Hukommelse og glemsomhed - og træning af korttidshukommelsen

Nu jeg er igang med at læse om hukommelse, så...

I min bunke af avisudklip finder jeg to artikler der har med hukommelse at gøre. En fra Politiken den 11. december og en fra Kristeligt Dagblad helt tilbage fra 26. november. 

   De viser at jeg har været opmærksom på hukommelsens betydning for kreativitet, inden jeg begyndte at læse Moonwalk with Einstein.

Politikens rubrik lyder: "Det meget belejlige hukommelsestab", og stod i Viden-tillægget, og den var omgivet af associerende artikler og notitser: om løgndetektorer, om hvordan og hvor meget hjernen "lyser" op under skanning når man lyver og når man taler sandt, og om hvordan man kan se på hjernens aktiviteter når den forsøger at "lægge ubehagelige erindringer på afstand. 

   Jeg mindes at Poul Martinsen jo en gang i midten af 90´erne lavede et dokumentarprogram om løgnens psykologi, som især gik på om man kunne se på folks ansigter og kropsbevægelser om de løj. 

Hvad konkluderes her: At hjernen er væsentlig mere aktiv når man lyver end når man siger sandheden. Logisk nok: Den lyvende hjerne skal fastholde to "modstridende" konceptuelle rum: det som indeholder sandheden og ikke må udtales, og det som indeholder/fabrikerer løgnen som skal udtales. Det kræver ekstra mental energi.

Løgndetektorer kan ikke altid afslører når personer lyver. Nogle mennesker har selvkontrol i et omfang så deres blodtryk ikke stiger, så de ikke udsondrer ekstra svede, og så øjnene ikke flakker, og så de ikke stammer - sådan som de fleste af os gør og dermed ville blive afsløret i en løgndetektor.

Politikere og forbrydere som bliver afhørt af kommisioner og politi, kan påberåbe sig "glemsel" som årsagen til at de ikke kan svare på spørgsmål. Hvad enten det er sandt eller falskt. Og de kan under alle omstændigheder have en strategisk interesse i at deres hukommelse svigter.

  Men, fortæller artiklen, det er ikke nemt bevidst at glemme noget man har gjort eller oplevet. Og man taler i moderne forskning ikke om freudianske fortrængninger. Derimod ser forskerne på hvordan erindringer lagres. Og hvad der gør at de lagres særligt godt, eller ikke så godt.

   En forsker, Annette Bohn, fortæller:

Det følelsesmæssige indhold øger sandsynligheden for at noget bliver husket. Men når det er sagt må man skelne mellem, hvad der huskes fra henholdsvis positive og negative situationer. Og her ser det ud til, at mennesker generelt husker fakta fra negative situationer, mens stemninger og stemningsbilleder kommer til at spille en relativt større rolle for erindringen af positive situationer.

Det er naturligvis meget relevant for journalister, som hermed kan legitimer deres gennemgående negative tilgange til virkeligheden gennem konfliktkriteriet, sikrer at publikum husker historierne. Positiv historier kan godt sætte læserne i en god stemning, men de glemmer nemmere historierne.

Og en anden forsker, Michael Anderson, fortæller om at særligt ubehagelige oplevelser som vi allerhelst vil glemme, er dem som er allersværest at viske ud. Han kalder det særligt påtrængende erindringer, og de har en tendens til at dukke op uventet i bevidstheden, selv om man ikke har gjort noget for at kalde dem frem.

Vi har i forskellige forsøg vist, at sådanne påtrængende erindringer over tid vil have en tendens til at blive svækket, hvis man aktivt og vedholdende forsøger at skubbe dem bort. Og denne proces kaldes motiveret glemsel. Gevinsten ved dette er åbenlys. I den udstrækning man tale om en omkostning, er den, at de vil blive vanskeligt at genkalde sig erindringen i detaljer, hvis man senere - af en eller anden grund - skulle få brug for det.

Artiklen i Kristeligt dagblad lå tæt op af det jeg er i gang med at læse i bogen "Moonwalk with Einstein". Rubrikken lyder: "Hukommelse er vigtigere end intelligens". Pointen i artiklen er at arbejdshukommelsen som er vigtig for hvad og hvordan noget lagres i langtidshukommelsen, at den kan trænes, og at det bør man gøre i undervisningen.

   Et eksempel gives i artiklen start:

En matematiktime begynder med, at læreren beder eleverne lukke øjnene og tænke på en figur, hvis kanter er lige lange og parvist paralelle. Derefter skal de tænke, at de klipper hjørnerne af figuren. Og til sidst skal de tegne hvad de ser, for det indre øje.

  Det lyder måske som en banal og mærkelig undervisningsform, men det er en kort og konkret vej til at sikre, at samtlige elever får aktiveret både arbejdshukommelsen og langtidshukommelsen.  Disse to funktioner skal arbejde sammen i elevens hjerne, for at undervisningen overhovedet bærer frugt. Og ved først at sætte hjernen i sving med at lede i katalogerne over allerede lærte figurerer og derefter med at gøre noget aktivt med den fundne figur, er det hele igang.

Noter i øvrigt metaforen "ser for det indre øje" og at det der beskrives her er det man metaforisk kalder  "et tankeeksperiment". Og i det foregående citat er der konceptuelle metaforer som at erindringer "skubbes bort", og kan "kaldes frem".