Om nye effekter af krammehormonet oxcytocin, om dets mulige betydning for højsensitive personligheders udvikling, og om andre kreativitetsitmulerende stoffers betydning for kunstnerisk virksomhed

Jeg har i flere blogindlæg for nylig skrevet om hormonet oxytocin - også kaldet krammehormonet, ammehormonet, kærlighedskemikaliet. 

   Blandet andet citerede jeg følgende fra en kilde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

I andre indlæg har jeg skrevet om betydningen af lav eller svækket latent hæmning (eng: LI) for kreativitet, her sammenfattet fra en artikel i Illustreret Videnskab:

Kreativitet er et samspil mellem intelligens og vores såkaldte latente hæmning. Det er et naturligt filter, der sorterer i de mange informationer, vi bombarderes med. 

   Intelligensen gør os i stand til at bruge de indtryk, der passerer den latente hæmning, til noget fornuftigt.

   Jo højere latent hæmning vi har, jo færre indtryk får vi at forholde os til. Kan påvirkes af psykotisk medicin.

   Lav latent hæmning giver flere indtryk at forholde sig til. Narkotika kan nedsætte den latente hæmning.

   Åbent sind og udfordrende miljøer menes at kunne mindske den latente hæmning.

Stress eller personlige kriser nedsætter hjernens potentiale. Virker som laver IQ.

Jeg har også i flere indlæg været inde på den såkaldte "Orkidehypotese". 

   Hypotesen går ud på at at bestemte genkombinationer disponerer nogle mennesker for at have en særligt sensitiv personlighed - som gør at de er i højrisikozonen  for depressioner,  skizofreni og andre psykosociale problemer, men som under særlige positive (sociale) omstændigheder - ligesom orkideer - også kan stimulere højsensitive personer (HSP) til at "blomstre" og udfolde sig stærkt kreativt. 

   Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

En kort historie i Weekendavisens tillæg 'Ideer', får mig til at koble disse konceptuelle rum sammen i min egen hypotese.

  Artiklen har rubrikken "Lukker af for uønsket støj" og fortæller at forskere har fundet at oxytocin har endnu en virkning som man ikke hidtil har kendt til:

Nu viser en undersøgelse ved Richard W. Tsien, der er professor i hjerneforskning og lede ar Neuroscience Institute på New York University, at oxytocin også fungerer som en forstærker af visse vigtige hjernesignaler og som dæmper af andre uønskede signaler.

   Hjernen modtager konstant en voldsom mængde signaler og stimuli - det kan være synsindtryk, lyde, en rumlende mave, nakkesmerter - listen kan blive uendelig. Det er så hjernens opgave at sortere de vigtige signaler fra al støjen af uvedkommende signaler.

   Her viser det sig, at oxytocin også spiller en vigtig rolle, for ikke blot skruer hormonet op for de vedkommende signaler. Oxytocinet sørger også for at dæmpe al den meningsløse støj. Det kom som en overraskelse for forskerne at osytocin således har flere forskellige effekter. 

Det ser ud til at oxytocin kan påvirke måden den latente hæmning fungerer på.
   Den engelsksprogede kilde til historien i Ideer indledes med følgende analogi til forklaring:

In a loud, crowded restaurant, having the ability to focus on the people and conversation at your own table is critical. Nerve cells in the brain face similar challenges in separating wanted messages from background chatter. A key element in this process appears to be oxytocin, typically known as the “love hormone” for its role in promoting social and parental bonding.

Som jeg læser det, så betyder disse nye forskningsresultater at hvis man stimulerer produktionen af oxytocin hos højsensitive personligheder som nemt overvældes af for mange og for stærke sanseinput fra omgivelser, så svækker man de risikable negative effekter af disse personligheders relativt lave latente hæmning og øger samtidig de positive effekter, dvs. muligheden for at udfolde sig kreativt. 

   Med andre ord vi har måske her en del af forklaringen på at der kan være hold i 'orkidehypotesen'. 

   Ekstraordinær omsorg og kærlighed - fysisk set kram, klap og kæl - kan være det der hjælper nogle HSP-ere der ellers risikerer mentalt at gå ad H... til, til at bruge deres hypersensitivitet i en positiv kreativ retning. 

