyttet rundt mellem plejefamilier og kostskoler af sin lunefulde mor. Barndommen har givet ham et blik for alle typer mennesker og forståelsen for, at ethvert menneske, som er i en trængt situation, har en historie, der fortæller hvorfor. I dag giver han mæle til mennesker, der udsættes for uretfærdighed.
Lige efter bogen kunne man sige. Og en udvikling og en reaktion der har en række lighedspunkter med den foregåend case i serien: Troels Kløvedal.
Journalisterne er Anna Meera Gaonkar og Mette Højbjerg. Og interviewets indledning sammenfatter historien som det skal i god journalistisk formidling:
I offentligheden er 62-årige Knud Foldschack kendt som advokaten, der tager sig af bøvlede sager som Ungdomshuset på Jagtvej, Folkets Hus på Nørrebro og COP15-demonstrationen. Og som advokaten, der med taktisk snilde forstår at strikke kompromiser sammen – som da staten satte sig for at ’lovliggøre’ Christiania.
Men den landskendte advokat kunne lige så godt være endt på den modsatte side af loven. For hans mor – der gav ham navnet Knud Carlo – anbragte ham i barndommen på fire forskellige børnehjem, i fire forskellige plejefamilier og på tre kostskoler, mens faderen ikke ville kendes ved ham, før han var næsten voksen. Knud Carlo var resultatet af en kærlighedsaffære, der aldrig blev til mere end det.
Knud Carlo Foldschacks far vil ikke have noget med ham at gøre, og moderen er "lunefuld" som Foldschack så venligt udtrykker det. Der er dog også perioder hvor han oplever at have det godt - og der er en væsentlig ældre storesøster som i perioder tager sig af ham, og en diakonisse, søster Helene, som optræder som en slags beskyttende engel igennem de første barndomsår.
»Jeg var på ingen måde ønsket. Og hun var en helt igennem uegnet mor, der i forvejen havde tre børn, som hun ikke tog vare på. Jeg bliver anbragt på et spædbørnshjem med det samme og kommer igennem tre forskellige, indtil jeg er 2,5 år, hvor jeg havner på Sankt Lukas Stiftelsen, hvor jeg får en form for mor i diakonissen søster Helene. Hun følger mig som en skygge resten af min barndom og griber ind, hver gang det hele går ad helvede til. Men som 4-årig ryger jeg pludselig videre i pleje hos en rengøringskone i Landskrona, hvor jeg er i 1,5 år«.
Hvorfor Sverige?
»Min mor arbejder på min fars spritbåde, Vikingebådene, der sejler mellem Landskrona og København, og mine bopælsafgørelser foregår altid ved, at min mor møder tilfældige mennesker på bådene som f.eks rengøringsdamen. De aftaler så, at jeg kan bo lidt hos dem. Og min mor har overhovedet ingen overvejelser om, hvorvidt det nu er klogt at sende en lille dreng på fire alene til Sverige.«
Denne totalt rodløse og forvirrede barndom er også præget af det liv han som dreng oplever på moderens arbejdsplads - spritbådene mellem København og Malmø - som faderen var ejer af.
Men Foldschack bemærker at hans "vrede" - ulogisk men måske psykologisk forklarligt - ikke retter sig mod de sjældne kontakter med den ellers totalt fraværende far, som han metaforisk beskriver som "nogle stjerneskud i mørket":
Når Knud ikke lige er sendt væk til fremmede familier, lever han et liv på spritbådene mellem København og Landskrona – som hans far ejer 17 af – blandt tyske varietéstjerner, letpåklædte damer, fulde mænd, kommunistiske søfolk, toldere, der blev snydt, så vandet drev, og tjenere, der solgte tre drinks for en 10’er. Faderen havde utallige kvinder og ville hverken giftes med hans mor eller kendes ved Knud før sent i livet. Alligevel slipper faderen for Knuds vrede.
»Det er uretfærdigt, at jeg ikke havde vrede i forhold til min far. Men han gik fri, for hvis man forestiller sig min barndom som en lang mørk gang, var min far nogle sporadiske stjerneskud i alt mørket. Og det var i det mindste lidt flot.
Tilbageskuende ser Foldschack på sin barndoms erfaringer som en regulær opdragelse til en kriminel løbebane. Og han udlægger hvordan hans to fornavne Knud og Carlo svarer til den identitetsplittelse han gennemgår i barndommen og den tidlige ungdom: den idealistiske og retfærdighedsøgende "Knud" og den beregnende, taktiske og anerkendelseshungrende "Carlo" - en "fidusmager".