  Det kunne også være en del af forklaringen på at en forstående, kærlig og accepterende "mentor" på det rette tidspunkt i barndom og ungdom, tilsyneladende indgår som afgørende vendepunkter i mange kreative personligheders ellers belastede udviklingshistorie med fravær og savn af forældreinstanser og med angstskabende miljømæssig rodløshed og sproglig og kulturel fremmedgørelse i forhold til skole og kammerater. 

   Og savnet af oxytocin i stressende omgivelser, kan være forklaringen på at nogle kunstnere så i stedet vælger at opsøge og bo ensomme steder - 'refugier' - hvor de i ro og fred kan koncentrere deres opmærksomhed og mentale fokus på at producere deres kunst

  

Hvis jeg har ret i den hypotese, så burde det jo også betyde at sindsforstyrrelser i hjernen som skizofreni og depression måske kunne behandles med ekstra tilførsel af oxytocin. Og det er ikke svært at finde artikler der tyder i den retning, som fx her:

http://psychcentral.com/news/2012/02/20/treating-depression-with-the-oxytocin-the-love-hormone/35027.html

Af artiklen fremgår også at man mener at visse former for autisme også kan hænge sammen med at der er problemer med oxytocin-produktionen hos fx. asberger-autister, hvis mentale symptomer tilsyneladende kan kan dæmpes med ekstra tilførsel af oxytocin.

“The stronger signal and muffled background noise arise from the same fundamental action of oxytocin and give two benefits for the price of one,” Dr. Fishell explains. “It’s too early to say how the lack of oxytocin signaling is involved in the wide diversity of autism-spectrum disorders, and the jury is still out about its possible therapeutic effects. But it is encouraging to find that a naturally occurring neurohormone can enhance brain circuits by dialing up wanted signals while quieting background noise."

Jeg skrev i et tidligere indlæg at en af forklaringerne på oxytocinets mange gode virkninger, herunder stimulering af kreativiteten,  var at det influerede på og spillede sammen med hjernens belønnings-system, det system som reguleres af hjernens naturlige narkotikum dopamin. 

   Det er der også en lang række udfra kommende stoffer der gør, og det har journalist og anmelder Kim Skotte en interessant artikel om i LørdagsPolitikens kulturtillæg. 

   Forsiderubrikken er slagkraftig: 

Den dopede kunstner

Rubrikken til selve artiklen - der betegnes et 'essay' - lyder: 

Operation Rene Tanker

Vinklen i artiklen er at mens en række sportsgrene bliver mere og mere associeret med misbrug af præstationsfremmende doping, så går det den modsatte vej inden for kunsten - der tilsyneladende bliver mere og mere "ren".

   Men underteksten er så at det ikke nødvendigvis er et gode, og at man i hvert fald ikke kan og bør tage afstand fra de mange kunstværker som i årenes løb er produceret inden for musik, litteratur og maleri under påvirkning - 'inspiration' - af alle mulige afarter af hjernestimulanser - 'dope'.

   Artiklen indledes med en scene:

Der sidder man med den sidste sjat rødvin i flasken og bakser lettere skeløjet med  et genstridigt digt, da det banker på døren. Det er midt om natten. Det varsler ikke godt. Kan det være Operation Rene Tanker? Med bævende hjerte hejset langt ned i buskerne åbner jeg døren.

   "God aften. Det er dopingpolitiet. Må vi komme indenfor? Vi har grund til at tro, at der på denne adresse er blevet digtet ved hjælp af præstationsfremmende midler."

   Altså ikke det med rødvinen og digtet. At skrive digte lagde i mine yngre dage et vist pres på vinbønderne. Men det med dopingpolitiet er fiktion. For mens mand nidkært jagter brodne kar i sportens verden,  kan kunstnerne foreløbig være i fred på trods af omfattende brug af præstationsfremmende midler. Beruselse og inspiration har fra de gamle grækere i hånd i ånd. Mon ikke selv Homer i ny og næ havde en lille bimmelim på?

Artiklen beskriver så hvordan en lang række store kunstnere gennem historien erklæret har stimuleret sig 'kunstigt' for at svække de hæmninger som (de oplevede) forhindrede dem i kunstnerisk at præstere deres ypperste. 

   I en faktaboks gennemgås de fire kunstige inspirations-tilsætningsstoffer: Opium, Kokain, Heroin, LSD, og under hvert nævnes nogle af de kunstnere som netop har udnyttet det stof til at komme op at flyve. Alkohol burde have været med som det femte stof i faktaboksen.