Han ser selv den udvikling som en reaktion på en permanent oplevelse af utryghed som han personligt aldrig er kommet over. Og han omtaler sin personlighed som "livsforsigtig" og præget af manglende selvværd som han prøver at kompensere for ved at præstere ekstraordinært:
Livet på bådene var det rene glimmer. Jeg kunne ikke have fået et bedre uddannelsesforløb af Al Capone! Fra jeg blev født, til jeg var 12 år, sagde jeg ingenting. Jeg levede i min egen lille verden og sugede bare til mig af alle de oplevelser, jeg fik. Og jeg fik jeg den mest fantastiske uddannelse i at være fiffig. 52 procent af mig er Knud, men 48 procent af mig er den taktiske og snu fidusmager Carlo, som har lært at være sådan igennem min opvækst«.
Fidusmager ligefrem?
»Jeg kan ikke undsige mig fra at være en taktiker, ellers havde jeg ikke kunnet lave det, jeg laver i mit advokatarbejde, og ellers havde jeg ikke overlevet. Jeg har så gudskelov fået den balance mellem Knud og Carlo, at jeg godt ved, at vi skal opføre os ordentligt alle sammen. Hvis jeg havde 51 procent Carlo i mig, var jeg blevet kriminel – nok inden for den økonomiske sektor«.
Hvad lærte taktikeren?
»Jeg har systematisk lært, at man skal have fire-fem udgange, hvis man skal kunne overleve en given situation. Og det har gjort mig til et sammensat menneske. Men når man har haft de udfordringer, som jeg havde, kommer man aldrig til at blive et trygt menneske. Jeg kommer aldrig til at være en gift mand med en kone, som kan modtage den totale kærlighed. Den mulighed eksisterer simpelthen ikke for mig. Og det gør den ikke, fordi man bliver livsforsigtig af at have en barndom som min. Og når man bliver livsforsigtig, bliver man samtidig også usikker på sig selv. Og når man bliver usikker på sig selv, følger en evig opfattelse af, at man ikke gør det godt nok, også med. Samtidig er der den anden side af samme mønt, som hedder, at man vil præstere«.
Teorierne om kreativitet og den kreative personlighed indeholder også begrebet "kreativ vrede" - som altså kommer til udtryk gennem oprørsk fantasi og trodsig opfindsomhed - under pres fra nedgørende omgivelser, en vrede som kan være brændstof for både kunstnere og politikere - og altså også for advokater af en særlig støbning.
Hos Knud Carlo viser denne vrede sig da han for tredje gang kommer på en kostskole med en masse andre adfærdsvanskelige børn, et gammeldags autoritært præfæktsystem og nogle brutale og voldelige lærere:
Men inden Knud Carlo Foldschack bliver helt voksen – og kommer ind på jurastudiet, fordi det er det eneste studie, hvor der ikke er adgangsbegrænsninger – skal han en tur om en kostskole, den tredje i rækken, på Lolland, der skal ændre livet dramatisk for ham. Her tager vreden over de daglige afstraffelser og ydmygelser over, og han og hans kammerater gør oprør mod systemet i 1967.
»Jeg var på kostskole i den sidste del af børneværnsepoken, som var rædselsfuld. Der var intet tilsyn, der var ingen rimelig behandling af børn, og der var én lærer til 72 adfærdsvanskelige børn. Vi var en samling af syge børn, psykisk svage børn og rige folks uønskede børn. Jeg oplever, hvordan det engelske præfektsystem, som Jan Guillou beskriver ganske præcist, fungerer. Vi bliver banket og bliver opdraget med tæsk. Men det er ikke det værste, jeg er ikke bange for tæsk, det er fornedrelsen, der er problemet. Vores liv var styret af kostskolens klokker. De ringede, når vi skulle op, når vi skulle spise, til time, når vi skulle rydde op og i seng. De ringede hele tiden. Mit liv var klokker. Og for helvede, det kan man ikke efterleve. Så der var mange skideballer og mange øretæver og rigtig mange eftersidninger til mig. Vi blev kollektivt afstraffet af de store elever, der var klanførere. De havde den ubetingede magt over os. Det system fungerede med hård hånd, da jeg kom ind på skolen. Men jeg lærte hurtigt at begå mig«.
Hvordan?