   I en række citater fortæller en udvalgt serie nulevende kunstnere om deres særlige 'doping': Knud Romer (svampe og tjald), Jexper Holmen (alkohol), Anders Brixen alias Tue Track (pot), Signe Vad (et bredt spektrum af stoffer), Carsten Dahl (alkohol og betablokkere), Kira Skov (diverse stoffer).

  Kim Skotte refererer bl.a. til berømte forfattere som Rimbaud, Schade og Hemingway hvis alkoholinspirerede kunst han har og har haft et romantisk forhold til. 

   Og Skotte fortsætter om alkoholens betydning:

Men er det også dope, der dur? Hvis man er lidt træt i hovedet, kan alkohol åbne døren på klem. Det er en helt banal og basal konstatering, som med garanti her grundlagt mange glorværdige alkoholikerkarrierer. Har man en pæn opdragelse, der står i vejen for indsigten, og rider man til daglig en lettere bovlam pegasus, giver alkohol en håndsrækning. Den kan skabe sprækker i dresserede tankemønstre, hvor tankerne får vinger og tager form.

   Kan man bruge det til noget? Både ja og nej, synes jeg. De fleste af de digte jeg har skrevet i lettere bedugget tilstand, har ikke overlevet morgendagens ubarmhjertige lys. Men mange af ideerne og ansatserne  har jeg kunnet bruge. For hvad det nu måtte være værd. Vin og øl har altid været mit drug of choice. Heroin, coke og lsd har aldrig fristet kyllingen i mig, og selv noget så efterhånden dagligdags som hash har jeg gode erfaringer med. Slet ikke som inspiration.

   Faktisk har jeg altid fået flere ideer af at gå mig en tur.

For en uge siden holdt jeg min 70 års fødselsdagfest. Som gæster var min og fruens efterhånden meget talrige nærmeste familie inviteret. Og rigtig mange gode gamle venner. 

   I Burma (og mange andre steder) er tallet 7 et stærkt lykketal, og jeg havde så også få tromlet 70 gæster sammen, hvoraf en del jo ikke kendte hinanden særlig godt.

   Bordplanen var lavet sådan at de fleste kom til at sidde ved siden af nogen de ikke havde et nært kendskab til eller slet ikke kendte på forhånd.

   Vi havde to superkokke til at lave og levere maden, og de havde også valgt gode vine. Så der var god grund til at tro at festen ville aktivere gæsternes belønningssystemer. 

   Men for at sætte ekstra gang i oxytocin-produktion som arbejder godt sammen med dopaminen - og dermed øge udsigten til en vellykket fest hvor snakken ville blomstre i det blendede selskab, så indbyggede jeg i velkomsttalen flere oxytocin-stimulerende indslag: kram, fællessang, og latterstimulerende ordspil:

   1) Alle skulle finde nogen som de ikke kendte (særlig godt), stille sig op over for vedkommende og brede armene ud, og så give ham/hende et ordentlig kram. Denne øvelse skulle gentages sammen med så mange som man nu kunne nå på et minuts tid (forskningen viser at man skal op på mindst 30 sekunders kram for at udløse et ekstra skud oxytocin).

   2) Jeg igangsatte og sang for ved en fællessang: "Jeg bærer med smil min byrde", som gav anledning til en del moro efter jeg først havde leveret følgende introduktion til hvem der var med:

Hvem er med i aften? - Der er fire kategorier af gæster repræsenteret:

· Ældrebyrden – som jeg nu i morgen for alvor tilslutter mig med lettelse og glæde.

· Så er der de bebyrdede – samfundets bærende personkonstruktioner: vores børn og deres jævnaldrende.

· Så er der de unge som også og ikke mindst vejer til i de bebyrdedes økonomi – det er dem der siden skal bebyrdes med de bebyrde når de bebyrdede selv bliver ældrebyrde.

· Og så er der til sidst også dem der stadig skal bæres.

Meget passende var det sted hvor festen foregik et tidligere plejehjem som nu var indrettet som hotel. Så ældrebyrden ville med garanti føle sig hjemme, understregede jeg. 

   Så gik vi til bords.

   Det blev en rigtig godt fest - badet i oxytocin.