»Jeg lærte en masse om at sno sig i et hårdt system. Jeg bliver tosset, når jeg hører folk forsvare disciplinære miljøer som militæret, for ja, jeg klarede mig da, og jeg kan sidde og grine af den tid nu, men der er mange af mine gamle kostskolekammerater, som ikke kan sidde og grine i dag. Det var den hårdeste tid. Over et forløb på 5 år oplever jeg at starte med at være den lille, der får alle bankene og straffene fra de ældre klanførere, men så sker der det sjove, at da jeg nærmer mig selv at skulle være klanfører, da jeg nærmer mig magtens tinde, så bryder systemet ned. For vi vender os mod systemet, vi vil ikke mere – jeg tror det er tidsånden, ungdomsoprøret, der er kommet til Lolland. Jeg er med i den bølge, der siger fra. Vi vender os om og kigger på de små og fortæller dem, at vi sammen skal kæmpe elevernes sag. Og så gør vi oprør.«
Oprøret udvikler sig - efter en episode med et forholdsvist uskyldigt drilleri af en lærer som går ud på at sætte klokkerne ud af funktion - til kollektivt hærværk, vold og ildspåsættelser på hele skolen - et forløb som ikke ender med at politiet tilkaldes. Og Foldschack filosoferer over hvordan retningen for hans liv kunne have ændret sig hvis volden havde gået ud over en eller flere af lærerne: "Det kunne jo have udviklet sig til mareridtagtige forhold. Vi kunne jo rent faktisk have skadet et menneske, så vi var blevet sat i fængsel - så havde jeg fået en dom, og så havde min livsbane været en anden."
Nu blev Knud Foldschacks historie en anden. Han blive jurist og bliver advokat i en række spektakulære sager - for Ungdomshuset på Jagtvej, for Christiania, Folkets hus og en række kaprede søfolk, fortæller faktaboksen. Og hans barndomserfaringer styrer ifølge ham selv og artiklen de sager han påtager sig - og for det meste vinder.
Han har fået stemplet som "den røde advokat":
»Det er sjovt, at jeg som advokat hele tiden får at vide, at jeg er rød og idealistisk, fordi jeg kæmper for retfærdighed. I vore dage hersker der en fordom om, at man er rød, hvis man er vagthund og kritisk over for magthaverne. Hvis man prøver på at skaffe retfærdighed, ja, så er man selvfølgelig venstreorienteret. Men domstolen har jo afgjort det – vi har vundet alle de sager, vi har ført: COP15-demonstrationen, urolighederne på Dronning Louises Bro, vi fandt en løsning på Ungdomshuset og fik dokumenteret, at det var den rigtige læsning, og vi fik lavet noget med Folkets Hus. Hvorfor er vi nødvendigvis røde? Vi er vel bare almindelige mennesker, som gør det rigtige!«.
Og det gør dig glad?
»Når jeg kan få tilkendt erstatning til hundredvis af uskyldige mennesker, der er blevet sat på den frosne asfalt mange timer under COP15, har jeg gjort mit. Så bliver jeg rigtig glad. Jeg bliver også glad, når ’alfabetdrengene’ på Blågårds Plads får et sted, hvor de kan være, for de er uønskede, fra de står op, til de går i seng. Når folk har brug for en hånd, har jeg lyst til at give den. Og særligt folk, der er blevet uretfærdigt behandlet. Nu er det 52-procents Knud, der taler. Jeg spørger tit mig selv, om det bare er Carlo, der er smart? Det kan da være, at jeg var en for dårlig advokat til at blive konkursbehandler hos kammeradvokaten. Måske har jeg bare fundet en niche, som ingen andre vil røre ved. Måske har jeg valgt den gren inden for juraen, hvor det er lettere at gøre en forskel? Inden for mit område er det jo ikke svært at blive den bedste, for der er ingen konkurrence«.
En række af de kreative mennesker jeg kender, har fortalt mig at de synes de har været meget heldige i deres liv. Det gjorde blandt andet Poul Martinsen da jeg interviewede ham om hans liv og virke som meget produktiv og kreativ dokumentarist. Flere gange vendte han tilbage til det mærkelige "held" som han syntes han relativt tit havde oplevet i forbindelse med sine både kontroversielle og ofte nyskabende tv-dokumentarer.
Jeg spurgte ham henimod slutningen af en serie af interviews på samlet omkring 40 timer, om han måske ligefrem så sit liv som en slags eventyr. Og det sagde han "ja" til.
Det særlige "held" som mennesker oplever i forskellige kreative, udforskende og nyskabende sammenhænge, betegnes fagligt med termen:
SERENDIPITET
Og som forklaring på sine helt unikke kvalifikationer og resultater i sin karriere som suveræn fodboldmålmand, leverer for eksempel Peter Schmeichel følgende nu bevingede ord:
Jo mere man træner, jo heldigere er man.
Noget tilsvarende har Knud Foldschack også oplevet.
Interviewet i Politiken om betydningen af advokatens barske barndom for hans senere liv og succesfulde karriere som jurist, slutter netop med ordet "heldig":
Man skal være enormt ydmyg over for livet. Lige meget hvor hurtig du er, og lige meget hvor mange sejre du får, skal du altid være ydmyg. Ellers bliver du for højrøvet, og jeg kan da ikke sige mig helt fri fra, at mit præstationspres og min trang til anerkendelse er årsagen til, at jeg har søgt den her vej i livet. Ét er i hvert fald givet: Jeg har været heldig«.
or this: 
8.jpg)
